En uge efter, fik jeg besøg af John. Min gode ven og krigskammerat.
   "Hej," sagde han grinende. "Ja, jeg er her i embeds medfør. Jacos, hvad fanden har du rodet dig ind i?.."
   "Hvad mener du med det? Jeg har ferie og nyder tilværelsen."
   "Du skal til Vietnam igen. På officielt besøg. Sammen med hende den skøre og håbløse hollandske sygeplejerske. Hvad er det for noget?"
   Jeg forklarede ham sagens rette sammenhæng, han grinede.
   "Ja, men det er officielt, og jeg vil bede dig, sådan helt privat, om du ikke nok vil gøre noget for de fanger der stadig er derinde. Men det er rent privat jeg spørger dig om det. Nå, hør hvad vi har klargjort til dig:.. Du har fået fjorten dage i Vietnam, der vil blive passet på dig. Vi sender tre mand af sted med dig, de andre stiller med fire. Vores folk er allerede på vej til Vietnam. Du skal af sted om to dage, men vi vil gerne tale med dig inden du tager af sted. Hold øjne og ører åbne, pas på ikke at udtale dig om emner, der kan forværre forholdene for vores soldater, i deres fangelejre."
   Vi havde talt sammen i et par timer, da Susanne dukkede op.
   "Kom indenfor, Susanne."
   "Du har besøg, ser jeg! Hvis det pas.."
   Jeg afbrød hende, fortalte det var en ven, og vi ikke havde noget at skjule for hinanden.
   "Kom indenfor," gentog jeg, "og goddag og velkommen. Det er John, en af mine venner. John, det er Susanne, en af mine fjender."
   Jeg prøvede på at være morsom. Hun sendte mig et blik der lynede af arrigskab, men hun kommenterede ikke min morsomhed.
   "Vores aftale er i orden. Du vil blive kontaktet af dine egne, jeg har sagt ja til at følges med dig, i samme fly. Det var det hele, vi ses."
   Hun gik sin vej igen, uden at sige farvel.
   "Velopdragen dame!" sagde John da hun var gået.
   "Ja, vi har våbenhvile."
   Han grinede.
   "Jacos, det vil være godt, om du tog med mig allerede i aften, der er flere ting vi gerne vil have på det rene, inden vi slipper dig løs. Hvordan er hun?.." spurgte han da vi kørte ind mod den forlægning, hvor han gjorde tjeneste.
   "Er hun sådan, bom bom?" Han grinede.
   "Nej. Jeg turde ikke engang tænke på det, det kunne få de forfærdeligste følger."
   Vi morede os. Da jeg fortalte om hendes taske og hendes øretæver, var han helt ustyrlig af grin.
   "Og så den forbandede klistrede cola," sagde jeg, og fortalte om den. Han grinede af mig, mente jeg måtte være åndssvag eller dybt forelsket, siden jeg indlod mig på sådanne affærer.
   "Forelsket?.. Mig?.. I hende?.. Nej min ven. Som jeg sagde før, så tør jeg ikke engang tænke de tanker. Sæt hun kommer undervejrs med dem, så er der øretæver i luften. Nej, ikke så hysterisk en kvinde."
   Vi morede os over den komiske situation resten af vejen, og aftalte at mødes på hans kontor dagen efter, kl. ni præcis.

Der var mange ting der skulle klares, og mange ting jeg ikke måtte. Jeg måtte igen og igen fortælle om mit møde med hollænderen. Hun havde tilsyneladende forbindelser på allerhøjeste sted. Der var ingen der fattede hvad der var så vigtigt for hende, så hun satte himmel og hav i bevægelse, for at tage til Vietnam med mig. Men hun havde lavet et stort humanitært arbejde i Nordvietnam under krigen, på grund af det var hun meget respekteret, langt ind i deres regering.
   Jeg mødte hende igen ude på flyvepladsen, hun var ikke sur, men spændt. Hun sad for sig selv i flyet. Da vi kom ind over Vietnam i vores Golfstream fly, fik vi følgeskab af to MIG jagere. Vi landede i det nordlige Vietnam, og blev modtaget officielt af deres humanitære minister. Vore vagter, eller følgesvende, var allerede på plads.
   Vi startede i det nordlige, hvor vi gik i gang med det samme, så vænnede jeg mig til landet og befolkningen, sagde min guide, der var Susanne. Hun viste mig hospitaler i junglen, og børnehjem, hvor enten fædre eller mødre var dræbt i krigen. Hun var synligt nervøs, over alle de mennesker der skulle følge os.
   Jeg følte mig ovenpå, havde det helt godt. Jeg sov den første nat i en risbondes hytte, med en amerikaner og to vietnamesere på vagt. Jeg var på en gang fange og en fri mand. Men der blev passet på mig, både af mine egne, og af mine tidligere fjender.

Næste dag tog vi sydover. Vi kom ud til et område, hvor der havde været kæmpet voldsomt. Susanne viste mig hvordan hendes arbejdsforhold havde været. Jeg måtte indrømme de var kummerlige, set i forhold til dem amerikanerne havde. Vi arbejdede os sydover. Susanne viste mig alle de underjordiske anlæg, hvor Vietcon havde skjult sig. Landsbyerne der var brændt ned af amerikanere som mig. Markerne der var ødelagte af de gifte, vores fly havde spredt for at ødelægge bevoksningen, og forhindre Vietkong soldaterne i at skjule sig. Alle træerne var stadig uden blade. De fleste var allerede gået ud, og stod nøgne og triste tilbage.
   Mange børn havde grimme ar efter frygtelige forbrændinger.
   "Se godt på disse børn, og på de voksne," sagde hun til mig.
   "De er alle civile uskyldige ofre, som dig og dine forbandede soldater er skyld i, har lidt de grufuldeste smerter og kvaler!"
   Hendes øjne viste afsky, vrede og lede, læberne dirrede af bevægelse over det vi så. Hun var, når det var værst, særlig opmærksom på det ordvalg hun brugte. Ikke hysterisk retorik, men faglig og saglig information til mig om min skyld. Hun så ofte på mig. Når det var mest håbløst, så jeg tårer i hendes øjne.
   Mange børn og voksne kendte hende, det gjorde ondt på mig at se alle de lidelser de havde været ude for, og igennem. Men jeg fortrak ikke en mine, krigen havde sine ofre, men den havde været nødvendig, det var jeg ikke i tvivl om. Jeg sagde det ikke til Susanne, jeg vidste og følte hun ikke ville forstå hvad jeg mente. Ingen sagde noget ondt til mig, selvom de fik at vide jeg var amerikaner, var elitesoldat der havde været her under krigen, de så bare på mig. Tavse og bebrejdende.
   Susanne blev mere og mere påvirket af situationen. Hun var ofte fraværende, når jeg spurgte til noget konkret.
   "Stenansigt! det har du," sagde hun pludseligt, mens vi så på en landsby der var fuldstændig udslettet. Alt var goldt og øde, kemikalier havde udslukt alt liv i træer og på markerne.
   "Men jeg kan se din sjæl den krymper sig."
   Hun så medlidende på mig. Jeg trak på skuldrene og gik videre.

Vi nærmede os Saigon. Der hvor de værste kampe var foregået, var alt ødelagt. Hun viste mig soldater, som humpede rundt med proteser der var mere eller mindre hjemmelavede. I Saigon så jeg den ødelagte amerikanske ambassade.
   "Symbolet på alle de ydmygelser, det Vietnamesiske folk havde været igennem, og symbolet på det godes sejr over det onde."
   Hun havde også sans for dramatik. Jeg var ikke upåvirket af det jeg så, det udnyttede hun. Hun elskede at se mig ydmyget, når de spurgte mig hvorfor vi havde bombet dem. Der var mange situationer, hvor jeg ikke havde det godt. Hun havde dygtigt tilrettelagt denne tur, så jeg blev ydmyget mest muligt, følte mest skyld. Det var grusomt, men jeg valgte ikke at spørge hende, om der ikke var fejl på deres side også, og ikke kun på vores?.. Det spørgsmål, kunne jeg se på hende hun godt vidste jeg havde, men jeg tav, ikke mindst for fredens skyld.

Vi besøgte en familie, på den sidste dag. Det var en fattig ældre bonde der tog imod os, grædende. Han omfavnede Susanne. Hans kone og en ung pige hilste på os, og så væk. De var tavse. Det gik op for mig med det samme, at de kendte Susanne godt. Den unge pige hentede et lille barn. Det var tydeligt barnet ikke var rent vietnamesisk..
   "Hun er enke," sagde Susanne og så direkte på mig.
   "Barnets far var amerikansk soldat... I dette hjem Jacos, var der neutralitet. Her boede jeg med min mand og hans forældre, som du lige har hilst på. En af dine soldaterkolleger, boede her samtidig med sin kone. Det er pigen med barnet på armen. Vi har begge mistet vores forsørger."
   Hun så på mig, bebrejdende. Jeg kunne ikke skjule jeg var dybt rystet.
   "Min mand," fortsatte hun, "hjalp min svoger når han skulle besøge sin familie, så var alle neutrale. Jacos, det er også Vietnam. Her kunne vi leve sammen uden krigens problemer, men jeres præsident, hans generaler og dræbersoldater som dig, tog det hele fra os."
   Hun bøjede hovedet, jeg så der faldt tårer fra hendes øjne.
   Jeg rørte blidt ved hendes arm, og fjernede mig et par skridt væk fra hende. Ikke fordi jeg var bange for hendes reaktion, men af respekt for hendes sorg. Jeg havde et hjerte, selvom hun ikke troede det.
   Hun tog en tårevædet afsked med sin vietnamesiske familie, og lovede at komme igen når hun kunne. Vi gik ud til de ventende helikoptere, fløj til den ødelagte lufthavn i Saigon. Vi sov i lufthavnen den sidste nat i Vietnam. Jeg kunne høre Susanne græd stille, men jeg kunne ikke trøste hende, dertil var vi for langt fra hinanden.
   Næste dag tog vi hjem, med den amerikanske maskine vi var fløjet herned med. Vi fløj tilbage til Thailand. På hele turen sad Susanne tavs for sig selv. Jeg prøvede at tale med hende, men hun afviste mig med et arrogant skuldertræk, og kolde vrede øjne. Hun ville være sig selv.

Hjemme aflagde jeg rapport. Det havde været en god tur og helt privat, sagde mine overordnede. Jeg havde haft tid til at bede den repræsentant, der var med fra regeringen, om at se på de amerikanske fangers frigivelse, dem der stadig var i Vietnam. Han havde lovet at sige det videre, men var ikke sikker på der var nogen tilbage i deres fængsler.
   "Det ved vi er løgn, men det er en begyndelse," sagde John. At han ville bringe min anmodning videre, tog mine chefer som et tegn på, der var fanger tilbage i Vietnam. Det ville formentlig vare nogen tid, før de ville forhandle om fangernes frigivelse.
   Man var tilfreds med mit besøg. Det var min egen sag, om jeg havde fået noget ud af at være sammen med Susanne. Det var privat, det blandede de sig ikke i. Jeg tog tilbage til Pataya og fortsatte min ferie.
   Susanne dukkede op næste formiddag. Hun stod udenfor hytten, ventede tilsyneladende på jeg skulle komme ud. Jeg lod hende stå lidt og vente, gik så ud og inviterede hende indenfor.
   "Nej, jeg vil ikke indenfor, vi kan gå ned på stranden. Der er det neutral grund."
   "Stop det hykleri, Susanne. Har vi da stadig kun våbenhvile?"
   Hun så på mig. Ikke vredt, men undersøgende.
   "Hvis du vil skændes Jacos, så går jeg," sagde hun og vendte sig om og gik.
   "Susanne," råbte jeg. "Kom tilbage. Jeg mente det ikke så hårdt. Vil du ikke nok?"
   Hun vendte sig om og så på mig igen. Jeg slog ud med armene, for at signalere jeg havde fortrudt mit vredesudbrud. Vi gik begge ned til stranden og satte os. Denne gang sad hun kun en halv meter fra mig, det var da et fremskridt.
   Vi sad begge længe uden at sige noget. Hun rømmede sig og spurgte:
   "Ved du nu hvorfor jeg hader dig så meget som jeg gør?"
   "Ja, det gør jeg, men det kan jeg ikke gøre noget ved. Din svoger, amerikaner soldaten. Døde han bare, eller slog Vietcon også ham ihjel?.. Han var dog amerikaner!"
   Jeg så på hende.
   "Ja, det gjorde de Jacos, men det var et uheld."
   "Uheld," spottede jeg.
   "Er alle drab i krig da uheld?.. Nej, du er ude at svømme når du siger sådan noget vås, for det er hvad det er. Uheld har jeg aldrig hørt om. Var det et uheld da den satan skar halsen over på din mand?"
   Hun så hurtigt op på mig, der var knive i hendes øjne. Knive der ville dolke mig for den bemærkning..
   "Undskyld, Susanne!" sagde jeg og rakte ud efter hende, men hun slog min hånd væk. Susanne åbnede munden for at sige noget. Jeg kunne se hun kæmpede med gråden, så hun brød sammen. Hun hulkede og græd som pisket. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg sad bare og ventede på hun skulle gøre noget. Ti minutter sad hun og græd. Mere og mere stille.
   "Susanne," sagde jeg så blidt jeg kunne.
   "Susanne, kom, jeg ved du ikke kan lide mig, men det hjælper at blive trøstet."
   Hun rejste sig op, så på mig med forgrædte øjne og ville gå. Jeg tog om hende, blidt men bestemt holdt jeg hende fast, vuggede hende frem og tilbage, mens jeg strøg hende over håret.
   "Kom," sagde jeg stille.
   "Vi går hjem til mig, så kan du hvile dig lidt inden du skal videre."
   Hun fulgte med mig hjem, jeg fik hende til at lægge sig på min seng. Jeg lagde et tæppe over hende, hun var væk i løbet af et minut.
   Stakkels pige, tænkte jeg. En romantisk drøm, forelskelse, og en tro på en verden der ikke er som den skal være. Jeg følte med hende. Alle hendes drømme var bristede. Alle. Hun var ramt hårdt, men hun ville komme over det. En køn pige. Fremadstræbende, hun ville blive til noget. Bare hun ikke løb ind i for mange nederlag, som dem i Vietnam. Hun sov resten af dagen og natten med. Jeg blev helt bange for hun ikke ville vågne. Jeg bøjede mig ofte ind over hende, for at høre om hun trak vejret. Så køn hun var. Fire til fem år yngre end mig, meget sårbar. Hendes åndedræt var regelmæssigt men stille.
   Endelig vågnede hun, forvirret. Da hun så mig brast hun i gråd igen. Jeg havde et problem. Hendes had mod mig var uudslukkeligt. Jeg løftede armene og anråbte guderne om at hjælpe mig. Hvad skulle jeg gøre? Jeg rejste mig, og gik ud på den lille terrasse der var til hytten. Jeg satte mig tungt og lagde hovedet i hænderne. Jeg var træt. Oppe hele natten og nu dette. Jeg var modløs, for første gang i lang tid. Det med kvinder forstod jeg mig ikke på, det vidste jeg nu mere end nogensinde.
   Jeg faldt ned af stolen, da jeg faldt i søvn. Jeg rejste mig og grinede for mig selv, gik ind til køleskabet og tog en øl. På vejen tilbage så jeg over mod Susanne, hun græd stadig, men det måtte tiden læge. Jeg kunne og måtte ikke hjælpe hende, det vidste jeg.
   Langt borte hørte jeg rumlen, torden. Det var den tid på året, hvor der kom en byge i ny og næ, det var altså nu. Det regnede kraftigt, jeg sad i tørvejr her ude på den overdækkede terrasse. Et tordenbrag og et lyn flængede luften. Jeg hørte Susanne skrige. Jeg for ind til hende. Hun var rædselsslagen..
   "Jeg er bange," råbte hun, "jeg brænder!"
   Hendes øjne var rædselsslagne. Jeg gik over til hende, tog om hende, hviskede jeg var her og ville passe på hende.
   "Det er bare tordenvejr," sagde jeg beroligende, men hun hulkede. Jeg vuggede hende så blidt jeg kunne, langsomt faldt hun til ro. Jeg nynnede en gammel vuggevise min mor havde lært mig, om det var sangen eller min vuggen af hende ved jeg ikke, men hun faldt i søvn igen.
   Hun var syg og trængte til lægehjælp. Det var jeg ikke i tvivl om. Hun var slap og fraværende, det gjorde mig nervøs. Jeg gik over på hotellet og bad dem skaffe en læge. Han fik mit kort, skrev ned hvem jeg var.
   En time senere kom lægen. Det var en militærlæge fra den amerikanske base. Han var fløjet herud i en helikopter, og var landet på hotellets græsplæne. En ambulance var klar til at flytte patienten. Det var det helt store apparat der var sat i gang, det undskyldte jeg overfor lægen. Han undersøgte Susanne mens jeg gik udenfor. Lidt efter kom han ud til mig.
   "Jeg tager hende med. Er du hendes pårørende?.."
   "Ja, hvis det betyder hun får den bedste behandling."
   "Pårørende har ret til behandling på militærhospitalet."
   "Så er det min kommende kone," sagde jeg.
   "Tager du med derind?.."
   "Ja, det vil jeg gerne."

Susanne var meget syg. Hun havde lungebetændelse, og japansk hjernebetændelse. Det var livstruende for hende. I en uge var hun bevidstløs, svævede mellem liv og død. Jeg sad ved hendes seng hele tiden. Der var redt op til mig på den stue hvor hun lå.
   John kom.
   "Hvad fanden har du gang i Jacos. Du har sgu ingen kone. Hvem er det?.."
   "Susanne," svarede jeg træt, "jeg betaler hvis der er noget vrøvl med dig." Jeg så på ham. Han kikkede undrende på mig.
   "Du er sgu mærkelig Jacos. Hun vil slå dig ihjel, og så hjælper du hende. Hun hader dig værre end pest, og nu vil du endog betale for hende?.. Ok. Jeg blander mig ikke, jeg kan se på dig du er ved at eksplodere, det vil jeg ikke se eller høre på. Det er din kone og vi betaler for hende. Men helt ærligt, du har været min bedste ven i mange år. Hvad er der fat med dig?.. Er du varm på hende?.."
   "Nej, men jeg kan ikke bare se hende ligge der og gå til, vi har noget sammen, selvom jeg gerne ville være det foruden. Varm på hende?.. Jeg ved ikke hvad der sker med mig, der er noget ved hende jeg ikke kan forklare."
   Han så på mig, tog mig om skulderen, og sagde:
   "Min ven, Jacos, helt ærligt, så tror jeg du er ved at brænde varm på hende." Hans øjne glødede, så smilede han, med alle sine hvide tænder blottede. Han og jeg var venner, det vidste vi begge. Det venskab kunne ikke brydes, dertil kendte vi hinanden for godt. Vores venskab kunne klare alt.
   "Har du brug for hjælp så sig til, jeg skal nok hjælpe dig.. Slap af Jacos, i morgen er der atter en dag."
   Han gik, og lovede at komme igen og fortælle mig, hvad jeg skulle gøre angående hendes hospitalsindlæggelse, for at få det hele til at glide i olie.

Susanne vågnede om natten. Jeg blev vækket fordi hun var så urolig. Jeg stod op, tændte lyset og gik over til hende. Hun så på mig.
   "Hvad laver jeg her?"
   "Du er på hospitalet, du er syg.
   "Syg? Hvordan er jeg kommet herind?.."
   "De har vel fundet dig et eller andet sted, der hvor du bor. Jeg ved det ikke!"
   "Hvorfor er du her Jacos?.."
   "Jeg ville se til dig, det er det hele."
   "I undertøj?.."
   "Ja, jeg blev træt, der var en seng, så ville jeg bare.."
   Hun afbrød mig.
   "Hvorfor lyver du for mig Jacos?"
   Jeg slog ud med armene og sukkede.
   "Det ved jeg ikke."
   Jeg satte mig på min seng med hovedet i hænderne.
   "Kom hen til mig,"
   bad hun. Jeg rejste mig op og gik hen til hende.
   "Se på mig,"
   sagde hun, det gjorde jeg. Jeg orkede ikke at skændes med hende lige nu.
   "Jacos, fortæl mig hele sandheden, det skal du."
   Hun så bedende på mig, jeg kunne se hun havde det bedre, at hun ville høre hele sandheden..
   "Du var nede," begyndte jeg, "havde det ikke særligt godt. Vi skændtes som sædvanlig, du brød sammen fordi du var syg. Jeg lagde dig på min seng, hvor du sov i et døgn. Da du var uklar bad jeg en læge om at se på dig, du kom her. Hvad du fejler må du tale med lægen om. Du er ikke rask endnu, men det går fremad. Du virker normal nu, selvom jeg kan se du er svag. Du har ligget i coma i en uge, det går nok. Du er en stærk pige, du vil komme over det siger lægen.."
   "Jeg kan ikke huske vi har skændtes. Har du været her hele tiden?.."
   "Ja. En måtte jo tage sig af dig, jeg mener, ordne papirer og sådan noget. Du er på et militærhospital i Thailand, ved hovedstaden."
   Hun tænkte sig om...
   "Sig mig Jacos, hvorfor bekymrer du dig om mig?.. Du ved jeg hader dig."
   Jeg trak på skulderen og vendte hovedet bort.
   "Det er jeg ligeglad med," svarede jeg og så igen på hende. Hendes øjne var ikke fjendtlige, og for første gang så jeg en interesse for mig i dem. De var normalt vrede, hadske, eller utilnærmelige.
   "Jacos. Jeg tror der meget langt inde hos dig er et menneske. Et godt menneske. Det nager mig, at den mand jeg hader sådan er den mand der hjælper mig, er barmhjertig. Jeg er forvirret, jeg kan ikke få tingene til at passe.."
   "Det skal du ikke tage dig af, du skal se at blive rask."
   Jeg vendte ansigtet bort..
   "Du ser ikke på mig når vi taler sammen, dine øjne flakser rundt på alt muligt andet. Hvorfor?.."
   "Det ved jeg ikke."
   Jeg så direkte ind i hendes øjne, de var venlige og spørgende. Jeg slog blikket ned. Jeg var usikker.
   "Kylling!! det har jeg sagt tidligere til dig, det er du lige nu. Der er et menneske inden i dig. Det menneske har jeg ikke noget imod. Men den dræbermaskine jeg har oplevet. Den iskolde kynisme du har når du er soldat, det er den jeg af et godt hjerte hader. Du har følelser Jacos, det er godt, men du er svag når du skal vise dem. Jeg gad vide om jeg er den eneste der har set dig vige. Du undertrykker de følelser du har, det er ikke godt. Jeg er ikke den rigtige til at give dig et godt råd, men jeg gør det alligevel.. Du skulle vise dine følelser noget mere, det vil du få det bedre af. Du er ensom, du bilder dig selv ind at det kan du sagtens leve med, men det kan ingen mennesker, heller ikke dig. Du undertrykker det der er smukt, bliver en jernmand. Men jeg skylder dig noget for din venlighed"
   "Du skylder mig intet," sagde jeg og så på hende.
   "Hvad jeg har gjort for dig ville jeg gøre for alle."
   Jeg fastholdt hendes blik. Der gik lang tid hvor vi bare så på hinanden. Jeg så anelsen af et smil, det rørte mig, så jeg slog igen øjnene ned. Jeg var rasende på mig selv.. Kvindesnak og kvindelist, jeg var offer for de følelser hun trods alt havde sat i gang i mig. Kylling?.. Jo, det var jeg når jeg var i situationer som denne. Jeg var usikker på kvinder, dem havde jeg aldrig forstået rigtigt, kun muntret mig med. Susanne var anderledes, men det betød ikke jeg var interesseret, hendes vrede mod mig udelukkede alt.
   En sygeplejerske kom ind, det gav mig et velfortjent ophold i vores snak. Jeg følte mig fjoget i undertøj og satte mig på sengen. Sygeplejersken så på mig og spurgte.
   "Vågen?.."
   "Ja," svarede Susanne. "Jeg er helt frisk nu."
   Sygeplejersken smilede og vendte sig mod hende.
   "Der kommer en læge, han vil gerne tale med dig."
   Han kom efter et par minutter, hvor Susanne og jeg bare så på hinanden. De drøftede hendes situation mens jeg tog mit tøj på.
   "De snitsår du har i ansigtet, er det noget du har fået her?.."
   "Nej, det kan du spørge ham om."
   Hun pegede på mig, hendes øjne var igen vrede og hadske. Lægen kikkede på mig, jeg kunne se hvad han tænkte. Jeg sagde:..
   "Dem fik hun i Vietnam. Ikke af mig, men en Vietconer der var for tæt på, som ikke kunne lide hende."
   Jeg så bort.
   "Åh," sagde lægen. "Men de kan have været medvirkende til de sygdomme og infektioner du fik. Det var i sidste øjeblik din mand fik bragt dig herind."
   Jeg skævede til hende, hun lå med åben mund.
   "Hvad?.. Min mand?.."
   Jeg afbrød Susanne inden hun kunne komme til orde.
   "Det var nemmest på den måde, jeg beklager, Susanne. Jeg går nu."
   "Vent, det vil jeg høre mere om!"
   "Senere, jeg er sulten."
   Jeg vendte mig om. Inden jeg gik sagde hun:
   "Jacos, kom igen senere. Jeg vil slutte fred med dig!"
   Jeg nikkede og skyndte mig ud. Jeg anede overhovedet ikke hvad jeg skulle gøre eller sige til hende. Kylling havde hun kaldt mig, med rette. Overfor hende var jeg en kylling.

Jeg gik over til messen, den lå et par hundrede meter fra hospitalet. Kaserne og hospital lå på samme grund. Jeg ville have kaffe. Det var meget tidligt om morgenen, der var kun mig og kokken. Han lavede kaffe til mig.
   "Om ti minutter major, er der nybagte boller," han smilede til mig. Jeg satte mig ved et af bordene. Susanne havde fået tanker ind i mit hoved, der gjorde mig usikker. Kvindesnak, tænkte jeg, men jeg kunne ikke slippe hende. Hun havde besat mig. Kokken kom med bollerne, de var lækre, jeg spiste tre, jeg var sulten. Efter kaffen og bollerne, drev jeg lidt rundt. Ikke til noget bestemt. Jeg nikkede til dem der hilste på mig, det var alle sammen folk jeg havde gjort tjeneste med tidligere. Alle var nu på vej til deres arbejde.
   Jeg gik hen for at se om John var mødt. Det var han ikke, men hans adjudant sagde han snart ville komme, inden for den næste halve time.
   "Men sæt dig ind og vent, så vil jeg kontakte ham og sige du er her."
   Jeg vinkede afværgende med hånden.
   "Ingen besvær med mig. Lad ham komme når han kan."
   "Det kan han nu!"
   John trådte ind ad døren.
   "Jacos, jeg er glad for at se dig, men hvad bringer dig hid?.."
   "Gæt," sagde jeg og grinede.
   "Nu igen?.. Hun er vel vågnet op kan jeg forstå, så har du problemer?"
   Jeg nikkede.
   "Kvinder! dem lærer jeg aldrig at forstå. Du kan få problemer John, jeg har sagt det er min kone. Hun måbede da lægen fortalte hende, det var hendes mand der havde bragt hende ind. Men jeg betaler."
   "Stop en halv, Jacos. Jeg afgør om det er din kone eller ej, ikke en tilfældig læge, vær sikker på det. Kaffe?.."
   "Ja tak, jeg trænger til det, selvom jeg allerede har fået fire til fem kopper."
   "Du har været tidligt oppe Jacos, hvorfor?.."
   "Hun vågnede, så fortsatte vi vores had til hinanden, selvom hun ville have fred, som hun udtrykte det da jeg gik."
   "Storartet!.. Hvornår skal vi til bryllup?.. Jacos, helt ærligt. Er du ikke brændt en lille smule varm på hende?.. Jeg har aldrig set dig så langt nede, så uligevægtig som du er lige nu, er du en fare for dig selv."
   Han så på mig og smilede venligt.
   "Du skulle tage imod hendes tilbud om fred, det vil spare jer begge for meget besvær."

Vi snakkede om fremtiden og hyggede os. John var min bedste ven, han var også den eneste jeg havde. Jeg var en særling. Ensomheden søgte jeg tit, men John havde aldrig blandet sig. Han forstod jeg engang imellem ville være alene, respekterede det. Vi var begge uddannede hos Marins, og begge elitesoldater. John var mere intelligent end mig, det havde gjort ham til næstkommanderende, både i Vietnam og her. John gjorde karriere. Jeg vidste han havde mødt en sød pige, at de skulle giftes, men han ville lige vente, til hun var helt færdig som sagfører. Hun var en intelligent pige, de var et godt par, passede simpelthen sammen. Vores venskab var ægte, det var der ikke nogen der kunne ødelægge. Jeg var glad for min ven, og tænkte han nok havde ret, med hensyn til jeg havde fundet Susanne interessant. Hun plagede på en eller anden måde min samvittighed.
   John talte i telefon, jeg gik ind i det tilstødende lokale. Da han var færdig, kom han ind til mig og sagde med et blink i øjet, at Susanne gerne ville se mig, hvis det passede mig.
   "Det gør det ikke. John, det er der ikke nogen ide i.."
   "Ha!!.. Hvis ikke du ville komme, skulle jeg sige til dig du var en kylling." Han grinede, jeg var lamslået.
   "Sagde hun det?.."
   "Ja. Det var den besked jeg fik. Hvad er du så, Jacos?.. Kylling eller mandfolk?.." Han morede sig. "Jeg vil vædde," fortsatte han, "inden et år har hun dig på krogen. Jeg vil overveje at udsætte mit eget bryllup, så kan vi holde en gigant og kanon fest sammen."
   Han morede sig virkelig.
   "Hold mund! du er dum at høre på." Jeg grinede med ham.
   "Jacos, du er solgt, jeg glæder mig til det næste kapitel, fortsættelse følger," sagde han mens han var ved at flække af grin. Vi omfavnede hinanden, jeg lovede at komme tilbage og fortælle hvordan det var gået.
   "Pøj pøj," sagde han, da jeg gik.

Susanne sov, da jeg kom over på hospitalet. Jeg mødte lægen. Han forklarede hun skulle genoptrænes. De havde et center på basen, det anbefalede han. Fjorten dage her, og hun ville være klar igen.
   "Det er en god ide doktor, men du må hellere gøre dig det helt klart, jeg tror ikke hun vil. Prøv at lægge pres på hende. Hun har haft et hårdt år, hun trænger til at hvile alt det hun kan."
   "Hun er stadig svag, vi har fået bugt med hendes sygdom. Herefter er det kun at lade tiden læge de indre sår."
   Han var tilfreds med hendes tilstand, det havde reddet hendes liv, at hun kom så hurtigt under behandling, ellers var han sikker på hun ikke ville have overlevet.
   "Kom igen om et par timer, så er hun formentlig vågen," sagde han.

Jeg gik mig en tur og var tilbage tre timer senere. Susanne var vågen, hun havde det godt nu, sagde hun.
   "Tak, fordi du kom, Jacos. Jeg har virkeligt tænkt over vores fjendskab. Det må høre op. Du har reddet mit liv, det takker jeg dig for. Jeg vil gerne have vi kan enes, men jeg ved ikke hvordan. Vi er så forskellige, der må være en måde vi kan være venner på."
   "Du behøver ikke bekymre dig om mig Susanne, jeg klarer mig nok. Bare du bliver rask vil det være nok for mig. Du er en gæv pige som jeg trods alt er glad for jeg har mødt. Jeg har virkelig lært noget af dig, det er mig der takker. Er der ellers noget?.."
   Hun havde set på mig mens jeg talte. Det var umuligt at læse i hendes ansigtsudtryk hvad hun tænkte. Men nu eksploderede hun.
   "Idiot," sagde hun med en hvislen.
   "Nu er du den samme dumme, uintelligente og uduelige dræber igen. Jeg troede jeg havde gjort det klart for dig, at det ville jeg ikke se. Du er brovtende, det er for at dække over din svaghed. Jeg rækker hånden frem til forsoning, du hugger den af med dit vås om dit og dat. Tror du jeg er så dum jeg ikke har gennemskuet dig for længst?.. Jacos! der er noget ved mig der bringer dig ud af balance, hvad det er ved jeg ikke. Jeg har en anelse, det er dig der er mand, jeg synes det er på tide du opfører dig som sådan. Tag dig sammen, lad mig ikke ligge her og udgyde mine eder og forbandelser over dig, bare fordi du er så hård og så dum. Vær dog dig selv, det kan jeg leve med, ikke det du giver udtryk for, og som ikke hører hjemme i vores verden, hverken din eller min."
   Hun begravede ansigtet i hænderne, jeg kunne se hun rystede svagt. Jeg tog om hendes skulder.
   "Undskyld mig, men kvinder forstår jeg mig ikke på. Det er ikke nogen undskyldning for det jeg siger eller gør, det er bare sådan. Jeg er ikke bange for dem, men jeg er ikke sikker når jeg er sammen med dem, de gør mig forvirret. Det er det du gør, jeg ved ikke hvordan jeg skal takle det." Jeg var hudflettende ærlig, det pinte mig.
   "Undskyld Susanne, jeg ville ikke såre dig."
   Susanne så op på mig, der var tårer i hendes øjne.
   "Stakkels Jacos, hvor må du være ensom. Stakkels dig."
   Hun knugede min hånd, så på mig med et medlidende blik.
   "Hvem skal dog tage dig ud af din ensomhed?.. Hvem skal tage dig ud af din vildfarelse?.. Jeg kan mærke du er alene med dine tanker, det er ikke rart. Det har jeg ofte været når min mand var ved fronten. Mange nætter var jeg bange og utryg. Når du er her er jeg tryg, men du gør mig også rasende når du opfører dig som et fjols. Kom," sagde hun og bredte sine arme ud for at omfavne mig.
   Jeg vægrede mig, men hun fangede min arm og hev mig ind i hendes favn. Hun duftede vidunderligt, jeg var helt i vildrede med hvad jeg skulle gøre.
   "Tag det roligt," hviskede hun stille.
   "Slap helt af Jacos, jeg gør dig ikke noget, jeg giver dig kun ømhed. Det ved du ikke rigtigt hvad er, eller også har du glemt det."
   Hun knugede mig, jeg prøvede virkelig at slappe af. Hun havde magt over mig. Jeg kunne ikke forklare hvordan, men jeg var leveret når hun gjorde som nu. Jeg vred mig forsigtigt løs, hun spurgte:
   "Var de så så slemt?"
   For første gang så jeg hun smilede. Jeg var leveret.
   "Susanne," sagde jeg og så ned i gulvet.
   "Det var ikke slemt. Men jeg er ikke vant til der er nogen kvinde der krammer mig som du gør, derfor er jeg genert."
   Hun strøg mig over armen og nussede mine hænder.
   "Jacos," sagde hun og så på mig, "jeg er træt, jeg vil gerne sove lidt. Er du her når jeg vågner?.."
   "Nej, der tror jeg ikke. Du er så rask nu, at lægen vil have dig til genoptræning, så må jeg videre." Hun havde set på mig hele tiden og nikkede.
   "Tak fordi du hjalp mig. Og god tur ud i livet Jacos. Jeg tager tilbage til Vietnam, nu det hele er overstået. Måske ses vi en dag. Ha' det godt, Jacos."
   Jeg tog hendes hånd, klemte den og gik min vej.

Det var en hård omgang for mig. Jeg var helt udmattet, ville bare være mig selv, være alene, tænke over tingene. Hun var en underlig kvinde, fik mig ud af balance. Var jeg forelsket eller var det bare en drøm om en kvinde der ville dominere mig?.. Jeg måtte væk.