Nu var det søndag og Anita var glad for at have endnu en fridag. Hun vidste godt, at der engang var en lukkelov, der sikrede hende fri hver søndag og tidlig fri hver lørdag, men så vidt hun vidste var det før hun blev født.
   Hun havde aldrig før tændt sin pc så tidligt. Med hjertet hamrende ventede hun på, at mailprogrammet åbnede. Havde han svaret? Ville han skrive hver dag? Hun tjekkede indbakken - og dér var den. En mail fra Johnny!
   I dag fortalte han om, hvad der skete da hans far brød al forbindelse. Det hele stemte fint overens med, hvad Anita havde hørt fra onkel Leo og Lene. Enkelte ting tilføjede noget til billedet. Hans besøg i Greve var ikke altid lutter lagkage. Han skrev dog, at Inger var meget sød og det var en sand fornøjelse med en sød og sjov lillesøster, men hans far sagde uhyrlige ting om hans mor, når han hørte det, han kaldte hende en uansvarlig kvinde, der lod ham blive opdraget af en skolelærer. Det gjorde ham ked af det. I skolen hørte han ofte om hændelser fra Danmarkshistorien, og han ville egentlig gerne se mange af de steder i København, der mindede om det. Hans far gad bare ikke, han var her for at arbejde og ikke noget andet. Så han tog selv på tur ind til byen, der havde været en gang han havde haft Anita med op i Rundetårn og hun havde syntes det var sjovt at løbe op ad den specielle sneglegang. Bagefter var de i Kongens Have og de havde haft det vældig morsomt med at tumle rundt på græsplænen. De havde også været en tur i Tivoli sammen, hun havde nydt det.
   Anita sukkede. Gid der var noget hun selv kunne huske. Men det var bare med at tage noget igen her.
   Så kom det, som hun allerede vidste, bare set fra hans synsvinkel. Han var blevet grebet af musikken takket være stedfaren. Da han ville uddanne sig som pianist var Preben blevet stiktosset, han skulle aldeles ikke blive narkoman. Det var umuligt at forklare ham, at det ikke var alle musikere der var narkomaner. Så kom ellers alt det, som Anita vidste, skænderierne med Lene, flytningen til byen og hvordan alle forbindelser blev lukkede.
   Nu skrev hun et svar hvor hun fortalte sin historie. Hun fortalte om sin skolegang og hvordan der var brudt mobning ud det år de havde været ved skolelægen og hun havde været den af pigerne der vejede mest. Så var hun klassens tykke pige, selv om hun ikke var specielt overvægtig. Hun fortalte også om de gode timer i skolen. Hun sluttede af med at fortælle om eksamen, hvordan hendes far i huj og hast havde skaffet arbejde i dagligvarebutikken og at hun ikke var specielt glad for det job. Hun begyndte at skrive om deres onkel og faster, men stoppede. Skulle hun fortælle sandheden om Bent? Eller skulle hun bare skrive, at alt var fint? Hun bed sig i læben og slettede det sidste, før hun trykkede send.
   Johnnys svar kom ret hurtigt, han ønskede, at han kunne have været der for hende i løbet af skoletiden. Han spurgte ind til deres fælles onkel og faster og fætteren og kusinen, hvordan de havde det. Her måtte hun lige vente lidt med at svare og tænke sig om.
   Nu hørte hun også, at hendes forældre var ved at stå op. Det var utroligt som hun havde præsteret at være først oppe den senere tid. Nu var det tid til morgenmad.
   Der sad hun nu og havde hovedet fuldt af et nyt dilemma. Det føltes forkert at sladre om sin fætter. Men var det virkelig sladren? Johnny var jo også en del af familien, og var det ikke uretfærdigt over for ham at skjule sandheden? På den anden side vidste hun ikke, om hendes forældre kendte sandheden endnu. Selv om de havde fået den at vide, så vidste de muligvis ikke, at hun allerede havde hørt den.
   Hun var glad for, at hendes forældre altid var stille om morgenen, så hun kunne tænke over det i fred. Hun håbede også, at hende og broren kunne komme til at fortælle om, hvad de oplevede i deres hverdag, når de nu havde fortalt om deres opvækst. Hun ville jo gerne fortælle ham om sine musikalske overboer, det måtte interessere ham. Hun måtte også fortælle om den ballade der var i huset på grund af bestyrelsen og de ikke så rare ting hun havde oplevet i den forbindelse.
   Fra hans side ville hun gerne høre om The Big Apple, som hun havde læst på en hjemmeside at man kaldte New York, og om hans oplevelser der. Hun var spændt på det. Hun forestillede sig at se ham mellem skyskrabere og neonreklamer, så langt væk fra hendes verden. Som de havde været oppe i Rundetårn så hun for sig, at hun besøgte ham derovre og de var en tur oppe i Frihedsgudinden.
   Efter morgenmaden gik hun ind til pc'en for at skrive. Lidt tøvende skrev hun om Bent og hans fængselsdom og hvordan det var hårdt ved hans forældre og især hans søster, der nu blev mobbet. Hun fortalte også, at hendes forældre muligvis ikke vidste det endnu. Hun sluttede med at opfordre ham til at fortælle om New York og hans liv der.
   Efter at have sendt mailen sad hun et øjeblik og stirrede på skærmen. Ville han svare hurtigt? Nej, hun måtte tage sig sammen. Hun rejste sig, trak i tøjet og gik ud i køkkenet. Frokosten nærmede sig, og det betød som regel én ting: hendes fars uendelige monologer. Det havde hun også fået rigeligt i går ved aftensmaden, efter at de var vendt tilbage fra besøget hos Morten Hansen. Hvor var det lille utilfredse mindretal i huset dog onde ved ham, hvor var han dog en høflig mand, hvor var han dog god til at få huset til at køre godt med en god økonomi og meget mere i den stil. Selvfølgelig var der også kommet den om, at han ville tilgive Anita. Hun havde været lige ved at sige rend og hop.
   Hun ventede, at der ville komme en tirade om Bent, men den udeblev. Den var i det hele taget udeblevet de sidste dage. Havde hans søster taget sig sammen og fortalt ham sandheden? Var det årsagen til hans påfaldende tavshed ved gårsdagens frokost? Han plejede aldrig at holde mund, når det kom til Bent. Hvis hans søster endelig havde fortalt ham sandheden, ville han så ikke have skældt hende huden fuld ved middagsbordet? Tavsheden var næsten værre end hans vrede. Den føltes ildevarslende.
   Det ville hun nok snart få at vide hvis det var tilfældet, nu håbede hun snart at få en mail fra Johnny hvor han fortalte om den enorme by og hans liv der. Så ville hun have noget at fortælle Jeanne og hendes forældre. Hun regnede lidt på tidsforskellen og kunne se, at han vist havde været tidligt oppe for at svare i dag. Det var han måske også en gang imellem, men det var jo søndag. Hun kunne forestille sig, at han nok havde lidt skæv døgnrytme, hvis han var ude og give koncert mange aftener. Hun ville gerne på et tidspunkt høre nærmere om det.
   Men hun trængte nok til lidt frisk luft, så hun trak i jakken og gik ud. Som sædvanlig uden noget mål. Hun gik dog mod Assistens i dag, hun ville prøve at se, om hun kunne se de tidlige forårstegn. Det var dog lidt for koldt til at gå langsomt gennem Assistens, så hun gik op gennem alleen i et vist tempo. Hun var snart ude ved den boghandel, hvor hun havde købt Sangbogen. Her kunne hun gå ind og lige se på hvad de havde. Hun bemærkede godt nok, at der var en Sangbogen nummer 2 i samme udstyr som den hun havde købt, den var bare sennepsgul og den kostede det samme. Gad vide om de også brugte den på nogen skoler? Der var måske nogen, der brugte dem begge. Hun tog den ned fra hylden og gik til disken og købte den. Hun var spændt på at se, om der var nogen sange hun kendte. De fleste sange hun kendte, havde hun sunget i sangtimerne i skolen.
   Hun kom nu hjem og kunne ikke vente med at se efter mail, der så handlede om det liv han levede i New York. Han havde vedhæftet nogen billeder og der var et link til en hjemmeside. Hun læste fuld af begærlighed efter at vide så meget som muligt.
   Hun svarede, at hun ville ønske hun kunne besøge ham derovre på et tidspunkt, men hun skrev også, at hun glædede sig til han kom til København. Hun ville gerne med ham på tur i den by, hvor hun var opvokset, men ikke kendte så godt som hun kunne ønske. Hun fortalte også noget om de ting, som foregik i huset. Mon han vidste hvad andelsboliger var? Selvfølgelig, han var jo opvokset herovre.
   Da hun havde sendt den kiggede hun lidt mere på billeder fra New York, derefter gav hun sig til at kigge i sit nye køb. Der var ikke så mange sange hun kendte i den, som i den første blå hun havde købt. Men hun kunne måske få mulighed for at lære nogen af dem.
   Nu blev det tid til eftermiddagskaffe. Samme tid hver dag, uanset hvad dag det var. Hendes tanker slap ikke hendes storebror og den store by han boede i. Hun var helt i fred med tankerne, for der var bemærkelsesværdigt stille omkring bordet ligesom ved frokosten.
   Men nu tog hendes far ordet, det var der ikke noget nyt i, men hans tone var igen usædvanlig afdæmpet.
   "Det var en sørgelig ting Morten fortalte os i går," sagde han, "et bestyrelsesmedlem og vores udmærkede vicevært blev uretmæssigt taget med af politiet i fredags fordi hende billedsmøreren var nævenyttig og ville hindre dem i en lovlig kontrol af en husstand, og hvis dette bestyrelsesmedlem, Sverre hedder han, for en tid er forhindret i bestyrelsesarbejde, så er der en suppleant, der skal ind og sidde, som ikke kan fordrage Morten og helt sikkert sammen med ham økonomfimsen vil gøre alt for at modarbejde ham."
   Anita begyndte at koge. Hun vidste, at det var omsonst at sige noget, men alt pressede på inden i hende.
   "De perkere ovenover os nægtede dem jo adgang til at kontrollere deres badeværelse, og så skulle hende billedsmøreren absolut blande sig, det er synd, at vores formand ikke kan komme til at gøre sit arbejde ordentligt på grund af de lavtstående folk vi har i huset."
   Nu var det tæt på at Anita var ved at skrige.
   "Anita, du skal nu give ham en chance, han bærer jo ikke nag til dig, han er villig til at lade alt være glemt, hvis du giver ham en undskyldning."
   "Det kan han se i vejviseren efter." Det lykkedes hende at sige det med en rolig stemme, selv om hun rystede.
   "Det er trist at du er så stædig, bare fordi han er lidt anderledes end så mange andre behøver han jo ikke være et dårligt menneske."
   Anita knyttede næverne under bordet. Hendes far fortsatte.
   "Det er også for galt, at politiet spilder deres ressourcer på sådanne latterlige bagateller, der er nok af kriminalitet i denne her by, og så bruger de tiden på at hindre en boligbestyrelse i at gøre deres job, det er ikke så sært, at nogen griber til selvtægt, vi er jo bange når vi er så dårligt beskyttede, fordi politiet skal spilde deres tid på sådan noget pjat."
   Nu var Anita overbevist om, at han ikke havde hørt om Bents fængselsdom, ellers ville han ikke råbe så højt om det.
   Eller måske alligevel? Hun vidste ikke rigtig. Så var Bents hærværk og overfald måske også bagateller og pjat? Eller han anså det måske for at være ond sladder?
   Hun forlod bordet og trak sig til sit værelse, hun kunne ikke klare at høre mere.
   Da hun lige havde siddet og tænkt lidt, tænkte hun igen over farens stilfærdige facon at sige det på, som var så ulig ham. Var der mon sket et eller andet? Han havde også ventet længe med at komme med hans lovtale om formanden efter besøget, det plejede han heller ikke. Hendes tanker kunne ikke stoppe.
   Men nu var hovedsagen, at hun havde fået kontakt med sin bror. Det ville helt sikkert blive til mange mails mellem dem. Når han så kom til København, ville hun se ham ansigt til ansigt. Hun kunne næsten ikke vente.
   Det slog humøret lidt ned, at hun skulle på arbejde igen i morgen. Hendes friweekender var mentale rutschebaneture, hvor hun var helt på toppen fredag eftermiddag og lørdag, men så gik ned i fuld fart om søndagen, når hun tænkte på, at så startede trædemøllen igen.
   Men denne mandag havde hun tidligt vagt, så hun havde tidligt fri. Det hjalp så lidt på humøret.
   Så kom der en mail fra Johnny, der handlede om hvad han lavede for tiden. Hun svarede med at fortælle om nogen af sine bekendte i huset, hun nævnte især overboerne og deres musik.
   Da hun lige kiggede ud ad vinduet, så hun Morten Hansen gå hen over gården til baghuset. Han skulle vel op til billedsmøreren. Nu var hun minsandten ved at overtage hendes fars sprogbrug. Gad vidst hvordan han ville reagere, hvis han hørte hvad en af formandens trofaste støtter bestilte. Han ringede på ved døren og gik ind i opgangen.
   ---
   Jens og Marianne sad ved deres eftermiddagskaffe, pigerne sad og spillede et brætspil og Bongo lå ved deres fødder, da Marianne kom til at se ud ad vinduet.
   "Vores formand er på vej herover," sagde hun.
   Jens kiggede. "Han er jo nok på vej over til Lisette."
   "Sikkert." På baggrund af den formodning gav de begge et spjæt af forbavselse, da deres egen dørklokke ringede.
   "Hvad pokker vil han her?" sagde Jens og rejste sig. Han lukkede op.
   "Goddag, hr. Jens," sagde Morten med den for ham typiske diskant. "Jeg har noget vigtigt at snakke om."
   "Hvad er så det?"
   "Må jeg komme ind?"
   "Ok, men kun et øjeblik, vi har en aftale i eftermiddag." Jens brød sig ellers ikke om at lyve, men han ville ikke have Morten til at blive hængende i lang tid.
   Morten kom med Jens ind og han satte sig på en stol. Marianne rynkede panden. "Er det i orden, at jeg lige går en tur med pigerne?" sagde hun.
   Jens forstod hvorfor, de små skulle ikke overvære en scene. "Helt i orden," sagde han. Marianne kaldte pigerne til sig og sagde, at de skulle ned og have en is. Det ville de gerne, og Jens sad og håbede, at samtalen først ville begynde når de var ude.
   "Der er jo alvorlige sager på spil her i huset," sagde Morten, og Jens nikkede og tilbød ham kaffe i håb om lige at kunne give Marianne og pigerne tid til at komme ud. Han rejste sig og hentede et krus og hældte op til Morten, og mens han gjorde det, var de kommet ud. Han kiggede lige på Bongo, der som sædvanlig lå helt afslappet. Hvis der blev et voldsomt skænderi, kunne den måske begynde at gø, selv om det var en stilfærdig hund. Så var man da forsikret, hvis formanden skulle ty til voldsomheder.
   "I vil jo gerne have en større lejlighed?"
   "Jo, det er da sandt nok."
   "Jeg kan jo godt se, at det er lidt trangt her med to børn og en hund."
   "Det må jeg sige ja til." Jens' stemme var tonløs, han ønskede Morten ville komme til sagen.
   "Der bliver snart en større lejlighed til jer."
   "Du ved måske om nogen, der vil bytte?"
   "Nej, det var ikke lige det jeg mente, men der bliver snart en større lejlighed ledig."
   "Men mig og Marianne står jo langt nede på ventelisten, det ville være imod vedtægterne at rykke os op."
   "Skidt med det, det ordner jeg, så længe jeg er formand, kan jeg gøre det for jer."
   "Jeg vil ikke være med til at bryde vedtægterne, det kan du godt glemme, så vil jeg hellere aftale en eventuel byttehandel."
   "Du er godt dum, I står langt nede på ventelisten, så I kan komme til at vente længe, medmindre der skulle være nogen, der ville bytte."
   "Så er det meningen, at vi som tak skal stemme på dig, når du er på valg og stemme for alle jeres forslag som tak for tjenesten?"
   Nu blev Morten rød i hovedet. "Hvorfor skal jeg altid have skyld for at have urene motiver?" Hans stemme blev skinger. "Og du er godt dum, for nu har vi lige to husstande, som vi har valgt at ekskludere, så I kunne få den ene."
   Jens fik hjertebanken. "Hvor vover du at komme her for at bestikke os, og så ovenikøbet på andre beboeres bekostning." Han blev forskrækket over at hans egen stemme kunne blive så skinger.
   "Det kunne jo være, at der var en god grund til at ekskludere dem!"
   "Vi har set en husstand blive ekskluderet af dig og dine fedtslikkere, og der fik du en af dine forbindelser ind."
   Morten Hansen røg op og slog sine hænder i bordet, og nu var hans stemme på højeste niveau. "Altså, nu lægger jeg snart injuriesag an, der er grænser for hvad jeg vil finde mig i." Nu fløj Bongo op og gav hals. Morten for sammen. "Hold dog på din hund," råbte han.
   "Sådan reagerer den når nogen råber ad os."
   "I skal fandme komme til at høre for det her, stol på det?"
   "Og du skal komme til at høre for det her til næste generalforsamling, ud med dig, det kan kun gå for langsomt."
   "I er nogle ækle homofober, er I."
   "Vel er vi ej, og hvis du ikke skrider nu, så smider jeg dig ud, og det siger jeg kun en gang... rolig, Bongo."
   Morten gik med faste skridt ud ad døren. "Du skal komme til at fortryde det her," råbte han og smækkede døren, så det gav et lufttryk inde i den lille lejlighed. Bongo sad nu halvt op og knurrede.
   "Så, så, rolig," sagde Jens og klappede den på hovedet. "Faren er drevet over."
   Jens satte sig og trak vejret dybt, mens han ventede på, at hans hjerte skulle slå normalt igen. "Sådan et svin!" hvæsede han.
   Han klappede Bongo endnu engang. "Jeg sætter stor pris på, at du vil beskytte os, gamle dreng," sagde han, "men når faren er ovre, må du godt være rolig."
   Han kiggede lige på uret. "Ja, ja, når pigerne kommer tilbage, så skal vi to gå en tur, det trænger du vist til." Bongo begyndte at logre, og nu så Jens også de tre komme ud ad porten og gå over gården. De kom ind og de to små fremsagde nogle børneremser.
   "Ja, det er vist ved tiden Bongo skal luftes," sagde Jens.
   "Så laver jeg mad imens, men hvad ville vores lavtærede formand?"
   "Han tilbød os en større lejlighed uden om ventelisten, fordi han havde fundet nogen, han kunne ekskludere."
   "Gad vide hvem det er han ville have ud denne gang."
   "Det må være nogen af dem, der bor i de større lejligheder, hans hensigt er jo, at så skulle vi stemme på ham ved næste formandsvalg af taknemlighed."
   "Godt du sagde nej."
   Jens satte hundesnoren på Bongo og gik ud. De plejede at gå en tur op til parken og lade den få lov at hilse på nogle andre hunde der, men det var så tæt på spisetid, at han hellere måtte gå en kortere tur.
   Hans tanker kørte rundt. Gad vide hvem der skulle smides ud denne gang? Han kendte jo dårligt nok dem, som det var gået ud over sidste gang, han vidste bare, at det var et ikke helt ungt par, men han havde dårlig samvittighed over, at han ikke havde reageret hurtigt nok og samlet beboerne til at stoppe det. Hvilket påskud mon han havde brugt for at få dem smidt ud? Den bestyrelse var ikke ligefrem åben om, hvad den gjorde. Bare de stakkels mennesker havde fundet en anden bolig.
   Efter en pæn tur i kvarteret vendte han hjem og gik gennem porten. Nu kunne han høre en råben fra et vindue, og han regnede med det kun kunne være en. Da han kom ud i gården, så han Martin i gården. Jens kiggede op, og det var lige netop Preben Jensen, som han regnede med. Hvem der dog kunne lukke munden på ham. Drengen stod midt i gården og så helt forlegen ud, men han smilede til Jens.
   "Hils Emma og Lea," sagde han.
   "Det skal jeg gøre."
   Han kom ind og så, at bordet var dækket og maden snart ville komme på bordet.
   "Nå, piger, jeg skal hilse jer fra Martin."
   Marianne kom ind med maden.
   "Hørte du ham gavehovedet?" spurgte Jens.
   "Ja, det kunne jeg ikke undgå," svarede hun. "Han klager over støj fra naboerne og fra børn i gården, og så laver han selv en larm af en anden verden."
   "Han er dum," sagde Emma.
   "Ja, mere end almindeligt," sagde hendes far.
   "Men hans datter er sød," sagde Lea.
   "Ja, ufatteligt hun er i familie med ham."
   De satte sig nu alle fire om bordet for at spise. Det var først i tavshed. På et tidspunkt blev den brudt af Jens.
   "Pokkers også at jeg glemte at spørge platuglen hvem han ville smide ud denne gang, det glemte jeg af ren ophidselse."
   "Er du stadig betænkelig ved at forsøge mistillidsvotum?"
   "Jeg er begyndt at overveje, om vi skal tage risikoen."
   "Vi skulle jo også gerne have udskiftet ikke bare ham, men alle de rygklappere, som han har i bestyrelsen," sagde Marianne, "ellers vil en bedre ny formand få det svært."
   "Ja, vores overbo og så ham med den gammeldags bølgede frisure, Sverre."
   "Jørgen er jo god nok, men hvordan kan vi undgå at han må forlade bestyrelsen?"
   "Det er et vanskeligt punkt, men shit, her gik vi og troede, at andelsbolig var den bedste boligform."
   "Det er det også, hvis bare der er en ordentlig bestyrelse."
   De spiste videre i tavshed. Jens kunne ikke lade være med at gennemgå beboerne i sine tanker for at overveje, hvem det kunne være, men det var jo en hel del han ikke kendte så godt.