Der var stille i huset, stille på en ny måde. Anita sad og tænkte på, hvad der var forandret.
   Hun kunne stadigvæk høre Morten Hansen gennem væggen til sit værelse, men nu var han ikke formand mere, og hun kunne godt høre på mange af samtalerne, at han var bitter over at være blevet sat fra posten med mistillidsvotum. Han ville gøre alt for at tage hævn.
   Nu hørte hun hendes far råbe. Det var ikke nyt, men det var på en anden måde. Der var noget desperat i det. Ingen i bestyrelsen holdt med ham længere som Morten Hansen havde gjort. Eller foregivet at gøre. Anita mistænkte det hele var et spil for at få en tilhænger. Hun havde tit tænkt, at den væltede formand ikke holdt med nogen, han brugte dem bare.
   Men hvad råbte hendes far? Hun spidsede ører.
   "Nu spiller de musik ovenpå igen, og nu har vi en bestyrelse, som man ikke kan klage til."
   Hendes mor, Inger, svarede roligt. "Man kan jo kun høre det på vores badeværelse, lad os dog ikke starte noget ballade på grund af det."
   "Det er da lige meget, det er nabostøj, det skal man ikke finde sig i, men jeg ved godt det ikke nytter noget, nu har vi jo en flok arrogante københavnersnuder i bestyrelsen, som ikke gider høre på en bondeknold som mig."
   Anita kunne ikke lade være med at smile, når hun tænkte på, at bestyrelsen nu bestod af en fra Sønderjylland, en fra Vestjylland og en fra Bornholm. Det fjerde bestyrelsesmedlem vidste hun ikke lige.
   Hun kiggede ud af vinduet og kunne se, at Martin og de to tvillingepiger fra baghuset legede fangeleg. De legede som om alt var som før, men Anita vidste bedre.
   Martin, som hun havde mødt en dag, hvor han havde stødt ind i hende, fordi han flygtede fra mobbere. Hun havde fået ondt af ham, hun kendte godt til mobning fra sin skoletid, og så havde hun fulgt ham hjem. Hans mor Ava, som var alene med ham, var kommet ned og havde takket. Hun skammede sig ved at tænke på, hvor uforskammet hendes far havde opført sig den dag. Hun krympede sig stadig over det.
   Hun kunne ikke lade være med at se på de to små piger, der i år skulle begynde på første klasse i skolen. Så frit de kunne lege og kaste sig trygt ud i alting. Det havde hun selv kun oplevet i sommerferierne med sin fætter og kusine.
   Hun sendte også nogle kærlige tanker til den brasilianske familie ovenpå, deres datter Jeanne var jævnaldrende med hende. Hun havde været på besøg hos dem flere gange og hørt dem spille, og det var en stærk oplevelse. Hos dem blev man mødt med musik og latter. Ikke tavshed. Ikke kontrol.
   Så ville den nu væltede bestyrelse ekskludere dem på løgnagtigt grundlag, men det var blevet forpurret ved en ekstraordinær generalforsamling. Anita havde hjulpet med at samle underskrifter til den indkaldelse, og det var hendes far ikke glad for.
   Nu ville hun lige skrive en hilsen til Johnny, hendes halvbror, som boede i New York. Hendes far ville ikke have noget med ham at gøre. Anita havde opdaget hans eksistens ved et tilfælde og havde fundet frem til ham ved hjælp af søgninger på Nettet. Jeanne kaldte hende hobbydetektiven, og Anita morede sig over det, men hun var nu lidt stolt af, at hun havde kunnet finde sin bror, når ingen andre kunne eller ville.
   Han kom snart på besøg herovre, Anita glædede sig til at se ham ansigt til ansigt. De havde ikke set hinanden siden hun var fire og han var fjorten, så hun kunne ikke rigtig huske ham fra dengang, men hendes mailveksling med ham var blevet højdepunkter i hendes liv. Sikke en masse hun lærte om New York og staterne derovre. Hun fortalte ham også om overboernes musik, hvad han var meget interesseret i. Hun kunne fortælle ham alt. Der var ingen regler eller kontrol, kun en stemme langt væk, der lyttede og forstod.
   Hendes far havde ikke sagt noget om ham siden den aften, hvor hun i et opgør havde afsløret, at hun kendte hans eksistens. Hun havde sagt, at han boede i New York. Hun kendte hans tirader om skingre amerikanere med plasticsmil og kreditkort i baglommen, men den aften sagde han ingenting. Han var lige kommet med en bemærkning næste dag om, at han så nok boede i et stort hus med swimmingpool af guld og havde fem store biler. Anita kunne ikke lade være med at fnise af den. Det var rige amerikanere som de var fremstillet i ældre tegneserier, som hun havde læst på familiebesøg. Da hun havde svaret, at Johnny boede i en lejlighed i Bronx, som svarede til Nørrebro og han boede så i lighed med dem i den bedre ende, havde hendes far svaret, at nå ja, Bronx, det hed det vel nå slum skulle lyde fint, men så tav han. Før ville han have sagt, at hun var så klog så hun kunne undvære hovedet, men den kom ikke.
   Muligvis tog han det roligt, fordi Johnny var langt væk. Hvordan mon han ville reagere, hvis han hørte at han snart kom på besøg herovre? Hun havde på fornemmelsen af, at så ville hans højtråbende facon vende tilbage. Når hendes far blev tavs, så vidste hun efterhånden, at han tænkte i noget, hun næppe ville bryde sig om.
   Men nu skulle hun være glad. Hendes venner i opgangen var blevet reddet fra eksklusion og den bestyrelse, der ville smide dem ud på falsk grundlag, var væltet. Hun gik ikke længere ud for at slippe væk, men for at nyde foråret.
   Det var bare ikke sjovt at møde de væltede bestyrelsesmedlemmer. De kunne finde på at hvæse stikkertøs op i hendes øre. Det var bare at ignorere det.
   Hun gik ned i gården med skraldespanden, så ville hun bagefter gå en tur for at nyde vejret.
   Da hun gik tilbage fra affaldsskuret, så hun Morten Hansen stå ved porten. Når hun så ham på gaden, plejede hun at trække til det modsatte fortov, men nu stod han lige ved den port, som hun skulle ud af. Hun gjorde alt for at lade som ingenting.
   "Nå, den lille modstandskæmper," sagde han idet hun gik forbi, "til lykke med sejren, jeg håber du nyder hvad du har sat i gang og ikke plages af, at du dolkede din far i ryggen."
   "Jeg nyder mest at folk nu kan sove roligt om natten uden frygt for at blive smidt ud af deres hjem."
   "Vi får se hvor længe det varer, huse har lange minder."
   "Du kan rende mig," svarede hun og gik ud ad porten. Det var lige vejr til at gå ned til søerne, så hun gik den vej. Ned gennem Baggesens gade, så hun var fri for trafikken på Nørrebrogade. Så var hun ude ved søen og folk var også ude, der sad mange på bænkene. Der var så lige en ledig, som hun kunne sidde på. Der sad hun nu og så på folk, der sejlede i svanebådene. Friluftscafeen var godt besøgt, og ovre på den anden side kunne hun lige skimte, at kastanjetræerne var ved at springe ud. De ville snart være i fuldt lys.
   Med et tumlede der en lille skikkelse fra siden. Det var en hun kendte.
   "Hej, Anita!"
   "Hej, Martin, din lille røver," svarede hun og gav ham et kram. Han blev straks fulgt af sin mor Ava, der havde fundet solhatten frem, der kredsede om hendes røde hår.
   "Hej, hvor hyggeligt," sagde hun. "Så du er også ude og nyde forårsvejret."
   "Ja, og nu har vi jo nok forår i huset, må man sige."
   "Ja, det er rigtigt, og ikke bare fik vi lov at blive boende, men nu er det også en bedre bestyrelse, det hjælper på humøret."
   "Ja, det gør det."
   Ava og Martin satte sig ned på bænken ved siden af hende.
   "Har du haft vrøvl med din far, fordi du samlede underskrifter ind?"
   "Jeg ramte ham for en gangs skyld på et ømt punkt."
   "Nå da, det lyder helt utroligt."
   "Ja, ser du... det her har jeg jo ikke fortalt dig om før, men ser du, jeg fandt ud af at min far havde en søn i sit tidligere ægteskab, som jo så er min halvbror..."
   "Du store verden."
   "Ja, det var jo så nærmest ved et tilfælde, men for at gøre en lang historie kort, så fandt jeg frem til hans mor, min fars eks, ved at søge på Nettet, og hun fortalte mig, at Johnny var begyndt at spille musik og ville uddanne sig til det, og det ophidsede min far, for så tog han jo narkotika, og så kappede han al forbindelse til ham... ja, der var jeg så fire år, så jeg kunne dårligt huske ham, men hans mor satte mig i forbindelse med ham, og siden har jeg skrevet sammen med ham, han bor i New York og spiller i et latin jazzband der."
   "Nej, hvor spændende, men hvordan kan en forælder dog slog hånden af sit barn på den måde."
   "Det undrer også mig, men da min far på den aften begyndte at råbe højt, da han kom hjem, fordi han havde hørt jeg havde hjulpet med at samle underskrifter til indkaldelsen, så spurgte jeg ham rent ud, om jeg så også skulle udstødes, og så blev han fuldstændig tavs, han var rystet."
   "Så du viste ham, at du vidste det hele?"
   "Ja, det gjorde jeg, og han har været faretruende stille siden."
   "Du har åbenbart ramt ham på et blødt punkt."
   "Ja, det må jeg sige."
   "De væltede bestyrelsesmedlemmer pønser jo nok på noget."
   "Det må vi jo se."
   "De er dumme," sagde Martin, "når man ser dem nede i gården står de og hvisker sammen ligesom de gør i min klasse, når de er ude på ballade."
   Anita kunne ikke lade være med at le. "De er jo også som store børn," sagde hun.
   Ava rejste sig. "Men vi skal også videre, Martin og jeg - vi skal hjem og bage pizza."
   "Det lyder hyggeligt."
   De sagde farvel, og Anita blev siddende lidt. Hun så dem gå væk hånd i hånd, Ava med solhatten vippende let i vinden, Martin snakkende uafbrudt.
   Hun så over på vandet igen. Alt så roligt ud, men hun vidste jo godt, at det ikke var hele sandheden.
   Morten Hansen og hans slæng stod nok ikke og bagte pizza. De stod og pønsede. På hvad, vidste hun ikke endnu.
   Men én ting havde hun lært:
   Hun var ikke længere den pige, der bare trak sig. Ikke længere den, der holdt sig i baggrunden og håbede, det hele gik væk af sig selv.
   Hun rejste sig og gik hjemad i forårssolen.