En sådan dag hvor hun mødte tidligt, var hun tidligt hjemme og kunne drikke eftermiddagskaffe med forældrene.
   Hun burde ikke være utilfreds, hun burde være glad for at være sluppet af med mobningen i skolen. Det hang stadig i hendes hjerne: afskyelige Nita. Hun kunne høre dem sige det dag og nat og høre deres onde bemærkninger om hendes ringe gymnastikevner.
   Og så alligevel... hun kunne ikke sætte ord på det. Nu ville forældrene snart spørge til det.
   "Er du ellers glad for at arbejde i supermarkedet?" spurgte hendes mor. Der kom det.
   "Det er ok."
   "Hvordan er dine kollegaer?"
   "De er flinke nok."
   "Du snakker med dem?"
   "Jo da."
   "Du virker ikke særlig glad."
   Hun ville gerne prøve at forklare det. "Jeg synes bare ikke... jeg står op, går på arbejde, kommer hjem og så ser vi tv og spiser, hver dag er ens."
   "Tænk dog på alle dem, der ikke en gang har noget at spise," sagde hendes far, "og det er jo et samfundsnyttigt job du udfører."
   Ja, selvfølgelig, far."
   "Tænk dog på dengang du var bange for at gå i skole hver dag, er det så ikke bedre det her?" sagde hendes mor.
   Hun sukkede. Hun ville ikke snakke mere om det.
   Nu begyndte hendes far at snakke om de beslutninger, som var taget på generalforsamlingen. Han var tydeligt misfornøjet med dem og skældte ud på de idioter, der kunne finde på at vedtage dem. Det var en ting der ofte gik igen i deres samtaler. Hun havde en gang dristet sig til at spørge, hvorfor han ikke kom til møderne og gav sin mening til kende. Han havde svaret, at han sandelig ikke gad at høre en hel aften på de københavnersnuders pladder.
   Hendes mor bragte lige på bane, at de skulle have vasket tøj enten i morgen eller i overmorgen. De var enige om, at det var Prebens tur. Det vedgik han.
   "Hvor kunne det være rart, hvis vi kunne få vores egen vaskemaskine her," sagde han, "så skulle man ikke nogen steder, man risikerer jo at møde nogle af de idioter der bor her."
   Nu begyndte han at snakke om nattens episode. Han skældte ud i lang tid uden afbrydelse og hvordan han ville gå tiil bestyrelsen og klage. Nu kunne Anita ikke tie stille.
   "Det bliver da ikke bedre af, at du går ud og vækker hele opgangen."
   "Du er simpelthen så klog at du kan undvære hovedet! Jeg ved godt du er opvokset her i København, men derfor skal du ikke tro du ved mere end os, der er fra provinsen!"
   "Nej, far, jeg skal nok." Anita undertrykte et suk, hun havde hørt den mange gange.
   Nu gled hun ind i sine egne tanker. Hun havde aldrig forestillet sig, at hun ville savne skolen, men det gjorde hun. Der var i det mindste musiktimerne, som hun nød med de sange de sang, og dansktimerne med deres søde klasselærer, og så var der biologi, som egentlig var meget morsomt. Selv om frikvartererne var en pestilens, så var der i det mindste gode timer. De rædselsfulde gymnastiktimer, hvor hun ikke kunne klare hverken det ene eller det andet, var i det mindste kun to timer om ugen.
   Nu var det bare at sidde og læse stregkoder, lægge på plads og ellers høre de samme sjofle historier, som hun havde hørt i frikvartererne i skolen, de få gange hendes kammerater havde givet hende lov til at snakke med. Hendes far påstod, at man blev mere moden af at komme ud og arbejde. De havde han sagt utallige gange i de sidste måneder af skoletiden. Da han via sine kontakter havde skaffet hende jobbet i supermarkedet, havde han ikke snakket om andet. Anita kunne ikke mærke meget til det.
   Mon hun dog ikke kunne gå til et eller andet i fritiden? På den anden side orkede hun ikke noget, når hun kom hjem. Det så fint ud på forhånd: hjem fra arbejde og ingen lektier, men hun var træt, så det hjalp ikke meget.
   Hun burde vel komme i gang med en uddannelse. Det var bare hvilken. Mange børn gik i deres forældres fodspor, så skulle hun jo tage en social- og sundhedsuddannelse, måske gå videre og læse ernæring som far. Det forkastede hun. Den sidste tid var hendes far blevet sur på arbejdet og de dumme studerende, så det var vist ikke lige drømmejobbet.
   Hvad havde hun lyst til? Hun kunne godt lide at finde bøger på biblioteket, men det krævede studentereksamen at blive bibliotekar.
   Hun sagde tak for mad og trak sig til sit værelse. Hunkiggede lidt på sig selv i spejlet, hun syntes selv hun var fed og klam. Hun hørte dem konstant for sit indre øre: fede tøs.
   Hun kiggede ud ad sit vindue, der var jo et lille baghus, hvor der var tre etager med en lejlighed på hver. Gad vide hvem der boede der? De var ikke så store de lejligheder, så meget vidste hun. Det var en passende størrelse for en enlig, hun kunne godt tænke sig at bo i en af dem.

---

Det var en stille aften i baghusets stueetage. De to små piger var lige blevet puttet, og Bongo, familiens elskede golden retriever, lå ved deres fødder i stuen. Jens og Marianne sad sammen i sofaen med en kop kaffe, og snakkede om dagens hændelser.
   Det var skumring, man kunne stadigvæk skimte gården uden for deres vindue, selv uden belysning, der ikke var tændt endnu, men det kunne snart ske. De havde tændt nogen få lamper, der lyste svagt over deres træmøbler og deres havbillede på den ene væg.
   Marianne var tankefuld, hun snoede lidt ved en lok af sit lyse hår som hun altid gjorde, når hun tænkte over noget.
   "Vi burde egentlig være glade for at vi nåede at komme ind her og at huset blev andelsforening kort efter," sagde hun, "men jeg stoler bare ikke rigtig på den bestyrelse vi har." Hendes ansigt fortrak sig, han tog hendes hånd og trykkede den blidt.
   Han rømmede sig lidt, kiggede hen for sig. Han havde lysbrunt hår, der var sat i en klassisk halvtredserfrisure.
   "Jeg er også betænkelig, skat, det må jeg nok sige, den ekskludering, som de foretog for nylig, forekommer mig ubegrundet, og det undrer mig, at det var en af formandens gode venner, der kom ind, jeg syntes ikke han stod på ventelisten."
   "Vi burde måske tage det op på en generalforsamling?"
   "Jeg har tænkt på det, men altså... vi har jo vores to piger at tænke på, det skulle jo nødig gå ud over dem."
   De sad lidt og tænkte.
   Marianne brød tavsheden. "Han er en underlig en, vores formand, han hilser godt nok venligt, når man møder ham, men når man spørger ham om noget, så væver han udenom."
   "Ja, eller også bliver han arrig, det blev han en dag, hvor jeg stillede ham et spørgsmål om fjernvarmen, som ikke fungerer optimalt for dem, der bor på fjerde sal, han tog det som om jeg anklagede ham."
   Marianne funderede endnu mere, hvad der gjorde hendes lysblå øjne smalle.
   "Det er i det hele taget svært at komme ind på den bestyrelse, hende der bor her over os, hilser afmålt, når man møder hende, og når ham vores vicevært kommer, så skælder hun ham ud for både det ene og det andet."
   Jens nikkede. "I mit barndomshjem havde vi også nogen, der troede de ejede det hele, men jeg har fundet ud af, at Jørgen, ham der bor på anden sal i portopgangen, han svarer høfligt, når man spørger ham, så jeg henvender mig altid til ham, når der er noget."
   "Ham den høje lyshårede med briller?"
   "Ja, han er uddannet økonom, og jeg tror han kæmper en noget ensom kamp i den bestyrelse."
   "Det må ikke være sjovt."
   De så nu en dreng i den nedre skolealder komme løbende med en skraldepose, som han gik ind i affaldsskuret med, hvorpå han spænede hurtigt tilbage.
   "Der er da et barn mere ud over vores piger," sagde Marianne.
   "Ja, det kunne være hyggeligt og godt for vores piger hvis der kom flere."
   "Ved du hvor han hører til?"
   "Han hører til hende den enlige mor, der for nogle måneder siden flyttede ind på fjerde i portopgangen."
   "Samme opgang som Jørgen?"
   "Ja, hun er kunstner, hendes galleri er længere ned i gaden, det hører ikke til vores hus."
   Marianne kiggede nu ud på en af bænkene i gården. Der sad ikke nogen nu.
   "Så har vi da også en teenager i huset," sagde hun, "det ser hun ud til at være i hvert fald, hende den mørkhårede pige, der nogen gange sidder ude på den bænk der og ser så trist og ensom ud."
   "Det er Anita, hun bor også i Jørgens opgang på første sal ovenover butikken, hun hilser altid venligt når man møder hende, men når jeg ser hende sammen med hendes far, så er hun helt indelukket og ser ud som om hun bar en kampesten."
   "Hun går også som om hun hele tiden var bange for et eller andet, men hendes far... er det ham, der altid råber ud ad vinduet til vores piger, at de skal være stille, når de leger i gården?"
   Jens nikkede. "Man ser ham aldrig smile, og hver gang man siger noget til ham og prøver at være imødekommende, så svarer han med et grynt."
   "Jeg tror godt jeg kan regne ud hvem hans kone er, hun ser ud som en midaldrende Anita, ikke?" Jens nikkede.
   "Hun er venlig nok," fortsatte Marianne, "men ikke særlig meddelsom."
   "Jeg har hørt fra Jørgen, at hendes mand i nat vækkede hele opgangen ved at stå og skælde ud for fulde gardiner på sin repos."
   "Hold da op, hvad skældte han ud over?"
   "Det var efter hvad Jørgen fortalte på overboernes datter, hun havde været til gymnasiefest og kom sent hjem, og så kom hun vist til at trampe lidt hårdt på trappen."
   "Når der er lidt larm farer han ud og laver mere larm," lo Marianne. "Han virker godt nok som et stort barn."
   "Et stort barn, der er lektor i ernæring," sagde Jens.
   "Hold da kæft!"
   De kunne nu se en gruppe af mennesker ude i gården. De genkendte Morten Hansen, formanden. Selv i halvmørke kunne man kende hans hvide skæg og hans specielle gang, og snart kunne de godt se, at det var hele bestyrelsen, undtagen Jørgen. De gik med knejsende nakker, formanden kiggede ud over det hele som om han var en konge, der kiggede ud over sit kongerige. De to andre havde det samme blik.
   "Har du set den måde de går på?" sagde Marianne, "den lyser langt væk af her kommer vi, vi ejer det hele."
   Jens gned sig tankefuldt på hagen. "Vi må holde øje med hvad der sker."
   Hun nikkede. "Især hvis der kommer flere eksklusioner."
   Jens nikkede alvorligt.