Ud i verden
   Jeg ville ud af skolen og lave noget andet. Foreløbig tog jeg den med ro og lå på sofaen og filosoferede over det. Der var også en trykkende varme den sommer. Det blev til en hel sabbat uge, før min far kom rendende med en ledig læreplads på B&W. Da jeg hilste på en 3. års lærling, der stod i en mørk maskinhal og drejede 100 vis af helt ens metaldimser ud hver dag, sagde jeg nej tak. Man blev jo også møgbeskidt. Så var der mulighed for en plads som kontorelev i FDB. Min far, som selv arbejdede der som offset trykker, havde skaffet mig et møde med personalechefen. Han ville gerne love mig en elevplads til næste år, men mente jeg trængte til at modnes lidt mere. Måske skulle jeg ud i verden og komme lidt hjemmefra. Det ville jeg have godt af og mors nerver sikkert også. Far lagde vægt på at det var usundt for mig med Humberding, hash og mine nye hippievenner. Far fandt en ungdomshøjskole helt ovre i Jylland.

Mit nye liv og vendepunkt
   Ungdomshøjskoler var et helt nyt fænomen, der begyndte som en forsøgsordning i 1965 Far og jeg havde besøgt den og godkendt den begge to. Mors nerver holdt ikke til en lang dags togrejse og storebæltsfærge. Jeg var blevet 16 år og et liv uden fast pensum og eksamenskrav tiltalte mig. Desuden tilbød de mange praktiske og kreative fag. Som linjefag valgte jeg psykologi, dansk og samfundsfag.
   Drama tog jeg nærmest for sjov, men det fængede hurtigt da vi ikke alene fjollede og trænede grundøvelser. Vi gik snart i gang med at sætte skuespil op, der skulle vises for vores kammerater og måske også offentligt. Vores lærer var lav med glat mørkt hår der duftede af barbersprit. Hans kinajakke strammede godt, men han var rap på fødderne og gestikulerede en del. Vi havde ham også i dansk og engelsk , hvor han skabte sammenhæng mellem de tre fag. Det greb mig i en grad så jeg drømte om at blive professionel skuespiller. Det blev jeg aldrig, men en glad og dedikeret amatør.

Lige sådan fik vi koblet psykologi og samfundsfag sammen gennem arbejde med cases, som skolens grand old man stod for. Han blev mit store forbillede og viste sig at besidde ever ud over det normale. Han hed Arne Bøgh Larsen, som vi kaldte A.B. Han fremstod som en lidt klodset stor mand med fuldskæg, der udstrålede ro og tryghed. Ofte kom han for sent til undervisningen, da han altid lige var i gang med noget. En morgen kom han forpustet op ad trapperne og undskyldte. Herefter løftede han en lang dolk op i luften og kylede den ned i sit bord, så den stod og vibrerede. Alle vågnede meget hurtigt helt op. Hvad var meningen? Vi skulle have psykologi. Så bad han os skrive ned hvad vi lige havde oplevet og bagefter læse det højt. Så snakkede vi om hvor lille værdi vidneudsagn kunne have ved politi og domstole, samt hvor objektive politirapporter overhovedet kunne være. For mig var det psykologi- og samfundsfag, der smeltede sammen.

Jeg var sluppet væk fra Humberding og hippierne fra Hvidovre, men ikke hashen. Hver lørdag eftermiddag sad vi ca. 8 elever inde på et værelse og røg, sommetider også andre dage. Risikoen var hjemsendelse hvis det blev opdaget. Den lærer der havde tilsyn i weekenden, gik sjældent runder på værelserne. Alligevel havde A.B. opsnuset at der blev røget. En dag trækker han mig lidt til side og siger, at han vil give mig en chance hvis jeg stopper med det samme. Jeg blev mundlam. Hvordan ... A.B. afbrød mig og tilbød at jeg kunne skifte værelse og dermed komme med i en sundere gruppe. Desuden kunne jeg komme med på ture om lørdagen, hvor vi gik ude på markerne og søgte efter arkæologiske fund. Motion og frisk luft om ikke andet, tænkte jeg og sagde ja tak. Min nye værelsesmakker tog mig med i klubben, som bl.a. spillede bordtennis. Det var helt slut med Hash, kun lidt bajere fredag aften. Efter nogle uger vil jeg lige afprøve om jeg kunne stå i mod og gik ind på hash-værelset en lørdag. De var bimlende skæve og da chillummen gik rundt, afslog jeg og gik igen. En sejr. Hashomanerne begyndte at skule mistænksomt til mig og hviske i hjørnerne men jeg havde det fint med mine nye venner.
   En dag beder A.B. mig kigge op til ham om aftenen i han hus, som også rummede et par elevværelser. Vi sad i hans køkken og fik en kop kaffe. Han bad mig om hjælp til at gøre det rigtige. Han ville have fat i hver enkelt hashryger og give dem samme tilbud, som jeg havde fået. Ellers gik det videre til forstanderen og så var det bortvisning med det samme. For A.B. var det afgørende at han ikke tog fejl af en eneste, så han bad mig om navnene på alle hashrygere. Han lovede mig at behandle mine oplysninger helt fortroligt. Jeg stolede på ham, gav ham navnene og gik tilbage på skolen. Nogle havde set mig komme ud af hans hus og så blev der virkelig kold luft. Et par dage senere fik jeg uventet besøg. De tre største drenge stod pludselig og gloede mig stift i øjnene mens jeg lå og hvilede mig på sengen. Min værelsesmakker blev vippet ud og døren smækket bag ham. De var godt klar over at jeg var stikker, sagde de lavt og langsomt. De slog aldrig på nogen der lå ned, men der venter altid nogen på dig ved din dør.
   Nu var det slut, tænkte jeg. Alle vil vende sig mod mig. Udstødt. Hvad ville mor og far sige, når jeg rejste hjem før tid? Min værelsesmakker dukkede pludselig op og bad mig følge med. Vi skulle op til A.B. De var nogle stykker der vil gå med, hvis der blev noget på vejen. Inde i køkkenet sad A.B. i skrædderstilling på gulvet og nittede læderbælter.
   "Sæt dig derover" sagde han og pegede på en taburet i hjørnet. "Og hold din mund"
   De tre førende hashomaner sad ved spisebordet. A.B. rettede nu blikket mod dem. Med stor alvor udtrykte han bekymring for det overgreb, de havde udsat mig for. Det kunne medføre livslange traumer påpegede han.
   "Jamen han har jo selv indrømmet" sagde den ene. Jeg skulle lige til at indrømme det var sandt, da A.B. rejste sig i sin fulde højde og hamrede hånden ned på spisebordet og med den anden bad mig at holde mund. "Du kan få den knægt til at indrømme hvad som helst. Han er jo ved at bryde sammen." De sad alle tre med åben mund og polypper. Jeg var ved at ane hans plan. Så kom der sammenligninger med tortur, falske tilståelser og Gestapos metoder. "Hvad var det han indrømmede?" "Det var ikke noget" kom det spagt. Nu ville A.B. se tiden lidt an, men overvejede at indberette dem for psykisk vold. Og forstanderen, der var formand i menighedsrådet, ville ikke se på det med milde øjne. På vej tilbage til skolen, tog anføreren mig om skulderen og sagde undskyld. Det viste sig at A.B. ikke havde svigtet min tillid, men var glad for at have reddet mig. Jeg undrede mig over hvordan han havde tryllet, men flere gange viste han små lege med hypnose og udviste særlige synske evner. Ingen blev bortvist fra skolen.

Resten af opholdet forløb harmonisk med mange store oplevelser. Vi opførte "Den Stundesløse" af Holberg og lidt af Shakespeare, som vi selv oversatte. Jeg lavede smykker, tegnede løs, skrev digte og var med på mange arkæologiske ture i weekender. I foråret var vores dramalærer rejseleder på en bustur til Italien, som rystede os rigtig godt sammen. Da vi sluttede, sagde farvel og rejste hjem, stod det lysende klart hvilken retning mit liv skulle tage.

Hjemvendt fra Jylland stod der en elevplads klar i FDB og B&W manglede stadig lærlinge. Men jeg ville være noget med mennesker og samfund. Jeg skaffede selv et job som pædagogmedhjælper i en vuggestue for et år, som en slags forpraktik til selve pædagoguddannelsen. Det forår fødte mor en efternøler, som jeg også kunne øve mig lidt på. I vuggestuen faldt jeg godt til og nød samværet med børnene og samarbejdet med kollegaerne. De gamle barneplejersker var ved at blive afløst af nye progressive og kreative pædagoger. Jeg fik dog også lært nogle grundlæggende færdigheder, så som bleskift, sutteflasker og anden pleje. Samarbejdet med forældrene udviklede sig til møder, der godt kunne trække ud og omfatte meget socialt samvær med musik, sang samt vin og øl.
   Oven på vuggestuen lå der værelser, som kunne lejes af personalet. Her flyttede jeg op og fik et fællesskab med en del af de andre.
   Min seksuelle debut fik jeg med en gammel mor på 30 år. Jeg passede hendes datter i vuggestuen og ved en større sommerfest forførte hun mig. Der var både balloner med masser af hjemmelavet vin og marihuana til at fremelske den frigjorte stemning. Mulighederne var ideelle med puderum og mange værelser. En dag kom datterens far for at hente barnet. Jeg blev lidt svedig og rød i hovedet, da han gerne ville tale lidt med mig under fire øjne. Han lukkede døren bag os og lagde en hånd på min skulder. Han smilede beroligende og nævnte at han godt vidste hvad hans kone Minna og jeg havde gang i. De var ved at blive skilt, så bare jeg ville være ekstra forstående for at hans datter havde det svært for tiden. Mit forhold til Minna løb ud i sandet, da hun flyttede til Albertslund og jeg havde fået smag for andre modne mødre og frodige kvinder. Da jeg nærmede mig afslutningen på min forpraktik i vuggestuen, blev jeg opfordret til at søge ind på et seminarium. Det gjorde jeg så selvom jeg syntes, at det var lidt for tidligt som 18-årig. Men jeg fik en plads og turde ikke afslå, da der var mange ansøgere hvert år.

Hjemme havde far indrettet et blokhus i baghaven, som værelse med lys og varme. Her flyttede jeg ind efter min tid i vuggestuen. Mors og fars efternøler lå der i sin Odder barnevogn, da jeg var på vej til at blive rigtig klog som pædagog. Og klog mente jeg selv at være, når jeg kunne fortælle far og mor hvordan de skulle aktivere og stimulere den lille nye Thomas. For jeg vidste meget mere end "de gamle" om spædbørn og deres udvikling. Desværre hørte de ikke rigtig efter. Men jeg fik dog opnået at blive skideselvsikker. Mine medstuderende, som næsten alle var kvinder, var dog en stor udfordring eftersom flere af dem selv havde børn. Deres påståede erfaringer fra virkeligheden slog mig dog ikke ud. Jeg holdt fast i de tykke bøger og alle teorierne. I praktikperioderne måtte jeg så erfarer at der var meget at lære endnu. For livet i en børnehave stemte ikke helt med bøgerne. Et par gange kom jeg helt ned med nakken og et sted blev jeg hældt ud før tid. Det gav mig for meget fravær samlet set, så der var tvivl om jeg overhovedet kunne gå til eksamen. Der blev dispenseret og jeg bestod. Overalt blev der opført nye børneinstitutioner og jeg fik hurtigt et job i Nivå.

Så stod vi der, pædagoger, medhjælpere og lederen i den nyopførte institution i Nivå til over 100 børn. På 2 mdr. skulle der først købes alt til det tomme hus. Der herskede en pionerånd og alle kastede sig over opgaven med stor energi og lyst til at skabe rammer om en helt ny pædagogik, som vi sammen skulle udforme. Den første tid pendlede jeg fra mit hjem i Hvidovre, før jeg flyttede op til Nivå.
   Min samfundskritiske interesse blev yderligere vakt, da jeg fandt nogle politisk aktive venner i DKU. Der blev sunget arbejdersange, solgte "Land og Folk", sat plakater op og demonstreret. Min første kone, Jeanette fandt jeg i DKU. Det var hende med bygningsfejl på venstre øje, de fyldige bryster og en far der var sprunget ud af skabet som bøsse. Hun var 18 og jeg var 21.

På arbejdet havde næsten alle de rigtige fodformede meninger og enige om at lave samfundet om gennem børnene. Men det skulle pakkes pænt ind i pædagogiske floskler. Vores leder viste sig at være noget alternativ, når det drejede sig om at skille sin private økonomi fra kommunens. Men det blev ikke opdaget inde i bogholderiet. Han viste sig efterhånden kun nogle få timer om ugen i institutionen, hvorfor stedfortræderen måtte ordne hans administrative opgaver. Hun undrede sig bl.a. over at der lå fakturaer på Whisky og herreunderbukser, som skulle attesteres og sendes til betaling i bogholderiet. Men det var kun toppen af isbjerget. Nu rykkede vi sammen og lagde en plan.
   Det var både timet og tilrettelagt sådan at jeg og min kollega Søren kørte op på rådhuset tirsdag kl.9. Her gik vi direkte uden om forkontoret og ind til den fuldmægtige og smækkede kopier af alle lederens private indkøb på bordet. Men den gik ikke. Vi havde intet at gøre på hendes kontor. Ydmygt bad vi hende om blot at kigge på det ved lejlighed. Herefter ned til personalekontoret, hvor vi blot havde en forespørgsel. Det drejede sig om en af medhjælperne, der boede hjemme hos lederen. Han var fratrådt 4 mdr. tidligere, så vi ville blot høre om han var slettet som medarbejder. "Et øjeblik. Jo det stemmer. Han er fratrådt. Lederen har lige netop ringet og afmeldt ham pr. d.d." "Jamen... ?" Nu trådte personalechefen frem og lovede at undersøge sagen nærmere. Efter en uges tid blev han sygemeldt. Han forlod sin bolig, men husket at få alt det inventar han havde købt for kommunens penge med sig. Sagen blev lukket og hele to topchefer mødte op på et personalemøde beroligede og pålagde alle tavshedspligt. Alt dette bragte endnu mere benzin på mit bål. Nu skulle det rådne samfund kraft'me laves om! kommunisterne var nok de eneste der virkelig kunne omstyrte magthaverne, kapitalisterne og sikre mod korruption og undertrykkelse, mente jeg bestemt.
   Jeanette og jeg havde dog mere borgerlige værdier. Først et gårdhavehus og dernæst blive en lille kernefamilie med børn og bil. Børn udeblev og en dag var Jeanette faldet for en fyr på et kommunistkursus. Rasende jaloux tog jeg den største druktur og opsøgte hende. Råbende og skrigende kastede jeg rundt med ølflasker neden for opgangen, indtil naboer bad mig forsvinde, ellers blev politiet tilkaldt. Slukøret tog jeg toget op til Nivå igen. Hendes far lagde forstående øre til mine kvaler. Men som pædagog fejlede min selvtillid og ambitioner ikke noget. Jeg blev leder for en ny vuggestue med budget, ansættelser og hele dynen. Det viste sig at være mere end jeg magtede. Karrieren kom på pause. Jeg blev afløser som postbud og efterfølgende vikartjans i en fritidsklub da vinteren nærmede sig, og jeg ikke gad at cykle rundt med post i regn og slud.

Legebarnet
   Heldigvis havde skolen i Jylland også inspireret mig til skuespillet. Så allerede da jeg kom hjem som 17-årig kom jeg med i Hvidovre amatørteater. Det blev mit fristed, min legeplads og samtidig terapi for personlig udvikling. Med en uddannet instruktør og en bred sammensætning i alder, køn og erfaring kunne vi opføre næsten alt. Samtidig havde vi et nyopført teater at boltre os i. Jeg fik mindre roller i flere genre og endte med hovedrollen i "komedie i mørket" af Peter Schaffer. Jeg havde bildt mig ind, at det var lettere at lave lettere underholdning. Ib Lindberg stillede store krav til min rolle. Alle replikker skulle sidde knivskarpt. Timing og god kondition en forudsætning. Her fik jeg lært hvor meget det kræver at få alt til at se legende let ud.
   Svend Aage og Bjarne blev mine meget nære venner og mentorer, som bl.a. lærte mig en del om skuespilfaget. Svend Aage var en mand på 69 år med nedslidt ryg efter mange år som dørsælger og tjener. Bjarne var en 30-årig revisor. Vi mødtes privat og tog ud og oplevede kunst og kultur sammen. Ballet, klassisk koncert og professionelt teater var tit på vores repertoire. Vi blev næsten som de tre musketerer. Bjarne var en meget følsom sjæl med stor sanselighed og han blev vist lidt forelsket i mig. Jeg mærkede hans fysiske tiltrækning og opdagede at jeg ikke var til mænd. Han viste mig respekt og vi forblev nære venner mens jeg studerede.
   Da jeg var flyttet til Nivå, fik jeg også flere udfordrende roller i deres amatørscene og især blev revyen helt ny for mig. Her kæmpede jeg med at ramme toner og synge så andre også kunne høres. Men pyt. Min kolossale fede udstråling kompenserede når de passede til mine numre.