Holstein kikker ind gennem madlemmen i celledøren. "Han opfører sig pænt derinde," siger han beroligende til sin gæst og smiler professionelt op til ham.
   Døren er lavet af massivt træ med kun en enkelt lille lem til at til at skubbe mad ind på. Lemmen sidder omtrent i hoftehøjde og bliver kaldt jomfrusprækken i fængeselsjagnonen.
   Holstein rejser sig op og putter nøglen i låsen. Det giver en lille metallisk klik, da nøglen sidder som den skal. Så drejer han den mod venstre. Det går ikke særlig hurtigt, for det er en tung lås, bemærker pastor Johnson, uden at det egentlig undrer ham. Døren til cellen må i sig selv veje godt 200 kilo, og det kræver jo en god lås.

Døren går op, og cellens hvide vægge skinner mat mod de to mænd. Holstein går ind som den første og beordrer Tom til at sætte sig på sengen.
   Tom gør, som han siger, og Holstein vinker dernæst pastor Johnson ind.
   "En præst, som De bad om. Her er pastor Johnson," siger vagten, "han vil være til Deres rådighed, når De har lyst. De behøver blot spørger efter ham, så henter vi ham til Dem. Han vil dog komme mindst en gang om dagen." Han sætter blikket på pastoren og præsenterer Tom, "og det er Mr. McCarthy." Pastoren nikker og siger, at han genkender den unge mand fra sin menighed.
   "Så var der Deres papir, blæk og pen" fortsætter Holstein henvendt til Tom, "det er sheriffen, der beslutter, hvad De må have liggende i cellen. Han har fortalt mig, at han overvejer sagen."

Der bliver nogle sekunders stilhed. "Hvis der ikke er mere," fortsætter Holstein, "vil jeg lade jer to være alene." Han kikke pastoren i øjnene, "jeg er lige ude foran døren, hvis De skulle får brug for mig."
   Døren lukker, nøglen drejer i låsen. Så er alt stille.

Tom kikker på pastoren.
   Pastoren kikker på Tom.
   Ingen siger noget.
   Pastoren kan ikke lade være med at tænke på, at den morder, han står over for netop nu, er en af hans egne sognebørn. Det er ikke til at tro, at han virkelig skulle have gjort, hvad alle siger, han har gjort.
   Hans smukke ansigt. Hans blide øjne. Hans unge alder. Han sidder der så roligt som nogen kan.
   En morder?
   "Jeg har mødt en morder engang," begynder pastoren og er selv overrasket over, at det er den første sætning, han vælger at bruge, "det var i New York. Jeg var vikar, og han skulle altså hænges. Som menneske var han ... jeg ved det ikke. Fortabt. Og han ville ikke rigtig snakke med mig. Der var en kulde omkring ham. Men til sidst - til aller sidst bekendte han sine synder. Og da han gjorde det, var det som om ... en varme kom til ham - eller slap ud af ham. Han døde som et menneske, forstår De? Han var ikke længere kold."

Tom sidder nogle øjeblikke og ser ud som om han overvejer pastorens ord. "De er god til at tale."
   "Undskyld?"
   "Jeg har jo hørt Dem prædike. De er god. Ved De noget om at tale for mange mennesker?" Pastoren trækker på skuldrene, "Jeg ved da lidt. Det skal en præst helst vide. Men De har spurgt efter mig. Er der noget, De har lyst til at snakke om? Noget De vil sige?
   "Kan de skrive en tale, som ikke er en prædiken?"
   "Jo, det skulle jeg mene," pastoren kan ikke skjule, at han er overrasket over spørgsmålet, "mange gange kan man skrive en prædiken, som om den var en tale. Man kan bruge samme knep og teknikker, hvis man vil. Men de havde spurgt efter mig?"
   "Så De ved altså, hvordan man skriver taler?"

Pastoren kan ikke lade være med at smile. Taler? I denne situation? Han sætter sig på stolen foran Tom, "der er ikke mange ligheder mellem Dem og den dødsdømte, jeg før talte om. Men han ville også gerne snakke om noget andet, end det, som ventede ham. Og det er forståeligt. Men ikke så gavnligt."
   Tom svarer ikke. Han lytter.
   "Det er vigtigt for en person i Deres situation, at han erkender det, der skal erkendes, mens tid er, så han kan møde gud, med rent hjerte. Det vil også gøre den sidste stund meget, meget nemmere." Han kikker omsorgsfuld på den unge mand foran sig, "det var måske derfor, De spurgte efter mig?"
   "Jeg har aldrig skrevet en tale før," begynder Tom, "og jeg har kun holdt en for min mor, men det er længe siden. Jeg vil gerne lære, hvordan man gør. Rigtigt."
   Pastoren ser målløs ud i nogle korte sekunder. Så opdager han alvoren og entusiasmen i Toms øjne. Den unge mand vil virkelig, virkelig gerne skrive en tale. Det er muligt, det er det eneste, der foregår i hans hoved i øjeblikket.

Med andre ord: Hvis han skal nå ind til Tom, må han åbne ham op ved at lære ham at skrive en tale.
   "Er det derfor, De har spurgt efter papir, pen og blæk. For at skrive en tale?"
   Tom nikker.
   "Jeg kender en del til retorik uden at være verdensmester," siger pastoren, "jeg kan tage en bog med om emnet, så kan vi læse lidt på det sammen i morgen. Hvad siger De til det?"
   Toms øjne lyser.