Næste dag var jeg den første der var vågen. Det undrede mig. Jeg klædte mig på, og gik ind i stuen. Der var stille i hele huset.
   Jeg gik ud til hestene, de græssede på engen. Hvilken dejlig morgen. Solen skinnede, jeg besluttede mig for at gå en tur ned til elven, måske tage et bad.
   Hestene fulgte mig, da jeg gik ned imod vandet. Mon sådan et par dyr skulle have noget at æde? Jeg havde set dem give foder til hestene dagen i forvejen, men jeg måtte hellere lade være. Hvad vidste jeg egentlig om at leve sammen med dyr? Jægeren havde haft ret, da han sagde jeg var et stenbrobarn, det var det han sagde, et stenbrobarn. Jeg ville bestræbe mig på ikke at gå i vejen, og lære så meget jeg kunne, i den tid jeg var her. Jeg ville se mig omkring.
   Søen var stor, måske en kilometer lang, og nok det halve bred. Til højre for mig løb en elv ud i den, her var utroligt smukt. Jeg krøb ind under hegnet, jeg ville tilbage til elven. Den løb roligt ind i søen, var vel 30 meter bred, dybden på den og søen vidste jeg ikke noget om. Jeg mærkede på vandet, det var koldt, men alligevel, jeg ville prøve.
   Hurtigt trak jeg alt tøjet af, og vadede ud i det kolde vand. Det var iskoldt, men dejligt forfriskende. Jeg tog en svømmetur og opdagede, når bare jeg havde været i et par minutter, var det ikke allerværst.
   Inde i mig jublede det, jeg sprudlede af glæde. Her ude i naturen, alene, kunne jeg godt synge. Jeg skrålede af fuld hals et par sange af Kim Larsen, Lene Siel blev det også til, selvom jeg ikke helt kunne huske teksten.
   Glad vadede jeg i land, forfrisket og parat til at møde den nye dag. Jeg havde læst en gang man kunne løbe sig tør. Det prøvede jeg, dog uden den store succes, men dejligt var det. Glad tog jeg mit tøj på, og begav mig op mod huset. Jeg ville prøve at overraske dem med lidt morgenmad.

Da jeg kom ind i huset var de allerede oppe. Riza havde lavet en dejlig omelet, hvor hun så havde æggene fra. Et nybagt brød stod på bordet, jeg måtte have været længe væk. Jeg hilste dem god morgen, lige så muntert jeg kunne. De nikkede begge og smilede.
   "Nå," sagde Riza.
   "Det er helt dejligt at se dig være glad. Hvorfor så tidligt oppe?"
   "Det ved jeg ikke, Riza. Da jeg vågnede var jeg helt frisk og udhvilet, det må være den te du serverede for mig i nat, der har virket. Jeg tog mig også et bad i elven, dejligt, men lidt koldt. I bor vel nok vidunderligt her ude." Jeg kunne se min overstadighed glædede dem. Riza sagde:
   "Det er ikke så ofte vi har så meget liv her i huset, men det glæder os du har det godt, jeg håber du føler dig hjemme... Kom nu og spis. Maden her er ikke så almindelig for dig, men du må vænne dig til den."
   Jeg satte mig, hun havde ret. Det nye brød var indbagt med fisk, noget jeg aldrig før havde smagt. Det var faktisk lækkert. Sammen med omeletten smagte det godt, og at vænne mig til det? Det var noget jeg lovede mig selv, at det ville jeg. De skulle ikke få det indtryk, at jeg var kræsen.
   "Riza! Hvor får i æg fra?" Hun smilede over mit spørgsmål.
   "Jo, ser du, et stykke vej herfra er der en landevej. Der ligger der en bog i en kasse, i den skriver jeg hvad jeg har brug for. Så tager posten den med til købmanden. Enten samme dag, eller næste dag, lægger købmanden eller posten varerne i kassen ved vejen, så kan Jæger og jeg hente dem. Her oppe, samarbejder vi alle om at få tingene til at fungere, på tværs af hvad der er normalt i byerne.
   Regningen betales af banken, hvor vi også har lidt penge. Som du ser, selvom vi bor langt ude på landet og dybt inde i skoven, er det nemt at få proviant. Og endelig er der så telefonen og en fax, men de bliver kun brugt, når de kongelige skal på jagt. Vi er ikke så primitive som du måske umiddelbart går og tror." Det sidste sagde hun med et lille smil.
   Da vi var færdige med morgenmaden, spurgte jeg om, hvad vi så skulle foretage os, jeg ville gerne hjælpe til uden at gå i vejen.
   Det meste af dagen hjalp jeg Riza. Vi gjorde rent, vaskede tøj, bagte brød og ryddede op hvor det behøvedes, det var dejligt at gå sammen med hende. Hun vidste så meget, alt gik som en leg for hende.
   Alt kunne hun lave, det havde hun lært af sin mor, og sådan gjorde man stadig hos Samerne. Jægeren var ude for sig selv, for som Riza sagde, så gik han ikke os i vejen. Sent på eftermiddagen var han tilbage, han havde jaget og fisket. Han var redet på den ene af hestene, så kunne han komme længere omkring. Det var blevet til et par fugle og fem fisk. Han havde ordnet både fugle og fisk.
   Det gjorde han altid, sagde Riza. Han klarede altid det grove, var meget hjælpsom og omgængelig. Jeg vidste de holdt meget af hinanden, det lyste ud af dem, når de så på hinanden. Den måde de talte sammen på, var varm og kærlig.
   Nu hvor han kom tilbage, omfavnede de hinanden og smilte disse varme smil. Jeg følte mig som en belurer, genert og kejtet.

"Så er der te!" sagde jeg.
   "Jeg håber den er god nok, jeg ved heller ikke om det er den i plejer at få om eftermiddagen, men den kan vel drikkes."
   De smilede begge, og satte sig ved bordet.
   "Den er god!" sagde Jægeren.
   "Du kan begynde her den første, men uden løn." Han grinede højt.
   "Det kunne du lide!" Sagde Riza.
   "At hundse rundt med to kvinder? Nej du kan tro nej, det er ikke noget pensionat, du må selv yde noget, Jæger."
   Vi lo alle, der var en god og varm stemning.
   "Har jeg for resten fortalt jer, i er nogle dejlige mennesker? At jeg på en eller anden måde føler vi er en slags familie? Det er ikke fordi jeg vil trænge mig på, men den måde i har modtaget mig på, er mere end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig. Jeg håber sandelig i også kan få noget ud af mit besøg."
   Måske lød det dumt, det jeg sagde, men det var hvad jeg mente, allerede nu havde de givet mig så meget. De smilede begge.
   "Tak for de søde ord!" Sagde Riza.
   "Vi synes begge det er rart du er her."

Mens Jægeren sørgede for hestene, hjalp jeg Riza med at lave mad, jeg havde aldrig prøvet at lave vildt før, men med Riza som vejleder gik det helt fint, der var en duft af den anden verden. Jeg ville ønske alle ville få lov til at lave så god mad derhjemme, jeg lovede mig selv, jeg ville prøve på det, når jeg engang kom hjem.
   Vi satte os til bords. Maden smagte himmelsk. Riza var dygtig til at lave mad, Jægeren kommenterede det også, han roste hende som en ren kunstner på det område, men hun havde også haft en god læremester i sin mor, sagde han drillende.
   Det var lykkedes hende, at lære Jægeren at lave noget der kunne spises, kommenterede Riza sin mands bemærkninger. Et kunststykke mente han, men han havde ret, godt smagte det i hvert fald. Vi drak vand til, for som jægeren sagde:
   "Man bliver hverken tosset i hovedet eller dum at høre på."
   Jeg vidste egentlig godt hvad han mente, men havde faktisk ikke skænket det en tanke. Jeg kunne dog ikke lade være med at lege med den tanke, at det ville smage måske endnu bedre med en god flaske vin til, men det sagde jeg ikke noget om.
   Jeg var spændt på, nu da vi havde vasket op og ryddet af bordet, om det var muligt at få Jægeren til at fortsætte sin historie. Bare jeg ikke havde skræmt dem ved at tage sådan på vej.
   Da vi var godt i gang med teen, spurgte jeg frejdigt:
   "Jæger, må jeg høre mere om dit liv? Jeg lover, jeg nok skal prøve ikke at tage sådan på vej som i går. Jeg ved det er grufulde ting du har oplevet, men jeg var ikke forberedt på det var så voldsomt, det mener jeg, jeg er nu." Riza afbrød mig.
   "Det er hvad du mener, Lisa, men du må ikke tro vi er bekymrede for du ikke vil kunne klare det. Det ville bekymre mig mere, hvis du ikke reagerede som du gjorde, og du må ikke skamme dig over det, vi forstår dig godt. Det kan virke overvældende...
   Men du må lære at sige til, og ikke skamme dig. Du vil gerne høre mere, men det bliver på de betingelser som her er nævnt, det ved jeg du forstår. Så må du love os altid at være helt ærlig, det ved jeg du hidtil har været, men du må selv sige stop, hvis det bliver for meget for dig. Er du enig med os i det?"
   Jeg vidste hun havde ret, og lovede at sige til, hvis der var noget jeg ikke kunne klare. Hvor var det fine mennesker. Jeg holdt allerede meget af dem, ord er umulige til at udtrykke de følelser, de satte i gang i mig. Jeg spurgte:
   "Jæger, er det i orden jeg beder dig om at fortsætte?"
   Han så på mig. Hvis jeg ikke havde vidst han godt kunne lide mig, og hvis ikke Riza havde siddet ved siden af mig, var jeg blevet bange, for det blik han sendte mig. Det var gennemtrængende, det kunne fryse selv solen til en isklump, men det var ikke fjendtligt, nærmere undersøgende, men bange blev jeg.
   Et kort øjeblik mente jeg at se en smerte, men snart så hans øjne igen venlige ud. Det var skræmmende så meget denne mand kunne udtrykke med sine øjne.
   "Du vil høre mere!" sagde han stille, "nuvel, så lad os da begynde."
   Han sukkede dybt, og begyndte:...