11 En anden verden
   I dag skulle det hele så afprøves i flere små omgange. Når det nu var første gang, så skulle Alex og Liv forberedes godt, og de skulle også fortælle Will og Halvard, hvad planen var, så de kunne sikre sig, at de havde lært det hele udenad. Hvis de kunne gøre som planlagt, var der en god chance for, at de igen kunne komme hjem, og dermed lukke Stentræets adgang for altid.
   Halvard begyndte efter morgenmaden, "Alex - inden vi lægger planen for dagen, så skal vi lige lave et forsøg, så vi ved, om Stentræet virker ordentlig. Bortset fra, at din stifinder er kommet hertil, så skal vi også lige være sikker på, at der ikke er problemer ved at komme ind og ud af den anden verden. Det gør vi ved at lave et lynbesøg, hvor du tager frem og tilbage gennem portalen." Alex så skræmt på Halvard. "Jamen jeg har jo ikke lært nok om våben og hvad jeg kan møde derinde!" sagde Alex. Liv stod pludselig ved siden af Alex, og holdt ham i armen, som om hun var nervøs for at miste Alex. Halvard fortsatte, "En ting ad gangen. Vi tager det hele i den rækkefølge det er nødvendigt, med største forsigtighed. Jeg kender stedet, hvor du kommer ind, og vi aftaler helt præcist, hvad du skal gøre, for at det fungerer." Will var nu kommet med Alex jakke, hvor hans stifinder var. Han tog Alex med hen foran Stentræet og sagde, "nu fortæller jeg dig, helt præcist, hvad der skal ske. Du får at vide, hvordan din armring og kuglen bliver brugt til transport. Når du aktiverer, så forsvinder du i et blåt lys her, men dukker op det andet sted, hvor der også kommer sådan et blåt lys ved din ankomst. Du mærker ikke noget særligt under transporten, som kun tager et øjeblik, men når du dukker op på den anden side, så kan du mærke, at du måske har tabt pusten lidt, og der vil være lidt snurren i kroppen. Det er ikke noget at være bange for, for du er en ung og stærk mand. Når du så er kommet igennem, skal du se dig om. Det er vigtigt, at du mærker dig alt det du ser, så vi kan høre om det, når du er tilbage. Lad være med at gå nogen steder. Se dig omkring, og aktiver så transporten tilbage til os. Når du er tilbage, skal vi bruge dine oplysninger, så vi kan lave resten af planen for opgaven. Vi vil ikke vække unødig opmærksomhed i den anden verden. Jeg og Halvard vil under alle omstændighed være eftersøgt, så vi kan ikke komme derind og så ødelægge planen. Har du forstået tanken med det hele?" Alex sagde, "Ja - jeg tager lige et kig, og kommer tilbage."
   Liv sagde, "Skal jeg ikke også tage med her denne første gang?" Will sagde, "Det er egentlig bedre, at du ikke er med her første gang, for vi skal lige være hurtige og forsigtige fra begyndelsen. Du kan så tage med Alex, når han skal ind for at løse opgaven. Her kan han sikkert bruge din hjælp, men da skal vi have gennemgået planen meget nøjagtig inden da." Liv blev skuffet og slap Alex arm, og viste forståelse for Wills forklaring.
   Hun gik nu over til ildstedet og satte sig, mens hun så efter de andre. Halvard kom med noget til Alex taske, og bemærkede, "Det her er lidt at spise, og noget andet til din taske. Sker det, at du bliver nødt til at gemme dig eller vente lidt, inden du kan vende tilbage, så har du noget at klare dig med." Will fortsatte, "Du kan måske undre dig over det du ser, for godt nok er det en verden lidt lige som vores, men der er meget derinde, som du sikkert ikke forstå, mange ting der synes magiske og tiltrækkende, men du må love mig, at du ikke tager på opdagelse derinde. Det er ekstremt farligt at begive sig ud på egen hånd, når man ikke ved, hvad man har med at gøre. Turen lige nu er en test af portalen." Alex nikkede. Halvard sagde så, "Sådan gør du. Tag din portalkugle frem. Drej nu på den, så den peger på transportsymbolet udenpå. Når den springer op, kan du indstille den til at adlyde armringen, så du ikke skal stille på stifinderen hele tiden." Alex adlød og fik vist transportsymbolet på stifinderen. Halvard sagde, "tryk nu på knappen øverst på stifinderen." Kuglen delte sig på midten, så indholdet blev synligt hele vejen rundt om kuglen. Der var mange små dimser der stak ud indefra akkurat som før. De kunne flyttes rund mellem hinanden, når man skubbede med dem. Det var lige som at sammenstille små klodser i en rækkefølge. Halvard kom med en forklaring, "Når du skal vælge det sted, hvor du vil hen, så skal du angive navnet på stedet. Vi har ikke styr på alle de steder man kan komme til. Vi har kun besøgt en lille del af dem. Det er en vanvittig stor verden man kan komme rundt i, så vælg navnet på stedet omhyggeligt. Det navn vi indgiver i stifinderen, er så i dette tilfælde ikke et stednavn men en kommando, der betyder, at stifinderen adlyder din armring." Halvard skubbede med dimserne, så de stod i række. Han pegede så på fire af dem, og sagde det var kommandoen, og at Alex skulle huske de symboler og rækkefølgen, så han kunne genskabe den. Halvard lukkede Stifinderen sammen, og gav den til Alex. Nu sagde Will så, "Alex - vis os din armring." Alex trak ærmet til side, og holdt armen frem, strøg to finger over håndleddet, og ringen kom til syne. Will fortsatte hvor Halvard havde sluttet, "Nu kan du egentlig lægge stifinderen i din taske. Den skal du ikke bruge mere. Du skal bare have den med, og du husker, at hvis du mister den, så kan du kun få den tilbage ved et stentræ, og inde i den anden verden kan der være langt til det næste træ. Se på din armring. Der er et mærke, som ligner mærket på stifinderen. Tryk på det! Alex adlød. Nogle blå ting roterede rundt på armringen. Alex bemærkede, at de lignede symbolerne på de dimser der var inde i stifinderen. Will sagde, "Stryg på ringen i venstre retning indtil du kommer til det symbol der betyder transport. Når du har fundet det, så er der ikke andet tilbage end at trykke på det to gange - men inden du gør det. Er du så klar til at tage afsted? Når du kommer ind, se på området omkring dig, tryk to gange på transport igen, og du kommer tilbage hvor du kom fra! - Er du med!?" Alex nikkede. "Halvard sagde, "Gør det så, og vi ses her om et øjeblik igen."
   Alex trykkede på transportknappen, og stentræet gav lyd fra sig. Alex forsvandt i et blåt lysglimt, og der var nu helt stille. Liv så ned i jorden, og kørte rundt med en finger i jorden. Det var tydeligt, at hun var nervøs. Will så på hende mens Halvard så undersøgende på Stentræet.
   Inde i den anden verden kom Alex frem på samme måde. Der var ikke noget stentræ, og alt andet var anderledes. Alex mærkede turen i kroppen, og måtte lige få vejret igen. Han så hurtigt rundt, om der var nogen der så ham. Der var ingen at se, så han var lettet og søgte så noget at stå bag eller ved, så han kunne bruge lidt tid i ubemærkethed, for at samle information og huske det hele. Han var et stykke oppe, så han havde en god udsigt over noget der lignede en dal. Der var bakker og noget der voksede op. Lige der hvor han stod var der også nogle af disse planter, eller hvad det nu var. Det var sådan en han gemte sig ved. Noget der ligheden en svamp med hat, og alligevel var det ikke sådan en, men noget helt fremmed. Alt omkring ham og ud over dale lå i farver fra orange over pink til dyb lilla. Det var planterne og en dyb orange sol, som måtte være et eller andet sted bag den høj han stod på. Noget strøg igennem luften på lang afstand. Det lignede et stort dyr, men der var ingen vinger på, og det sagde ikke noget. Ned i dalen var der aktivitet. Måske var det som en lille by, hvor der var nogen der arbejdede. Oppe i luften kun nogle stenkast fra ham, var der lige som en bjælke der strakte sig på pæle forbi stedet. Han havde fået et godt overblik og tænke på at tage tilbage, men blev afbrudt af en lyd der kom nærmere. En susende summen der kom op nede fra dalen. Alex søgte at skjule sig mere bag planten, og det der var nederst omkring den. Lyden kom nærmere og han kunne begynde at se noget igennem plantens dele. Det var som et flyvende tæppe eller - nej det var lige som en person med et tæppe omkring. Alex blev mere bange, for han så, at tingen svævede højt oppe over jorden. Den fulgte bjælken på pælene, men havde ikke fat i den. Svævende nu også med noget der lyste ud fra den inde under tæppet eller beklædningen. Den så ud som om den søgte efter noget. Der var ingen fart på, bare en glidende undersøgende bevægelse videre. Da den var tæt på, gemte Alex sig, og turde ikke se efter, for ikke at blive opdaget. Han var sikker på, at det var en af de onde ånder. Lyden fortsatte lidt og blev så svagere i den anden retning. Alex så nu frem, og fik øje på det bagfra. Det lignede helt sikkert en svævende person, men det var det ikke. Alex var bange. Nu havde han set ånder, som de havde talt om. Alex samlede sig, og fandt hurtigt sin armring frem og trykkede hurtigt to gange på transport.
   Stentræet derhjemme begyndte at brumme. Will og Halvard vidste hvad det betød, og rettede blikket på det, tog våben frem og var klar til kamp. Igen i et blåt lys kom Alex til syne. Han faldt ned på det ene knæ, og fik så småt vejret igen, hostede et par gange og rejste sig så. Will hjalp ham op, og bragte ham over til ildstedet, hvor Liv havde rejst sig for at tage imod Alex. Nu sad de og så spørgende på Alex. Igen sagde noget, for Alex måtte selv begynde, "Jeg - Jeg forstår ikke det jeg så." Liv sagde, "Hvad så du da?" Will sagde, "Alex du må bare fortælle med dine ord, hvad du så. Det kan være vi kan forklare en del af det, når vi hører om det." Alex fortsatte, "Jeg kom frem oppe på en forhøjning med udsigt over noget der ligner en dal." Halvard nikkede, "Så er du kommet ind der hvor vi engang kom ud fra." Det var åbenbart en bekræftelse af, at Halvard og Will havde valgt det rette sted. Alex fortalte videre, "Der var planter, store svampe, og en hængende bjælke igennem området. Der var aktivitet nede i dalen, som jeg ikke kunne se, bare høre. Det hele var i fantastiske farver og - og ... så kom der nogen." Will blev urolig og spurgte, "Fortæl hvad det var!" Alex sagde, "Først kom lyde, en svag summen der kom nærmere, og så kunne jeg se, det lignede en stor person, men det var det ikke, det var en ånd der svævede under bjælken eller fulgte den, som om den søgte efter noget. Jeg gemte mig under planterne, og blev ikke opdaget, den forsvandt videre på den anden side." Will blev mere rolig, men så meget bekymret ud.
   Halvard sagde, "Nu har vi afprøvet Stentræet og de andre ting. Det hele virker endnu." Will fortsatte, "Men Halvard - vi ved ikke om den søger var på udkig efter os, eller bare en tilfældig vagt" Alex spurgte, "Var det en søger eller vagt eller hvad?" Halvard forklarede, "Inde i den verden er der mange ting lige som her. Det du så var det vi kalder en vagtånd, som har den eneste opgave, at afsøge sin rute under bjælken, og hvis den finder noget, så giver den besked til andre, der kommer." Alex spurgte, "Hvad gør de andre så?" "Ja - der kommer andre ånder og tager sådan nogen som os til fange, flyver os ind til et sted, hvor man aldrig slippe ud fra igen. Mange af Halvards folk er blevet slaver for ånderne på den måde. Kan du forestille dig, hvis de fik adgang til vores verden. De ville bare flyve rundt, og fange mennesker til deres arbejde eller bare slå alle ihjel, for at tage vores verden i besiddelse. De ville så lave hele denne verden til deres åndeverden og alt ville blive anderledes fremmed og skræmmende." Will så på Alex og sagde, "Kan du forstå, at vi vil forsøge at lukke porten hertil, så de ikke kan finde vejen til os. Vi kunne på den måde bevare vores verden fra undergang." Alex sagde, "Det var da en utrolig smuk verden, hvorfor skulle det være skræmmende?" Halvard sagde, "Du har ikke set, hvordan deres ødelæggelser har fjernet det smukke der, hvor jeg kommer fra. Der er ikke noget tilbage af liv, når de har taget det de er ude efter."
   Kort efter den samtale, begyndte Stentræet at summe igen. Halvard sprang op sammen med Will og råbte, "Ud på den anden side af volden med våben! De har fundet vejen herind! - Alex du må være blevet set af den søger!" De sprang op og over volden i en fart. Bag kanten lå de nu og var parat til forsvar. Så kom det blå lys, og frem kom en anden person, der stod bøjet for at få vejret igen. En der var klædt i fremmet tøj, noget der lignede en lang sort læderfrakke, men tydeligvis et menneske. Will skød straks et par advarselsskud direkte ned foran personen, som rejste sig med hænderne over hovedet. Will så nøje efter nogle gange og sagde så til Halvard der lå lige ved siden af, "Er det ikke Bo - Bo Heimstet?" Halvard rejste sig og gik over volden. Will fulgte og råbte, "Bo!" Den fremmede så i retning af os alle. Han tørrede sine øjne og så efter igen. Så råbte han, "Will - hvad laver du her!?" Det blev lidt den situation, hvor gamle venner omfavner hinanden og ler sammen, og fortæller røverhistorier fra deres unge dage. Det var det tiden gik med ved ilden den aften. Men samtalen skulle afsluttes med spørgsmål til, hvor Bo havde været i al den tid siden krigen. Det var jo blevet til næsten 20 år, og tiden havde sat sine synlige spor hos dem alle siden da.
   Ved ilden den aften måtte Bo til at forklare, hvordan han havde klaret sig i de år der var gået fra krigens afslutning til i dag. Will kunne huske, at Bo var løbet efter fjenden ude på slette for mange år siden, og Will havde mistet ham af syne, og troede at han var blevet fanget. Bo fortalte, "Det er rigtigt. Jeg var på jagt efter nogle af de andre. Men inden jeg fortæller det hele så sig mig lige, hvem er ham der, og pegede på Halvard, for jeg kan regne ud, at de der må være din familie, og så i retning af Alex." Will fortalte om Halvard og så også lidt om Liv og Vogterne. Bo nikkede forstående og fortsatte sin fortælling, "Jeg var efter ånderne, som vi jo har kaldt dem. Jeg var lige ved at have dem, så kom der en bølge af flere nordfra, og jeg måtte søge dækning bag nogle af deres redskaber. Jeg fik øje på en kasse med et klæde over, og besluttede mig for at gemme mig i den, indtil de var kommet forbi. Så måtte jeg jo operere bag fjendes linjer." Will sagde, "Hvad skete der så?" Bo fortsatte, "Jeg blev løftet op med kassen, og den blev anbragt i et transportkøretøj, som blev sendt ind i en anden verden med indhold herfra." Halvard spurgte, "Har du så været derinde i alle de år?" Bo svarede i retning af Will, "Ja - jeg har levet i skjul derinde og forsøgt at overleve. På et tidspunkt overmandede jeg en vagt derinde, og fik fat i en transportkugle. Det var den jeg kom tilbage med." Halvard spurgte, "Hvordan kan det lade sig gøre uden armring?" Bo tøvede lidt med forklaringen, men sagde så, at han havde fået mulighed for at følge med i transportoversigten. Nogle af kontrolposterne og vagterne har en oversigt over trafikken i deres område, og han fik fat i sådan en. "Det var der jeg fik øje på en af jeres transporter udefra, som kom ind. Jeg gemte stednavnet, og forsøgte bare at gengive den på den kugle jeg havde fået fat i, og det lykkedes - Ha! - Her er jeg!" Will syntes det var godt, men Halvard nikkede, men rykkede brynene til eftertanke. Han var ikke helt tilfreds med den forklaring af en eller anden grund.
   Pludselig stod Liv mellem dem. De havde ikke bemærket, at hun havde været borte. Hun smed en lille hjort på jorden og sagde, så var der igen noget at spise. Hun havde været på jagt, imens de andre var opslugt af Bos fortælling. Bo fortsatte med spørgsmål og svar, mens maden blev lavet, "Hvad gør I egentlig her?" Will forklarede det hele om Stentræet, hvad de gjorde efter krigen, hvordan de gerne ville have lukket ned for Stentræet og sikre, at denne verden ikke blev husket i den anden verden. Bo syntes det var en rigtig god plan, og forklarede en del om åndeverdenen og dens grusomme adfærd, som Halvard godt kunne nikke genkendende til. Han havde selv oplevet slaveriet, og det Bo fortalte om.
   Will afsluttet aftenen med en opfordring til at få sovet godt, da dagen efter skulle bruges til forberedelse af opgaven, og nu også med hjælp fra Bo og hans viden om tingenes tilstand i den anden verden. Alle gik mætte og vel tilpas til ro. Halvard så dog undersøgende på Bo da han var ved at lægge sig. Halvard anede uråd, men turde ikke sige noget til Will. Will var meget begejstret over, at Bo igen var sammen med dem, det kunne betyde forskellen mellem udslettelse eller fredelig fremtid.
   Om morgenen da de stadig sad ved ildstedet for at spise morgenmad, spurgte Bo til Halvards historie. Hvor han kom fra, og hvad der var sket. Halvard så ned på brødet han spiste af, og begyndte sin fortælling. "Jeg kommer fra en anden verden, et sted hvor ingen af jer har været. Den smukkeste verden af alle - eller alle dem jeg har set. Men - nu er der vist ikke noget tilbage af den mere. Det hele begyndte for mange år siden, jeg vil tro længe før jeres krig og jeres bedsteforældres tid." Bo spurgte "Hvor gammel er du da?" Halvard svarede "Noget i retning af 420 menneske år." Alex udbrød "Wow - det er mange år." Halvard fortsatte "Jeg stod en morgen, og var i gang med tilberedning af morgenmaden hjemme i vores sted - altså ikke sådan som jeres huse, men mere sådan æggeformede boliger, som hang sammen i store klynger. Vi boede i 5 af dem. Min familie og jeg, men de er alle borte. Will sagde "Du behøver ikke..." Halvard sagde med en håndbevægelse "Jo Will, jeg bliver nødt til også at få det sagt. Min familie blev slået ihjel af de monstre til onde ånder. Der kom et overfald om morgenen. Vi var fuldstændig uforberedt på kamp, og vores hjem blev bare ødelagt. Mange blev skudt eller flået ihjel. Den der kom ind hos os, skød i retning af mig, men ramte ved siden af, så jeg blev kastet over i en væg, og blev bevidstløs. Derefter gik den tingest rundt i rummene, og dræbte min familie, inden den igen forsvandt ud. Da jeg kom til mig selv igen, og med noget besvær humpede ind til de andre, så jeg et forfærdeligt syn. Børn og voksne - mine børn - mine kære var ikke mere. De lå døde og forbrændt i de bagerste rum." Halvard græd. Liv tog om ham, for at trøste ham. Regi havde også en fornemmelse af, at Halvard var ked af det. Den havde lagt sit store hoved i skødet på Halvard.
   Bo sagde ikke noget. Alex var også blevet meget stille. Will sagde så "Vi skal have lukket til vores verden, så det ikke fortsætter her. Men - på en eller anden måde må vi også kunne udtænke en gengældelse for alt det frygtelige, som de ånder udretter rundt omkring. De må da kunne standses på en eller anden måde. De må have et svagt punkt, hvor vi kan bekæmpe dem."
   Bo sagde "Jeg har set, hvad de kan finde på. De er ikke til at standse. Jeg tror ikke de har nogen form for moral eller empati. Deres våben er langt overlegen i forhold til vores, og de er talrige og kommer i flokke som græshopper i sværme. Hvordan skulle vi kunne nedkæmpe sådan en overmagt?" Will var oprevet og ville ikke høre tale om at opgive eller blive modløse. Halvard to ordet og sagde "Will har ret. Der må være noget vi kan finde ud af, og derfor må vi bruge vores fantasi, Alex styrke og mod." Alex blev pludselig eftertænksom. Skulle han virkelig kunne udgøre nogen form for magt eller løsning på en eller flere verdeners største problem? Hvis han ikke var usikker før, så var han det nu.
   De spiste videre. Efter lidt tid gik Halvard over til Alex. Lagde en hånd på hans skulder og sagde "Du kan helt sikkert klare opgaverne, når de kommer. Jeg tror på dig. Will tror på dig. Og når det hele skal til at udføres, så står vi alle sammen, så er der ingen der kan stå imod os. Alex smilede til Halvard, nikkede og sagde forsigtig "Ja - jeg skal gøre hvad jeg kan."

12 Missionen
   Nu skulle de endelig ind i det fremmede for at stoppe den overhængende fare. Det var en kølig morgen. Tågen hang over sletten, og ildstedet var gået ud. Liv var i fuld gang med at pakke sine småting. Will stod på den anden side af stentræet og ordnede de nye våben sammen med Halvard. De havde en diskussion om et eller andet de var uenige om. Alex sad på sin soveplads med Regi ved siden af. Han holdt øje med Bo der stadig sov.
   Will og Halvard kom tilbage til ildstedet, hvor Halvard skulle i gang med at forberede noget spiseligt, og der skulle også lige sørges for mad til turen. Will vækkede Bo, som var noget omtumlet, og reagerede næsten fjendtligt et øjeblik, indtil han blev klar over, hvor han var. Bo sagde, "Undskyld, jeg troede at jeg stadig var inde i den forbandede verden!". Will nikkede forstående og klappede Bo på skulderen.
   Efter morgenmad og ordning af tasker, var de alle klar til det store skridt at begynde missionen. Bo havde givet Alex og Liv de sidste instrukser for at være forsigtige. Will og Halvard lyttede interesseret, og var indforstået med, at Bo nu havde taget ledelsen. Planen syntes at være i orden. Bo ønskede, at de skulle bruge det sted, hvor Alex havde været inde. Det var ikke direkte ind i et styringskvarter, der hvor oplysninger og historikken om stentræet på sletten skulle slettes. Bo mente det var mere sikkert at komme ind et sted, hvor der ikke var ret meget opsyn, og hvorfra de ubemærket kunne nærme sig en kontrolpost. Der ville de så hoppe ombord i en transport ind til et kontrolsted. Hvis de ikke direkte kunne få adgang til oplysningerne om stentræer der, så måtte de videre til et hovedkvarter, for at forsøge der.
   Bekymringerne stod tydeligt aftegnet i Halvards og Wills ansigter. Det var en ufattelig farlig mission. Lige nu var der ingen fare, og hvis det gik galt med missionen, så havde de bare fremskyndet en mulig invasion af deres egen verden - den de ville beskytte. Men hvis det hele gik godt, så ville de også have skaffet varig fred i denne verden. Nu var det nu! De gik alle hen til stentræet, stod stille uden en lyd, så på det - men så sagde Bo, "Så, lad os se at komme derind!" Will indskød, "Alex, husk hvad du har lært! Husk hvad I skal gøre, og så se at komme tilbage så hurtigt som muligt!" Alex nikkede. Bo tog Alex på skulderen, og forsikrede de andre, at de nok skulle ordnet det hele. Bo, Alex og liv tog et par skridt tilbage. Bo tog sin stifinder frem, og indgav position for rejsen. De så sig en ekstra gang omkring, og så forsvandt de i et blåt lysglimt.
   Will så på Halvard i bekymring. Halvard ville sige noget, men stoppede inden. De begav sig over til ildstedet for at rydde op. De skulle være parate til modtagelse, når de andre kom tilbage. Hvis alt gik godt, så skulle de i gang med hjemrejsen. Først til vogterbyen, og så til Vinterly, hvor Bellis ventede. Hvis uheldet var ude, så skulle de være forberedte på kamp ved stentræet. Det var vel nærmest selvmord, hvis det skulle ske, men hellere dø der i kamp, end at flygte og se verden bliver udslettet af de dæmoniske ånder.
   Missionen var begyndt, og de kom dumpende ind lige der, hvor Alex før havde været. Det tog lige lidt tid for Bo at komme sig oven på turen. Han var heller ikke helt unge mere. Alex var ret hurtigt fattet, og tog sig straks af Liv, der et øjeblik havde mistet orienteringsevnen. Alex trak Liv med over under planterne ind i skjul. Bo fulgte efter næsten som en fuld mand, der havde svært ved at finde balancen. De sad i skjul i nogen tid. Alex så sig omkring, og sikrede sig, at der ikke kom en vagt. Han havde jo før set en svæve under bjælken. Bo og Liv sluttede sig til Alex, der stod og så ud over landskabet. Bo sagde, "Ja - det er et mærkeligt sted, men alligevel meget smukt". Alex og Liv nikkede. Lyset var nu ikke det samme som Alex havde set første gang. Farverne var helt anderledes. Bo fortalte, at det var fordi stedet ikke havde en sol, sådan som derhjemme. Der var nogle andre ting over denne verden, som gav forskelligt lys, og mange af planterne på stedet, havde en fluorescerende selvlysende evne til at udnytte lyset. Derfor forekom det også Alex og Liv, at planterne næsten var levende som dyr.
   De havde alle tre stået et minut og suget indtrykket af dalen ind, så sagde Bo, "Vi må se at komme videre inden vi bliver opdaget!". De gik i hurtig gang efter Bo ned ad skråningen der var fyldt af planter. De fulgte bjælken der hang i luften over dem, men altid med muligheden for at komme i skjul, hvis der skulle komme en vagt.
   Den første del af turen gik forholdsvist nemt. Der var ingen vagter, ingen mennesker eller lignende på de kanter. Da de havde gået et godt stykke, og var nået ned på dalens bund, hvor der var store arealer med opdyrkede områder, kom der lyde fra et sted foran dem. De krøb i skjul bag en stor opstablet bunke kasser. Bo sagde, at det var arbejdere der kom. Det var deres køretøj, som de kunne høre. Bag kasserne var de i skjul, og lige bag ved dem var der igen en del af de planter fra skråningen. De sad stille og kunne høre en samtale, men ikke på et sprog de kendte. Kasser blev læsset på køretøjet. Pludselig opdagede Alex, at en af arbejderne så et glimt af ham imellem et par kasser, hvor Alex sad og så igennem. Der blev larm mellem arbejderne. Bo gav tegn til, at de skulle i skjul mellem planterne i en fart. Et stykke inde sad de bag store blade. Liv kunne se en af arbejderne, der var kommet om bag kasserne for at undersøge stedet. Det var tydeligt, at det ikke var et menneske. De arbejdere som Bo omtalte, var af en helt anden rase. Ikke en ånd, men et væsen, der var en halv gang større end et menneske. Den havde arme og ben, men hovedet sad på en længere hals, og den var klædt i laser og pjalter. Den så sig omkring, og et øjeblik stirrede den direkte i retning af, hvor de sad. Liv gemte sig mere. Lidt efter hørte de skridt, der gik længere væk. Faren drev lige så stille over. Da alt igen var stille, og arbejderne var kørt bort, sagde Bo "Der var vi heldige. De er ellers meget opmærksomme og man kan ikke stole på dem, for de er meget loyale over for magthaverne. De indberetter måske, at de har set noget her, men vi må se at komme væk, inden der igen kommer nogen".
   Langsom gik de videre efter bjælken, som gik i en anden retning end den arbejderne var kør ad. Bjælken gik på tværs af marker, veje og stier. Det gav lidt tryghed at følge den, og ind imellem glemte Alex, at den bjælke jo egentlig var den vej vagterne kom. Bo gik foran, så kom Liv og bag hende Alex. På den anden side af dalen gik det nu op ad. Bjælken gik over et sted mellem to større høje. Det var ikke noget bjergpas, men det laveste sted mellem højene. Da de var næsten oppe, kunne Alex høre den samme susende lyd, som den første gang han var inde i denne verden. Han var klar over at, det var en vagt der kom. Igen gik det hurtigt med at gemme sig. Denne gang måtte de helt ned på maven i den lave bevoksning. Vagten fik ikke øje på dem, og de kunne fortsætte turen. Liv sagde nu noget, "Bo, hvor er det transportsted vi skal finde?". Bo svarede med at pege over på den anden side af en stor slette bag højene. Der kunne de se noget der lignede større bygninger. Det var der de skulle hen. Ved en bestemt bygning ville der være mulighed for at gemme sig i transportkøretøjer, så de kunne komme ubemærket frem til det sted, hvor informationerne om deres verden skulle slettes. Det blev en lang vandring over en meget stor slette. Afstanden snød dem, da de stod på højene. Halvvejs på sletten fandt Bo et sted, hvor de kunne drikke og spise den medbragte mad. De havde ikke mere vand i deres flasker, men det Bo fandt, som kunne drikkes havde en rød farve. Det lignede ikke vand, men det kunne drikkes, og havde ellers ingen smag. Da de spiste spurgte Alex Bo, om der ikke var dyr i denne verden? Bo svarede, "Jo - men de fleste har magthaverne udryddet, eller fordrevet til helt andre egne. De er ikke interesseret i at bevare denne verden. De vil bare udnytte den lige som alle de andre verdener de overfalder". Liv satte sig tæt på Alex med hovedet på hans skulder. Der var brug for en pause.
   Resten af turen over slette gik også ubemærket. Da de nærmede sig bygningerne på den fjerne side af sletten, blev de mere forsigtige. De fulgte noget der lignede et vandløb med det røde vand. Sådan kom de ind til bygningerne. Her gik de langs en mur, for at finde en åbning, hvor de kunne komme ind. Der var en smøge mellem et par af bygningerne, og døren ud på sletten var ikke låst. Bo så ind, og tog de andre med, da der ikke var nogen. Der var kasser og tønder, som kunne give skjul, hvis der kom nogen. De kunne se andre gå forbi for enden af smøgen. De stod et mørkt sted i skjul og holdt øje med dem der gik forbi. Det var ikke mange, men det var for mange til bare at gå ubemærket ud imellem dem. Bo vendte sig om og sagde, "I bliver her, så skaffer jeg noget vi kan tage over, så vi ligner de andre". Bo løb krumbøjet hen ad smøgen, åbnede en lem og gik ind. Alex var bange, og Liv stod bag Alex med hånden på hans arm. Han kunne mærke hun rystede af spænding. Lidt efter kom Bo igen ud, og havde noget tøj med. Han gav noget til Alex og Liv. Det var kapper, som de kunne gemme sig under. Bo sagde, "I følger efter mig. Se ned i jorden og lad være med at se eller stirre på de andre der er her. Nogle af dem ser ret anderledes ud, og det er alt for risikabelt at se undersøgende på dem. - Er I med på det?" Liv og Alex nikkede.
   Da de kom ud fra smøgen, forsvandt de imellem de andre der gik ned ad en bred vej. De kunne se flere bygninger og et stykke ude en større bygning med en kuppel på toppen. Bo viskede til dem, at det var der de skulle hen for at komme ombord på en transport. Alex og Liv der gik bag ved Bo, så mange ben, sko, underlige fødder med kløer på, skællede ben, grønne ben, røde ben og almindelige menneske ben. En gang i mellem så de lidt til siden, og så underlige køretøjer og andre fremmede ting. Det var slet ikke som derhjemme. Larmen var gennemtrængende. Meget mere end på markedspladsen i Vinterly. Bo så tilbage, og med en håndbevægelse skyndede han på Liv og Alex. "Kom nu!" hvæsede han efter dem. Nu var der ikke ret langt til kontrolposten, som var i bygningen med kuplen. Trafikken ind til bygningen var massiv. Vagter stod og gennede folk ind ad en port, og et andet sted kom der lige så mange ud igen. Bo sagde, "Når vi kommer ind, skal vi være hurtige til at smutte til side. Folk bliver undersøgt herinde. Alle der ikke har tegnet på sig, bliver fanget til slavearbejde. Vi skal igennem lagerhallen med kasser, der kan vi skjule os indtil der er en transport videre". Alex spurgte, "Hvad for et tegn?" Bo svarede ved at trække op i ærmet og viste noget der lignede en tatovering. Alex spurgte, "Hvor har du fået den fra?" Bo fortsatte, "Da jeg var i fangenskab her, var der en der forsøgte at hjælpe mig. Han lavede det her tegn, men det virker ikke. De har en læser, som kan kende de ægte tegn." Lidt efter smuttede de ind til siden, fandt porten til lagret, og gemte sig mellem kasserne derinde. For enden af lagret kom der lys ind ad en stor port, hvor transporten ventede på at blive læsset. Det var der de skulle ud, og finde ombord på transporten. De flyttede placering et par gange, for at komme nærmere. Nu sad de ved siden af hinanden bag en bunke kasser, som var sidste skjul inden de skulle forsøge at komme ud til transporten.
   Alex sad yderst, efter ham sad Bo og inderst Liv. Bos ene fod sad på en firkantet klods, og da en vagt var ved at komme forbi, smuttede hans fod på klodsen, så han kom til at skubbe til Alex. Alex fløj ud på gangen, hvor Vagten fik øje på ham. Der blev råb og slået alarm. Tre andre vagter kom til, og tog Alex til fange. Bo havde rejst sig. Han blev også tage til fange. Vagterne så om der var flere, men Liv havde gemt sig længere inde. Hverken Bo eller Alex ville røbe, at de havde en mere med, så vagterne så tilfredse ud, at de have taget de to fremmede i Lageret. Liv fulgte med fra sit skjul og så, at Bo og Alex blev ført over til et sted, hvor andre vager undersøgte dem. De blev beordret ud på en transport, som vagterne havde stående mellem varetransporten og lageret. De skulle transporteres væk til et andet sted. Liv forstod, at hun var nødt til at følge efter, da hun ikke kunne komme tilbage til Will og Halvard efter hjælp uden hjælp fra Alex eller Bo.
   Alex og Bo blev lukket inde i kabinen af vagterne. Vagterne skulle åbenbart ikke afsted lige straks, så de gik igen ind i lagret for at gøre noget andet. Liv så chancen til at komme ud til Alex og Bo. Hun prøvede at åbne men uden held. Hun kunne se dem bag vinduerne, men kunne ikke høre dem. Alex gav tegn til, at Liv skulle blive i skjul der, men det ville Liv ikke. Hun rystede på hovedet og forsvandt. Lidt efter kom vagterne. Der var to der gik ombord på fartøjet. Bo vidste hvor det nu gik hen. Han forklarede Alex, at de ville blive transporteret til endnu et kontrolsted, hvor der var en administration. Her kunne de blive undersøgt, hvor de kom fra og hvad de var ude på. Der var væsner, som kunne læse deres hukommelse, og undersøge deres bagage. De ville finde ud af hvem de var, og sætte dem i fængsel eller sælge dem som slaver. Bo afsluttede med at fortælle det positive i situationen. De ville komme nærmere det sted, hvor informationerne om deres verden var gemt. Hvis der var chancer for at ødelægge eller slette det, så var missionen ikke slået fejl.
   Vagterne satte gang i fartøjet, som i et nu var oppe i luften over stedet. Alex var skræmt, men Bo tog det helt roligt. Han havde sikkert prøvet dette før. Alex så tilbage i retning af bygningen, men kunne ikke få øje på Liv. Hun havde bundet sig fast bag på fartøjet, hvor der var rør af forskellig slags. Der kunne hun stå og være med som blind passager troede hun. Nede ved bygningen var der dog en vagt, der så hende bag på fartøjet. Vagten løb ind for at melde den blinde passager.
   Da de var kommet et stykke ind, hvor sletten blev smallere for at blive til en smal dal mellem høje bjergsider mærkede de, at vagterne i føre kabinen var blevet urolige. En af dem åbnede ind til Bo og Alex. Han have våben med. Han skubbede Bo over til Alex, der sad med sele på i siden af kabinen. Han pegede på Bo med det fremmede våben. Så gik han ned til bagvæggen og kiggede ud, imens han stadig pegede på Bo og Alex med våbnet. Pludselig så de Livs ansigt ude bag ruden. Vagten ville til at pege på Liv med våbnet, men da overraskede Alex vagten. Bo hjalp til og fik overmandet vagten og slået ham bevidstløs. Bo tog våbnet fra vagten mens Alex åbnede en lem i toppen af fartøjet, for at kravle ud til Liv, så hun kunne komme ind. Det gav et ordentligt sug, og Bo holdt fast i Alex' ben, så han ikke røg ud. Liv blev trukket ind og lemmen lukket. Bo ville nu overtage fartøjet, men inden han nåede døren til førerkabinen, blev den lukket. Vagten der fløj fartøjet, var blevet klar over, hvad der foregik bag ham. De skulle handle hurtigt, hvis de skulle overtage fartøjet inden den skulle lande ved kontrolstedet. Bo trykkede på nogle knapper på våbnet. Det fik en anden farve. Så sigtede han på døren ind til vagten og skød på døren. Dørens lås var borte. Der var nu et rygende huld, hvor Bo kunne rive døren til side. Vagten havde sat fartøjet til at flyve selv. Nu stod vagten og ventede på Bo, men det have Bo regnet ud. Alex og Liv gik til side da Bo rev døren op. I det samme skød vagten igennem åbningen, men ramte ikke nogen. I stedet blev der et stort huld i bagenden, hvor den bevidstløse vagt blev suget ud. Bo greb ind efter den anden vagt, og hev ham i armen, så han faldt ind i kabinen og ud gennem hullet i bagenden.
   Nu var de alene i fartøjet, og uden fører. Bo gik ind i førerkabinen, og vinkede Alex og Liv derind. De lukkede det der var tilbage af døren bag sig. Alex sad med Liv på skødet, og Bo forsøgte at finde ud af, hvad der styrede fartøjet. Han havde en stor vinde om mange ting i denne verden, og Alex undrede sig over, at han også kunne finde ud af denne maskine. Der blev trykket på knapper og tændt for noget der lignede håndtag til at styre med. Bo sagde, "Hold fast. Vi tager en anden retning, så vi kan komme i sikkerhed et sted. Der er ingen tvivl om, at vi nu er eftersøgte af alle styrker".
   Kort efter landede Bo fartøjet imellem store planter på den anden side af bjergene. Der kunne de skjule fartøjet, og komme ubemærket videre. Der var en lille lysning i en skov af planter der lignede noget i retning af store istapper. Bo forklarede, at det ikke var is, men nogle geléagtig planter. Hvis man rører ved dem, opfører de sig mærkeligt. Det er som om de virker som et spejl, når man rører ved dem. Billedet af den der rører planten, bliver siddende i et stykke tid, så forsvinder det igen. Bo sagde, "prøv bare!" Liv og Alex morede sig med at lave ansigter og løbe rundt til de nærmeste planter. Kort tid efter begyndte alle deres ansigtsbilleder at forsvinde igen. Morskaben fik ende, og de fulgte Bo, der viste vej til en lille bolig. En halvrund boble, hvor de kunne komme ind gennem toppen. Bo havde været der før, og brugt denne bolig som skjul et stykke tid. Boligen var et levn fra denne verdens tidligere civilisationer. Bo forklarede noget om stedet. Der var tegninger eller mærker på væggene inde i boligen. Det var tegn der på en eller anden måde lignede dem, der var på stentræet derhjemme. Det var ikke noget de kunne tyde, men stedet havde været brugt af dem, der fra begyndelsen også havde med stentræerne at gøre. Bo rodede rundt i nogle kasser. Liv og Alex satte sig på noget, og lagde deres ting på et bord, der stod under lys der faldt ind udefra gennem en gennemsigtig væg. Udefra kunne de ikke se ind i boligen, men indefra kunne de se ud mellem gelétræerne og ud over en ny dal. Det var ved at blive aften, og stedet skulle bruges til at hvile ud i. Bo have fundet noget spiseligt i en kasse, hvor der var pakker med tørret mad. Det var pakket ind i noget der lignede gennemsigtigt papir af en slags. Alex og Liv duftede til maden, om den skulle være blevet for gammel, men Bo forsikrede at det var ok.
   Lyset udefra forsvandt, og aftenen blev kort, da de alle var trætte efter dagens oplevelser. De gik alle til ro i den lille bolig. Bo fandt en briks i siden af rummet. Iden han drejede sig ind mod vægen for at sove, sagde han, "I morgen skal vi forsigtig gå videre ind i bjergene. Der kan vi finde en station, hvor der er udstyr med information. Måske er vi heldige, at vi kan få afsluttet missionen og vende hjem igen. Få sovet, så I er friske. Vi skal tidligt afsted."
   Alex og Liv sad ved siden af hinanden i den modsatte side af rummet. Liv krøb ind til Alex, og lagde et tæppe omkring dem. De sad lidt i stilhed, så ud ad vinduet ud mellem geleplanterne. Ind imellem lyste der små pletter op på dem derude. Det var når små dyr eller insektlignende væsner rørte ved dem, så gav det små kortvarige lyspletter på dem.
   Bo trak vejret dybt. Han var faldet i søvn. Liv vendte sig om mod Alex og kyssede ham. Alex så på hende, og hun rejste sig, lod tæppet falde til gulvet. Hun stod foran Alex, løsnede en snor i håret, og hendes lange hår faldt ned over hendes skuldre. Langsomt tog hun sin overdel af, og dernæst resten af sit tøj. Et kort øjeblik stod hun helt uden tøj på lige foran Alex. Han så på hende - rakte så en hånd frem til hende og trak hende ned til sig på briksen. Liv trak Alex' trøje over hans hoved, for at føle på hans krop. De omfavnede hinanden, kyssede hinanden og faldt til sidst i søvn under tæppet.
   Da de vågnede var alt igen lyst. Men det hele lå badet i helt andre farver. Igen havde lyskilden, som var en anden sol, givet alle ting nye nuancer i grønne toner. Det så næsten hjemligt ud, som om det var en skov fra deres egen verden, altså hvis man kunne se bort fra planternes og bygningernes fremmede udseende. Bo sagde at de nu havde set alle farver, som denne verden har. Alex havde set orange og violette farver, da han første gang var inde i denne verden, da de kom ind denne gang, var alt i blå farver, og nu gik det over i grønt. Det var imponerende, men Bo sagde, "Ja - det er flot og kan ind imellem tage luften fra en, men med tiden kommer vi til at længes efter de stabile naturer i vores egen verden". Det var tydeligt, at Bo et eller andet sted savnede tiden før krigen. Der hvor alt var normalt, fredeligt og godt i Vinterly. Alex sagde til Bo, at de nok skulle klare det hele, og vende tilbage til Will og Halvard. Bo vinkede dem over til bordet for at få noget at spise. Samtidig sagde han med et skævt smil, "Tag lige noget tøj på, og kom herover. Vi har rygende travlt i to!"
   Efter morgenmaden var Liv på vej ud ad åbningen i toppen af boligen, da Bo fik hende ned igen. Bo ville have en plan for den tur de nu skulle i gang med. Bo tog en pind frem, og tegnede et kort på bordet. Turen var klar. De skulle vandre igen. De kunne ikke risikere at bruge fartøjet, hvis vagterne kunne spore det. Vandringen mellem geletræerne var ret morsom for Liv og Alex det første stykke af turen, men efterhånden kom alvoren i deres mission igen til at sætte sig. Det var ikke så lang en tur, men den føltes sådan, fordi det var meget op og ned i det bjergfyldte område. Bo havde ledt dem hen til en tunnel, som gik igennem et bjergstykke. De skulle igennem, for at komme over på den anden side. Der ville de komme ned til en større by, hvor der var megen trafik. Der kunne de finde en administrationsbygning, hvor Bo vidste, at der var arkiver for alle mulighed transportsteder, også dem som stentræerne hørte til. Bo var forsigtig, og lyttede meget efter ved indgangen til tunnellen. Den var ikke ret lang, og man kunne se åbningen i den anden ende. Bo sagde, "Jeg går i forvejen, og hvis der er en vagt i den anden ende, så får jeg ham overmandet. Så giver jeg signal, så I kan komme igennem". Bo tog kappen over hovedet, og fandt en stok ved tunnellen. Han havde skjult et våben under kappen, og gik ind i tunnellen, udklædt som en ældre mand. Et stykke tid efter blev der fløjtet efter Alex og Liv. Der var ingen fare, og de kunne løbe igennem. På den anden side stod de igen under planter, som dem de havde mødt første dag. Byen lå lidt længere nede. Bo pegede på en bygning lidt længere ned på siden af bjerget, som de var på. Det gjorde det lidt nemmere at nå, når de nu selv var på samme side. De kunne se vagter gå rund om bygningen, og der var andre vagter længere nede, som kom ud under en bjælke fra bygningens ene side. De forsvandt ad forskellige bjælker der forgrenede sig et stykke ude i dalen. Alex sagde til Bo, "Det var den helt rigtige vej du har ledt os. Nu er vi næste ved målet".
   Da de var kommet ned, sad de gemt bag nogle bunker byggematerialer. Der var metallister, metalsnor og andre ting, som bygningerne var lavet af. Bo ville gå ind alene, men Alex insisterede på, at komme med. Liv fik besked på at blive i skjul. Det var hun ikke så glad for, men accepterede. Bo og Alex løb op på gangbroen der gik rund om huset, og kom ind ad en dør på siden ovenfor det sted, hvor Liv befandt sig. Inde i bygningen var der vagter og administrativt personale. Et par vagter blev overmandet, og lagt ind i et depot inde i gangen. Bo og Alex var nu meget tæt på kontrolrummet. De kunne se ind. Der var to vagter og 5 der sad ved deres maskiner, hvor der var lysende skærme foran. De styrede og overvågede flere ting på skærme med tegninger på. Alex spurgte, "Hvordan skal vi finde ud af, hvad vi skal gøre derinde?" Bo svarede ved at pege på en plads, hvor der sad en stor fed person, men det var vist ikke en mand. Et stort væsen med flere arme, der betjente kontrollen over transport. Bo sagde, "Vi må lamme dem alle, eller holde dem i skak, så vi kan komme til den plads. Det er der vi skal slette positionen for vores verden. Hvis det lykkes, så vil den være glemt for altid - eller så længe der ikke er en fra vores verden, der kommer tilbage her til dette sted".
   Bo kunne lamme vagterne med sit våben, og resten af mandskabet derinde, ville ikke kæmpe. Dem kunne de så jage over i den anden side af rummet. Bo så sig omkring, og kom så brasende ind i rummet, lammede vagterne, og beordrede alle over i den anden side af rummet. Alex fulgte, fik Bos våben, og skulle så holde vagt indtil Bo havde slettet informationen om deres verden.
   Der gik lang tid. Alex blev utålmodig. "Er du snart færdig?", råbte Alex. Bo tyssede på ham. Et øjeblik. Jeg har fundet stedet, men jeg kan ikke huske kommandoen for at slette. En af personalet forstod åbenbart det Bo sagde, og blev urolig. Alex sagde, "Du der! Du ved hvordan man gør!", og pegede på personen. En lille kvinde, eller det lignede den!? Hun havde røbet sig selv, og nikkede. Alex fulgte hendes bevægelse over til Bo, som gav plads. Hun pegede på en knap, som var beskyttet af en nøgle af en slags. Bo udbrød, "Selvfølgelig! Den er aflåst, så man ikke kommer til at slette ved en fejltagelse. Hvor er nøglen?". Kvinden rystede. Alex puffede til hende med våbnet, så pegede hun på vægen, hvor vagten havde stået. Der var et skab. Bo brækkede det op, og så en rød dims, som passede ned i det huld der var på bordet ved knappen. Den blev åbnet, og nu så både Kvinden, Bo og Alex på skærmen ved siden af, om det Bo havde fundet også ville forsvinde. Bo trykkede knappen i bund, og væk var billedet på skærmen. Bo var tilfreds, og kvinden gik baglæns tilbage til de andre. Nu sletter systemet vores verden i alle fjendernes hukommelser.
   Nu var det på tide at smutte. Personalet blev fulgt ind i et andet lokale. Døren blev aflåst med en metalstang, så de ikke kunne komme ud. Vagterne var stadig uden bevidsthed, og Bo havde ryddet op efter sig, så de ikke lige kunne se, hvad der var sket.
   Nu måtte de ud. Der stod en vagt der hvor de kom ind. Det havde Liv set, men ikke kunnet gøre noget. Bo og Alex valgte derfor en anden vej ud. De løb ned ad en gang, og ville ud på samme side, bare længere nede ad bygningen. De kom ud gennem en dør, ud på gangbroen, og der opdagede vagten ved den første dør dem. Han pegede på dem med sit våben, og ville skyde. I det samme sank han sammen og lagde sig på gangbroen. I ryggen af ham sad en metalliste. Han var død. Liv havde lavet sig en bue af byggematerialerne. Bo og Alex tog vagten med ned og skjulte ham bag stakken, og begravede ham under byggematerialer. Alex sagde, "Jeg syntes du sagde, at du ikke havde våben med!?" Liv forsvarede sig, "Jeg havde også kun din gamle kniv i tasken, så..." Alex smilede til hende.
   Nu gik turen hjemad. De løb op til tunnellen og holdt øje med, hvad der skete nede ved bygningen. Kort efter var der støj og tumult. Vagter blev alarmeret, søgere sendt ud under bjælkerne - et stort antal. Men Bo og Alex kunne følge med i, at vagterne slet ikke fik den tanke, at de var oppe på bjerget ved den gamle tunnel. De gik igennem og fandt tilbage til boligen de havde været i.
   Da de igen sad i den runde bolig mellem geletræerne, spurgte Alex, "Bo, hvordan kan vi vide, at de ikke finder os, når vi bruger vores stifinder til at komme tilbage til Will og Halvard?" Bo skulle lige tænke sig om, så svarede han, "Det er vi helle ikke helt, men de eneste der kan fange vores verdens sted igen, er den kontrolpost, som vi var i nærheden af sidst. Da vi rejste forbi, blev vores stifindere registreret og husket der. Hvis de finder ud af, at vi er rejst igennem det sted, kan de genskabe forbindelsen til det stentræ der står hjemme hos Will og Halvard. - Derfor må vi tilbage dertil, og ødelægge noget der, inden vi bruger vores stifindere. Vi kan så rejse hjem derfra, og så aldrig mere bruge en stifinder tilbage hertil." Alex forstod det godt. Liv var tavs. Bo sagde, "Vi blive her i nat, og tager tilbage i morgen".
   Alex satte sig hos Liv, der var krøbet op på briksen. Bo var beskæftiget med mad, våben og oppakning. Alex spurgte Liv, "Hvad tænker du på?" Liv svarede, "Jeg har slået en anden ihjel!" Alex trøstede hende, at hun jo dermed også har reddet mange mennesker i vores verden. Liv græd og krammede Alex. Sådan faldt de i søvn sammen. Det de ikke opdagede, da de sov var, at Bo havde været borte om natten. Næste morgen vækkede Bo dem, og bad dem spise, så de kunne komme hjemad. Det kunne blive mere farligt en før. De kunne ikke vandre tilbage over bjergene og sletterne. De måtte få gang i fartøjet de fløj med før. Men det indebar også en risiko for at blive genkendt eller sporet. Bo kendte vejen tilbage til kontrolposten, men uden besked om ankomst, så ville de ikke bare kunne flyve brasende ind på stedet, og regne med ikke at blive set. Bo havde en plan om at flyve lavt ind til kontrolpostens udkant. Lande der, og gå det sidste stykke vej ind, sådan som de første gang sneg sig ind på stedet.
   De steg ombord på fartøjet, hvor Bo reparerede det store huller i bagenden med noget stof fra boligen. Det kunne i det mindste holde vejret i ro inde i fartøjet. De to sæder i fronten blev igen besat af Bo ved styringen, og Alex med Liv på skødet i den anden side. Alex havde ikke mere de samme problemer med at have Liv siddende, sådan som han før havde være genert overfor hende.
   Fartøjet lettede uden besvær, og Bo sagde, "Bed til, at vi ikke bliver sporet, for så bliver vi skudt ned". Bo fløj over bjerget og ned i den samme smalle dal, hvor de var kommet fra. Nu forsøgte han at holde den lige over planterne i dalens bund. Der var fart på. Jo hurtigere de kom frem, jo større var chancen for ikke at blive set. De var kun nået halvvejen, da der pludselig kom en vagt susende op på siden af dem på noget der lignede en flyvende hest, men uden vinger. Et flyvende fartøj, som kunne bære en person.
   De var blevet sporet! Vagten fløj oven over Bo, og sprang over på fartøjet de sad i. Nu ville vagten overmande dem. Vagten brød igennem stoffet bagerst på fartøjet. Det var nemt at komme ind der. Liv hoppede af Alex, så han kunne komme om bag. Vagten stod nu inde i kabinen, og skulle til at få sit våben i position. Bo ville finde sit våben frem til Alex, men det sad fast i tasken ved siden af hans stol. Alex havde ikke et våben, men kom i tanken om det Will havde lært ham. Han knyttede hånden to gange, og vagten blev skudt bagud af fartøjet med et brag. Væk var vagten.
   Alex kom tilbage til førerkabinen, hvor Liv sad og så det hele. Bo spurgte, "Hvad skete der?" Alex sagde ikke noget i begyndelsen, men sagde så, "Vagten skulle til at skyde, men så..." Inden Alex kunne fortsætte, sagde Bo "Så eksploderede hans våben, og han røg ud, hvor heldig har man lov at være, ha ha", Alex så på Bo og undlod at forklare det om ringen, som Will havde forklaret ham.
   Lidt efter landede Bo bag ved en lade et stykke uden for kontrolposten. Her kunne de gennem fartøjet under en sejldug fra laden. Det kunne give dem et forspring ind til kontrolposten. De tre fulgte nu et hegn ind på den side af kontrolposten, hvor lagret og rampen til transport var. Det var der de skulle slette de samme informationer, som de havde slettet inde ved byen på den anden side af bjerget. Det gik hurtigt at komme ind til stedet, men nu skulle de så op på rampen og ind ad porten. Inde i den ene side, der hvor de havde gemt sig mellem kasser den første gang, der var der en kontrolpost. Det var der vagterne havde stået, da de blev fanget første gang. Der var igen to vagter og et par der betjente apparater. Bo gik direkte op og ind til dem. Alex og Liv fulgte skarpt efter. Bo lammede de to vagter, men nåede aldrig at komme til apparaterne bag skranken. Der kom flere vagter og de måtte søge dækning bag flere kasser. Der blev skudt med forskelligt i retning af dem. De kunne umuligt komme til at slette deres information nu. Bo fandt en granat i en lomme, og kastede den over til apparaterne. De eksploderede. Bo mente at nu var alt slette, så de behøvede ikke at rejse længere tilbage. Hvis de nu brugte deres stifindere, så ville der ikke være apparater der kunne gemme deres rejses endemål. Alex og Bo fandt nu deres stifindere frem. Alex havde kodet at de var to, så han kunne få Liv med. De åbnede stifinderne, og satte dem i gang. Et blåt lys blinkede på stedet, og de var borte.

13 Døren skal lukkes
   Will og Halvard havde brugt tiden godt siden Bo, Alex og Liv var rejst ind i den anden verden. Men Will var tydeligt urolig. Hvis missionen ville slå fejl, så havde han mistet en søn, en god ven og en pige fra vogterfolket, og ingen ville kunne hjælpe dem eller vide hvad der var sket.
   Men nu var det gået nogle dage, og pludselig kom en velkendt summen fra stentræet. Et blåt lys fulgte og der stod de. Bo hostede med hænderne på sine lår. Alex krammede Liv, som hev lidt efter vejret. Will løb dem i møde, men blev overhalet af Regi, der havde retning imod Alex. Alex blev væltet af Regi og overslikket i hovedet. Will omfavnede Liv idet han sagde, "Så lykkedes det!" Han var meget berørt over at gense dem, Halvard kom også løbende for at høre, hvad der var sket.
   De fik sig hurtigt sat på skråningen af volden. Alex fortalte om turen. Han fik det hele med, og de andre lyttede spændt. Efter Alex fortælling, var Will godt tilfreds med det hele. Halvard smilede, men sagde ikke noget. Han var meget eftertænksom, men sådan havde de jo også kendt ham fra tidligere. Bo kunne bekræfte Alex historie, så Will blev mere sikker på, at det hele var gået som det skulle. De kunne ikke lige med det samme tage afsted, for det var blevet aften, og de skulle også have spist og hvilet ud inden de kunne begynde hjemrejsen gennem Vogterbyen videre til Vinterly.
   Will, Halvard og Bo sad længe ved ilden den aften. Alex og Liv lå under deres tæpper med ryggen op ad volden, hvor de kunne se hen på ildstedet, hvor Aenis lå og varmede sig. De holdt om hinanden, og sådan faldt de også i søvn denne gang.
   Næste morgen var der fugtigt i græsset, og der kom en frisk vinde med støvregn ind over volden. De var i gang med at pakke deres ting. Aenis var læsset og klar, og Will slukkede ilden med den sidste kande vand fra ildstedet. Alex gik en ekstra tur rundt om stentræet, så på det, rørte ved det, og så gik turen over volden i retning af Vogterbyen. Da de var halvvejs over det åbne område, kunne Will høre stentræets summen. Han vendte sig om i rædsel, for han vidste, at nogen var på vej igennem fra den anden verden. Han beordrede alle til at løbe i skjul i skoven.
   Bo råbte imens han løb, "Det kan ikke passe! Vi sprang jo kontrolposten i lufte. De kan umuligt have fundet ud af, hvor vi skulle hen - det må være nogle andre der er på vej!" Halvard sagde ikke noget, men han sendte Will et blik, der talte mere end ord. Han var ikke tilfreds med Bo. De løb og Aenis løb for en gang skyld også. De nåede lige ind i skovbrynet da der kom flere vagter over volden inde ved stentræet. Regnen var nu kraftig, og sigtbarheden meget nedsat. Inde i skoven talte de samme om, hvad de skulle gøre. Will beordrede Alex, Liv og Aenis i sikkerhed i retning af Vogterbyen. De gik modvilligt i den retning. Will, Halvard og Bo ville så blive tilbage og sikre, at vagterne blev nedkæmpet og at der ikke kom flere igennem. Halvard sagde højt til Will og Bo, "Hele missionen har være forgæves. Det hele skal begyndes forfra nu" Bo forsikrede dem om, at det kun måtte være et spørgsmål om at få den kontrolpost tilintetgjort, men det var sådan set også en stor opgave. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre?
   I samme øjeblik kom der et skud inde fra regnen i retning af Bo. Will, Halvard og Bo blev nu involveret i kamp. De måtte sprede sig, og jage vagterne hver for sig. Alex kunne høre skud ude fra området. De gik nogle skridt, så sagde Alex, "Jeg kan ikke lade min far og de andre dø derude. Jeg må gøre noget." Liv så på ham, bandt så Anis til en gren, og fulgte Alex tilbage. Hun havde sin bue, og pegede på den taske med våben, som de havde med på Anis. Så pegede hun på Alex hånd. Hun have jo set hvad han gjorde i fartøjet da han havde skudt den vagt der var trængt ind.
   Sammen løb de tilbage, hvor lyden af skud kom fra. Regnen var nu så tyk, at de kun kunne se et halvt stenkast frem. De fulgte hinanden i stilhed. Så kunne de se en vagt der havde sat våbnet op for at sigte på noget. Liv tog sin bue og skød vagten, så han stille sank om. Ikke en lyd rørte sig. Will dukkede op og lagde mærke til vagten med pilen i halsen. Han så i retning af Liv og Alex, og gjorde tegn til at være helt stille. Det eneste de kunne høre, var regnen. I lang tid skete der ikke noget. De gik nu i retning af volden ved stentræet. Måske var vagerne gået tilbage dertil. Ved volden mødte de Halvard, der med sin kniv havde nedlagt en vagt. Lidt efter kom Bo fra den anden side. Neden for volden stod de alle. Så sagde Bo, "Der var en mere. Han er sikkert gået over til stentræet, og venter på de andre. Det er ham der har en stifinder med positionen på. Liv var kravlet op på volden og havde spottet vagten ved stentræet. Hun løb nu rundt på udvendig siden af volden, for at komme nærmere. Alex og Will vil op for at se, om de kunne komme på skudhold. Lidt efter kunne de høre Livs stemme. "Jeg fik ham!", råbte hun. Nu kom de alle løbende over volden ind til Liv og den døde vagt.
   "Se, Han har stifinderen. Det var med den de kom herind", sagde Bo. Alex sagde, "Hvad gør vi nu?" Will forklarede, at de måtte ind og endeligt ødelægge den kontrolpost, uanset hvad der måtte være årsag til, at de vagter kunne finde frem. Bo stod med vagtens stifinder i hånden. Bo sagde. "Jeg må derind igen. Jeg er den eneste der har en chance for at stoppe det her!" Will rystede på hovedet, der måtte være en anden løsning. Bo sagde til Will, at han udmærket godt vidste, hvad der skulle til for at stoppe ulykken for deres verden. Will så på Bo og nikkede. Alex sagde, "Hvad er det?" Bo tog sin egen stifinder, og rakte den til Will og sagde, "Den skal blive her, for ellers er der endnu en ting der kan afsløre os" Alex sagde, "Vil det sige, at du ikke kan komme tilbage til os, når du har lukket den kontrolpost!?" Bo så på Will og sagde, at hvis han ikke var tilbage i løbet af et døgn, eller der ikke var kommet flere vagter igennem, så havde han ødelagt kontrolposten. Imens Bo så på Will, trykkede han på vagtens stifinder, og forsvandt i det blå lys. De stod nu tavse ved stentræet og så tomt frem for sig, der hvor Bo havde stået.
   Liv bøjede sig ned til vagten, og ville trække pilen ud af den døde. Hun lagde pludselig mærke til, at det ikke var rødt blod der kom ud af såret. "Hvad er det?" sagde Liv, og pegede på den grønne seje væske, der kom ud på vagtens kampuniform. Will sagde, "Vagterne er ikke mennesker". "Hvad er de så?" Sagde Liv. Alex bøjede sig ned og to hjælmen af vagten. Det lignede et menneske, men ansigtet var helt udtryksløst, som om det var en dukke. Will forklarede at magthaverne fra den anden verden kunne fremstille vagterne. Når de var samlet, blev de fyldt med den grønne væske og så blev de gjort levende et redskab, der fyldte ånd i dem. Will havde set det under en rejse ind i den anden verden. Will sagde, "I kan forstå, at de kan fremstille lige så mange vagter og krigere, som de har brug for. Det fortsætter lige så længe de kan skaffe slaver til de steder, hvor de fremstiller alle mulige onde ting. Vores verden vil blive overfaldet af store skarer af de dumme dukker. De er fuldstændig uden barmhjertighed, medfølelse eller samvittighed. De er kolde dræbere, der kun er skabt med et formål, at gøre det deres herskere vil."
   Nu gik det hurtigt. Will og Halvard satte alt i gang, så de kunne lægge sig ude bag volden, og være klar til at bekæmpe alt, hvad der end måtte komme igennem ved stentræet. Aenis stod lige pludselig nede for volden og skrydede. Den havde revet sig løs i skoven, og var kommet ind til volden. Alex og Liv kunne ikke lade være med at le. Regnen holdt op, og vejret klarede op. Halvard begyndte at lave et lille ildsted uden for volden. De måtte jo sikre sig der i op til et døgn.
   Tiden gik, og der kom ikke noget igennem. Bo kom heller ikke retur. Will var blevet mere eftertænksom. Han talte med Halvard, "Hvorfor kan Bo ikke bruge vagternes stifinder, og komme tilbage?" Halvard svarede, "Ja - hvis kontrolposten er ødelagt, så er der ingen registrering af stifinderen, så skulle det være muligt for ham at komme tilbage". Will fortsatte, "Det vil sige, at Bo har mistet stifinderen. Vi kan kun håbe at kontrolposten er ødelagt af Bo, og at han har slettet vores position i den stifinder han havde med".
   Nu var Aenis igen blevet pakket, og tiden var til at vandre hjemad. De var alle lettet over den lukkede portal i stentræet, men også sørgelige over at have mistet Bo. De gik over til skoven igen, og flere gange så de sig tilbage, som om de forventede lyden fra stentræet igen, men denne gang var den tavs. Nu gik de efter Liv ind i skoven ad den vej Hun og Alex var kommet. Den tur havde de udløst alle fællerne på, så der var sikkert at gå igennem. Et stykke oppe gennem skoven kunne de se tilbage ud over den åbning, hvor volden og stentræet var. Der var ingen aktivitet at se derude.
   Senere kom de ind til Vogterbyen. Her blev de modtaget af venner. Livs far Argus fik hele historien af Will, og der blev festet igennem til langt ud på natten. Der var dans omkring den store bålplads, hvor Liv og Alex sluttede sig til de andre. Liv havde skiftet sit beskidte vogtertøj til en kjolelignende festdragt. Hun havde pyntet sit hår med blomster, og det var tydeligt, at hun havde gjort sig fin for Alex.
   Næste dag var der endnu et møde mellem dem. Alex ville gerne have Liv med til Vinterly. Det var ikke ligefrem let at ønske det. Argus havde svært ved at forstå, at der nu ikke var grund til at holde vogtersamfundet hemmeligt mere. Nu var stentræet jo glemt og lukket. Det tog nogen tid at overbevise ham om det. Liv fik dog sin far til at sige ja. Liv ville være hos Alex, og et eller andet sted skulle der også tales om fest i Vinterly. Alex faldt nemlig pludselig på knæ foran Liv, og ville spørge hende om hun ville giftes med ham, men det nåede han ikke, før hun fald ned om halsen af Alex og råbte JA og kyssede ham over hele ansigtet. Will smilede og inviterede alle der ønskede med til Vinterly, når det nu så ud til, at der skulle være bryllupsfest.
   Den næste dag gik med oppakning og klargøring til rejsen til Vinterly. Dem der skulle blive tilbage skulle planlægge fjernelsen af alle de forhindringer og fælder, som var i skovene omkring stentræet. Nu hvor faren var borte, skulle det ikke også være farligt, at færdes i skovene mere. Argus instruerede en flok af de unge vogtere, så de havde en klar plan for det oprydningsarbejde der skulle ske. Argus skulle selvfølgelig med til Vinterly sammen med sin nærmeste familie.
   Aenis var også blevet pyntet med blomster. Den fik lov at gå Forrest i karavanen sammen med den hest Will havde lånt af Argus. De andre fik plads i en vogn med bagage. Halvard styrede vognen fra bukken. Inde i vognen sad Liv og Alex sammen. De havde aldrig været mere lykkelige.
   Karavanen snoede sig langsomt gemmen skoven ud på den åbne slette, som en gang havde være skueplads for en stor krig mellem to verdener. Nu var der ingen grund til at gemme sig mere. De var mange, og hvis der var røvere, så var de bestemt i undertal og med alt for gamle våben. Der skete da heller ikke noget på den tur. Tæt ved Huldras kæber slog de lejr for natten. Vognene blev kørt rundt i en ring. Dyrene blev løsnet fra vognene og stillet op inden for vognene med vand og hø. Inde på midten lavede de et stort bål, og i kanten af det, var der plads til kogegrej. Der blev snakket og humøret var højt.
   Dagen derpå var med det skønneste solskinsvejr og med varme, som de ikke havde mærket til i lang tid. Turen over passet gik noget lettere end den gang Will, Halvard og Alex kom den anden vej, men det var vel også fordi dalen ind til Vinterly lå længere ned. Fra passet kunne Alex næste se hjem til Vinterly. Han pegede i retning vestpå, og sagde til Liv, "Derude - Der hvor du kan se træer til højre og åbning til venstre. Der ligger Vinterly og Jægerly". Liv kneb øjnene sammen for bedre at få øje på det Alex pegede på, men det var jo alt for langt derud endnu. Turen gik ned og over græs igen. Længere fremme kom der mere tydelige hjulspor. Alex syntes allerede at være hjemme nu. Det var her han som dreng var kommet til, og ikke længere. Nu havde han haft en eventyrlig rejse, med farer, op og nedture, og så havde han fundet kærligheden i Liv. Bellis måtte få sig en glædelig overraskelse.

14 Et andet Jægerly
   Inde på kroen havde gæster allerede fortalt om en karavane der var på vej fra øst. Palmina og Mira var kommet brasende ud i køkkenet til Bellis, for at fortælle om karavanen. Bellis gik langsomt ud ad bagdøren, stod på trappen bag kroen og stirrede sydpå, som om hun ikke vidste hvem der kom og hvor de kom fra. Det var jo østpå, hun havde set Alex og de andre forsvinde.
   Mira stod ved siden af hende og tørrede sine hænder i sit forklæde. Hun sagde, "Bellis, de kommer ikke gennem Hestepasset. De kommer ovre fra øst." Hun pegede i den retning, og Bellis drejede ansigtet. Der kom en stor mængde mennesker og vogne ude på vejen foran bjergenes svage silhuet. Mira kunne ikke slippe dem af syne. Hun var selvfølgelig fuld af håb om, igen at se Alex og de andre. Bellis derimod virkede helt upåvirket af, at hendes søn var på vej hjem.
   Nu var de komme hel nær. Vognene svingede fra hovedvejen om bag ved kroen. Det var Will der stadig var forrest. Han vinkede til Bellis, hun stod bare og så på. Mira løb ned ad trappen og hen til Will, og klappede ham på benet, da han stadig sad på en hest. Mira så efter Alex og sagde nervøst, "Hvor er Alex?", for hun kunne se Aenis med bagage, men uden Alex. Will pegede på vognen bag ved. Mira løb hen til vognen, hvor Alex kiggede ud. Han sprang ned fra vognen og hilste på Mira. Lidt efter kiggede Liv ud fra vognen, hvor Mira spurgte Alex, "Hvem er hun?". Alex fik Liv ned fra vognen og præsenterede hende. Bellis stod lidt på trappen og så på, men vendte sig og gik ind i køkkenet igen. Alex og Will blev begge underligt til mode ved den velkomst. Bellis' reaktion var ikke normal. Mira var kvik nok til at se, at Alex havde fundet sig en kæreste. Hun råbte til Will mens hun var på vej ind i kroen med Liv og Alex. "Will, vil du sørge for, at alle kommer ind, så sørger vi for, at I alle får noget at spise. Der er plads til alle!"
   Inde på kroen var Bellis igen i gang med køkkenet. Alex så Ollygard, der sad ved bordet sammen med et hold mænd fra byen. Højrøstede og lettere berusede var de vist alle. Palle kom hurtigt Alex i møde for at hilse på, men Alex afbrød ham, "Hvad foregår der?" Palle trak på skulderen med et smil. Alex gik over til Bellis der arbejdede ved gryderne, hvor han spurgte hende om det samme. "Er du ikke glad for at se os?", var hans næste spørgsmål. Han fik ikke noget svar. I det samme kom Will ind. Vogterne var blevet sendt om til fordøren i kroen, og begyndte så småt at fylde rummet derinde, det var tydeligt at høre, at de glædede sig til mad, hvile og samtale.
   Will fik straks øje på Ollygard og de andre. Han gik direkte over til Bellis, tog fat i hende med begge hænder, smilte til hende, og forsøgte at få øjenkontakt. Bellis drejede af, og fortsatte arbejdet. Will var klar over, at noget var helt galt. Ollygard kom over til Will, "Hej Will, gamle ven, velkommen til vores kro, og tak at du har bragt så mange kunder med dig." Will sagde, "Hvad mener du med 'vores kro'?" Ollygard fortsatte, "Ja - mens i har været borte på eventyr, så har vi der arbejder hårdt for føden, besluttet os at slå os sammen. Bellis og jeg er blevet gift! - siger du ikke tillykke!?" Will drejede resolut om på hælene og gik ud. Alex tog Liv i hånden og fulgte efter Will.
   Ude bag huset indhentede Alex Will og sagde, "Hvad er der sket?" Først ville Will ikke svare, han stod bare og ordnede noget ligegyldigt ved hestenes seletøj. Så sagde han, "Der er noget helt galt, for Bellis virker underlig, og hun ved, at hun ikke kan gifte sig til nogen. Hun er gift med mig, og det har jeg papir på. - Der er noget andet bag det her, for hverken Bellis eller byen vil have godkendt deres giftermål, medmindre der er noget bag ved, og det må vi finde ud af. - Jeg tager ned på torvet i huset, og taler med Halward om det her. I kan tage med, og få rum for jer selv ovenpå." Alex sagde til Liv, "Du kan tage med Will. Jeg går lige ind, og ser at alle vore venner får et sted at være og sove, og måske kan jeg få talt med mor."
   Da Alex kom ind i køkkenet, var Ollygard og de andre gået ind i krostuen for at være sammen med de fremmede fra Vogterbyen. Alex benyttede chancen til at tale med sin mor. "Mor, hvad sker der?" Bellis reagerede slet ikke. Alex gik over til hende, der hvor hun var i gang med grønsagerne til det store selskab. Han tog hende på skulderen, vænnede hende om til sig, og gav hende et kram. Bellis rørte sig ikke, og stod stadig med en selleri og en kniv. Et øjeblik efter så Alex på Bellis. Hun så på ham, men der var ingen smil intet ansigtsudtryk der kunne røbe, at hun kendte sin søn. Alex var ved at blive ked af det, men så så han en tåre fra hendes øjne trille ned over hendes kind. Alex forstod, at hans mor var der inde et eller andet sted, men hun var påvirket af noget. Alex sagde, "Mor, vi finder ud af det her, for der er noget der er galt, og Will og jeg finder ud af det. Vi kommer igen!" Alex gik hurtigt ud af bagdøren, for at komme efter Liv og Will. I samme øjeblik kom Ollygard ud i køkkenet. Han så lige Alex forsvinde ud ad døren. Ollygard spurgte så Bellis, "Hvad ville han her?" men han fik ikke noget svar fra Bellis, så gik han noget skeptiske og urolig tilbage til krostuen.
   Alex løb ned på torvet. Han bankede slet ikke på ved Will, men løb direkte ind ad døren. Inde i stuen sad de, Liv, Halvard og Will. Liv sprang op og omfavnede Alex. Will have kort fortalt, at alt var forandret. Liv kunne forstå situationens alvor. Will begyndte, "Vi kan ikke gøre noget, for hvis hele byen er med på, at Ollygard har overtaget kroen og giftet sig med Bellis, så kan jeg og et stykke papir heller ikke ændre på det. Jeg - jeg kunne fristes til at slå den forræder ihjel!"
   Alex sagde, "Der må være noget vi ikke ved. Mor er ikke den samme mere. Jeg så det i hendes øjne. De var lige som døde, men så alligevel ikke. Hun blev berørt af det kram jeg gave hende." Halvard så op, "Hvad sagde du?" Alex gentog, "De var lige som døde", "Nej, nej" sagde Halvard, "noget med, 'blev berørt af berøring'" Alex sagde, "Ja - nemlig." Halvard så på Will, "Jeg har engang set noget lignende på Vinggol. Vinggol er en helt anden verden, hvor magthavere flokkes og kæmper om føring og rigdom, et sted, hvor banditter og lykkejægere kommer. Will sagde, "Har du været på Vinggol? - hvad i alverden lavede du der?" Halvard sagde, "Det er lige meget nu, det vigtige er, at jeg kender noget, der kan få visse levende væsner til at adlyde kommandoer også imod deres vilje - medmindre de er af nogle ganske bestemte slægter eller arter." Will sagde, "Tror du Bellis har været udsat for det?" Halvard fortsatte, "Det vil jeg finde ud af. Jeg har en mulighed for at finde svaret." Mere fik Will ikke at vide, for han ville sikkert også have forbudt Halvard at gøre noget, hvis han havde vidst, hvad Halvard havde i tankerne.
   Halvard forsvandt ud af huset. Nu sad Liv, Alex og Will tilbage. Det blev meget sent, for Will fortalte meget af sin historie og fortid til Liv og Alex. Som han sagde, "Der er ikke ret meget jeg kan fortælle, som i ikke ved i forvejen. I har jo været inde i den anden verden, men min historie kan i godt få at vide mere om, mens vi venter på Halvard imens." Halvard var på vej til kroen. Han sad skjult bag nogle buske, og hold øje med kroen, hvem der kom ud derfra. Han ventede på Ollygard. Da alle var ved at gå til ro, kunne han se lysene i værelserne blive tændt, og andre gik ud, for at finde logi andre steder. Ollygard var ikke at se. Han kom pludselig til syne i et kvistvindue på første sal på kroen. Han lukkede til og trak gardiner for. Halvard fandt ubemærket vej op til vinduet, og så ind. Bellis lå urørlig i sengen. Ollygard kravlede i seng til hende, forsøgte at røre ved hende eller kysse hende, men Bellis drejede sig om på siden ind mod vægen. Ollygard opgav, og slukkede lyset, der stod på bordet ved siden af. Halvard kravlede over til naborummets vindue, der stadig stod på klem. Han kom ind, og fandt vej til rummet, hvor Bellis og Ollygard sov. Døren var ikke låst, så den gik let op. Halvard stod nu bag sengen, hvor de to sov. Halvard rakte begge hænder ned over hovedgærdet, og tog Ollygards hoved mellem hænderne. Ollygards krop gav et spjæt, men Bellis vågnede ikke. Ollygard lå stille, mens Halvard med lukkede øjne koncentrerede sig. Halvard begyndte nu at søge igennem Ollygards hukommelse. Det var en evne Halvard aldrig har fortalt Will om. I tåger så han Ollygard overtale flere fra byen, idet han havde en bøjle på hovedet, sådan som Halvard havde formodet. Halvard slap Ollygard, der straks derefter fortsatte i en dyb søvn. Halvard søgte efter apparatet, og fandt det i Ollygards jakke. Han lagde det forsigtigt tilbage igen, så Ollygard ikke skulle fatte mistanke. Halvard skyndte sig hjem til Will og de andre. De røg op af stolene, da Halvard kom ind. "Hvad har du fundet ud af?" spurgte Will. Halvard fortalte om apparatet, som han havde fundet spor efter. Will satte straks gang i en plan for at finde dette apparat. Halvard advarede Will, "Du skal være klar over, at ødelægger du apparatet, så er der ingen beviser, og vi ved ikke hvordan folk vil reagere på sådan en historie. Mit gæt er, at alle påvirkede, måske bliver sat fri, men byen vil så lede efter den eller dem der har sådan et fremmed apparat. De vil dømme de fremmede der er kommet. Det er en reel risiko". Will tænkte lidt, så sagde han, "Vi er nødt til at gøre det, men det skal gøres med forsigtighed, og så skal planen holdes, sådan at Ollygard kommer til at betale for hans ugerning. Apparatet har han sikkert hugget, da krigen var overstået, og alle fremmede våben og apparater blev fjernet og gemt væk. - Halvard, har du set, hvor han gemmer apparatet?" Halvard nikkede, "Han har det hele tiden ved sig, så hvis han hænger sin jakke på en stol eller et andet sted, så er det i inderlommen." Alex kom frem, "Jeg kan få fat i det." Liv greb ham i armen. Will sagde, "Du er nok den eneste, der har en god chance for at få fat i den. Du har stadig adgang til din mor, og Ollygard vil nok ikke forhindre dig i det. I morgen går du til kroen. Der gør du som om du vil hjælpe Bellis i køkkenet. Det vil Ollygard sikkert ikke have noget imod. Når det er tid, så tager du apparatet ud af hans jakke, og kommer direkte til mig." Alex nikkede. Halvard sagde, "Så er det nu i skal sovet, for der er ikke lang tid til morgen."
   Det blev morgen. Liv var den første til at stå op - troede hun. Halvard var allerede i gang med at sætte morgenmad og te på bordet. De andre kom senere til. Liv tog straks Alex i hånden, og trak ham ind i et andet rum. "Alex, er du sikker på, at du kan klare det her?" Spurgte Liv. Han svarede, "Ja, jeg gør bare som jeg plejer, og handler som om intet har forandret sig." Liv tog omkring Alex, lagde hovedet ind til hans bryst og sagde, "Der må ikke ske dig noget nu. Vi har lige fået fred, og vores fremtid har mulighed for at se lys ud. Der er håb!" Alex nikkede eftertænksomt. De gik ind til de andre og fik talt om planen. Efter morgenmaden begyndte det hele.
   Alex tog af sted til kroen. Her mødte han Bellis i køkkenet i gang med den daglige rutine. Alex faldt også ind i den arbejdsgang han en gang havde. Palle var gået med dyrene, så det ikke lige der Alex skulle gøre noget, og det passede ham fint. Han hjalp Bellis og pigerne inde i krostuen med servering og andet. Det var ikke lige nu, at Ollygard var på stedet. Det betød at arbejdet bare måtte fortsætte indtil han dukkede op.
   Ud på eftermiddagen kom chancen for Alex. Ollygard kom ind ad bagdøren. Hængte sin jakke på den fjerne side af skabet inden for døren, og gik direkte over til Alex, der stod ved en af gryderne. Ollygard sagde "Alex - du er vel nok en flik ung mand, der sådan hjælp din mor med arbejdet. Jeg håber det kan fortsætte, og at du respekterer, at jeg nu sætter lidt mere styr på stedet, så det kan blive en god forretning." Alex nikkede bare uden at se på ham.
   Ollygard tog den sædvanlige tur ind i krostuen, for at se om der var gæster, der skulle underholdes af ham. Han ville gerne spille den store rige mand i Vinterly, og drive dagen af med spil og øl mens Bellis og de andre måtte slide i det.
   Nu fik Alex lejlighed til at se i Ollygards jakke. Der var ganske rigtigt de to ting Halward havde talt om. Alex tog dem forsigtigt ind under sin egen trøje og skyndte sig ud ad bagdøren, hen gennem byen og ned til Liv og de andre.
   Da han kom til huset, åbnede Halward som sædvanligt inden Alex nåede døren. Alex smilede til ham, og Halward smilede igen. Inde i stuen sad de andre og ventede tålmodigt på Alex. Han lagde straks de hentede ting på bordet foran Will. Halward sagde så til Will. "Du må være klar til at gemme den ting langt væk, så den ikke kan findes hos os!" Will tænkte lidt over det hele, og sagde så "Ja - den skal gemmes. - Halward, kan den slukkes eller deaktiveres her?" Halward så på den, og huskede noget med, at den ikke bare holdt personerne bundne i deres lydighed mod den der har brugt den. Det hele ligger efterfølgende i hovedet på de personer der er blevet påvirket. Det betyder, at en af os må betjene den over for den person der skal frigøres." Alex sagde "Vi ved jo ikke hvem Ollygard har forhekset ud over Bellis." Will fortsatte "Det er også lige meget lige nu. Det kan vi finde ud af efterfølgende. Vi gemmer den til senere, men først skal Bellis befries, og jeg er nødt til at være den der gør det." Halward gav Will nogle flere instrukser til den opgave, og så tog Will frakken på med udstyret i lommen, og begav sig med faste skridt hen til Jægerly.
   Will undersøgte nu igennem et vindue, om Ollygard fortsat var inde i krostuen ved gæsterne. Der sad han højrøstet og med store armbevægelser. Will fik dybe rynker i panden ved det syn. Nu var han vred, og skyndte sig om til bagdøren og ind til Bellis i køkkenet. Der stod Ollygard i døren ind til krostuen, og beordrede mere øl til gæsterne. Will havde ikke lige regnet med at Ollygard ville komme ud i køkkenet, men nu måtte det bære eller briste for Will. Ollygard slog ud med armen. Han var beruset og inviterede Will ind i krostuen til selskabet. Will ville ikke lige afsløre sit forehavende, så han fulgte med. Der gik nogen tid med at drikke flere krus øl så måtte Will ud. Han to retningen efter køkkenet, men Ollygard råbte, at toilettet ikke var den retning med ude i forgangen. Will ændrede retning imod forgangen. Da han var kommet derud, gik han ubemærket ud ad fordøren og forsvandt om bag ved kroen, for at gå ind til Bellis.
   Nu var der ingen Ollygard til at forstyrre. Will tog udstyret frem, satte bøjlen på hovedet og pegede på Bellis med håndapparatet. Han beordrede Bellis til at blive fri, og hvile i sine egne tanker. Bellis satte sig på gulvet, og var lige så omtumlet som den gang Ollygard havde påvirket hende. I samme øjeblik kom Ollygard ind i køkkenet. Og sagde "Nå der er du! Will din bandit! Du har stjålet den der fra mig! Kom med den!" Will der nu havde befriet Bellis, måtte forsvinde inden Ollygard kunne fange ham og få vidner til det hele, for så kunne Will blive anklaget for magi og få en hård straf. Will tog en hurtig beslutning og aktiverede sit armbånd, hvorefter han forsvandt i det blå lys. Ollygard var rasende. Han stampede i gulvet af bare frustration, og langede ud efter Bellis, der nu havde genvundet bevidstheden. Bellis sagde "Du holder dig fra mig, og hvis du prøver på at gøre mig noget, så bliver det værst for dig selv." Ollygard sagde "Nu kan jeg jo bare anklage Will for magi, og så bliver I alle taget med, fordi i beskytter ham." Bellis fortsatte "Nej det kan du ikke, for du har ingen beviser for din påstand. Du vil bare blive hånet af ældsterådet, at du tror på magi, som ikke eksisterer ved du nok. Du vil blive latterliggjort her i byen, og miste din forretning." Ollygard skulle tænke over det og forsvandt ud ad bagdøren som han smækkede hårdt efter sig."

14 Et andet Jægerly
   Inde på kroen havde gæster allerede fortalt om en karavane der var på vej fra øst. Palmina og Mira var kommet brasende ud i køkkenet til Bellis, for at fortælle om karavanen. Bellis gik langsomt ud ad bagdøren, stod på trappen bag kroen og stirrede sydpå, som om hun ikke vidste hvem der kom og hvor de kom fra. Det var jo østpå, hun havde set Alex og de andre forsvinde.
   Mira stod ved siden af hende og tørrede sine hænder i sit forklæde. Hun sagde, "Bellis, de kommer ikke gennem Hestepasset. De kommer ovre fra øst." Hun pegede i den retning, og Bellis drejede ansigtet. Der kom en stor mængde mennesker og vogne ude på vejen foran bjergenes svage silhuet. Mira kunne ikke slippe dem af syne. Hun var selvfølgelig fuld af håb om, igen at se Alex og de andre. Bellis derimod virkede helt upåvirket af, at hendes søn var på vej hjem.
   Nu var de komme hel nær. Vognene svingede fra hovedvejen om bag ved kroen. Det var Will der stadig var forrest. Han vinkede til Bellis, hun stod bare og så på. Mira løb ned ad trappen og hen til Will, og klappede ham på benet, da han stadig sad på en hest. Mira så efter Alex og sagde nervøst, "Hvor er Alex?", for hun kunne se Aenis med bagage, men uden Alex. Will pegede på vognen bag ved. Mira løb hen til vognen, hvor Alex kiggede ud. Han sprang ned fra vognen og hilste på Mira. Lidt efter kiggede Liv ud fra vognen, hvor Mira spurgte Alex, "Hvem er hun?". Alex fik Liv ned fra vognen og præsenterede hende. Bellis stod lidt på trappen og så på, men vendte sig og gik ind i køkkenet igen. Alex og Will blev begge underligt til mode ved den velkomst. Bellis' reaktion var ikke normal. Mira var kvik nok til at se, at Alex havde fundet sig en kæreste. Hun råbte til Will mens hun var på vej ind i kroen med Liv og Alex. "Will, vil du sørge for, at alle kommer ind, så sørger vi for, at I alle får noget at spise. Der er plads til alle!"
   Inde på kroen var Bellis igen i gang med køkkenet. Alex så Ollygard, der sad ved bordet sammen med et hold mænd fra byen. Højrøstede og lettere berusede var de vist alle. Palle kom hurtigt Alex i møde for at hilse på, men Alex afbrød ham, "Hvad foregår der?" Palle trak på skulderen med et smil. Alex gik over til Bellis der arbejdede ved gryderne, hvor han spurgte hende om det samme. "Er du ikke glad for at se os?", var hans næste spørgsmål. Han fik ikke noget svar. I det samme kom Will ind. Vogterne var blevet sendt om til fordøren i kroen, og begyndte så småt at fylde rummet derinde, det var tydeligt at høre, at de glædede sig til mad, hvile og samtale.
   Will fik straks øje på Ollygard og de andre. Han gik direkte over til Bellis, tog fat i hende med begge hænder, smilte til hende, og forsøgte at få øjenkontakt. Bellis drejede af, og fortsatte arbejdet. Will var klar over, at noget var helt galt. Ollygard kom over til Will, "Hej Will, gamle ven, velkommen til vores kro, og tak at du har bragt så mange kunder med dig." Will sagde, "Hvad mener du med 'vores kro'?" Ollygard fortsatte, "Ja - mens i har været borte på eventyr, så har vi der arbejder hårdt for føden, besluttet os at slå os sammen. Bellis og jeg er blevet gift! - siger du ikke tillykke!?" Will drejede resolut om på hælene og gik ud. Alex tog Liv i hånden og fulgte efter Will.
   Ude bag huset indhentede Alex Will og sagde, "Hvad er der sket?" Først ville Will ikke svare, han stod bare og ordnede noget ligegyldigt ved hestenes seletøj. Så sagde han, "Der er noget helt galt, for Bellis virker underlig, og hun ved, at hun ikke kan gifte sig til nogen. Hun er gift med mig, og det har jeg papir på. - Der er noget andet bag det her, for hverken Bellis eller byen vil have godkendt deres giftermål, medmindre der er noget bag ved, og det må vi finde ud af. - Jeg tager ned på torvet i huset, og taler med Halward om det her. I kan tage med, og få rum for jer selv ovenpå." Alex sagde til Liv, "Du kan tage med Will. Jeg går lige ind, og ser at alle vore venner får et sted at være og sove, og måske kan jeg få talt med mor."
   Da Alex kom ind i køkkenet, var Ollygard og de andre gået ind i krostuen for at være sammen med de fremmede fra Vogterbyen. Alex benyttede chancen til at tale med sin mor. "Mor, hvad sker der?" Bellis reagerede slet ikke. Alex gik over til hende, der hvor hun var i gang med grønsagerne til det store selskab. Han tog hende på skulderen, vænnede hende om til sig, og gav hende et kram. Bellis rørte sig ikke, og stod stadig med en selleri og en kniv. Et øjeblik efter så Alex på Bellis. Hun så på ham, men der var ingen smil intet ansigtsudtryk der kunne røbe, at hun kendte sin søn. Alex var ved at blive ked af det, men så så han en tåre fra hendes øjne trille ned over hendes kind. Alex forstod, at hans mor var der inde et eller andet sted, men hun var påvirket af noget. Alex sagde, "Mor, vi finder ud af det her, for der er noget der er galt, og Will og jeg finder ud af det. Vi kommer igen!" Alex gik hurtigt ud af bagdøren, for at komme efter Liv og Will. I samme øjeblik kom Ollygard ud i køkkenet. Han så lige Alex forsvinde ud ad døren. Ollygard spurgte så Bellis, "Hvad ville han her?" men han fik ikke noget svar fra Bellis, så gik han noget skeptiske og urolig tilbage til krostuen.
   Alex løb ned på torvet. Han bankede slet ikke på ved Will, men løb direkte ind ad døren. Inde i stuen sad de, Liv, Halvard og Will. Liv sprang op og omfavnede Alex. Will have kort fortalt, at alt var forandret. Liv kunne forstå situationens alvor. Will begyndte, "Vi kan ikke gøre noget, for hvis hele byen er med på, at Ollygard har overtaget kroen og giftet sig med Bellis, så kan jeg og et stykke papir heller ikke ændre på det. Jeg - jeg kunne fristes til at slå den forræder ihjel!"
   Alex sagde, "Der må være noget vi ikke ved. Mor er ikke den samme mere. Jeg så det i hendes øjne. De var lige som døde, men så alligevel ikke. Hun blev berørt af det kram jeg gave hende." Halvard så op, "Hvad sagde du?" Alex gentog, "De var lige som døde", "Nej, nej" sagde Halvard, "noget med, 'blev berørt af berøring'" Alex sagde, "Ja - nemlig." Halvard så på Will, "Jeg har engang set noget lignende på Vinggol. Vinggol er en helt anden verden, hvor magthavere flokkes og kæmper om føring og rigdom, et sted, hvor banditter og lykkejægere kommer. Will sagde, "Har du været på Vinggol? - hvad i alverden lavede du der?" Halvard sagde, "Det er lige meget nu, det vigtige er, at jeg kender noget, der kan få visse levende væsner til at adlyde kommandoer også imod deres vilje - medmindre de er af nogle ganske bestemte slægter eller arter." Will sagde, "Tror du Bellis har været udsat for det?" Halvard fortsatte, "Det vil jeg finde ud af. Jeg har en mulighed for at finde svaret." Mere fik Will ikke at vide, for han ville sikkert også have forbudt Halvard at gøre noget, hvis han havde vidst, hvad Halvard havde i tankerne.
   Halvard forsvandt ud af huset. Nu sad Liv, Alex og Will tilbage. Det blev meget sent, for Will fortalte meget af sin historie og fortid til Liv og Alex. Som han sagde, "Der er ikke ret meget jeg kan fortælle, som i ikke ved i forvejen. I har jo været inde i den anden verden, men min historie kan i godt få at vide mere om, mens vi venter på Halvard imens." Halvard var på vej til kroen. Han sad skjult bag nogle buske, og hold øje med kroen, hvem der kom ud derfra. Han ventede på Ollygard. Da alle var ved at gå til ro, kunne han se lysene i værelserne blive tændt, og andre gik ud, for at finde logi andre steder. Ollygard var ikke at se. Han kom pludselig til syne i et kvistvindue på første sal på kroen. Han lukkede til og trak gardiner for. Halvard fandt ubemærket vej op til vinduet, og så ind. Bellis lå urørlig i sengen. Ollygard kravlede i seng til hende, forsøgte at røre ved hende eller kysse hende, men Bellis drejede sig om på siden ind mod vægen. Ollygard opgav, og slukkede lyset, der stod på bordet ved siden af. Halvard kravlede over til naborummets vindue, der stadig stod på klem. Han kom ind, og fandt vej til rummet, hvor Bellis og Ollygard sov. Døren var ikke låst, så den gik let op. Halvard stod nu bag sengen, hvor de to sov. Halvard rakte begge hænder ned over hovedgærdet, og tog Ollygards hoved mellem hænderne. Ollygards krop gav et spjæt, men Bellis vågnede ikke. Ollygard lå stille, mens Halvard med lukkede øjne koncentrerede sig. Halvard begyndte nu at søge igennem Ollygards hukommelse. Det var en evne Halvard aldrig har fortalt Will om. I tåger så han Ollygard overtale flere fra byen, idet han havde en bøjle på hovedet, sådan som Halvard havde formodet. Halvard slap Ollygard, der straks derefter fortsatte i en dyb søvn. Halvard søgte efter apparatet, og fandt det i Ollygards jakke. Han lagde det forsigtigt tilbage igen, så Ollygard ikke skulle fatte mistanke. Halvard skyndte sig hjem til Will og de andre. De røg op af stolene, da Halvard kom ind. "Hvad har du fundet ud af?" spurgte Will. Halvard fortalte om apparatet, som han havde fundet spor efter. Will satte straks gang i en plan for at finde dette apparat. Halvard advarede Will, "Du skal være klar over, at ødelægger du apparatet, så er der ingen beviser, og vi ved ikke hvordan folk vil reagere på sådan en historie. Mit gæt er, at alle påvirkede, måske bliver sat fri, men byen vil så lede efter den eller dem der har sådan et fremmed apparat. De vil dømme de fremmede der er kommet. Det er en reel risiko". Will tænkte lidt, så sagde han, "Vi er nødt til at gøre det, men det skal gøres med forsigtighed, og så skal planen holdes, sådan at Ollygard kommer til at betale for hans ugerning. Apparatet har han sikkert hugget, da krigen var overstået, og alle fremmede våben og apparater blev fjernet og gemt væk. - Halvard, har du set, hvor han gemmer apparatet?" Halvard nikkede, "Han har det hele tiden ved sig, så hvis han hænger sin jakke på en stol eller et andet sted, så er det i inderlommen." Alex kom frem, "Jeg kan få fat i det." Liv greb ham i armen. Will sagde, "Du er nok den eneste, der har en god chance for at få fat i den. Du har stadig adgang til din mor, og Ollygard vil nok ikke forhindre dig i det. I morgen går du til kroen. Der gør du som om du vil hjælpe Bellis i køkkenet. Det vil Ollygard sikkert ikke have noget imod. Når det er tid, så tager du apparatet ud af hans jakke, og kommer direkte til mig." Alex nikkede. Halvard sagde, "Så er det nu i skal sovet, for der er ikke lang tid til morgen."
   Det blev morgen. Liv var den første til at stå op - troede hun. Halvard var allerede i gang med at sætte morgenmad og te på bordet. De andre kom senere til. Liv tog straks Alex i hånden, og trak ham ind i et andet rum. "Alex, er du sikker på, at du kan klare det her?" Spurgte Liv. Han svarede, "Ja, jeg gør bare som jeg plejer, og handler som om intet har forandret sig." Liv tog omkring Alex, lagde hovedet ind til hans bryst og sagde, "Der må ikke ske dig noget nu. Vi har lige fået fred, og vores fremtid har mulighed for at se lys ud. Der er håb!" Alex nikkede eftertænksomt. De gik ind til de andre og fik talt om planen. Efter morgenmaden begyndte det hele.
   Alex tog af sted til kroen. Her mødte han Bellis i køkkenet i gang med den daglige rutine. Alex faldt også ind i den arbejdsgang han en gang havde. Palle var gået med dyrene, så det ikke lige der Alex skulle gøre noget, og det passede ham fint. Han hjalp Bellis og pigerne inde i krostuen med servering og andet. Det var ikke lige nu, at Ollygard var på stedet. Det betød at arbejdet bare måtte fortsætte indtil han dukkede op.
   Ud på eftermiddagen kom chancen for Alex. Ollygard kom ind ad bagdøren. Hængte sin jakke på den fjerne side af skabet inden for døren, og gik direkte over til Alex, der stod ved en af gryderne. Ollygard sagde "Alex - du er vel nok en flik ung mand, der sådan hjælp din mor med arbejdet. Jeg håber det kan fortsætte, og at du respekterer, at jeg nu sætter lidt mere styr på stedet, så det kan blive en god forretning." Alex nikkede bare uden at se på ham.
   Ollygard tog den sædvanlige tur ind i krostuen, for at se om der var gæster, der skulle underholdes af ham. Han ville gerne spille den store rige mand i Vinterly, og drive dagen af med spil og øl mens Bellis og de andre måtte slide i det.
   Nu fik Alex lejlighed til at se i Ollygards jakke. Der var ganske rigtigt de to ting Halward havde talt om. Alex tog dem forsigtigt ind under sin egen trøje og skyndte sig ud ad bagdøren, hen gennem byen og ned til Liv og de andre.
   Da han kom til huset, åbnede Halward som sædvanligt inden Alex nåede døren. Alex smilede til ham, og Halward smilede igen. Inde i stuen sad de andre og ventede tålmodigt på Alex. Han lagde straks de hentede ting på bordet foran Will. Halward sagde så til Will. "Du må være klar til at gemme den ting langt væk, så den ikke kan findes hos os!" Will tænkte lidt over det hele, og sagde så "Ja - den skal gemmes. - Halward, kan den slukkes eller deaktiveres her?" Halward så på den, og huskede noget med, at den ikke bare holdt personerne bundne i deres lydighed mod den der har brugt den. Det hele ligger efterfølgende i hovedet på de personer der er blevet påvirket. Det betyder, at en af os må betjene den over for den person der skal frigøres." Alex sagde "Vi ved jo ikke hvem Ollygard har forhekset ud over Bellis." Will fortsatte "Det er også lige meget lige nu. Det kan vi finde ud af efterfølgende. Vi gemmer den til senere, men først skal Bellis befries, og jeg er nødt til at være den der gør det." Halward gav Will nogle flere instrukser til den opgave, og så tog Will frakken på med udstyret i lommen, og begav sig med faste skridt hen til Jægerly.
   Will undersøgte nu igennem et vindue, om Ollygard fortsat var inde i krostuen ved gæsterne. Der sad han højrøstet og med store armbevægelser. Will fik dybe rynker i panden ved det syn. Nu var han vred, og skyndte sig om til bagdøren og ind til Bellis i køkkenet. Der stod Ollygard i døren ind til krostuen, og beordrede mere øl til gæsterne. Will havde ikke lige regnet med at Ollygard ville komme ud i køkkenet, men nu måtte det bære eller briste for Will. Ollygard slog ud med armen. Han var beruset og inviterede Will ind i krostuen til selskabet. Will ville ikke lige afsløre sit forehavende, så han fulgte med. Der gik nogen tid med at drikke flere krus øl så måtte Will ud. Han to retningen efter køkkenet, men Ollygard råbte, at toilettet ikke var den retning med ude i forgangen. Will ændrede retning imod forgangen. Da han var kommet derud, gik han ubemærket ud ad fordøren og forsvandt om bag ved kroen, for at gå ind til Bellis.
   Nu var der ingen Ollygard til at forstyrre. Will tog udstyret frem, satte bøjlen på hovedet og pegede på Bellis med håndapparatet. Han beordrede Bellis til at blive fri, og hvile i sine egne tanker. Bellis satte sig på gulvet, og var lige så omtumlet som den gang Ollygard havde påvirket hende. I samme øjeblik kom Ollygard ind i køkkenet. Og sagde "Nå der er du! Will din bandit! Du har stjålet den der fra mig! Kom med den!" Will der nu havde befriet Bellis, måtte forsvinde inden Ollygard kunne fange ham og få vidner til det hele, for så kunne Will blive anklaget for magi og få en hård straf. Will tog en hurtig beslutning og aktiverede sit armbånd, hvorefter han forsvandt i det blå lys. Ollygard var rasende. Han stampede i gulvet af bare frustration, og langede ud efter Bellis, der nu havde genvundet bevidstheden. Bellis sagde "Du holder dig fra mig, og hvis du prøver på at gøre mig noget, så bliver det værst for dig selv." Ollygard sagde "Nu kan jeg jo bare anklage Will for magi, og så bliver I alle taget med, fordi i beskytter ham." Bellis fortsatte "Nej det kan du ikke, for du har ingen beviser for din påstand. Du vil bare blive hånet af ældsterådet, at du tror på magi, som ikke eksisterer ved du nok. Du vil blive latterliggjort her i byen, og miste din forretning." Ollygard skulle tænke over det og forsvandt ud ad bagdøren som han smækkede hårdt efter sig."