Så snart børnene sover, tager jeg telefonen ud af boksen og lister mig ud til halvtaget for at tænde dagens eneste smøg, der de seneste par år har været min last og mit håb på én og samme tid. Mit lille frihedssymbol, som jeg stædigt holder fast i af frygt for helt at miste holdet om min egne lyster. Jeg finder Rebecca derude, delvist svøbt ind i et tæppe og med sin mobil glødende som et lejrbål.
   "Gud, jeg troede, du var sådan en speltmor" udbryder hun, mens jeg tænder min cigaret.
   På sin vis kan jeg godt se hvorfor, hun måtte tro det, og jeg tager det da også som et kompliment.

Jeg plejede at gå med storblomstrede nederdele, der havde små bjælder i taljesnoren, så de klimtede for hvert skridt, jeg tog. At gå ned ad gaden var engang for mig et display af trodsighed, når jeg mere eller mindre bevidst havde striber over det hele, eller sat mit uredte hår op i en enorm knold, levende som en fuglerede. Selv langt ind i universitetet flød skæve blikke i mit kølvand, som en parfume, og tillod min eksistens at blive markeret. Store øreringe, der kunne fange solen og tale for mig, hvis jeg gik i stå. Ubevidst mærker jeg på den ene øreflip, hvor et hul stadig er åbent, som en mund stivne i et lydløst råb om hjælp. Jeg kan ikke engang huske, hvor de øreringe er nu.
   "Selv speltmødre," svarer jeg, "har brugt for en pusher."

Vi sidder i det tidlige vintermørke og kan knap se hinanden, og alligevel har jeg en klar fornemmelse af pigen foran mig, hendes gule hættetrøje, samme som igår. Jeg tænker, at hun måske ikke har andre bluser med sig. Da jeg tidligere pakkede de få stykker tøj ud, som vi havde med os, opdagede jeg, at der ikke er strømper eller underbukser til mig selv, så hvorfor skulle det samme ikke gælde hende? Hun sidder med skrævende ben og læner albuerne mod det nederste af lårene, mens hun læser noget på sin telefon og ryster på hovedet. Skærmen oplyser hendes ansigt og får den metalliske foundation til at skinne henover kindbenene. Så ser hun op, tænder en ny smøg, og jeg kan se på hende, at hun skal til at snakke. Ubevidst holder jeg vejret.
   "Min far er politisk flygtning fra Irak," siger hun og ryster sin mobil som for at indikere, at beskeden, hun lige har læst, er fra ham. Min ånde kommer ud i et stød og svæver videre som en nærmest fast, hvid sky, da lettelsen tager over. Det sidste, jeg kan lige nu, er at stå til regnskab for mine evner til at håndtere konflikt.
   "Han brugte det meste af min barndom på at græde over sit liv og skælde min mor ud for ikke at kunne ændre det. Det latterlige er, at nu er det ham, der har gjort mig til flygtning. Men det kan han ikke selv se."
   "Hvad gjorde han?"
   I vores intime tillid leder jeg efter noget genkendeligt, noget der fortæller mig, at jeg, trods min ensomhed, ikke er alene i min båd.
   "Det var ikke så meget hvad, han gjorde, men mere hvad han ikke gjorde. Jeg er sådan til piger, ik, og da jeg sprang ud, var det mere ud af huset snarere end af skabet, hvis du forstår hvad, jeg mener."
   Hun smiler til mig, hendes brede læber smurt ind i mørk lipgloss, men jeg fornemmer en tristhed i den måde hendes mundvige drejer sig nedad, som små kommaer mellem de sætninger, hendes liv har måttet forme. Jeg begynder så småt at fryse i den stille aften, men tvinger mig selv til at holde fokus.
   "Homosexualitet er ikke ligefrem in hos Islam, vel. Så jeg har boet hos min kæreste i et års tid nu, indtil mine fætre og min ene onkel fik det af vide..."
   "Men du har stadig kontakt til med din far?" spørger jeg og peger på hendes mobil.
   "Bare rolig, det er et taletidskort, så de kan ikke spore det. Egentlig skrev jeg bare til min mor, for at hun skulle vide, at jeg er okay, men min far læste beskeden, så han skriver til mig engang imellem. Mest om Allahs straffe og sådan."

Æresdrab er notorisk lokkemad for antropologer. Vi er de forbipasserende ved et harmonikasammenstød på motorvejen, hængende ud af vinduet for at få alle de blodige detaljer med. I et forsøg på at dække over min interesse læner jeg mig frem og drysser asken ned i en omvendt urtepotte, hvor den udstøder en svag hvislen.

"Men de gjorde dig ikke noget?" spørger jeg og tager et dybt hiv. "Altså sådan fysisk?"
   Hun gør sine øjne så smalle, at jeg knap kan se dem under de kunstige øjenvipper, og lægger hovedet på skrå, som om hun estimerer et maleri, vurderer om det er kunst eller ej.
   "Der er fandme ikke nogen, der skal slå på mig. Så slår jeg sgu igen. Men vold kan være mange ting. Min ene fætter tog en dolk og snittede sig selv i armen foran mig. Sådan her."
   Hun retter sin underarm hen imod mig og lader enden af cigaretten køre i en linje henover ærmet fra håndledet til albue. "Bare for at vise mig, hvordan blod ser ud. Og at det ville blive mit, jeg fik at se næste gang. Jeg har været nødt til at ændre navn og alt muligt."
   "Hvad hed du da før?"
   Hun lader smøgen hænge i mundvigen som en journalist fra halvtredserne og ryster sin ene pegefinger af mig.
   "Aldrig spørge ind til det, der skal skjules, Natashia."

Da Dominic og jeg blev gift, ændrede jeg mit navn til hans. Det gør man jo, tænkte jeg, og så det som en romantisk påvisning af ens fremdrift i livet. Hver gang nogen udtalte det afrikanske stammenavn forkert, korrigerede jeg dem med stolthed. Vores børn hedder det samme. Nu vil jeg give alt for at hedde mit eget navn igen. Hans krav på mig dækker min tilværelse som et par sorte nylonstrømpebukser, jeg ikke længere kan krænge af. De sidder så stramt, at de er blevet en del af min hud.

Jeg tænder min telefon og noterer mig, at min mor har ringet. Det er også ved at være på tide, at jeg snakker med min familie.
   "Har du fortalt nogen, hvor du er?"
   Rebecca studerer sine lange akrylnegle. På både pegefinger og langemanden har hun ringe af sølv.
   "Ja, det første sted, jeg var, men det gav bagslag. Lad være med at sige det til nogen, din eks kan finde på at kontakte."
   "Angav de dig?"
   "Nej, mine fætre opsøgte min kammerat og bankede ham sønder sammen, men han fortalte dem det ikke."
   Til tider føles Rebecca som min lærer, selvom hun kun er 19 år. I nærheden af hende føler jeg mig som en alkoholiker med et sugerør nede i en vintønde, suger og suger som om mit liv afhang af det.

Jeg ringer op, og ringetonen bibber i lange hyl mod mit øre. Hun tager den lige inden, den skal til at gå til voicemail.
   "Ja?"
   "Det er Natashia."
   Min stemme lyder overraskende upåvirket, selvom skoene fra frivillig nummer 7 stadig kan mærkes i mit mellemgulv.
   "Nåh, hvad så, hvordan har ungerne det?"
   "De...sover."
   "Jeg har lige haft naboerne ovre til aftenkaffe. Manden derhenne er lige blevet fyret, så de har det bare så hårdt. Konen sad og græd, mens de var her. Jeg havde også godt overvejet at gå over med en kage til dem, men så kom de mig i forkøbet. Du skulle ellers have set..."
   Hendes talestrøm er ligesom at vente for rødt lys ved et fodgængerfelt, mens regnen pisker ned. Jeg begynder at trippe indvendigt, men ved, at det er bedst at lade hende tale færdig, så hun føler, at hun også bliver hørt. Kulden begynder at krybe op under min jakke.
   "...og så sagde han gud hjælpe mig, at de bare kunne sælge huset. Så var det, at hun begyndte at græde, og jeg sad der og vidste slet ikke hvad, jeg skulle gøre. Men så tilbød jeg dem noget mere kaffe, og så faldt hun ligesom lidt ned igen. Jeg gad nok lide at vide, om..."
   Rebecca kan se min pinsel og giver mig det tæppe, hun har siddet med. Det er stadig kropsvarmt. Jeg støtter telefonen mod skulderen med min kind og tænder en ny cigaret med hovedet på skrå. Sikrer mig, at klikket fra lighteren ikke kan høres i telefonen.
   "...skal afspadsere en hel dag om ugen hele foråret. Du kan ellers tro min chef er træt af det. Det er jo altid mig, der skal redde de andre, når de er syge eller stressede, men jeg har tænkt mig at sige nej til flere vikartimer. Jeg må jo passe på mit hoved."
   Hvis hun ikke snart holder op, så tisser jeg i bukserne.
   "Mor, der er altså noget vigtigt, jeg skal fortælle dig."
   Hendes pludselige stilhed er næsten værre, denne lånte tid, hvor forventningerne er høje og tunge som bjerge og kan mærkes gennem røret som en lussing.
   "Børnene og jeg tog til et krisecenter i går."
   "Nåh, brændte tingene på igen?"
   "Det kan man godt sige."
   "Så er det godt, I kunne tage lidt væk. Jeg har faktisk også overvejet noget ferie, men du ved, der er jo så meget at se til. Min chef er ikke til at hugge eller stikke i, så længe vi har så mange elever. Men til sommer tror jeg, at..."
   Det var det, tænker jeg. Min tid i projektørlyset. Rebeccas pande lyser svagt, hver gang hun tager et hiv.
   "Mor, hvis Dominic kontakter dig, så lad være med at tage telefonen, okay?"
   "Nåh ja, forresten, ham så jeg idag."
   "Hvad gjorde du?"
   "Ja, tænke sig, jeg skulle til banegården for at sætte din lillesøster på toget. Hun har været hjemme på weekend, og så pludselig, så stod han der. Jeg blev helt forskrækket. Vi snakkede ikke sammen eller noget, men vi smilede til hinanden, og så kom toget. Det var så besynderligt."
   Jeg kan knap nok høre, hvad hun siger. Ser ham for mig. Mellem andre ventende, bag et reklameskilt, hele tiden blikket rettet mod min familie. Jeg ved slet ikke hvad, jeg skal sige.
   "Hun er jo ellers lige startet på et nyt semester. Det er virkelig hårdt for hende. Hun brugte det meste af weekenden på at snakke om de nye fag, og jeg kunne slet ikke holde det ud til sidst. Jeg bliver bare så træt."
   Noget giver mig lyst til at ryste hende og klaske hende i ansigtet. Måske er det sådan, Victor har det? Jeg vil gerne fortælle hende hvad, der er sket, og den frivillige, som har sendt mig ud i et nyt ægteskab af ydmygelse og afmagt, men der er ligesom ikke rigtig plads til det.
   "Hvis Dominic dukker op igen, vil du så ikke være sød at ringe til mig med det samme?"
   "Jo da." Noget ved min stemme får hende til at stoppe op. "Hvorfor?"
   Skal jeg sige til hende, at hun er i fare, når jeg reelt set ikke kan vide det med sikkerhed?
   "Kan vi ikke godt bare lave den aftale?"
   "Jo, hvis du absolut vil have det. Din søster kræver også, at jeg ringer til hende i tide og utide. I må huske på, at jeg er enormt presset, så I må altså også tage lidt hensyn."
   Det lover jeg og runder af på en øvet måde. Stilheden efter den enerverende kvindestemme er et øjeblik total og bliver derefter brudt af svage sirener i den anden ende af byen. Jeg skodder og iagttager noget af asken flyve op og blæse hen på mit skød. Mine fingre ryster, idet jeg børster det af, men om det er på grund af kulde eller adrenalin, kan jeg ikke mærke. Kroppen er efterhånden ikke rigtig min egen længere.
   "Jeg tror, min mand stalker hende."
   "Kunne han finde på at gøre hende noget?"
   Hvad ved jeg? Faste principper findes ikke længere. Hvornår gør man overhovedet nogen noget? Og hvis han gør, er det så min skyld?
   Rebecca smiler til mig og mit opgivende udtryk.
   "Sagde hun noget til det?"
   "Hun havde travlt med sit liv."
   Hvor er det typisk mig, sådan at komme med undskyldninger for folk. Jeg græmmes ved mig selv.
   "Det har de alle sammen," nikker Rebecca og kigger ned i sin telefon igen. "Verden går sgu ikke i stå, bare fordi vores gør det."
   "Jeg synes nu heller ikke, at det er gået i stå. Tværtimod, så har jeg svært ved at følge med."
   Jeg støtter nakken mod den afskallende trævæg. Små vinger sværmer rundt om den enlige pære og får lyset til at vibrere. Vi er på tredje smøg nu, men det gør ikke noget. Det er vores livline. Jeg slukker telefonen igen og lægger den på bordet ved siden af askebægret. På de andre værelser bliver natlamperne slukket én efter én og lader forgården omslutte af nat. Huset er stille i alle dets lag, og over os udvider himlen sig, frostklar og uendelig, som sorgen over de liv, vi har mistet.