Hvor de dog snakkede, de gamle, sagde alligevel ingenting af betydning. Den årlige julekomsammen i pensionistforeningen, var i fuld gang i det nye plejehjems store mødesal. Borgmesteren ville, som i de tidligere år, komme forbi og holde en fin tale. Fortælle de gamle hvor glade man var ude i samfundet, for deres indsats i et aktivt arbejdsliv. Fortælle dem, de gamle, at det var deres indsats der havde skabt fundamentet for det samfund der var i dag... Snik snak, var det, uden hold i virkeligheden. En gang gas fra en dum politiker. Hun var irriteret over de overfladiske ord, den ældre dame der hed Petrea...
   Gamle Petrea sad for sig selv, og lod blikket glide ud over forsamlingen, der så småt var ved at komme på plads. Flere gange måtte hun knibe øjnene sammen, for bedre at kunne fokusere på personer. Synet var ikke hvad det havde været, og hun ville så nødig gå glip af noget som helst.
   "Enkefru Malermester Erna Madsen!" Præsenterede en af de fremmødte ældre kvinder sig selv, når nykomlinge indfandt sig, og hilste høfligt.
   Petrea græmmede sig. Den lille lusepuster til Erna, førte sig frem overfor de nye. Der var ikke de krumspring hun ikke ville gøre, for at blive bemærket. Især mændene gjorde hun sig til overfor. Hun benyttede enhver lejlighed til at mænge sig, anmassende og ubehøvlet var hun. Og så skulle de dumme mandfolk bare vide, at alle hendes tænder var kunstige. At de om natten lå i et glas vand på sengebordet. Det vidste hun fra hjemmehjælpen, det var ganske vist... >Enkefru! Malermester! Erna Madsen!< Bvadr... Den gamle hejre var sgu ikke til andet end fjas og snak. Når det kom til stykket, ville hun ikke andet med mændene, end lade dem betale for sig. Og de dumme mandfolk faldt for hendes billige parfume og dumme, platte, ord. Hun havde det hele i munden. Petrea sukkede, og lod blikket gå videre i salen.
   De mange små gaver der var fra hver enkelt folkepensionist, var snart fordelt ud over det veldækkede bord. 20 kroner, var det maksimale beløb man måtte have spenderet, på den gave der var medbragt. Hver person sin gave. Senere skulle de spille med en terning om gaverne. Den der fik en sekser, måtte tage en gave, til der ikke var flere gaver. Men kun én gave til hver person. Hvorfor pokker al den hurlumhej med terninger? Man kunne da lige så godt fordele dem alle hen ad vejen, så var det overstået.
   Petrea rystede på hovedet, sad og tænkte på sin egen gode marmelade, som hun havde lavet til julen. Hun havde nølende medbragt det ene af glassene, ville ikke ned i brugsen for at stå i kø for en gave til 20 kroner. Det var spild af tid og penge. Den opskrift marmeladen var lavet efter, havde hun selv fået af sin mor. Opskriften var gået i arv til familiens døtre i mange generationer. Se det var noget der kunne bruges, og ikke alt det bras de andre havde med, fra Netto, Brugsen, Aldi, og de supermarkeder der lå i nærheden af plejehjemmet. Petrea klarede selv sin hverdag, endnu.
   Hansen sad og plirrede med sine griseøjne, hver gang en dame gik forbi hans plads. Et dumt smil havde han om munden. Han sad lige nu og savlede over alle de nye enlige damer, der var kommet til den årlige julekomsammen. Han havde også prøvet med Petrea, men hun havde været standhaftig, havde holdt til hans mange dumme ord om sødme i alderdommen. Om hun var en nydelig dame, der kun trængte til en god og kærlig mand ved sin side. Og så havde den schuft tilbudt sig selv... Petrea havde græmmet sig, takket et stort NEJ... Gud bevares, pæn i tøjet var han da, men garanteret kun ude efter hendes penge, og så lidt sjov i sengen... Gamle gris, tænkte Petrea og så bort.
   Oluf Jensen, hendes nabo hjemme fra opgangen, ankom. Med sin lille dumme kone under armen. Se det var et mandfolk. Han var praktisk og duftede altid godt. Brugte en parfume til mænd, der altid satte Petrea i godt humør. Synd han var gift med det nul til Gitte. En lille dum gås, der ikke kunne holde rent i det lille hjem. Petrea smilede jovialt til Oluf Jensen, da de passerede hende, på vej til en af de ledige pladser ved det store bord. Og hun knejsede med hovedet, da hendes øjne mødtes med hans lille dumme gås til Gitte.

Timerne i foreningen for pensionister, var bare faret af sted, i et tempo der var svært at følge for Petrea. Til kaffen havde der været cognac og likør. Flere af mændene var allerede, efter den første cognac, blevet dumme at høre på. De havde ført sig frem på en måde, der var pinlig for Petrea. Havde brugt udtryk hun end ikke tænkte på, i deres beskrivelse af damernes attributter og popoer... Yderst pinligt. Men nogle af kvinderne havde så sandelig heller ikke holdt sig tilbage. Enkefru Marciwich, der var fra det tidligere Jugoslavien, havde helt uden blusel siddet og "gnavet" i Holger Ferdinansens ansigt. Og han havde grinet fjoget, da hun havde sagt til ham, han var dejlig. At hun gerne ville have sådan en rar og flink mand hjemme...
   Pinligt, pinligt, at de ikke kunne vente med det pjat, til de var alene. Nå, der var en årsag til Jugoslavien var kommet i fordærv, var blevet splittet af en borgerkrig. Med kvinder som fru Marciwich, forstod Petrea godt det var gået så galt.
   Nu var det tid til at komme hjemad. Besværligt kom hun på benene. Fattede sin stok, nikkede til de mennesker der havde siddet ved siden af hende.
   Den lille flinke sygeplejerske, fru Hansen, med de søde små drenge, hjalp Petrea overtøjet på. Hun klappede venligt Petrea på armen, og ønskede hende en god aften. Petrea smilede, takkede for en dejlig eftermiddag, og gik hjemad.

Engle daled' ned i skjul.
   Barnet sang det nu var Jul.
   Smuk var Edens have.
   Kristus var en gave.
   Den sprøde klang fra klaveret, i det lille hus der lå ved siden af plejehjemmet, nåede Petreas ører gennem et åbentstående vindue. Et par klare barnestemmer havde istemt den kendte julesalme: Jesus-barnets komme.
   Et par minutter stod hun og nød den fine julestemning og de klare barnestemmer, så fortsatte hun hjemover. Det skulle gøre godt at komme hjem til sig selv, til trygheden og varmen.
   Frøken Petrea Gudmundsdottir smilede atter selvtilfreds. Joh, Julen var en god tid, med glæde og søde dufte.