Jala havde længe været forbandet over, det var umuligt at leve af de dyr, han måtte skyde i skoven. Jala, der var 25 år gammel, boede langt fra sin familie om vinteren. Familien, hans mor, far og lillesøster, boede i en lejlighed i den nærmeste by, der lå 150 km. mod vest.
   I dag var en dejlig dag. Jala havde allerede skudt to dyr, en Zobel og en Jærv. De ville indbringe ham penge, så han kunne invitere Xenia på café, når foråret kom og jagten var forbi. Hun havde et smukt navn, Xenia.
   Hendes forældre havde en gang for længe siden i skolen, hørt om en græsk tragedie, hvor hovedpersonen hed Xenia. Derfor det fremmede navn.
   Hans mor havde fortalt ham, Xenia var en pige han kunne være mere end tilfreds med. Hun havde den rigtige kropsbygning, til at føde mange og sunde børn. Hun kunne både sy og lave mad. En pige enhver mand kunne være stolt af. En veludviklet barm og et kraftigt bækkenparti, uden at være for bredrøvet. Jala morede sig højt over sine tanker.
   Han spejdede ind mellem stammerne på de store graner og birketræer, der stod spredt mellem den tætte underskov. Var det ikke en Jærv der bevægede sig derinde? Så rimfrosten dryssede ned fra de berørte grene?
   Det smukke hvide landskab fascinerede Jala. Drømmene om at få sin egen familie, dagdrømmene, var behagelige, og en god afveksling i den trivielle hverdag.
   Med en lille hest, som mange jægere brugte andre steder i ødemarken, ville han kunne tjene endnu flere penge. Men det jagtområde han havde fået tildelt, omfattede ikke hestehold, så det måtte han ikke.
   Han forbandede socialismen, med alle dens restriktioner for de borgere, der ikke var medlem af partirådet. Et organ der propaganderede for socialismens fortræffeligheder og glæder.
   Det var her partisekretæren kom ind i billedet. En stor bredlemmet ung mand med skæg, den karakteristiske Leninkasket på hovedet, og de blankpudsede støvler, der om vinteren var beslået med jern, for at han bedre kunne stå fast. Jala var forbandet på den stodder, der helt åbenlyst havde gjort kur til hans lillesøster, der var 21 år gammel.
   Han havde tilbudt Jala, at blive medlem af komiteen for regionen. Det kunne skaffe ham et godt arbejde i administrationen, vellønnet og interessant. Så behøvede han ikke længere at jage i skoven om vinteren.
   Bah, den idiot troede han var Vorherre selv. Men Jala ville ikke forlade det frie liv i skoven. Han hamrede sin næve ærgerligt ind i det nærmeste træ, så rimsneen dryssede ned over ham. Fuglene flagrede op, og dyr skyndte sig væk. Det var hvad han fik ud af sit vredesudbrud.
   Forbandet også, at disse dagdrømme havde ødelagt hans chancer for vildt. Ærgerlig begav han sig hjemad mod den lille hytte. Her var hans hjem i de 6 måneder, han havde tilladelse til at jage.
   Den lille riffel til de små dyr, og den store til de lidt større, slængte han over skulderen. Tilladelserne, samt antallet af dyr, var efterhånden ikke til at leve af, uden en lille hest til at komme rundt med. Det havde mange jægere, og det var en stor hjælp. Der var rigelig med plads til den, i et lille skur bag hytten. Han kunne sagtens selv bygge det hele.
   Indtil nu, havde han fået tolv Zobler, femten Sneharer, to Ulve, fem Ræve, samt to Jærv. Det var ikke meget, men selvom han havde set mange Zobel, måtte han ikke skyde flere. Ti var den kvote han havde fået, men det gav han pokker i. De overskydende kunne sælges sort, eller anvendes af hans mor til varmt tøj. Vinteren var ikke forbi endnu, så måske en anden dag, ville det lykkes ham at skyde flere dyr.

Dagene var korte, i den Sibiriske ødemark om vinteren. Den eneste trøst i mørket, var en petroleumslampes varme gule lys, en effektiv brændeovn, god frysetørret mad, eller dåsemad, samt den polarsovepose han havde fået af sin onkel, der for tiden arbejdede på den russiske ambassade i Canada. Bøger havde han ikke læst længe. Han ville hellere dagdrømme, tænke på den fremtid der lå forude, med kone og børn. Jala elskede børn.
   Han skuttede sig inde i sin lille hytte, efter at have tændt op. De flotte iskrystaller på de to små vinduer ville forandres, efterhånden som varmen bredte sig i det lille rum. Jala kunne få timer til at gå med at se på dem. Han forestillede sig livet fulgte et mønster, som iskrystallerne på ruden. Somme tider let og ligetil, og til andre tider, kunne det være kompliceret snørklet.
   Jala krøb nærmere til ovnen for at tænkte over tilværelsen. Både moderen og faderen havde været bekymrede for, om han nu også kunne klare den store ensomhed der var i ødemarken. Jala var en drømmer, der ofte faldt i staver.
   Forrige vinter var han nærmest blevet gal af ensomhed, hvis man skulle tro hans far og mor.
   Hans øjne søgte loftets bjælker, der var sorte af sod fra ovnen. Mange fantasifulde mønstre kunne han se. Billeder af Xenia og hans elskede lillesøster, væltede også frem i hans bevidsthed, dansede bag de trætte øjenlåg.


* * *
   Jala var endelig hjemme, efter en streng vinter. Men han var blevet afsløret i, at have skudt alt for mange dyr.
   Han havde givet pokker i restriktioner og begrænsninger af jagten. Det havde resulteret i en retssag, og at han var blevet deporteret til en af de arbejdslejre, der var i det aller østligste Sibirien.
   Et års tvangsarbejde, havde dommen lydt på. De, myndighederne, kaldte det godt nok noget andet. De talte om genopdragelse. Men sandheden var, at han offentlig havde talt nedsættende om partisekretæren i den lokale by, hvor han selv og familien boede. Han havde beskyldt partisekretæren for pamperi og korruption. Det var årsagen til retssagen.
   Oven i de beskyldninger, havde Jala forsikret partisekretæren om, det blev over hans lig, hvis han bildte sig ind, han kunne få hans lillesøster til kæreste. Det havde dog ikke haft den store virkning, tværtimod.
   Nu sad han og skumlede i en fangelejr, tre dagsrejser fra hjemmet.
   Træt lagde han sig til at sove. For i det mindste at drømme sig lidt væk fra den virkelighed, det var at være anbragt i en politisk opdragelseslejr.

Et par uger efter hans ankomst til lejren, fik han en uhyggelig besked hjemmefra. Hans elskede lillesøster var et par dage før, blevet voldtaget af partisekretæren.
   Det fik ham til at træffe en alvorlig og dramatisk beslutning. Han planlagde sin flugt fra fangelejren, han ville hævne sin lillesøsters nedværdigelse.
   Flugten lykkedes, trods det var streng vinter. Hans eneste ønske lige nu, var at opsøge partisekretæren og dræbe ham. Skammen over søsterens voldtægt, kunne for ham kun have denne udgang. Jala kaldte det: Ære!
   Han opsøgte partisekretæren. I en forfærdelig og hævngerrig blodrus, skar han halsen over på ham. Han havde ikke haft nogen chance for at værge for sig.
   Efter hævnen på den forhadte partisekretær, opsøgte han sin elskede lillesøster, for at fortælle hende, hun ikke mere behøvede at møde udyret.
   Rædselsslagen havde hun set på sin ældre bror, der tilsølet af blodet fra partisekretæren, nu stod i døren til deres hjem. Moderen havde skreget højt af rædsel, og var besvimet, det samme skete for søsteren. En venlig nabo havde set optrinet, og havde hurtigt trukket Jala med ind i sin lejlighed. Her hjalp han ham med at vaske blodet bort, og tilbød ham, mod passende betaling naturligvis, at hjælpe ham uset bort.
   Andre naboer havde måttet tage sig af moderen og søsteren.
   Jala havde stille takket ja til naboens tilbud om hjælp. Naboen var kommunesekretær i byen.
   Med rædselen malet i ansigtet, havde naboen hørt på Jalas detaljerede beskrivelse af, hvordan han havde skåret halsen over på partisekretæren. Det var hans blod de havde vasket af Jalas tøj, ansigt og hænder.
   Dybt rystet havde naboen fortalt Jala, at hans søster IKKE var blevet voldtaget af nogen partisekretær.
   Det hele var en misforståelse, imellem søsteren og deres far. Faderen havde forladt hjemmet i en vodkabrandert, efter et skænderi med moderen. Hun havde i stærke vendinger gjort det klart for ham, at fortsatte hans drikkeri, ville hun ikke længere vide af ham.
   Faderen havde dagen efter mødt datteren i byen. Her fortalte han hende om partisekretærens store interesse, for at indlede et bekendtskab med hende. Søsteren havde svaret, at hun ikke kunne udstå partisekretæren, og hun aldrig ville føje ham, i hans ønsker om en forbindelse imellem dem. Den eneste måde de kunne tænkes at være sammen på var, hvis han spærrede hende inde, eller tog hende med vold.
   I sin vodkarus fortalte faderen det videre til en bekendt. Historien blev genfortalt flere gange. Den var endt i en version der hævdede, at datteren havde været spærret inde mod sin vilje, og at der var tale om fuldbyrdet voldtægt. Det var en anden indsat, en kriminel, der fortalte Jala om hændelsen…
   Naboen bad Jala blive i lejligheden natten over. Så kunne de næste dag tale om, hvad han skulle betale for beskyttelse, og hvordan han kom videre.
   Jala stirrede tomt frem for sig. Han havde svært ved at acceptere det kaos, der lige nu herskede i hans hoved. Var han virkelig morder? Havde han slået et uskyldigt menneske ihjel? Han hadede den partisekretær, for hans tilnærmelser til hans lillesøster.
   Den grufulde sandhed gik først op for Jala, da han hørte politiet på trapperne. Hele ejendommen var omringet, af specialstyrker fra det hemmelige politi.
   En af partiets lokale spidser, var brutalt blevet myrdet. Sporene førte dem til bygningen her! Hørte Jala betjentene råbe.
   Hurtigt fik naboen Jala ud på bagtrappen, og op på loftet. Her skjulte han ham, mellem en masse vasketøj, der lå klar til at blive hængt til tørre. Med politiet i hælene, havde de i sidste øjeblik fået gemt Jala i tøjbunken.
   Rædselsslagen hørte han politisoldaterne råbe, om hvor han havde gemt sig, og at de før eller siden ville finde ham. Han hørte naboen få klø, men også at han bedyrede, han kun var på loftet for at se til vasketøjet, samt at han var kommunesekretær, og derfor et godt partimedlem. Politisoldaterne lod ham være, og ledte videre efter Jala i alle rummene på loftet.
   Mange timer senere, hørte han flere biler køre bort. Der var atter ro på trapperne…
   Døren til tørreloftet gik op, kraftige sømbeslåede støvler trampede over gulvet. Så stille som muligt, lå Jala mellem det våde vasketøj. Han kunne ikke se noget som helst i mørket, og turde næsten ikke trække vejret.
   Store hænder rodede i tøjbunken. En brummen fortalte ham, at den fremmede åbenbart havde fundet hvad han søgte, uden at afsløre Jalas tilstedeværelse.
   Den fremmede nærmest smed sig på gulvet, ved siden af tøjet. Af støjen kunne Jala fornemme, han lagde sig til at sove i nogle tæpper. Efter en tid, fortalte en høj snorken Jala, at den fremmede var faldet til ro. En enkelt vind lod sig høre, så var alt igen stille.
   Jala døsede, selvom han forsøgte at holde øjnene åbne. Røre sig, turde han ikke.

Han vågnede ved en høj latter, der rungede ud over loftet. En stor mand med kasket og lange blanke støvler, stod bøjet over ham. Det størknede blod i ansigtet og skægget, virkede uhyggeligt. Hans tobaks- og vodkaånde ramte Jala, da han åbnede munden og råbte:
   "Nå! Din skiderik, så du troede du kunne slippe væk, hva?" Så grinede han højt og larmende.
   Partisekretæren stod bøjet over ham, i al sin magt og vælde. En stor åben flænge sås tydeligt på halsens nederste del. Når han grinede, hoppede strubehovedet helt vildt op og ned, truede med at falde ud af det store gabende sår. Hans grinende mund, med de tobaksbrune tænder, lyste Jala i møde, i det svage lys fra et tagvindue.
   Så hamrede han sin næve ind i Jalas ansigt. Knasen fra knogler der blev sønderbrudt. Blod i munden, iblandet løse tænder, fik Jala til at skrige højt. Men ikke en lyd kom over hans læber. Et fast greb om hans strube, klemte al lyd tilbage hvor den kom fra. Fortvivlet kæmpede Jala for at få luft, men partisekretærens faste greb om hans hals, forhindrede ham i at røre sig så meget som en tomme.
   Så sortnede det for hans øjne. Grå tåger fyldte tankerne ud. Den rå latter tonede langsomt bort, for til sidst at forsvinde helt ud i universet…
   Var det døden der kom ham i møde? Den sorte skikkelse der nærmede sig, viste sin perlerække af tænder, der var spidse. Hver anden tand var blå, hver anden rød. De blinkede svagt i mørket. Aldrig havde han set noget lignende. Bag skikkelsen kom hans lillesøster, med partisekretæren i hånden. De smilede begge til ham, og ønskede ham en god tur til helvede.
   "Jeg elsker ham, Jala. Kan du ikke forstå det? Vi har længe været kærester, det ved mor og far godt." Så forsvandt de begge ud af syne, med en høj latter.
   Den fremmede så på Jala, ruskede voldsomt i ham.


* * *
   "Vågn op for pokker, Jala. Hvad fanden er det du har gang i? Vil du brænde hele hytten af? Petroleumslampen har du væltet. Og hvordan har den ulv fundet vej her ind på bordet?
   Du er rablende skør, siden du begynder at flå dyr inde i hytten, og smide rundt med indvoldene."

Jala rejste sig fortumlet op fra gulvet. Det hele måtte have været et frygteligt mareridt. Han følte på sit ansigt, og mærkede det var glat og fugtigt, af blod og saft fra dyrets indre. I munden mærkede han uld og hår. Han kastede op…

Hans far var kommet på besøg, uventet. Jala skammede sig, men gav ikke nogen forklaring på den væltede lampe, og det roderi der var i hytten.
   Sammen ryddede de op. Faderen fortalte Jala i utilslørede vendinger, han ville tage ham med ind til byen. Her ude i ødemarken, ville han helt sikkert blive mere skør, end han var i forvejen. Han var en trussel mod sig selv.

Jala smilede frem for sig, og mumlede næppe hørligt:
   "Du havde rigeligt fortjent, jeg skar halsen over på dig, din lede partisekretær." Og så tænkte han videre, at han da bare kunne have holdt fingrene fra søsteren, og givet ham et større område at jage i, tilladelse til en lille hest, samt hæve antallet af dyr der måtte nedlægges, så var dette aldrig sket.

Fire måneder alene i ødemarken, kunne godt sætte sine spor i en følsom ung mand, som Jala.