Ulf vågnede omkring klokken otte næste morgen og var noget stiv i lemmerne. Han havde modstridende følelser. På den ene side var han glad for, at han ikke skulle sidde en hel dag og vente, at der kom en kunde. På den anden side var det en vanskelig sag, som han ikke havde oplevet før.
   Han havde aftalt et klokkeslæt med Irene, hvor han kunne ringe i dag. Det var hvor hun ikke havde så travlt og hvor der heller ikke var risiko for at nogen hørte samtalen.
   Efter at han havde spist sin morgenmad og drukket flere kopper kaffe satte han sig og repeterede, hvad han havde lært om ludomani på politiskolen. Det var typisk hvad der var sket nu, ægtefællen tror ludomanen er utro, for tegnene ligner. De kommer senere hjem og roder sig ind i løgne.
   Følelsen af at blive rastløs og irritabel når de ikke spillede kunne han genkende fra den gang han selv var kommet på flasken. Det havde kostet ham hans job ved politiet, men efter han var tørlagt, kunne han klare at være privat snuser med de ulemper det havde.
   Endelig kom tidspunktet og han ringede til Irene, der hurtigt svarede.
   "Ja, jeg skyggede din mand i går, og jeg har en god og en dårlig nyhed."
   Der lød et gisp i den anden ende.
   "Den gode nyhed er, at din mand ikke er dig utro."
   "Åh, gud ske lov."
   "Men jeg er ked af at måtte sige det, han går på kasino og spiller, måske er han afhængig af det."
   "Åh nej, så ved jeg næsten ikke hvad der er værst."
   "Ja, det kan man spørge om, men vi må finde ud af hvor slemt det er. Jeg vil fortsætte med at skygge din mand, og jeg vil råde dig til at undersøge jeres private bankkonti og få jeres regnskabsfører i butikken til at undersøge mistænkelige bevægelser på butikkens konti. Vi håber naturligvis ikke, at der er noget der, men vi gør klogt i at undersøge det."
   "Det kan jeg godt se, men hvad siger du, skal jeg konfrontere ham?"
   "Det er nok klogt at vente med det til vi ved, hvor galt det er, og jeg vil lige stille nogen spørgsmål: hvornår tror du at han har kunnet begynde på det?"
   "Det er svært at sige, sidste år havde vi en ferie på Rivieraen og var i Monaco, hvor der jo er et kasino."
   "Ja, det er der jo."
   "Men vi så det kun udefra."
   "Var der et tidspunkt, mens I var der, at I lavede hver sit?"
   "Ja, der var en dag hvor jeg var ude og se det sted, hvor Grace Kelly døde i en bilulykke, min mand interesserer sig ikke for film, han kalder det virkelighedsflugt, så det måtte jeg se alene."
   "Du ved så ikke, hvad han har lavet i de timer?"
   "Han sagde, at han havde set på byen."
   "Vi kan ikke udelukke, at han bare for sjov har gået ind og spillet lidt, måske har han vundet, og da I så er kommet hjem, har han vovet sig til Radisson."
   "Ja, kun to uger efter vores rejse var jeg lige en tur i Jylland for at besøge mine forældre, han virkede så underlig da jeg kom hjem."
   "Var det der, at han begyndte at komme senere hjem?"
   "Ja, efter et par dage."
   "Det tyder på, at det har stået på næsten et år, jeg fortsætter skygningen og du undersøger jeres pengesager, så finder vi ud af, hvor galt det er."
   "Ja, det er en aftale... åh, jeg ville aldrig have gættet det, det er frygteligt."
   "Det tror jeg ikke nogen ville, men vi snakkes ved."
   De afbrød forbindelsen og Ulf forberedte sig på en ny dag med skygning. Han priste sig lykkelig over, at det ikke var vinter. Selvom det var efterår var temperaturen tålelig.
   Endnu en aften ved spillebordet. Havde han snart andet i sit liv? Jo, han ville stoppe, når han vandt den gevinst, der reddede hans situation, han kunne det ville udligne alt det, som han havde ødslet med kontanthævninger, hele hans forhastede gæld og de lånte penge i butikken.
   Endnu engang satsede han på lykketallet 17.
   Endnu engang tabte han. Han var overbevist om, at han snart ville vinde, det måtte komme.
   Endnu en gang kiggede han over på nabobordet og så ham, som han havde set mange gange den senere tid. Hvem mon han egentlig var?
   Nu var det bare med at holde øje med spillebordet.
   Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Kuglen havnede på 17. Heldet havde alligevel tilsmilet ham. Med stor tilfredshed så han groupieren aflevere en stor bunke jetons til ham. Hvor meget kunne der mon være i rede penge? Det måtte være mange. Så var det med at få betalt lånehajen og sat resten af pengene i banken. Han ville stadig have råd til at redde butikken. Han samlede jetonerne i en pose. Nu var det med at få dem vekslet, men først måtte han lige have en kop kaffe til at falde ned på.
   Med det samme han havde sat sig med kaffen, følte han sig tom inden i. Nu havde han levet i den intense spænding i lang tid. Det var som om der manglede noget nu. Han savnede rusen af at se hjulet rulle og kuglen glide ned mod et tal.
   Nu måtte han se at komme ud og få vekslet og så komme hjem. Han kiggede en gang hen på den mærkelige mand. Han så ud som om han kiggede hen mod baren, hvor Jack sad. Tænkte han på at holde en pause?
   Med et slog det Jack, at han kunne vinde igen. Hvorfor dog gå hjem, når lykken endelig var med ham? Bare tre styk af de vundne jetoner, det kunne der vel ikke ske noget ved. Jo, han ville gøre det, det kunne være der kom gevinst igen. Han rejste sig og gik hen ud for at veksle til kontanter, men beholdt tre jetoner, hvorpå han gik tilbage til det grønne bord. Han satte de tre jetoner på 17. Igen følte han den rus, der fik ham til at glemme problemerne. Nu havde han ikke lyst til at forlade den rus igen, så han gik ud og købte tre jetoner til, som han gik tilbage og satsede på sytten.

Resten af dagen lignede dagen i går. Han tog til caféen overfor forretningen og holdt øje med, hvad der skete. Præcis som i går sendte Irene en SMS, da hendes mand havde ringet og sagt, at han kom senere hjem. I dag var det lettere at holde trit med ham, når han vidste hvor han skulle hen.
   Han sørgede også for at være parat i kasinoet og spille.
   Nu stod han og spillede, temmelig uinteresseret. Der var ikke noget, der kedede ham mere end spil, der kun var baseret på held. For ham var skak det ædleste spil, men han havde ikke haft nogen at spille det med i flere år, men med et job som dette, hvor han skulle skygge en spiller, måtte han tage denne kedsommelighed med. Mellem hver omgang, hvor han pligtskyldigt gjorde en indsats, holdt han øje med Jack Nørgaard, der tydeligt var opslugt af at se hjulet snurre. Hans øjne blev opspilede, når kuglen var ved at trille mod et tal, som om det var en verdenssensation.
   Ulf så, at kuglen derovre nu havnede på sytten, det tal Jack Nørgaard plejede at spille på. For første gang så han ham også lyse af glæde.
   Kunne det virkelig være rigtigt? Ja, groupieren derovre skubbede en hel bunke jetons over til Jack. Ulf følte lettelse, for nu kunne han måske betale alt det, som han havde trukket af forretningens konto og private konti, måske også lån, hvis han havde taget nogen. Måske kunne det redde situationen. For sin egen del glædede han sig til at være færdig med at spille på den dødssyge roulette.
   Han så Jack gå over til baren. Han skulle vel have noget at falde ned på, så der måtte lige spilles et par omgange til for at holde øje med ham. Bare han så snart ville få vekslet jetonerne og tage hjem.
   Nu for han sammen. En bunke blev skubbet over til ham. Alle hans tanker var rettet mod den sag, som han var på, så havde han ikke holdt øje med rouletten. Hans tal var kommet ud. Det var en pæn gevinst, han havde fået det igen, som han havde spillet for. Skulle han så skrive det på som udlæg? Det var jo en pæn slat penge. Jo, han ville gøre det, så ville han i lang tid være fri for at bekymre sig om, hvorvidt der kom nogle kunder. Glædesrusen var så stor over dette, at han et øjeblik var ved at satse igen. Det kunne jo være han vandt igen.
   "Styr dig, Ulf, det var muligvis sådan den gode Jack begyndte," mumlede han. Et par af de andre spillere kiggede på ham.
   "Sagde du noget?" sagde en af dem.
   "Nej, jeg snakkede bare lidt med mig selv."
   Nu ville han have en øl i baren, så kunne han over den holde øje med Jack. Han satte sig ved et tomt bord, hvor han kunne have øjnene rettet mod bedemanden, uden det var påfaldende. Det skulle blive dejligt at synke sammen og nyde en øl. Pludselig kom han i tanke om, at han jo helst skulle holde sig fra alkohol. Han bestilte en lys øl.
   Nu rejste Jack sig, og da Ulf også var næsten færdig med sin øl, kunne han gå ud og veksle sin gevinst lige efter Jack og nå at skygge ham på vej hjem. Det var måske overflødigt, hvor skulle han ellers køre hen nu? Men Ulf ville for en sikkerheds skyld alligevel se til, at han kom sikkert hjem. I køen var der kun en mellem Ulf og Jack, det passede fint, hvis bare ham i midten ikke var en kværulant, der forlængede kø-tiden.
   Men hvad var det? Gik han tilbage til det grønne bord? Det kunne da ikke passe. Ulf modstod en kraftig fristelse til at råbe, at han skulle stoppe. Han ville måske bare kigge lidt. Han var da vel ikke så dum at fortsætte nu? Ulfs hjerte hamrede.
   Hvad havde han egentlig lært på uddannelsen? At han ikke måtte engagere sig følelsesmæssigt i sine sager. Var det ikke det, som han havde gjort nu?
   Ulf fik vekslet sin gevinst og gik tilbage. Heldigvis brugte Jack sit stambord så han var let at finde igen.
   Fjolset begyndte sandelig at spille igen. Måske bare for et par jetoner, han var vel ikke dum.
   Men Ulf konstaterede, at han lagde den ene indsats på efter den anden og minsandten gik ud og købte nye jetoner. Det var ganske vist ikke mange, men hvis nu han blev ved? Ulf glemte alt om sin lyse øl og kiggede, mens han bankede en knytnæve mod bordet. Han havde ordet skvadderhoved på tungen, men fik det stoppet. Han skulle jo nødig gøre opmærksom på sig selv.
   Jack stod igen ved bordet og gjorde den ene indsats efter den anden. Her havde han det godt, når spændingen fyldte ham, især når kuglen var ved at falde på plads. Igen lagde han en jeton på 17, og han fulgte med spænding kuglens gang.
   Den rullede og faldt ned på 19. Han kunne vel vinde igen, heldet var jo med ham i aften, så han lagde to jetoner på i næste omgang. Igen den intense spænding, det var livet for ham. Han svedte, da hjulet sagtnede farten, dirrede da kuglen trillede lidt, den var ved at ryge i 17, men så hoppede den en gang til 30. Jack bandede
   Det var godt med penge Ulf havde vundet. Han havde ikke lyst til at fortsætte med at spille, selv om det var den bedste måde han kunne holde øje med Jack på. Han ville bare sætte sig i baren på et sted, hvor han kunne holde øje med idioten - han kunne ikke lade være med at tænke på ham med det ord længere. Han gik ind i kasinoet igen og nåede at se den midaldrende dame i skranken være forbavset over, at han ikke gik ud. Der var vel næppe mange, der sådan gik ind igen efter at have vekslet en gevinst til penge.
   Denne gang købte han en cappuccino og fandt et bord med godt udsyn. Jack stod nede på sin stamplads. Nu måtte han da stoppe, han spillede da vel ikke den store gevinst op igen? Det hev og sled i Ulf for at gå op og gribe fat i ham, men han vidste godt, at det var uprofessionelt at gøre det. Aldrig blande sig på den måde, det havde de sagt på skolen gentagne gange. Hver gang Jack Nørgaard lagde en jeton på spillebordet, fløj ord som skvadderhoved, fjols og idiot gennem Ulfs hoved.