Alt er stille i huset. Alt er stille på gården. Alle er gået i seng og sover. End ikke en hest vrinsker.
   Edel putter sig ind til sin mand. Han sover tungt, og hans varme krop føles dejlig og afslappende.
   Hun tager en dyb indånding, mens hun tænker glade tanker. Hun ånder ud og lukker øjnene. Nu føles kroppen let og varm, og nu kan hun sove.

Nej. Det kan hun jo ikke. For hun er vred og irriteret. Ikke hele vejen igennem sindet og kroppen, men langt nok til at blive ved med at være vågen. Tom er i hendes tanker. Det er han jo stort set hele tiden, men især før hun skal sove. Han viser altid sit ansigt for hendes øjne, når hun prøver at falde i søvn, og derfor bliver hun nægtet lov til at lade øjenlågene glide i flere timer ad gangen. Det udarter sig hver aften til en længere kamp mellem hans og hendes vilje. Hun plejer dog at vinde til sidst. Hvordan hun vinder, ved hun ikke, måske er det fordi hun netop bliver udmattet af kampen.

Men i aften er anderledes. I aften er det en af de aftener, hvor hun har ekstra grund til at være irriteret. For ud over Tom forventer hun, at der også skal kæmpes mod hendes søster. For når Susan har været til stede i dagtimerne, dukker hun altid op, når Edel vil prøve at sove. Mange gange bliver hun ligefrem vækket.
   Det nytter simpelthen ikke at sove, beslutter Edel sig for. Ikke før Susan har været der. Når hun først har det, kan Tom formegentlig hurtigt overvindes.

Edel putter sig tættere ind til sin mand og sørger for at holde øjnene åbne. For det nytter jo som sagt ikke at sove - hun vil i hvert fald ikke vækkes. Så hellere få en kortere sammenhængende søvn.
   Tom kommer frem og driller. Han viser sit sleske ansigt og minder hende om, at hun ikke kunne passe på sine søster. Han er tarvelig. Nederdrægtig. Skadefro. Helt instinktivt prøver Edel at bekæmpe ham ved at bytte hans billede ud med sin mands ansigt. Et bytte Tom gør hård modstand mod. Brydekampen står på længe. Men til sidst vinder Edel - som hun plejer.

Der er nogen der græder.

Edel mærker tydeligt, hvordan hendes sind bliver hevet op af den dybe søvn endnu før hun får åbnet øjnene.
   Pokkers. Pokkers, pokkers, pokkers. En afbrudt søvn hænger i hende hele den følgende dag. Hun bliver døsig og dvask. Så hellere en korte sammenhængende søvn. Men nej, sådan skulle det åbenbart ikke være.
   Nu åbner hun øjnene.
   Hun får et chok - selvom hun ser præcis det, hun forventede.
   Susan græder. Hun sidder på siden af sengen og vender ansigtet ned mod Edel. Store tårer strømmer ned ad hendes kinder. "Han kom ikke," snøfter hun, "er han vred? Jeg ventede og ventede i flere timer."

Edels hjerte hamrer hurtigt. Hun er forskrækket, men også vred over at blive vækket og forstyrret. Det er ikke retfærdigt, at hun skal plages.
   "Har jeg gjort ham vred? Hvorfor kom han ikke?"
   Edel ved ikke, hvad hun skal sige. Hun kan ikke huske, hvad hun har sagt de andre gange. "Hold dig fra ham," hører hun sig selv hviske, men mere siger hun ikke, for det nytter ikke noget.
   "Tror du, der er sket ham noget? Han lovede, han ville komme. Han ville gerne, det kunne jeg se."
   Susan kikker på sin søster med store sårede uforstående øjne. Edel genkender de øjne. De er ganske rigtigt Susans. Et øjeblik får hun lyst til at trøste hende. Hun får lyst til at sætte sig op og give hende et stort, hjerteligt søsterkram.

Men hun vil gerne have, hun bliver lidt længere - mærkeligt nok. Bare lidt længere. De er jo trods alt søstre. Disse besøg er det eneste, hun har tilbage af Susan. "Bliv her," hører hun sig selv sige, men hun fortsætter ikke på sætningen, for den er jo vanvittig. Unaturlig, ukristelig, gal.
   Susan græder kraftigere og forsøger at tørrer tårerne af kinderne.
   Det er ikke til at sige, hvor længe, det vil blive ved, og Edel ved, at hun ikke rigtig kan, fører en samtale med Susan. Hun går glip af sin nattesøvn - hun skal være frisk i morgen.
   Edel samler sin vrede og irritation - alt det, der i virkeligheden er rettet mod Tom - og formår at tænke logisk et øjeblik. "I Guds navn," hvisker hun og føler det som om, hun giver Susan en lussing, "find nu fred. Herren skal nok tage sig af Tom."

Alt bliver mørkt og stille.
   Alle sover på gården. End ikke en hest vrinsker.
   Edel putter sig tæt ind til sin varme, stærke mand. Og føler sig ensom.