"Godmorgen Lene, og velkommen."
   Jeg var ankommet til en supplerende samtale, angående en stilling jeg havde søgt.
   "Lene, der har som du ved, været 22 ansøgere til stillingen. 5 har været til samtale. Vi har nu besluttet hvem der skal have jobbet. Jeg har kun et par supplerende spørgsmål til dig af praktisk karakter, før jobbet er dit."
   Samtalen varede i 20 minutter, så var stillingen min. Jeg skulle begynde om 14 dage. Og det var drømmejobbet. Chefpsykolog for de 7 skoler der var i kommunen. Min mand John, var overlæge på det lokale sygehus. Vi var det man betegnede som en rigtig kærnefamilie. John havde meget at lave, de var underbemandede på skadestuen, sagde han, der var mange ekstra vagter at tage sig af. Nu her i ferietiden var den helt gal. De mange turister lagde ekstra beslag på personalets sparsomme frihed, Også John måtte tage sin tørn, han var chefen,

Vi var netop blevet færdige med aftensmaden fredag aften, havde planlagt at tage i vores sommerhus i nærheden, allerede i aften.
   Johns bipper larmede. Han så på den, og sagde der var brug for ham på sygehuset. Hvis det blev sent, ville han blive og sove på vagtstuen, han havde vagt i de næste 24 timer, fra næste dags morgen klokken 8.
   "Tag du bare op og hyg dig sammen med børnene!" sagde han, inden han gik ud til bilen.
   Malene på 4 og Kim på 5½ år skændtes. Det gjorde de af og til, men sådan var vel alle søskende. Jeg tyssede på dem, og fortsatte med at pakke vores ting. Tøj, mad og legetøj. Det var sommer, og børnene havde fri fra skole. Jeg kørte de 50 kilometer der var til vores sommerhus, vi ankom sent om aftenen. John havde allerede ringet og ønsket børnene godnat.
   "John! Nu må du ikke tage for hårdt fat, min ven." Jeg var bekymret for alle de vagter han havde. De gjorde ham af og til lidt irritabel. Jeg følte helt klart, at John var overbebyrdet med arbejde, stresset. Men han lo bare og sagde, jeg ikke skulle tage det så tungt.

Næste dag var det strålende solskin, jeg vidst det ville blive bagende varmt, en rigtig bikini dag. Børnene skændtes, og igen måtte jeg tysse på dem. Hvad ville naboerne ikke sige? Tænke?
   De havde fået lov til at gå ned på stranden, men med forbud mod at gå ud på broen. De kunne lege med de andre børn i strandkanten, og kun soppe i vand til knæene, ikke bade.
   Jeg satte mig i en af de magelige polstrede stole på terrassen, og slappede af. Børnene var vant til at være alene på stranden. Genboens var dernede, hans kone havde lovet at se efter, at de ikke gik ud på badebroen.
   Jeg havde ellers aldrig problemer med dem, men i dag var de ikke til sinds at enes. Jeg var lidt ærgerlig over, de ikke kunne opføre sig ordentligt overfor hinanden. Hvad var der i vejen med dem? Min tankegang blev afbrudt.
   "Hej Lene! Herligt vejr i dag. Sol hele næste uge, har de lovet. Er hele familien med? Eller er det kun dig og børnene?"
   Jeg satte mig op. Smilede til min nabo, der stod ved den fælles hæk vi lige havde plantet i forrige weekend.
   "Kommer du ikke over og får en øl, Henrik?" Han nikkede, og tog pænt vejen igennem havelågen, selvom hækken ikke var højere, end han sagtens kunne skræve over den.
   Henrik var et rart menneske, i hvis selskab jeg altid følte mig tryg og rolig. Henrik og John kom godt ud af det med hinanden. Han var et par år ældre end John, og værkfører på en maskinfabrik.
   Vi sludrede om løst og fast i dagligdagen. Om livet, og om religioner og traditioner hos forskellige folkeslag. De mange indvandrere satte deres præg på bybilledet, der hvor jeg kom fra.
   Men Henrik var også anderledes end andre naboer. På en måde lidt mystisk.
   "Undskyld jeg spørger dig, men er du religiøs, Henrik?"
   Et næppe synligt smil, kom over hans læber. Henriks ansigt blev mildt, trygt at se på, øjnene virkede tillidsfulde.
   "Både ja og nej, Lene. Ikke religiøs i den forstand, som almindelige mennesker opfatter det. Jeg tror på, der er én stor ånd, der har skabt os alle sammen. Ikke alene os mennesker, men hele den store verden, med dens Sten, Bjerge, Træer, Fisk, Insekter, Dyr og alt det andet der er på den jord, hvor vi lever. Vi er alle en del af den, på godt og ondt. Vi er afhængige af hinanden. Vi har alle en sjæl og åndelige hjælpere. Vi er ikke alene."
   "Henrik. Er det derfor vi somme tider kan høre du messer og trommer?"
   "Ja, det er det nok. Men jeg vidste ikke det generede jer, det skal jeg nok tage højde for fremover."
   "Sådan mener jeg det ikke, Henrik. Det generer ikke nogen af os, men vi talte om det, John og jeg, en dag hvor du sad med en tromme, ved et lille bål bag garagen. Der dufter også altid så dejligt, når du messer og trommer. Er det røgelse du brænder af?"
   "En slags røgelse. Jeg bliver rolig, når jeg laver mine ceremonier," sagde han og smilede. Jeg nikkede.
   Henrik takkede for skænken, og ønskede mig en god dag. Han gik ind til sig selv.
   Bare han nu ikke blev sur over min påtrængenhed, tænkte jeg, og lagde mig ned igen, for at nyde solen.

Jeg blundede, blev vækket af sirener fra flere udrykningskøretøjer. Der måtte være brand, ildløs et eller andet sted. Udrykningskøretøjerne kørte tæt forbi os og ned mod stranden...
   Børnene! Jeg var pludselig vågen, og følte en angst som kun en mor kan det. Jeg skyndte mig at få en trøje og et par lange bukser på, og løb ned mod stranden. Der stod en større menneskemængde samlet omkring nogle brandfolk og reddere. Der var også ankommet en ambulance. Jeg løb derhen fuld af angst for, det skulle være et af mine børn det drejede sig om.
   Jeg trængte igennem menneskemængden, og så til min rædsel, det var Malene der lå livløs på sandet. De var i gang med at genoplive hende. Jeg skreg, og ville tage hende i mine arme, men en politimand holdt mig med magt tilbage. Jeg var lammet af skræk, kunne ikke samle mig om noget andet, end det var min lille pige der lå livløs, der i sandet.
   Efter det der føltes som en evighed, var vi endelig i ambulancen, og på vej til hospitalet. Min nabo Henrik lovede at finde min søn, og tage sig af ham, til der var andre der kunne tage over. Jeg var panikslagen. Turen til hospitalet varede alt for længe, syntes jeg. Den tog ikke mange minutter, men tiden stod stille for mig.

På skadestuen bad jeg personalet om at finde John. Han var den bedste børnelæge i landet, inden han fik stillingen som chef for skadestuen på provinshospitalet. Jeg kaldte fortvivlet efter ham, men der var ikke nogen der vidste hvor han var. Jeg fik en ubehagelig følelse af, de bevidst undgik mig.
   De arbejdede intenst med min datter, Malene.
   Peter, Johns kollega og ven, kom hen til mig, og tog om min arm.
   "Lene," sagde han sagte, han var alvorlig.
   "John har fri weekend. Fra i går aftes og til mandag eftermiddag." Jeg gloede på ham som ramt af lynet.
   "Du lyver!" skreg jeg og hulkede.
   "Du lyver Peter!"
   "Nej!" sagde han trist, "det er sandt, Lene."
   "Hvor er han?"
   "Det ved vi ikke, men ikke her. Jeg skal nok hjælpe dig. Jeg har taget Johns vagt for han kunne være hjemme hos jer... Der var problemer, sagde han, og det kan man jo godt sige, der er. Men han er ikke her... Kom! Du trænger til at hvile dig."
   Hans kontor var lyst og venligt, jeg lagde mig på den briks, Peter pegede på.
   "Hvor er han?" spurgte jeg igen og igen, men fik kun det samme svar:
   "Vi ved det ikke!"
   Den vagthavende læge kom ind. Han og Peter udvekslede blikke, Peter nikkede.
   "Lene," sagde han endnu mere trist.
   "Vi kan desværre ikke gøre mere. Malene var ikke til at redde. Hun er død nu." Han tog om mig, jeg hulkede.
   "Hvad har jeg dog gjort?... Hvor er John?... Hvorfor passede jeg ikke bedre på hende?..." Jeg fik kun medlidende blikke og trøstende ord, intet andet.
   "Jeg vil gerne se hende!" De så på hinanden, og hjalp mig ind på den stue, hvor hun lå. Så bleg hun var. Jeg brød grædende sammen.
   "Lene," sagde Peter efter nogle minutter, hvor jeg bare græd og græd,
   "Er der nogen, vi skal ringe til nu?"
   "Ja," hulkede jeg, og havde nærværelse nok til at fortælle om min mor og far.
   "Deres telefonnummer må være i Johns kalender. De hedder Una og Jens Markvad. Bed dem om at komme, men sig ikke hvad der er sket. Kun at jeg behøver dem."

Jeg tilbragte lang tid sammen med min døde datter, inden mine forældre ankom til hospitalet. De var rystede.
   "Hvad med Kim?..." spurgte min far.
   "De leder stadig, der var flere der havde set ham løbe hen ad stranden og væk. Måske i panik."
   "Den stakkels dreng," sagde min mor stille. Hendes øjne var røde af gråd, min fars ansigt var stivnet og askegråt. De tog sig af mig, og kørte mig tilbage til vores sommerhus. På vejen satte jeg dem mere ind i min situation, de blev begge forbandede på John, fordi han ikke havde givet besked om, hvor han var.
   "Den schuft!" udbrød min far vredt.
   "Han skal få med mig at bestille." Mor tyssede på ham, det var hende, der var den stærkeste af os alle. Jeg var glad for, at de var her.

Det var sen aften, jeg var træt og udkørt, men ville eller kunne ikke sove. Endelig kom politiet med Kim. Han styrtede ind i min favn, og blev ved med, grædende, at sige:
   "Mor, det var ikke med vilje! Det var ikke med vilje!" Jeg var forvirret og prøvede at trøste ham, så godt jeg kunne.
   "Lille skat, det ved jeg. Det var ikke din skyld, det ved vi alle."
   "Kom hen til mormor, min dreng, du trænger til at hvile dig."
   Igen viste min mor sin styrke. Hun tog min søn ind til sig, vuggede og nussede ham, til han faldt i søvn af chok og udmattelse i hendes arme.
   De to betjente, der var kommet med Kim, havde ventet diskret udenfor sammen med min far. Nu kom de ind og fortalte mig, at Kim havde fortalt dem, han havde skændtes med sin søster ude på broen. Kim havde slået ud efter Malene. Hvad og hvordan, det kunne være lige meget nu, men Malene var faldet i vandet og var væk med det samme. Kim var blevet rædselsslagen, og var løbet væk. Det var min nabo, Henrik Busk, der havde fundet ham 5 kilometer herfra. Det var også ham, der havde underrettet politiet om, at Kim var fundet, og i god behold.
   "Lene, min søde ven. Mor og jeg er nødt til at køre nu. Kan du klare dig til i morgen? Vi har bedt Henrik, om at se til dig en gang imellem, det vil han godt. Mor og jeg skal hjem og passe dyrene. Vi kommer igen i morgen, så snart vi har overstået morgenmalkningen."
   "Ja," sagde min mor stille, "og vi tager Kim med os nu. Han har det ikke så godt, trænger til kærlige hænder. Pas godt på dig selv så længe, min pige."

Nu var jeg helt alene med mine tanker. Jeg kunne skrige min sorg ud i natten, men jeg satte mig ned og græd. Tårerne randt ned ad mine kinder, jeg var ulykkelig... og så alene.
   "Undskyld," det var Henrik inde ved siden af. Jeg havde ikke hørt ham komme.
   "Skal jeg lave dig en tår kaffe, Lene?" Jeg tog mig sammen og svarede, det måtte han godt.
   Henrik var enkemand. Hans kone var død for nogle år siden, han klarede sig godt alene. Lidt underlig var han måske, men en god nabo og kammerat. Meget stille. Altid venlig og hjælpsom. Han havde en søn på seksten år, der lige nu gik på en efterskole. For tiden var sønnen med skolen i Tyrkiet, og ville være væk i endnu to uger. Familien fungerede godt, på trods af jeg syntes, der manglede en kvinde i huset. De var begge søde og rare mennesker. Sønnen havde fået en god opdragelse. Han var altid, som faderen, høflig og hjælpsom.
   Henrik serverede kaffen. Det var over midnat, og vi bare sad og nød kaffen... tavse.

"Henrik!" Han så hen på mig. Øjnene var mørke, lidt sørgmodige.
   "Henrik, har du nogensinde været din kone utro?"
   Han så ned, og der gik lang tid før han svarede. Jeg fortrød allerede mit spørgsmål.
   "Nej!" sagde han, og så igen op på mig.
   "Nej, Lene, det har jeg aldrig." Der var smerte og vemod i hans blik.
   "Har din kone været dig utro?" Atter så han ned i gulvet, jeg kunne forbande mig selv. Hvad ragede det egentlig mig? Og hvorfor spurgte jeg om det, netop nu?
   "Ja," svarede han stille.
   "Det har hun. Mange gange... Da hun blev syg for flere år siden, var hun flyttet hen til sin elsker, eller hvad det nu hedder. Jeg skulle aflevere Jonas, vores søn, efter han havde tilbragt weekenden hos mig. Hun fortalte mig, det var vigtigt vi fik talt sammen. Men det havde jeg ikke lyst til, selvom jeg kunne mærke på hende, der var noget vigtigt hun ville fortælle mig, noget jeg måtte tage stilling til her og nu... Pludseligt sagde hun: "Jeg er alvorligt syg, og må tale med dig. Jeg føler jeg ikke har så lang tid tilbage at leve i." Hun så med desperate, bedende øjne på mig.
   Hendes kæreste var flyttet, selvom huset var hans. Han havde givet hende fjorten dage, til at finde et andet sted at bo... Nu bad hun mig hjælpe sig. Om ikke andet, så for vores søns, og for gammelt venskabs skyld...
   Jeg lod hende flytte hjem til mig. Lige så meget for drengens skyld...
   Lene!" Fortsatte Henrik, og så igen alvorligt på mig.
   "Der er altid tabere i ægteskaber, der opløses. Jeg kender ingen der er lykkelige, efter at være gået fra hinanden. Altid en der sidder tilbage med smerten."
   Han så igen ned. Hvorfor jeg havde spurgt, vidste jeg ikke, men jeg følte en vis fred. Henrik var et rart menneske. Bund solid. Og så fik jeg adspredelse for mine grufulde tanker om min døde datter. Jeg havde svigtet hende i det øjeblik, hun allermest behøvede mig. Nu lå hun kold og tavs, alene, på det sygehus hvor hendes far arbejdede. Og hvor var han henne?
   Længe sad vi, tavse. Med dybe sår i sjælene, der lige nu skreg på forståelse for tragedierne, der havde ramt os begge, givet os grufulde tab. Vi sad uden hørlig smerte. Kun sukkene fra vores hjerter, og sorgen i vore øjne, der var mørke og sørgmodige, afslørede der foregik en kamp i vores kaotiske indre... To mennesker med hver sin sorg, som endnu ikke fattede dybden af tragedien, de hver især havde oplevet.
   "Lene, du er udkørt. Du skal hvile dig. Jeg vil være ude på terrassen, hvis du skulle få brug for mig. Det er varmt i nat. Jeg lovede dine forældre, jeg ville sørge for, du fik sovet. Jeg synes, du skal lægge dig ind i sengen og få lidt søvn." Henriks blide stemme, bragte mig tilbage til virkeligheden.
   "Nej, Henrik. Det vil jeg ikke. Hvis det ikke generer dig, vil jeg gerne ligge her, bare med et tæppe over mig. Du må gerne blive i stuen. Jeg er så rolig og tryg, når du er her."
   Jeg var endelig totalt udmattet, og faldt i søvn med det samme.

Jeg vågnede ved den friske duft af kaffe. Henrik havde lavet morgenkaffe til os begge, havde også smurt et par ostemadder.
   "God morgen, Lene! Har du fået hvilet dig lidt?"
   "Ja, ikke mindst fordi du var her, Henrik. Din nærhed virker beroligende på mig."
   "Drik nu kaffen og tag dig en ostemad, Lene. Klokken er halv 9."
   Jeg drak langsomt kaffen, og spiste pligtskyldigt en ostemad, selvom jeg ikke var særligt sulten. Der kørte en bil ind i indkørslen, det var John der kom hjem. Henrik rejste sig op, da John kom ind ad døren.
   "Godmorgen, John." John gengældte Henriks hilsen.
   "Lene?" sagde Henrik sagte og spørgende.
   "Jeg kikker ind senere, er det ok?" Jeg nikkede svagt, derefter gik han.
   "Det var fandens til fart, han havde på?... Er der noget galt?..." John tog om mig, men jeg skubbede ham bort.
   "Hov, hov! Er der ikke et morgenkys til en hårdtarbejdende ægtemand?" Han smilede.
   "Hvor har du været, John?" Jeg var vred, det var tydeligt for ham, jeg ikke var i det hjørne, hvor jeg var til spøg og skæmt.
   "På arbejde, din lille gås, jeg er træt. Hvad stikker dig, siden du tager sådan på vej? Og hvor er børnene?" Jeg kunne mærke, jeg var ved at bryde sammen igen.
   "Jeg kunne ikke finde dig på hospitalet, da jeg havde brug for dig," sagde jeg vredt.
   "Din datter er derinde, men hvor var du?"
   "Dumme gås," sagde han og smilede.
   "Jeg var på vagt, men må have været optaget på et andet sengeafsnit. Hvorfor ventede du ikke? Eller spurgte de andre, hvor jeg var henne?" Han var selvsikker.
   "Jeg stillede dig et spørgsmål før, Lene, og gør det gerne igen... Hvor er børnene?"
   Jeg måtte tage mig forfærdelig sammen, for ikke at skrige eller bryde ud i gråd.
   "Og hvad laver Henrik her i huset så tidligt på morgenen?... Halvnøgen?... Sig mig engang," sagde han og så vredt på mig.
   "Har du og Henrik en affære?..." Jeg skjulte ansigtet i hænderne, tudbrølede, følte mig magtesløs og forladt...
   "Du er en forbandet bedrager!" råbte han pludseligt.
   "Her knokler jeg så blodet springer, tager vagter i tide og utide, for at forsørge min familie, og så ligger min kone i med naboerne. Pisser på mig. Du er en forbandet tøjte, det er hvad du er." Jeg hørte Henriks stemme langt borte.
   "John!! Du misforstår helt situationen."
   "Hold du din kæft, din åndssvage stodder, og skrub ind til dig selv. Synes du ikke, du har ødelagt nok?... Hvad fanden foregår der her?" John var rasende.
   Det sortnede for mine øjne, og jeg sank sammen på sofaen.
   "Farvel!! I skal høre fra min sagfører."
   John for ud af huset, og på vejen skubbede han voldsomt til Henrik, der faldt lige så lang han var på gulvet. John forlod huset i rasende fart.

Da jeg igen kom til mig selv, lå jeg endnu på sofaen. Der var en, der holdt om mig og vuggede mig. Jeg åbnede øjnene og så, det var min lillebror.
   "Søs. Jeg skal nok passe på dig. John kommer ikke til at genere dig, så længe jeg er her."
   Min elskede lillebror var kommet. Vi havde altid været tæt knyttet til hinanden, Thomas og jeg. Jeg var otte år ældre end ham, han var kommet sent, men var helt igennem et ønskebarn. Jeg hulkede.
   "Søs! der har været en læge og se til dig, mens du var besvimet. Du kollapsede, Henrik tog sig af dig, efter John var skredet i vrede. Jeg fik nogle piller til dig, de vil hjælpe dig... Her!" sagde han, og rakte mig samtidig et glas vand.
   Jeg tog pillen og satte mig helt op.
   "Jeg er så ked af det, det hele er så uvirkeligt... Thomas! jeg er så bange, så alene!"
   "Rolig, søs, vi skal nok hjælpe dig alle sammen."

John kom tilbage. Hans ansigt var askegråt. Det var tydeligt han havde været på hospitalet.
   "Lene... Lene," stammede han.
   "Jeg må tale med dig." Han så bedende på mig.
   "Gå!" råbte jeg hysterisk.
   "Jeg vil ikke se dig for mine øjne!"
   "Lene! Du må høre på mig."
   "Gå din vej," råbte jeg igen og vendte ryggen til ham.
   "John," sagde Thomas med isnende stemme.
   "Gå nu! Lene vil ikke på nuværende tidspunkt tale med dig... Gå!"
   John så heldigvis det håbløse i situationen, og gik sin vej.


* * *
   Jeg ved ikke, hvordan jeg kom igennem det hele. Med begravelse og sorgen efter min datters død. John og jeg er skilt i dag. Han ved nu, det var en høj pris, han måtte betale for sit sidespring og sine løgne, samt de beskyldninger han havde rettet imod mig og Henrik.
   Kim havde det meget dårligt efter sin søsters død, det tog lang tid, inden han kunne smile igen. På en eller anden måde, må han leve med den frygtelige tanke, at det var ham, der skubbede sin lille søster i vandet den dag. Men det går godt lige nu. Min familie er en meget stor hjælp for mig, og min nabo Henrik, ser jeg hver weekend. Vi er kommet tættere på hinanden, og der har udviklet sig et varmt og dybfølt venskab imellem os.
   I dag er det hele så meget på afstand, nu 5 år efter, at jeg igen kan gå ned til stranden og ud på badebroen. Der mindes jeg min datter, som jeg savner meget. Men ikke mindst på grund af Henrik, har jeg fået fred i min sjæl, og kan komme videre med mit liv.