Da Sorte Jærv og Lille Due den næste dag kom tilbage til lejren, var der nærmest oprør, det var tydeligt at deres fravær var årsag til den forvirring, der nu herskede blandt beboerne. I små grupper talte kvinder og mænd med hinanden.
   Lille Due gav Sorte Jærvs hånd et fortroligt klem, så på ham med øjne, der fortalte om en stor og varm kærlighed, der ville følge ham i den forestående kamp, som de begge vidste var uundgåelig.
   Hun skyndte sig til sin fars telt, vel vidende hun ville få problemer, over sin forsvinden ned til Den hellige Eng med Sorte Jærv.
   Hjorteløber spærrede vejen for Sorte Jærv, kastede den lange og hellige lanse for hans fødder, der betød han udfordrede ham til døden.
   Sorte Jærv så på Hjorteløber, hvis blik var vredt, men også fast. Han tog den hellige lanse op, så på Hjorteløber igen og sagde, at han modtog udfordringen, ville kæmpe for den kvinde han elskede.
   Den gamle Shaman løftede sin stav med de mange farvede strimler af malede huder, og bestemte de skulle kæmpe når solen stod højest på himlen.
   Høvdingen, Gule Vinges vrede ansigt, var vendt mod Sorte Jærv. Hans øjne var hadske. Sorte Jærv og Lille Due havde med deres gerning vanæret stammen og deres familier.
   Han ville have hævn, ville se Sorte Jærv dø langsomt for Hjorteløbers stærkere kræfter, ville se ham lide, for til sidst at blive båret ud på sletten, hvor han ville blive fugls og ulvs føde.
   Han ville ikke være værdig at blive stedt til hvile, på de gamles hellige begravelsesplads ved bjergenes fod. Ej heller skulle han hvile med de tapre krigere, der var faldet i kamp for stammens ære.

Sorte Jærv sad for sig selv bag forældrenes tipi, og gjorde sig klar til at kæmpe mod Hjorteløber. Han vidste at kampen ville blive hård, men håbede på Ånderne ville være ham venligt stemt. Ville gøre ham til mand i den kamp på liv og død, som han ikke kunne undslå sig for nu, uden at skulle forlade stammen med skam, og være udstødt for evigt af fællesskabet.
   Han tænkte på Lille Due, så for sig hendes trygge og stolte smil til ham, da han samlede lansen op og vidste, at hvad der end skete, ville hun altid elske ham.
   Han måtte ikke svigte hendes kærlighed, ikke svigte det løfte de havde givet hinanden, med Åndernes velsignelse på den hellige eng.
   Hans mor havde sat skåle med farver frem til ham, som han skulle bruge til at male sit ansigt og sin krop med, de farver der i mange generationer havde været hans families farver, når mændene drog i krig.
   Han ville gøre alt, for ikke at give dem sorg over hans unge kærlighed til Lille Due.
   Tabte han kampen, vidste han, at familien ville være vanæret, ydmyget, ville miste troværdighed, ære og magt i stammen.
   Hans far var på sletten, for at holde et vågent øje med den hvide mand i det blå tøj.
   Den gamle Medicinkvinde rev ham brat ud af hans tanker. Hun satte sig foran ham, så på ham med varme, men mørke øjne. Sagde at hun ville give ham en drik, der ville gøre ham stærk.
   Nattens oplevelser med den kvinde han elskede, havde gjort ham sårbar. Det ville hun hjælpe ham med at jage bort.
   Hun rakte ham et krus. Langsomt satte han det til sine læber, mens han fastholdt den gamle medicinkvindes blik.
   Drikken var bitter, ram og tyk. Han måtte opbyde al styrke, for ikke at kaste den op igen, efterhånden som han sank den, mundfuld for mundfuld.
   Den gamle Medicinkvindes øjne glødede, hendes mund smilede, da han rakte hende det tomme krus, og takkede for hendes omsorg. Hun rejste sig, så en sidste gang på ham, og forsvandt bag de andre tipier.
   Længe sad han og mediterede, bad Ånderne være ham venligt stemt, bad dem vise ham, hvor han skulle sætte sin fod, for at være dem værdig. Han bad dem passe på den kvinde, de havde givet til ham sidste nat, og takkede dem for den kærlighed, de havde vist dem begge.
   Hans lille søster, Blide Vind, rev ham ud af de drømmende tanker, sagde at solen nu stod højt på himlen, at pladsen var klar, og at man kun ventede på ham.
   Langsomt rejste han sig, tog det spyd han ville kæmpe med, og satte kniven i bæltet.
   Hans ben føltes stive, men som han gik mod pladsen for den forestående kamp på liv og død, rankede han sig, rejste hovedet og så fast frem for sig.
   På den forberedte kampplads, var alle stammens mænd samlede, langs de linier og streger der var tegnet på jorden.
   Alle så på ham. Kun den gamle Shaman, hans onkel, gik over til den side der var udvalgt til at være hans.
   Gule Vinge så hadsk på ham, spurgte om han var klar til at møde sin skæbne.
   Sorte Jærv rankede sig endnu mere, så fast på Gule Vinge og svarede, at han var klar.
   Gule Vinge løftede den hellige lanse, svingede den tre gange over hovedet, og plantede den mellem de to krigere, der skulle kæmpe til døden. Han gik langsomt rundt om dem begge, mens han mumlede fremmede, besværgende ord.
   Tre gange gik han rundt om dem, så tog han lansen, kastede den mod jorden mellem de to krigere, og trak sig tilbage mod Hjorteløbers halvdel af pladsen.
   Den gamle Shaman løftede bydende sine arme. Alle tav, så på ham. Hans øjne lynede.
   Vredt sagde han, at Gule Vinge havde vanæret lansen, ved at kaste den på jorden. At det var et dårligt tegn fra Ånderne, og at høvdingen tog parti for Hjorteløber ved at kaste lansen.
   Han befalede høvdingen at fjerne lansen og ære dens magt, dens hellighed, befalede ham at bringe den udenfor kamppladsen, og derefter give den til ham.
   Gule Vinge så på den gamle Shaman, hvis øjne var sorte af vrede mod ham. Han krympede sig under Shamanens vrede blik, og samlede skyndsomt lansen op, gik til den gamle Shaman og rakte den til ham, mens han skamfuldt så bort. Kampen kunne begynde.

Begge krigere nærmede sig forsigtigt hinanden, deres øjne læste den andens bevægelser til mindste detalje.
   Hjorteløber havde valgt en krigstomahawk og en kniv som sine våben. Sorte Jærv en kniv og sit spyd, der var en gave fra hans far, dengang han var blevet indviet til mand for et år siden.
   I minutter så de ind i hinandens øjne, så angreb Hjorteløber pludseligt og voldsomt. Hans tomahawk kløvede luften, tæt forbi det spyd Sorte Jærv holdt om med begge sine hænder.
   Sorte Jærv sænkede på en brøkdel af et sekund spyddet, netop så meget at tomahawken ikke ramte og knuste spidsen på hans våben. Så trådte han et langt skridt frem, strakte sine arme og plantede spyddet i højre skulder på sin modstander. Hjorteløber udstødte et brøl af smerte, da spyddet trængte gennem hans skulder og ud på den anden side. Tomahawken havde han tabt, kniven også.
   Med et hårdt ryk trak Sorte Jærv spyddet tilbage, så på den faldende modstanders blødende og gennemborede krop, der langsomt sank sammen foran ham.
   Hjorteløber væltede om på ryggen, smerten i hans øjne, angsten, lyste fra dem. Sorte Jærv sigtede mod hans ansigt, klar til at gøre en ende på Hjorteløbers lidelser.
   Så så han rundt på mændene. Deres ansigter var som sten, men alles øjne udtrykte forbavselse over den korte kamp, og over det udfald der nu stod klart for enhver.
   I et sekund så han på Gule Vinge, så dennes rædsel over den uventede udgang på kampen.
   Hans blik søgte Shamanens, der stod med den hellige lanse løftet højt over sit hoved.
   Shamanen nikkede og sænkede langsomt lansen, som tegn på Sorte Jærv kunne fuldføre sin sejr over Hjorteløber.
   Sorte Jærv hævede spyddet, mumlede en stille bøn som tak til Ånderne, og sigtede mod Hjorteløbers strube.