Vinca Eroica Von Herzbach tøvede lidt, da portneren trak nøglen ud af døren, og med omhu fæstnede den i sit nøgleknippe. Dernæst fixerede hun på manden ved sin side. Bare den portner ville forsvinde ned i sit bur igen. Han bøjede hovedet: " Ja, værsågod frue. - Jeg tillader mig igen på vegne af husets personale, at udtrykke min kondolence." - Et smilehul anedes på Vincas kind, tidligere havde Portneren måske været hushovmester i en husholdning af et vist format. Portneren gled til side og forsvandt ned ad mahognitrappen.

Vinca kunne se ridserne og mærkerne på mahognidøren. Der var intet navneskilt. Det var stadigvæk tilstrækkeligt, at Portneren vidste, hvem der boede i ejendommen.

Vinca knejsede og rystede sin mørkebrune manke. Hun havde altid tænkt på dette sted som hendes og Pollys. Med fader på gæsteoptræden som et pust fra den store verden. Men omstændighederne havde lagt et slør mellem nu og før.
   Ja, duften af faders cigarer var der, hun snusede ind. Det var dem fra Grækenland. Så trådte hun ind. Lige da lyden fra dørlukningen nåede hende, sprang lysten frem til at løbe ind i det værelse, der havde været hendes, men samtidigt blev hun ramt af den kvalme, hun kendte fra 'Bädischer hohere reformbildungsschule für mädchen', når hun greb en af reformlærerinde i at tale, som om de var børn. I stedet gik hun til faders kontor -. Fader, forhen militær attache i det Østrig-Ungarnske kejserrige, tjenestegørende i det italienske. Fader, med kløften i hagen, med sin slængkappe, fader med sine automobilbriller, faders måde at afføre sig sine handsker, fader der altid trak det længste strå først, men aldrig tilsidst. Her havde han levet med mundkurv og snor. Med tjenestemands pensionen der tillod ham at leve alene med sin horde af rynkede elskerinder, der alle krævede deres.
   Vinca tændte gaslyset, det var der som altid. Hun så fedtet på dørene, hun så snavset i krogene, og trak pelsen tættere om sig. Stoppede så op foran døren til faders kontor, trak vejret og åbnede. Lyset faldt ind gennem vinduerne, der var ingen gardiner st se - Så genså hun hans arbejdsbord. Og trådte impulsivt et skidt nærmere. Papirfoldninger, papirblomster, alle i samme form, men i mange størrelser. Det var alperoser. Hun strøg en hånd hen over dem og tårer fyldte hendes øjne.