Det havde været morgenkaffe som sædvanlig med forældrene, men alligevel var det anderledes, for de gjorde ikke klar til at gå på arbejde, men til at tage afsted til Jylland. Anita var så taget afsted til sin tidlige vagt som sædvanlig.
Nu var det igen hyldeopfyldning. Hun syntes sommetider ryggen gjorde modstand, men det kunne ikke passe, syntes hun ikke. Ikke i denne her alder.
Nu så hun Ava komme gående hen ad passagen. Hun smilede.
"Hej, Anita"
"Hejsa, Ava"
"Du er godt i gang med hylderne, ser jeg."
"Ja, de skal jo fyldes op."
Nu lød Jakobsens stemme bag hende. "Du er her for at arbejde, unge dame, ikke for at sladre med kunderne, se så at få lidt fart på, kan du ikke se hylderne er halvtomme."
Nu forsvandt smilet fra Avas ansigt.
"Sig mig, er det sådan I behandler medarbejderne her, om jeg må spørge."
"Det skal du ikke blande dig i."
"Så vil jeg ikke handle her mere, det kan jeg godt love, nu lægger jeg de varer jeg har i kurven tilbage, og så ser I mig ikke mere."
En ældre medarbejder kom nu frem fra baglokalet. "Hvad er det dog for en kommers her," sagde hun.
"Jeg hørte bare jeres medarbejder her behandlede den unge dame som om det var hans tyende, og nu har jeg sagt som det er: hvis det er sådan I behandler medarbejderne her, så har I set mig for sidste gang."
"Det gør vi ikke normalt," sagde kvinden.
"Skal vi bare finde os i, at folk sådan blander sig i vores arbejde her," sagde Jakobsen.
"Husk nu, hvad du plejer at sige: kunden har altid ret," sagde kvinden. Det fik Jakobsen til at stå med underkæben hængende langt nede.
"Jeg vil lige gøre opmærksom på, at jeg har været her i tyve år," skreg han da han havde genvundet fatningen.
"Jeg har været her i tredive," svarede kvinden, "og nu synes jeg det er på tide, at du bliver voksen og finder ud af, at tyendeloven er afskaffet for længst."
"For fanden, nu søger jeg snart et andet sted her, man kan snart ikke holde den atmosfære ud, som er kommet her."
Han gik ud i bagbutikken og smækkede med døren.
Kvinden vendte sig mod Ava. "Vi er ikke alle sammen sådan," sagde hun. Anita kæmpede for ikke at brase i latter.
"Det håber jeg sandelig heller ikke, jeg vil foreslå I holder et kursus i at behandle folk ordentligt og så sender den gorilla, der var her før, af sted på det kursus."
Kvinden smilede. "Ja, der er jo mange mennesker i verden, der kunne bruge et sådant kursus."
Ava strøg Anitas kind. "Vi ses."
Resten af dagen forløb fredeligt indtil hun skulle sidde ved kassen. Der var en, der havde kæftede op om, at det gik for langsomt, og da han så endelig var nået frem i køen stod han og fumlede i flere minutter efter sit betalingskort. Det eneste gode var, at Jakobsen var gået hjem, men alligevel, det var monotont at komme igennem det.
Endelig havde hun fri, og nu kunne hun ikke komme hurtigt nok hjem. På grund af hendes forældres bortrejse kunne hun virkelig holde fri.
Hun småløb hen mod opgangen og så, at det sandelig var den brasilianske pige, der var på vej ind. Det var rigtigt hvad de sagde, hun så ud til at være en jævnaldrende, og hun havde langt sort hår ned til skuldrene. Hun var vist ikke ret høj, vurderede Anita, hun var mindre end Anita, og det sagde noget. Hendes tænder blev synligt i et smil.
"Hej," råbte hun. Anita mærkede varmen stige op i hendes kinder, da hun tænkte på hendes fars opførsel, men hun fik alligevel trods modstanden sagt et hej til svar.
"Det er dig, der bor nedenunder os, ikke?"
"Ja," svarede Anita med en spag, grødet stemme.
Hun havde ikke nogen accent i sit danske, så Anita gættede, at hun familien var kommet til Danmark da hun var lille.
"Jeg hedder Jeanne." Hun grinede. "Der er mange, der tror jeg er fransk, jeg har fået fortalt af den søde dame på fjerde sal, at du hedder Anita."
"Ja, det er rigtigt."
"Hun fortalte mig også, at du fulgte hendes dreng hjem for et par dage siden, da han var bange for at gå hjem."
Anita bøjede hovedet. "Det manglede da bare," sagde hun.
"Skal du noget nu? Kom op og få en kop te hos os, hvis du har tid og lyst."
Anita løftede hovedet. "Ja, det vil jeg da gerne," sagde hun "mine forældre er bortrejst et par dage, så de venter mig ikke."
"Så går vi op, min mor plejer at have teen parat til når jeg kommer hjem fra skole."
"Hvor går du i skole?"
"Metropolitan, Første G, du arbejder nede i supermarkedet, ikke?."
Anita nikkede. "Vi har set dig dernede."
De to piger gik op ad trappen til anden sal, lejligheden lige over hvor Anita boede med sine forældre. Jeanne låste dem ind, og nu syntes Anita hun gik ind i en helt anden verden. Den ene væg var fyldt om med et stort billede af en by, som måtte være Rio de Janeiro, hun kunne kende den på Kristusstatuen på bjergtoppen, der så ud som om han velsignede byen. Møblerne var en helt anden stil end hun var vant til at se, farvestrålende og over deres røde sofa var der billeder af papegøjer og bæltedyr. Ved den væg, der ledte ud i køkkenet stod et klaver og ved siden af det stod en guitar på et stativ. Mit i det farvestrålende lokale sad Jeannes far, høj og mørkhåret med begyndende gråning ved tindingerne og klædt i hvid skjorte, og ved siden af ham, det måtte være hendes mor, hun lignede Jeanne som midaldrende, tænkte Anita. Hun var i en spraglet kjole. Hun havde jo godt hørt, at de elskede farver i det land.
De to smilede. "Hej!" råbte de begge i munden på hinanden.
"Ja, jeg har inviteret vores underbo op til te," sagde Jeanne.
"Hun er velkommen," sagde moren, der rejste sig og gav Anita hånden.
"Jeg er Luiza," sagde hun. Hendes mand fulgte efter og gav hånden.
"Jeg er Antonio."
De havde fremmed accent, men deres dansk var perfekt.
Anita smilede og nu rødmede hun slet ikke. De lod sig ikke mærke med noget.
"Sæt dig ned," sagde Luiza og pegede på en stol. Anita takkede og satte sig. Lidt efter kom Antonio ind med en bakke med tekopper og kager, hans kone fulgte efter med selv tekanden. De satte sig nu alle ved bordet. Anita kunne godt se, at de to voksne var nogen af dem, der handlede på hendes arbejdsplads. De satte sig nu og snakkede om det ene og det andet, forældrene ville gerne høre om hvad hun lavede.
"I spiller jo en del musik," sagde Anita, "musiktimerne var noget af det gode jeg oplevede i skolen."
"Ja, vi har altid haft meget musik i vores familie," sagde Antonio, "Vi kan lide bossa novaen fra vores hjemland."
"Det vil jeg gerne høre nærmere om hvad er," sagde Anita, og Antonio kastede sig nu ud i en forklaring om dens opståen.
Anita sagde på et tidspunkt, at det så ikke var det samme som samba, og de nikkede alle tre. "Jeg har ikke noget imod samba," sagde Antonio, "jeg har spillet til karnevallet i Rio, men jeg synes bossa er det bedste."
"Jeg har godt hørt om karnevallet der," sagde Anita, "er det sjovt?"
"Ja, vældig sjovt," sagde Luiza, "men man skal ikke tage dertil alene, for der er deltagere, der ikke kan styre hvor meget de drikker."
"Jeg kunne godt tænke mig at høre noget bossa," sagde Anita "jeg har nogen gange siddet længe på toilettet og prøvet at lyttet til jer, det kunne være skønt at høre det uden en mur imellem."
"Naturligivs," sagde de alle tre og rejste sig. Luiza satte sig ved klaveret, Antonio tog guitaren op og Jeanne tog et ark om med en sangtekst. Det kastede sig ud i en stille melodi, der kørte roligt af sted, den forekom Anita bekendt. Jeanne havde en smuk mørk stemme, der næsten fik hende til at lyde som om hun var på sin mors alder. Anita klappede, da de var færdige med sangen, og de smilede alle tre.
"Vi håber jo naturligvis ikke vi generer naboerne for meget," sagde Luiza.
"Vi kan kun høre jer ude på toilettet nede hos os," sagde Anita, og nu kom hun til at tænke på de foregående dages kommers og rødmede, så hun følte hovedet kogte.
Jeanne kiggede alvorligt på hende. "Din far mishandler dig ikke, vel," sagde hun.
"Nej, nej," svarede Anita, "det gør han dog ikke."
"Ellers skal du sige det," sagde Luiza, "det jeg kan lide ved Danmark er, at her finder man sig ikke i sådan noget."
"Jeg ved godt at han har været grov overfor jer," sagde Anita så godt hun kunne for begyndende gråd.
"Det er ikke dit ansvar hvad din far gør," sagde Jeanne og kom over og lagde armen om hende. "Vi har kun hørt godt om dig fra hende den ældre dame, der er jeres nabo, og fra hende den enlige mor på fjerde."
"Jeg er også bange for, at min far simpelthen bare sluger ukritisk hvad vores formand i huset siger, og han giver mig altså kuldegysninger."
"Med god grund," sagde Antonio med en stemme, der var lige så skarp som den før havde været mild, "Han favoriserer hans venner her i huset, og der var nogen over i en lejlighederne i den modsatte ende af gården, som han fik ekskluderet uden rimelig grund, og så fik han en af sine venner ind."
"Din far burde holde sig fra ham," sagde Luiza, "man kan ikke stole på ham."
Anita nikkede. "Hvis bare han så ville høre."
"Han burde høre lidt mere end han talte, vi kan ofte høre ham lige så tydeligt herop, man skulle tro han var ude på at vække de døde."
De lo alle sammen, Anita lidt anstrengt.
"Ja," sagde Antonio, "i vores hjemland er der mange, der tror på dødeopvækkelser og kontakt med de dødes ånder, hvad er det I kalder det på dansk... spiritisme, ikke?
Anita nikkede.
"Derfor er det en almindelig vits i vores hjemland, at når nogen larmer, så spørger vi dem om de er ude på at vække de døde."
De nikkede alle alvorligt. Men nu gik de videre med snak, hvor de lærte mere om hinanden.
"Jeg går i klasse med en af dine tidligere klassekammerater," sagde Jeanne, "hun hedder Jannie."
Anita nikkede. "Jeg ved godt hun skulle i gymnasiet."
"Vi har flere gange snakket om dig," sagde Jeanne, "hun siger at de ikke var søde overfor dig, da I gik i klasse sammen og hun er ked af, at hun ikke hjalp dig noget mere."
Der samlede sig en klump i Anitas hals. "Hun var heller ikke en af de værste, hun gjorde ikke så meget som nogen af de andre, det ved jeg godt."
De to forældre var meget alvorlige og rynkede deres pander. "Mennesker er bare så onde nogen gange," sagde Luiza.
"Er du så lettet over at være gået ud af skolen?" sagde Antonio.
"Nej, ikke rigtigt, der er en souschef i supermarkedet, der chikanerer mig så snart han får en mulighed for det."
"Det skal du ikke finde dig i," sagde Luiza, "vi har for længst lært, at her i landet behandler man sine underordnede ordentligt."
Lidt efter gav familien igen et par sange, som Anita nød. På et tidspunkt tog hun afsked med dem, og hun mente det, da hun sagde, at det havde været en dejlig eftermiddag.
Hun gik ned og fandt en ret, som hendes mor havde efterladt i køleskabet, som hun kunne varme op. Nu opdagede hun, at hun selv gik og sang, hun vidste ikke engang hvad det var. Hvornår havde hun sidst følt sig så glad?
Efter hun havde spist satte hun sig ind ved pc'en og søgte på bossa nova. Der var nok at tage af på YouTube, og hun kunne genkende dem, som familien ovenpå havde spillet. Hun fandt også ud af, at en af dem havde været fordansket, hun havde vist hørt den i radioen, når de var på familiebesøg og radioen bare kørte, Hvad Skal Vi Med Kvinder. Hun kunne ikke lade være med at le, det var en noget fjollet tekst, men melodien var jo god nok. Den lød bare bedre på portugisisk.
Hun tog nu en bog op og læste. Hun nød at være fri for TV2 Charlie.
Nu tænkte hun på at tænde fjernsynet og se hvad der var på andre tv-kanaler. Hun gik ind og drejede først ind på DR1. Der var TV-Avisen. Hun undrede sig lidt over, at hendes far og mor næsten aldrig så den, men selvfølgelig, de havde jo en trykt avis.
Hun så den til ende og drejede så over på DR2. Der var noget dokumentar fra Danmarkshistorien. Hun kunne genkende det fra sine historietimer, det var indførelsen af enevælden. Hun fulgte med og følte en vis genkendelsens glæde.
På et tidspunkt blev hun træt. Hun nød roen i huset og at kunne gå i seng uden en masse snak. Hun faldt hurtigt i søvn som hun gjorde på de dage, hvor hun mødte tidligt.