Den fremmede planet med navnet: Jodau
   I tre uger var de dagligt vidne til en teknologi, der var helt fremmed for dem. De fremmede, Kentauerne, var venlige og sørgede godt for dem, men kunne eller ville ikke hjælpe dem med at fastslå hvor de var henne i universet. Li's mave voksede, og hun trivedes. Det fortalte hun dagligt Armand. Også at hun var glad for at bære netop deres barn.
   Armand smilede ofte, strøg Li's mave kærligt og var hende en god mand, hun kunne støtte sig til.
   De var blevet overført til et mindre rumskib, som skulle bringe dem til et venligtsindet folk der lignede dem. Det rumfartøj de var overført til, havde ikke mindre end tre krigsfartøjer til at beskytte sig på rejsen.
   Nu nærmede de sig den fremmede planet. Li havde længe set den ude i rummet, havde bemærket den blågule farve den havde, og havde fået fortalt det var der, man ville bringe dem hen. Folket havde en leder der var som dem, venligtsindet, og en god leder. Planeten kaldte de for Jodau.
   Armand ventede på Li i kommandorummet, de ville lande om ganske få timer. Lederen af rumskibet ville gerne se dem, fortælle dem om det nye samfund de styrede imod, og som ville byde dem velkommen, hjælpe dem med at få en dagligdag til at fungere, og hjælpe til når det blev aktuelt for Li at føde deres barn.
   Han forklarede dem om få, men uskrevne love mellem de mangeartede skabninger der var sammen på forskellige planeter i deres del af rummet. De forstod begge, at det var forbundet med streng straf at praktisere det man på jorden kaldte for utroskab. Det hang sammen med, at på Jodau blev kvinder og mænd gift for at få børn. Børn var planetens fremtid, dem passede man på. Jalousi kendte man, men talte aldrig om den. Havde man fået en partner, var det for livet.
   Rådet kunne bestemme, at faldt den ene bort, kunne det bevilge en anden partner til den efterladte. De var af rene racer, derfor var det aldeles forbudt at have kønslig omgang med en anden race, ja med andre end den man var givet til, eller havde valgt som sin partner.
   Degenerering og mutationer, havde man for meget længe siden set grufulde eksempler på, så det blev ikke gentaget.
   Armand og Li var af en race man ikke kendte, derfor var det accepteret de var sammen, ventede barn sammen. Men blande sig seksuelt med de folk der var på planeten, var aldeles forbudt, og ville med det samme blive straffet med døden for dem begge.
   Ligeledes var al tyveri forbundet med streng straf. Usandheder og løgn var strafbare, tåltes ikke.
   Alle hjalp til efter bedste evne, og alle kunne tale i det øverste råd, uanset hvilken gruppe man hørte til. Fjendtligheder som vold og mord, blev uden omsvøb straffet med døden.
   Lederen af rumskibet fortalte dem, de var velkomne på den fremmede planet. Man ventede spændt på at se hvem de var. Universitetets Kejser havde bestemt og arrangeret det sådan, at Jodau ville være velegnet for dem. Det havde kemiske analyser af deres væv fortalt. Jodau ville være som den planet de kom fra, med frisk luft, store skove og mange marker, som de havde berettet om, til den mand der havde lært deres sprog.
   De kunne være trygge, de ville blive ordentligt behandlet på Jodau, det var han helt sikker på, ikke mindst fordi universets kejser havde bekendtgjort, han personligt ville følge deres fremtid på Jodau.

Efter en behagelig landing blev de modtaget af rådet. Femten mænd og kvinder af forskellig race. En tolk oversatte den velkomsttale, som en kvinde i rådet holdt for dem. Efter en kort ceremoni, blev de ført til et hulekompleks i en klippe i nærheden. Her skulle de hvile, tage sig den tid de behøvede for at komme sig, efter det lange ophold i rummet. Først ville deres læger dog sikre sig, at Li havde det godt, efter deres lange ophold i rummet.
   Alt var i begyndelsen meget forvirrende for dem begge, de nye forhold var uvante for dem.
   Hulerne de skulle bo i var rummelige, bygget ind i klipperne. Kun væksthuse og forsvarsværker var selvstændige enheder udenfor klippehulerne. Det skete at kloden blev angrebet af Alians fra fremmede kulturer, fremmede planeter, i det univers der nu skulle være deres hjem fremover.
   Rådet havde bestemt, at Armand skulle lære deres sprog først, så kunne Li altid lære senere. Armand lærte mens han sov, ved hjælp af elektroder sat på hans hoved. I det hele taget var der meget nyt at lære og tage stilling til for dem begge.
   På planeten var der tre forskellige folkeslag, der naturligt holdt sig adskilt fra hinanden. Alle var de dog afhængige af hinanden i hverdagen.
   Tikaerne stod for alle ingeniøropgaver, som at bygge huse i klipperne og ude på de bare og solsvedne sletter, samt anlægge de forsvarsværker der skulle beskytte det lille samfund.
   Lonierne kunne alt med teknik. De konstruerede våben, og små rumfartøjer til intern transport på, og omkring planeten.
   Sakaerne var eksperter i alt hvad der kunne spises. De dyrkede planter i særlige væksthuse, holdt forskellige husdyr og passede de skove der var mange af på planeten. I det hele taget var det for Li og Armand en anderledes planet, med mange mærkelige dyr og vækster. Men som på jorden, havde Jodau en atmosfære, store have og mange skove der var tropiske og subtropiske.
   Armand arbejdede hårdt på at lære de tre forskellige hovedsprog der blev talt på Jodau, og at bruge de rigtige vendinger i de rigtige situationer, samt det interstellare sprog alle i deres univers kunne tale. Også de små Kentauere der havde reddet dem ude i rummet, kommunikerede på det sprog.
   Indenfor de enkelte stammer var der forskellige dialekter, som Armand ønskede at få kendskab til. Han ville så hurtigt som det var muligt lære om de forskellige måder de fremstillede, og dyrkede planter der anvendtes til føde på. Han ville lære sig navnet på hver enkel art på de forskellige dialekter.
   Snart var han en skattet medarbejder i væksthusene. Nye teknikker baseret på hans viden om ernæring, havde efterhånden vundet indpas i samfundet. Alle var glade for han var kommet til netop deres planet. Armand var allerede et kendt ansigt, en man gerne lyttede til når samtalen faldt på dyrkning af afgrøder.
   Li, der var uddannet rumlæge, havde ikke noget at bidrage med, da planeten Jodaus teknologi var meget længere fremme end jordens. Hun måtte ikke arbejde, skulle passe deres kommende barn, og så være Armand en god hustru. Det havde hun det ikke særligt godt med. Ofte beklagede hun sig til ham over sin isolerede tilværelse. Han lovede hende, at når barnet var født ville han spørge Rådet, om der ikke var noget hun kunne beskæftige sig med. Om ikke andet, så kunne hun hjælpe ham med at gøre notater og lignende.
   Tiden for Li's nedkomst nærmede sig. Dagligt blev hun fragtet til noget der lignede et hospital, hvor alle kvinder fødte deres børn. Ved fødsel blev de lagt i coma, man fødte ikke som på Li's og Armands Jord.

En nat vækkede Li, Armand. Hun fortalte glad det nu var tiden, hvor hun skulle føde. Hun havde kraftige veer. Li prøvede at trække tiden ud, ville helst føde med Armand ved sin side. Mellem veerne talte de om faren ved en hjemmefødsel. Li holdt på, hun ville klare fødslen med hans hjælp. Hun var læge, vidste hvad hun gjorde. Skulle nok sige til hvis hun ikke kunne klare det alene.
   Kort før solen kom på himlen, fødte Li en dejlig dreng, helt uden komplikationer. Både hun og Armand var lykkelige over fødslen var gået så let. For en sikkerheds skyld fortalte Armand vagten på hospitalet, at Li allerede havde født. At det var gået så stærkt, så de ikke kunne nå at tilkalde hospitalspersonalet.
   Den købte de uden videre, men ville sende et transportfartøj hen til dem med det samme. Deres læger ville kontrollere både barn og mor.
   Tre timer senere var Li tilbage. Glad og tilfreds med det hele havde været i orden, og at Jodaus læger ikke havde haft nogen bemærkninger.
   Dog havde Cheflægen sagt til hende, da de var alene nogle minutter, at det var forbundet med streng straf at lyve, og at hun skulle sige til Armand, de godt vidste han ikke havde talt sandt, da han underrettede dem om fødslen. Det kunne de se på deres skanninger af Li. Men han ville ikke gå videre med sin viden, da han forstod Li var meget bange for at føde uden Armand ved sin side. Og på fødestuerne havde ingen mænd, udover læger, adgang. Han accepterede denne ene gang de havde overtrådt planetens love. Men Li havde forsikret ham om, det ikke var for at skjule noget, de havde handlet som de gjorde. Kun at hun var meget bange for at være alene med sin fødsel. Det havde han forståelse for, og ville ikke tale mere om den sag.