Det bliver en helt almindelig dag, og Ellen Hunt er på vej til arbejde ad sin helt almindelige rute.
   Men hendes tanker er nogle andre, end de plejer at være. Ikke at hun kan huske, hvad hendes tanker plejer at dreje sig om. De handler vist om arbejdet, hvad hun lavede i går og tilfældige associationer fra de ting, hun ser langs ruten. Ganske uskadeligt, synes hun selv. Men i dag er de ikke sådan. I dag er de forstyrrende.

Hun tænker på det interview, som journalisten, hun mødte i går, vil have hende til at give. Hun har jo lovet ham - var det hr. Smith han hed? - at spørge rektoren om hun må fortælle om en af eleverne. Men hun er ikke meget for at gøre det, for rektoren er meget øm omkring skolens omdømme.
   Men på den anden side, var der jo ikke nogen problemer med Tom i skolen, så hvorfor skulle retoren have noget imod det?

Jo, for måske vil han ikke have, at hans skoles navn bliver forbundet med en kendt morders navn - og da slet ikke i en avisartikel fra New York.
   Ellen har kendt sin rektor længe og sandt at sige - selvom der er har været flest lyse stunder - så har de ikke altid være på god fod. Og det piner hende voldsomt, at hun ikke kan forudsige, hvad hans svar vil være på hendes spørgsmål. For tænk hvis nu, han ikke bryder sig om det, men siger ja alligevel, fordi han ikke vil blive hængt ud som en hemmelighedskræmmer. Så vil han måske senere fyrre Ellen ... Og hvad skal hun så gøre? Hun har ingen mand til at forsørge sig, og der er ingen andre skoler i byen.
   Måske ville det nemmeste være slet ikke at spørge og bare glemme hele det interview. Har hun overhovedet lyst til at tale om Tom?

Hun ser Kenneth Smith for sig sådan som han præsenterede sig for hende i går. Han er jo nok en mand, som ikke tager nej for et nej. Hvis hun siger nej - uden at have fået et nej fra rektor - kommer han nok rendende igen og igen.
   Han vil komme rendende med sine spørgsmål ... og sit smil.
   Hun standser mit i tanken. Hun gør rent fysisk stop midt på fortovet.
   Det tyder på, at hun nok kommer til at fortælle ham om Tom. Der er vist ingen vej uden om.
   Tom.
   Hun opdager, hvor hun er stoppet op. Det er ikke til at tro. Det må være skæbnen, der spiller hende et puds. Eller Gud der vil fortælle hende noget. Eller også kan hun lide at være ond - bare lidt ond - ved sig selv.
   Ovre på den anden side af gaden står den røde murstensbygning. Det aflange vindue i kælderen er skråt over for hende.
   Vinduesglasset er skubbet til side. Ellen vil ikke kikke ind - hun nægter at gøre det. Men vinduesglasset er søreme skubbet til side.
   Og hun så jo Tom ride mod Tusindeblomsterengen den aften. Det er der ingen tvivl om. Det var ham. Helt ærligt. Hun kunne jo ikke vide, at hun ville blive et centralt vidne. Hvordan skulle hun kunne vide det?
   Desuden synes alle i lokalområdet, at hun gjorde det rigtige.
   Det begynder at boble i hendes krop. Den irriterende følelse. Nogle gange føles det som om hendes blod koger - andre gange som var der champagne i hendes årer.
   Tom.
   Hun ser Tom gennem vinduet. Og han ser hende.
   I et meget kort sekund ser de hinanden direkte i øjnene.
   Tom på hesten på vej mod engen.
   Tom i klassen med fingeren oppe.
   Tom i værkstedet med skosøm og hammer.
   Tom på efterlysningsplakaten.
   Tom i skillingeviserne.
   Tom i retten.
   Tom i fængsel.
   Galgen længere nede ad gaden.
   Ellen blinker med øjnene. Hun gør det meget hurtigt og meget kraftigt, som om hun har fået støv i dem. Det har hun ikke, men det hjælper hende til at slippe Toms blik og få tankerne i en anden retning:
   Hvad vil rektor sige, når hun kommer og spørger ham?
   Hun går videre langs sin rute.
   Vil han blive sur, fordi han vil beskytte skolens omdømme eller ...?