Den lette vind blandede duftene af hø, jord og motor. Vingen lagde sin skygge hen over ham og, sammen med vinden, gjorde den varmen udholdelig. Græsset raslede blødt og ind imellem bildte han sig ind, at han hørte vinden stryge flyskroget. Han burde sove, men det nærmeste han kom var lidt blunden og selv det lykkedes kun, når mekanikerne arbejdede indenfor hans hørevidde. Desuden føltes det at sove som en forbrydelse. Det var sommer for pokker. Livet burde være fyldt med dans, piger, tømmermænd og narrestreger.
   Det kildede på hans håndled og han løftede armen og så en mariehøne traske målbevidst op på hans håndryg. Lyset skinnede i det røde hvælvede skjold, der dækkede dens krop og det sorte hoved bevægede sig af og til op og ned. Følehornene virrede som om den virkelig følte sig frem med dem. Den standsede ved pegefingerens kno og bevægede sig lidt til den ene side og så lidt til den anden. Den rettede hovedet mod himlen og han foldede fingrene ud, for at give sig længere tid til at studere den. Mariehønen traskede hen over knoen og op ad fingeren. De tynde ben lignede ikke noget der burde kunne bære et dyr, der var bygget som en kampvogn.
   "Lille bille," sagde han lavt. "Flyv op til vor herre og bed om dårligt vejr."
   Mariehønen nåede fingerspidsen og drejede en gang om sig selv, rettede hovedet mod himlen, løftede det røde skjold og lettede.
   Han lagde armene under nakken og kiggede op i den blå himmel. De hvide cumulusskyer, der drev langsomt forbi deroppe, ville næppe udvikle sig til et skydække, der kunne holde englænderne på jorden.
   Skridt nærmede sig og Bernhards firskårne skikkelse dukkede op i hans synsfelt.
   "Du skulle sove," sagde Bernhard og sparkede ham på skosålen. "Ikke bare ligge der og drive den af."
   "Det ville nok hjælpe, hvis man ikke blev vækket hele tiden af nævenyttige skytter."
   Bernhard lænede sig opad vingens forkant og kiggede ud over pladsen. Han var en stor mand. Både høj og kraftigt bygget. Som han stod der, manglede han bare hest og rustning og så kunne han være en af sine ridderforfædre. Det syntes utroligt at han kunne pakke sig ned på skyttens plads. Og endnu mere utroligt, at han kunne bevæge sit gevær, når han sad der.
   "Gå til lægen," sagde Bernhard. Han tog ikke blikket fra horisonten - eller hvad det var, han så på. "Og få noget. Jeg har ikke lyst til at ligge derude som et kvast insekt, bare fordi du er så træt, at du ikke kan se ud af øjnene."
   "Ja, ja, du har ret." Han skubbede sig op at stå og gik hen mod basens spredte bygninger - nærmere bestemt mod det hvidkalkede bondehus, der var lægens.

En lastbil holdt på brostenene foran det lange, lave hus og soldater bar kasser fra bilens lad og ind gennem døren midt i bygningen. Hver kasse var mærket med røde kors.
   Han smuttede indenfor, da der var et kort ophold i trafikken og stødte ind i lægen. En cigaret hang i lægens mundvige, aske og gløden fra den faldt ned på kitlens bryst og han børstede den væk.
   "Så se dig dog for." Brillerne glimtede fra kragereden af grånende hår.
   "Undskyld."
   Lægen løftede hovedet. Det magre ansigt, randene under øjnene og rynkerne i panden fik ham til at ligne en bassethund. "Løjtnant Wulf - hvad laver De her?"
   "Jeg kan se at De har travlt ..."
   Lægen rynkede bryn og så ud til at kæmpe med sin hukommelse. "De flyver i nat, ikke?"
   "Jo. Det var bare et par sovepiller, hvis ..."
   Lyden af glas der smadredes lød fra en halvåben dør for enden af gangen og lægen krummede sig en anelse sammen.
   "Forbandede fjolser." Lægen rettede sig langsomt op. "Vent på mit kontor." Han viftede med hånden i retning af væggen og forsvandt ned af gangen med hurtige skridt.
   Wulf kiggede i den retning lægen havde viftet og fik øje på en dør. Hen over den matterede rude stod der "kontor" med hvide blokbogstaver. Fra enden af gangen hørte han lægens stemme smælde mod soldaterne.
   Lyset fra vinduet faldt som skæve tre- og firekanter på skrivebordets papirbunker og luften var som lunkent vand. Han fortrød, at han havde lukket døren bag sig og støttede sig til kartotekskabet, mens han prøvede at vænne sig til trække vejret i den tunge luft. Selv på skabets top var der stablet papirer og bunken lænede sig ud mod ham. Han flyttede sig forsigtigt og gik hen til skrivebordet. Sort læder fra ryggen af en polstret stol kunne anes hen over papirstakkene, men gæstestolen var af lyst træ og så ikke engang behagelig ud. Lægen ville altså ikke holde på sine gæster.
   Han gik hen til vinduet og overvejede, om han turde åbne det. Telefonen ville holde en stabel papirer på bordet og en tyk bog en anden, men resten af bunkerne var ubevogtede og et vindstød kunne alt for let sætte gang i en lavine. Han sukkede og samlede dagens avis op fra bordet. En ny glorværdig offensiv på østfronten, kampe i Italien, forargede beretninger om de engelske og amerikanske bombninger og moralopbyggende besøg af de kære ledere. Han kastede avisen hen i vindueskarmen og gabte. Efter sådan en omgang, behøvede han måske slet ikke en sovepille.
   Lægen havde tilsyneladende også nok at gøre.
   Han strakte sig. Leddene knækkede og knasede, og det føltes som om han blev både lettere og højere. Han kunne efterlade en seddel og gå. Han greb en blyant fra rodet på skrivebordet og så sig om efter en lap papir at skrive på. Under en opslået anatomibog stak halvdelen af et gråt chartek frem. Han anede, at der var stemplet "strengt fortroligt" hen over den, og lagde blyanten fra sig og trak chartekket ud. Strengt fortroligt. Han burde holde fingrene fra det. Ville han måske have sikkerhedstjenesten til at gennemgå hans liv? Han kastede et blik på døren. Der var stadig ingen tegn på at lægen var på vej. Strengt fortroligt kunne betyde så meget - dokumentet handlede sikkert bare om en eller anden undersøgelse af kampmoral eller udbredelsen af kønssygdomme. Han slog op og med en glat lyd forlod en stak af fotografier deres lomme og spredte sig ud over chartekket og det nærmeste af bordet. Det øverste billede forestillede en mand i redningsvest der lå i en tank med vand. Hans hænder var bundet sammen foran maven og de halvt lukkede øjne og tilbagekrængede læber viste at han frøs. På hans skulder var luftvåbnets mågelignende mærke. Wulf trak fotografiet til sig og vendte det. Bagsiden var blank. Han greb det øverste papir og lod blikket glide hen over en beskrivelse af forsøget og kiggede nærmere på kolonnen nedenunder - et antal af forsøgspersoner, kaldet objekt 1, objekt 2, objekt 3 og så videre nedefter og vandets temperatur, tiden personerne var i vandet, genoplivningsmetoder ... Døren gik op og lægen trådte ind. Han tørrede hænder i et håndklæde.
   "En af idioterne skar sig, da ..." Lægen løftede hovedet og standsede. Hans stemme blev skarp. "Hvad laver du?"
   Wulf vendte fotoet mod lægen. "Hvad er det her?"
   Lægen gik hen mod ham. "Det der er klassificeret materiale og kommer ikke dig ved."
   "Han er flyver!"
   Lægen standsede foran bordet og noget af anspændtheden forsvandt fra hans krop. Han så ned mod gulvet. "Nej - han er jøde."
   "Ah." Wulf sænkede fotoet, men billedet af den frysende mand og længden af objekternes talrække slap ikke hans nethinde. "Hvorfor gjorde de det?"
   Lægen pillede fnug fra håndklædet. "For at hjælpe jer."
   Tabellen viste, at ingen af objekterne overlevede.
   "Du bryder dig ikke om det?" spurgte lægen.
   Wulf stirrede ham ind i ansigtet. "Hver gang jeg flyver over Kanalen, gør jeg mit bedste for ikke at tænke på, hvordan det må være at ende i vandet og dø af kulde. Forstår du det? Er der skyer, er det sort i sort derude - ikke andet end instrumenterne fortæller om man dykker eller stiger."
   Lægen åbnede munden som for at sige noget.
   Wulf var ikke klar til at lade ham tale. "Har du haft noget med det at gøre?"
   "Nej." Lægen så fast på ham.
   Wulf tænkte på, om hans egen reaktion var nok til en indberetning. Lægens blik føltes som en rasp mod nerverne. Tanken om at sikkerhedstjenesten ville opsøge hans mor, gav ham myrekryb. Han havde lyst til at se mod døren og ledte febrilsk efter en undskyldning for at gå. Lastbilen startede udenfor og et sæt gik gennem ham. Lastbilen kørte sin vej.
   "Hvordan har du det med krigen?" spurgte lægen.
   "Hvad?"
   "Hvordan har du det med krigen?"
   "Øh ..." Wulf tog sig sammen. "Jeg gør mit bedste."
   Lægen nikkede langsomt. "Det var søvnproblemerne, jeg tænkte på."
   "Nåe." Wulf mærkede en del af anspændtheden sive ud af ham. "Det er nok varmen," løj han. Han håbede, at smilet virkede ærligt.
   Lægen rynkede bryn og kiggede ned på papirerne.
   "Jeg tror, jeg har spildt din tid," sagde Wulf og gik forsigtigt mod døren. "Jeg er klar til at gå i seng, så jeg smutter tilbage til mit kvarter nu og lægger mig."
   Lægen så ud til at være helt opslugt af at læse et papir, der vendte på hovedet for ham.
   "Tror du vi vinder?" spurgte lægen.
   "Selvfølgelig." Svaret kom hurtigt - for hurtigt.
   Lægen kiggede på ham med det alvorlige raspeblik. "Det tror jeg ikke."
   Wulf tøvede. Han prøvede at bedømme, om lægen ville lokke ham i en fælde.
   "Vi kan ikke bekæmpe både russerne, englænderne og amerikanerne," fortsatte lægen, som om han talte til sig selv. "Og vi fortjener heller ikke at vinde - ikke efter sådan noget som det der." Han nikkede mod dokumentet.
   "Du burde ikke sige den slags."
   "Nej, det burde jeg ikke." Lægen klemte om sin næseryg, gned sig over panden og så ud til at blive tyve år ældre. "Jeg har et forslag - du kan sige ja, lade som ingenting eller indberette mig. Jeg er ligeglad."
   Wulf nikkede.
   Lægen kiggede på dokumentet. "Vil du tage det med til England?"
   Det føltes som om gulvet forsvandt under ham. Som et stall. Lad det ske - flyet finder sin bæreevne igen. Han mærkede farten. England. Han havde tænkt på flugt mange gange. Der var ikke andet at lave, når han styrede flyet rundt i mørket. Det flossede spindelvæv af løse planer foldede sig ud i hans hoved. Det største problem var Bernhard ...
   "Hvad siger du?"
   Wulf nikkede. Ør i hovedet.
   "Godt." Lægen gik omkring bordet og samlede dokumentet sammen, han tog et blåt chartek og stoppede dokumentet ned i det. "Kan den gå for at være tekniske tegninger eller kort i det her?"
   "Ja."
   "Godt." Lægen rakte dokumentet frem.
   Wulf tog det.
   "Pas på dig selv."
   "Selvfølgelig." Wulf smilede hurtigt og gik.