Blidt vækkede Lille Due sin mand. Blæste på hans næse, fortalte ham det var tid at stå op. Hun havde kogt grød, som hun serverede for ham.
   Han satte sig op. Så på sin elskede kvinde og smilede. Fortalte hende hvor højt han elskede hende. Lille Due så genert ned. Sagde vandet i fadet var varmt, klar til han kunne vaske sig.
   Hun rejste sig, og rakte ham det klæde han kunne tørre sig med.
   Det var stadig halvmørkt. Solen var endnu ikke kommet på himlen over de beskyttende bjerge.
   Raskt slog hun teltdøren til side, og lod den friske luft komme ind i teltet.
   Sorte Jærv takkede i sit stille sind Ånderne, for den smukke kvinde de havde givet ham. Han smilede, trak det sidste af sit tøj på kroppen, og trykkede sin kvinde ind til sig. Hun så på ham og sagde:
   "Høvding! Jeg beder dig være mild, klog og forstandig, nu du skal møde Hjorteløber." Så så hun ned, slap hans hænder og vendte sig bort fra ham.
   Sorte Jærv forstod godt den hentydning, hans kvinde kom med, men han kommenterede den ikke. Han drejede Lille due og så ind i hendes øjne. Der så han kærlighed, hengivenhed, men også en bøn om at spare sin fjendes liv. Han klemte hende let og forlod teltet, gik mod skoven.

Netop som solen ville komme over bjergene og skoven i øst, kom 2 børn slæbende med Hjorteløber imellem sig. De satte ham på skovbunden og hilste tavst deres høvding.
   Da de var forsvundet, sagde Hjorteløber:
   "Tapre Høvding. Jeg beder dig, for børnenes og min egen skyld, om at skåne mit liv. Du har retten til at dræbe mig. Du har ærligt og tappert forsvaret din kvinde, din fremtid. Jeg anerkender mit nederlag."
   Sorte Jærv så han havde besvær med at sidde rigtigt. Forbindingerne om hans skulder, arme, ben og krop, var allerede gennemblødte af hans blod. Der var ingen tvivl om han havde store smerter, som han bar med værdighed uden en trækning i ansigtet
   Han så på Sorte Jærv. Øjnene var faste i blikket, beslutsomme. Langsomt trak han den kniv han havde kæmpet med, op af skeden, og rakte den til sin Høvding.
   "Høvding! Du kan dræbe mig nu, fuldbyrde kampen, det er din ret." Sorte Jærv tog kniven og lagde den på jorden foran Hjorteløber.
   "Hjorteløber! Jo, jeg har retten til at dræbe dig... Alt for mange af vore krigere er allerede døde. Når du er rask, ved jeg du vil kæmpe for det folk der er dit og mit. Til den tid har vi en ny Høvding. Han vil forstå jeg har skånet dit liv, bedt dig være min tvillingebror, for hvem jeg i respekt vil kæmpe, for at dræbe den blå, hvide mand.
   Hjorteløber! Jeg begraver stridsøksen mellem os. Som brødre må vi kæmpe sammen, for det folk der er vores. Børnene er vores fremtid, dem må vi lære hvad vi selv ved, gøre dem stærke.
   Kom, jeg vil hjælpe dig tilbage til dit leje. Du trænger til pleje, senere vil vi stå sammen, skulder ved skulder og bekæmpe de blå, hvide."
   Sorte Jærv løftede Hjorteløber op på benene, støttede ham så meget, at han med besvær selv kunne støtte på benene.
   Sammen gik de til det skjul, hvor Hjorteløber blev behandlet af medicinkvinden.
   Da han senere gik til sit eget telt, så mange med respekt efter ham. Sorte Jærv havde vist han var en klog og forstandig Høvding, der lyttede til Medicinkvinden og sin egen kvinde.

Et døgn senere, var Sorte Jærv nået til deres udslettede landsby, i sin søgen efter herreløse og bortløbne heste. Han tøjrede sin egen hest i skoven tæt ved, og sneg sig gennem den sortsvedne lejr da mørket faldt på. De blå soldater havde stadig deres lejr tæt ved.
   Han rodede lidt i resterne af sin egen og forældrenes bolig, men fandt intet af værdi. En stille regn silede ned over ham, og dæmpede de lyde hans mokkasiner lavede.
   Det var mørk nat, men han var tryg i det våde vejr. De blå soldater var ikke på vagt, de skuttede sig i regnen, og anede ingen fare.
   De havde begravet de døde krigere, kvinder og børn. Her og der lå små og tarveligt tilkastede grave. Han bad sine Totem beskytte sig, og bad den store Ånd Manitou, om at hjælpe alle hjem til de evige jagtmarker.
   Måske ville han senere få mulighed for at begrave dem rigtigt. Holde de ritualer der var nødvendige, for at deres sjæle kunne komme helt hjem.
   Langsomt sneg han sig nærmere soldaterne. Alle deres telte var oplyste af lamper.
   Sorte Jærv ventede. Hørte soldaterne tale sammen, grine højlydt på det sprog han hadede. Efter timers venten, blev der ro i lejren.
   Hestene stod i en indhegning der ikke var bevogtet af soldaterne. De forventede helt sikkert ikke, der ville komme nogen og tage deres heste.
   En skygge et par meter til den ene side, gled langsomt og stille forbi ham, tiltrak hans opmærksomhed. Hvem var den fremmede? Så forsigtigt han kunne, sneg han sig videre.
   Et skrig lød gennem natten, som en ugles kalden på en mage. Den enlige vagt vendte sig, og råbte noget Sorte Jærv ikke forstod.
   Igen lød det kaldende ugleskrig. Sorte Jærv besvarede kaldet.
   Den fremmede, skyggen fra før, kom langsomt nærmere. Sorte Jærvs hjerte bankede, han knugede sin knivs skæfte så hårdt, at knoerne blev helt hvide, holdt sin kniv klar til at hugge.
   "Høvding!" Hviskede en stemme tæt ved ham.
   Sorte Jærv hvislede som en prærieslange. Stemmen svarede med den samme lyd.
   Skyggen kom nærmere, og nu så han det var Røde Ørns søn, der var fulgt efter ham.
   Den store dreng rørte ved hans skulder, hviskede at han ville hjælpe med at tage så mange heste som muligt.
   Stille talte de sammen, ned i jorden, for at dæmpe stemmerne og forhindre lyden kunne stedbestemmes. De aftalte hvordan de skulle fange tre heste hver, og slippe de resterende løs.
   De ventede, kun tre meter fra indhegningen, skjult af små buske.
   Efter vagtskiftet midt på natten sneg de sig frem til hestene. Talte beroligende til dem, og åbnede folden.
   Hver tog tre heste, og sikrede dem med medbragte læderstrimler. De hujede efter de andre heste, der rædselsslagne løb ud af folden og ud på den store græsslette.
   Hurtigt bandt de deres heste sammen, sprang op på ryggen af dem og flygtede.
   Nu blev der liv i lejren. Enkelte skød efter de flygtende heste der løb mod græssletten.
   Så hurtigt de to indianere kunne, red de mod skoven, som de nåede på få minutter. Her overlod Sorte Jærv sine tre heste til Røde Ørns søn, og befalede ham at fortsætte. Han skulle sløre sit spor så meget som muligt.
   Når han nåede deres lejr, skulle de bryde op, og skynde sig mod bjergene. Med de ekstra heste ville det gå meget hurtigere. Selv ville han komme senere.
   Hvis soldaterne forfulgte dem, ville han vildlede dem og ride mod øst. Senere, når faren var overstået, ville han finde deres lejr og slutte sig til dem.
   Røde Ørns søn svarede med et sagte fuglefløjt. Han havde forstået ordren, og forsvandt i skoven med de seks heste.
   Efter en times venten, så Sorte Jærv de første stråler fra den opgående sol. Han spejdede efter soldaterne, men så dem kun løbe forvirrede rundt for at fange deres heste. To havde de fanget.
   Langsomt begav han sig på vej på sin egen hest i den tætte skov, efterladende sig tydelige spor.
   Han fulgte efter Røde ørns søn et par kilometer, og svingede så mod øst. Igen efterlod han sig tydelige spor i terrænet og håbede på, at hvis soldaterne forfulgte ham, ville de følge hans spor. Hans egen hest var stærk, lystrede hans mindste bevægelse på dens ryg.