Efter at have vandret i mørket i mange år, ser han nu forude lyset som en frelsende engel. Det var som om dagen endelig gryede efter en uendelig kold, dunkel og klam nat. Det var som om det var dagen hvor han ville få svar på sine mange spørgsmål om livet, fremtiden.
   Dagens lys kommer nærmere, og han får øjnene op for enkelthederne i den gryende dags åbenbaring. Træernes lysende grønne blade. Blomsternes palet af smukke farver pirrer blidt hans vågnende sind.
   Dybt trækker han vejret ned i sine lunger, og nyder i sekunder den friske morgenluft, for så at lade den slippe hvislende ud mellem tænderne. Det er som om luften og bevægelsen af læberne får klarheden i hans sind til at åbenbares. Den blide morgenbrise varsler en varm og god dag.
   Detaljerne af den gryende dags skønhed fæstner sig langsomt i hans vågnende hjerne, giver ham glæden ved nuets fortryllelse. Han kniber øjnene let sammen for at fastholde nuets vidunderlige rislen ned ad ryggen.

Josulf, som er hans navn, vender sig langsomt om, ser tilbage mod den mørke verden, natten, han nu er ved at forlade.
   Han ser tilbage på det liv der nok var forspildt, men dog alligevel har givet ham en erfaring han nødig ville have været foruden. Sjælen havde fra barnsben været mørk og tungsindig. Tristheden havde været hans følgesvend, i det mørke der nu langsomt gav plads for morgenrødens flammende skær af røde og gule farver. Mørkets magt var besejret med den nye dags kraftfulde, varme og livgivende lys.

Ungdommen havde været en kamp for at overleve, i den verden hvor kun den stærke havde ret til livet og pladsen på solsiden. Josulf havde ikke været speciel stærk, men hans snuhed for overlevelse var usædvanlig blandt hans ligesindede. En legende blandt de udstødte, der ofte ved list påførte plageånderne svidende, smertefulde nederlag.
   Han krympede sig altid, når nogen pinte uskyldige dyr, fugle eller andre levende væsener, for at hævde sig selv og stive det manglende selvværd af.
   Jo, ungdommen havde været en barsk oplevelse han gerne ville have været foruden. Men den havde givet ham en modenhed han senere i livet kom til at værdsætte.

Det indgåede ægteskab med barndomsveninden Ingegerd, havde på trods af de manglende børn, givet ham et lille lyspunkt i en ellers trist, mørk og ensformig tilværelse. For første gang i sit unge liv havde han følt glæde ved et andet menneske, ved selve livet.
   Men lykken varede kun kort. Mørke og selvdestruktive tanker dominerede mere og mere hans hverdag. Tungsindet, mørket i hans indre, fyldte efterhånden hele hans tilværelse.
   Efter nogle års ægteskab var de blevet enige om at skilles som venner. Ingegerd havde forlangt størstedelen af deres fælles formue. Han havde resoneret, og havde for at få fred valgt at gå ind på hendes krav, selvom kravene ifølge andres mening var helt urimelige. Også der havde han lidt nederlag.

Josulfs øjne søger den jord der har voldt ham så megen smerte. Han føler en frygtelig uro, som kommer den fra en sjæl der er i kamp med sig selv. Han føler kampen foregår et sted ude i det mørke, han lige har forladt. Føler det er de sidste krampetrækninger fra et trist liv, og at det er hans sjæl der kæmper mod dæmoner.
   Bag tunge skyer ser han i et syn den ensomme vandringsmand. En forhutlet tigger med flakkende tomme og bange øjne. En vagabond der kun lige har til dagen og vejen, og som lever af andres almisser, andres godhed. Han genkender sin egen skikkelse, sit ego. Ser med en bedrøvet hovedrysten den forsumpede stakkel der knap kan holde sig oprejst. Alkoholen og stofferne har for længst taget over. Ikke engang den fattigste spurv tilkaster ham et blik, mens den haster forbi. Lopper og lus nægter at tage bolig hos så ringe et menneske.
   Kun det iskolde søle i vejgrøften fortæller ham, han er i live. Kulden har, især om efteråret, været streng at udholde. Spiritussen er kun en stakket frist med varme. Ligesom at tisse i bukserne.

Besværligt prøver han at fortrænge de frygtelige syn, men billederne af fortiden trænger sig længere og længere frem i hans synsfelt. Josulf krymper sig under det åg af frygt, angst og anger der tynger ham. Fornedrelsens barske og kolde virkelighed.
   Dagene på landevejen havde aldrig været lykkelige. Kulde, regn og andres nedstirrende blikke og tilråb havde været daglige tilkendegivelser fra samfundet omkring ham. Ekkoet fra de obskøne og nedgørende tilråb hørte han denne morgen tydeligt, gennem den blåsorte tåge der lå bag ham.
   Han så en ræv på jagt efter bytte til sin mage og sine unger, den værdigede ham ikke et blik. Kragerne stirrede på ham, tavse. Ikke engang skaderne skræppede op, når han kom dem i vejen. Han huskede tydeligt de gange, han havde stegt de døde og trafikdræbte dyr og fugle over en åben ild. Med gru erindrede han de få gange han ikke kunne gøre ild, men i stedet måtte spise kadaverne rå, fordi tarmene skreg af sult. Maven havde ofte kastet den mad tilbage han bød den. Måske for at han ikke for tidligt skulle sige farvel til det usle liv han var en del af. Jo, han skulle ikke have det for let.
   ”Ikke tro han var noget.” Et sted i hans erindring dukkede der ord og sætninger op, som han kendte, men ikke kunne forholde sig til på nuværende tidspunkt.

Endelig følte han lettelse. Drømmebillederne fortonede sig langsomt i tågen.
   Josulf smilede frem for sig. Så ned ad sig selv og beundrede det pæne tøj han netop denne morgen havde iført sig. Han drejede sig koket til den ene side, knejsede med nakken og tog et dansetrin. Munterheden gjorde godt.
   Ved et tilfælde havde han fundet tøjet i en skraldespand på en rasteplads ved landevejen. Det passede ham så nogenlunde. En næsten tom opvaskedunk med en smule sæbe, havde sammen med lidt vand fra en nærliggende grøft gjort underværker. En foldekniv han havde fundet på den samme rasteplads nogle dage tidligere, havde gjort det ud for en saks. En gammel og brugt håndskraber havde med besvær hjulpet ham af med det viltre og uplejede skæg.

Josulf så op på de hvide og grålige drivende skyer der hastede af sted mod horisonten. Deres flugt gav plads for den opstigende sols varme. I sandhed et mirakel tænkte han, og slog sig let på maven der allerede brummede faretruende af sult. Josulf ignorerede mavens rumlen og koncentrerede sig om det skilt der stod ved landevejen. Skiltet pegede op mod en gård der kunne anes bag høje træer.

!! Gårdskarl og skovarbejder søges,
   henvendelse til bestyrer Anton Hansen !!
   Jo, i dag var en god dag. I dag var begyndelsen på et nyt liv, det var han helt sikker på.

Josulf gik langsomt og smilende op mod gården bag de store grønne træer. Helt sikker på det var til ham skiltet var skrevet.