Hun skal have smør, sukker, mel, havre - alle de almindelige ting, så det burde da ikke være svært at føle sig helt almindelig. Men det gør hun ikke.
   Men på den anden side, så er Sokokis Village slet ikke almindelig lige i øjeblikket, minder Edel Petterson sig selv om. Se bare på det sjak af tømrer, der lidt længere nede ad hovedgaden er ved at opfører en galge. Det har hun aldrig før set, og hun har alligevel boet hele sit liv her.
   Det er en galge til Tom.

Edel kan se gennem høkerens vindue, at sjakket er ved at opfører den platform, som Tom skal stå på, i minutterne før han falder ned og brækker halsen.
   "Knæk," mumler Edel for sig selv.
   Sådan plejer hun ellers ikke at opfører sig, men det sidste års tid har hun gjort meget, hun ellers ikke plejer at gøre. Folk i Sokokis er ved at kende hende som noget af en rappenskralde, er hun bange for.
   "De skal vel se hængningen, fru Petterson," siger høkeren da han har målt ti kilo mel op til hende, "det bliver vel rart at se den fyr få, hvad han fortjener?"
   Edel kan hører en slesk, men samtidig oprigtig tone hos høkeren. "Hm," svarer hun og ser på de varer, han har sat frem til hende, "havren henter jeg bagved, ikke?"
   "Som altid. Jeg har kaldt efter Charlie. Han er her om lidt."
   "Hvem?"
   "Åh, ja, De har ikke mødt ham endnu. Charlie er min nye medhjælper. Han har musklerne i orden. Ikke som Emil."
   "Nå." Åh nej. Edel kan se på Høkeren, at han ønsker at spørge til, hvordan det går hjemme hos hende. Om de er ved at komme ovenpå igen, nu hvor der er gået noget tid og især nu, hvor forbryderen skal have sin straf.

Det er som om, at alle mener, at henrettelsen må være en slags forløsning for hende og hendes familie - de efterladte. Staklerne. Hun kan se, at han tænker på, hvordan han skal formulere netop det spørgsmål, som hun har mødt i så mange, mange forskellige variationer den sidste tid.
   "Den skal nok få knækket ham," skynder hun sig at sige i en sarkastisk tone og peger ud mod galgen.
   Høkeren slår op i en lille latter, "den ville nok knække hvem som helst. Det er kram, det de laver. Jeg var var lige forbi her ved frokosttid." Høkeren ser ud som om, han forventer Edel skal være imponeret over hans research - eller noget i den stil.
   "Jeg ser den først nu, "svarer hun denne gang i en mere afslappet tone, der gerne skulle signalere, at denne samtale ikke skal blive for lang, "jeg er jo ikke så tit i byen."
   "Nej, "svarer høkeren, "Men vi kunne ellers godt bruge jer. I Pettersoner og Horner er gode folk."
   "Nu smiger De vist."
   "Nej, egentlig ikke," siger høkeren og bliver en smule rød i hovedet af bar engagement for at understrege sin pointe, "tænk på det. Vi har haft en morder i blandt hos i flere år. Lige derovre arbejdede han," han peger gennem vinduet på McCarthy familiens gamle skomagerværksted, "det er noget andet med jer. I kommer med frugt hvert efterår, korn hver sommer. Fin kvalitet. Der er aldrig noget. Ikke som de derover, der først er skomagere, så hesteavlere og så mordere."
   Edel ved ikke, hvad hun skal sige.
   "Jeg kan godt sige Dem," fortsætter høkeren, "at der er en del folk her i byen, som tænker, at hvis vi havde haft den ringeste anelse om, hvad der ville ske med Deres søster, så havde vi jaget alle de irere ud af byen, inden det overhovedet fik lov at ske."
   "Hm," siger Edel. Nu har samtalen taget den drejning, hun ikke ønsker. Hun må finde på en afledning. Hvad som helst... "Jeg har aldrig set en hængning. Ved De hvordan sådan en foregår?"
   "Jeg har set en, engang. Det var da de hængte en nigger for voldtægt. Men det er længe siden. Den gang faldt de ikke ned gennem en lem, der blev kvalt i rebet. Så kan man jo diskuterer, hvad der er bedst..."

Det virker. Edel ånder lettet op, mens høkeren fabler løs om den hængning, han så som ung. Nu mangler Charlie bare at dukke op, så han kan læsse sækkene med mel og havre på vognen. Det giver altid en naturlig afslutning på samtalerne med høkeren.
   Hvor bliver han dog af?
   På den anden side. Måske ville det være meget godt at overvære Toms sidste minutter? Måske ville de sidste minutter af McCarthys liv sætte en slags punktum for hele affæren med Susan?
   Edel forsvinder i sine egne tanker. Høkerens stemme kan hun slet ikke hører. Hun lægger ikke mærke til rummet omkring sig. Hvis der kom en person ind i butikken, ville hun ikke tage notits af ham.
   Hun trænger jo til at få sat et punktum. Susan har jo fyldt meget mere for hende som død end hun gjorde som levende - og den gang fyldte hun ellers ikke så lidt.
   Som det er nu fylder Susan alt. Hendes tanker, hendes samtaler, de samtaler hun undgår, hendes drømme, og ... de stunder, hvor hun er alene.
   Susan er alle steder hele tiden.
   Hvis McCarthys døde, ville Susan så endelig også dø? Ville hun så forsvinde og lade Edel leve. Så meget det nu ville kunne lade sig gøre?

"Susan."

Det giver et sæt i Edel, da nogen nævner hendes søster navn.
   "Jeg kondolerer med deres søster," siger en ung kraftfuld knægt. Han siger det alt for venligt og helt unødvendigt. Man behøver ikke sige den slags et år efter tabet er sket. Men Edel bliver ikke irriteret. For det er Charlie, der er kommet, og høkeren er holdt op med at snakke.