Mattæus fortæller
   Jeg vågnede ved at solen stak mig lige i øjnene. Det var ikke lige det jeg havde regnet med at jeg ville vågne af. Pokkers træls. Klokken var syv om morgenen. For helvede altså. Alt var pakket ned fra mit gamle værelse hos min mor, og hun var naturligvis taget hjem til sin søster. Min far og brødre ville være her om lidt og ville hjælpe mig med at komme afsted med alle tingene. Jeg tog mig til brystet og kom i tanke igen om at jeg ikke havde mit dog-tag på mere. Hurtigt rystede jeg på hovedet, og tog mit tøj på.
   Min mor havde brygget kaffe. Så var hun næsten lige taget afsted. Det ville være rart hvis hun kunne enes med min far, men det er et drømmescenarie. Næsten ti års skilsmisse har ikke gjort det nemmere. Hun havde skrevet et lille brev. Underligt alligevel, for det virkede ikke som hende. Hvorfor gjorde hun sådan noget her? På den ene side kunne jeg godt forstå hende. Men så alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om hun fandt det enten pinligt jeg bare boede hjemme hos hende, på mit gamle værelse, når jeg var hjemme fra udsendelse.Trods alt i mine 25 leveår havde jeg stort set ikke været alene overhovedet i sidste ende, ikke udover på mit værelse. Så endda også at starte midt i ens tyvere på et nyt studie, og jeg ville med garanti være en af de gamle.
   Men det var jo bare ikke nødvendigt at gøre det på den her måde.

[k]Kære Matthæus. Stort tillykke med at du flytter ud og skal stå på egne ben. Jeg er så stolt af dig. Husk at slukke for kaffen. [/k]

Min mor havde bare altid været chefen i huset og familien, lige udover bedstemor. Med de ord jeg lige har tænkt... Sikke en mors dreng jeg er. Oh well. Ingen overraskelse der må man vel sige. Min bror og far ville ankomme omkring kl. 9, så jeg havde tid til at pakke det sidste sammen fra mit skab. Det kunne jeg jo også bare hente senere. Men det her ville være nemmere.
   Måske jeg skulle ringe til min mor senere i dag, når det hele er på plads i lejligheden. Jeg tog den første slurk af kaffen og den var godt stærk. Det vakte minder fra udsendelsestiden af i Afghanistan. Ingen kaffe ville slå den der blev lavet af pigerne i Afghanistan. De hadet med garanti os mænd. Gør de fleste kvindelige militærkvinder. Hvis rygtet var sandt, var der en som sked i sine bukser fordi han drak så meget af den stærke kaffe. Det var nok løgn. Hvorfor ville han drikke så meget af en stærk kaffe, hvis han alligevel ville skide i bukserne af den? Og hvor meget er meget, hvis kaffen var så stærk? Hvorfor drak jeg den her kaffe, jeg skulle næsten ikke nå noget? Jeg kunne have sovet længere. Pis også. Den smager faktisk rimelig godt. Der er nok til en kop eller to mere. Forbandet være den her kaffemaskine. Godt jeg har en fancy en. Måske jeg ville lade være med at drikke så meget kaffe hvis jeg altid tænkte på hvor dyre de kapsler til er. Som studerende ville jeg nok ikke have råd til at til at købe kaffekapsler.

Min bror Viktor ankom med rundstykker og min far med en masse pålæg, som om vi ikke havde nok. Måske jeg kunne stjæle det med til den nye lejlighed.
   "Så... Er alt pakket?" Spurgte min far mens han tog en god slurk kaffe. Jeg nikkede imens jeg proppede min mund.
   "Det er din mor der har lavet den her kaffe. Det er lige før jeg bare burde gå ud på toilettet." Sagde min far og drak videre og tog endnu en kop.
   "Mor har lige gjort rent. Vær sød at lade være med det."
   "Så knægt, er du klar til at leve på pasta og ketchup?" Grinte min bror af mig. Jeg nikkede.
   "Jeg skal til at være voksen. Er du klar over hvor meget mor brugte på mad når jeg endelig var hjemme? Altså jeg betalte også til det. Jeg er jo ikke nærig, vel? Men fuck, jeg kan æde." Indrømmede jeg og de grinte. Gudskelov for en god opsparing.
   "Dengang vi alle boede sammen, brugte vi så mange penge på mad til jer drenge. Vi mangler lige kun Adam. Vi hamstrede jo rugbrød engang indtil jeres mor endte med at bage hver søndag næsten, fordi det var billigere end at købe rugbrød. Jeg tror hun brugte det som afslapning." Grinte min far. Det gav lidt ondt i maven. Han kunne så nemt snakke om de ting som om at de stadig var gode venner.
   Men hun var jo taget væk fordi hun netop ikke ville se ham. Jeg kunne godt forstå at han ikke ville være alene, men det med at være klar til at date så hurtigt igen var måske heller ikke smart. Men igen, jeg har aldrig rigtigt været i nogle former for forhold, så måske at jeg ikke skulle udtale mig om noget jeg ikke rigtig har erfaring med.
   "Fylder vi bare begge biler op med kasserne og så tager vi til IKEA?" Spurgte Viktor og begyndte at vaske nogle af tingene op.
   "Smart. Din mor hader når folk ikke gør rent efter sig. " Sagde min far og drak det sidste kaffe.
   "Jeg skal nok gøre det hele... Mindre klamt så mor er tilfreds. Hvis I bare begynder at fylde bilerne op. " Sagde Viktor og tog af bordet.
   "Jamen... jeg er stadig sulten." Sagde jeg.
   "Velkommen til livet på SU. Du skal vænne dig til at sulte." Han grinte og begyndte at skylle det sidste af.
   De fleste af kasserne stod allerede i stuen. Der var nogle ting tilbage på mit værelse der bare skulle i nogle kasser. Måske jeg burde få det gjort hurtigst muligt.
   "Mangler du mere?" Spurgte min far. Jeg nikkede.
   "Nogle småsager. Jeg ordner det nu." Hurtigt fik jeg tingene ned i den sidste kasse og ud i bilen og pludseligt var mit kælderværelse tomt. Væggene havde intet på sig, nogle steder kunne man se hvor billeder havde været, eller pletter efter lærertyggegummi og hvor min seng havde stået og lavet mærker i gulvet og væggen. Skabet som var blevet bygget ind i væggen var tomt også. Det var pludseligt helt underligt at stå på værelset. Jeg havde drukket min første hemmelige øl herinde og havde gemt flasken i mange år, for bagefter i en brandert at smadrer den. Mit første kys hernede og alle de gode aftener med vennerne. Min første joint også.
   Da min far startede bilen, kom jeg til at tænke på, at huset ikke længere var mit hjem. Det var lidt som at fjerne et plaster og give såret luft og nu var det egentlig fint nok. Det sank i maven og pludselig var jeg nervøs, hvilket var åndssvagt, for så langt væk var jeg jo heller ikke. Vi kunne stadig se hinanden så meget som muligt hvis hun ville, eller hvis jeg skulle hjælpe hende med noget.
   Forstæderne fløj forbi en i en stor sort og hvid klat. Trenden med at alt skulle være hvidt og tagene sorte havde i sandhed taget over. Min far nægtede at tænde for aircondition. Ingen ide om hvorfor. Det var underligt nok.
   "Så er vi her... Er det den rigtige adresse?" Spurgte han og kiggede ud. Jeg kiggede selv ud. "Jo. Den er god nok. Hvad tror du om mig?" Svarede min bror tilbage. De hakkede lidt på hinanden og jeg gik ud. Jeg havde nøglen i lommen og fandt døren jeg skulle ind ad. 7A. Tredje sal til venstre. Jeg havde en lille terrasse, hvilket var helt fantastisk. Der skulle stå en grill. Jeg havde råd til en grill. En ordentlig grill. Det er nok noget jeg skal have skaffet senere. Hvilken slags skulle jeg så have? En stor havegrill? Nej, det er for stort, jeg har en terrasse på knap fem kvadratmeter. Tror jeg. Måske jeg skulle have tjekket størrelsen. Typisk mig altså. Vi havde fået alle kasserne op, så kun de store ting manglede. Min nabos dør stod åben og jeg fik et lille glimt af en gang.
   "Ved du hvad, jeg tænker at vi smutter i IKEA lige om lidt så." Sagde min bror med et smil.
   "Pas lige på!" Jeg var ved at falde over mine egne ting da min far vrissede, men heldigvis så ingen det. Lejligheden var stor nok i sidste ende.
   "Vi ska herind.". Godt regnet ud, far. Fandeme klog. Slet ikke fordi mit navn står på døren. Kasserne stod allerede højt oppe mod den ene væg i opgangen og jeg syntes helt var flovt. Jeg tog dem hurtigt ind og lige i det jeg ville tage den ølkasse med alle forskellige sengetæpper, var jeg ved at banke hovedet ind i det som jeg tænkte måske var min nye nabo.
   "Åh, undskyld!" Udbrød hun og fik helt røde kinder. Hun måtte kigge ekstra op. Jeg kunne ikke lade være med at smile.
   "Det er mig der siger undskyld." Sagde jeg fjernede nogle af kasserne. Hun kiggede helt genert på mig. Hun så ikke ud til at være ældre end 17. Hendes hår gik lige til under skuldrene og hun havde fregner på næsen og kinderne. Hun kunne da ikke kun være 17. Måske det var højden der gjorde at jeg syntes det.
   "Vi fylder det hele herude. Jeg er din nye nabo. Mit navn er Matthæus." Hun kiggede bare stadig på mig i noget tid, sådan lidt underligt faktisk.
   "Hov... Ja, mit navn?" Spurgte hun helt forvirret.
   "Jeg hedder Bjørk." Sagde hun og stak hånden frem.
   "Øhm... Du har en stor kasse med... Noget i." Konstaterede hun og fik helt røde kinder igen. Jeg sendte hende et smil.
   "Hej Bjørk. Godt at møde dig. Jeg er din nye nabo, sagt igen." Det havde jeg allerede sagt, hvor er jeg dum. Hun nikkede og lukkede sin dør i.
   "Vi mangler lige de sidste ting. Skal vi hjælpe med at samle møblerne?" Spurgte min far.
   "Jo tak." Ærligt, hvordan helvede skulle jeg gøre det selv? Det er nok ikke ligesom at samle våben. Våben er som puslespil. Møbler, der skal værktøj til og en manual. Det er ikke altid man har skruer nok, eller så man smadrer skruerne fordi man ikke kan skrue dem rigtigt i.
   "Skal jeg bestille noget til os?" En pizza kunne satme være lækkert.
   "Det lyder godt." Sagde han og satte alle tingene ind.
   Jeg havde ikke en gang, men et køkken-alrum som det første, med den her gamle skillevæg fra halvfjerdserne. Men det så godt ud. Det var en tik-træreol som var mørk, og køkkenet var måske en femten år gammelt, men der var ny ovn og kogeplade og selvfølgelig et vindue med tilhørende vask og terrassen ved siden af komfuret. Dejligt.
   "Her er jo skønt og der er godt med plads til at vi kan komme forbi og besøge dig også." Sagde min bror med et smil. For enden ad gangen var badeværelset, og det stod helt skarpt og til højre for mig var stuen og en glasdør som jeg tænkte måtte føre ind til mit soveværelse.
   Jeg fik alle kasserne med bøgerne og studiebøgerne ind. Der var kun to kasser egentlig, og det var ikke engang meget. Så var der selvfølgelig kasserne med dyne og puder og tæpperne. De vejede ikke så meget og sjovt nok var det min far som tog dem. Jeg kunne tage alle de tunge køkkenting. Mange tak, far.

Da jeg havde fået seng, sofa, sofabord og spisebord på plads og det hele stadig var noget tomt, så tog de afsted efter de havde spist og jeg følte mig så træt. Måske jeg skulle få mig en plante? Det ville pynte herinde lidt og så ville jeg også kunne finde ud af om jeg kunne holde sådan en i live.
   Pizzabakkerne skulle ud og jeg skulle gøre rent. Jeg manglede toiletpapir og jeg manglede en del ting. Måske jeg kunne købe en toiletrulle af hende min nabo? Af hvad jeg så i hendes lejlighed så var den meget nydelig og så ud til at være rimelig meget på plads. Jeg rejste mig op og åbnede døren op og bankede på ved min nabo. Hurtigt kiggede jeg på skiltet og kunne se der stod 'Bjørk'. Ej, shit, det havde jeg helt glemt. Hun åbnede døren og jeg huskede at kigge ned og smile.
   "Hej... jeg fyldte det hele her i formiddags og i eftermiddags og larmede nok lidt. Men øhm... jeg vil høre om jeg måtte købe en toiletrulle af dig, det er lidt fjollet, det ved jeg godt." Grinte jeg.
   "Jamen du kan bare få en. Men lige et øjeblik. Jeg har rodfrugter i ovnen. Hun havde en rød sommerkjole på og forklæde på med en to små lommer i. Hun havde også sat sit hår op i en knold. Hun mindede faktisk helt om en der havde været med i Badehotellet.
   Jeg kunne høre hun åbnede sin ovn og straks kunne jeg dufte hjemmebag og rodfrugter, med en masse krydderier. Jeg blev helt sulten igen.
   "Sådan. Jeg kommer nu." Hun lukkede ovnen igen og kom futtende ud og så ind på sit badeværelse.
   "Så, har du købt din lejlighed også?" Spurgte hun. Jeg nikkede.
   "Jeg købte den mens jeg var udsendt og skulle lige hjem og pakke alt og så herud. Men jeg tog lidt ferie først. Det hastede jo ikke rigtigt. Der er jo stadig tid til at studiet begynder. " Sagde jeg så.
   "Ej, det er da sejt nok. Hvad skal du læse? Kan det bindes til militæret" Spurgte hun og nulrede med sine fingre.
   "Jeg skal læse arktiske studier. Så tænker jeg at tage noget biologi eller geologi som kandidat, så det kan ikke helt bindes til rigtigt. Men måske lidt har det givet inspiration. Hvad med dig?" Spurgte jeg så.
   "Jeg skal læse antropologi og finde ud af hvad jeg vil bagefter. Jeg tænker at arbejde indenfor det offentlige med det, sådan indenfor politiet måske. Men... Er du ellers glad for din lejlighed? Det er lidt rart med en billigere lejlighed, ville jeg sige tidligere... Du ved sådan før... Men mine forældre har købt den. Du er fra Sjælland, ikke?" Spurgte hun. Jeg nikkede.
   "Jeg er fra Hellerup. Hvor er du fra? Du snakker meget rigsdansk." Spurgte jeg.
   "Jeg er fra Ribe." Fortalte hun.
   "Nå da. Så kan du vel fortælle en masse om vikinger og tyskere måske?" Spurgte jeg.
   "Slet ikke. Jeg arbejdede på en cafe. Men øhm... jeg skal ind og spise nu. Hvis det er, så kan du bare spørge om hjælp, hvis det er nødvendigt. Jeg kan bare ikke bruge værktøj. Så noget mere husmoragtigt kan jeg nok godt hjælpe med."
   "Jo, selvfølgelig. Tak for toiletpapiret. Det må jeg give en øl tilbage på."
   "Jeg drikker ikke rigtig øl. Men tak. Sig til hvis du har en god rom tho. Vi ses." Hun lukkede døren i, men alt jeg kunne tænke på, var at hun sagde 'god rom'. Hvad mente hun med det? Var hun en rom-elsker måske? Det var jo perfekt. Måske hun kunne fortælle om lidt af hvert hun har smagt, som jeg måske ikke har smagt. Vi kunne sammenligne rom også.
   Jeg kunne dele min viden om rom og måske lære mere. Jeg satte papiret ud på toilettet og fik åbnet op for terrassen og nød synet. Solen var på vej ned over Hersted Øster og man kunne se folk grille i baggrunden, fuglene synge og hvis jeg ikke tog helt fejl, kunne jeg også dufte andres grillmad endnu.
   Lyden af Kim Larsen afbrød det lidt, men gjorde det kun bedre alligevel. Jeg kiggede til min venstre side og så at det var Bjørk der afspillede hans sange. Hun havde et fint cafesæt på terrassen og en masse planter. Hun havde sat det hele ud og havde ikke opdaget jeg kiggede endnu. Hun satte sig udenfor med nogle solbriller og en tyk gammel bog og aftensmaden. Den så virkelig gammel ud. Sådan mindst hundrede år gammel.
   Hun var egentlig rimelig sød at se på. Hun havde langt bølget hår og så da ud til at have nogle flotte kurver. Så var der jo også fregnerne på kinderne og næsen.
   Så kiggede hun op og jeg måtte skynde mig at kigge væk.
   "God aften. Keder du dig?" Spurgte hun. Jeg blev helt flov.
   "Øh. Ja. Det øhm... jeg er meget træt og det sgu egentlig rart at du har god smag i musik." Sagde jeg. Hun sendte mig et smil og tog sine briller af. Hun havde helt mørkebrune øjne, sådan mørk chokolade brune øjne og så det her lange bløde hår. Hendes briller var de her retro-briller. De havde guldringe om glasset og havde marmor stel. Håret var bølget og tykt.
   "Du øhm, er du sulten?" Spurgte hun med et smil.
   "Ja, måske lidt, men jeg har allerede spist en pizza. " De der rodfrugter så altså rimelig godt ud.
   "Godt du er så høj. Jeg finder en lille tallerken. Man må godt spise lidt ekstra." Hun rejste sig op og sangen skiftede til 'Papirs klip'. Hun kom ud med de her ovnbagte rodfrugter.
   "De var i en marinade først. Er du selv glad for at lave mad?" Spurgte hun og rakte det over. Jeg rejste mig og fik fat på tallerkenen.
   "Hov, du skal da have en gaffel!"
   "Nej! Det er fint! Jeg tager bare med fingrene, eller med de gafler der er i mit køkken." Fortalte jeg, men kunne dufte det så meget, så jeg tog det med fingrene. Hun grinte af mig og lukkede sin bog i.
   "Hvad øhm, hvad er det for en bog?" Spurgte jeg og proppede mit fjæs foran hende med maden. Hvorfor smagte det så godt det her? Jeg tror jeg tabte nogle af mine kromosomer på gulvet. Fordi mit ene øje fungerede nærmest ikke, som en refleks vibrerede øjet helt ude af kontrol.
   "Så du kan godt lide mad, kan jeg konstatere." Jeg nikkede.
   "Oh yeah. At have været i Hæren og været udsendt forskellige steder gør kvalitet af mad bliver sænket. Så god mad er noget jeg sætter pris på. Ikke buffet mad. Så jeg bliver sådan hidsig når mine venner vil at vi tager ud og spiser buffet." Fortalte jeg.
   "Altså... Nu skal vi vel begge til at være studerende, så det kan jo være at du er nødt til at lære det." Sagde hun og spiste sin egen mad. Hun havde nogle korte pæne farverige negle.
   "Det må jeg jo. Men så er jeg jo også glad for at lave mad selv. Jeg holder af det italienske køkken. Altså du ved, en masse forskellige pastaretter, med andet end ketchup og ost. Men så er der også andre retter derfra som er gode jeg kan lave." Fortalte jeg.
   "Hvilke?"
   "Jeg er vild med lasagne. Faktisk også sådan en godt krydret lasagne. En af mine veninder laver lasagne hvor hun koger en form for krydderi blanding og fløde, og det skal så stå en hel dag hvis det er det kan. Men det er ikke rigtig fløde hun bruger. Hun bruger sådan en vegansk fløde som binder det hele bedre. Altså det er en virkelig god lasagne."
   "Så min nye nabo kan lave lasagne?" Spurgte hun og spiste det sidste færdigt. Jeg nikkede.
   "Tak for rodfrugt. Vil du ikke lige have din tallerken tilbage?" Jeg rakkede den over til hende og hun måtte stå på tæer for at nå. Hun havde lavet det her lille hop, som jeg selv kendte fra min veninder.
   Jeg grinte lidt.
   "Jeg tror vi skal finde en anden løsning end det der." Sagde jeg.
   "Måske vi skulle finde sådan en planke fra Bauhaus. Så kan vi lave sådan en fællesplade."
   "Det kunne være lækkert. Specielt her om sommeren." Sagde jeg. Hun nikkede.
   "Nå, jeg skal ind og gøre rent. Du må have en god aften og sove godt. Godnat." Sagde hun og rejste sig op.