Stjernerne skinnede klart ned på dem og på det sorte landskab under flyet. Motorerne brummede jævnt.
   "Bare hold kursen," lød Bernhards stemme. "Der skulle være kontakt om femten minutter."
   "Modtaget." Wulf kiggede ud i mørket. Formationen af engelske bombemaskiner ville give ham grunden til at fortsætte helt ud over Kanalen. Han ville flyve, som var han på jagt efter dem, men sørge for at hverken Bernhard eller han selv kom på skudhold. Bernhard burde ikke fatte mistanke med det samme. Når de så var kommet tæt på Kanalen, ville han lade som om de fik motorproblemer. Han ville få Bernhard til at forlade flyet og så ville han flyve ud over Kanalen, som for at nødlande. Mørket ville skjule at det ikke skete.
   "De flyver mod syd," sagde Bernhard.
   Den kurs ville føre englænderne lige ind i et flakbælte - de prøvede sikkert bare at forvirre eventuelle forfølgere. "Følger vi efter?" spurgte Wulf.
   "Nej," sagde Bernhard.
   Han stirrede ud i mørket. Englænderne skulle komme tilbage. En dag ville han flyve hen over dette område igen og se byerne stråle af lys fra tændte lygtepæle, lysreklamer og udækkede vinduer.
   I det fjerne dukkede små kugler af ild op på himlen - som kortlivede blomster der foldede sig ud og forsvandt igen næsten med det samme. Nye dukkede op hele tiden og dannede et bølgende bånd, der fulgte kanten af flakbæltet. Båndet markerede englændernes rute. De var på vej mod vest igen. Tak.
   "De kommer tilbage," sagde Bernhard.
   "Tror ikke, at de brød sig om flakken," sagde Wulf.
   Bernhard lo. "De er ikke helt dumme."
   Det bølgende bånd blev smallere og smallere. Skytterne på jorden kunne ikke længere nå englænderne. Det var fristende at dykke. Englænderne nærmede sig og når flakken ikke længere oplyste himlen, ville det blive svært at finde dem. Radaren duede ikke tæt på.
   En sidste flakblomst og så mørke. Han stirrede ned og lod som om han kunne følge englændernes kurs. De måtte snart være under dem.
   "Bernhard?"
   "Vent."
   Mørke. Mørke. Mørke. Han mærkede dokumentet, tæt foldet om låret. Han tænkte på sin mor og på hvor længe lægen ville holde til forhøret. Dage? Uger? Han så ned i mørket. Englænderne kom tættere på. Hvis de ikke havde skiftet kurs. Hvis de ikke var ved at skifte kurs. Lad dem holde kursen. Lad dem holde kursen. Lad dem holde kursen. Kom nu, Bernhard. De slipper væk.
   "Nu!" råbte Bernhard.
   Wulf kastede flyet ud i et dyk.
   De kunne flyve lige forbi englænderne. De kunne blive mødt af maskingeværssalver. De kunne ramme en af dem.
   Raslen lød fra Bernhards gevær. Han bevægede det, som var han i kamp. Wulf satte tommelfingeren på sin aftrækker.
   Lysprojektiler sprøjtede op foran dem, som spyede englænderen gule giftslanger. Wulf fik flyet til at rulle og det smøg sig ind under strømmen. Projektilerne fór hen over glasset. Så tæt på at de kastede spejlbilleder. Ned - de måtte ned.
   "Lancaster!" råbte Bernhard.
   Så var de foran englænderen. Wulf skubbede flyet ind i et dyk. Projektilerne fulgte dem. Bernhards gevær gav to korte salver. Mørke. Det var tæt på. Han rettede flyet op. Over dem dækkede mindst fem englændere for stjernerne. Perfekt.
   "Alt i orden?" råbte han over skulderen.
   "Ja," sagde Bernhard.
   "Fik du tårnet?"
   "Nej. Efter dem!"
   Nemlig! Wulf gav fuld gas. Hen til det første fly i formationen og ind i et angreb mod vinge og cockpit. Sådan angreb man en lancaster.

Englænderen lå med siden til dem og lidt højere oppe. Den var et stort, kantet monster. Langsomt og udholdende. Det var svært at tro, at samme land stod bag noget så strømlinet som spitfiren. Kroppen lignede mest en langstrukket kiste, med vinger og hale klistret på. Kun et kanontårn vendte fremad. Det sad i forenden og glinsede som en våd snude.
   Stjerneskæret burde også gøre floden synlig. Wulf kiggede ud over landskabet. De karakteristiske sving lå som et knapt synligt mørkegråt bånd midt i alt det sorte og længere ude - bare få kilometer væk - ventede Kanalen. Det var på tide at få motorproblemer.
   "Efter den," sagde Bernhard. "Og hold det forbandede fly stille!"
   "Javel!" Han førte flyet rundt i en stor bue og steg, mens han drejede ind mod englænderen. Drejede lidt for tidligt og kom for lige ind mod englænderens cockpit. Bombekasterens sigteplads var som en fremskudt hage og ovenover skinnede fortårnet. Kanonerne var usynlige i mørket. Lad skytten være nervøs og uerfaren. Lad propellerne passere over os. Han skød og ramte omhyggeligt forbi. Englænderens fortårn svarede igen. Projektilerne fór hen over styrbords vinge, ude af syne bag motoren. Lige efter planen. Han slukkede motoren og flyet faldt. Bagbords motor hvinede i et forgæves forsøg på at holde dem oppe.
   "Wulf!" råbte Bernhard. "Hvad sker der?"
   Han rev gashåndtaget tilbage. Flyet vendte snuden mod jorden.
   Englænderens bugtårn spyede projektiler ud foran dem. Sno dig lille fly. Han fik det til at rulle. Smæld lød fra bunden af cockpittet. Ingen smerte fra benene. Ingen våd fornemmelse af blod.
   Bernhards maskingevær spyede ild. En lang hidsig salve. Ingen skud fra englænderen. Han var død. Det var ikke meningen.
   Bernhards gevær tav.
   Vinden susede i antennerne og fløjtede om skroget. Han gik langsomt i gang med at rette flyet op. Et tungt arbejde. Styregrejerne gjorde modstand. Kæmpede imod. Kom nu. Hans muskler begyndte at ryste af anstrengelse. Svigt mig ikke.
   Flyet ignorerede ham.
   Kom nu. Forsigtigt. Lille fly. Blødt.
   Flyets forende gled opad og farten faldt.
   Tak. Han mærkede, at tøjet klæbede til ham under dragten og at musklerne sitrede af træthed, men styrbords vinge hang stadig og han kæmpede for at holde flyet vandret. Det tabte stadig højde - ikke meget af gangen - men stejlt nok til at det ikke virkede kontrolleret og stejlt nok til at tage flyet ud over Kanalen. Godt. Det virkede alvorligt.
   Lancasterne blev mindre og mindre. Han smilede til dem. Snart var de ude over Kanalen og ude af syne.
   Flodens mørkegrå sving gled ind under dem og længere fremme dukkede et nyt sving op. Wulf kendte anstanden mellem dem. Han kastede et blik på sit ur og på højdemåleren. Hvor meget de faldt, på den tid de fløj mellem svingene, ville fortælle ham om hvor langt flyet kunne svæve i alt. Det andet sving gled ind under dem.
   Fint. Flyet kunne svæve ud over kysten.
   "Bernhard!" råbte han. "Vi mister brandstof og motoren brænder sammen." Han fik igen trukket styrbords vinge opad. "Spring ud!"
   "For fanden Wulf," sagde Bernhard. "Jeg troede, du var ramt."
   "Jeg springer ved kysten." Kom nu, Bernhard. Spring. Det er hårdt arbejde, det her. "Spring nu!"
   "Nej."
   "Hvad?"
   "Jeg springer ikke, kødhoved."
   Wulf mærkede dokumentet mod låret. Den usynlige kystlinje nærmede sig og over Kanalen var englænderne forsvundet i mørket.
   "Hold nu op," sagde han. "Det er ved at blive farligt, det her. Spring!"
   "Nej."
   Fjols! Han skulle redde sig selv og ikke sidde og spille helt. Wulf overvejede også at slukke for bagbords motor. "Hvad fanden er der galt med dig!"
   "Der er en grund til, at jeg valgte dig." Bernhards stemme var rolig. "Du styrter aldrig."
   Styrter aldrig! Hvad fanden ville han så kalde det her.
   "Vend om og tag tilbage til basen."
   Så rolig. Som om det var en ganske almindelig nat. Han måtte få ham til at forstå. Måtte slippe af med ham. "Det kan jeg ikke."
   Kun stilhed kom fra Bernhards plads og den blev dybere og dybere. Et par meter mere og så var det ikke længere sikkert at springe ud. Kom nu, Bernhard.
   "Bernhard. Du er nødt til at springe. Vi er snart for langt nede."
   Stilhed.
   "Bernhard, for fanden! Spring!"
   "Jeg tør ikke."
   Verden rullede og vendte sig på hovedet. Bernhard - som kunne tage lysten fra en hver slagsbror med et enkelt blik - bange for at springe ud med faldskærm. Han lo.
   "Det er ikke morsomt!" råbte Bernhard.
   "Jo. Det ..." Latteren afbrød ham. Hans mavemuskler hoppede og gjorde ondt. Tårer gjorde hans syn uklart. "Undskyld." Han tørrede øjnene med bagsiden af hånden. "Undskyld."
   "Radioen er død," sagde Bernhard.
   Wulf kastede et blik på højdemåleren og opdagede, at de havde passeret kystlinjen. Så var det også for sent at tage faldskærmen. Han kiggede ud over havet. Vandet reflekterede den smule lys der var og strakte sig ud foran dem, sort som olie. De fløj stadig højt nok til at komme hen over kystpatruljen, uden at rage deres master af. Han trak styrbords vinge op. Først når de var kommet forbi kystpatruljen, kunne han tænde motoren igen.
   "Jeg vil ikke vide, hvornår vi rammer," sagde Bernhard.
   "I orden." Stakkels Bernhard. Men han brød sig ikke om at fortælle noget, før de var ude af tysk farvand. Kystpatruljen var kendt for at skyde på alt der bevægede sig.
   Han så ingen skibe. Ingen skød på dem. Havet lå under dem og de sorte toppe og dale flyttede sig hele tiden. Tilsyneladende blødt som fløjl og glat som silke. De var under både den tyske og engelske radar og det var på tide at rette flyet op.
   Han hørte, Bernhard mumle. Det lød som bøn. Bøn?
   Han skar ansigt. Det var rigtigt. Bernhard troede jo, at de styrtede. Han overvejede, om han kunne få Bernhard til at springe ud fra denne højde. Sikkert ikke. Og han brød sig ikke om, at efterlade ham i vandet - gummibåden var udenfor rækkevidde, i ryggen af flyet. Desuden ville Bernhard vide, at han selv fløj videre. Men at tage ham med ...
   "Bernhard?"
   Bernhard fortsatte med at bede.
   Wulf tog mod til sig. "Vil du med til England?"
   Bernhard tav. "Hvad ..?"
   Wulf tøvede og tændte motoren. Han rettede flyet op. Styregrejerne blev lettere og endelig kunne han slappe lidt af.
   "Hvad har du -" Bernhard rørte på sig og raslede med selerne.
   Han har en kniv, huskede Wulf. "Sæt dig!"
   "Forbandede lille kujon." Bernhard skramlede deromme, som prøvede han at rejse sig.
   Wulf fik flyet til at stige og kastede det mod vandet igen. Noget solidt og tungt slog mod cockpittaget og Bernhard sank sammen. Wulf kastede flyet til siden og Bernhard fulgte bevægelsen som en sæk kartofler. Bevidstløs - og forhåbentlig et godt stykke tid. Han tog lidt mere højde på, så han var klar til en ny omgang voldsomme manøvre, når Bernhard kom til sig selv igen. Det ville ikke blive lige så let at slå ham ud næste gang.
   Han gennemgik de få ting, han vidste om Bernhard og ledte efter et noget der kunne bruges til at overtale ham. Begge Bernhards forældre levede endnu - faren havde en høj rang i militæret - men Bernhard fik som regel kun breve fra sin søster. Eller han gjorde. Det var et stykke siden sidst. Han prøvede at huske afsenderadressen. Noget med B? Nej, det var D. Dresden? Dortmond? Det var nytteløst. Han skulle have været mere opmærksom. Han skulle have anstrengt sig og måske endda have gået ham på klingen for at få noget at vide. Ærligt talt - han vidste jo ikke engang om Bernhard var national socialist. Wulf gned sig over panden. Han var nødt til at være hård, når Bernhard vågnede - han var nødt til at få kniven fra ham, nødt til at sikre sig bare den smule afskrækkelse. Ikke at det ville virke, når de først var på jorden. Et par øjeblikke forestillede han sig, at han lod flyet stige, når de nåede England, og at han forlod det i faldskærm. Tanken gjorde ham skidt tilpas - og desuden ville springet bringe ham ind i skudlinjen fra det bagudrettede gevær.
   Bernhard rørte på sig.
   "Sæt dig," sagde Wulf. "Og spænd selerne."
   Det lød som om Bernhard igen forsøgte at vende sig.
   Wulf kastede flyet ud i en serie bratte drej og Bernhard gled tilbage mod geværet. Han påbegyndte et rul. Flyets vinger nærmede sig lodret.
   "Stop!" råbte Bernhard.
   Han fortsatte.
   Bernhard skramlede på plads i sædet.
   "Giv mig din kniv," sagde han og rettede flyet op.
   "Desertør."
   "Kniven!" Han rakte om efter den, med den ene hånd og var klar til at sende flyet ud i et styrtdyk, med den anden. Bernhard kunne snitte ham i hånden eller brække hans arm. Prøvede han, ville de begge dø.
   "Idiot," sagde Bernhard og lagde den sammenfoldede kniv i hans hånd. Tak, Bernhard. Han stoppede den i lommen og stirrede ud i mørket. Stjernerne skinnede klart og under dem strakte havet sig tilsyneladende uendeligt, selvom England kunne ses fra Frankrig på en klar dag. Han kastede et blik på sit ur og regnede ud, at de havde tilbagelagt en fjerdedel af vejen. Kun en fjerdedel.
   "Er du politisk, Bernhard?"
   "Politik har ikke noget med det at gøre. De er vores fjender! De bomber -"
   "Og vi bomber dem. Det er krig."
   "Hold kæft!"
   "Vi startede den."
   "Du ved ingenting!"
   Den sætning var mere end bare et snap efter en, som han regnede for smådum.
   "Bernhard?" spurgte han.
   Bernhard svarede ikke. Selvfølgelig ikke. Wulf kiggede på stjernerne og vidste, at han havde mistet og ville miste mindst syv ting den nat.