Jagten
   Det var sidst på vinteren. Rhea og jeg havde klaret os godt igennem den, og havde ikke manglet noget.
   Rhea var nu kommet sig helt, efter den ulykke hun havde været udsat for, og flere gange i den seneste tid, havde hun deltaget i mine jagter efter mad.
   Vi havde i løbet af vinteren mødt en enkelt bjørn, der ikke var gået i vinterhi, eller også var den blevet vækket af sin vintersøvn. Den var så aggressiv, at det havde været nødvendigt at aflive den. Konstant havde den forsøgt at komme til vores forråd, havde ødelagt to døre og skræmt hestene, så de havde sparket to stolper ned i deres stald.
   Da den også en morgen havde angrebet Rhea, var dens skæbne beseglet.
   Selvom vi vidste, at det var sulten der drev den, var vi begge enige om, at den eneste måde vi kunne få fred på, var at aflive den.
   Det havde været en tung beslutning, men i længden gik det ikke. Et smukt dyr, hvis skind var blevet til en varm vinterfrakke til mig. Kødet havde vi spist, selvom der ikke var meget sul på det skelet. Gå til spilde skulle det ikke.
   På trods af det var en gammel han der var meget sej i kødet, blev der en pragtfuld suppe af det. En kraftig og nærende suppe, som kun Rhea kunne lave den.
   Helt klart at der var noget der havde forstyrret den, men hvad det var, vidste vi naturligvis ikke.

Nu sad Rhea et sted i tykningen af skovkanten, og ventede på det vildt jeg drev ned mod hende. Afstanden mellem os lige nu, var vel omkring små to hundrede meter. En lille gruppe rensdyr gennede jeg foran mig, og ganske langsomt kom de nærmere det sted, hvor jeg vidste Rhea ventede med sin riffel klar til skud. Hun ville vælge et godt dyr, og så nedlægge det.
   Rhea var en meget dygtig skytte, og en kender af de dyr vi levede af. Kunne på lang afstand udpege det dyr, der var bedst egnet som bytte for os.
   Pludselig bragede et skud tæt ved mig. Jeg hørte knaldet fra projektilet ganske nær ved mit øre. Øjeblikkelig smed jeg mig ned, og søgte dækning. Havde den der skød taget fejl af mig og en bjørn, eller andet vildt? Rhea var endnu for langt væk, til at hun ville skyde på vildtet, det vidste jeg med sikkerhed. Også at hun aldrig ville skyde, hvis hun ikke vidste, hvor jeg befandt mig.
   Jeg trak den tykke frakke af, fandt en passende gren, fjernede hurtigt de mindste kviste, satte frakken på grenen og løftede den i vejret.
   Øjeblikkelig faldt der endnu et skud, der nærmest flåede det hele ud af hænderne på mig. Det var sandelig svært kalibrede patroner der blev brugt. Jeg kravlede møjsommeligt væk. En eller anden mandsstemme råbte, at dyret var ramt.
   Jeg spejdede i den retning, jeg mente skuddet var kommet fra, og så to jægere med rifler komme imod mig. De to jægere bevægede sig hurtigt, mod det sted jeg opholdt mig.
   Jeg kaldte på dem, råbte at jeg var et menneske og ikke et dyr, og at de kunne have ramt mig. De stoppede op, og bad mig komme frem.
   Langsomt gjorde jeg mig synlig, rejste mig og gik hen imod dem. Begge grinede, morede sig bravt og skød et skud i luften, der passerede ganske tæt forbi mit hoved. Jeg protesterede, men de grinede højt, råbte at jeg skulle holde kæft, ellers blæste de hovedet af mig.
   Den ene sigtede på mig, og før jeg kunne komme i dækning, blev jeg ramt af et skud fra hans riffel.
   Smerten i benet var voldsom, men jeg vidste, at kom jeg ikke i dækning og besvarede ilden, var det ude med mig. De var sindssyge eller fordrukne, et eller andet var der galt med dem, siden de skød på mennesker.
   Jeg kravlede og rullede, det bedste jeg havde lært, hen mod et par små graner der ville kunne yde mig en smule beskyttelse. Smerterne var næsten uudholdelige, men skulle jeg have en chance for at overleve, vidste jeg, at jeg skulle i dækning med det samme.
   Endelig, efter sekunder der føltes som timer, var jeg nogen lunde dækket af en lille jordvold og to små træer.
   Igen bragede et skud, der slog ned tæt ved mig, og kastede frossen jord op over mig. Opslaget fra projektilet var voldsomt. Atter faldt et skud, der slog ned bag mig.
   Jeg så den ene komme imod mig, han tog sigte, og skød på mig på ganske kort afstand. En voldsom smerte jog igen gennem min krop.
   Denne gang var det skulderen der blev ramt. Jeg følte det som blev jeg kastet tilbage, følte det nærmest som blev armen revet af. Jeg tabte min riffel i sneen.
   Med en voldsom kraftanstrengelse fik jeg fat i den igen, og forsøgte at finde en stilling, hvorfra jeg kunne skyde. Det sortnede for mine øjne, så voldsom var smerten i min skulder og mit ben.
   Det var nærmest tåge jeg så, og små prikker der dansede for øjnene af mig. Med besvær lagde jeg riflen an til skud.
   Som nærmest i blinde trykkede jeg på aftrækkeren, og hørte et højt brøl. Jeg kunne ikke genlade min riffel, dertil havde jeg for mange smerter. Det sortnede for mine øjne igen, da jeg med mine sidste kræfter forsøgte at rulle væk.
   Som i slowmotion og langt borte, hørte jeg endnu to skud brage, og ventede på smerten, når projektilerne borede sig ind i min forpinte krop.
   Men der skete intet, ingen smerte, intet mørke. Kun den vedvarende skærende dunken i min skulder, og mange hvide pletter der dansede som små fugle for mine øjne.
   Langsomt løftede jeg hovedet, havde besvær med at fokusere, og så ind i et par glasagtige øjne. Tjavset rødt hår stak ud under en hue af vaskebjørn. Den fremmede rørte sig ikke, kun det tomme blik fra døde øjne mødte mig.
   Jeg slappede af, og prøvede langsomt at rejse mig, men smerterne fra ben og skulder holdt mig nede, bød mig at ligge helt stille og bare vente.
   De havde været to, det vidste jeg, og nu ventede jeg på den anden skulle dukke op i mit slørede synsfelt.
   Jeg ventede, prøvede at tænke, men kunne ikke. Sneen under mig blev farvet rød af blod, mit blod.
   Riflen, hvor var min riffel? Der var stadig en der ville mig til livs, stadig en derude der havde grinet råt og kynisk, som en galning der ikke vidste hvad han gjorde. Havde jeg nogen chance for at forsvare mig, selvom den ene af dem var død?
   Jeg masede med at komme lidt frem, ville løfte riflen og skyde, når den anden dukkede op i mit synsfelt. Men med min ramte skulder, kunne jeg ikke længere løfte mit våben så meget som en millimeter fra jorden.
   Da jeg alligevel prøvede, jog smerterne gennem min forpinte krop, igen så jeg hvide pletter der farede rundt foran øjnene.
   "Rhea!" Stille bad jeg til, hun ville komme, ville hjælpe mig, men hun var for langt væk til at gøre nogen forskel lige nu.
   Jeg valgte at ligge helt stille, at vente og så håbe på den anden ville komme hen til mig, så jeg med min raske højre arm kunne bruge min jagtkniv.
   En tanke der virkede absurd, men ikke desto mindre ville være min eneste chance for at overleve. Til det skete, vidste jeg at det var vigtigt jeg lå helt stille, og ikke bevægede mig en tomme.

Sneen knirkede tæt ved mig. Langsomt og krampagtigt tog jeg om jagtkniven, trak den forsigtigt ud af skeden, klar til, med mine sidste kræfter, at stikke den i den person der nu var ved min side.
   Krampagtigt forsøgte jeg at vende mig med kniven, klar til et voldsomt hug. Jeg forsøgte at lægge al min vægt bag hugget, men faldt sammen før jeg havde gennemført det. Kniven borede sig ned i den frosne jord foran mig, og smerterne fik mig til at udstøde et højt skrig.
   Så faldt jeg sidelæns i sneen, totalt blottet og forsvarsløs for den fremmede.

Som i en tåge så jeg Rheas ansigt, så omridset af hendes smukke øjne og tænkte: Er det sådan det slutter? Er det sådan man kommer i Himlen? Ser sin elskede kvinde?
   "John, lig stille, helt stille og slip den kniv, det er forbi nu, jeg må se hvor alvorligt du er ramt."
   Hendes stemme var som fløjl i mine ører, varm og kærlig, men også bekymret. Min Rhea var ved min side, ville hjælpe mig, ville dulme og lindre de brændende smerter jeg havde.
   Jeg smilede, tænkte på det nu var forbi, og jeg ville få fred. Rhea havde hørt min bøn om hjælp, og var ved min side.
   Jeg slappede fuldstændigt af, så i en tåge Rhea tage om min raske arm, tage kniven ud af min hånd, og langsomt vende mig helt om på ryggen. Ved den bevægelse jog der igen et smertehelvede gennem min sårede krop, jeg klagede mig højlydt, følte jeg skulle kaste op, og ønskede bare at få fred.
   Rhea talte til mig, men jeg opfattede ikke hvad hun sagde. Smerterne tog mig med til drømmeland, til et sort hul, hvor jeg langsomt gled længere og længere ned i det tomme intet, mens kvalmen truede med at kvæle mig.

Jeg frøs, noget så gudsjammerligt. Hele min forpinte krop rystede af kulde. Den vuggen jeg mærkede var ubehagelig, og de voldsomme smerter fra min krop, fik mig til at klage mig højt.
   Rhea bøjede sig over mig, hendes øjne var bekymrede.
   "Her, John, drik!" Hun støttede mig, og hældte en bitter, besk drik ned i min mund. Jeg hostede, men fik dog det meste ned i halsen og sank det.
   Smerterne var uudholdelige. Som i en drøm så jeg Rhea gå fra mig igen. Små korte kommandoer opfattede jeg, og et billede dannede sig i mit indre. Et smukt billede af en grøn eng der stod i forårets farver, med tusindvis af blomster der lyste som et hvidt tæppe.
   Den kraftige bumpen fik mig tilbage til virkeligheden, med smerterne og alt det ubehag jeg følte ved ikke at kunne tænke klart.
   Jeg måtte ligge på en slæde, magen til den jeg havde transporteret Rhea på, da hun var kommet alvorlig til skade. Hvor alvorligt var det med mig?
   Slæden bumpede af sted, jeg fornemmede at Rhea havde sat farten op, ville nå hjem så hurtigt som muligt. Hvert bump sendte voldsomme skærende jag gennem min krop, og jeg klagede mig højlydt. Ville dette mareridt ingen ende tage?
   "John! John!" Langt borte hørte jeg Rhea kalde på mig, så blev alt igen sort.

Den ensformige messen, de dæmpede slag på trommen, fik mig til at føle kulden på min krop meget intens.
   Jeg lå nøgen på den bare sne, med kun et tyndt tæppe over mig. En stikken i min skulder, en dunken i mit ben, fortalte mig at jeg stadig var alvorligt såret, og sikkert lå et eller andet sted i ødemarken.
   Var vi hjemme? Havde Rhea tilkaldt hjælp over vores radio? Hvorfor havde jeg ikke noget tøj på? Hvorfor kunne jeg ikke se andet end mørke, med lysglimt dansende foran mig? Var jeg blevet blind af et skud, jeg ikke havde hørt, mærket?
   Tankerne væltede rundt i mit hoved. Smerterne var taget lidt af, men jeg turde ikke bevæge mig, af frygt for de ville vende tilbage.
   Jeg lå helt stille. Skiftevis lukkede og åbnede jeg øjnene, og så nu en klar stjernehimmel. Jeg hørte også en trommes rytme og Rheas messen, men jeg frøs så gudsjammerligt, at mine tænder klaprede højlydt i munden på mig.
   Rhea holdt ceremoni. Jeg kunne efterhånden så meget af hendes sprog, at jeg forstod hun påkaldte sine Ånder, og bad om helbredelse af mig. Bad om jeg ikke måtte lide, at mine smerter ville være til at udholde, men også at den straf vi fik, var fortjent. At vi ikke var værdige til at være her, og at vi var i vildrede med, hvad Ånderne ville fortælle os, med den ulykke vi nu begge havde været ude for.
   Alt var kaos i min hjerne. Hvor var jeg? Hvad var det der skete med mig lige nu? Og hvorfor kølede Rhea mig så voldsomt ned?
   Den drik Rhea havde givet mig, fik mig til at føle min krop som tung, smertende og fremmed, fik mig til at se stjernernes myriader af hvide pletter på himlen, som hvide fugle der hele tiden skiftede plads. De tegnede et mønster jeg ikke havde set før, bevægede sig rundt og fik mine øjne til at løbe i vand.
   Jeg var fanget i en smertende krop, der ikke ville lade mig i fred, som konstant kaldte på min opmærksomhed, men som jeg ikke kunne bevæge eller mærke klart på grund af kulden, og den medicin Rhea havde givet mig. Kun smertens voldsomme dybde fornemmede jeg. Var jeg ved at dø?
   Angsten for det ukendte fik mig til at ligge helt stille, til at stole på, at det Rhea gjorde ved mig, var det der kunne redde mit liv.
   Jeg måtte være hårdt såret, siden hun brugte så voldsomme midler som kulde, og den beske drik hun havde tvunget i mig. Jeg erindrede at hun havde fortalt mig, at den drik var en stærk hallucinerende og berusende drik, lavet på rødder og svampe, der kun ved særlige hellige ritualer måtte bruges, og kun af indviede Shamaner. Bare en smule for meget af den, kunne betyde døden. Nu havde hun tvunget den i mig.
   Jeg skulle hoste, halsen var tør, og noget generede mig. Jeg rømmede mig, prøvede forsigtigt at hoste, men smerterne jog øjeblikkeligt gennem min krop, og igen for de hvide fugle over den sorte himmel over mig, dannede det mønster der var Rheas Totem: Den store hvidhovede Ørn.
   På én gang var jeg medvidende om hvad der skete omkring mig, og så alligevel så svag og fjern, at jeg ikke kunne foretage mig noget fornuftigt, endsige tænke klart. Jeg klagede mig sagte, prøvede at holde sukkene tilbage, for ikke at forstyrre Rhea i hendes ceremoni.
   "John! Kan du høre mig? Er du vågen?" Hendes stemme beroligede mig straks, selvom jeg ikke kunne se hende. Jeg ville vende mig, men atter bølgede smerterne gennem min forpinte krop, kom i tanke om jeg var såret af skud, og udstødte uartikulerede lyde.
   Tankerne for gennem mit forpinte og forvirrede hoved. Hvor var jeg? Hvad skete der? Hvor alvorlig var min tilstand? Hvorfor så jeg helt tiden Rheas magtfulde Totem kredse over mig?
   Rhea messede, betød det at jeg var så alvorligt såret, at jeg var ved at dø? Var det en dødsmesse hun holdt?

"Rhea! Rhea! Hvor er du?" Jamrede jeg bange og fortvivlet. Jeg kunne ikke se hende, og bevægede min raske arm og hånd foran mig.
   Jeg mærkede hendes bløde varme hænder fange min hånd, og hørte hendes blide stemme tale beroligende til mig, men jeg opfattede kun langsomt hvad det var hun sagde.
   Vand fra smeltet fygesne på mit ansigt, løb i små dråber ned ad mine kinder, som tårer der randt. Rhea tørrede dem forsigtigt bort.
   "John, tag det roligt, lig helt stille. Du har det ikke så godt, feberen raser i din krop, og jeg kan se du har mange smerter. Jeg gør hvad jeg kan for at mildne dine smerter.
   Kulden forhindrer feberen i at slå dig ihjel, og den hjælper dig med smerterne. Måske får du forfrysninger, men dem kan vi behandle senere. Lige nu gælder det din overlevelse... Jeg er hos dig min ven. En læge er på vej til dig. Du skal se, det går nok."
   Jeg ville svare, fortælle hende at jeg ikke kunne se hende, kun de hvide fugle og hendes Totem, og at jeg var bange for smerterne ville vende tilbage, at jeg var bange for jeg var så alvorligt såret, at jeg skulle dø, og at kulden gjorde mig følelsesløs i hele kroppen.
   Men smerterne i benet og skulderen var der stadig, og de var voldsomme.
   Jeg prøvede at sige noget til Rhea, at tale, men det var kun uartikulerede lyde der undslap mine læber.
   Igen fik mørket overtaget, og jeg sank ned i det intet, hvor alt bare var sort.

Rhea løb leende foran mig. Hun vendte sig, så på mig, og sagde jeg skulle fange hende. Jeg så hun havde retning mod en afgrund, og satte farten op. Jeg ville for enhver pris nå hende, og forhindre hun styrtede i dybet, hun havde helt sikkert ikke set den fare, hun lige nu hastede imod.
   Men jeg kunne ikke komme fremad, var hele tiden mere end to meter efter hende. Benene arbejdede i slowmotion og ville ikke fremad. Tæt på afgrunden sprang jeg for at nå hende. Rhea flyttede sig, og jeg styrtede ud over afgrundens rand.
   Med rasende fart jog jeg mod dybet, langt nede så jeg spidse grene stikke op af jorden, og vidste at jeg nu skulle dø.
   Et klippefremspring ramte mig med voldsom kraft. Mit ben blev drejet næsten fremad, og smerten var skærende og vild. Jeg skreg højt, og hvirvlede igen ned mod det mørke dyb.
   Store grene rakte ud fra klipperne for at fange mig. Min venstre skulder ramte en af dem, og det føltes som blev armen flået af kroppen. Igen skreg jeg af smerte.
   Endelig ramte jeg bunden af den kløft, jeg var styrtet ud over, men til min forbavselse mærkede jeg ikke længere nogen smerte. Jeg rullede rundt og rundt, for så til sidst at ligge helt stille.
   Høj latter rungede i mine ører, jeg tog mig til dem, men kunne ikke dæmpe lyden, der kun blev højere og højere, for til sidst at gøre så ondt i mit hoved, at jeg følte det ville sprænges.
   "Rhea! Hjælp mig!" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft, men selv hørte jeg kun en rallen komme fra min strube.
   Jeg var bange, meget bange, og så nu at de grene jeg havde ramt på min vej ned ad den stejle skrænt, kom imod mig med rasende fart. To gange følte jeg de gennemborede min forpinte krop, og to gange våndede jeg mig, uden at der kom en lyd over mine læber.
   Så kom mørket. Det væltede ned over mig, og jeg følte en fred og en ro jeg længe havde længtes efter. Jeg stønnede, pustede ud, og sank helt ind i det mørke varme tæppe, jeg følte varsomt blev lagt omkring mig.

Rhea talte dæmpet med en person. Jeg kunne klart høre, hun sagde hun selv ville passe mig, men at hun behøvede medicin og forbindsstoffer. Hørte hende fortælle, at hun havde brugt al den morfin vi havde haft til at dulme mine smerter, og at hun skulle bruge mere. Vi manglede også flere forbindsstoffer og andre vigtige ting i vores forbindingskasse, som altid fulgte med os, når vi var på farten.
   Hendes stemme beroligede mig. Jeg lyttede til den fremmede der var en kvinde, hørte hende svare Rhea, at det så var på eget ansvar. At det efter hendes mening var uforsvarligt, men at det var Rheas ret selv at passe mig, hvis hun kunne gøre det forsvarligt. Det mente Rhea hun kunne.
   Jeg hørte tydeligt Rhea takke for de ekstra forsyninger, hun havde bedt om af medicin, salve og andet vi manglede.

Så skiftede hendes stemme leje. Hun talte igen, men jeg kunne forstå hun var vred, ophidset.
   "Jeg er lige glad med om det er undslupne fanger, det er jer der ikke har kunnet passe på dem, ikke har gjort nok for at finde dem. Og det er jeres skyld min mand nu ligger her på sengen, har forfrysninger og er alvorligt såret." Rhea var vred, kunne jeg forstå.
   En mandsstemme svarede, at de havde gjort hvad de kunne for at opspore de undvegne fanger, men at vejret havde hindret dem, og at det var årsagen til fangerne var nået så langt ud i ødemarken.
   Det var i orden, uundgåeligt, de begge var døde, men hun måtte ikke bebrejde politiet, de ikke havde fundet dem, og at de ikke havde advaret os om, at der var to meget farlige forbrydere der huserede i området, hvor vi boede.
   Hverken politiet, vores søn eller datter havde kunnet komme i forbindelse med os. Så de mente, de havde gjort hvad de kunne, ved at prøve at få kontakt til os på flere måder, desværre uden resultat.
   Men Rhea var ikke enig, hun skældte stadig ud.

Et skarpt lys blev rettet mod mine åbne øjne. Jeg blinkede.
   "Han er vågen nu!" Sagde en kvindestemme.
   "Jeg tager lige en kontrol på ham, vil sikre mig at det hele nu er i orden, men vil stadig bede dig om vi tager ham med på hospitalet, der har vi trods alt de bedste muligheder for at hjælpe ham.
   Hvis der støder komplikationer til, er det ikke sikkert vi når at komme her ud, inden det er for sent."
   Jeg hørte Rhea sige, at jeg blev her, det havde hun besluttet, og hun tog ansvaret for mig.
   "I vil slå ham ihjel hvis han flyves til et hospital nu, det kan han ikke klare fysisk, dertil er skaderne og blodtabet for alvorligt, jeg er bange for han dør for jer undervejs. Psykisk vil det også være for stor en belastning for ham, og du sagde til mig før, doktor, at det var i orden jeg selv passede ham."
   Tavshed, mens jeg blev vendt og drejet, blidt og forsigtigt.
   Mine øjne var åbne, kunne jeg mærke, men jeg kunne ikke se noget som helst. Alt var tåget, utydeligt. End ikke konturerne af dem der var ved min side, kunne jeg se.
   "Ok, så siger vi han bliver her. Men jeg vil igen advare dig mod selv at passe ham. Han er meget hårdt såret, har lidt et stort blodtab. På hospitalet er forholdene bedre end her."
   Men Rhea holdt på sit. Jeg hørte de forlod værelset, og fortsatte udenfor hytten med at diskutere. Hvad de talte om, kunne jeg ikke høre. Jeg følte de havde lagt mig i en rus af morfin, for at dulme mine smerter, følte at jeg bare svævede, men også at jeg var urolig, for hvad der var sket med mig.
   Mine smerter var væk, jeg følte intet i min venstre side, men kunne heller ikke bevæge mig.
   Trætheden overmandede mig igen, og langt borte hørte jeg den lyd, som en stor helikopters rotor laver, når den flænger luften.

Hvor længe jeg havde sovet, det havde jeg ingen fornemmelse af, kun svage erindringer af Rheas blide hænders puslen med mig.
   Det var tusmørke da jeg vågnede. Rheas smukke stemme lød fra stuens ene hjørne. Hun sang en gammel indiansk vise, hvori hun takkede for jagten, fortsatte med en vuggevise, for så at danse let foran mig, da hun så jeg var vågen.
   Rhea knælede ved min side, tog kærligt og forsigtigt om mig, og smilede til mig.
   "John, jeg har været meget bange. Men jeg er glad for, du er så stærk en mand.
   Det var det lægerne sagde om dig, at du var stærk, ville komme dig hurtigt. Jeg går ud fra du gerne vil høre hvad der skete?" Jeg prøvede et lille smil.
   "Jo, min ven, det vil jeg gerne. Når bare du er her, er jeg tryg. Men jeg føler mig meget udmattet, meget træt. Og så er mine øjne slørede. Jeg kan ikke se klart." Rhea strøg mig forsigtigt over kinden og sagde, det var morfinen der gjorde mit syn sløret, at hun langsomt havde aftrappet mine daglige indsprøjtninger, og at jeg var i bedring, sagtens kunne klare at høre på hendes beretning.
   "Bliver det for meget for dig, min ven, må du sige til." Hun tog en stol og satte sig ved min side, for at fortælle mig hvad der skete.

"Det var to undvegne og meget farlige fanger, der nær havde taget livet af dig. Jeg så dem komme imod dig, så den ene ramte dig, så du skød ham på klos hold, og jeg tog så chancen for på lang afstand, at skyde den anden.
   Men jeg var meget bange for, dine skader var så alvorlige, at jeg ikke ville kunne stoppe den blødning, du havde fra benet.
   De havde ramt en pulserende åre, og kun et hårdt kompres fik blodet til at standse. Jeg vidste også, at jeg skulle finde hjælp meget hurtigt, hvis du ikke skulle dø af blodtab og infektion. Derfor var jeg lidt hård ved dig under transporten hjem, der tog mange timer, men det var nødvendigt. Jeg var glad for smerterne var så voldsomme, at de fik dig til at miste bevidstheden.
   Det havde været nødvendigt at efterlade dig i sneen, for at hente den ene af de små heste. Jeg kunne ikke bære dig alene, derfor måtte jeg efterlade dig, og håbe på du ville være i sikkerhed, ved det lille bål jeg havde tændt ved din side. Jeg bad til, at dine Totem ville passe på dig.
   Det tog lang tid at få dig med hjem, og en voldsom snestorm havde i mellemtiden gjort al færdsel meget besværlig.
   Hjemme forbandt jeg dig så godt jeg kunne, og lagde dig nøgen i sneen, for at køle dig ned. Du havde fået høj feber. Især såret i skulderen var forurenet meget, af både klæder og jord, det var begyndt at blive sort.
   Hjælpen kunne ikke komme frem på grund af det voldsomme uvejr, der var kommet som lyn fra en klar himmel. Det tog mere end femten timer, før hjælpen var fremme hos dig."
   Hun smilede til mig, berørte let mine læber, og hviskede at hun elskede mig. At hun nok skulle passe på mig, og at hun var så glad lige nu, hvor det havde vist sig at ingen knogler var beskadigede.
   Mine sår havde været kødsår og lettere forfrysninger, men dog så alvorlige, at havde hun ikke fået stoppet den blødning, og havde lægen ikke fået bugt med infektionen, var jeg død.
   Lægeholdet havde været her i fem dage, hvor de arbejdede intens med mig. De turde simpelt hen ikke flytte mig, dertil var min tilstand for dårlig.
   "Tak Rhea!" Hviskede jeg stille. Og pustede på hendes lille næse, der var ud for min mund.
   Rhea smilede igen til mig, nussede mig på kinden, og berørte let mine læber med sine.
   Jeg tog om hende med min raske arm, trak hende helt ned til mig, så ind i hendes smukke øjne, der var kærlige, og hviskede stille:
   "Rhea! Jeg elsker også dig, meget." Jeg kyssede hende let på munden og strøg hendes bløde kind.
   Sammen var vi stærke, det vidste vi begge, og sammen kunne vi klare alle de udfordringer der lå forude.
   Trætheden overmandede mig. Langsomt drog jeg til drømmeland, hvor alt var lyst og grønt, og hvor Rhea og jeg gik med hinanden i hånden, mod den smukke solnedgangs sidste stråler, der farvede klipperne røde som flammende bål.
   Jeg var bare så lykkelig, sammen med min smukke Indianerkvinde Rhea.