Den gamle medicinkvinde, så dem gå hånd i hånd mod engen. Hun smilede, vidste at der nu, om få timer, ville blive undfanget et barn, der skulle træde i hendes fodspor. Tilfreds gik hun tilbage til teltet, hvor hendes mand, Sorte Krage, ventede på mad.
   Hun smilede frem for sig. Et bedre barn, af så stærke forældre, kunne hun ikke ønske sig som sin kommende efterfølger.
   Sorte Krage, der var stammens Shaman, brummede venligt, og så på sin kvinde, bemærkede hun smilede et smil, han kun to gange tidligere havde set, nemlig da Lille Due og Sorte Jærv var blevet født.
   Sorte Krage sagde, at Ånderne endelig havde forligt sig med dem, det følte han i sit hjerte.
   Medicinkvinden nikkede, så på sin mage og sagde stille, at han skulle gøre sig klar til at holde ceremoni. En ceremoni for de Ånder der var livets Ånder, de Ånder der gav liv til efterkommere af slægten.
   Sorte Krage så på sin kvinde og sagde, at i aften og i nat ville han våge, være der for de unges skyld.
   I sit hjerte følte han glæde, følte som sin mage, at en ny æra ville komme til den stamme af det oprindelige folk, indianerne, som de var en del af.

Sorte Jærv var 18 år gammel, Lille Due 16 år. Nu gik de hånd i hånd til de klipper på engen ved den store flod, hvor deres forældre havde fortalt dem, at de for første gang, på lige netop dette hellige sted, havde givet sig hen til hinanden.
   Sorte Jærv havde medbragt et lille telt, tæpper af renskind og bisonokse, så de kunne ligge blødt og hvile i hinandens arme.
   Trods sin oppakning gik han let og ubesværet, med Lille Due i sin hånd.
   De to unge så genert på hinanden, de vidste de hørte sammen, vidste at den kærlighed de følte for hinanden, ville bære frugt ved de hellige klipper.
   Lille Due gik i sine egne tanker, sang stille en vise hendes bedstemor havde lært hende, om kærligheden mellem mand og kvinde.
   Hun var nervøs, men stolede på at hendes store kærlighed, Sorte Jærv, ville være blid, nænsom, kærlig og øm mod hende.
   De to unge havde ikke fået stammens velsignelse til deres forbindelse, men Sorte Jærv havde sagt, at kom det dertil, ville han kæmpe for hende.
   Lille Due, havde længe hemmeligt elsket Sorte Jærv, og han havde ofte set til hendes side, havde smilet til hende, og havde hjulpet hende med at bære vasketøjet hjem fra floden. Andre havde drillende sagt, at de var et smukt par.
   Men Gule Vinge, stammens høvding, havde andre planer med sin datter, Lille Due. Han ville hun skulle ægte Hjorteløber, som var en del ældre, men som var en tapper kriger.
   Det havde han bevist ved flere lejligheder, hvor stammen havde været i krig med den hvide mand i det blå tøj, i fortet mod syd.
   Sorte Jærv havde sammen med Lille Due, besluttet sig for de ville have hinanden, om han så skulle kæmpe for hende, mod Hjorteløber. Han vidste, at kun døden for den ene af dem kunne give retfærdighed. Alligevel var han fortrøstningsfuld og glad.
   De rejste det lille telt, tog deres tøj af og badede nøgne i floden. Solen var på vej ned i vest, farvede himlen blodrød. Ikke en vind rørte sig, det var som om naturen holdt vejret. Som om universet gjorde sig klar, til at hjælpe de unge med at fuldbyrde de ældgamle traditioner, der ville få liv til at gå videre.
   Lille Due gøs efter badet i det kolde vand, og så kærligt på Sorte Jærv, der stod og rystede vandet af sig nogle skridt fra hende.
   Så smuk han var. Så muskuløs. Ville hun kunne leve op til de forventninger, han havde om og til hende? Som den kvinde der fremover skulle sørge for hans mad, sy hans tøj, og være der for hans skyld? Føde ham mange børn, og sammen med ham opdrage dem til at være det folk, der snart ikke var længere?
   Hun skuttede sig, smilede til ham og sagde, at hun ville gå til teltet og gøre klar til natten.
   Sorte Jærv var nervøs. Så smuk en kvinde Lille Due var. Hans hjerte bankede vildt, da han så hun nøgen gik mod teltet, bærende sit tøj i sine smukke arme. Hun havde allerede de former, der fortalte hun var kvinde. I nat ville hun blive hans kvinde.
   Han var tændt, men ville huske at være kærlig, nænsom, og ikke presse på for at opnå Lille Dues kærlighed.
   Langsomt og med rank ryg gik han efter hende, bad Ånderne om hjælp til at være hendes kærlighed værdig. Bad om, hun måtte være tilfreds med ham som hendes kommende mand.
   I teltet lagde de sig, efter Lille Due havde bredt deres tæpper ud på det leje, de nu skulle hvile trygt på, i hinandens arme hele natten.
   Sorte Jærv havde talt med Sorte Krage, hans onkel, om hvad der forventedes af ham. Sorte Krage havde sat ham ind i de mysterier, det var at elske med en kvinde. Nænsomt og kærligt, være noget for hende, ved hendes første oplevelse med en mand.
   Han huskede alle de detaljer, han var blevet gjort bekendt med, og bad Ånderne være ham behjælpelig med at være Lille Due en værdig elsker, ikke gøre hende ondt eller fortræd.
   Lille Due havde talt med sin bedstemor, Hvide Elg, om det at være en mands kvinde. Hun huskede hvert ord om at bruge kvindelist, sine hænder, sine øjne, sin mund, og de urter der skulle forlænge Sorte Jærvs glæde ved hendes krop og skød, hjælpe ham med ikke at blive tilfreds for tidligt.
   Hun havde gjort klar til det lille bål i teltet, der også skulle varme deres nøgne kroppe, og som skulle danne baggrund for den ceremoni, de skulle holde for at ære Ånderne.
   Sorte Jærv tog hende ind til sig, krammede hende. Han kunne allerede føle, at hans manddom var spændt til bristepunktet.
   Lille Due skubbede ham nænsomt og kærligt fra sig, fortalte ham blidt, at de skulle huske bålet, ceremonien for den første gang, og de urter hun havde med, som hun ville koge i en lille kedel vand, og som de skulle nyde at drikke sammen.
   Det ville besegle deres kærlighed, give dem tid til at nyde hinanden.
   Sorte Jærv var rasende på sig selv, så tændt, og så havde han glemt det allervigtigste, ceremonien.
   Han vendte sig fra Lille Due, skammede sig, var irriteret på sig selv, og tændte bålet med de medbragte gløder og den fyrsvamp, han havde pakket omhyggeligt i sin rygsæk.
   Snart blusede ilden lystigt fra det lille bål. Lille Due havde kogegryden klar med de urter, hun sagde de skulle bruge for at formilde Ånderne.
   Sammen satte de sig, og ventede på at drikken var færdig.
   Lille Due så stjålent på Sorte Jærv. Den mand hun elskede over alt på jorden, og som hun vidste, hun i nat skulle forenes med.
   Hendes mave trak sig sammen i en varm forventning om, hun nu ville give sig hen til den mand, hun elskede af hele sit unge hjerte, at hun nu fremover skulle være hans kvinde.
   Da drikken var klar, skænkede hun den for dem begge. Sorte Jærv drak langsomt i små slurke, mærkede magien beruse sit indre, og takkede Ånderne for deres hjælp. Bad om de ville velsigne deres forhold, og gøre vejen let for dem.
   I en time sad de begge og messede, de gentog igen og igen det ritual, deres fædre og mødre havde fremsagt første gang, de forenedes i kærlighed, og skiftedes til at tale med Ånderne, for endelig at se på hinanden.
   Sorte Jærv trak Lille Due kærligt ind til sig, så i hendes øjne en kærlighed så smuk og varm, at han blev bange.
   Ville han kunne være denne kvinde værdig som mage? Ville han kunne være denne kvindes mand, som hun stolt ville fortælle alle, at hun elskede? Ville han kunne give hende smuk kærlighed uden at såre hende, eller gøre hende ondt?

Den gamle medicinkvinde så på sin mand, Sorte Krage, der havde siddet stille og mediteret. Hun bad ham gøre en takkeceremoni for det barn, der i dette øjeblik var undfanget på den hellige eng.
   Sorte Krage standsede sin messende stemme, så på sin kvinde og smilede, han gjorde nu den ceremoni, som hans kvinde havde ønsket.