Hjemme igen. Det vil sige på den base hvor John var chef tidligere, i Thailand. Vi skulle aflægge rapport, det ville kun tage nogle uger. Der var hele tiden rapporteret hjem af både John og Bannister. Vi skulle derefter til Amerika, hvor jeg skulle aftræde som officer af reserven igen. Jeg skulle tilbage til min familie, så snart alle formaliteter var overstået. Det var de nu, vi kunne tage hver til sit.
   Bannister var glad for den tid vi havde haft sammen..
   "Jacos," sagde han, da jeg sagde farvel til ham. "Du er en god civil nu. Som soldat ved jeg ikke rigtigt. Susanne har ødelagt dig."
   Han grinede højlydt.
   "Jeg har været glad for vores tid sammen, og ønsker dig alt godt i fremtiden, sammen med din lille familie."
   Jeg trykkede hans hånd, han fløj væk med en helikopter til sit nye tjenestested, i hovedkvarteret i Pentagon.
   John tog til sin kaserne for vordende elite soldater, også han ønskede mig alt vel.
   "Vi ses. Denne gang er det dig og din familie der besøger os. Er det er aftale?.."
   Jeg nikkede og omfavnede ham. Nettie kneb en tåre, da jeg gik ombord på den rutemaskine, der nu endelig skulle bringe mig hjem til min lille familie. Hjem, det var Grækenland.

Susanne tog imod mig i lufthavnen. Hun havde begge børnene med.
   "Vi har savnet dig," sagde hun og gav mig et knus. Også mine to piger omfavnede mig, hvis altså den lille havde kunnet. Men jeg fik et vådt sut på kinden.
   "Det er hendes måde at sige velkommen på," sagde Susanne og lo.
   "Er du træt min ven?"
   Jeg nikkede.
   "Kom, så tager vi en vogn ned til havnen."
   I taxaen rakte Susanne chaufføren en seddel med adressen, vi kørte gennem byen og ned mod havnen.
   "Susanne, hvor er det vi kører hen?.. Det er den forkerte vej til færgen."
   Hun morede sig.
   "Jeg ved du er træt, så jeg fik Andreas til at sejle vores båd herover. Jeg og pigerne vil gerne sove i den i nat, så kan du, når du er klar til det, sejle os alle hjem. Det må gerne tage rigtig lang tid, det har jeg aftalt med Andreas. Så får vi tid til at sige rigtigt goddag til hinanden. Er det ikke en god ide?.."
   Jeg smilede.
   "Er du også med på den ide Sarah?.."
   Hun nikkede.
   "Ja, far, det var faktisk min ide. Da jeg fortalte mor om den, sagde hun det ville du blive glad for. Er du det far?.."
   Jeg knugede hende.
   "Ja, det er jeg Sarah, meget glad. Endelig kan vi få tid til hinanden. Det har både mor og jeg glædet os til. Nu har du og Alexia, mor og mig hele dagen for jer selv, i de næste mange dage, så skal vi have det rart sammen."
   Jeg var glad for endelig at være hjemme. Vi omfavnede hinanden.
   Endelig om bord på båden.. Hjemme. Vi satte os og så på hinanden. Alle smilede.
   "Jeg er glad nu," sagde jeg og så på mine piger.
   "Dette er livet. Sammen med jer er jeg verdens lykkeligste mand."
   Også de smilede til mig og nikkede.