De fremmede
   Der var efterhånden gået ti måneder. Li og Armand arbejdede godt sammen. De sov når de var trætte, og arbejde på hver deres områder med at holde modulet ved lige. Armand lærte meget af Li om vedligeholdelse i rummet. De havde en tyngdekraft i modulet, der lignede den der var på jorden. Armand havde også undervist Li, havde lært hende hvordan man såede, gødede og drev planterne frem, udnyttede dem til føde, og hvordan de skulle passes i dagligdagen. Fotosynteser og deres betydning for egen fremtid, indvinding af den ilt de producerede gennem co2 processer, havde hun efterhånden fået lært meget om. Vandets genbrug var en af de områder Li havde arbejdet med tidligere, så der var hun på hjemmebane.
   Ofte stod Li og så på Armand med øjne der var kærlige, og på sin egen måde undersøgende, spørgende. Men hun sagde ikke noget, smilede bare når han bemærkede at hun stirrede på ham.
   En morgen tog hun kærligt om ham, så ham i øjnene og sagde, hun var med barn. Hendes smil afvæbnede ham fuldstændigt. Det var ikke lige det han havde ønsket sig, men han kunne godt se det havde været uundgåeligt. De havde ikke noget at forebygge graviditet med, og undvære den fysiske seksuelle kontakt ville ingen af dem. Så det var vel forventet.
   Armand tog hende tæt ind til sig, hviskede at han elskede hende, og forsikrede hende om sin glæde over deres kærligheds frugt nu spirede i hendes mave. Li fældede en tåre.
   De næste dage talte de om hvordan de skulle forholde sig, efterhånden som Li's mave voksede. Li var mediciner, og sagde hun ikke vidste helt præcis, hvad der skete med hendes krop, endsige barnets. Men hun havde nogle teorier de havde talt om hjemme på centret. Nu kunne hun så afprøve om de var rigtige. Hun var tryg, så længe Armand var hos hende, det lod hun ham helt klart forstå.

En dag lagde Armand mærke til, at de havde noget der lignede dag og nat. To gange på 48 timer, blev det helt mørkt, og to gange så lyst som om dagen. Var de gået i kredsløb om en ukendt planet? Han havde ikke så meget forstand på det, det havde Li heller ikke. Dog besluttede han sig for at gå op i stjernedelen, og der prøve at få en analyse af deres bane til nu, for om muligt at finde noget der lignede en planet.
   Det lykkedes ham ikke at tegne eller udregne en bane, men helt klart fortalte alle instrumenter, at de var i kredsløb om noget ukendt. Lige meget hvad han gjorde, kunne han ikke få øje på det de kredsede om, endsige observere noget usædvanligt. Kun det uendelige rum så han, når han rettede instrumenter og kikkerter mod alle døde vinkler. Armand fattede intet. Forstod ikke hvad der skete.
   De blev fastholdt i en position, hvor de hele tiden vendte væk fra det centrum, de var i kredsløb om, og som de ikke kunne se. Det var derfor, mente Armand, at de oplevede dag og nat. At det var netop 12 timers interval, var vel en tilfældighed.
   På vej tilbage til Li faldt han og slog hovedet ind i et gelænder, der førte op til væksthuset. Armand mærkede blodet randt ned over hans ansigt. Modulet drejede pludseligt voldsomt, rystede, og faldt så til ro igen. Var de kollideret med noget?
   Så hurtigt han kunne, løb han tilbage til Li, der også havde observeret der var noget der ikke var som det skulle være. Begge tog de deres rumdragter på, Armand måtte nærmest presse Li ned i hendes, da hendes mave allerede var vokset så meget at hun havde besvær med at komme i den. Sammen gik de til redningsmodulet, for at afvente hvad der ville ske. I modulet forbandt Li Armands skader så godt hun kunne. Pladsen var trang og var ikke beregnet på en gravid kvinde samt en skadet astronaut.
   Begge var de fortrolige med procedurerne. Hvordan de skulle skyde sig ud, og hvordan de skulle manøvrere det lille redningsfartøj. Alle rutiner havde de til bevidstløshed gennemgået på rumcentrene. Modulet havde plads til fire personer, og kunne holde dem i live i en uges tid. Raketmotorerne var kraftige, og kunne få dem manøvreret vandret eller lodret ned på en planet, der havde den samme tyngdekraft som jorden, uden at der var fare på færde. Deres varmeskjold kunne beskytte dem i alle de tænkelige situationer de kunne komme ud for i universet. Men hvad skete der nu?
   Instrumenterne fortalte helt klart, at det var en ukendt kraft der havde sat dem i kredsløb, og at denne kraft savnede et magnetfelt. De følte begge redningsfartøjet blev styret, ingen af deres egne ordrer til fartøjet blev aktiveret.
   Pludseligt rystede fartøjet og alt blev mørkt. Armand greb Li's hånd, sagde han elskede hende. Nu måtte de bare håbe, de ikke styrtede eller blev tilintetgjort.
   Det sidste de erindrede var en susen og et skarpt knald, så blev alt stille. Uden de ville det, følte de sig døsige og faldt i søvn.

Langt borte hørte han Li's stemme, blid og rolig. Hun kaldte på ham. Sammen med Li stod der flere små menneskelignende væsner omkring ham. De smilede til ham, og pludrede på et sprog han ikke kendte. Han prøvede at rejse sig, men faldt tilbage på lejet, følte sig meget svag.
   Faldet i modulet havde givet ham alvorlige kvæstelser, men det vidste han ikke. Følte bare han var svimmel, og ikke kunne koncentrere sig. Li's arme omkring ham, hendes bløde og blide stemme beroligede ham. Han hørte godt nok hun sagde, han var kommet til skade, men ikke hvordan eller med hvad.
   Li havde talt med de fremmede der var fra galakser de ikke kendte til. Med tegn og fagter forklarede de fremmede, at de var på rejse i rummet, da de havde observeret deres modul. En skanning af modulet viste de var nødstedte væsener der lignede dem selv, men ikke at de var ufarlige. Selvom de ikke kunne se våben nogen steder, tog de ingen chancer, derfor havde de sat dem i kredsløb om deres rumskib i nogle dage, indtil de var sikre på de var venligtsindede.
   Det var lykkedes Li at overbevise dem om deres fredelige hensigter. Men hun kunne ikke forklare hvorfra de kom. Tilsyneladende kendte de fremmede ikke til jordens eksistens. De kendte til solen, som Li havde koordinaterne på, på et særligt kort der var om bord på redningsmodulet. Det modul de havde forladt var nu tilintetgjort, sendt videre ud i rummet og der sprængt til små stykker, der så blev sendt i en retning hvor de ikke kunne udgøre nogen fare for de fremmede. Om nogle måneder ville de brænde op i en fjern atmosfære, eller forsvinde i et sort hul.
   De fremmede var venlige, havde jublet da de konstaterede Li var med barn. Deres leder talte med Li gennem fagter og kropsmimik i flere timer, mens andre hjalp med at ordne de kvæstelser Armand havde pådraget sig ved faldet. Milten var beskadiget, selvom han ikke kunne mærke noget. Skaden havde været meget alvorlig, livstruende, og skulle behandles omgående, hvis han ikke skulle dø af indre blødninger.
   De fremmede var små mennesker, der lignede almindelige jordboere. De var venlige og meget intelligente. Helt sikkert var de meget længere fremme i deres viden og intelligens end Armand og Li.
   På mindre end en uge, havde en af de fremmede lært sig ord, som Li havde udtalt. Li lavede sætninger, ordstillinger der gav mening, og tegnede og viste med fagter hvad de betød.
   På deres smil forstod hun, at de havde brudt koden til hendes sprog. De havde taget flere bøger fra redningsmodulet, og vidste nu hvad der stod i dem. Li var meget imponeret over deres anderledes intelligens. Systematisk havde de afkodet sproget og tilegnet sig det.
   Efter et par uger var Armand frisk igen. Han var naturligvis forbavset over, der var to af de fremmede der talte til ham på hans eget sprog, og på Li's latter kunne han forstå, at det var hende der havde lært dem at bruge jordiske vendinger.
   Også Armand kom i audiens hos lederen af det store rumskib, med tolk. Det var en kvinde der havde en blød og behagelig stemme. Hun ønskede dem velkommen om bord, men gav samtidig udtryk for hun ikke vidste hvor de kom fra i universet, og at hun ikke ville forsøge at finde ud af det, for at hjælpe dem tilbage til jorden. Dertil var deres egen rejse ikke beregnet.
   De var på patrulje, og ledte efter nye planeter og galakser, hvor de kunne slå sig ned og befolke nye områder, efterhånden som deres kendskab til universet blev større.
   Børn var hos dem et privilegium. De anerkendte at Li ventede sig og glædede sig med hende, lovede at stille al deres ekspertise til hendes rådighed, når den tid kom hvor hun skulle føde deres barn.
   De fremmedes rumskib var meget stort. Konstant susede små rumfartøjer med stor hastighed ud og ind af åbninger i rumskibet. Det var mere end hundrede gange så stort, som den rumstation de havde været i. Det var ovalt med mange arme. Armene var besat med våben de ikke kendte til. De så også mindre rumfartøjer, med udvækster der lignede kanoner, og fik at vide det var armerede robotskibe der skulle beskytte ekspeditionerne. Robotskibene kunne styres fra det store rumskib.
   De havde fjender, Pagaer, der smadrede alt de kom i nærheden af, for at erobre varmblodede kroppe. Pagaerne skulle have en varmblodet vært for at formere sig. De havde mistet mange robotskibe og enkelte krigsfartøjer til de aggressive Pagaer, under deres rejse.
   Når først Pagaerne havde opdaget deres tilstedeværelse, veg de ikke før de havde ødelagt alt, eller selv var blevet tilintetgjort. Et spild af intelligens, mente både Armand og Li.
   Pagaer var Alians med hårde skaller, men med en intelligens på linie med de fremmede. De fremmedes eneste fordel var, at de kunne kommunikere med ord. Alians, Pagaerne, brugte kemiske signaler der var langsomme.
   De fremmede kaldte sig for Kentauer. De havde kendskab til mange civilisationer i universet og ville, hvis Li og Armand ønskede det, lande dem hos et folk der lignede dem. Kentauer åndede som Armand og Li, lignede dem til forveksling, men der var alligevel mange forskelle, blandt andet behøvede de ikke sove, bare hvile. Søvnen havde de aldrig kendt. Deres stofskifte var anderledes, men de behøvede ilt, som Li og Armand.