Det var lørdag formiddag, og det var friweekend. Hun var vågnet tidligt, så hendes forældre sov endnu. Hun listede sig ud for at tage lidt mysli med mælk, så hun ikke sad og var for sulten, hvorpå hun tændte sin pc. Nu skulle det være, hun var efterhånden blevet for utålmodig til at udsætte det mere.
   Hun skrev Lene Lang i Kraks søgefelt, og der kom op en del op, der havde det navn. Hun indsnævrede det til at være i Trekantområdet, og så var der tre. Hun klikkede ind på dem alle tre, en af dem var for ung til at være den rigtige. Så var der to.
   Hun kom i tanke om, at hun kendte navnet på hendes mand. Hun åbnede et nyt søgevindue, søgte på Flemming Holm, og indsnævrede det til Trekantområdet. Der var fem der hed sådan, men en af dem havde en adresse magen til den ene Lene Lang. Hun måtte så være den rigtige. Hun skrev adressen ned og lagde hendes telefonnummer ind på sine mobilkontakter.
   Hun forsøgte så at skrive Johnny Lang. Der var en betragtelig mængde, også da hun indsnævrede det til Trekantområdet. Hun indså, at den var sværere. Han måtte være flyttet hjemmefra, og det var ikke sikkert han boede i det område. Hun måtte ringe til hans mor, det andet her var for svært. Det ville blive en række af forgæves opringninger, helt sikkert med en del sure svar.
   Hun googlede-hans navn. Øverst var en artikel fra et engelsksproget musikmagasin. Først langt nede dukkede danske sider op. Hun havde slet ikke tænkt på, at det navn også fandtes i engelsktalende lande og det var sikkert almindeligt der, det måtte hun se i øjnene.
   Hvordan var det nu der skulle begrænses til dansksprogede sider? Det kunne hun ikke huske. Det var heller ikke sikkert, at han kunne googles. Hun måtte på et tidspunkt, hvor ingen kunne lytte, ringe til Lene.
   Hvordan skulle hun gribe det an? For Lene Lang ville det være en vildtfremmed pige, der ringede og spurgte til hendes søn. Skulle hun starte med at spørge, om hun havde været gift med hendes far, Preben Jensen? Det kunne tænkes hun ville spørge, hvorfor hun ville vide det. Hun syntes nærmest at alle tænkelige måder at starte samtalen på virkede akavede.
   Nu kunne hun høre, at hendes forældre var begyndt at rumstere. Hun gik ud og vaskede ansigtet og hjalp med at ordne deres fælles morgenmad.
   Tiden ved morgenbordet var præget af, at Anita havde hjertebanken. Nu var det ikke det måltid, hvor forældrene snakkede allermest, det var hun i den givne situation glad for.
   Hvad nu hvis Johnny fik den ide at søge efter hende på Nettet? Han kendte hendes forældres navne, måske var hun også selv på Krak. Der var noget hun måtte prøve, når hun kom til pc'en igen, så hun kunne ikke vente med at blive færdig med at spise.
   Efter morgenmaden og opvasken var hun inde foran skærmen igen. Hun søgte sit eget navn på Krak og indsnævrede til Hovedstaden. Intet resultat der passede. Hun havde adskillige navnesøstre, men hun var ikke selv på listen.
   Så forsøgte hun sin mors navn. Hun havde også adskillige navnesøstre, men var der ikke selv. Så søgte hun sin fars navn, efter at have rullet igennem alle hans navnebrødre så hun, at han ikke var på Krak eller andre personsøgere. Han havde sikkert brugt den mulighed der var for at kunne blokere dem, som en af hendes lærere havde fortalt om.
   Da hun googlede hans navn og stilling, var der et link til Professionskolens hjemmeside. Den klikkede hun på, og der var han, lektor i ernæring. Selvfølgelig havde han også bedt om ikke at få sin private adresse op her, hverken e-mail eller fodpost. Han havde været omhyggelig som en efterretningschef. Selvfølgelig kunne Johnny finde ham her, men det var nummeret til hans arbejdstelefon. Hvis han forsøgte at ringe til den, ville han sandsynligvis få en hård afvisning.
   Anita måtte se i øjnene, at Johnny ikke kunne finde hende, selv om han prøvede. Han havde måske prøvet? Det var altså hende, der måtte finde ham, og hun ville se at komme videre med det. Det med at ringe til hans mor skulle bare ske, når ingen kunne høre det, så det måtte vente.
   Hun gik i gang med at søge nogen andre ting. På grund af hendes fars tur til Oslo syntes hun lige, at det kunne være sjovt at finde ud af hvad hun ville se, hvis hun havde bare to dage i den by. Edward Munch museet, det var noget for Ava, hun ville da også selv kunne lide at se det. Holmen Kollen med skihop rampen, det kunne da være meget sjovt. Polarskibet Fram, hun kunne godt huske, at hendes historielærer havde fortalt om polarforskningen. Det ville fætter Bent sikkert have været helt vild med, da han endnu var en ren dreng. Hvor var det sørgeligt at han havde udviklet sig til en kriminel bølle.
   Det blev tid til frokost. Den var forbavsende stille i dag. Hvad mon der var årsagen til hendes fars tavshed? Hun kunne ikke sige, at hun beklagede den, men hun undrede sig.
   Men endelig sagde han da noget. "Morten Hansen har inviteret os alle tre til eftermiddagskaffe i dag, og det synes jeg vi skal tage imod."
   Det gav et ryk i Anita. "Gør I bare det, hvis I vil, men jeg takker nej."
   "Det kunne jo være, at du fandt ud af, at han ikke er så slem, han sagde til mig, at han ikke er vred på dig, han har fuld forståelse for, at det kan være let at sluge ukritisk for en ung pige, når pøbelen bagvasker ham."
   "Jeg siger nej, og jeg mener nej, og du vover på at tvinge."
   "Nej, Preben, vi kan ikke tvinge hende," sagde Inger.
   "Ja, men du render jo selv rundt hos alle mulige sære personer i huset, så du må tolerere, at vi så besøger en af de få ordentlige mennesker, der bor her."
   "Gør som I vil, men jeg siger stadig nej."
   "Det er frygteligt du er præget af sådan en intolerance."
   "Og den skulle komme fra dig, du har jo altid holdt hårdt på, at vi skulle undgå kontakt med andre her i huset."
   "Ja, men nu er der jo så en, der er god nok og udfører noget samfundsnyttigt, det skal vi da støtte."
   "Jeg skal overveje det, hvis han trækker sine løgne tilbage og giver mig en undskyldning."
   "Nu må du tilgive ham, han reagerer jo nok bare lidt voldsomt, fordi han er bange for de lavtstående personer, der er her i huset."
   "Men jeg siger stadig nej, og jeg lader mig ikke rokke."
   Hendes far fik nu den typiske højrøde farve.
   "Rolig, Preben," sagde Inger, "det er jo ikke verdens undergang at hun ikke tager med."
   "Men hvad skal vi sige til ham?"
   "Vi siger da bare, at hun var travlt optaget, kære dig, det er da ikke raketvidenskab."
   "Det er bare pinligt."
   Anita hamrede ned i bordet og løb ind på sit værelse. Hun bandede indtil flere gange og bed i sine knoer.
   Da hun efter nogle minutter faldt ned igen, kom hun i tanker om, at hun så var alene i eftermiddag. Så kunne hun jo ringe til Lene Lang allerede i dag og se, hvad der skete, uden at de hørte det. På den måde var det ikke så tosset.
   Alligevel kunne hun ikke lide det. Hvad ville formanden sidde og binde dem på ærmet?
   Men nu ville hun have noget frisk luft, så hun trak i sin blå jakke og forlod huset uden at have noget bestemt mål. I dag var det som hun gik i blinde. Tankerne rullede rundt i hendes hoved og trak al opmærksomhed væk fra omgivelserne.
   Men hun så dog Morten Hansen komme imod hende nogle meter længere henne. Denne gang kunne hun gå over på det andet fortov uden det virkede mærkeligt, så det gjorde hun. Hun så ud af øjenkrogen, at han kiggede efter hende og rynkede brynene.
   Nu kom hun til gågaden. Hun glædede sig til det blev varmt vejr, hvor man kunne sidde på Blågårds Plads og nyde solen. Med et bemærkede hun sin tyranniske souschef, som cyklede i fuld fart ned ad gågaden, han så nærmest ud som om han kørte i blinde. Hun rystede på hovedet, tænk, en voksen mand. Han kunne risikere at ramme en af de gående, der gik fredeligt og intetanende op ad den gade, som alle vidste var en gågade.
   Hun daskede op ad pladsen og ind på biblioteket, her satte hun sig og kiggede i en bog. Det var dejligt at blive lidt væk fra tankerne på den måde.
   Da hun rejste sig igen for at gå hjem fortsatte tankerne. Hvis Johnny søgte efter hende, var der så andre muligheder end personsøgerne på Nettet? Hun vidste det ikke rigtigt.
   Hun gik rask afsted ad Hellig Kors Gade til sin egen gade. Da hun kom til sin ejendom, kunne hun se Morten Hansen stå i porten og snakke med nogle andre, som hun ikke kunne genkende. Hun ærgrede sig over, at hun netop boede i den opgang, som havde indgang i porten. Hun gik ind på cafeen lige overfor og købte en latte. Det var ikke planlagt, men det var sådan hun kunne holde øje med, hvornår han skred. Hun sad ved et vindue og syntes, at det tog en evighed inden han var færdig med at parlamentere. Han måtte da snart blive færdig, hvis han skulle have gæster til kaffe.
   Endelig gik han og forsvandt ind i sin opgang. Hun skyndte sig op og var hurtigt inde ved sin pc.
   Hun var træt på grund af alle de tanker, der ikke ville slippe sit tag i hende. Nu vidste hun ikke engang rigtig hvad hun skulle lave for at få tiden til at gå frem til hun var alene. Hun forsøgte at skrive Johnny Lang i Google endnu engang. Det samme resultat som før, flere engelsksprogede sider inden det kom til en dansk.
   Hun klikkede på det første hit, det engelsksprogede musikmagasin. Det var muligvis irrelevant, men hun klikkede alligevel ind på den uden at tro, at det var det hun søgte. Hun ville bagefter prøve at finde ud hvordan man indsnævrede til danske sider.
   Hendes øjenlåg begyndte at blive tunge da hun scrollede gennem den engelsksprogede side, men hun blev vågen med et sæt, da hun så et foto af en mand i tyverne siddende ved et flygel, hvor han smilede til fotografen. Det var da ham. Eller var det bare noget hun syntes? Hun kiggede nøje på billedet.
   Hun tog Peter Pan frem, rystede fotoet ud af den og satte det op ved siden af skærmen for at sammenligne. Det var Johnny. Forskellen var bare, at hans ansigt nu var en voksen mands frem for en dreng på fotoet, men trækkende var genkendelige. Der stod også i billedteksten, at han var "from Denmark," og han hed Johnny Lang.
   Hun tjekkede lige datoen for publiceringen af artiklen og konstaterede, at den var en uge gammel. Så kunne den ikke være forældet, medmindre der indenfor den sidste uge var sket noget omvæltende. Hun satsede på, at det ikke var tilfældet.
   Så læste hun artiklen. Han boede i New York og havde et band, der spillede latin jazz. Da hun kom til det afsnit, hvor han fortalte om sin opvækst sugede hun til sig. Hans fødselsår passede godt nok, han var oprindelig navngivet Johnny Lang Jensen, og han var opvokset i Østjylland som skilsmissebarn. Hans stedfar var skolelærer med musik som linjefag, og han havde været så god ved ham som om han var hans biologiske søn. Det var inspireret af ham, at Johnny var begyndt at spille klaver.
   Anita tænkte lidt, hvad mon deres far havde sagt til det?
   Hun læste videre. Han havde taget uddannelsen som pianist på konservatoriet i Århus og havde så fået den ide at tage til New York og studere jazzlivet der. Her havde han mødt de øvrige i bandet, og efterhånden var der kommet et samarbejde i gang.
   Alle fakta passede på det hun vidste, Hun kunne ikke lade være med at snakke til billedet på skærmen. "Johnny, jeg er ked af, at vi mistede forbindelsen, men jeg har din mors nummer."
   Hun læste lidt videre og så, at bandet snart skulle på et midlertidigt længere ophold i Copenhagen, Denmark, for at indspille et album. Hendes hjerte hoppede engang. Så kunne hun jo møde ham. Der var endda kun cirka en måned til.
   Hun tilføjede artiklen fra musikmagasinet til Foretrukne inden hun kiggede videre. Der var links til bandets hjemmeside, som hun klikkede på. Den var meget overskueligt sat op og hun klikkede ind på forskellige dele af den. Hun gik ind på biografierne af de enkelte medlemmer og læste biografien om Johnny. Der stod ikke så meget mere end hvad der stod i artiklen, kun var der angivet hans præcise fødselsdato, det var tyvende marts. Det passede med onkel Leos beretning om fødslen.
   Nu ville hun lige prøve at høre noget af bandets musik, der var nogle enkelte prøver på dem. Hun tog headsettet på og spillede nogle af numrene. Rytmen mindede meget om hendes brasilianske venners musik, og hun kunne ikke lade være med at sidde og gynge lidt til det.
   Der var også en mailadresse, hvor man kunne henvende sig til bandet. Hun klikkede og gemte den. Hun ville foretrække hans private mail, men hvis hendes opringning til hans mor faldt til jorden, kunne hun prøve denne mail.
   Hun var klar over, at hendes far ville eksplodere hvis han opdagede det her. Hvis det skete, så måtte hun tage skraldet, men hun ville helst udsætte skraldet til hun havde fået kontakt.
   Nu begyndte minderne fra skoletiden at dukke op i hovedet. Alle de frygtelige dage med mobning, nu dagdrømte hun om, at hendes bror holdt om hende og trøstede hende. Hun så for sig, at hendes bror tog fat i nogle af dem og sagde, at de skulle lade hans søster være i fred.
   Hun hørte ham også svare igen på flere af hendes fars udtalelser. I hendes dagdrømme kom han med flere af de ting, som hun ofte havde haft lyst til at sige.
   Havde han virkelig taget narko på et tidspunkt? Han så ikke forsumpet ud på det billede, som var på websiden, men hun mindedes, at hendes morbror var vild med en sanger, der havde taget stoffer på et tidspunkt, men så var blevet clean. Da hun forsøgte at huske hans navn, forekom det hende, at han også hed Johnny til fornavn. Var hendes halvbror også forhenværende stofmisbruger og var blevet clean? I så fald ville hun da være stolt af ham, fordi han havde gjort en indsats for at komme ud af sumpen.
   Hendes musiklærer i skolen havde fortalt om musikere, der havde taget stoffer og var døde af det. Der var en, der hed noget med Parker, og så en rocksanger tilbage fra tresserne, han hed noget med Morrison. Han havde også fortalt om nogen, der havde taget stoffer og var blevet clean, som hendes morbrors sangerhelt.
   Hun tænkte igen over hvad onkel Leo havde fortalt og gjorde alt for at sætte det sammen med hendes nyfundne oplysninger. Hun havde jo lovet at sende ham en mail, så det gjorde hun. Han var endda hurtig til at svare. Det glædede ham, at hun havde fundet ham, selv om han var noget langt væk.
   Med et slog noget ned i hende. Hendes far havde læst om engelske fodboldbøller i avisen, så troede han, at alle englændere var fodboldbøller. Han læste om problemer med kriminalitet i København, så troede han alle københavnere var kriminelle. En del mørke indvandrere var muslimer, nogen endda de militante af slagsen, så troede han alle mørke indvandrere var militante muslimer. Nu kunne hun se mønsteret: hendes far havde også hørt om de musikere, der var stofmisbrugere, så troede han alle musikere var stofmisbrugere.
   Nu gav det mening. Da Johnny var begyndt at spille inspireret af hans stedfar og havde besluttet at blive musiker, så var han straks narkoman i deres fars øjne. Mønstret passede. Et øjeblik lavede hun lidt sjov med det; hendes far var østjyde og han var hidsig, uhøflig og forskruet, så mænd fra Østjylland var hidsige, uhøflige og forskruede og så var hendes fætter Bent kriminel nu, så unge fra Østjylland var kriminelle. Hun kom til at fnise.
   Nu var det som om hun forstod det hele, men hun håbede at få kontakt med Lene Lang og måske også Johnny og få det bekræftet. Hun glædede sig til at fortælle det til sine brasilianske venner. Tænk, hun havde en bror, der spillede musik, der var beslægtet med deres.
   Hun ville gerne møde ham, men hun måtte se i øjnene, at der var et ocean imellem dem. Det gjorde hende lidt trist, men nu ville hun ikke blive alt for nedtrykt. Hun var kommet et stort skridt videre. Desuden skulle de på et ophold i København. Hun var ikke uden chancer.
   Nu var det bare at tage det roligt. Så snart de havde forladt lejligheden var det bare med at få ringet til Johnnys mor.
   Nu ville hun ønske, at tiden gik lidt hurtigere. Det var i sådanne tilfælde, hvor hun syntes den gik for langsomt.
   Endelig gik hendes far og mor, og hendes far skulle selvfølgelig lade en bemærkning falde om, at han var i en vanskelig situation, hvad skulle han dog sige til Morten.
   Anita åndede lettet op og tog mobilen frem. Hun kom lige i tanker om alle de gange hun havde hørt formanden gennem væggen, og nu sad hendes forældre inde ved ham. Hvor godt kunne hun høres?
   Hun gik ud i stuen og satte sig så langt væk fra sit værelse som muligt. Så var det med at få ringet. Med tilbageholdt åndedræt fandt hun Lene blandt sine kontakter og trykkede.
   Den ringede nu. Hvad ville hun gøre, hvis der kom en telefonsvarer? Det havde hun glemt at tænke på. Det ringede en gang til. Bare der ville komme et svar. Et ring til. Hun holdt vejret.
   Nu blev der svaret, og i den anden ende hørte hun en sige Lene.
   "Hej, jeg hedder Anita..." begyndte hun og syntes næsten ikke hun kunne høre noget for sin hjertebanken. "Undskyld, du kender mig ikke, men jeg er datter af din eks."
   "Laver du fis?"
   "Nej, absolut ikke."
   "Jeg er ikke med i skjult kamera, vel?
   "Nej, jeg mener det alvorligt."
   "Hvad hedder din far da?"
   "Preben Jensen."
   Der lød et gisp i den anden ende. "Det er faktisk navnet på min eksmand, hvad laver han?"
   "Lærer i ernæring på Professionshøjskolen."
   "Hvad var det du sagde du hed?"
   " Anita."
   "Hvor gammel er du?"
   "Sytten."
   "Du store, det lyder som om du virkelig er datter af min eks, men hvordan har du fundet frem til mig?"
   "Jeg søgte dig på Krak og fandt den ved at koble den med din mands navn."
   "Hvor har du så min mands navn fra?"
   "Fra min onkel."
   "Hvad hedder han?"
   "Leo Nielsen."
   "Ja, min eks fik en datter med dit navn, og din alder passer godt nok, så jeg må sige, at du virker troværdig nok."
   Anita åndede lettet op.
   "Du har en søn med min far, ikke?"
   "Ja, og så tror jeg, at jeg ved jeg hvorfor du ringer, han er jo din halvbror."
   "Du har helt ret, og jeg ved også godt hvad han laver og at han bor i New York, jeg fandt ham på Nettet ved et tilfælde."
   "Men kære da, du må undskylde hvis jeg virkede afvisende i starten, der er så mange der laver svindel og fis per telefon."
   "Det er ok, jeg havde ventet det kunne ske."
   "Det anede mig, at jeg nok ville blive ringet op af dig en dag, selv om du var en lille pige dengang vi besøgte jer regelmæssigt I Greve, bor I i København?"
   "Ja, vi flyttede ind til byen, da jeg var helt lille, jeg kan ikke engang huske vi boede i Greve, men jeg fandt ud af det ved et tilfælde."
   "Ja, og vi fik jo ikke jeres nye adresse, så vi kunne ikke kontakte jer, og din faster og bedsteforældre fik at vide, at de absolut ikke skulle give os jeres nye adresse." Der lød et suk. " Vi forsøgte at finde en måde at kontakte jer på, men Preben havde sørget for, at vi blev blokeret alle steder, han havde også blokeret Nettets personsøgere."
   "Den side af sagen har min onkel forklaret." Hun forklarede nu Lene hele historien om, hvordan hun havde fundet frem til både deres gamle adresse i Greve og havde taget turen, om det billede hun havde fundet i en af sine gamle bøger og i store træk hvad hendes onkel havde fortalt hende. Selv om hun ikke kunne se Lenes ansigt kunne hun mærke, at hun lyttede intenst.
   "Din onkels forklaring er rigtig, der kommer bare et punkt, hvor han af gode grunde ikke kan vide alt."
   "Har Johnny nogensinde været på stoffer?"
   "Nej, det har han absolut ikke, han har ikke engang røget hash, men jeg kan godt forstå du gerne vil have resten af historien, se, efter at jeg blev skilt fra din far blev jeg gift igen med en skolelærer, Flemming, han havde musik som linjefag og spillede meget klaver, det kunne Johnny godt lide, jeg nød det også."
   "Det inspirerede så Johnny til at spille?"
   "Netop, og Flemming havde hele tiden taget sig af ham så godt som var det hans rigtige søn, det er en af de træk ved ham jeg har været så glad for; og på et tidspunkt ville Johnny så også prøve at spille klaver, og Flemming lærte ham de første ting. På et tidspunkt fandt vi en god lærer i Vejle, da Johnny var begyndt at nå Flemmings niveau, som din onkel nok har forklaret, så besøgte Johnny jeres far regelmæssigt, da han kom til København, det ville jeg ikke hindre, men jeg kunne bare godt mærke, at Johnny ofte var ked af det, når han kom hjem igen, jeg turde bare ikke spørge ham, jeg ville ikke skabe en loyalitetskonflikt, hvis du forstår hvad jeg mener."
   "Jo, jeg forstår."
   "Du blev så født på et tidspunkt, der var han ti år, og han var så glad for den lillesøster han havde fået, du var sandelig også en sød lille en, og da du voksede til, blev du også glad når du så ham. Da så Johnny blev konfirmeret, fortalte han, at han ville gå videre med musikken efter folkeskolen, det syntes mig og Flemming var fint, han havde jo evnerne, men vi gav ham det råd at tage et eller andet først, der kunne blive et alternativ, han tog også HF, men tilbage til efter hans konfirmation, da han fortalte det til Preben, brød helvede løs."
   "Jeg tror næsten jeg ved det," sagde Anita, "han mente ikke det var samfundsnyttigt."
   "Ja, dels det, men endnu værre, han havde hørt om musikere der tog stoffer og havde hørt om dem, der døde af det."
   "Min musiklærer i skolen fortalte også om nogen af dem."
   "Det kan jeg tænke, men som det er typisk Preben, så tror han alle musikere er narkomaner og så var Johnny på vej ud i narkomisbrug, ja, nu vil jeg jo ikke såre dig, Anita, jeg ved godt, det er din far vi snakker om."
   "Jeg kan genkende hans måde at tænke på, så jeg kan ikke sige jeg er rystet."
   "Det kan jeg tænke mig, men så skreg han op om, at Johnny i hvert fald skulle holde sig fra det og lave noget samfundsnyttigt, hans favoritudtryk, han henvendte sig ofte til mig og sagde, at jeg skulle gøre noget for at forhindre hans vej ud i sumpen, det var nogle fæle telefonsamtaler vi havde."
   "Skrækkeligt."
   "Lige det rigtige ord, og der var så en gang, at han troppede op hjemme hos os, da I var på ferie herovre og kaldte os en uansvarlig familie og han ville melde os, det endte med, at Flemming måtte smide ham ud. Vi blev så enige om at flytte uden at fortælle ham vores nye adresse, vi sagde til Johnny at han godt måtte besøge ham, men han skulle holde vores nye adresse og nye telefonnumre hemmelige for ham, det var han også helt indforstået med."
   "Så tror jeg godt, jeg kan gætte resten," sagde Anita, "vi flyttede og I skulle slet ikke have vores nye adresse at vide."
   "Rigtig gættet, og Johnny var svær at trøste, han var helt knust over, at han havde mistet en lillesøster på den måde."
   "Og jeg var så lille, at jeg ikke kunne huske ham her nogle år efter."
   "Jeg forestiller mig, at du gerne vil i kontakt med din bror nu du kender hans eksistens."
   "Ja, det vil jeg meget gerne, selv om der er et ocean imellem ham og mig."
   "Nu vil jeg principielt ikke uden videre levere Johnnys e-mail uden hans tilladelse, men hvis du har en e-mail, som jeg godt må sende til ham, så skal han nok skrive til dig så snart han kan."
   Anita sagde det var i orden og dikterede sin e-mail for Lene.
   "Jeg kan love dig, at han vil blive glad, du skal nok komme til at høre fra ham."
   "Det vil jeg glæde mig til, men må jeg spørge: hvorfor blev du og min far skilt?"
   "Det er en længere historie, men kort fortalt, da han tog sin uddannelse i København og var hjemme i ferier og enkelte weekender, så syntes jeg mere og mere, at han virkede forskruet, når han snakkede om folk i København i en hadsk tone, og jeg begyndte at nyde de måneder, hvor han var derovre, da han så skulle bo her permanent, så kunne jeg efterhånden ikke holde det ud, ja, så endte det sådan."
   "Ja, som jeg sagde før, jeg er ikke egentlig chokeret."
   "Det er du sikkert ikke, men tak for snakken, det var da trods alvoren hyggeligt, jeg håber at kunne møde dig en dag."
   "Det kunne du nok også komme til på et tidspunkt, vi besøger jo familien hver sommer."
   "Jeg vil sende dig en mail, så du får min e-mail, så er du velkommen til at skrive, hvis der er mere du vil vide."
   "Det kunne jo tænkes jeg kom i tanker om noget."
   De sagde farvel til hinanden, og Anita satte sig nu og måtte fordøje de nye oplysninger. Hun glædede sig til der kom noget fra Johnny. Hun havde frygtet, at han måske ville være ligeglad, men nu vidste hun, at han havde savnet hende. Det var en mærkelig følelse. Som om hun lige havde fundet et stykke af sig selv, der havde været væk i tretten år.
   Da hun lige tjekkede sin mail, var der også en mail fra Lene, hvor hun skrev, at hun håbede at hun havde fået Anitas mailadresse rigtigt, når hun havde fået et svar og var sikker, ville hun sende den til Johnny. Anita svarede med det samme og takkede.
   Nu var det så bare at vente på noget fra Johnny. I New York var de jo fem timer bagefter, så det var jo midt på dagen der. Hun googlede lige New York og kiggede på nogle billeder fra byen. Frihedsgudinden kendte hun fra billeder, teatergaden Broadway havde hun hørt om, Museum of Modern Art dvælede hun lidt ved, mon Ava kendte til det?
   Nu begyndte hun igen at få hjertebanken. Hvad ville hendes far sige, når han kom ind igen? Hvad sad formanden nu derinde og bandt dem på ærmet? Hvad var grunden til, at han havde inviteret dem? Hvad var han ude på?
   Hun lavede en rensning af browseren, så det ikke kunne ses hvor hun havde været på Nettet i dag. Det var med at være sikker på at kunne udsætte balladen.
   Hun kiggede ud ad vinduet og så, at Jeanne havde sat sig på en bænk dernede. Nu ville hun ned og snakke med hende om det.
   Der sad Jeanne og var lige i gang med at tjekke sin mobil. De to piger hilste på hinanden, idet Anita satte sig. Straks slyngede hun ud, at hun havde fundet frem til sin halvbror og at hun nu bare ventede på at høre fra ham.
   "Du store."
   Anita fortalte hele historien, Jeanne lyttede.
   "Hold da op," sagde Jeanne og så måbende på hende. "Det er jo helt vildt. Hvordan har du det med det?"
   "Jeg er glad og spændt, men jeg er bare ked af, at jeg har været afskåret fra al kontakt med ham."
   "Det er også trist."
   Anita kunne næsten ikke fatte, at det virkelig var sandt, men hun var jo sikker på, at hun ikke drømte. Nu var der også lige noget andet hun ville spørge til.
   "Er I kommet over, at ham idioten fra bestyrelsen forsøgte at bryde ind hos jer i går?"
   Jeanne nikkede. "Vi kom os over chokket, men nu har mine forældre anmeldt det, ved du hvad straffen er for det?"
   "Så vidt jeg ved en måneds fængsel, men hæng mig ikke op på det."
   "Den bliver måske betinget."
   "Ja, hvis han ikke har været straffet før, men det tror jeg nok René har."
   Nu kom de to tvillinger ud, og de var snart henne ved de to store piger og satte sig op hos dem. Anita var lidt glad for, at Jeanne kunne aflaste hende, for selv om hun syntes de to små piger var søde og sjove, så kunne det være svært at holde trit med dem alene.
   De gav sig nu til at lege fangeleg og alle fire løb rundt i gården. Lidt efter dukkede Martin op og tog del i legen.
   Da tvillingerne og Martin skulle ind igen, gav Jeanne og Anita hinanden et kram, og Anita gik op. Hun åbnede for sine e-mails, og til hendes store overraskelse var der allerede en fra Johnny Lang. Anita stirrede på skærmen. Hendes hjerte hamrede, da hun så afsenderens navn. Det var som om, hun ikke turde klikke på den. Men så tog hun en dyb indånding og åbnede den. De første ord gjorde hendes øjne våde.

Hej lillesøster,
   Jeg måtte lige prøve, om jeg fik din mail rigtigt fra min mor. Jeg blev glad, for jeg har gerne villet i kontakt med dig. Sidst jeg så dig, var du fire år, så det er nok ikke så mærkeligt, at du ikke husker mig fra dengang. Vi må se at få snakket noget sammen om vores liv siden dengang.
   Kærlig hilsen,
   Johnny

Hun skyndte sig at trykke på svarknappen og skrev, at han havde fået den rigtigt og at hun gerne ville høre nærmere om det hele.

"Vi har vist meget at fortælle hinanden, jeg er sytten og arbejder som salgsassistent. Jeg har allerede hørt meget om det fra vores onkel og din mor, men vil gerne høre din version."

Hun vedhæftede det nyeste billede af sig selv, som lå på harddisken Hun tøvede et øjeblik, før hun klikkede 'send'. Ville han kunne se noget af deres fælles gener i hendes ansigt? Ville han kunne genkende hende? Hun trak vejret dybt og lod musen glide hen over knappen og klikkede.
   Tænk, hun var ikke alene i familien mere. Hun var lige ved at afgive et glædeshyl, men kom så i tanker om den dårligt isolerede væg, som hendes forældre sad bagved med Morten Hansen. Det kunne ikke vare så længe inden de kom tilbage.
   Nu var hendes tanker igen ved balladen i huset. Hendes far var sikkert helt opslugt af Morten Hansens ord. Hvad hvis han kom hjem endnu mere overbevist om, at hun var en trussel mod 'de "ordentlige" beboere' i huset?
   Men nu var hun spændt på flere mails fra Johnny.