Hun sad i en mørkebrun lædersofa, i et lyst rum. Et venterum. Det var første gang at hun havde siddet sådan et sted. Hun havde aldrig regnet med at hun nogensinde ville opsøge et sted som dette. Men nu var det sket. Hun havde brug for det. Det var sikkert. Nu sad hun her, og det var for sent at gå. Om lidt ville der komme en person ud og kalde hende ind. Og så kunne hun ikke bare vende sig om og gå. Det var for sent at flygte. Det var på tide at få det gjort.
   Hun sad uroligt i lædersofaen og kiggede nervøst rundt. På væggen overfor hende hang et billede. Et maleri. Det forstillede en kvinde, med lyst hår og helt sorte øjne. Hun smilte, nærmest grinte, men alligevel hang der en tåre på hendes ene kind. Hun blev mere urolig og nervøs af at se på det maleri. Men selvom hun prøvede at fjerne blikket fra det, fandt hendes øjne alligevel en vej tilbage til maleriet igen.
   Døren i den anden ende af lokalet blev åbnet og en høj mand trådte ud. Han smilte høfligt da han passerede hende. En ny mand kom til syne i døren, han var lav og mørk håret. Han var klart en ældre mand, muligvis i halvtredserne, og da han smilte blottede han sine dybe smilehuller og en masse rynker.
   "Ja, du kan bare træde indenfor." sagde han. Det tog hende, noget som virkede som en evighed, at rejse sig fra lædersofaen. Da hun endelig kom op og stå, føltes hendes ben så tunge at hun var sikker på at det var umuligt for hende at gå. Men hun klarede den. Hun sendte et stramt smil til den fremmede mand i døren. "Ja, kom ind og gør dem til rette." sagde han og lukkede døren bag dem.
   "Hvor er briksen jeg skal ligge på?" spurgte hun forvirret.
   Han begyndte at le. "Er det første gang du er til psykolog." Hun nikkede. "Nå, ja men briksen er her ikke. I stedet kan du selv vælge om du vil sidde, gå rundt i rummet eller sætte dig på gulvet. Så længe du føler dig tilpas."
   "Så længe jeg føler mig tilpas." gentog hun lavt. Hun hang sin skuldertaske og jakke over på knagerne der hang bag døren og satte sig så over i den mørkerøde læderstol. Han satte sig på stolen foran og begyndte at hælde kaffe i en stor hvid kop.
   "Kaffe?" tilbød han og rystede lidt med kaffekanden.
   "Kaffe?" sagde hun forvirret. "Nej, nej tak."
   De sad i stilhed i et stykke tid. Han sad og kiggede på hende, med hænderne foldet i skødet og et smil på læberne. Hun kiggede rundt omkring i lokalet, men det var svært ikke at kigge undersøgende på ham.
   "Hvorfor har du valgt at komme til en psykolog?"
   Hvorfor? Hvorfor hun havde valgt at komme til en psykolog? Ja, hun havde vel egentlig bare brug for at få snakket om det. Om hvad? Nu begyndte hun at blive usikker på hvorfor hun overhovedet var her. Hun burde ikke være her.
   "Har du nogensinde bare haft lyst til at tale?" spurgte hun.
   "Tale." sagde han og kiggede op mod loftet. "Ja, jeg har tit lyst til at tale."
   "Altså sådan rigtig tale." Hun kiggede fortvivlet rundt i lokalet. "Altså, snakke med nogen."
   "Ja, jeg har haft lyst til at snakke med nogen."
   "Hvorfor har du haft lyst til det?"
   Han smilte og så kiggede han hende ind i øjnene. "Jeg havde noget på hjertet."
   "Ja, ja." hviskede hun for sig selv. "Det må være det." Hun smilte nervøst. "Jeg har noget på hjertet."
   "Har du lyst til at fortælle mig om det?"
   Hun pegede på sig selv, "Om jeg har lyst til at fortælle dig om det?" sagde hun og pegede så på ham.
   "Ja, har du da ikke det?" spurgte han smilende og tog en tår af sin kaffe.
   "Jo. Jo. Må jeg få noget kaffe?"
   "Selvfølgelig." sagde han smilende og hældte en smule kaffe i en kop. "Fløde? Sukker?"
   "Ellers tak. Jeg kan lide min kaffe sort." sagde hun og tog imod koppen. Den store kop var varm i hendes hænder, og hun kunne mærke at varmen begyndte at stige hende til hovedet. "Min mor og far blev gift da de var fyldt tyve, kun fordi at de var gravide med min storebror." Hun kiggede rundt i lokalet. Der hang nogle malerier og billeder af nogle mennesker, sikkert af hans familie. Hun pegede op på billederne. "I min familie tog vi aldrig sådan nogen billeder."
   "Hvordan kan det være?" spurgte han.
   "Man var sikkert bange for at man ville fange et grimt øjeblik."
   "Har du lyst til at fortælle mig om de grimme øjeblikke?"
   Hun rystede på hovedet da hun svarede ja. Han rakte sin hånd henover bordet til hende. Hun kiggede ned på den store ru hånd og tog den så. Han klemte om hendes og sagde så, "Fortæl mig det hele fra starten."
   Hun begyndte med det samme at fortælle.

Det var en helt normal onsdag aften. Hendes mor stod i køkkenet og forberedte familiens middag med et glas rødvin ved sin side. Hun gik og nynnede en glad melodi mens hun skar løg. Hendes far var ude i skuret og arbejdede på nogle af de mærkelige ting han altid rodet med. Radioen spillede noget god gammel dansk rock. Han sang lavt med på sangene mens han savede i et stykke træ som han altid gjorde. Hendes storebror lå på værelset og læste filosofi lektier. Hun gik selv rundt ude i deres store have. Hun gik med bare tæer i det grønne og fugtige græs. Hun gik rundt i hendes egen lille verden hvor fuglene sang smukkere og hvor himlen var mere blå. Hvis hun opdagede en lille sten ville hun samle den op og kaste den over i den nærmeste busk. Nogle gange legede hende og hendes søster at buskene var monstre der ville æde dem, så derfor kastede de magiske sten som slog monstrene ihjel. Men hendes søster var gået ind til deres far så nu var hun alene. Pludselig hørte hun hvordan musikken inde fra skuret blev højere. Hun stoppede brat med at bevæge sig og lyttede. Da hun havde stået der et stykke tid, løb hun indtil hendes mor som nynnede mens hun hældte vin op i det store rødvinsglas. Hun prøvede at komme i kontakt med hende, men hun lagde ikke mærke til noget. Hun løb indtil hendes bror som med det samme bad hende om at skride af helvedes til. Da hun gik ud af hans værelse rendte hun ind i sin far på gangen. Da hun vendte sig om løb hun direkte ind i hans store og snavsede brystkasse. Hun fik af vide at hun skulle til at passe på. Hun fik øje på hans hånd. Der var en smule blod på hans knoer. Hendes far fortsatte ind i køkkenet. Hun løb med det samme ud til skuret. Døren dertil i entréen var låst. Hun løb ud til haven og brugte den anden dør. Hun gik ivrigt ind og kaldte efter hendes søster. Men der kom intet svar. Hun kiggede rundt i lokalet men kunne ikke få øje på hende, kun hendes lille dukke der lå midt på gulvet. Pludselig fik hun øje på noget hvidt stof omme bag en kasse der stod i hjørnet af skuret. Hun listede forsigtigt derover og kiggede. Det hvide stof hun havde set var en hvid sommerkjole. Sommerkjolen sad på hendes søsters blege krop. Der lå en sav ved siden af hende, og på hendes venstre håndled var hendes pulsåre skåret over. Der var dråber af blod på hele hendes kjole. Hendes ansigt var hævet og hun havde tørret blod i hendes mundvig.
   Hun løb ind i køkkenet. Hendes far var der ikke så hun råbte med gråd i stemmen at hendes søster var død, at der var blod over det hele. Hendes mor kiggede ned på hende, tog en tår af sit vinglas, vendte sig om og nynnede så videre mens hun fortsatte madlavningen. Hun løb ind på sit værelse, og tårerene trillede ned i en uendelighed. Men hvis nogen kom ind på hendes værelse, tørrede hun hurtigt de salte tårer væk, smilte og lod som om at hun var i gang med en god leg.

"Vil du ikke fortælle mig mere om din mor?" spurgte han med hovedet på skrå. Hun havde rykket sig ned på gulvet, hvor hun lå på ryggen med armene bag hovedet.
   "Min mor. Jo." svarede hun og lukkede øjnene i et stykke tid.

Det var en dejlig forårs formiddag. Det var hendes femten års fødselsdag, og det var nu lidt over et år siden at hendes søster dødede. Ikke nok med at det var en forårs dag, var det også en lørdag. En lun lørdag i maj. Solen skinnede ned på familien som de sad der i haven og spiste boller. Hendes bror snakkede om hans nye kæreste. Mens han fortalte rettede han på sit lange hår og pillede ved sine sorte armbånd. Hendes mor prøvede hele tiden at starte med at synge en fødselsdagssang for sin lille pige. Men ingen gad synge med. Hendes far sad gemt bag en avis og blev ved med at bede om ro. Han kunne jo slet ikke koncentrere sig.
   Pludselig rejste hendes mor sig op fra havestolen, og forlod selskabet. Hendes bror blev ved med at snakke, også selvom at han vidste, at han snakkede for døve ører. Hendes far brokkede sig om det kommende vejr. Da hendes mor kom tilbage, bar hun en lagkage i hænderne og sang fødselsdagssang. Hun satte kagen på bordet og lige pludselig var hun helt stille. Hendes far tog avisen væk fra hovedet for at se hvad der skete, men tog hurtigt avisen op foran hovedet igen. Hendes bror kiggede forvirret væk og blev tavs. Pludselig råbte hendes mor tillykke og smadrede lagkagen i hovedet på hende. Hun blev ved med at tvære kagen ud i hovedet på sin datter, og til sidst væltede hun stolen hendes datter sad på. Og da hun begyndte at græde, grinte hendes mor og tog den flaske rødvin der stod på bordet. Hun tog en stor slurk af flasken og hældte så resten af indholdet ud på sin datter, mens hun kaldte hende grimme navne. Resten af familien sad bare og stirrede på dem. Der var helt stille udover gråden fra hende. Hendes mor begyndte at synge fødselsdagssang igen da hun var på vej ind i huset.

"Hun døde sidste år." sagde hun og satte sig i skrædderstilling. "Hendes lever kunne ikke følge med mere."
   "Har hun altid drukket?" spurgte han. Om hun altid havde drukket? Ja, det skulle hun da mene.
   "Nej, der var et par måneder hvor min far forbød hende at drikke." svarede hun.
   "Hvor lang tid kan vi snakke?" spurgte hun.
   "Indtil du ikke gider mere." sagde han og smilte til hende.
   "Jamen." sagde hun og stoppede så sig selv.
   "Det bliver dyrt hvis du har tænkt dig at.."
   "Penge er intet problem." afbrød hun. "Jeg ved bare ikke hvad jeg ellers skal fortælle."
   "Fortæl mig om din far."
   "Om min far. Min far var egentlig en god far."
   "Hvordan var han da?" spurgte han.
   "Han legede gerne med os, med os børn. Han hjalp gerne med lektier, men." sagde hun.
   "Men?"
   "Men man kan jo ikke altid være god, vel?"
   "Vi er jo kun mennesker."
   "Nemlig. Vi er kun mennesker. Med mange ustyrlige følelser." sagde hun.

Det var en af de dage hvor alting havde været fint. Alting havde været okay. Hendes mor stod i køkkenet og lavede mad. Hendes bror sad ved spisebordet sammen med hende og deres far. Han snakkede og pjattede med deres mor. Faren sad for enden af bordet med en kop kaffe, en kop sort kaffe. De snakkede om at hun nu var den eneste i familien der ikke kunne lide kaffe. Og hun var jo ellers en voksen kvinde på sytten år. De drillede hende alle sammen med at hun ikke var en rigtig voksen. Storebror drak kaffe, far drak kaffe, ja selv mor gjorde. Så nu skulle hun smage kaffe. Hun tog i mod koppen fra hendes far. Hun kunne mærke varmen fra koppen stige hende til hovedet. Hun tog en tår af den varme og stærke drik. Det brændte på hendes tunge og nu sad hun med en grim smag i munden. De spurgte om hun kunne lide det, og hun svarede pænt nej. Hendes far rejste sig op fra hans plads ved bordet. Han kiggede ned på sin datter og begyndte at råbe. Det var jo spild af kaffe hvis hun ikke kunne lide det. Hvad fanden bildte hun sig ind? Hun kunne jo ikke vide at hun ikke ville kunne lide det. Men det tænkte han ikke over. Det var spild af hans kaffe. Og han arbejdede hårdt så de kunne have råd til kaffe. Pludselig hørte de et mindre brag og der blev helt stille. De kiggede over mod braget. Det var hendes storebror der havde væltet en kop. Der lå kaffe udover bordet og gulvet. Hendes mor begyndte at le.
   "HVAD GRINER DU AF?" råbte deres far pludseligt. Han tog morens kop og smed den varme væske udover hende. "ER DET STADIG SJOVT?"
   Hendes bror tog hende i hånden og gik så ud i farens skur. På vej derud kunne de stadig høre at hun grinte og at faren råbte. De vidste at det snart ville gå amok.

"Hvad skete der så bagefter?" spurgte han stadig med hovedet på skrå.
   "Hvad der så skete?" sagde hun. "Det kan jeg ikke huske." Hun rejste sig op fra sin plads på gulvet og gik over til vinduet. Hun kiggede ud på alle menneskerne og bygningerne. Hun så små børn løbe rundt og pjatte med deres forældre. De grinte. Hun kunne mærke misundelsen svige i hendes indre. "Min far har virkelig altid gjort sit bedste for at hjælpe mig. Han ville meget gerne hjælpe med lektier." Hun vendte sig om og kiggede på ham. "Men du må forstå at han ikke har haft den bedste skolegang selv." Hun smilte skævt og flovt. "Den dag jeg blev mest skræmt. Den dag jeg besluttede mig for at jeg ville klare mig selv, den dag var en god dag. Jeg var blevet forelsket for første gang. Der var kommet en ny dreng ind i klassen og jeg blev blæst fuldkommen væk da han smilte til mig."

Hun var på vej hjem fra skole. Det var en skøn efterårsdag. Der lå røde og gule blade på jorden. Hun var så glad og fyldt med en dejlig uhåndterlig følelse i kroppen. Så hun sparkede og dansede rundt i de smukke blade. Hun gentog hans navn for sig selv flere gange. Det lød bedre og bedre for hver gang. Da det begyndte at regne og hun kun følte sig mere lykkelig, blev hun enig med sig selv om at intet kunne slå hende ud i dag. Men det var lige indtil hun kom hjem.
   Hun fandt sine matematik lektier frem og satte sig ved spisebordet. Hendes bror sad ved siden af hende, og hendes far sad ved sin sædvanlige plads for enden af bordet.
   Hun kiggede ned på alle tallene og forstod ingenting. Efter nogle minutter spurgte hun sin far om hjælp. Han tog selv et kig ned i matematik bogen og begyndte så at forklare. Hun prøvede at forstå. Hun gjorde sit bedste. Men hun kunne ikke få det til at hænge sammen. I vrede og frustration begyndte hendes far at råbe tal og matematiske formler op. Hun sagde at hun ikke kunne forstå det. Pludselig så hun hvordan hendes fars øjne blev mørke og han voksede med flere centimeter. Han knyttede sin næve og svingede den mod hende. Han ramte hende på kinden. Hun gjorde alt for ikke at græde. Hun kiggede ned i matematik bogen og hørte lavt hvordan hendes far råbte og skreg. Hun hørte truslerne og pludselig hørte hun sin brors stemme. Han bad ham om at stoppe sin sindssyge. Det skulle han aldrig have sagt. Deres far hev fat i ham og trak ham over til sig. Han holdte hårdt fat i hans skulder og sagde, "Kan du se din bror?" Hun nikkede ja. "Han skulle ikke have blandet sig. Han ville til gengæld ikke have noget at blande sig i hvis du ikke var så skide dum! Ved du hvad der sker når folk blander sig i mine sager?" Hun nikkede ja og kunne ikke holde sine tårer tilbage længere. Han slog ham hårdt i maven så han bukkede under og ikke kunne få luft. Han stod bare der og tævede ham foran sin datter. Hun holdte sig for ørene og lukkede øjne. Pludselig hev han fat i hende og bad hende om at skride i seng, og der kunne hun blive til i morgen.

"Jeg har et spørgsmål." sagde han med et undrende blik.
   "Ja?"
   "Det skur." sagde han og rettede sin ryg. "Hvad skete der ellers i det skur?"
   "Hvad der ellers skete i skuret?" sagde hun og satte sig ned i stolen.
   "Ja."
   "Hv-hvad, mener du med det?" sagde hun og rystede på hovedet. "Hvorfor, hvorfor spørger du om det?"
   "Der er sket nogle grimme ting derude, i det skur. Jeg tænkte om der mon var sket andre ting."
   "Selvfølgelig er der det. Jeg har jo bare fortalt dig de værste historier. Normalt når vi fik skæld ud af vores mor blev vi sendt ud i skuret til en ordentlig endefuld."
   "Din bror."
   "Hvad er der med min bror?" spurgte hun forvirret.
   "Det virker som om at han elskede dig."
   "Selvfølgelig."
   "Han beskyttede dig."
   "Ja." sagde hun spørgende.
   "Han tog sig måske ligefrem af dig."
   "Det kan man godt sige."
   "Syntes han måske at du var smuk?" spurgte han og kløede sig selv i skægget.
   "Ja, ja det gjorde han."
   "Nu synes jeg at du skal fortælle mig hvad der skete ude i det skur."

Det var en aften hvor de var alene hjemme. Deres forældre var til en julefrokost, og de var blevet bedt om at gå i seng før klokken slog ti. Hendes bror havde været inde og putte hende. Hun var kommet i natkjolen og blevet lagt under dynen.
   Pludselig blev hun vækket af hendes bror der lå og holdte om hende. Han sagde at han havde haft mareridt og ikke kunne sove. Så derfor ville han gerne have en at ligge hos. Senere på natten vågnede hun ved at han bar hende. Han bar hende ud mod skuret. Hun spurgte hvad de skulle og han sagde at de skulle lege. Da de kom derud lå hendes søster på gulvet og græd. Der var blod på hendes hvide natkjole og nu var det hendes tur. Han fandt sit bælte frem og sagde at de nu skulle lege røver og politi. Han var politi og hun var en slem røver. Så løb hun rundt i hele skuret og blev til sidst fanget. Han spændte hende fast til pælen der stod midt i rummet og hev op i hendes natkjole og tog hendes små hvide trusser af. Hun spurgte hvad han lavede og bad ham om at stoppe. Han stoppede hendes trusser ind i munden og bad hende om at smage godt på dem. For at sikre sig at hun ikke ville spytte dem ud, gav han hende tape for munden. Han hev sin bukser ned og blottede sit hårde lem. Hun mærkede smerten da han førte sig op i hende. Hun græd mens han kneppede hende. Han rev hende i håret og nød lyden af hendes kvalte skrig.
   Pludselig hørte de bilen køre ind i indkørslen. Hun havde aldrig været så glad for at høre hendes forældres stemmer. Døren gik op til skuret og der stod deres mor og far. Hun kiggede over på dem med bedende øjne. Hendes mor begyndte med det samme at grine og hun så hvordan hendes fars lem voksede i hans bukser. De smed deres tøj og stilede sig over til børnene. Efter hendes mor havde revet tapen af hendes mund og kyssede hendes læber, gik hun over til den grædende lille søster og begyndte at slikke hendes køn. Deres far førte analt sin pik op i hendes bror. De brøllede begge to.

"Har du fortalt det til nogen?" spurgte han.
   "Ja. Ja jeg har." sagde hun smilende. "Til dig.
   "Men hvad med politiet?" spurgte han og så helt frustreret ud.
   "Tak for snakken." sagde hun og forlod lokalet smilende.