Hun stod der, Julie, under den varme bruser og var ved at skylle balsam ud af sit hår. Det lange, lysebrune hår som bølgede som store, aflange krøller ned langs hendes nøgne krop. Ihærdigt forsøgte hun at skylle nervøsiteten og de bekymrende tanker ud igennem afløbet sammen med den bløde balsam og det lykkedes delvist. Hun stod med ret ryg. Trak vejret rigtig dybt gentagende gange. Inhalerede luften, sugede den helt ned i maven og lod den snurre rundt dernede i et øjeblik for dernæst langsomt at puste luften ud igen. Automatisk sænkede hun skuldrene og hun kunne mærke, at det forløste en indre ro i hende. Og om ikke andet, så i hvert fald for dette sekund som unægteligt føltes som en evighed.
   Det var et meget, meget flot badeværelse. Rummelig uden at være nogen hel royal balsal. Væggene var matte fliser, store og kvadratiske i en lys beige farve og det changerede bare rigtig godt til det spejlblanke gulv, der havde en sart cremefarvet nuance. Badeværelsesbordet som var monteret op ad den ene langvæg, havde en hvid og meget blank silestoneoverflade, der føltes rigtig blød og glat at røre ved. Det var støbt ud i ét med håndvasken som havde en yndig og moderne vandhane i børstet messing. Nedenunder var der tre brede skuffer ved siden hinanden.
   Man havde beklædt dem med mørkebrunt træ og den naturfarve passede godt ind til de jordnære farver som væggene og gulvet havde. Over håndvasken hang der et spejl som var ligeså bredt som bordet var langt. Hele vejen rundt var der en ramme af hvid LED-lys og det var en så sød detalje, der gav en hyggelig atmosfære til hele badeværelset. Udfor hver side af det store bordparti, var der meget høje reoler som gik fra gulv til loft og selvom at de var meget smalle, rummede de alligevel plads nok til det mest nødvendige. Hylderne af glas var indrammet i samme hvide silestoneoverflade som bordet. Hun havde pyntet dem til med en masse fornødenheder som et hvert pige-badeværelse med respekt for sig selv havde brug for. Det stod fuldstændigt skarpt, intet var overladt til tilfældighederne og der manglede ingenting. Der var små, søde kurve i lyserød plastikflet med al hendes make-up som hun havde sorteret og delt op i kategorier, så alle øjenskyggerne var for sig selv. Læbestifter og lipglosses. Pudder og foundation. Så var der de samme lyserøde plastikflettede kurve med al det hårdpynt som man overhovedet kunne forestille sig for en meget, meget feminin pige at have. Et smykkeskrin i hvidt læderlook, hvor der var gemt de smykker væk som hun ikke brugte dagligt. Derimod var der et hvidt smykkestativ med de smykker som hun brugte mest. Øreringe, halskæder og fingerringe. Hun havde alle sine parfumer arrangeret. De mange forskellige neglelakker i alle regnbuens farver. Hun havde spraydåser med hårlak, hårpudder og bøtter med hårvoks. Hvad i al verden der ellers fandtes til styling af hår. Fugtighedscremerne som hun brugte hver eneste dag. Der var små hvide beholdere til hendes make-upbørster og make-uppensler og der stod en lyserød vase af porcelæn med hendes kamme og hårbørster. Ved siden af selve toilettet havde hun en kurv til at stå i naturfarvet flet indeholdende toiletpapir og den var bare helt perfekt i størrelsen til en pakke ad gangen. Dels syntes hun at det så meget dekorativt ud og dels var det praktisk at toiletrullerne var let tilgængelige, når man skulle begynde en ny. Brusekabinen var indrettet op ad det ene hjørne, ved siden af bordpartiets venstre reol. Den havde døre af glas som åbnedes udad og håndtagene var runde kugler i børstet messing ligesom vandhanen ved håndvasken.
   Det store og lyserøde badehåndklæde som hun slyngede rundt om sin krop da hun kom ud af det langvarige bad, var bare af det dejligste og allermest bløde stof. Det var også temmelig dyrt stof, men kvaliteten var til gengæld derefter. Hun var ikke et overlegent mærkedyr som havde et absolut unødvendigt behov for at skulle have det dyreste af det dyre. Men hun havde nogle enkle ting, der skulle være på en bestemt måde som for eksempel at bruge og benytte disse lækre håndklæder.
   Hun rystede hovedet så håret kastede sig fra side til side. Så greb hun hårtørreren fra det hvide silestonebord langs håndvasken og begyndte at tørre det lange og våde hår. Hun holdt hovedet helt foroverbøjet, så hendes hår hang ned som silkebløde gardiner. Hun ruskede rundt i det og hun blæste alle hårlokker hulter til bulter til det blev mere og mere tørt og til den meget flotte, helt lysebrune hårfarve virkelig kom tydelig til syne. Det var ikke engang noget som hun i dyre domme betalte hårfrisøren for at farve. Hun farvede det heller ikke selv, det var hendes egen naturlige hårfarve og det skinnede.
   Det lyserøde håndklæde skiftede hun ud med sin morgenkåbe som hang på knagerækken på væggen bag spejlet og bordepartiet. Det var en morgenkåbe i lyserød plys og præcis ligesom håndklæderne, var det bare rigtig blødt og behageligt stof og hun elskede den. Hver gang hun havde den på, så blev hun lige mindet om hvilke god en veninde som hun virkelig havde i Emma, der arbejdede i en landskendt lingeributik. Hun havde foræret hende denne morgenkåbe derfra. Så i den fine og nuttede morgenkåbe tog hun et skridt nærmere spejlet og hun lænede sig over bordet og kiggede sig selv dybt i øjnene. Nervøsiteten begyndte igen at sitre i hele hendes krop og hvert hjerteslag slog bare hårdere og hårdere. Hun kunne fysisk mærke hvert eneste hjerteslag hamre. Hun fandt sit brede, charmerende smil frem og det blanke spejlbillede gengældte det med et ligeså bredt, charmerende smil. Stadigvæk stod hun lænende imod sig selv og med en lille snert af overbevisning i sin egen stemme, sagde hun kærligt: "You got this" Det var tvivlsomt hvorvidt hun egentligt selv troede på det, men det var et forsøg på at forsikre nervøsiteten om at den bare ikke skulle lov til at dominere.
   Når man kom ind ad hoveddøren til hendes bolig, kom man ind i entréen. Badeværelsesindgangen var til højre og lige overfor, hvilket vil sige lige til venstre for hoveddøren, var der indgang til køkkenet. Ligeud for hoveddøren var indgangen til stuen. Ved siden af døren ud til køkkenet havde hun et langt spejl hængende på væggen. Det havde en fin ramme af træ hele vejen rundt, der var skåret ud i et meget detaljeret mønster. Det var malet hvidt. Hun havde en lille hvid, meget lav kommode til at stå foran spejlet og den havde to åbne rum som sad over hinanden. Her havde hun det fodtøj stående som hun bruge allermest. Til højre for kommoden var en hvid stumtjener, hvor hun havde jakker og tasker til at hænge sammen med tynde tørklæder. I hjørnet imellem badeværelsesdøren og stueindgangen var der en flot spiraltrappe i sort, rustik eg. Men farven var mere mørkebrun end den egentligt var sort. Den førte ned til boligens kælder og den førte samtidigt op ovenpå til 1. etage. Væggene i entréen var malet i en lys beige farve og havde fået en lakpolering, så de rigtigt skinnede. Gulvet var af sandfarvede klinker som bare spillede godt sammen væggene. Til hver side for hoveddøren havde hun store hvide krukker til at stå med store, kunstige blomster i lyserøde toner.
   Ude i køkkenet var kaffen brygget færdig. Hun havde sat kaffe over inden hun gik i bad med det ene formål, at så var kaffen klar når hun kom ud fra badet. Hendes yndlingskrus som var designet af danske Christian Bitz, var mat sandfarvet på ydersiden. Indeni havde de en rigtig blank cremefarve. De var lavet i robust stentøj. Så hældte hun et halvt krus op og kun et halvt. For der skulle være plads til både sukker og mælk, eller kakaomælk som hun i virkeligheden var begyndt at bruge i stedet for og det gav kaffen en rigtig lækker, flødeagtig konsistens. Men det kølede også kaffen meget ned, så hun plejede at smide sit krus i mikrobølgeovnen i halvandet minut og så var det brandvarmt. Som hun foretrak det. Hun nippede til den søde blanding og den første slurk var altid den allerbedste. Hun frydede sig.
   I et øjeblik stod hun hvilende op ad køkkenbordet og betragtede køkkenet som var det første gang hun så det. Hun var netop lige flyttet ind i denne bolig og hun havde nærmest ikke andet end akkurat lige fået pakket det allersidste ud og fået indrettet møbler og diverse indretning. Det var lige før at man stadigvæk kunne fornemme lugten fra de nymalede vægge. Allerede nu var hun smadder glad for sit nye hjem. Hun var flyttet ind i et af de nybyggede huse i udkanten af byen og som dannede et helt kvarter for sig selv. De var alle ejet af boligforeningen og det var derfor et lejemål. Et rimelig dyrt lejemål. Det havde også været med i overvejelserne inden hun blev skrevet op til denne bolig. Men hun kunne sagtens betale huslejen, det var ikke noget problem. Samtidigt var hun bare blevet smaskhamrende forelsket, da hun havde set de første billeder og optegninger og så havde det egen have og egen terrasse. Det havde hun aldrig nogensinde haft før. Nu var det hendes hjem og det var uanset hvor svært det end var at forestille sig.
   Så der stod hun, i køkkenet med sin morgenkåbe omkring sig og med sit krus kaffe i hånden. Hun kiggede meget tilfreds rundt. Det var et kvadratisk køkken med køkkenø i midten. Gulvet, køkkenøen og alle bordfacader var i blankpoleret beige marmor og væggene havde hun malet i en mørk og varm elfenbensfarve. Skufferne under bordpladerne og skabene ovenover var i hvid højglans. Køleskabslågen og lågen til opvaskemaskinen var med samme hvide højglansbeklædning. Køkkenbordet var indrettet i en vinkel op af køkkenets ene hjørne. Den ene bordende sluttede af med det høje køleskab og den anden ende sluttede af med ovnen, der var placeret imellem skufferne forneden og skabene for oven. Ved siden af havde hun opvaskemaskinen. Dernæst var der håndvasken. En beige køkkenhåndvask i granitkomposit med en vandhane som var i børstet messing. Induktionskogepladerne var midt på køkkenøen og nedenunder var der tre skabe ved siden af hinanden. På den modsatte side havde hun tre barstole stående. Læderbetrukket barstole i næsten samme farve som væggene. Indgangen til entréen var igennem en buet fransk dobbeltdør af glas med en hvid ramme af træ. På væggen ved siden af var en dør nøjagtigt magen til som havde indgang til stuen.
   Gulvet i stuen var et meget mørkrøget plankegulv i olieret eg. Hun havde malet alle væggene i en beige farve som var midt i mellem en lys og en mørk. Mellembeige. Hun havde aldrig, aldrig været begejstret for kridhvide vægge for det så virkelig så klinisk ud. Koldt og bart. Nøgent på en eller anden måde. Så stuens vægge var malet beige. I den ene ende havde hun siddemøblerne arrangeret. Den rimelig store U-sofa med chaiselong i den ene side og open end i den anden, var i læder i en rigtig flot cremefarve. Hun havde to lænestole i samme slags og både sofaen og læderstolene var pyntet med søde, lyserøde pyntepuder. En helt sart lyserød med en hvid og bred blondekant. Det kvadratiske sofabord var af beige marmor og passede perfekt ind i U-sofaen. Midt på bordet havde hun en stor, rosafarvet vase. En Hammershøi vase fra Kähler. I den stod der en stor buket af kunstige bonderoser og alle i hvid og lyserøde farver. I centrum af møblementet på modsatte væg, var der et langt og lavt TV-bord i hvid højglansmateriale og derpå stod hendes 78" store TV. I buet design. Fra Samsung. Det at det var buet, gav bare en bedre og en meget mere luksuriøs oplevelse som seer end hvad det gjorde på et ganske almindeligt, helt traditionelt fladskærmsfjernyn. I hjørnet ved siden af TV-bordet stod en høj gulvlampe i børstet messing som havde fem arme strækkende ud i store buer, de havde alle hver der deres højde og hver deres længde. Udfor hver enkel arm var der en halvrund lampeskærm som vendte opad. Det lignede små skåle. I hver af dem sad en pære og lampen kunne tændes på tre forskellige lysstyrker, alle i en rolig og afdæmpet og hyggelig belysning. I den anden ende af den halvstore stue havde hun to store reolsystemer der var identiske med hinanden. Ligesom TV-bordet var det bygget er højglansmateriale. De havde både hylder, skuffer og skabe med låger af glas. I skabene samt på hver plade over hver hylde, var der indbygget små spotlights som lyste reolerne op og det gjorde lige den sidste detalje. På ydersiden af hver reolsystem stod to store højttalere ovenpå hinanden og det så bare ganske enkelt blæret ud. Imellem reolerne havde hun sit lange skrivebord stående, der i virkeligheden var et firepersonerslangt spisebord i beige marmor helt magen til sofabordet, men hun benyttede det til skrivebord. Herpå havde hun sin bærbare computer og den var koblet til hendes musikanlæg, bestående af en meget powerfuld forstærker - der var placereret på den ene hylde i den ene reol - og de i alt fire store højttalere samt en subwoofer, der stod ved siden af de to højttalere til venstre. Hendes kontorstol var i lysebrunt læder. På hylderne i reolerne havde hun diverse pyntegenstande til at stå. Ikke små nipsting. Det var overhovedet ikke hendes stil. Det var rimelig store og robuste figurer. I glasskabene var hendes fine vinglas og de mange forskellige flasker med sprut. Hun havde ingen ægte planter. De døde altid for hende. Så det havde hun for længst opgivet og hun havde accepteret at talenterne, eller mangel på samme, indenfor plantepasning var lig nul. I stedet havde hun kunstige blomster dekoreret rundt omkring. De skulle kun passes ved et skyl under bruseren engang imellem og det kunne hun ligesom magte. Væggene havde hun dekoreret med store billeder og malerier som matchede både i stil og i farver med resten af indretningen. Midt i stuen havde hun et sekspersoners langt plankespisebord i mellemmørkt egetræ og med mellembrune læderstole til. Hun havde et stort vinduesparti som vendte ud til terrassen og haven og ved siden af var terrassedøren. Hun havde ikke persienner. For Guds skyld ikke persienner, de var et mareridt at holde rene. Hun havde i stedet råhvide plisségardiner.
   Hele hendes bolig var virkelig stilrent og det så meget kostbart ud, hvilket bare ikke var tilfældet. Meget af det havde hun købt brugt og hun havde været enorm heldig med indenfor et kort tidsrum at have fundet møbler, der matchede hinanden godt. Hun havde handlet med både private og med forskellige genbrugsbutikker. Det hun selv havde købt fra ny - og det havde hun sparet op til igennem længere tid - var hendes fjernsyn i stuen. Hele musikanlægget med dets højttalere og subwoofer havde hun købt for mange år siden og over flere gange. Forstået på den måde, at til forstærkeren havde hun i første omgang kun købt to højttalere med. Senere to højttalere mere og senere igen subwooferen. Det var efterhånden et meget gammelt anlæg. Men det spillede upåklageligt. Hendes helt store passion var musik. Derfor var det ikke ligegyldigt med kvaliteten fordi musik skulle eddermageme lyde ordentligt. Og det gjorde det så også fra hendes anlæg, det lød mere end bare ordentligt fordi når hun først smadrede volumeknappen i bund, var det en helt koncertoplevelse.
   Med sit brandvarme krus kaffe i den ene hånd, gik hun fra køkkenet og ind i stuen. Hun tændte for sin computer og satte en afspilningsliste til at spille fra sin streamingtjeneste. Det var lige det som manglede. Musik. Hendes komfortzone. Samtidigt med at Lana Del Rey, én ud af hendes mange idoler, fyldte stuen med en aura af behagelig stemning med nummeret: 'Beautiful People With Beautiful Problems', åbnede hun døren ud til terrassen og lod den stå helt åben, så hun derude kunne lytte til musikken indefra stuen. Selvom at det - af hensyn til naboerne - var på lav volume, så kunne det nu engang også noget. Hun tændte en cigaret og så lænede hun sig helt tilbage i havestolen. Havestolene var i sort plastikflet og fyldte en stor del af terrassen. Der var seks stole og et cirkelrundt havebord. Bordpladen havde en sort glasoverflade og bordbenet, der var en stor klods, var i samme flet som stolene. Det var meget moderne havemøbler og det havde det været igennem en årrække. I det ene hjørne af terrassen havde hun en stor gasgrill i rustfri stål stående. De tre andre hjørner havde hun dekoreret med hvide krukker og grønne, kunstige planter.
   Fra hendes terrasse, som måske i virkeligheden nærmere var en altan da den var hævet over jordniveau på grund af kælderen, havde hun udsigt over haven som var ganske nydelig. Det var ikke nogen stor og overdådig have. Faktisk var den rimelig lille. En lille firkantet, grøn og frodig græsplæne med blomsterbede hele vejen rundt foran det hvide stakit, der indrammede haven. Der gik en trappe oppe fra terrassen og ned. Hele terrasseopsatsen og trappen var bygget i træ, der var malet sort imens gulvbrædderne som dækkede terrassens bund, var i lystolieret træ og det hele harmonerede bare godt til det hvide kalkpudset hus.
   Dette øjeblik var mageligt og sagligt og hun slappede bare helt af. En rigtig god og sund måde at begynde dagen på, det var i hvert fald hendes klare overbevisning. Ingen stress og ingen jag. Ingen "Jeg skal nå dit og jeg skal nå dat og jeg har kun så lidt tid at nå det på" Der var ikke paniske løb frem og tilbage hele hytten igennem i et hastigt forsøg på at blive hurtig færdig. Hun magtede virkelig ikke sådan en start på dagen, hun hadede det mere end hun hadede noget andet. Hun var et A-menneske og det betød at hun holdte meget af sine tidlige morgentimer og derfor var det heller ikke svært at komme op i ordentligt tid og kunne starte dagen på laveste gear. Godt tilbagelænet i havestolen og med et hiv af cigaretten med korte intervaller, koblede hun helt af samtidigt med at hun ladede helt op til dagen som ventede forude. Selvom at hun oprigtigt glædede sig, glædede sig enormt endda, var hun også urolig indvendigt. Det kunne hun ikke lyve sig fra.
   Hun rettede sig op i stolen. Tog en mundfuld af sin kaffe og et hiv mere af cigaretten. Ligesom hun samlede sin mobiltelefon op fra bordet, tikkede der en sms ind. Det var fra Emma som virkelig var hendes allerbedste veninde: "Held og lykke med i dag. Du klarer det med stil. Det ved jeg fordi at du er så sej. Jeg hepper på dig" Hun smilede, et hengivent smil som kom helt inde fra hjertet. Det var en besked som varmede hende derind, hvor det gjorde allerbedst. Hun svarede: "Du er det sødeste, ved du godt det?! Tak Yndling"
   Så skoddede hun cigaretten i det udendørs askebæger som hun havde stående midt på havebordet. I virkeligheden var det bare en helt almindelig potteplanteskjuler i hvid porcelæn som var vendt på hovedet, så hun kunne benytte hullet i bunden til at smide skodder i. Det var som skabt til det. Derunder var der en slags undertallerken i samme hvide porcelæn. Den var ikke videre unik, men den tjente sit formål.
   Da hun kom ind igen og havde lukket terrassedøren bag sig, skruede hun en smule op for musikken og gik så ud på badeværelset. Dampen var forduftet derudefra, så det var til at holde ud at være derude igen. Hun tog de lyserøde, flettede kurve med make-up ned fra hylderne og så startede hele showet med at lægge en pæn, men ikke nogen overdreven make-up. Sådan havde hun det bare bedst. Hun sminkede sig ikke for andres skyld. Hun gjorde det udelukkende for sin egen. Hun følte sig meget bedre tilpas på den måde og jo bedre tilpas hun følte med sig selv, jo bedre kunne hun nyde sociale sammenhænge. Efter at hun havde plejet sin hud med den fugtighedscreme som hun brugte hver dag, påførte hun foundation i en naturlig farve som gik rigtig godt sammen med hendes egen hudfarve. Bagefter pudrede hun sig med en meget mørk pudder i ansigtet for at dække de meget små, meget tynde og næsten helt usynlige porrer og blodårer. Det var med højst sandsynlighed kun noget som hun selv bemærkede. Det skreg hende til gengæld i øjnene og hun kunne ikke snuppe det. Dernæst benyttede hun en lys pudder. Den dæmpede den meget mørke og det gjorde at det ikke så unaturligt ud. Hun stod og vaklede imellem hvorvidt hun skulle have øjenskygge på eller ej. Hun rodede de mange muligheder igennem for hun havde selvfølgelig øjenskygge i alverdens tænkelige farver til alverdens tænkelige anledninger. Hun tog nogle stykker op i hånden, kiggede på dem og vendte og drejede dem og funderede ubeslutsomt. Da hun endelig havde truffet et valg og havde slået tvivlen ihjel, havde hun besluttet sig for at tage en mørkebrun på. Den var på stift, lidt ligesom en tyk blyant. Det dækkede bare meget bedre end øjenskygge af pulver. Så førte hun mascara på øjenvipperne og det gjorde hun adskillige gange for at fremhæve dem. Til sidst pudrede hun kinderne med rouge i en meget lys lyserød nuance.
   Hun børstede sit hår med hårbørsten og ligesom en af hendes absolut yndlingssange - 'Zombie' med The Cranberries - begyndte at spille inde fra stuen, holdte hun børsten op for munden og legede at det var en mikrofon og så sang hun med. Og hun kunne finde ud af at synge, hun havde nærmest heller ikke bestilt andet i hele sit liv. Hun elskede det, det frigav bare enormt meget i hendes sindstilstand. Ren terapi. Det var som shampoo for sindet, balsam for sjælen. Sammen med 4 rigtig gode drengevenner, var hun med i et band. De var hverken kendt på verdens- eller landsplan og det ønskede de heller ikke at være. Men de havde optrådt til byfesten nogle gange og de spillede med jævne mellemrum på et af byens værtshuse. Det var på dét plan de ville holde sig og ikke mere. De kaldte sig for The Diva & The Stars. Hun (The Diva) var forsangeren og spillede samtidigt på akustisk guitar imens drengene (The Stars) spillede på hver deres forskellige instrumenter og de var simpelthen sådan et godt team. De lavede ikke deres egne sange. Det som de gjorde var at spille kopier af andre berømtheders hits. Selvom at det kastede penge af sig, var det ikke noget man kun leve for. Men det var et godt supplement til indkomsten. Da Dolores O'Riordan fra The Cranberries havde sunget færdig og hende selv med, stod hun og vurderede om hun i dag skulle sætte håret op eller ej, men hun besluttede sig overraskende hurtigt for at det skulle hun ikke. I dag skulle det hænge løst. Hun glattede det heller ikke ud med glattejernet. Hun lod det være naturligt med bølgerne som snurrede ned i aflange krøller.
   Hun bevægede sig op på 1. etage, hvor hun havde soveværelse og i forlængelse med soveværelset havde hun et meget imponerende walk-in-closet, stort og rummeligt og dette måtte være en hver piges drøm. Lyset derinde tændte af sig selv, når man trak skydedørene til side og på den måde åbnede op ind til det. Det strålede derinde. Væggene - der som det eneste sted i hendes bolig - var kridhvide, var glatlakeret, så hele rummede skinnede. Der var monteret spejle på flere af væggene og det gjorde, at man let kunne studere sig selv fra alle tænkelige vinkler. Næsten helt nede ved gulvet havde hun hylder hele vejen rundt. Her havde hun arrangeret sine overdrevne mange par sko og støvler. Der stod også tasker i forskellige størrelser, former og farver. Alt hendes tøj hang på bøjler på flere stativer. Det gjorde at det ikke så let blev krøllet som når det lagde foldet sammen på en hylde i et traditionelt klædeskab. Der var rig mulighed for at finde et sæt tøj og alligevel skulle det bare være så vanskeligt og om ikke også komplet umuligt. Hun holdte flere par bukser op foran sig og bluser med og kjoler og nederdele. Hun var en pige med stort P og det betød at hun holdte meget af at gøre noget ud af sig selv. Det skulle være neutralt og diskret, men samtidigt på sådan en måde at man godt kunne se, at hun havde gjort en indsats for at fremstå pæn og præsentabel. Det endte med et par cowboybukser som var hvide og som sad helt tæt til benene. Hun trak i sin yndlingsskjorte. En beige skjorte som også sad tæt og som var pyntet med bølgende flæser hele vejen ned langs midten i front og hvor de yndige perlemorsknapper var syet på. Skjorten havde en meget stor sløjfe, der var bundet og samlet til højre for hagen. Den var bare så fin og det så tjekket ud til cowboybukserne, hvilket også var nøje velovervejet.
   Hun kiggede al sit fodtøj igennem, der var linet op på stribe på de lave skoreoler og præcis ligesom hun havde uendelig muligheder af tøj og outfits, så havde hun det samme for hele skosamlingen. Stiletter var meget upassende for i dag, så dem gled hun med blikket let og elegant henover og studerede dem ikke videre. Hun kiggede sandalerne grundigt igennem, det kunne være et rigtig godt valg. Pludseligt faldt hendes øjne over alle ballerinaskoene og da hun opdagede et bestemt par, som hun næsten havde glemt hun havde, var alle dilemmaer endt. Hun tog et par lyserøde ballerinasko på med gyldne nitter ude ved tæerne forenden af skoene.
   Hun havde malet væggene i soveværelset i en meget mørk beige. Det var et bevidst valg da hun gerne ville have det mørkt, der hvor hun skulle sove. Plisségardinerne var heller ikke råhvide som dem i stuen, de var helt sorte i stedet. Ved vinduet havde hun helt hvide pyntegardiner af velourstof som hang som en bølge ned foran vinduet og som var slynget op omkring kroge i vindueskarmens øverste hjørner. Hendes dobbeltseng var redt op med sengelinned i lyse beige nuancer i blødt bambusstof. Opover sengen og hele vejen rundt havde hun et himmelnet hængende. Det var smadder romantisk. En mørk lyserød farve, der var yndig og gennemsigtig. Det hang ned i flotte buer i forskellige længder og der var bare de sødeste sløjfer bundet af lyserødt silkebånd i et par toner lysere end selve himmelnettet. Ydermere havde hun pyntet det med hjerteformede lyskæder, der fulgte stoffets buer ned. Hun var ellevild med det. I venstre hjørne af soveværelset havde hun to lænestole stående, der var på hver deres side af hjørnet og foran dem havde hun et hvidt lille og rundt sofabord. Lænestolene var betrukket med lyserødt velour og havde en rigtig fin ramme af hvidmalet træ som gik ud i ét med stolebenene. 1900-tallets romantik. Gammeldags, men meget sødt. I modsatte hjørne, til højre for sengebordet ved siden af sengen, stod en meget stor palmeplante, der gik næsten helt op til loftet. De meget store lysegrønne og kunstige blade bredte sig ind over rummet. Det så næsten helt tropisk ud. Sengebordene var små hvide borde, der havde to skuffer under den hvide glasplade som var beklædt på de små bordes overfalder. Hun havde et vækkeur på det højre sengebord og på hvert bord havde hun en bordlampe til at stå og som var magen til hinanden. De havde en fod og et stel af børstet messing og lampeskærmene af glas var i en helt sart lyserød.
   Nu hele outfittet var valgt ud kunne hun bedømme hvilke smykker hun skulle have på. Så det changerede med hinanden. For det var vigtigt at alt sammen bare spillede og gik godt i spænd. Tilbage i badeværelset kiggede hun smykkeskrinet igennem og smykkestativet med. Det værste ved at have så mange valgmuligheder, uanset om det gjaldt tøj, sko eller smykker, så var det bare besværligt at træffe en endelig beslutning og særligt for hende, der i al generelhed havde vanskeligheder med den evne. Hun kunne godt se på det hele, at hun blev ikke ved med at være i god tid og hun kunne mærke snerten af stress, der så småt begyndte at træde i karakter. Som hun bare hadede. Hun tog øreringene på som hun egentligt brugte rigtig meget. Store, lyserøde kuglerunde øreringe. Hun gik altid med mange fingerringe, men det var forskelligt hvilke. Hun syntes at gyldne fingerringe ville matche hendes outfit bedre end dem i sølv. Så hun tog de meget fine, forgyldte fingerringe på og fordelte dem over adskillige fingre.
   Hun slukkede computeren, lukkede ned for sit anlæg. Ude i entréen tog hun sin sandfarvede lædertaske frem, en crossover skuldertaske og som hang over den ene skulder og krydsede ned foran overkroppen. Hun pakkede de mest nødvendige fornødenheder. Cigaretterne, pungen, telefonen og den lyserøde lipgloss. Det var sommer udenfor, eller rettere sagt: Det var egentligt kun maj, den sidste forårsmåned, men vejret var sommerligt. Hun havde set på sin telefons vejrapplikation at der allerede nu var 19 grader. Skyfrit. Solen skinnede fra en fin lyseblå og klar himmel. Hun kiggede et sekund på sin sommerjakke. En halvlang frensh coat med store knapper hele vejen ned foran. Den var faconsyet og der varen rem til at binde om livet, virkelig feminin. Selvom at den godt nok var lyserød, besluttede hun sig for at lade den hænge og tage af sted uden jakke. Vejret var til det.