Tilbage i Grækenland, hvor vi hurtigt fandt den gamle rutine igen. Jeg var hver dag på havnen, sammen med fiskerne. Andreas havde to gange haft brug for min båd, det takkede han for.
   "Det er det den er her for," sagde jeg. Nu var den på bedding for at blive ordnet i bunden. Det skulle den hvert år, og det passede nu.
   Vinteren gik, det var en stille tid. På klinikken var der ikke så meget at lave, Susanne og jeg havde megen tid sammen. Vi gik lange ture rundt på øen. Vi plejede vores kærlighed til hinanden, som Susanne udtrykte det. Det var en rar tid. Der var planer om at bygge et mindre hotel nede langs kysten, det var en lokal familie der ville bygge det. Det skulle være i to etager, med tyve lejligheder. Det ville give mere liv på øen, det var der ingen der havde noget imod. Øen kunne godt bruge turistindtægterne.

Foråret kom med sine storme og forfærdelige lavtryk, der var igen brug for mig og min båd flere gange. Dog ikke så dramatisk som tidligere. Susanne var urolig hver gang.
   Da det nær var gået galt under en bugsering af en fiskerbåd der havde motorstop, blev hun meget vred. Hun ville ikke tillade mig at gå med ud mere, det kunne jeg overlade til fiskerne. De måtte gerne bruge min båd, men hun ville ikke have jeg tog med.
   "Jeg vil ikke miste dig," sagde hun bestemt. Hendes udtryk i øjnene var vrede og bekymring. Det fortalte mig det var på tide jeg talte om noget andet. Fiskerne havde ansøgt, sammen med deres kolleger på de andre øer, om at få en redningsbåd, men de havde ikke hørt fra ministeriet endnu.

Det var efterår nu, det nye hotelkompleks stod færdigt. Der havde ikke været nogen gæster endnu, det var også så nyt. Turisterne skulle nok komme, når det rygtedes hvor smuk og billig vores ø var for dem.
   Den første storm havde været der allerede, den var varslet i tide, så der var ikke nogen ude. Susanne skulle have været af sted med færgen til fastlandet, men kunne ikke komme derover, der var en voldsommere storm i anmarch, færgerne ville ikke sejle i det vejr. Vi var vant til færgeaflysninger, på grund af vejret om foråret og efteråret, vi tog det roligt.

Vi ventede to både hjem, de havde været til reparation på Milos. Det var allerede hårdt vejr derude. Jeg nævnte det for Susanne, men hun forbød mig på det bestemteste at tage ud.
   "Det må andre gøre," sagde hun.
   Jeg trak på skulderen, og sagde der ikke var nogen der havde anmodet om hjælp endnu, det kunne være de nåede ind før det gik rigtigt løs.
   "Jeg tager ned på havnen."
   "Du tager ingen steder, "sagde hun vredt.
   "Susanne," argumenterede jeg, "jeg går bare på havnen og taler med fiskerne."
   "Godt, men hvis du tager ud, er jeg ikke her når du kommer tilbage." Susanne var vred. Jeg var rystet over hun tog sådan på vej.
   "Susanne," prøvede jeg, men hun afbrød mig og holdt på sit. Jeg var ked af det, der var ikke noget at gøre, det vidste jeg.
   "Så siger vi det. Må jeg gå derned?.."
   "Gør som du vil, du kender mine betingelser," sagde hun og vendte sig bort fra mig.
   Jeg ville tage om hende, men hun affærdigede mig og gik ud i køkkenet.
   "Vi spiser klokken seks," sagde hun kort. Jeg gik ned på havnen. Jeg var lidt nedtrykt, men kunne godt forstå hende. Jeg gik om bord og kontrollerede alt, for det tilfældes skyld de fik brug for min båd, skulle den være klar.
   "Jacos, Jacos." Råbet kom fra en dreng der kom løbende ned til mig. Han var forpustet. Det var Andreas søn, den mindste.
   "Du må komme med det samme, min far siger der er brug for dig. Xenia og Leda græder, de er helt ude af den. Bådene er ikke set eller hørt de sidste timer. Der er rapporteret om vragrester i farvandet hvor de skulle være. Det er kystvagten der har talt med min far."
   Jeg rejste mig og fulgte drengen. Han småløber, jeg må gå raskt til for at følge ham. Snart er vi på den anden side af havnen. Jeg kan se flere fiskere, de står i en klynge. Der er også kvinder der vrider hænder og græder. Da jeg kommer derhen siger en af kvinderne til mig:
   "Jacos, du må gøre noget. Xenias mand og den yngste søn er derude, hun er helt ude af den."
   Jeg går hen til Andreas. Han er alvorlig.
   "Jacos, Birka er derude, der er fundet vragrester. De må være gået i redningsflåden, jeg kan ikke forestille mig andet. En af de store færger har fundet vragrester, de er med sikkerhed fra deres båd. Kystvagten har meddelt os de vil sende fly i luften snarest. Vi må ud for at søge, hjælpe til med at finde dem. Den anden båd er i havn på en anden ø, men de så ikke noget til Birka. Vil du hjælpe os?.."
   "Kom med Andreas. Vi går ned på min båd og taler om det."
   Jeg havde brug for den korte tid det tog os at komme over til min båd, på den anden side af havnen. Brug for at tænke.
   "Ja, det vil jeg."
   "Jeg ved Susanne bliver tosset på dig, men du kender din båd bedst, det er med dig ved roret vi har de største chancer for at finde dem. Xenia mistede det meste af sin familie for to vintre siden, at miste de sidste hun har vil slå hende ihjel. Det bliver ikke nemt, men vil du ikke nok gøre det."
   "Jo, det vil jeg Andreas, jeg vil have to ugifte fiskere med for at hjælpe mig. Hvis der er noget der går galt for os, er sorgen ikke så stor. Det vejr der er derude, er det værste i mands minde. Jeg må minimere risikoen så meget som muligt, derfor min beslutning om ugifte fiskere."
   Andreas protesterede.
   "Jeg tager med," sagde han, men jeg sagde nej.
   "Hvis du bliver derude, er der børn der er faderløse, det vil jeg ikke have siddende på mig. Det bliver som jeg siger.. Den ene af dem jeg vil have med, skal være unge Mikis. Han er en god navigatør, en dygtig sømand. Jeg får brug for hvile hvis det tager lang tid, han kan sejle min båd, det ved jeg. Den anden må du vælge. Jeg må skrive til Susanne, og forklare hende situationen. Gå nu, og vær tilbage så hurtigt du kan."
   Han brokkede sig stadig, men jeg stod fast på han ikke kom med. Da han var borte satte jeg mig ned og skrev til Susanne.

Elskede Susanne.
   Det er med tungt hjerte, jeg må skrive til dig jeg alligevel er taget af sted, for at prøve at finde de fiskere vi savner. De er måske blevet derude i den voldsomme storm. Vi talte om det, du bebrejdede mig jeg ville gå ud. Du forbød mig det. Du ville forlade mig. Du sagde, at hvis jeg gjorde det elskede jeg dig ikke.. Min kærlighed til dig er den samme som altid, jeg elsker dig af hele mit hjerte. Du skal vide jeg ikke kan se på disse mennesker, når de er i dyb fortvivlelse, uden det rører mig.
   En kvinde græder. Hendes små står og klamrer sig til hende, med store og mørke øjne der er fyldte med tårer. Hvor er deres far?.. Deres spørgsmål er mere end jeg kan klare. Du vil gå fra mig, det gør mig ondt. Mit hjerte vil være knuget af sorg over at have mistet dig, og over disse mennesker som vi begge elsker, har mistet håbet. Min eneste trøst er, jeg måske kan gøre noget for at lindre deres smerte. Jeg forstår din vrede imod mig nu når jeg er taget af sted. Jeg er en militærmaskine sagde du, uden følelser. Du har ikke ret i det. Du ved jeg oprigtigt elsker dig, og altid vil gøre det. Jeg kan ikke svigte disse mennesker, hvis eneste håb er at deres kære klarer sig, får hjælp af os andre. Jeg må af sted. Jeg beder dig på mine knæ om forståelse for det jeg gør, om tilgivelse og for min beslutning.. Jeg elsker dig.
   Kærligst Jacos.
   Jeg læste brevet igennem. Der var så meget jeg ville sige, men ordene vil ikke ned på papiret. Andreas kommer. Han vil stadig med, men jeg siger bestemt at det vil jeg ikke have.
   "Du kan aflevere dette brev til Susanne! når jeg er taget af sted. Bag ham kommer den unge Benjamin, det er min tredje makker. Mikis kommer med Toras, vi er nu fire om bord. Gamle Stidis kommer hen til mig.
   "Jacos. De er formentlig i det område mod syd, hvor Kykladerne ender. De var på vej hjem, men der er meget strøm mellem øerne, de kan kun være drevet mod sydøst. Det var også der vragresterne blev fundet. Men led sydligere."
   Gamle Stidis kender farvandene så godt som nogen, jeg takker for hans gode råd.
   Jeg hilser på min besætning, vi kaster los og sejler ud. Både bølger og storm er hårde ved os, men det er dygtige søfolk og fiskere jeg har med. De har, uden min indblanding, fordelt de roller imellem sig de er bedst til. Deres trænede øjne følger søerne der vasker ind over os. Vi sejler med god fart, den kraftige strøm der er sydgående, giver et par ekstra knob. Vi sejler et par timer, fordeler vagterne imellem os. Jeg tager den første, de øvrige tørner ind for at sove og hvile. Vi kan forvente at være fremme først på morgenen, i det område der var fundet vragrester i.

Jeg er alene på broen, tænker på Susanne. Hun har fået mit brev nu. Vil hun rejse?.. Jeg er sentimental, men en overhaling af en kraftig sø får mig tilbage til virkeligheden. Jeg tænder lanternerne og fortsætter mod syd. Strømmen er kraftig, det giver mig håb om vi kan være i området før beregnet. Pludselig flår stormen skyerne fra hinanden. Jeg kan se månen, tager det som et godt varsel. Vil vinden løje af?.. Jeg håber det, ellers bliver det vanskeligt at se noget som helst. Skumsprøjtene over boven fortæller mig, at det stadig et det skumpiskede hav der regerer. Der er mange tanker der farer gennem hovedet på mig. Igen og igen dukker Susanne op på min nethinde. Jeg forstår hendes angst for vejret, selvom det er en sikker båd jeg har. Hun har satset alt på mig, så svigter jeg hende nu hvor hun har satset alt.

"Skal jeg afløse dig nu?" Det var Toras der var kommet på broen.
   "Ja, det må du godt" svarede jeg. Jeg gav ham de oplysninger der var om strøm, kurs og position som han havde brug for, til at afløse og føre båden videre. Alle instrumenter kendte han. Han var styrmand, var hjemme på ferie og havde meldt sig frivilligt til at tage med. Han kendte min båd, da han ofte havde lånt den af mig. Jeg tørnede ind. Jeg måtte sætte slingreskot på køjen, da båden konstant tog overhalinger i den høje sø, der fik alt der ikke var surret til at vælte rundt. Vi havde surret.
   Jeg krøb i soveposen, tænkte på Susanne. Jeg var led ved mig selv, men jeg kunne ikke gøre andet end det jeg havde gjort. Jeg tvang de dystre tanker ud af mit hoved og faldt i søvn.
   Mikis vækkede mig.
   "Så er vi der. Jeg har lavet kaffe og smurt et par madder. Han var den af os, der under selv de vanskeligste forhold, kunne trylle med mad og kaffe. Jeg gik op på broen. Det var ved at blive lyst, alle spejdede ud over havet. Benjamin var ovenover, for derfra at holde udkik. Jeg drak kaffen og spiste de madder der blev givet til mig. Det gjorde godt at få noget ned i maven. Jeg var sulten.

"Bagbord," råbte Benjamin, og der, langt ude, så vi en lille rød plet. Vi ændrede kurs, alle tog overlevelsesdragter på. Det var en redningsflåde. Efterhånden som vi kom nærmere, så vi den også på radaren. Var det dem?.. Det var det.
   De var alle i live, men vi havde problemer med at få dem ombord. Den ene af de unge fiskere havde brækket et ben, jeg måtte over i flåden for at hjælpe med at få ham over. Han skreg da vi bugserede ham over, der var ikke andet at gøre. En kæmpe sø skyllede mig overbord fra flåden, uden jeg havde en chance blev jeg kastet rundt og ind under redningsflåden. De vendte fartøjet, prøvede at fange mig. Jeg fik fat i den line de kastede til mig, den brast. Endnu engang gik de rundt, og påsejlede mig på grund af en forkert sø, der nærmest væltede fartøjet ned over mig. Jeg fik et ordentlig slag i hovedet, mistede bevidstheden. Alt var kaos. Jeg var væk.
   De søgte mig i flere timer, kunne ikke finde mig. De kaldte kystvagten, der lovede at sende en helikopter ud for at se efter mig. Jeg drev sydpå i den kraftige strøm. Den overlevelsesdragt jeg havde på, holdt mig automatisk flydende med ansigtet oppe over vandet. Det var umuligt at se mig, redningsflåden skyggede for deres udsyn, selvom jeg lå nærmest klistret til flådens skrog på grund af suget fra flåden. Både flåde og jeg drev sydpå.

Da jeg kom til mig selv var jeg alene. Ustandselig vaskede søerne over mig, jeg havde svært ved at trække vejret. Jeg var ikke bange. Det var efterår, vandet var ikke koldt. Flåden så jeg ikke noget til. Min dragt var en tørdragt, jeg frøs ikke. Jeg kunne ikke orientere mig, havde nok at gøre med at holde vandet fra mit ansigt. Jeg havde slået det, havde ondt. Jeg døsede, vidste ikke hvad tid på dagen det var.
   Jeg havde lidt vand i en flaske i lommen, og kiks. Små raketter og blus var der også. Men der var ikke noget skib at se, alligevel fyrede jeg en raket af, ventede.. Hvor min båd var henne kunne jeg ikke vide.
   Det blev nat. Jeg var alene og tænkte på Susanne. Jeg havde ondt af mig selv, fældede en tåre. "Susanne" hulkede jeg," jeg elsker dig."
   Jeg måtte tage mig sammen, håbe på der var en eftersøgning i gang efter mig. Hver gang jeg kom op på en bølgetop, spejdede jeg rundt, men der var ikke noget at se. Hele den næste dag var jeg alene på havet. Stormen rasede med samme styrke. Ikke en båd så jeg, heller ikke nogen helikopter. Jeg græd lidt, tænkte ofte på Susanne. Jeg tryglede hende om at tilgive mig. Jeg var virkelig nedtrykt, måtte tage mig gevaldigt sammen, for ikke at give op midt i det hele. Det blev nat og meget mørkt. Jeg var udmattet, tørstig og sulten, jeg havde ikke mere vand eller flere kiks.

Jeg døsede, da jeg blev slået med stor kraft ind mod nogle klipper. Jeg kunne ikke se noget, det var mørkt og regnen piskede ned, at det var klipper jeg ramlede imod, var der ikke noget at være i tvivl om. Endnu engang hamredes jeg ind mod dem, jeg mistede bevidstheden.

Da jeg vågnede lå jeg i stille vand, med hovedet på en klippe. Jeg var havnet i en slags gryde på en klippeafsats. Jeg kunne kun med besvær og mange smerter røre mig lidt. Jeg var øm over det hele, havde smerter alle steder. Jeg måtte i sikkerhed. Når højvandet kom ville jeg skylle tilbage i havet igen. Jeg hagede mig fast i de ru klipper, trak mig et par meter højere op og i sikkerhed. Jeg kunne ikke rejse mig. Måske havde jeg brækket benet. Mit ene øje var lukket, så hævet var jeg i ansigtet. Et sidste ryk, og jeg ville være i sikkerhed. Jeg brugte de sidste kræfter jeg havde, det lykkedes mig at komme op. Jeg faldt sammen, det gjorde helvedes ondt i mit skadede ben. Jeg besvimede igen.

Jeg blev vækket af en stemme der sagde jeg var i live. Jeg hørte den kendte larm fra rotoren fra en helikopter. Jeg våndede mig. Det var med store smerter fra mit ben, de endelig fik mig op i helikopteren. En læge klippede min dragt af mig og undersøgte mig. Jeg var vanvittig af smerte, klagede mig højlydt. Han gav mig en indsprøjtning der fik mig til at falde hen. Jeg sov.

Da jeg igen vågnede hørte jeg stemmer. Jeg kunne mærke jeg havde slanger i munden, at det var en maskine der trak vejret for mig. Jeg kunne ikke røre mig.
   "Jeg tror han vågner nu," sagde en kvinde.
   "Lad være med at stritte imod," sagde en mandsstemme.
   "Vi trækker vejret for dig, bare slap af, lad maskinen gøre arbejdet."
   Jeg slappede af og han roste mig. De talte sammen et par minutter, men jeg kunne ikke høre hvad de talte om.
   Jeg kunne kun se en tåge for mine øjne, og kun med det ene øje. Jeg var på et hospital, i respirator. Det måtte være skidt med mig, men jeg vidste ikke hvor slemt det var. Jeg kunne mærke mit ben var i en slags stræk. Det måtte have været brækket. Mine arme var tunge, jeg kunne heller ikke bevæge dem. Det ene øje var lukket og hævet, det kunne jeg mærke. Jeg døsede, var væk igen. Da jeg næste gang kom til mig selv, var der en der tørrede mig med en våd klud. Jeg ville røre mig, men der blev sagt jeg skulle ligge stille. Jeg prøvede at slappe af, men den maskine generede mig.
   "Skal vi prøve om du kan klare dig uden maskinen?.."
   Det var lægen der sagde noget. Jeg ville nikke, det gjorde kun forfærdelig ondt alle steder på min krop.
   "Bare lig stille, så prøver vi om det går."
   De tog slangerne ud af munden på mig, jeg fik brækfornemmelser, men der kom ikke noget. Det lettede, jeg følte det bedre da jeg var fri for den maskine. Men det gjorde ondt at trække vejret, jeg var også meget tør i halsen.
   "Vi holder øje med dig, hvis du får problemer er vi der for at hjælpe dig. Bare slap af, det går fint nu."
   Han var tilfreds. Jeg ville sige noget, men der kom kun en hvisken. Lægen bøjede sig ned over mig og tørrede mine læber. Jeg hviskede:
   "Hvad er der sket med mig?.."
   "Du er på hospitalet. De fiskede dig op af havet, for tre dage siden, vi troede du ville forlade os. Men vi skal nok få dig på højkant igen. Du har brækket lårbenet, dit ene ben er i gips. Dine hænder er brækkede, og du er forslået over det hele. Vi har måttet sy dig i ansigtet og i hovedbunden. Klipperne har givet dig en ordentlig tur. Du er meget hævet i hele hovedet og på kroppen, men det vil fortage sig i løbet af et par uger, det vil dine andre skader også. Vi beholder dig her til du kan klare dig selv. Du vil få ar efter den tur, men kan glæde dig over du er i live."
   Han smilede til mig og gik.
   Jeg lå og spekulerede på hvad der var sket med båden. Det var ikke meget jeg kunne huske fra turen, den dukkede kun op i brudstykker.. Susanne!!! tænkte jeg, hvad er der blevet af hende?.. Jeg havde ikke kræfter til at spørge, faldt hen igen.

Jeg havde mange smerter og stønnede. Langsomt klingede smerterne væk, jeg følte jeg svævede. Jeg var på rejse, fløj over vandene, det var en behagelig følelse. De smertestillende midler de gav mig virkede.
   Det var tid til jeg skulle vaskes, have renset sår og skiftet forbindinger. Det var ubehageligt men var nødvendigt. De rodede også i mine sår, det smertede når de skiftede mine forbindinger. Jeg fik det bedre og bedre for hver dag der gik. Jeg kunne ikke sidde op på grund af mit brækkede ben, men jeg kunne nu bevæge armene med forsigtighed, langsomt tage lette ting med hænderne.
   Jeg fik ikke besøg, det undrede mig. Pludselig slog det ned i mig at de andre ikke havde klaret den. Var de døde alle sammen?.. Var båden forlist?.. Jeg var bange for første gang i mit liv. Jeg måtte have været urolig, en sygeplejerske bøjede sig ned over mig, så undersøgende på mig.
   "Hvor er de andre?" hviskede jeg og så bedende på hende.
   "Hvem andre? spurgte hun.
   "Min båd, dem jeg var sammen med?.."
   De var her to dage efter du var kommet. Du var bevidstløs, det var ikke nogen ide de blev her, de kunne ikke gøre noget for dig, men de var her," sagde hun og smilede.
   "Susanne?.. Var hun her også?.."
   "Det tror jeg ikke, det var to unge mænd, den ene hed Mikis den anden Benjamin. I tyverne vil jeg tro. Ellers har der ikke været nogen. Men jeg skulle sige til dig at alle var reddede, det var gået godt."
   Hun smilede beroligende til mig.
   "Hvil dig nu, så går det hurtigere med at blive rask."
   Jeg døsede, lettet over det var gået godt.
   Jeg var lettet over alle var reddet, men knust fordi Susanne var rejst. Jeg var helt nede i kulkælderen. Der var ikke noget der kunne muntre mig op. Lægen var bekymret.
   "Du ruger over noget. Du er meget trist, fortæl mig hvad det er, måske kan jeg hjælpe dig!"
   "Nej, det kan du ikke."
   Han prøvede flere gange, men med samme resultat. Jeg havde reddet mig en depression.
   "Det er noget jeg skal igennem," sagde jeg til ham, "det kan jeg kun alene."
   Jeg savnede Susanne så voldsomt, at jeg ofte græd når jeg var alene.

"Hej, Jacos!" var der en der sagde, det var John der var på besøg. Jeg smilede glad og bad ham om at sidde.
   "Nu har du igen rodet med noget du ikke har forstand på," grinede han. "Lærer du det aldrig?.. Hvordan har du det?.."
   "Elendigt, jeg savner Susanne. Hun er rejst."
   "Rejst?.." sagde han og så forbavset på mig.
   "Jeg bor hos dig sammen med Nettie, Susanne er der også, men hun havde ikke tid til at besøge dig, hun havde patienter."
   "Og!!" sagde han teatralsk. "Du har godt af at svede, hun er forbandet på dig, men er ved at blive blød igen. Hun savner dig, men du skal svede siger hun. Du har været uartig!!" Han klaskede sig på lårene af grin. Jeg morede mig også, men det gjorde ondt at grine. Han fortalte pigerne ville komme så hurtigt de kunne, indtil de kom ville han underholde mig. Vi talte om hvad der var sket, jeg livede op. John gav mig modet tilbage, fik mine triste tanker til at forsvinde
   Efter en times tid kom lægen. Han gloede på John da han så vi grinede, jeg våndede mig.
   "Du har det meget bedre," bemærkede han.
   "Ja, det var en besked min ven havde med til mig der gjorde udslaget, hun kommer snart."
   Lægen smilede, men jeg kunne se på ham han ikke fattede en brik af hvad jeg mente.
   John fik frokost med, vi havde det dejligt sammen. Jeg fortalte ham hvor meget jeg havde savnet Susanne, han mente dog jeg havde godt af en lille svedetur, så ville jeg en anden gang lytte mere til hende.
   "Og helt ærligt Jacos, så kunne de godt have klaret sig uden dig. Men hun kommer snart.. For resten," sagde han og fortsatte, "så ved jeg Susanne vil have dig hjem, hun vil selv passe dig, det har hun talt med sygehuset om. Hun har allerede fået ja, vi henter dig. Når jeg siger vi, er det den amerikanske flåde der sørger for at transportere dig hjem. Vi har midlertidigt indrulleret dig igen, så er det nemmere at få dig hjem. Du skal bare give et løfte til Susanne, det ved jeg ikke hvad er, det bliver spændende at høre hvad hun nu vil forlange til gengæld for at tage dig hjem."
   Jeg spekulerede også over hvad det kunne være, jeg ville gøre alt for at få hende tilbage.
   Nettie og Susanne kom. Susanne så på mig og sagde syrligt:
   "Er det bedre at ligge her end at være derhjemme?.."
   "Undskyld Susanne. Hvad skal jeg sige eller gøre, der kan få dig til at komme tilbage til mig?.."
   "Det taler vi om senere," svarede hun syrligt. Nettie krammede mig så godt det lod sig gøre. Susanne blev uden for min rækkevidde, og lige meget hvad jeg gjorde, for at få hende til at forstå jeg ville kramme hende, lod hun som ingen ting. Efter en halv time sagde John:
   "Kom Nettie, jeg tror han har svedt nok, lad løvinden komme til."
   Han grinede og tog Nettie under armen, de gik ud.

Da døren var lukket bag dem kunne jeg ikke mere. Jeg hulkede, brød sammen.
   "Så, så," sagde Susanne og strøg mig over skulderen. "Jeg er hos dig nu, jeg skal nok blive, men der er betingelser." Hun bøjede sig over mig og kyssede mig forsigtigt. Jeg slappede af.
   "Jacos," sagde hun og så på mig. "Vi må tale sammen om vores fremtid!
   "Ja, det må vi."
   "Hvordan har du det?.." spurgte hun smilende og så på mig.
   "Elendigt Susanne, jeg har savnet dig."
   Jeg så ulykkeligt på hende..
   "Sådan havde jeg det hver gang du var på havet i stormvejr. Jeg var rædselsslagen."
   Hun kikkede på mig, strøg mig over panden.
   "Du ser herrens ud, det skal jeg nok få sat skik på, hvis du vil gå ind på mine betingelser."
   "Det vil jeg! uden forbehold. Dette her holder jeg ikke ud en dag mere."
   Hun smilede. Lænede sig ind over mig, nussede og kyssede mig forsigtigt og sagde:

"Her er så mine betingelser:.. Du gifter dig med mig, det er mig der frier. Vil du det?.."
   "Ja," stønnede jeg og fik tårer i øjnene. "Ja, ja, ja, det vil jeg med glæde."
   "Og!" sagde hun, så på mig og tog forsigtigt mit ansigt imellem sine hænder. "Du skal være en god og kærlig far for det barn vi venter!.."
   "Susanne," gispede jeg og hulkede. Hun tyssede blidt på mig og hviskede hun var tre måneder henne, men hun ikke ville sige det, før hun mente jeg var klar til det, det var jeg nu. "Det er mine betingelser Jacos. Tror du at du kan og vil opfylde dem?.."
   "Jeg vil gøre alt for at få dig tilbage, Susanne."
   Hun kyssede mig forsigtigt og blidt. Mit ansigt var stadig meget hævet.
   "Jacos, jeg elsker dig og glæder mig."
   "Ved John og Nettie om det?.."
   "Ja, det ved de, men kun det med barnet, ikke at jeg har friet til dig. De glæder sig på vores vegne. Vi tager dig med hjem i morgen, det er i orden med sygehuset at jeg passer dig. Er du så glad?.."
   "Tak, min elskede," sagde jeg og trykkede hendes hænder så godt jeg kunne.
   "Jeg bor sammen med John og Nettie," forklarede Susanne, "på et hotel, vi er klar til at flytte dig i morgen klokken otte. Det bliver besværligt for dig, kan være smertefuldt, men du får lidt at slappe af på inden vi flyver. Vi regner med det vil tage tre timer før du er hjemme. Jeg har gjort klar til dig."
   Hun smilede.
   "Det skal blive godt at få dig hjem igen, men det var en stor forskrækkelse du gav mig.
   "Det var også kun tanken om dig der holdt liv i mig," sagde jeg. "Flere gange var jeg ved at opgive. Jeg blev konstant kastet rundt og rundt i de enorme søer, det er et under jeg ikke druknede."
   "Da du faldt i vandet," fortalte Susanne, "ledte de efter dig i flere timer. Der var også en helikopter med i eftersøgningen af dig, men de kunne ikke finde dig. Jeg var meget bange, trøstede mig med du havde overlevelsesdragt på. Det der bekymrede mig, var Andreas sagde han mente de havde påsejlet dig, at du måske var druknet. Din dragt ville holde dig flydende, men de kunne ikke se dig på det oprørte hav. Andreas var knust over de ikke havde fået dig med hjem. Da de endelig fandt dig, og jeg vidste du ville overleve, fortalte jeg ham du var fundet. Det var han glad for at høre.
   Jeg fik også dit brev, det var jeg meget forbandet over. Du havde lovet mig ikke at tage af sted, nu gjorde du det alligevel. Jeg kan godt se at Xenia var hårdt ramt, men ikke at det var nødvendigt du tog med. Der var gode folk om bord, det var ikke nødvendigt du også deltog. Men nu er det sket, så taler vi måske senere om det. Ikke nu."
   Hun smilede og klemte mig kærligt.
   "Det vigtige er du er hjemme i morgen, selvom du vil få men af den tur."

Næste dag flyttede de mig. Det gjorde ondt at blive løftet over på en båre. Susanne havde givet mig en sprøjte, jeg døsede under hele turen. Hun var med i den helikopter der fragtede mig hjem til vores egen ø, tillod ingen at røre mig, hun ville selv passe mig. Da jeg var installeret sagde hun jeg nu skulle hvile, så jeg var frisk til at modtage besøg i morgen. Jeg fik endnu en sprøjte og faldt hen. Susanne så til mig flere gange om natten, var tilsyneladende tilfreds med min tilstand.

Næste dag talte jeg med både Nettie og John. Jeg havde set ham da de flyttede mig, nu var han bare glad for det var gået så godt. Susanne sagde til dem hun havde noget at sige. Det var lidt højtideligt syntes jeg, men det var nu den måde hun gerne ville gøre det på.
   "Nettie og John," begyndte hun.
   "Jeg har friet til Jacos, da han ikke selv kunne tage sig sammen. Han har sagt ja, når han er rask nok vil vi gifte os."
   De jublede, Nettie klemte en lille tåre.
   "Så, Jacos, nu er dine dage talte som ungkarl," grinede John.
   "Hvem siger det?.." Grinede jeg. "Hvem siger jeg overhovedet bliver rask?.."
   Vi grinede, men pigerne syntes ikke det var morsomt.
   "Sådan må du ikke sige," sagde de som med en mund.
   "Du er dum!!" sagde Susanne, "rigtig dum nu Jacos."
   Hun surmulede.
   "Undskyld Susanne! men i ved hvad jeg mener."
   Det gjorde de ikke, jeg var dum, dum, dum, sagde de igen. Nettie og John blev hos os i en uge, så skulle de tilbage til Thailand.

Der kom flere for at besøgte mig. Alle dem jeg havde haft med på den skæbnesvangre tur. De var alle glade for jeg var i så god form som det var tilfældet.
   "For resten," sagde Andreas, "så får vi den redningsbåd. Vi har fået at vide den vil komme til foråret, indtil da vil vi gerne trække på dig!"
   "På hvem?.." sagde Susanne skarpt.
   "Ikke min Jacos, det bliver over mit lig." Hendes øjne lynede...
   "Rolig Susanne!" sagde jeg. "Det Andreas mener er de gerne vil kunne disponere over båden, ikke mig. Er det ikke det det drejer sig om?" spurgte jeg Andreas og så på ham.
   "Jo. Det var det jeg mente. Ikke at Jacos skulle med ud. Det ved jeg godt han ikke gør."
   Han skottede til Susanne der slappede af, men hun havde været oprørt.
   Hun klappede sig på maven og så på Andreas.
   "Se her, Andreas," sagde hun til ham. "Den er ikke så stor endnu, men det bliver den, og på grund af os er det slut med at tage ud når det er stormvejr."
   Hun smilede til ham.
   "Er du med barn?.."
   "Ja det er jeg, jeg vil passe på som en løvinde at Jacos ikke roder sig ud i noget han ikke kan klare. Så hvis i vil låne båden er det ok. Men det bliver uden ham."
   "Selvfølgelig, det var det jeg mente før. Men tillykke. Nu får øen da noget at tale om."

Jeg var lykkelig over at have fået Susanne tilbage, fremtiden foran os så lys ud. Vi ville blive en lille lykkelig familie, det vidste jeg nu med sikkerhed.

Susanne passede både mig og jobbet på klinikken. Når hun gik, satte hun det frem jeg skulle bruge. Af og til var min bedstemor hos os for at passe mig. Bedstefar var faldet af på det sidste, havde det ikke så godt mere, "men han kan godt klare sig," sagde min bedstemor og smilede.
   "Er du glad min dreng?.."
   "Ja, det er jeg bedste, det er Susanne jeg kan takke for det."
   "Ja, hun er en god pige, en god hustru for dig, men det har i vel talt om?.."
   Bedstemor kunne spørge om alt, også uden det virkede anmassende.
   "Ja, bedste. Susanne friede til mig på hospitalet, på betingelse af jeg ville opføre mig ordentligt, det lovede jeg hende."
   Bedste smilede.
   "Ja, min dreng, så bliver i en rigtig familie.
   "Ja, bedste, det gør vi, og når du bliver gammel og ikke kan klare bedstefar længere, kan i begge bo hos os hvis i vil, det har Susanne og jeg talt om. Det var hende der foreslog det."
   Jeg grinede.
   "Ja, ja," sagde min bedstemor. "Lad os nu blive gamle først."
   Jo, jeg havde en dejlig familie.
   Tiden gik, Susanne var hård ved mig, hun hjalp til med at genoptræne mit skadede ben, var en barsk terapeut. Jeg var helt rask nu, det var bare det med at springe rundt der voldte mig kvaler. Susanne ville have jeg kontaktede et genoptræningscenter, det ville jeg ikke.
   "Det kan jeg selv finde ud af,"
   men Susanne var ikke enig, det var på den måde hun var en hård banan. Hun hersede med mig, jeg måtte ofte træne i flere timer før hun var tilfreds.

Hendes mave voksede, vi glædede os til den lille ny. Hun havde fået permanent opholdstilladelse i Grækenland, fordi hun nu var gift med mig. Vi giftede os en dejlig søndag på det lokale rådhus. John og Nettie var tilstede, og så selvfølgelig mine elskede bedsteforældre. Mine forældre var som sædvanlig på farten, denne gang i det kolde nord. De var i Norge, men ville komme til os når deres ferie var forbi. Det var noget med en tur med færger langs Norges vestkyst, der kaldtes for hurtigruten. Det skulle være så smukt, en oplevelse for livet. De var lovligt undskyldte, da de et år i forvejen havde bestilt den rejse.

Mine forældre ankom sent på året, de ville ikke bo hos os.
   "Vi lejer et værelse på det nye hotel" sagde de.
   "Du må købe et større hus," sagde min mor og slog mig venskabeligt på skulderen, "hvis du skal have plads til os alle, er det løsningen min dreng."
   Min mor var tilfreds med min tilstand efter ulykken, hun havde hørt om den fra Susanne, der havde skrevet til dem.
   "Det var godt du endelig mødte Susanne," sagde hun en aften hvor vi talte om os.
   "Uden hende min dreng, var både far og jeg alvorligt bange for du var blevet en militærmaskine, der ikke var til at holde ud."
   Jeg så undrende på hende.
   "Ja, min dreng. I Johns breve var der også bekymring at læse. Vi var alle bekymrede for dig. Du føjtede rundt uden mål eller med, da du var kommet hjem fra Vietnam. Jeg var nervøs, som en mor nu engang er."
   Hun smilede til Susanne.
   "Du er bare det bedste der er sket for min dreng," sagde hun og klemte Susanne. Hun rødmede, og sagde vi var to om det.
   "Ja," sagde min mor og pegede på hendes mave.
   "Den der var i to om, men drengen, ham var du alene om, du skal have den ros der tilkommer dig. Du er en god kvinde, bliver en dejlig mor for det barn i venter."
   "Mor! du må stoppe nu, Susanne er helt flov over din ros."
   Jeg tog om hende og klemte hende let.
   "Ja, mor, det er det bedste der er sket mig, da jeg traf Susanne, det ved jeg, og jeg håber hun er tilfreds men mig som mand."
   Susanne grinede og svarede:
   "Og er jeg ikke tilfreds, kan du så byttes?.."
   Alle morede sig. Min far sagde det ikke var sikkert der var andre der ville have mig.
   "Men er du utilfreds med ham, kan du jo altid prøve, det er sikkert ingen skade til. Men i ser nu så lykkelige ud begge to."
   Vi morede os over drillerierne, der mest gik ud over mig, de var dog venskabeligt ment.

Sent på natten vækkede Susanne mig.
   "Jacos! jeg tror barnet er på vej nu."
   Jeg for op, var lysvågen.
   "Hvad skal jeg gøre?.."
   Hun smilede til mig.
   "Jeg har ringet til min kollega på klinikken, hun er på vej herhen. Måske skulle du ringe til din mor, hun sagde til mig jeg gerne måtte ringe når det var tid, også selvom det var midt om natten."
   Hos os her på øen var det normalt med hjemmefødsler. For en sikkerheds skyld ringede vi altid til fastlandet, hvor de ville holde en læge klar, for det tilfælde der skulle være komplikationer.
   Vi havde kun læge tre dage om ugen, så kom han over med båden. Der var en fast turnus mellem tre læger fra fastlandet. Det virkede godt. Vi på øerne måtte ofte tilkalde læge, når der var turister der kom alvorligt til skade. Vor egen klinik kunne klare en del, men det mere alvorlige tog den flyvende tjeneste sig af. De sidste gange Susanne havde været hos vores læge var alt normalt. Også distrikts jordemoderen havde set på hende, fundet alting i orden. Jeg ringede til min mor, der lovede at komme så hurtigt hun kunne.

Fødslen varede i tre timer, det var hurtigt sagde hendes kollega, der var sygeplejerske som Susanne. Min mor var glad for jeg havde ringet, hun var til stor hjælp både for Susanne og mig. Det blev en lille pige som jeg var stolt over Susanne havde født mig. Jeg takkede Susanne for den vidunderlige oplevelse det havde været, at være med til mit eget barns fødsel.
   Hun smilede til mig og spurgte:
   "Er du tilfreds med det blev en pige?.."
   "Ja, det er jeg, en ny Susanne er bare lykken. Så bliver det ikke en militærmaskine som mig."
   Jeg grinede.
   "Dumme dreng," sagde Susanne og slog venskabeligt til mig.
   "Jeg er glad for det nu er overstået. Og lykkelig over det hele gik så godt og hurtigt."
   Vi ringede til vores venner og min bedstefamilie, der alle var glade på vores vegne. Susanne skulle hvile. Mor og barn sov trygt, da jeg lavede morgenmad til alle der havde hjulpet os med fødslen.

Tiden gik, vi vænnede os til at tage hensyn til den lille ny.
   "Hvad skal vi kalde hende?.." spurgte Susanne.
   "Det vil jeg helt ærligt bede dig om at finde ud af," svarede jeg. "Jeg vil gerne have det er dig der vælger navn. Du vil måske sige det er vores datter, men det er dig jeg altid vil tænke på når jeg ser hende. Hvad synes du selv?.."
   Susanne svarede:
   "Hvad med Sarah?.. Efter din bedstemor?.. Jeg synes det er et både kønt og godt navn. Sarah Nettie. Sarah efter din bedstemor, og Nettie efter din bedste vens kone. Det skylder vi dem. Uden dem var vi ikke sammen, og kunne glæde os over vores kærligheds frugt og hinanden." Hun så kærligt på mig.
   "Jo, Susanne, men har du ikke et navn du selv synes om?.."
   "Jacos," sagde hun leende, "jeg har lige foreslået to, hører du slet ikke efter?.. Og har du ikke et forslag?.."
   Jeg tænkte mig om og smilede:
   "Susanne! ja, Susanne! det må hun gerne hedde, lige som sin mor. Jeg er sikker på hun vil være stolt af det navn. Det er mit forslag."
   Jeg så på hende og smilede. Susanne var forvirret.
   "Jamen Jacos, vi kan godt begge hedde Susanne, men det vil skabe forvirring for den stakkels pige når hun bliver ældre. Hun vil ikke vide om det er mig du skælder ud, eller hende!"
   Susanne grinede.
   "Ja, dig tør jeg ikke skælde ud på, så det er et dårligt argument."
   Vi morede os, snakkede videre om navnene vi havde foreslået.
   Senere kom min mor og far på besøg. Vi fortalte dem om vores navneproblem. Min mor foreslog vi kunne kalde vores datter for Sarah. Kort og godt Sarah. Det var det letteste. Det var både et godt og et kønt navn til en pige. Min far var enig, så blev det sådan.

Vi holdt barnedåb, der involverede det meste af øens faste befolkning. Den lokale kro stod for arrangementet, hele min egen familie var kommet. Min bedstefar måtte have hjælp hele tiden, derfor havde Susanne hyret en sygeplejerske fra fastlandet til at tage sig af ham. Han var meget svagelig, men klar i hjernen. Det var trods hans alderdom dejligt at være sammen med ham.
   Han fulgte med i alt hvad der foregik, advarede min bedstemor om hvis hun skejede for meget ud, ville han stikke af med sygeplejersken. Hun skulle ikke vide sig for sikker. Vi morede os, bedstemor tjattede kærligt til ham.
   "Du vil såmænd savne min gode mad," sagde hun, "ville komme rendende efter et par dage."
   Jo, de var livlige trods deres fremskredne alder.
   John og Nettie kom også, det var både Susanne og jeg glade for. Festen var vellykket. Der var kun eet forhold hvor jeg ikke var forberedt. Da præsten spurgte efter barnets navn, sagde min bedstemor der holdt barnet, at navnet var:.. Sarah Susanne Nettie Leandros. Jeg kikkede på Susanne, der sendte mig det sødeste og kærligste smil jeg havde fået til dato.
   Nettie hulkede, min bedstemor var stolt som en pave. Det var en vidunderlig dag, jeg ved alle havde det godt, og mente navnene var et godt valg. Nettie var glad for vi tænkte på hende. Susanne mente, at uden dem og deres venskab, var vi nok ikke kommet så langt på så kort tid.
   "Det skal i begge have tak for," sagde hun og fortsatte:
   "Både Jacos og jeg sætter jeres venskab højere end noget andet, det vil vi gerne takke jer for."
   John var rørt, Nettie fældede en tåre.

Det var hverdag igen. Susanne havde stadig orlov, vi hyggede os med den lille. En nat pludrede hun i sin lille vugge. Jeg kunne ikke modstå fristelsen og tog hende over til mig. Vi hyggede os, da hun klynkede lidt tog jeg hende hen til puslebordet og skiftede hende. Hun var tilfreds, igen havde jeg en dejlig stund med min datter. Jeg nussede hende, hun faldt i søvn på mit bryst. Jeg var stolt af hende og klemte en tåre. Det var det bedste der var sket mig. Min datter og Susanne. Jeg var lykkelig. Jeg tænkte på min tid i Vietnam. Havde jeg ikke mødt Susanne, var jeg vel stadig en knudemand der ikke kunne finde ud af sit liv. Hvad ville der være blevet af mig uden hende?.. Jeg vidste kun jeg nu var lykkelig. Så lykkelig som jeg mente en mand kunne blive.
   Det lysnede udenfor, jeg nød de første stråler fra en vidunderlig smuk solopgang. Langsomt og blidt tog jeg vores datter med ud på terrassen. Vi sad stille og nød hinanden. Den lune morgenluft gjorde os begge godt. Hun var vågen, efter endnu en tør ble var hun vel sulten. Sutten var efterhånden ikke længere nok, jeg tog hende med ind til Susanne. Jeg blottede hendes ene bryst så forsigtigt jeg kunne, og lagde den lille ind til hende. Hun suttede så det var en lyst. Jeg støttede hende så godt jeg kunne.
   Susanne vågnede, så på mig og sendte et af de smil jeg elskede.
   "Jacos hvad laver i?.. Er det tid til at få mad nu?.."
   "Ja det tror jeg. Vi har hygget os her til morgen, hun har fået en tør ble, men sutten var åbenbart ikke så god som den ægte vare, hvilket jeg er enig med hende i."
   Jeg grinede.
   "Så jeg lagde hende ind til dig. Har du sovet godt min elskede?.."
   "Ja, dejligt. Hvor længe har du været oppe?.."
   "Det ved jeg ikke, men vi har hygget os så dejligt."
   Susanne smilede.
   "Jacos! du er en god og kærlig far, det var det løfte jeg forlangte af dig, da du sidst stak af for at hjælpe fiskerne. Du har holdt hvad du lovede, det er jeg glad for. Jeg tager det som et udtryk for du elsker os begge, det gør mig lykkelig."
   Hun så på mig. Der var tårer i hendes øjne. Jeg kyssede hendes øjne, klemte begge mine piger kærligt og svarede, at lykken var også det jeg oplevede.
   "Jeg laver morgenmad til os," sagde jeg og gik ud i vores lille køkken.

Susanne havde været urolig over noget jeg ikke vidste hvad var, siden hun sidst havde hørt fra Vietnam. Hun havde modtaget et brev fra sin familie der. Jeg ville ikke spørge hvad det var der gjorde hende så pirrelig, og til tider fraværende. Tit stoppede hun op i sit daglige arbejde, faldt i staver. Ofte hørte hun ikke vores datters klynken, hun var i den seneste tid også urimelig over for mig. Jeg fik små irettesættelser uden der egentlig var grund til det. En uge efter brevet var det for meget for mig. Jeg havde lige lagt vores datter, det var tid til en middagslur for hende.
   "Susanne! jeg vil spørge dig om noget, må jeg det?.."
   Hun så ned og nikkede, jeg tror hun vidste hvad jeg ville spørge om.
   "Det er om det brev du modtog fra Vietnam, for en uge siden."
   Hun løftede ansigtet og så på mig. Det sørgmodige blik hun sendte mig, fik mig til at tage om hende.
   "Fortæl," sagde jeg stille. "Jeg er din mand, du har vel tillid til mig?.."
   Hun smilede sørgmodigt, så igen ned og sagde trist.
   "Jacos. Mine svigerforældre i Vietnam er ikke mere. De blev dræbt af en landmine fra krigens tid, de gik sammen ude i rismarken og arbejdede da ulykken skete."
   Hun så igen på mig. Ikke bebrejdende, men medlidende.
   "Det var en Amerikansk mine Jacos!"
   Jeg følte skyld på den tavse anklage hun rettede imod mig. Jeg var ikke glad for den anklage. "Susanne," sagde jeg så blidt jeg kunne.
   "Undskyld, det er forfærdeligt. Vi har ikke været gode ved de mennesker hvis land vi ødelagde. Hvad skal jeg gøre eller sige for at trøste dig og dine?.."
   "Ingenting Jacos, bare hold om mig som du gør nu. Det lindrer, at du nu er her og ikke derude. Jeg ved det ikke var dig der lagde den mine, men dit folk. Det er en bebrejdelse til alle Amerikanere, og vel også til dig, det ved jeg du føler nu, men det slår ikke nogen skår i vores forhold. Det er så velfungerende, kan sagtens holde til dette også. Men jeg er trist og ked af det."
   Hun græd stille. Jeg nussede hende og strøg hende over håret. Hun havde det svært, jeg ville for enhver pris støtte hende. Hun var sårbar nu, jeg ville passe på hende og opmuntre hende.
   "Hvorfor har du ikke sagt det til mig noget før?.."
   sagde jeg efter en times tid, hvor hun bare hvilede trygt i mine arme. Hun så på mig og svarede: "Jacos. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle få det sagt, uden at anklage dig for at være ansvarlig for deres død. Jeg elsker dig, du er ikke mere som da jeg mødte dig. Jeg ville ikke såre dig, men vidste ikke hvordan jeg skulle kunne undgå det!"
   "Det kunne du heller ikke min ven. Jeg er ved din side og vil hjælpe dig, det ved du. Tragedien er sket, min samvittighed ved du er sådan, at jeg føler og tager mit ansvar!.."
   "Jeg anklager ikke dig Jacos, men systemet," sagde hun trist. "Det er sygt!.."
   "Susanne, sammen er vi stærke, og sammen kommer vi igennem dette. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg kan kun gennem min kærlighed til dig, lindre den smerte du har. Ellers ved jeg ikke hvad jeg skal gøre."
   Hun smilede.
   "Jeg er glad for vi endelig har fået talt om det. Det jeg frygtede, var at du skulle føle jeg gjorde dig ansvarlig. Måske tog jeg det for tungt med hensyn til dig, men jeg var i vildrede om hvad jeg skulle gøre for ikke at såre dig, det er det sidste jeg vil!.."
   "Susanne! hvem skrev til dig?.."
   "Det gjorde Thieu. Han skrev også jeg ikke måtte bebrejde dig noget. Du var god nok, du havde hjulpet ham ud af fængslet, hjulpet hans folk mange gange. Det glemmer han aldrig. Han havde været på besøg i nabolaget, havde hørt om katastrofen. Derfor skrev han til mig. Ellers er det min svigerinde der skriver. Thieu har også skrevet han har hjulpet med begravelser og ceremonier. Han var en stor hjælp for familien. Han beder mig hilse dig, og sige han nok skal passe på min familie. Han vil tage min svigerinde, der nu er alene med barnet, hjem til sig i bjergene. Hvis hun vil, vil han gerne tage hende og barnet til sig som sine egne. Han vil senere skrive til dig , men lige nu har han nok at se til."
   Susanne virkede lettet over vores samtale.

Om aftenen, efter lille Sarah var lagt til ro, sagde jeg til Susanne:
   "Jeg vil gerne tage til Vietnam, tale med din familie og se hvad vi kan gøre for dem. Det skylder jeg dig og dem."
   Susanne så overrasket på mig.
   "Mener du det?.."
   "Ja, det mener jeg. Der bliver en del papirarbejde vi skal igennem, men det går nok. Jeg vil tale med John om det. Hvis jeg ikke kan komme derover, synes jeg du skal tage af sted alene. Hvis du gerne vil."
   Hun omfavnede mig.
   "Jacos du overrasker mig, det er jeg glad for. Hvad får dig så pludselig til at tage en sådan beslutning?.."
   "Dig og vores forhold. Men først og fremmest dig. Jeg elsker dig, vi er den eneste familie du har tilbage. Derfor."
   Jeg tog om hende og kyssede hende kærligt.
   Dagen efter ringede jeg til John og satte ham ind i situationen.
   "Det er en stor beslutning du der tager, men jeg vil gøre alt for du kan komme af sted. Det vil sikkert tage nogen tid for mig at få dine papirer i orden, men det skal lykkes. Stol på mig!" sagde han.
   Susanne søgte det Vietnamesiske konsulat, om tilladelse til at besøge Vietnam sammen med vores datter, det fik hun med det samme. Nu ventede vi bare på at John skulle få min tilladelse til at gå igennem. Ikke alene var det de vietnamesiske myndigheder der skulle spørges, men også det amerikanske udenrigs- og forsvarsministerium, der skulle give deres tilladelse. Sådan var reglerne. Jeg var stadig amerikansk statsborger og soldat af reserven, der var ingen vej udenom.

En måned efter kom alle papirerne. Jeg havde fået et tre måneders visum til Vietnam, kunne besøge landet i en radius på ti kilometer fra Hanoi, ledsaget af min hustru. Det var den eneste betingelse de stillede.
   Vi landede i Hanoi. Jeg havde ikke problemer med at komme igennem tolden.
   "Hr. Jacos," sagde den flinke tolder.
   "Må Deres besøg sammen med Deres hustru og datter blive godt. Velkommen til Vietnam."
   Han smilede. Vi tog på hotel og satte os i forbindelse med Thieu, for at fortælle ham vi var i landet. Susanne var glad for at være tilbage.
   Dagen efter vores ankomst, kom der to fra den humanitære organisation Susanne havde ledet, det var Susanne de ville tale med. De talte i flere timer om de programmer de havde i gang, Susanne var glad for at se dem. To af de embedsmænd jeg tidligere havde forhandlet med, aflagde mig et besøg på samme tid. De inviterede på middag som jeg tog imod, da Susanne stadig talte med sine besøgende.
   Jeg havde nogle dejlige timer sammen med dem, de lovede mig at udstede en særlig passerseddel, der gav mig ret til at færdes frit i deres land.
   "Hr. Jacos. De er Amerikaner, men De er også en ven af vort folk gennem Deres hustru, De er til at stole på. Derfor vil vi gerne gøre Deres besøg så godt for Dem og Deres familie som muligt. Dog vil vi ikke lægge skjul på, at det er Deres hustru der er årsag til den tilladelse De nu har fået. Deres hustrus fortjenester, hendes hjælp til vort folk, er stadig i vore hjerter.. Det gør os ondt at høre Deres hustrus tidligere svigerforældre er omkommet på så tragisk vis. Men det er de Amerikanere der var her der er skyld i den tragedie."
   De så på mig. Så fik jeg den, og noget at tænke over. Venlige var de, og imponerede over mit sprog.
   "De har lært meget mens De var her under krigen!" sagde de til mig, "og De ville, hvis De var en af vore allierede, have kunnet komme langt i vores land!"
   Jo, de var ikke uden evner de Vietnamesere. De forstod at sige det der lå dem på sinde. Høfligt men direkte, så der ikke var tvivl om hvad de mente, og på en sådan måde, at det ikke virkede direkte fornærmende.

Jeg fik det lovede dokument, vi kunne dagen efter tage ind i landet og besøge Thieu. Susanne var spændt på at møde sin tidligere svigerinde. Vi blev godt modtaget, følte os hjemme med det samme. Thieu kunne berette han ved flere lejligheder havde været i TV, havde fortalt om sin løsladelse. Han grinede. Det var ren propaganda, men han havde udnyttet det til sin egen fordel, kunne nu rejse frit over hele Vietnam.
   Hans optræden i TV havde været godt for ham. Han var et kendt ansigt i store dele af Vietnam. Han havde taget Susannes tidligere svigerinde til hustru, og var glad for og god ved det barn hun havde medbragt. Han var en blanding, men der var ikke nogen i den landsby hvor de boede, der så skævt til ham af den grund. De beundrede vores datter, der legede med de børn der var i landsbyen.
   "Hvis i Amerikanere bare kunne lære af børnene," sagde Susanne til mig, "så var verden lettere at leve i."
   Jeg så ned, hun undskyldte med det samme sin udtalelse.
   "Jacos, det var ikke møntet på dig, undskyld."
   Jeg smilede.
   "Jeg ved hvad du mener Susanne, du har ret, vi kunne lære meget af børnene. De spørger ikke om noget, de leger bare, det er godt."
   Susanne gav mig et lille klem.

Vi tog videre ned til den landsby hvor hendes svigerforældre var begravet. Susanne græd og var trist i et par dage. Jeg støttede hende så godt jeg kunne, hun havde det svært. Vi mødtes med Thieu og hans familie i Hanoi, var sammen med dem i over en uge. De boede på vores hotel, vi var rundt omkring i det skønne og anderledes landskab der var omkring hovedstaden.
   Vi havde fået udvirket ved en tidligere lejlighed, at Susannes tidligere svigerinde, fik det der svarede til amerikanske børnepenge fra den amerikanske regering. Det var mange penge i det fattige Vietnam, men hun fortjente det. Pengene havde ikke betydet noget for hendes og Thieu's forhold, med hensyn til deres giftermål. Thieu havde foreslået hende, at de penge kunne stå til sønnen og give ham en uddannelse. Thieu var et godt og retskaffent menneske. En god mand for hende. Hun ventede deres første barn sammen, de glædede sig begge til familie forøgelsen.

Dagen efter vi havde sagt farvel til dem, og bedt dem komme og besøge os, kom der en mand fra den vietnamesiske regering for at tale med mig. Vi kørte til deres ministerium, hvor deres minister for de amerikanske og vietnamesiske forhandlinger, om et normaliseret forhold mellem vore lande, ventede på mig. Vi spiste en let frokost, udvekslede høfligheder. Efter frokosten tog han mig med ind på sit kontor.
   "Hr. Jacos," begyndte han. "Jeg har bedt Dem komme for at stille Dem et forslag. Dette er uofficielt, men det ligger mig meget på sinde at tale med Dem, bede Dem om Deres deltagelse. Vi vil ikke imod Deres vilje fremsætte forslaget, det er det der er den egentlige årsag til De nu er her. Vi ved De er til at stole på, det har De tidligere bevist. Personlig har jeg stor respekt for Dem, og jeg vil bede Dem lede den delegation der skal se på de grave, hvor vi ved der ligger amerikanske soldater. Det er et følsomt emne, men vi føler De er den rigtige til at arbejde med denne sag, være vores modpart. Vi har endnu ikke sagt noget til Deres regering om vores beslutning, men vi fandt det rigtigt at underrette Dem om vore planer først. Vi ved De er civil, men vil helst have Dem med som soldat. Det er soldater vi taler om, amerikanske soldater. Deres modpart kender De, det er den samme som da De var her sidst. Hvis De siger ja vil jeg bede Dem komme her i morgen, eller når det passer Dem."
   Han smilede. Han holdt en lille kunstpause for at lade mig komme til orde.
   "Jeg må tale med min hustru," svarede jeg ham. "Det er hende der afgør om det bliver til noget."
   Han smilede.
   "Hr. Jacos. Deres hustru vil i den tid De er her, være vores gæst. De kan være sammen med hende og Deres barn når det passer Dem. Det glemte jeg at fortælle Dem før."
   Han sendte mig et forsonende smil.
   "Godt, vil det passe Dem at mødes med mig i morgen klokken elleve på mit hotel?.. Så vil det glæde mig at være vært ved en lille uformel frokost."
   Han smilede.
   "Jo tak, det vil passe mig fint," svarede han og bukkede. Vi udvekslede høfligheder og skiltes.

Susanne var ikke glad for at høre jeg muligvis skulle til Vietnam igen. Men hun tøede dog en smule op, da jeg fortalte hun i den tid jeg skulle være her ,var regeringens gæst.
   "Jeg ved ikke?.. Det er en vanskelig opgave du får. Hvad vil de til gengæld forlange af din regering?.."
   "Det ved jeg ikke endnu, men jeg regner med de vil fortælle mig det, når og hvis den tid kommer!"
   Hun så på mig.
   "Jacos! Lov mig hvis det bliver til noget, så ikke tabe hovedet, lige gyldigt hvor svære forhandlingerne måtte blive. Hvis du lover mig det vil jeg sige ja."
   Hun smilede til mig. I de næste timer talte vi om hvad der eventuelt kunne gøres, vi havde begge en ide om hvad det var de ville forlange, for at gå med til at grave de døde op, men det ville ingen af os tale om.
   Næste dag var jeg vært ved en lille frokost for min gæst fra ministeriet. Hotellets vært og ejer havde jeg talt med. Der måtte intet glippe i det arrangement. Hotelværten var professionel, og min gæst roste det vellykkede arrangement. Han satte mig ind i de detaljer han mente var relevante, for at jeg kunne nå et resultat. Jeg kunne godt se det ville blive svære forhandlinger, hvor det ville tage nogen tid, før der var resultater der kunne bruges til noget. Jeg tog afsked med min gæst, der lovede at holde mig uofficielt underrettet, om hvor langt de kom med den amerikanske regering, og om den ville acceptere de havde valgt mig som deres militære modpart til den opgave. Han ville sende besked gennem John, som de vidste var min private og bedste ven.