Nis har stadig sin kniv og dunken med øl under sin skindvams, ingen har i skyndingen tænkt på at undersøge ham. To af vagterne, lukker ham ind i mørket og bjælken på den tykke ege dør lægges på plads. Et kort øjeblik på vej ned i kældergangen, har det strejfet ham at angribe med kniven, men det blev ved tanken.

Inde i mørket er der ikke andre gøremål, end at lægge sig til ro på den bunke halm, han har lugtet sig frem til. Nis lader tankerne fare mellem dagens begivenheder, han er inderst inde bitter over det der er sket, men samtidig træt. Nu er de færdige med det store måltid derhjemme og, hurtigt får søvnen overtaget. I nattens løb er han vågen to gange på grund af vagtskifte og nu tredjegang, er han lysvågen.
   Trætheden fra dagen før er væk, og den sidste slurk fra dunken sætter varme i kroppen medens han famler rundt langs med væggen. Stilheden bliver brudt af ulve hyl ude fra skoven, lyden kommer fra et sted oppe i stenmuren. Der må være et hul ud til det fri et sted. Nis står helt stille og lytter, men der kommer ikke flere hyl.
   Det begynder at lysne en anelse i kælderen og Nis skimter svagt et lyst hul oppe i muren uden for hans rækkevidde. Efter endnu en tid, er det næsten helt synligt og svagt fornemmer han størrelsen på sit fangehul. Samtidig er kulden ved at slå igennem den tykke skindvams. "Hold dig i gang" siger han til sig selv med fasthed i stemmen, bevægelse er eneste løsning for overlevelse og knæbøjninger med små hop bliver morgenens faste ritual.

Nis ved at foråret er på vej og det vil blive varmere, men lige nu er det svært at holde modet oppe. Maden er elendig i forhold til madmors, kun når der er stillet suppe ind på stengulvet, spiser han alt, hvad der er, ellers er det ensomheden og kulden, der er fjenden. Daglig, når lyset oppe fra hullet er på sit højeste, sliber han kniven på stenen lige over halmlejet.
   Tidligt en morgen vågner Nis ved at planken uden for døren løftes op, han har gemt kniven nede langs benet og remmen fra dunken er blevet ofret til at binde den fast med. Døren åbnes og stanken fra lortebunken i hjørnet slår vagten i møde som en rambuk.
   Vagten sender et blik rundt i fangehullet inden han vrissent siger: " Du skal til borgforvalteren lige over middag, men inden du kommer så langt, skal du luftes for den lortestank, der sidder i din pels".
   Lidt efter står han oppe på pladsen og herfra går det ud på volden i et rask tempo, så vinden kan fange og fjerne den værste stank. På tilbagevejen er den allerede aftaget betydeligt. Øjnene er også kommet i gang, så han igen kan modstå det skarpe lys. Resten af formiddagen går med rengøring af det hul han har siddet i og fletkurven som vagten har stillet ind er næsten fyldt op, endelig kommer vagten tilbage.
   "Nu svarer du kort på det, du bliver spurgt om" formaner vagten, på vej op ad trappen, Nis nikker og puster lidt og nu står de uden for døren til "konge salen". Her står endnu en vagt som tager over og åbner døren.
   "Den unge fange," råber vagten højt, og træder et par skridt til siden.
   En lille fedladen mand står midt i "konge salen" og kigger på en kat, der ligger på plankegulvet med en mus under kløerne. "Har du haft det godt nede i hullet?" spørger han og sender Nis et skadefro smil uden at tage blikket, fra katten på gulvet.
   Nis aner ikke, hvad han skal svare, til alt held svarer den tykke selv.
   "Det kunne være gået dig meget meget værre, nu er dit ophold hos mig ovre for denne gang og rytterne fra kongens hær, er redet herfra igen med deres fange, og du finder selv hjem til Jens Nissen til fods."
   Borgforvalteren har igen vendt sig mod katten, og skiftende vagter følger Nis ud til den ydre vold.

Det er en jublende lykkelig Nis Nissen, der løber ned gennem alléen væk fra Hagen-skov og hans livs værste oplevelse. Kort efter begynder kulden at melde sin ankomst ind gennem læder hoserne. Inden han løber ind i skoven stopper han op og ser sig tilbage, tankerne går tilbage til fangen med pelshuen.
   Hvordan, man kan være sådan mod en hellig mand, det er en gåde. Nis vender sig og løber ind i skoven, på vej hjemad mod gårdstedet.
   Da Nis løber ind på gårdspladsen er varmen tilbage i kroppen, han ser med det samme at der står en hest bundet til en gren ovre ved den store sten, han genkender hesten og fortsætter over mod stalden.

For næsten 7 år siden forærede hans far ham et nyfødte føl som gave, og siden har de været sammen hver evig eneste dag. Nis går ind fra bagsiden, og nu kan han høre at Blis er begyndt at slå med forbenet, som tegn på at den ved det er ham, og gensynet med Blis er overvældende.
   Som så mange gange før kysser han hesten på den varme mule og smider 3 store knolde fra kulen øverst på høet nede i krybben. Herefter går han rundt om hestene, og ind gennem døren til ildstedet.
   Madmor er lige ved at tabe de to stykker træ, der skal på ilden.
   "Vi har bedt til den hellige jomfru, at du måtte komme tilbage, og det har hun hørt."
   Madmor er ikke Nis' rigtige mor, hun døde, da han var 3 år gammel af en smitsom sygdom, det har hans far fortalt. Året efter giftede far sig med madmor og hende holder han grumme meget af.
   "Har du hilst på?" spørger hun
   Nis ryster på hovedet, "Er du sulten."
   " ja"
   lyder det med overbevisning i stemmen, medens han tager skindvamsen af. Så snart han er færdig, går han frem i storrummet.
   Jens Nissen rejser sig, da han ser Nis,
   "Så slap de dig alligevel." Nis nikker og hilser rundt på de tre andre ved bordet,
   "Vi sad nylig og snakkede" kommer det fra Mikkel Søsted, der ser meget spørgende på Nis. Mikkel Søsted bor nede ved mosen og Mikkel er kommet så længe han kan huske. Og er der én man kan stole på så er det Mikkel, de to andre er gårdens karle.

Nis går i gang med at fortælle, hvad der er sket men undlader at sige noget om fangen der sad omvendt på hesten med pelshuen på, og hvem han er. Det må vente til han får en ledig stund med sin far. Han slutter af med borgforvalterens ord om, at de har taget fangen med igen, derfor kan han godt gå hjem.
   Beskrivelsen af opholdet i fangehullet gør et stort indtryk på mændene omkring bordet, så slemt, det havde de godt nok ikke troet.
   "Nu skal du hører, hvad vi, har at fortælle" Mikkel læner sig ind over bord kanten.
   "Jeg så alle rytterne inde fra skoven da de red forbi, og jeg så ikke de havde nogen fange med, så vi må finde ud af hvad der er løgn og hvad der er sandt?".
   De sidste ord... giver de andre noget at tænke over.

I det samme kommer madmor med en grydefuld suppe og stiller den på bordet. Nis finder hurtigt sit krus på knagen og trækker lidt efter et dampende krus, med suppe op af gryden.
   "I dagens anledning," siger madmor og smiler over mod Nis
   "er der en skive brød til hver."
   Mændene bøjer deres hoveder og gør korsets tegn, og under spisningen bliver der tænkt.

Jens Nissen er den første som bryder madroen.
   "Vi må sikre os, at der ikke sidder en fange ovre på Hagen-skov. Hvis der gør, må vi finde ud af, hvem det er, og hvad vi kan gøre."
   Nis bemærker at ingen er imod, og han har den allerstørste lyst til at fortælle hvordan det hele hænger sammen, men alligevel er han forsigtig med ordene.
   "Hvis, der sidder en, så sidder han i hullet under tårnet, han gik den modsatte vej nede i gangen."
   Her bryder Mikkel ind.
   "Du fortalte, at der var et hul i muren, hvor stort mener du det er?"
   Nis viser med hænderne en ring på størrelse med et hønseæg. "Det er ikke særlig stort. Måske et reb ind gennem hullet vil falde ned langs med muren på den anden side."
   Mikkel stryger sig med hånden under hagen. En bevægelse der skal understrege hans eftertænksomhed
   "Hvad skal det hjælpe?" udbryder en af karlene.
   "Joh" fortsætter Mikkel, "kan man mærke at rebet røres, så sidder der én i hullet."
   Mikkel er ikke en særling for ingenting, den løsning kan måske bruges.
   "Hvordan kommer man op til tårn muren uden at blive set?" spørger Jens.
   "Du må vente til næste fuldmåne og snige dig ind fra den nordlige side. Isen skal nok holde i graven, men der er en forbandet mulighed for, at blive opdaget af vagterne."

Jens Nissen rejser sig og støtter med knoerne på bordpladen, idet han siger.
   "Jeg tror, Mikkel har været til god gavn i aften, nu er det blevet sent og det er tid at gå til ro, det her var en snak som ikke kommer igen."
   Alle forstår, hvad Jens Nissen mener med den sidste bemærkning.