Jeg tog hen til John. Der kunne jeg være fri og snakke om alt muligt. Han og jeg var venner, vi kunne sige alt til hinanden. Jeg behøvede nogen at tale med om mine problemer, med at få min tilværelse til at fungere. John var den rigtige. Jeg fandt ham i messen.
   "Nå, Jacos. Har du aftalt datoen for brylluppet?" Han morede sig.
   "Nej, men den kvinde får mig ud af balance. Og helt ærligt, så ved jeg ikke hvad der foregår inde i mit hoved når hun er til stede.
   "Vil du snakke?.." spurgte han.
   Det ville jeg godt, for den oplevelse med Susanne, havde gjort mig urolig. Vi gik over på hans kontor, og talte om mit sidste besøg hos Susanne.
   "Jacos. Jeg tror du på en måde er forelsket i hende, men at det ikke er passende for dig nu, du er ikke klar til at lade dig binde, eller til at forstå hendes eventuelle motiver til at ville tale med dig. Jeg tror du er forvirret, ved ikke hvad hun vil, eller hvad du vil. Jeg har prøvet det samme med Nettie. Jeg var også forvirre, men det lykkedes mig til sidst at få rede på mine tanker og følelser for hende.. Det er dine følelser der spiller dig et puds lige nu. Vent og se tiden an. Hvis det er noget, vil hun komme tilbage, og hvis ikke?.. Så er der ikke tabt noget på gulvet, du har ikke lidt nederlag eller kompromitteret dig selv."
   Jeg var glad for min samtale med John. Han forstod mig, følte jeg. Til ham gik jeg aldrig forgæves med mine problemer. Det være sig de tjenstlige som de private. Af John fik jeg altid et godt råd, og den opbakning jeg havde brug for. En rigtig kammerat. Jeg havde altid haft det svært med kvinder. Jeg forstod mig simpelt hen ikke på dem, det vidste John godt.
   John arrangerede Susannes genoptræning, ville holde øje med hende, for det tilfældes skyld jeg ville i forbindelse med hende. Jeg var på en måde interesseret, men var alt for genert til at sige til hende jeg var brændt varm på hende, hvis det var det jeg var. Jeg var vel bange for et afslag, det ville være pinligt, bange for hendes vrede mod mig. Jeg var soldat. Ville hun kunne forstå hvad der drev mig?... Passede vi overhovedet sammen?
   "Jacos, du er som en lille dreng. Du har været alt for længe ude i den jungle, og alt for længe i militæret. Du er elitesoldat, en af de bedste, det hjælper dig bare ikke som tingene er nu. Lige nu er du i vildrede med dit liv, kan ikke skelne ret fra uret. Det kører Susanne på, hun har gennemskuet dig, derfor tryner hun dig psykisk. Om hun er interesseret i dig ved jeg ikke, men jeg tror det. Jeg mener hun sender nogle signaler til dig. Du forstår dem bare ikke. Du trænger til at finde dig selv igen.. Hjemme hos dine bedsteforældre i Grækenland, kan du komme til hægterne. Du er virkelighedsfjern, og jeg er en lille smule bange for du har fået en krigspsykose. Det er svært at tale om ved jeg, men det er hvad jeg mener. Lov mig du vil passe på dig selv, er der noget jeg kan hjælpe med, må du lade mig det vide. Vi er venner, og din utryghed bekymrer mig."
   Jeg var glad for Johns venskab. Han var min bedste ven, den eneste jeg havde. Jeg havde besluttet mig. Jeg ville gøre som John sagde, slappe af, finde mig selv og så se at komme videre med mit liv. Jeg ville rejse til Grækenland, til mine bedsteforældre den næste dag.

Mine forældre var udvandret til Amerika, under krigen i fyrrerne. Min far var kaptajn i den græske handelsflåde, og deltog i de konvojer der sejlede våben til de allierede styrker i Europa og middelhavet. Jeg var født i de første år af krigen, blev helt naturligt Amerikansk statsborger. Min mor havde været om bord på min fars skib da krigen brød ud. De havde været i en amerikansk havn, hvor min mor som civilist blev hjulpet af de amerikanske myndigheder. Siden blev de amerikanske statsborgere, slog sig ned i Boston hvor de fik mig. Jeg havde min skolegang der, og der kom jeg også i militæret. Jeg var højt uddannet i specialstyrkerne, Var en af de bedste der var. Det var også årsagen til de sendte mig til Vietnam, der havde jeg efterhånden været i flere år. Nu var jeg på vej til min græske familie for at holde ferie og slappe af.
   De boede på en af de små øer i Kykladerne, på øen Naxos. De var begge gamle, men klarede sig godt uden hjælp udefra. De var altid glade når jeg kom på besøg. Jeg havde nydt den dejlige søluft, og glædede mig til at hilse på dem. Jeg havde skrevet jeg ville ankomme med den færge, der ankom om eftermiddagen. Min bedstefar tog imod mig på kajen, han var ovenud lykkelig over jeg ville holde en hel måneds ferie hos dem. Min bedstefar var halvfems år gammel. Rask og rørig, det var kun bentøjet det kneb lidt med. Bedstemor var yngre, kun en tøs, som min bedstefar sagde. Hun var firs år gammel, også hun havde det godt.
   Jeg kendte de fleste der var på havnen da vi ankom. Bedstefar stod og vinkede da færgen lagde til. Han omfavnede mig, og sagde at bedstemor ventede med mad til os. Jeg havde haft en lang og trættende rejse. Vi gik de to kilometer, der var fra havnen op til deres hjem. Bedstemor var ellevild af glæde, kyssede mig, omfavnede mig, og vimsede omkring mig som en hønemor. Jeg havde dejlige bedsteforældre. Det var trygt at vide de elskede mig.
   Det var vinter nu, temperaturen kunne være nede på ti grader om natten. De havde for længe siden fået en ovn af mig, så de kunne holde varmen. Det var en olie ovn, jeg betalte også den smule olie de brugte om året. Tolvhundrede liter blev det til, det var ikke mange penge for mig. Jeg slappede af, og måtte fortælle hvad jeg havde lavet i de sidste år. Det var flere år siden jeg havde været her sidst, på grund af krigen i Vietnam.
   Mine forældre havde været på en rejse til Europa, da jeg var i Amerika, så dem havde jeg til gode at besøge. De ville være tilbage om et par måneder. De ville også komme her og besøge mine bedsteforældre. Det blev sent inden vi gik til ro. Det var min mening at købe et hus, på en af de mindre øer. Jeg havde allerede kontaktet en ejendomshandler, som ville undersøge mulighederne for mig. Da jeg havde to statsborgerskaber, var det ikke noget problem, jeg måtte gerne eje jord i Grækenland.
   Jeg havde en del penge i banken. Mit privatforbrug havde været næsten nul, i den tid jeg havde været i Vietnam. Jeg tænkte ofte på Susanne, hun blev en del af den hverdag jeg gik og tænkte over. Hun var en kvinde der havde rørt ved noget i mig, noget jeg ikke vidste hvad var. Mit indre var i oprør hver gang jeg tænkte på hende, det irriterede mig voldsomt. Hvorfor kunne jeg ikke bare glemme hende?.. Ville hun overhovedet mig noget?.. Der var tusinde tanker i mit hoved der kværnede rundt.
   Ofte så jeg min bedstemor se på mig med et bekymret blik. Når jeg smilede til hende, spurgte hun altid om jeg havde det godt. Jeg elsker min bedstemor, og besluttede mig til at tage mig sammen, og tale med hende om mine problemer med Susanne. Jeg vidste hun ville kunne råde mig. Men hvordan skulle jeg forklare hende jeg var bange for mine egne følelser? Det problem måtte jeg først løse, før jeg talte med hende.
   Jeg var hos mine bedsteforældre i tre uger, og tog ud på forskellige øer, hvor jeg så på huse jeg havde mulighed for at erhverve. Min bedstefar insisterede på han ville med, da han kendte gud og hver mand her på øerne, og kunne skaffe mig huset til den rigtige pris. Jeg faldt for et par mindre huse på øen Milos, og en anden lille ø der lå lidt nordøst for den. Jeg valgte et hus på den lille ø. Der boede totusinde mennesker på øen. Det var fortrinsvis fiskeri de levede af. Jeg talte sproget, så jeg havde ikke nogen problemer med at falde til. De var meget sociale, jeg deltog i alt hvad der var af arrangementer, for at komme ind med de lokale.
   Jeg havde skrevet til John som lovet, underrettet ham om min nye adresse. John var ked af jeg isolerede mig, men var glad da jeg også skrev jeg havde det godt. Mine bedsteforældre havde gjort deres indflydelse gældende, da prisen på huset skulle forhandles, jeg fik et afslag der var til at føle på, selvom de ikke var glade for jeg isolerede mig på en af de små øer, som de sagde. Men alt var forladt, da jeg lovede at besøge dem så ofte det lod sig gøre. Igen spurgte min bedstemor om jeg nu også havde det godt. Jeg smilede til hende og sagde jeg havde lidt problemer med en kvinde jeg havde mødt, men ikke mere end jeg kunne klare det. Hun havde nikket, men hendes bekymrede mine var ikke til at tage fejl af. Heller ikke denne gang, fik jeg talt med hende. Jeg var en kylling, det havde Susanne selv sagt. Jeg følte mig frustreret.

Min ferie var slut. Jeg var tilbage i Bangkok, på den militærbase hvor John var næstkommanderende. Vi turede rundt i byen, mens han ventede på sin udkårne. Hun var færdig med sin advokatuddannelse, og havde fået arbejde på den amerikanske ambassade. De var flyttet sammen og skulle giftes den kommende weekend. Jeg var forlover for John, og han og Nettie havde et kanonbryllup. Der var ikke tid lige med det samme til en bryllupsrejse, så den udsatte de til senere. Jeg havde ellers tilbudt dem, at de kunne låne mit hus i Grækenland.
   Jeg skulle på pension, der var ikke brug for så mange folk længere. Jeg blev indrulleret i reserven, det indebar jeg skulle være klar, hvis der blev krig igen. 2000 $ om måneden var min pension på. Jeg havde penge i banken, så jeg led ingen nød.

Via mit gamle regiment i USA, hvor der blev holdt afskeds ceremoni for os der havde været med i krigen, var jeg tilbage i Grækenland. Jeg var meget interesseret i en motorbåd, og købte en gammel patrulje og redningsbåd fra den amerikanske kystvagt. Den blev sejlet over til mig i en container. Jeg skulle selv hente den i Piræus. En ældre kaptajn lærte mig at navigere den. Den var femogfyrre fod og godt indrettet. Jeg tog den tid det tog at komme ud til min paradisø, som jeg kaldte mit nye hjem. John og Nettie havde lovet mig, de ville holde ferie hos mig den kommende sommer. Jeg glædede mig til de skulle ankomme.
   Jeg havde hørt fra John, at Susanne havde fået en masse hjælpeprogrammer op at stå. Genopbygningen af Vietnam var i fuld gang, hun havde nok at lave. Jeg var lidt bekymret for mig selv. Jeg havde spurgt til hende, John havde grinet af mig. Jeg var interesseret i hvordan hun havde det. Hun plagede stadig mit indre jeg, satte min sjæl i oprør.

Endelig anmeldte de deres ankomst. Jeg skulle hente dem på øen Milos. De havde taget færgen fra Athen, jeg ventede dem i løbet af eftermiddagen. Vi kunne sejle i min båd, ud til den ø hvor jeg boede. Jeg havde provianteret til otte dage, og ventede nu kun på færgen skulle komme. Den var lidt forsinket på grund af vejret. Det blæste kraftigt. Hvis det var alt for stormende, kunne vi sove i båden. Den havde både bad og flere kahytter. Det havde kostet mig en del penge, at få den ombygget som jeg ville have den, nu var den super. Jeg havde brugt mange dage i den. Jeg var blevet fortrolig med at sejle, og nød min nye tilværelse.
   Færgen lagde til. Jeg kikkede efter dem, men så dem ikke. Jeg spurgte et af besætningsmedlemmerne, om de ikke havde set en amerikansk familie, det vidste han ikke noget om. Der var kun at vente, han måtte have misset den færge, det var den eneste forklaring jeg kunne finde. Hvorfor havde han ikke ringet? Nå, det måtte vente. Jeg kunne bo i min egen båd, der lå trygt i havnen.
   Jeg var på vej ned til min båd, da der var en der prikkede mig på skulderen.
   "Jeg har en besked til dig!" sagde en kvindestemme.
   Da jeg vendte mig om, var det Susanne der stod bag mig. Hun så på mig og rakte mig et brev. Jeg var aldeles paf..
   "Susanne?.. Du her?.."
   "Læs!" sagde hun, og viftede med brevet.
   Hun satte sig på molen mens jeg læste:
   Kære ven. Det er en lidt usædvanlig kurer vi bruger, men vi bliver en uge forsinket. Jeg håber du vil tilgive os, du kan få forklaringen af vores kurer. Vis dig som det du er. En mand, og ikke en kylling. Kærligst John og Nettie..
   Det var Nettie der havde skrevet brevet. Jeg pakkede brevet af vejen, og så på Susanne.
   "Nå, de kommer ikke før om en uge. Men hvad gør du egentlig her?.."
   "Jeg er kurer. Det stod vel i brevet?.."
   "Ja, men der stod også du kunne fortælle hvorfor de var forsinkede."
   "Det kan jeg. Det er fordi de er dine venner. De vil give dig en chance for at tale med mig, alene." Hun så på mig. Det var umuligt at se på hendes ansigt hvad hun tænkte. Jeg rødmede. Jeg ved ikke hvorfor, men nu stod hun foran mig. Dette møde, havde jeg mange gange i tankerne ønsket mig, nu var jeg stum, vidste ikke hvordan jeg skulle få begyndt.
   "Susanne. Jeg vil bede dig om at høre på mig.. Susanne, jeg ved ikke hvordan jeg skal begynde, men jeg er glad for du er her. Jeg har savnet dig."
   Jeg så på hende, bønfaldende.
   "Kan vi ikke bare snakke om tingene?.."
   Hun smilede til mig.
   "Hvad er det du ikke kan få sagt, Jacos?.. Jeg har også savnet dig, jeg er her fordi jeg gerne vil. Vi kan ikke stå her hele dagen. Hvad skal vi? Hvor bor du?"
   Jeg pegede på båden.
   "Der. Det er min båd. Jeg bor på en ø et par timers sejlads herfra, du er velkommen ombord." Jeg sprang over på dækket og rakte en hånd ud efter Susanne. Hun kom ombord.
   "Har du ikke nogen bagage?.."
   "Jo. Den er på færgen. Jeg vidste jo ikke om du ville tale med mig, så jeg lod den stå. Færgen sejler først i morgen tidlig."
   "Skal vi ikke hente den med det samme?" spurgte jeg.
   "Jo, det kan vi godt."
   Vi hentede hendes bagage og bragte den ned i båden.
   "Kom med indenfor," sagde jeg til hende, "og velkommen ombord."
   Jeg prøvede et smil, det blev kun til en grimasse, og en rødmen fra top til tå.
   "Goddag Jacos," sagde hun og tog om mig.
   "Og tak fordi jeg måtte komme ombord."
   Hun satte sig.
   "Vil du have kaffe?"
   "Ja tak, det vil jeg gerne."
   Jeg skævede til hende mens hun sad og så sig omkring.
   "Den er velholdt, her er så rent, det er en flot og stor båd du har. Har du haft den længe?.."
   "Nej, kun kort tid, men jeg er glad for den."
   Jeg serverede kaffen og satte mig over for hende. Hun så på mig og smilede. Igen blev jeg rød i hovedet og slog øjnene ned.
   "Jacos!.. Du er så sød når du rødmer. Er det mig der er årsagen?.."
   "Ja det er det vel. Jeg ved ikke hvorfor, sådan er det bare."
   "Ved ikke?.." Hun så spørgende på mig.
   "Nej det ved jeg ikke," jeg så ned i dørken. "Jo," sagde jeg og kikkede på hende.
   "Du er årsagen. Når jeg ser på dig sker der noget inden i mig. Jeg tror jeg kan lide dig."
   Hun smilede.
   "Jeg kan også godt lide dig. Jeg er faktisk en lille smule lun på dig, Jacos."
   Jeg rødmede igen. Hun smålo.
   "Undskyld, men det virker komisk på mig. Her sidder vi to og opfører os som små teenagere der er forelskede for første gang. Du må da indrømme det er komisk ikke?.."
   "Jo, men det er den første gang for mig, jeg er helt ude af den. Susanne det er svært for mig at sige, men jeg vil gerne lære dig at kende. Er jeg for påtrængende?.."
   "Nej," smilede hun, "det er du ikke. Er det virkelig den første gang du er forelsket?.."
   "Ja," sagde jeg og så på hende.
   "Det er det, og det er vel forelsket jeg er i dig."
   Hun var alvorlig. Rejste sig og gik over til mig. Tog om mig og ruskede mig blidt.
   "Jacos," hviskede hun. "Jeg er også forelsket i dig. Det mener jeg. Jeg har savnet dig meget, kontaktede John for at høre om der var en chance for du bare holdt lidt af mig. Han forsikrede mig om du ikke var så slem endda, du skulle bare have tid til at finde dig selv."
   Hun tog om min hage, løftede mit ansigt og kyssede mig blidt. Jeg rystede lidt. Det var vidunderligt. Jeg lagde mine arme om hende også, vore læber dvælede ved hinandens i flere minutter. Hun satte sig igen.
   "Jacos, du tager helt pusten fra mig." Hun smilede.
   "Du har et dejligt smil, Susanne!"
   Vi talte om os selv, vore følelser, og om vi var tiltrukket af hinanden, ikke kunne undvære hinanden. Vi måtte prøve at lære hinanden bedre at kende, da det ikke kunne være anderledes. Hun fortalte om Vietnam, der nu godt kunne klare sig uden hende. Jeg fortalte om mig selv, mine håb og drømme, og om hvor meget jeg havde savnet hende.
   "Kom, Susanne, vi går ud og spiser. Jeg gider ikke lave mad i dag. Hvad siger du til det?"
   "Jo tak," smilede hun, "det lyder som en god ide."

Vi spiste en dejlig middag på en lokal restaurant ved havnen. Det var sidst på vinteren, der var ikke kommet turister endnu. Vi nød maden og hinandens selskab.
   "Jacos, du må love mig du altid vil være ærlig overfor mig. Og der er en ting du ikke må. Du må aldrig vise den side af dig jeg ikke kan lide. Soldaten Jacos. Den gør mig virkelig bange."
   Hun så på mig, der var reel bekymring i hendes øjne, dybt i dem så jeg en angst jeg ikke brød mig om. Var det virkelig mig hun var så angst og bange for?..
   "Det lover jeg. Men jeg ved ikke hvad du mener med soldaten Jacos. Jeg skal nok lade være med at fortælle om min soldatertid, men det var det jeg var bedst til, det ved du!"
   "Ja, men det gør mig bange. Soldaten Jacos er ikke et menneske, det er en maskine! En dræber maskine. Vores første møde vækkede rædsel hos mig. Fra den første gang jeg så dig, og til du smed mig på det fly. Hvor jeg hadede dig og følte sympati for dig på samme tid. Jeg var bange."
   Hun smilede til mig, rakte mig sin hånd, jeg klemte den .
   "Susanne, jeg skal gøre mit bedste."
   "Hun nikkede.
   "Jacos, du har rigtige venner i John og Nettie. De er meget bekymrede for dig. John fortalte om jeres barndom, om hvordan du var hans kammerat, i både tykt og tyndt. De gange du stillede op til øretæver, når der var større drenge end jer der ville slås. Det husker John. Han holder meget af dig, men er også bekymret over din ensomhed. Siden du kom i hæren, forandrede du dig til en djævel. Han havde respekt for dig, men kan ikke lide du for tiden ikke er dig selv. Det kan jeg heller ikke. Vi er begge glade for dig. Du må ikke misforstå hverken mig eller John. Du havde et problem, psykisk, da du forlod ham i Thailand. Jeg vil gerne hjælpe dig, men du må være ærlig overfor mig. Du ved jeg er professionel, jeg ved meget om krigsskader på psyken."
   "Jacos!" bønfaldt hun da hun så jeg rynkede brynene. "Bliv ikke vred på nogen af os. Vi holder af dig, vil hjælpe dig. Forstår du det?.."
   "Nej! jeg har ikke brug for en barnepige, hvis det er det du mener."
   Jeg var vred.
   "Jacos, lad os gå ned på din båd og tale om det her."
   Hun rejste sig, jeg betalte. Ude på havnepladsen sagde jeg:
   "Susanne, hvis du er kommet for at behandle mig, og ikke fordi du holder af mig, er jeg færdig med dig. Du taler om ærlighed, er det ikke selv. Jeg er lamslået og dybt skuffet over dit forræderi."
   Jeg gik raskt til, hun fulgte småløbende efter. Nede ved båden greb hun om min arm og vendte mig om.
   "Se på mig," nærmest råbte hun.
   "Du har aldrig elsket, aldrig holdt af, du er den mest stupide og dumme mand jeg har mødt.."
   Jeg afbrød hende hånligt og sagde:
   "Susanne! fortæl mig noget...."
   Hun afbrød mig snerrende.
   "Hør på mig, Jacos. Du er syg. Din ensomhed er et fængsel for dig. Du kender ikke til kærlighed, ømhed og menneskelighed. Du er en dræbermaskine, jeg vil ikke lade dig gå til. Du kan hade mig, som jeg hadede dig i Vietnam, men jeg vil ikke lade dig gå til grunde. Jeg vil slås for det jeg tror på, og jeg tror på vi kan blive venner. Ikke bare venner, men med tiden komme til at holde af, på en måde der er fremmed for dig. Du er ikke fortabt. Hvad enten du siger det ene eller det andet, vil jeg elske dig. Min kærlighed er ikke til at kassere, men det ved du ikke noget om. Du er tom indeni, ulykkelig."
   Hun tog om mig og hviskede:
   "Jacos. Du mener ikke det du siger, du er sådan i vildrede. Jeg elsker dig."
   Jeg var målløs. Hvad skulle jeg gøre nu?..
   "Susanne. Du har nok ret, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Undskyld."
   Hun tog om mig, efter et par minutter gik vi ombord på båden.
   "Jacos," sagde hun da vi var kommet ned i kahytten.
   "Undskyld, men nu ved du hvad jeg føler for dig . Jeg vil have dig, det kan ti vilde heste ikke gøre noget ved, eller få mig fra. Vil du give mig en chance for at hjælpe dig?"
   Jeg var i vildrede.
   "Susanne! jeg ved ikke hvad der sker, jeg er i vildrede med mig selv. Er jeg virkelig så ond som du siger?.."
   "Nej, det er du ikke, men du trænger til hjælp. Du har været alt, alt for længe i den forbandede krig, det har sat sine spor. Du er til at nå endnu. Jeg vil gøre alt for at nå den gode ven og kammerat John har fortalt mig om, men du må lytte til mig. Vil du det?.."
   "Ja," sagde jeg træt, "hvis det er så galt at i begge mener det, så ja. Jeg vil gerne tale med dig om mine problemer."
   Igen tog hun om mig.
   "Jacos," sagde hun blidt. "Du er træt, lad os lægge os."
   Jeg redte op til hende i den forreste kahyt, gik selv ned i den bageste hvor jeg havde min seng. Jeg kunne ikke falde i søvn. Tankerne kværnede rundt i mit hoved da det bankede på døren.
   "Kom," sagde jeg, det var Susanne. Hun var kun i trusser.
   "Jacos! du må ikke misforstå mig, jeg kan ikke sove. Jeg er ensom, nervøs for dig. Må jeg ikke ligge hos dig?.. Jeg vil ikke andet end putte mig. Jeg er utryg, vil gerne føle din nærhed ved at ligge ved siden af dig."
   "Kom," sagde jeg og gjorde plads til hende.
   Hun puttede sig ind til mig, jeg rystede som espeløv. Hendes arme omslyngede mig, hun vuggede mig blidt frem og tilbage. Jeg var i oprør inden i mig selv. Hvorfor var jeg sådan?.. Hvorfor var jeg nervøs?.. Hvorfor rystede jeg?.. Jeg var for første gang i mit liv bange, jeg vidste ikke for hvad.
   Jeg brød sammen og græd. Først stille, så voldsomt. Susanne vuggede mig, jeg var som et lille barn. "Jeg er pludselig så bange Susanne, jeg ved ikke for hvad!"
   Hun vuggede mig, nussede mig og strøg mig over kroppen.
   "Det er normalt," hviskede hun stille.
   "Jeg skal nok passe på dig. Græd du bare, det trænger du til."
   Jeg hulkede, følte mig alene i verden, men tryg i hendes arme, langsomt faldt jeg til ro. Jeg var træt og faldt i en dyb og rolig søvn.

Jeg vågnede, hun nussede mig på kinden, så på mig. Den situation jeg befandt mig i med hende ved min side, var fremmed for mig. Som et barn der søger trøst. Hendes nærvær fik følelser frem i mig jeg ikke vidste eksisterede. Min krop kunne skrige af lykke, hengivenhed, for den kvinde der nu lå og nussede mig. Tankerne var mange, eet kaos. Hvad skulle jeg gøre?.. Hvad forventede hun af mig?.. Når jeg tænkte på mit sammenbrud i hendes arme i går aftes, blev jeg flov. Havde hun ligget sådan med sin mand?.. Havde han haft de samme problemer som jeg?..
   "Jeg er så flov, Susanne."
   "Det skal du ikke være," hviskede hun stille og klemte mig let.
   "Det er der ikke nogen grund til. Jeg skal nok hjælpe dig. Jeg elsker dig, ved du er en god mand. Har du sovet godt?.."
   "Ja det har jeg. Trygt og godt. Jeg kan bare ikke lide jeg tog sådan på vej."
   "Shhhh. Put dig ind til mig, så varmer jeg dig."
   Jeg nød hendes nærhed, glædede mig over så fint et menneske hun var.
   "Er det virkeligt så galt med mig?.."
   "Ja, Jacos, det er det. Du har en krigspsykose. Det får mange af for megen ensomhed, og når det man laver ikke er godt for mennesker at beskæftige sig med. Det er ikke fordi du er en blød mand, snarere tværtimod, du giver ikke los for dine følelser. Det er det farlige. Du har ikke fået bearbejdet de uhyggelige ting du har været ude for. Modgang er ikke altid af det onde, men for dig er det dine manglende følelser og den manglende føling, med hvad der er rigtigt og forkert der plager dig. For dig er alt rigtigt, når bare det tjener krigen, det er det ikke for mig. Jeg ser de skader i gør, mine tårer kan kun hjælpe ofrene, ikke jer."
   Hun så på mig, der var både kærlighed og medlidenhed i hendes øjne.
   "Du er ikke selv herre over det der sker med dig, du skal ikke spekulere over hvorfor det gik galt for dig. Det hele gik bare galt, det er ikke din skyld alene. Det startede længe før du kom til Vietnam, det vidste du bare ikke. Du ville ikke vide det hvis ikke jeg var kommet. Men på et eller andet tidspunkt var det gået galt for dig. Hvornår ved ingen. Jeg så det med det samme på sygehuset, men kunne ikke hjælpe dig. Jeg havde nok i mine egne problemer. Nu har jeg al den tid der er nødvendig, jeg skal nok få dig på højkant igen."
   "Susanne! Undskyld jeg spørger. Havde din mand de samme problemer som mig?.."
   Hun så trist på mig, der gled en skygge hen over hendes kønne ansigt. Hun sukkede dybt.
   "Nej! Han var en anden, mere menneskelig end dig og dine, det kostede ham livet. Jeg elskede ham Jacos. Forstår du det?.."
   "Det ved jeg ikke Susanne. Jeg skulle ikke have spurgt dig, det var ikke fair af mig. Undskyld!"
   "Jacos. Før eller siden må vi begge tale om hvad der er hændt for os. Min mand er en af de ting der er hændt for mig. Jeg savnede ham forfærdeligt i begyndelsen, gav dig skylden for jeg mistede ham. Det var forkert. Det var ikke dig der slog ham ihjel, det var den krig du var en del af. Det er fortid nu. Men hvis det er noget du tænker over, skal du spørge. Intet må være tabu imellem os, hvis vi begge skal komme videre med vores forhold.. Jacos! nu har jeg dig. Du er en anden. Jeg elsker dig, det må du ikke være i tvivl om. Fortiden skal vi lægge bag os, den har været smertefuld for os begge."
   Hun vuggede mig og nynnede. Sådan lå vi længe.
   "Hvordan behandler man det vi har været udsat for?"
   "Samtale og kærlighed." Hun smilede. "Du er heldig jeg er lige her og elsker dig, der vil ikke gå mange dage inden du er rask, sådan som jeg føler kærlighed for dig." Hun slog en lille latter op. "Nej, Jacos, det tager tid, den har vi. Tålmodighed er det der skal til."
   Jeg var forbavset over den viden hun havde om mennesker.
   "Hvem hjælper dig hvis du får problemer?.."
   "Det skal du ikke bryde din søde hjerne med," svarede hun. "Skal vi se at komme op?.."

Jeg lavede morgenmad. Det var umuligt for mig at skjule jeg var nedtrykt, over det sammenbrud jeg havde haft. Jeg havde det bedre, men var flov. Susanne pjattede med mig, lod som ingenting. Sådan gik resten af ugen. En gang imellem måtte jeg fortælle hende hvad jeg tænkte på. Ikke fordi hun ville vide alt, men hvis jeg så ked ud af det, hvilket jeg ofte gjorde, snakkede vi om tingene. Jeg fik en tillid til hende, som jeg ikke tidligere havde haft til nogen af det modsatte køn.
   Vi talte om hendes mand, mit forhold til mine soldater og min angst for kvinder. Ofte morede Susanne sig, og forklarede mig hvorfor hun syntes det var morsomt. Susanne havde en viden om psyken der var enorm. Ofte holdt hun bare om mig, nussede mig og gav mig kropskontakt. Et eller andet sted vidste jeg, hendes berøringer af mig havde en beroligende virkning. Susanne gav mig tryghed. En tryghed jeg kunne huske jeg havde da jeg var yngre. Jeg forstod min bedstemors bekymring for mig. Jeg måtte erkende jeg var syg, havde en depression, en krigspsykose, som Susanne kaldte den.
   "Susanne," sagde jeg en morgen efter vi havde spist morgenmad. "Har du ikke en familie?"
   Hun så på mig, der gled et slør for hendes ellers så klare og smukke øjne. Hun så ud over vandet. Jeg kunne se hun kæmpede med noget, men vidste ikke hvad.
   "Hvis du ikke vil tale om dem, er det i orden, jeg vil ikke trænge mig på."
   Hun drejede hovedet, så på mig. Jeg kunne ane en smerte og en dyb sorg i hendes øjne.
   "Jacos," sagde hun langsomt.
   "Det vil jeg helst ikke tale om nu, måske senere, men ikke nu."
   Hun så ned. Jeg rakte over og tog hendes hænder i mine.
   "Undskyld, jeg ville ikke gøre dig ked af det. Vi taler ikke om det mere," jeg rejste mig og tog ud af bordet. Susanne sad længe efter jeg var færdig med opvasken, hun bare så ud over vandet. Der var et ulykkeligt skær over hendes ellers så fine og glade ansigt. Jeg tog om hende. "Jeg elsker dig Susanne. Lad os gå en tur."
   Hun rejste sig, så trist på mig, men smilede dog til mig.
   "Det vil jeg gerne, Jacos."
   Vi gik en lang tur rundt på øen. Hendes humør blev langsomt bedre. Ofte stoppede vi op, så fortroligt på hinanden og kyssede. Vi var forelskede, det var der ikke nogen der kunne være i tvivl om. Men Susanne var ked af det, jeg vidste ikke hvorfor. Det pinte mig, det var mig der havde gjort hende trist.. Kærlighed! tænkte jeg. Jeg måtte ikke glemme hende, i det kaos mine egne problemer gav mig med at forstå dem. Hun havde også behov for at blive elsket, holdt af, det var jeg ikke i tvivl om nu.
   I morgen eftermiddag ville Nettie og John ankomme. Jeg glædede mig, det gjorde Susanne også. Vi spiste igen ude, efter at have provianteret det vi manglede, nu vi ville være fire.
   "Slap af, Jacos, det er ikke et statsbesøg vi venter. Du virker urolig?.."
   "Ja, jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden dig, de ved sikkert du er her, at jeg er under behandling."
   Hun smilede.
   "Og hvad så?.. Er det ikke dine bedste venner?.. Dem skal du være stolte af, det er dem du kan takke for jeg kom til dig, selvom jeg nok havde fundet dig alligevel."
   Hun klappede min hånd, smilede beroligende til mig.
   "Vis dig som det du er, en mand."
   "Ja, du har nok ret, jeg må lære at slappe af."
   Vi betalte og gik ned på båden.
   "Susanne!" sagde jeg da vi var kommet i seng. "Det er lidt pinligt for mig at tale om, men jeg savner dig at være sammen med, du ved nok."
   Hun smilede, sagde det bestemte jeg selv.
   "Jeg savner også at være sammen med dig, men det er dig der må sige til når du er klar til det."
   "Det tror jeg at jeg er nu."
   Jeg kunne mærke jeg var blussende rød i hovedet. Hun smilede og nussede mig på kinden, så kærligt på mig og sagde:
   "Jeg var helt bange for du ikke ville have noget med mig at gøre. Men jeg længes også efter dig, Jacos."
   Jeg tog hende ind til mig og kyssede hende lidenskabeligt. Vi elskede det meste af natten. Vi havde begge noget at indhente, følte vi. Mætte af hinanden lå vi i hinandens arme, så bare kærligt på hinanden, og faldt tilfredse i søvn.

Næste dag følte jeg der var sket noget med mig. Jeg var gladere end jeg havde været længe. Susanne så det også, hun sagde leende at det knald var alle pengene værd. Hun grinede som en flækket træsko. Jeg rødmede, kyssede hende på panden.
   "Du er dum, Susanne. Dejlig dum. Men jeg har det meget bedre."
   Hun drillede mig og sagde, det havde været den bedste medicin jeg havde fået.
   "Jacos," sagde hun lidt efter og var alvorlig. "Jeg mener hvad jeg sagde, at det er samtale der er det bedste for dig. Lad os gå en tur, de kommer først over middag, jeg trænger til lidt motion."
   Vi gik langs stranden der var øde, fordi der endnu ikke var kommet turister. Vi pjattede og opførte os som børn. Susanne var pragtfuld at være sammen med. Jeg var glad for hun tilsyneladende havde glemt min nysgerrighed, med hensyn til hendes familie. Jeg fortalte hende hvor højt jeg elskede hende, hun kyssede mig. Vi havde det dejligt.
   "Skal vi hoppe i vandet?.."
   "Det er ok med mig."
   Vi smed tøjet og badede nøgne. Vi pjaskede rundt, selvom vandet var hundekoldt.
   "Så koldt det er," sagde hun og løb op på stranden igen.
   "Fang mig, Jacos!"
   Jeg løb efter hende. Efter en tid fik jeg fat i hende. Jeg holdt hende fast, vi tumlede begge om i sandet. Hun krammede mig, så kærligt på mig og hviskede blidt:
   "Jacos, tag mig her på stranden."
   Jeg krammede hende, vi forenedes i et hedt elskovsfavntag.

Vi pustede over den voldsomhed vi begge havde lagt for dagen, nussede hinanden.
   "Kom," sagde hun. "Vi må tilbage, klokken er allerede mange."
   Vi skyllede os igen i det kolde vand, og tog tøjet på selvom vi var våde. Vi skyndte os tilbage til færgen, nåede lige at se dem gå fra borde.
   "Halløj," råbte jeg. "Vi er her ovre."
   Vi faldt hinanden om halsen, gensynsglæden var stor.
   De havde haft en rolig tur over til øen.
   "Hvad er I så våde af?" ville Nettie vide.
   Susanne så på mig og rødmede. Det var første gang jeg havde set hende rødme.
   "Jeg kunne ikke lade Susanne være!" sagde jeg og grinede frækt, "jeg mener, så sød en pige, alene på en strand. Det skal give sved på panden."
   De grinede.
   "Helt ærlig," sagde Nettie, "har I været i vandet?.."
   "Ja," svarede Susanne, "det har vi, det er hundekoldt."
   John grinede:
   "Og så skulle du lige varme hende?.. Tage hendes temperatur?.."
   Susanne rødmede endnu mere og så ned.
   "Jeg tror ikke Susanne synes det er sjovt," sagde Nettie. "I gør hende helt flov med jeres uartige antydninger."
   Susanne skævede til mig, blinkede til mig med et sigende smil om munden. Jeg var lykkelig.
   "Kom. Min båd ligger her ovre."
   Vi gik om bord og satte deres oppakning ned i forkahytten. Susanne og jeg tog tørt tøj på.
   Vi drak en kop kaffe, og sejlede af sted mod mit hjem. Susanne havde heller ikke set det endnu, hun glædede sig også til at se hvordan jeg havde indrettet mig. Turen var behagelig uden for meget vippen. Vi ankom sidst på eftermiddagen. Jeg fortøjede båden. Vi gik de to hundrede meter der var op til mit lille hus.
   Huset indeholdt tre værelser. Ikke særlig store, men der var plads til alle. Der kom turister herover om sommeren, men da der ikke var noget de kunne leje, var det kun endagsturister, og turister der var på krydstogt. Beboerne i det lille fiskerleje lavede lidt souvenir, det tjente de lidt penge på. Jeg hilste på alle dem vi mødte, præsenterede mine venner for dem.

"Det er et godt lille hus du har, flinke mennesker der bor her," sagde John.
   "Ja, jeg trives," svarede jeg.
   Vi hjalp hinanden med at hente den proviant jeg havde medbragt. Alle på øen måtte hente de fornødenheder de skulle have, bortset fra geder, høns, får og fisk. Resten måtte vi have fra den større ø, hvor der var færgeforbindelse til fastlandet. Der var priser for os, og turisterne. Skulle man til øen, spurgte man altid om der var noget man skulle tage med tilbage. Det var almindeligt at hjælpe hinanden. Øen jeg boede på hed Kimonos. Den havde et par tusinde indbyggere, fordelt over det meste af øen. Fiskeriet var hovederhvervet, der var lidt landbrug, og en del dyrkede vin og oliven, dog mest til eget forbrug. Det var et godt lille samfund.

Vi gik mange ture rundt på øen. Susanne der ikke kunne holde sig i ro, søgte job og fik det på vores sundhedsklinik. Vi havde en læge og to sygeplejersker, hvoraf Susanne var den ene. Hun var også i gang med at lære sproget. Vi hyggede os. John og Nettie spurgte om vi dog ikke snart skulle giftes.
   "Kommer tid kommer råd," sagde vi. "Det haster ikke."
   De var begge glade på vores vegne, over jeg havde det så godt, glade over vi trivedes sammen. Efter et par ugers ferieophold, sejlede jeg dem tilbage til Milos. Vi sagde på gensyn, lovede at komme til Thailand i løbet af efteråret.

Et par dage efter John og Nettie var rejst, sagde Susanne:
   "Jacos, jeg vil gerne tale med dig om min familie nu."
   Jeg satte mig ved siden af hende, tog hendes hånd i min, jeg var lidt bekymret over hendes ansigtsudtryk. Hun så på mig, det triste udtryk hun havde i sine øjne foruroligede mig..
   "For mange år siden," begyndte hun, "var vi en lille lykkelig familie. Far, mor og tre små børn. Min far arbejdede for den lokale kommune, vi havde det godt. Så blev han arbejdsløs, begyndte at drikke. Min mor der var sygeplejerske som jeg, prøvede at holde familien samlet. En aften min far var fuld, skændtes de om økonomien. Min far blev voldelig, de sloges. Jeg var den ældste, og løb ind til naboen efter hjælp.. Der bragede flere skud. Min far løb forvildet rundt og ledte efter mig. Naboens store dreng flygtede med mig til den nærmeste politistation. Politiet ankom, men kunne kun konstatere min mor og mine søskende var døde. Dræbt af min fars gevær, som han havde fra krigens tid. Min far var ikke i huset længere, han var flygtet.
   Flere dage senere fandt de ham i en lille lund, hvor han havde forsøgt at begå selvmord ved at skyde sig i hovedet. Han var ikke død, og blev senere idømt livsvarigt fængsel. Jeg så ham aldrig mere, heller ikke min familie der var udryddet. Ikke engang begravelsen måtte jeg komme med til.
   Jeg kom på et børnehjem, var der til jeg var færdig som sygeplejerske. Min far læste i fængslet og blev en dygtig videnskabsmand inden for økonomi, blev faktisk en klog og lærd professor, der var meget benyttet af både regering og erhvervsliv. Han var ganske vist lænket til en rullestol. Han havde beskadiget flere dele af sin hjerne da han forsøgte selvmord, de dele der styrer motorikken.
   Efter mange år i fængslet, og efter god opførsel blev han løsladt. De havde fundet en lille lejlighed til ham. Men friheden kunne han ikke klare. Overalt så han min mor og os børn. En måned efter sin løsladelse begik han selvmord. Han havde efterladt mig et brev og sin sagsmappe fra fængselet, for derigennem at fortælle mig, han havde fortrudt sine gerninger mange gange. Det var ikke en undskyldning for det han havde gjort, det kunne kun Vorherre tilgive, men han bad om min forståelse for hans anger, og sin beslutning om at forlade dette liv for egen hånd.

Susanne græd stille, jeg tog om hende, vuggede hende.
   "Det gør mig ondt," sagde jeg stille.
   "Jeg havde gerne forundt dig en familie. Du ved hvad ensomhed er. Var det det du så hos mig?.."
   Hun smilede til mig gennem sine tårer og svarede:
   "Ja Jacos, det var det. Selvom du har familie, var du lige så ensom som jeg, det var det der gjorde jeg kunne hjælpe dig. Jeg havde kendt den rædsel det er at være alene, uden mål eller med at søge efter noget man ikke ved hvad er. Jeg vidste jeg kunne hjælpe dig."
   Hun tørrede sine øjne.
   "Nu ved du hvem jeg er," sagde hun stille. "Holder du stadig en lille smule af mig?.." Hun så på mig, jeg knugede hende ind til mig.
   "Nej, ikke bare en lille smule. Jeg elsker dig så meget, så det er ubeskriveligt. Jeg beundrer dig for din styrke Susanne. Hvor har du den fra?"
   Hun smilede til mig.
   "Den får jeg ved at hjælpe andre. Når jeg ser hvor meget det nytter jeg hjælper, bliver jeg glad og stærk."
   Hun kyssede mig.
   "Kom, lad os gå en lang tur, det trænger jeg til."