Indledning
   Jacos. En Amerikaner, der var af græsk afstamning. Militær agent for CIA, der ydede støtte til folk i det fjerne østen. Vietnam-krigen sang på sidste vers, der var kaos alle steder. Han var en af de mænd, der gjorde et stort arbejde under krigen for bjergfolket. Både i Vietnam og de tilstødende lande, samtidig med han løste sin militære opgave. Krigen havde første prioritet, men der blev også tid til at tage sig af de civile bjergfolk. Jeg bad ham fortælle sin historie. Både om sit liv i Vietnam, og om dagligdagen med hustruen og børnene. Han sagde ja, hvis jeg ville skænke halvdelen af mit honorar til krigens ofre, både i Vietnam og i Amerika. De sidste, havde ikke fået den hjælp de fortjente, det var han meget fortørnet over. Vi blev enige, og her er så hans historie!


Jacos!
   Jacos, er mit navn, jeg gjorde tjeneste i den trekant der udgør Laos, Cambodja og Vietnam. Jeg var startet i Laos, og var, som krigen skred frem gået sydpå. Ikke fordi det huede mig, det var en nødvendighed. Krigen kom nærmere og nærmere. Jeg tilhørte en lille styrke under CIA, der ydede hjælp til den sydvietnamesiske hær, og de amerikanske styrker der hjalp dem. Vi opererede i fjendeland. Vores meldinger og iagttagelser, var ofte afgørende for om Sydvietnams hær kunne holde stand, eller måtte retirere. Sammen med den sydvietnamesiske hær, kæmpede vi for at bevare demokratiet og friheden.
   Det var en sådan opgave vi var i gang med. Vi var søgt ned i lavlandet, for at holde de sydvietnamesiske styrker underrettet om den offensiv, den nordvietnamesiske hær var i gang med. Vi skulle være usynlige for fjenden. Jeg vidste der ikke ville blive givet pardon, hvis jeg selv eller mine folk blev taget til fange. Der var kun en vej, en kugle for panden.
   Vi havde opdaget et stort lager af ammunition og materiel, der skulle være base for deres fremrykning med udgangspunkt ved Quang Tri. Vi havde rapporteret positionen hvor lageret befandt sig.
   Der var også troppeopbygning i de nærliggende områder, jeg anbefalede vore styrker de ventede med at bombe, til vi havde et overblik over hvad der foregik. Vi så mange kampvogne, og to til tre tusinde soldater der kun ventede på signalet til at rykke frem. Vi bevægede os konstant rundt. Ikke et sted på to dage. Det var yderst vanskeligt, de var opmærksomme på alt. Vi var tre mand der holdt os skjult om natten, opererede om dagen. Det var farligere, men vi håbede på de ikke forventede aktivitet så tæt på dem i fuldt dagslys.
   Jeg lå i skjul tyve meter fra den vej, hvor de transporterede de tunge køretøjer frem. Min radio brugte jeg kun i sekunder, for at soldaterne ikke skulle pejle den. Der var tredive til fyrre meter imellem os. Min radio var kodet, den var vores livsnerve til basen. Fra den fik vi også oplysninger om hvad der skete. Vi havde luftfoto af området, og fik vore muligheder for tilbagetrækning vurderet af basen. Vi ventede.
   To meter fra mig tissede en soldat. Jeg blev ikke våd, lå helt stille, ventede kun på han skulle blive færdig. Jeg ville, når det blev skumring og de slog lejr, flytte mig længere mod nord, væk fra troppernes opmarch.
   Soldaterne havde ikke nogen anelse om vi var så tæt på dem. Vi bevægede os langsomt bort fra dem, det betød tredive meter i timen. Det var vådt og snavset. Vi brugte grøfter til at bevæge os i, der var vi usete. Igler og andet kryb var vi vant til, det generede os ikke mere.
   En af mine folk blev opdaget, vi andre lå helt stille. Fanden var løs. Vi vidste han kun ville holde i få minutter, med deres afhøringsmetoder kunne de få enhver til at tale, den var rå og brutal men effektiv. Vi måtte væk i en fart. Han rejste sig op og skød på dem. Kampen blev kort. Kroppen bevægede sig i slowmotion bagover, under presset fra hundreder af projektiler der gennemborede den... Han faldt. Vi vidste han var død. Den intensitet de skød med, selvom han var faldet, kunne ingen overleve. Vi var i fare.

De dannede kæde, det var nu vi skulle vise vi var de rigtige de havde sendt af sted. Kæden bevægede sig frem mod mig. Min makker kunne jeg ikke se. Jeg var gravet så langt ned i mudderet som jeg kunne. Langsomt kom de nærmere. Min makker rejste sig da de havde opdaget ham. Også han skød vildt om sig, tog mange fjender med sig i døden. Jeg benyttede tumulterne til at komme endnu længere ned. Et par vildfarne projektiler slog ned i mit ene ben, det var forhåbentlig kun et kødsår. Adrenalinen pumpede. Han faldt mindre end fire meter fra mig. De samlede ham op, slæbte af med hans døde krop.
   De genoptog gennemsøgningen af området. Til mit store held begyndte de en halv meter fra hvor jeg var begravet i mudder og vand. Jeg tror nu ikke de ville have set mig alligevel, for jeg lå i et dybt mudderhul, åndede gennem et lille bøjet og godt camoufleret rør. Kun det allerøverste af min hjelm var over mudderet, den var godt camoufleret som en tue græs.
   Det tog soldaterne flere timer at finkæmme det område, hvor mine kammerater var blevet opdaget. Endelig faldt der ro over soldaterne og deres officerer igen. Jeg ventede i mange timer, holdt mig fuldstændig i ro. Jeg vidste de havde infrarødt udstyr der kunne se mig i mørke, jeg blev hvor jeg var.
   Endelig gryede dagen. Solen var ikke nået over bjergene endnu, da jeg besluttede mig for at komme væk. Jeg var stiv over det hele, frøs en lille smule. Mine sår i benet gjorde ondt, der var kun at vente til der bød sig en lejlighed for flugt. Jeg rapporterede til basen vi havde lidt tab. De ville bombe ved daggry, de vidste offensiven ville begynde nu. Jeg vurderede situationen til yderst kritisk for mig. Jeg kunne ikke komme væk nu, bare vente og håbe på der bød sig en lejlighed til retræte.

Der var stor aktivitet nu. Kolonne på kolonne bevægede sig mod syd. De første bomber regnede ned over dem og mig. Jeg var nogenlunde i dækning, men hvis de brugte napalm havde jeg ikke en chance. To timer stod det på. Så var der pludselig stille som i graven. Jeg gav en situationsmelding. Jeg var krøbet frem i ly af røg og støv, og prøvede at få et overblik over ødelæggelserne. De var enorme.
   Mens jeg kikkede på sceneriet kom næste bølge. Det var ammunitionen det gjaldt denne gang. Den lå heldigvis mere end fem hundrede meter fra mig. Trykbølgerne var enorme. Jorden rystede som var det jordskælv. Jeg måtte væk. Jeg løb og kravlede så hurtigt jeg turde.
   Efter tyve minutter var jeg langt nok væk til jeg kunne rejse mig. Jeg bevægede mig langsomt, for ikke at vække opmærksomhed. Bomberne faldt tættere nu. Det var ragnarok. Ammunitionen eksploderede, så øredøvende og så voldsomt at jeg flere gange blev væltet omkuld af lufttrykket. Pludselig stod en soldat foran mig. Han skød på mig. Jeg besvarede ilden, han faldt livløs til jorden.
   Larmen overdøvede vores ildkamp, jeg kunne fortsætte mit tilbagetog. Jeg havde min udrustning med mig. Den del af den som jeg måtte efterlade var armeret, jeg udløste sprængladningen. Det var der tilsyneladende ikke nogen der tog notits af. Alt var ragnarok og kaos. Jeg måtte helt væk.

Solen var nu oppe over bjergene, jeg var to kilometer nord for det sted jeg tidligere havde ligget i skjul. Såret i mit ene ben smertede meget. Jeg stoppede og forbandt de sår jeg havde. De var heldigvis kun overfladiske, ikke farlige, selvom de generede mig i min videre tilbagetrækning. Indtil nu var det gået godt.
   Jeg fik et overblik over situationen, kontaktede min base for at melde om skaderne. De var tilfredse med arbejdet. Jeg skulle forsvinde så hurtigt som muligt.
   Jeg tog op i bjergene og holdt mig skjult. Et døgn senere fik jeg at vide over radioen, at deres fotofly kunne berette det havde været en succes. Tabene var store for mig. Alene havde jeg ikke mange chancer. Jeg skulle også sove, der ikke nogen til at holde vagt. Jeg måtte længere væk.
   Jeg søgte længere mod nord. Jeg gik ud fra de ikke ville søge nordligere, end den position hvor vi var blevet opdaget. Men heri tog jeg fejl. Jeg så en patrulje der fulgte mit spor. Jeg var erkendt, men ikke opdaget. Det var nu et spørgsmål om hvem der nåede bjergene først. De vidste som jeg, nåede jeg først derop var det uhyre vanskeligt at fange mig.

Nu begyndte en vild jagt. Jeg på et skjulested, dem for at fange mig. I flere dage kunne jeg undgå dem, ved at skifte kurs hele tiden, men de halede ind på mig. Det ville før eller siden føre til kamp imellem os. De var tyve i alt, men havde nu delt sig i to enheder. Den enhed der indhentede mig var på otte til ti mand, jeg var alene.
   Jeg lurerminerede med fjernbetjente personelminer, fortsatte min desperate flugt. Alt tog tid, det sinkede mig. Minerne detonerede jeg når jeg så de passerede dem. Men jeg kunne ikke holde øje med dem, og så samtidig flygte. Jeg var ved at være træt, trængte til hvile. Jeg overvejede situationen og fortsatte. Det var min eneste chance.
   På et kort ophold for at samle kræfter, så jeg der kun var fem der fulgte efter mig. Mine miner måtte have været effektive. Jeg kunne stadig ikke slappe af, men tog det roligere. Pludselig var de der. Foran mig. Jeg var i kamp med dem. Kuglerne fløjtede omkring mig, jeg blev ramt. Heldigvis kun lettere, men det var et handikap for mig. De kunne fastholde mig og langsomt nedkæmpe mig. Jeg var fanget i deres morderiske spærreild. Nu var gode råd dyre. Jeg måtte spare på min ammunition, den var også knap.
   Jeg gjorde et desperat udfald, brugte håndgranater, mine sidste fire. De havde den tilsigtede virkning, flere fjender faldt. Jeg angreb igen da de mindst ventede det. Der var nu kun to tilbage. Det var ikke svært at nedkæmpe dem, granaterne havde gjort deres virkning. Jeg tog våben og ammunition fra de døde soldater. Videre.
   Jeg fortsatte mod bjergene, som jeg nåede den næste dag. Her var tusindvis af skjulesteder i huler og kløfter. Jeg så ikke noget til deres hovedstyrke. De måtte have opgivet. Jeg fandt en hule, krøb derind. Inden jeg lagde mig til at sove, sikrede jeg mig jeg kunne slippe væk hvis jeg blev angrebet. Jeg lagde mig ned og forbandt mine sår. De var alvorlige, men ikke livstruende.

Jeg sov i to døgn. Efter jeg havde hvilet rekognoscerede jeg. Der var ikke flere fjender at se. Men de vidste jeg var her i bjergene, jeg måtte være yderst forsigtig. Jeg ventede i yderligere to døgn før jeg begav mig videre. Mine sår generede mig, jeg havde været udmattet, behøvede hvile, det havde jeg fået. Lige nu følte jeg mig frisk og udhvilet.
   Min base et sted i Vietnam, var tilfreds med resultatet af den bombning jeg havde dirigeret for dem. Det havde sinket nordvietnameserne i mindst to uger. Både ammunitionen og køretøjer havde lidt alvorlig skade. Jeg fortsatte mod min egen lejr, hvortil jeg ville ankomme om tre dage hvis alt gik vel. Det gjorde det ikke. Jeg måtte kæmpe mod mindre patruljer på to til fire mand. Min erfaring gav mig fordelen at lægge baghold for de små patruljer, som jeg med held nedkæmpede. De fik ingen chancer.

Jeg var tilbage hos mine venner bjergfolket. De var kede af vi havde mistet to mand, men var glade for det resultat vi trods tabene havde opnået. Jeg var træt og trængte til hvile. Over radioen hørte vi det gik dårligt for vores styrker. Nordvietnameserne vandt mere og mere terræn. Vi var klar over det nu kun var et spørgsmål om tid, før syden måtte kapitulere. Mine aktiviteter gik mere og mere på at sinke fjenden mest muligt, det var ikke nyt for os. Vi klarede de opgaver vi fik, men det var en fortvivlet situation vore styrker var i. Vi improviserede meget, nogle gange med stor succes. Men nu var vi trængte.
   Vi havde baser forskellige steder i junglen, havde udført efterretningsopgaver i det nordlige Vietnam. Dao, og Meo folkene udgjorde grundstammen i vores lille, men yderst hemmelige og effektive hær. Det var hårdføre og nøjsomme stammefolk der deltog i opgaverne. Vi havde små fly til vores rådighed, kunne bevæge os ud og ind i fjende land næsten som vi ville . Der var ikke længere nogen mening med at kæmpe, slaget det var tabt. Det gjaldt nu kun om at begrænse de overgreb, som de sejrrige Vietconer ville udsætte de stolte bjergfolk for, fordi de havde hjulpet fjenden, os.
   Stammerne var ikke på flugt, men de var i fare for at blive anklaget for forræderi, så vores opgave var at slette så mange spor efter amerikanerne som muligt. Det var ikke let, da vi ikke mere rådede over fly til at støtte os. Jeg vidste det nordlige Vietnam rådede over fotofly, som de brugte flittigt i de områder, hvor de havde mistanke om den lokale befolkning havde hjulpet fjenden.
   Vi gik sydpå nu. Enkelte mænd fra de nordlige stammer havde trofast fulgt mig, men nu var det tid for dem at vende tilbage til deres egne. Vi var gode venner, det var svært for os at sige farvel, men det måtte gøres. Jeg vidste de ville få det hårdt under det nye styre, men der var desværre ikke mere jeg kunne gøre for dem nu.
   De var underbetalte af den Amerikanske regering, havde kæmpet hårdt for det de troede på. Nu var det hele snart slut. Jeg ville gerne have givet dem penge som kunne forbedre deres tilværelse, men det havde jeg ikke nogen indflydelse på mere, for dem var krigen slut. Jeg talte flere af deres dialekter, det havde fire års krig lært mig. Selvom jeg nu skulle hjem, kunne det tage lang tid før jeg havde løst min opgave. Der var stadig flere efterretningsopgaver der skulle løses, men jeg havde ikke ret til fortsat at trække på de dygtige bjergfolk.

Saigon var under evakuering, jeg kunne høre på den lille radio jeg havde, at alt var kaos. Det fly der skulle evakuere mig, ville komme i løbet af de næste dage, hvis ikke det område hvor det skulle lande, var erobret af de Vietnamesiske styrker. Jeg havde kun en lille håndfuld mænd tilbage. Det var syv mand fra Meofolket, der havde insisteret på de ville blive, sige farvel når flyet hentede mig. Der var kun at vente.

Det var en god lille stilling vi havde lavet mens vi ventede på flyet. Der var lure mineret alle de steder, hvor en eventuel fjende kunne tænkes at komme fra. Det var regnfuldt i bjergene, ofte så vådt at det var umuligt at få selv det tyndeste tøj tørt, men det vænnede man sig til. Der var mange slanger og andet giftigt kryb i junglen, og i de omliggende bjerge. Vi var på et lille bjergplatou, hvor vi havde gjort en lille landingsbane på halvfjerds meter klar. Den var lige nu camoufleret, men kunne ryddes i løbet af tyve minutter, hvis flyet meldte sin ankomst.

Jeg havde skaffet disse bjergfolk mange ting. Ofte uden om de officielle myndigheder, der var noget tunge til at behandle de ansøgninger jeg sendte. Ofte fik jeg afslag på større hjælp, men masser af medicin, forbindsstoffer og værktøj der kunne lette deres dagligdag. Enkelte gange var det lykkedes at få fløjet læger ind, og behandlingen af de sygdomme som alle havde her i junglen, kunne tage en begyndelse. Det var også min fortjeneste der blev uddannet lokale sygeplejersker, som kunne bistå bjergfolket med mange ting. Det havde været det vi kalder fremskridt, nu var det forbi. Det var krigen også snart, det var det eneste der var godt. Der ville blive en del ballade, fordi de havde hjulpet amerikanerne, men de ville klare sig, det vidste jeg. Det var seje folk der boede i junglen og de tilstødende bjerge.

Vi blev vækket af den vagt som altid var vågen. Der var en kolonne af køretøjer på vej ind i den dal hvor vi var. Der var kun en skrænt på et par hundrede meter, der skilte os fra den plørede vej der snoede sig igennem dalen. Der lå to små landsbyer i dalen, dem havde vi ingen kontakt med. Ingen i landsbyerne, vidste noget om vores tilstedeværelse på det lille Platou, der lå for foden af de høje bjerge der omkransede deres lille paradis.
   Det var en kolonne soldater og embedsmænd, de var kommet for at kontrollere landsbyerne. De var effektive, slog ned omgående hvis der var kollaboratører imellem beboerne. Ofte var landsbyerne advaret når der kom kontrol, så forsvandt mændene ind i junglen eller op i bjergene. Soldaterne fulgte ikke efter, de vidste de ikke havde en chance mod de krigere der var flygtet. Gik de ind i junglen eller op i bjergene, kom de med garanti ikke tilbage i live, hvis de overhovedet blev fundet.
   Vi ventede, klar til at stikke op i de uvejsomme bjerge, igennem det lille stykke jungle der skilte os fra bjergenes sikkerhed. Der var vel tyve soldater og ti embedsmænd. Inklusive de officerer fra Vietcon, der altid fulgte med sådan en inspektion. Det var dem der var de værste. De havde magten, til på stedet at udstede en dødsdom, de var ikke karrige med at bruge den magt. Vi ventede.
   I den landsby der lå neden for hvor vi var, kunne vi med forsigtighed følge med i hvad der skete. De var i gang med at kontrollere den. De var effektive. Flere gange kikkede de op mod vores stilling, men der var ikke noget tegn på de havde set os. Vi vidste fra tidligere, at så de noget, skød de som vilde mod det de havde observeret. Bare man dækkede sig og kom væk i en fart, var der ikke nogen fare ved det. De var ikke interesserede i at miste egne folk.
   Det var anderledes med Vietcon. Dem skulle man hele tiden holde øje med, ellers stod de lige pludselig foran en, så var det ikke sikkert man kunne nå at se dem inden man var død. Det var dygtige soldater. Fanatiske, men det var det der gav dem deres styrke. Dem havde vi respekt for.
   "Fem," hviskede min sidemand. Han havde kontrol med hvor mange Vietconer der var med kolonnen, jeg vidste han havde øjnene på dem hele tiden. Yin hed han, det var ham der var mine soldaters fører og leder. Han havde kontrol over sine fire kammerater, var en dygtig kriger i det uvejsomme terræn vi befandt os i.

Der var larm i landsbyen. To yngre mænd blev afhørt af en officer, han må have været utilfreds med deres svar, for han fægtede med arme og ben. Slog de stakkels bønder og råbte op. Helt galt blev det da de fandt våben i landsbyen. De drev alle sammen, det vil sige ca. tredive i alt, gamle som unge, kvinder som mænd. En ung mand blev hentet frem, jeg vidste hvad der nu skulle foregå.
   De ville starte med en, så skyde en person til, når de mente det gik for langsomt, med at komme med det de ville høre. Det var standard. De kunne udrydde hele landsbyen, hvis de var i dårligt humør. Han blev skudt med koldt blod, vi kunne ikke gøre noget. De var i overtal, det ville være selvmord at prøve på at redde situationen for de stakkels bønder. Men det pinte mig jeg var vidne til al den grusomhed, uden at kunne hjælpe...
   "Jacos," sagde Yin. "Skal vi prøve at tage alle Vietcon'er?.."
   "Vent! vi har ikke mange chancer, hvis de ikke alle er synlige. Vent et øjeblik, lad os se om de vil fortsætte deres drab."
   En officer fra hæren gik hen og blandede sig i Vietconernes afhøringer, og med ham fulgte en hvid kvinde. Hun var i sygeplejeuniform. Hvad lavede hun her ude?.. og så hos de Nordvietnamesiske soldater?..
   Der opstod skænderi imellem officeren og Vietcon soldaterne. Officeren trak sin pistol og skød den ene af dem. Kvinden skreg. Vietcon soldaterne dræbte øjeblikkeligt officeren med en kniv. Kvinden råbte noget til dem, slog hysterisk på dem. De slog hende i hovedet og snittede hende i ansigtet med den kniv, som den ene havde dræbt officeren med. Han havde fået halsen skåret over.
   Drabene afstedkom tumulter på pladsen, en råben og skrigen der varede i to minutter, så fik Vietcon soldaterne overtaget. De skød et par skud i luften, der blev ro. De gennede de ordinære soldater sammen og tog deres våben. De to døde og kvinden, lå nogle meter fra klyngen af soldater. Vietcon soldaterne var fire, vi fem. Problemerne og forvirringen i landsbyen gjorde, at vi kunne rykke usete frem. Hundrede meter fra dem opdagede de os.
   Vi dræbte de fire Vietcon'er og tog kontrol over de soldater der var afvæbnede. Vi havde vundet første halvleg, men vi skulle også videre. Vi samlede kvinden op, en af soldaterne fik ordre til at forbinde hende. Hun var bevidstløs, havde en flænge fra kinden til hagen. Den var dyb men ikke alvorlig. Vi ødelagde alle våben og brændte køretøjerne af. Soldaterne og de civile administratorer bandt vi, med hjælp fra et par af landsbyens unge. De unge der havde været i besiddelse af de våben der var fundet. De tog nu deres våben igen...
   "Må vi følges med jer?" spurgte de.
   Vi sagde ja til dem. Vi kunne godt bruge de ekstra hænder i vores nye situation. Beboerne fik at vide vi ville forsvinde, men at vi efterlod en bombe. Vi ville sprænge den med et radiosignal, hvis de ikke blev siddende hvor de var. Det ville ødelægge byen og dræbe mange. Efter en time kunne de smide en håndgranat på bomben og gå i dækning, så ville de have en chance for at overleve. De var rystede.
   Jeg lagde en sort pose hvori bomben var. Hvad de ikke vidste var, at der ikke var nogen bombe i den pose, men alene truslen om den havde sin virkning. De blev hvor de var. Vi trak os tilbage i to grupper. Først kvinden der blev båret af tre mand, så Yin, Tham og mig. Tham var bror til Yin, som sin bror var han en dygtig soldat.
   Vi gik mod syd, op i de uvejsomme bjerge, hvor mine hjælpere var eksperter i at finde frem. Her var vi i nogenlunde i sikkerhed. Kvinden var tung for de små mennesker at slæbe, men de skiftedes til det. Vi måtte opgive vores landingsbane, og håbe på jeg kunne komme i kontakt med min base senere, lave en alternativ plan. Vores nye venner skulle også vide hvad det var de havde givet sig i kast med, det overlod jeg til Yin. Han var en fortræffelig leder.