Alting var sådan et mylder lige pludseligt med studiestart. Jeg havde alle bøgerne i min taske, samt notesbog, penalhus og bærbar. Madpakke og vandflaske også. Min mave føltes så skæv og underlig. Tænk sig, det var nu. Vi skulle starte og det skulle nok gå vidt for sig. Døren ind til instituttet var ikke så stor igen. Bygningen lignede et helt almindeligt lejlighedskompleks. Det skulle nok blive godt. Vejret var ikke helt okay, så det var da godt jeg havde taget en jakke på. En cowboyjakke. Selvom jeg følte mig lidt underlig da jeg havde sat mig i forelæsningssalen. Vores tutorer så rimelig rare ud, men alle omkring mig virkede så voksne. Jeg havde taget make-up på, og stylet mit hår en smule, og endda taget en parfume på. Den var selvfølgelig ikke så stærk igen. Men jeg følte mig lidt malplaceret. Men det var bare første dag på uni. Det var ligesom første dag på katedralen. Det var bare noget man skulle vænne sig til. Set i bakspejlet var dog slet ikke så nervøs igen, jeg kunne nok godt have spist noget mere morgenmad, for gud hvor var jeg sulten. Første dag på katedralen, kan jeg huske skolen ville give os morgenmad, men jeg var så nervøs at jeg ikke spiste før jeg kom hjem igen til aftensmad.
   Første forelæsning handlede slet ikke om antropologi, hvilket vel var åbenlyst nok. Det handlede om introduktion til selve universitetet. Hvordan det hele ville foregå. Vi skulle oprette forbindelse til internettet, tilmelde os vores undervisning, kigge på eksamensdatoer. Jeg burde nok skrive dem ind i kalenderen.
   Da jeg kiggede omkring mig, lagde jeg mærke til at mange af de folk jeg ville studere med de næste par år, ville være piger for det meste. Jeg håbet virkelig de var søde nok. Men alligevel så sad de allerede meget tætte og jeg sad nærmest alene. Okay, ikke gentag første skoledag på gymnasiet. Den dag var skrækkelig. Alle vidste jo godt hvem jeg var, men det gav dem jo ikke grund til at tale med mig, faktisk gav det dem netop mindre grund. Pigen med det største hus i Ribe, men ingen lyster til de store fester. Så jeg var kedelig.
   Jeg var den af alle pigerne som nok så mest konservativ ud. Jeg havde taget min pæne blomstret kjole på, alle andre havde nærmest sort tøj på, og så helt neutrale ud. Jeg følte mig allerede udenfor, netop på grund af min tænkning. Hvorfor gjorde jeg altid sådan noget.
   "Undskyld?" Jeg kiggede forvirret til min ene side. En høj pige med platinblondt hår og blå læbestift sad ved siden af mig, hvorfor havde jeg ikke set hende, men alle de andre?
   "Ja?" Spurgte jeg.
   "Ehm, du har vel ikke en ekstra blyant eller kuglepen? Min blyant knækkede." Hurtigt fandt jeg en ekstra blyant.
   "Mit navn er Anna. Jeg kan godt lide din kjole, den er sød." Sagde hun med et smil.
   "Jeg er Bjørk." Hviskede jeg.
   Anna var supersød. Hun var oprindeligt fra Norge, men havde dansk familie. Hun havde en helt vild stor familie som faktisk var spredt udover hele Skandinavien. Jeg fortalte hvordan min var fordelt over hele verden også. Hvordan min ene onkel boede i England, en moster i USA og resten fordelt, ligesom hendes familie, rundt i Skandinavien. Det var rimelig hyggeligt, hun vidste en del om de forskellige fag vi skulle have. Jeg måtte nok tage hjem og læse noget mere op, for hun nævnte det hele virkede svært til at starte med.
   Men dagen gik jo. Jeg lærte ikke så meget om selve studiet, men jeg lærte de forskellige datoer hvor enkeltkurser, eksamener, deadlines, rustur og selvfølgelig password til Wi-Fi. Det var vel også vigtigt.
   Jeg havde fået nummeret på Anna og havde givet hende mit også, og vi havde aftalt at skulle mødes en af de nærmeste dage inde på biblioteket og læse sammen til de forskellige fag. Hun virkede supersød, men gud, hun virkede underlig. Det kunne jeg godt lide. Det virkede hyggeligt og jeg var helt hundrede på at vi sammen kunne opleve lidt af hvert.
   Da dagen endelig var omme, skulle jeg hjem, men inden da, skulle jeg lige have handlet. Jeg tog toget tilbage til Hersted Øster og brugte tiden på at læse lidt op på det som der skulle læses over weekenden. Hvor heldig kunne man være at studiet ville starte en fredag, så man havde tid til at læse op til alle ens kommende forelæsninger også? Heldigt.
   Jeg var rimelig træt. Der var sket så mange ting og jeg kunne godt mærke at Anna og jeg var de eneste "sminkedåser", selvom ingen af os på nogen måde havde voldsom make-up på. Dømmer jeg på forhånd lige nu? Men der var nogle stykker der kiggede på os en smule underligt. Vi skulle nok bare lære hinanden at kende en smule bedre end hvad end det her var i sidste ende. Antropologi var trods alt et fysisk arbejde også.
   På vejen op ad trappen traf jeg min underbo Ingrid. Hun var en sød ældre dame. Som allerede nu havde "misbrugt" mange af de unge mænd som havde boet i bygningen. Hun havde selv valgt at bruge det ord. En kvinde i hendes alder havde svært ved at ordne lavpraktiske ting. Som at sætte nye pærer i, eller måske skulle der gøres ekstra grundigt rent og møblerne skulle flyttes. Eller tæpperne skulle til rens. Men hun havde altid hjemmelavet kage eller et godt måltid til en, hvis man havde hjulpet hende. Jeg måtte grine lidt med hende, da jeg indrømmede, at min far og bror som begge var tømrere gjorde alt det fysisk hårde derhjemme. Flytte rundt på ting, sætte hylder, billeder og andet pynt op. Slå græsplænen, sørge for at bilerne var i orden eller gå på jagt. Mener min far går på jagt? Selv stod jeg bare for rengøringen i huset, men min søster og mor lavede altid mad. Det var kun når vi søskende var alene vi alle stod og lavede mad sammen og gjorde rent sammen. Det var også fint nok. Det kunne jeg godt savne en smule, når vi havde søskendeaftener alene. Men de havde lovet at besøge mig herovre og de var helt forstående med at jeg ikke havde den helt store mængde tid til at komme hjem det første stykke tid. Jeg skulle jo lige lære det hele at kende og alt skulle på plads.
   Da jeg endelig kom ind ad døren, satte jeg mine ting fra mig og fik alt indkøb ind i køleskabet og smed mig på sofaen. Dette virker som en farlig vane.
   Jeg måtte tage mig sammen, klokken var ikke særlig mange og jeg skulle også tage mig sammen til at lave aftensmad.
   Jeg smed mine bøger op på spisebordet og tændte min computer og jeg kiggede op, indså jeg, hvor meget mit hjem lignede min mormors gamle hjem før hun flyttede. Det var hendes gamle bord jeg sad ved, og hendes gamle kommode der stod mod væggen.
   Nærmest en måned her og jeg har først opdaget det nu. Har jeg valgt det rigtige studie?
   Jeg rystede mit hoved igen, satte en timer for hvornår jeg skulle op igen og lave mad. Det burde være nemt nok. Falafel wrap. Selvom jeg købte falaflerne i Lidl og var pakket i forvejen. Det var jo ikke så vigtigt igen, men alligevel, hvis de var frosne, så ville de ikke være supergode, men var det var de der økologi mærker, så var der så meget smag. Skønheden i mad er vidunderlig. Det komiske i min madlavning, så var jeg ikke en stor fan af at lave mad derhjemme, men når det var til en selv, var det som om det var meget nemmere. Måske det havde noget at gøre med at jeg ikke ville når min mor bad mig om det.
   Jeg lukkede mine øjne i og tog en dyb indånding.

***
   Jeg var hjemme i Ribe igen. Jeg stod midt foran katedralen med mine veninder i vores huer, vi tog billeder og pludselig føltes det slet ikke så godt som det gjorde dengang. Jeg kiggede til min ene side, så Leia, Johanna og Irabella, men da jeg blinkede, var det kun Leia og jeg som stod der. Vores huer var der ikke, og bygningen var helt tom, ødelagt og ingen omkring os. Det blæste, det var et skrækkeligt vejr, og blæsten var så voldsom, man ikke kunne stå på egne ben.
   "Hvor er de andre, Leia?" Spurgte jeg. Hun kiggede på mig og rystede på hovedet.
   "Hvor skulle jeg vide det fra?"
   "Taler de ikke med dig?" Hjertebanken gav ekko i alt. Da mit blik endelig vendte sig mod mine hænder, var de røde roser blevet visne, triste og mine hænder havde snitsår efter tornene.
   "Leia?" Men hun var væk og vinden blev værre, alt blev mørkt og jeg kunne ikke mærke jorden under mine fødder længere.


Da jeg åbnede øjnene igen, var jeg mere træt end klar på at lave mad, og jeg overvejede sådan at købe noget take-away, men det skete ikke. Jeg rejste mig op, gik ud på terrassen og åbnede op for døren. Der var allerede en kold brise, som kyssede min kind og jeg fik det lidt bedre.
   "Hej nabo." Jeg kiggede hen mod Matthæus, han stod med en øl i hånden.
   "Åh... hej. Jeg stod i mine egne tanker. Startede du også i dag?" Spurgte jeg. Han nikkede.
   "Vi er ikke så mange igen. Kun 50. Hvad med dig?" Spurgte han og satte sig ned.
   "Vi er ca. 150 mennesker. Jeg mødte en person som jeg tror jeg vil kunne lave opgaver med. Forhåbentligt, hvis vi ikke bliver skilt ad. Men jeg skal lave mad om lidt og så bare lige slappe af, og så i morgen går jeg i gang med at læse op til min første forelæsning." Sagde jeg og rettede lidt på mine ting ude på terrassen.
   "Skal du til fest næste weekend?" Spurgte Matthæus. Jeg kiggede over på ham. Lidt forvirret.
   "Er der noget jeg har misset?" Spurgte jeg. Han rystede på hovedet.
   "Der er studiestartsfest over alt i byen." Nå ja, hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? Det er da så åbenlyst som det overhovedet kan være.
   "Øhm. Måske. Jeg kender nogle stykker her i byen, så kan være jeg tager til en forfest. Hvis du vil, kan jeg give dig mit nummer, vi kan mødes inde i byen senere hvis vi husker det." Foreslog jeg. Hvorfor foreslog du det? Han skulle jo feste med sine andre venner, og han havde nok ikke tid til at mødes alligevel. Han var nok også typen som festede til den næste morgen og jeg ville helst hjem omkring midnat. Det virkede bare mest logisk, så ville man heller ikke ødelægge sin døgnrytme for meget.
   "Det lyder helt fint." Vi udvekslede numre og jeg gik ind igen for at lave mad og satte Edith Piaf på og åbnede en god flaske rødvin. Sjældent har en rødvin været så god på en fredag. Måske det er fordi den er mere velfortjent.
   Maden var god og jeg fik da lavet en god portion til weekenden, så det skulle bare varmes op igen de næste to dage. Hvor dejligt alligevel. Jeg tog et tæppe med ud på terrassen og en af bøgerne fra min egen lille eventyrhylde. Der var en blid, kold vind. Den ruskede i træerne og man fik et ekstra kuldegys. Langt væk var alle byens lys blevet tændt. Jeg lukkede mine øjne i, og det var næsten som at være hjemme i mit barndomshjem. Med haven ned til åen, havestolene ude endnu, og mine forældre ville nyde en dejlig solnedgang med hver deres drink. Drink og drink. Mor ville have åbnet en flaske vin og far havde åbnet en øl. De ville nyde det var weekend, og der ville være stor chance for at de ville bestille mad udefra og bede os børn om at gøre rent efter aftensmad. Det var nu en rar tanke. Det gjorde de nok også nu. Mor havde fortalt at de savnede mig, at man godt kunne mærke, der var en mindre i huset pludseligt. Det eneste som manglede, var lyden af åen når den bugtede, og når svaner og ænderne landede der og svømmede rundt. Så det ville give små plaske lyde.
   "Lille skat, det er ikke fordi det kan mærkes på maden. Men pludselig læser ingen bøger længere. Jeg håber du har det godt i København."
   Hun havde ringet næsten hver dag i de første par uger af ren nervøsitet. Det virkede ikke som min mor. Hun var altid så sikker på sig selv og havde styr på alting som foregik i hjemmet og på arbejdet, og pludseligt var noget af hendes hjem ikke længere hjemme, som hun beskrev det. Det var underligt at mit værelse var tomt pludseligt. Min oldemors gamle møbler stod derinde nu. De havde endda fundet hendes gamle seng og sat derind som gæsteseng. Så det så i sidste ende helt anderledes ud. Min mor var bare en lille smule fjollet. Hun snakkede ellers uden problemer om at når det omhandlede Asa, og når hun ville flytte ud om lidt, og bo med sin kæreste. Men det var åbenbart anderledes, selvom jeg ikke helt forstod hvordan det var. Ja, Asa ville flytte sammen med en kæreste, men de ville nok flytte til enten Kolding eller Århus. Det ville komme an på hvor hun ville læse. Det ville nok være Århus, men måske de ville flytte ud i en forstad, så de kunne være et mere roligt sted og have mere privatliv. Asa havde aldrig lyst til at bo i lejlighed og hendes kæreste havde vidst altid hadet at bo i lejlighed, så der var de jo som skabt for hinanden. Mor og far ville nok købe et hus i Århus et sted, til billige penge, eller rækkehus, som de kunne bo i. Den slags tænkning gjorde lidt ved mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine over det. Jeg havde aldrig tænkt på en kæreste. Kun en smule i gymnasiet, men jeg måtte lære at stå på egne ben og være ansvarlig. Sværere kunne det jo ikke være.
   Lasagnen kom ud og jeg endte med at sætte den ude på min terrasse og jeg gjorde klar til aftensmad. Jeg satte resten af flasken på bordet også. Musikken fra Matthæus' lejlighed kunne stadig høres og han havde nok fået nogle gæster siden der var så mange stemmer derinde. Nogle dage var min logik bare... dum. Som en mand der beskriver en kvinde.
   Jeg viklede et tæppe om mine sider og satte mig ned og nød min imaginære stilhed. Jeg var sådan en gammel kvinde, og jeg stod ved det. Det var helt klart den perfekte slutning på denne dag. I sidste ende var første dag rimelig vild, hvis man skulle spørge mig.
   "Hey, Bjørk?" Jeg vendte mig mod Matthæus lejlighed og han stod der med et smil.
   "Vil du ikke gerne have en øl eller noget med os?" Jeg kunne mære hvordan jeg lavede et tænkende ansigt, men det gik op for mig jeg intet havde sagt da han kiggede underligt på mig. Hvorfor svarede jeg ikke.
   "Øhm. Jo. Jeg skal lige have noget at spise først. Jeg sad lidt i mine egne tanker. Ti minutter, så er jeg der." Lovede jeg. Matthæus smilte.
   "Fedt." Hurtigt fik jeg ordnet min vask og sat lasagnen på køl. Matthæus havde en masse gode venner fra sit studie på besøg. De snakkede meget om deres gymnasietider og havde allerede døbt Matthæus "farmand" i gruppen. Han var den ældste og de hyggede sig med det. Men nogle gange kom der også lidt autoritet over ham. Hvis jeg huskede rigtigt, så havde han været i Hæren og måske udsendt. Havde han kun været værnepligtig? Hvordan fungerede det system nu igen? Måske jeg skulle google det. Burde man ikke vide det, bare sådan lidt?
   "Hey... du er hans nabo, ikke?" Spurgte en af drengene mig. Han havde krøllet hår og blå øjne og en smule skægstubbe. Jeg nikkede.
   "Mit navn er Bjørk. Hvad hedder du?" Spurgte jeg.
   "Jeg hedder Mathias. Jeg er faktisk Matthæus tutor."
   "Nå da. Jamen hej. Jeg har ikke mødt min tutor endnu." Fortalte jeg. Han grinte af mig og rystede på hovedet.
   "Hov vent... jeg ved ikke engang hvad du læser. Er det noget medicin? Jeg ved de ikke har helt styr på tutorsystemet endnu." Sagde han.
   "Nej. Jeg læser antropologi." Fortalte jeg.
   "Det er da mega sejt. Det er sygt svært at komme ind på. Hvordan kom du ind?" Spurgte han.
   "Jeg skrev et rigtigt essay i stedet for et motiverende brev, og jeg fortalte om min passion hvor undersøgelsen af hvordan klasser og mobning hang sammen og den dyriske overlevelse som vi undertrykker, i stedet for at lære at vende den om til noget positivt for begge parter af menneskeheden så det ikke er rovdyr mod byttedyr." Han så lidt forvirret ud.
   "Du er sådan rigtig klog, er du ikke?" Spurgte han og jeg blev helt flov.
   "Ej, har jeg sagt for meget? Det har jeg, har jeg ikke?" Spurgte jeg. Folk hader når personer har en passion, og det ved du godt. Du har et problem. Han rystede på hovedet.
   "Du virker superklog og det er du med garanti også. Det burde vi alle være. Men noget af det første jeg lærte på studiet, det var at man godt på må fejle og det glemmer folk tit at der er okay. At dumpe er træls, men at bestå er det bedste. Så længe du har lært at få teorien ud i praksis og måske endda kan komme med nye hensigter på det område. Så er det jo fedt." Mathias virkede megasød. Han måtte have lidt mere styr på studiet, eller også var han helt og aldeles tabt og bare tog alt som det kom, hvem ved.
   "Det var meget dybt. Er du altid sådan?" Spurgte jeg. Han rystede på hovedet og drak resten af sin øl og derefter satte den fra sig for at åbne en ny.
   "Jeg er virkelig en idiot. Men du er en sød pige. Men jeg burde nok lade være med at gøre noget. Siden du er min ruslings nabo. Jeg er sød på den måde. Måske jeg er mere moden næste år, når du selv er tutor."
   "Ja, måske." Hvad hulen har jeg gang i? Han har lige selv indrømmet han ikke er god, og bare fordi du er kommet til storbyen skal du ikke gøre noget dumt. Men han virkede også bare så charmerende. Med sin bløde stemme, og måden at tale på var helt vidunderlig. Som en moderne James Dean eller Paul Anka.
   "Jeg kan se at du har mødt Mathias." Matthæus kom bagfra og lagde en hånd på min skulder. Ikke hårdt, men blidt. Han måtte godt tage mere fat.
   "Ja. Øhm... jeg tror jeg mangler noget vin. Jeg må hellere hente det." Sagde jeg. Hvorfor føltes hans hånd så behagelig? Altså han behøvede ikke at stoppe. Den måtte gerne blive liggende på den måde. Den var ikke tung eller let, men føltes behagelig mod min hud og den måtte gerne komme længere ned ad min krop også. Måske jeg skulle tage hjem og blive der.
   "Selvfølgelig." svarede Matthæus og kom helt tæt på.
   "Er der mere lasagne tilbage?" Spurgte han så. Jeg nikkede og kunne ikke lade være med at smile.
   "Må jeg få et stykke?" Hviskede han. Jeg nikkede igen. De andre festede videre og drak inde i hans lejlighed mens jeg fandt endnu en flaske frem.
   Matthæus fandt selv lasagnen og skar et stykke ud til sig selv.
   "Undskyld... Men Bjørk. Det er kritisk at du laver så godt mad og jeg bor lige ved siden af dig. Jeg ender med at spise det, hvis du siger ja til mig hver gang. Alt du laver smager vildt godt." Sagde han og så superglad ud for at proppe sin mund. Han havde altså kun fået mad af mig to gange, og den ene gang var det altså bare ovnbagte rodfrugter. Men det var sødt da han spurgte om min mad. Han mindede mig om hund der tiggede ved bordet. Hvilket lyder ekstremt ucharmerende for nogen, men det gjorde mig lidt glad. Jeg tog det som en kompliment.
   "Tak. Jeg har altid elsket madlavning, men det har ikke altid været nemt at lave derhjemme. Der skulle man altid lave til en hel flok og til sig selv er lidt hyggeligere. Dine venner virker rare." Sagde jeg.
   "Jeg tror du mener at Mathias virker rimelig rar." Sagde han og blinkede kækt til mig. Han havde ret. Mine kinder blev lidt røde. Jeg ville jo hellere have Matthæus's opmærksomhed.
   "Ja. Men han er din tutor og jeg skal ikke blandes ind i noget der. Men nok se, ikke røre." Sagde jeg med løftet pegefinger.
   "Det gør mig lidt glad du siger det. Han er en player, men jeg tror det er sådan man normalt er som tutor. Plus vi ville nok drille ham hvis han scorer dig." Jeg kiggede lidt irriteret på Matthæus.
   "Hvorfor er det ham der score mig og ikke omvendt?" Ha-ha. Den havde han ikke set komme. Han kiggede på mig, sendte mig et smil og bundede sin øl.
   "Okay... det kom ikke heldigt ud. Men vi startede med begivenheder sammen med studiet og har lært hinanden at kende godt. Men wow, de går for sig når det gælder om scoringer. Men undskyld. Kvinder kan også score mænd, selvfølgelig."
   "Min gud. Du er da helt speciel, hva?" grinte jeg. Han nikkede igen.
   "Du ved... jeg er jo tidligere soldat, så jeg er vant til et hårdt miljø." Jeg kom sådan til at grine.
   "Jeg ved intet om militæret, hvis jeg skal være ærlig. Tror min far har været værnepligtig. Det er det." Fortalte jeg.
   "Jamen bare rolig. Jeg skal nok starte nogle sætninger med: 'dengang jeg var ung og i militæret.'" Jeg har ikke gennemtænkt det her.
   "Hvor længe var du ved militæret?" Spurgte jeg så og tog noget mere vin. Han satte sig ned. Vi kunne høre festen ved siden af.
   "Uha da. Det er et godt spørgsmål. Jeg tror jeg endte med at være der i seks år. Jeg havde sidste arbejdsdag for to uger siden. Jeg havde sagt ja til et vikarjob inde hos Livgarden hvor jeg startede. Så hjalp jeg ellers til hvor de nu havde brug for mig." Jeg anede ikke de havde vikarer derinde.
   "Wow." Jeg var rimelig overrasket, hvis man kunne sige det sådan. Men havde også en lidt dominerende fremtoning.
   "Hvad arbejdede du så med?" Spurgte jeg.
   "Først var det meningen jeg skulle være sergent hos de værnepligtige, men så blev jeg udsendt i stedet for en hel masse gange. Tror endda at jeg på første dag med konstabler enten på min alder eller ældre, sagde undskyld for at være kommet med. Kaldte mig selv en røv, og så gik vi i gang med at arbejde ellers. Så drak vi os fulde også." Han fandt et vinglas til sig selv.
   "Jeg har været tjener i et år på en lokal cafe i Ribe. Så jeg har ikke oplevet det helt store. Hvorfor valgte du at begynde at læse nu?" Spurgte jeg. Han tog en slurk af vinen og så tilfreds ud.
   "Fordi heldigvis, er mit snit stadig godt nok til at komme på uni, og jeg har en stor opsparing, så for mig handler det om at jeg først nu var klar på uddannelse. Men ikke alle behøver at opleve vilde ting... øhm, ej det er forkert. Det du oplever er noget der skal passe til dig. Altså jeg oplevede et arbejde. Det er det. Men det var fedt at være soldat. Så gav det også lidt ekstra med pigerne... okay det lød forkert... men jeg så godt ud i en uniform jeg har ikke tænkt mig at lyve. Hvad kan du godt lide at lave?" Baggrundsstøjen forsvandt en smule og jeg måtte tænke mig om. Burde du virkelig fortælle ham du hellere vil læse en god bog, end at feste helt vildt? Vil han så ikke bare synes du er kedelig? Ville han diagnosticere dig ligesom gymnasiepigerne gjorde?
   "Jeg er glad for bøger. Jeg elsker at læse gammel litteratur, som er flere hundrede år gammelt. Sproghistorie fascinerer mig en del, men der er allerede nok som arbejder med det. Så jeg valgte antropologi og det er jeg allerede vild med." Fortalte jeg.
   "Jeg har faktisk ikke rigtig læst så mange bøger igen. Faktisk er der nogle af H. C. Andersens eventyr jeg aldrig har læst. Du ved, de helt store eventyr. Dem man lærer om i skolen. Jeg læste dem aldrig. Jeg googlede mig bare frem til svar om dem." Jeg var helt i chok, men så alligevel ikke. Han virkede heller ikke helt som typen der læser eventyr. Men eventyr er så gode.
   "Hvilke bøger kan du godt lide så? Jeg har tydeligvis en tidsperiode jeg foretrækker. Der må også være noget du bryder dig om." Sagde jeg så. Han blev en smule stille igen og tænkte sig godt om. "Det er så typisk det jeg siger nu. Men jeg har læst alle tempelridder bøgerne. Altså Arn. Den tempelridder og alle de ting som han gik igennem dengang. Det var så vild en fortælling. Jeg var vild med den, men efter det ville jeg være tempelridder og det kunne jeg ikke så jeg tog i militæret... Ringenes Herre er også et svar. " Han drak noget mere af min vin.
   "Den smager nu rigtig godt. Du ved... jeg er rimelig glad for at du er min nabo. Nu har du et par gange givet mig mad, og fra nu af ved jeg hvor jeg skal gå hen skulle jeg have brug for godt selskab og en bid mad. " Han klingede vores glas mod hinanden. Jeg fik helt røde kinder af hans kompliment. Denne gang kom varmen helt op til mine ører.
   "Tak. Du er også rimelig rar. " Han mindede mig en korthåret Rollo fra Vikings. Udseendemæssigt. Forhåbentligt var hans personighed mindre vild. Han lænede sig ind mod mig og pludselig var hele mit ansigt varmt. Hans finger løb over min pande og ned ad mit ansigt og rørte med sine varme fingerspidser mine læber. Jeg måtte kæmpe for ikke at savle og min tunge og hals var derfor på overarbejde. Det var blevet mørkt og kun lyset over vasken gav Matthæus nogle få silhuetter af lys i ansigtet og hans brune øjne var som en solnedgang.
   "Dit hår var lidt sjusket." Så kom han helt tæt på, og kyssede mig.