Det var en kold vinter, og netop nu efter nytår var det særlig slemt. Anita kæmpede hårdt for at komme igennem den bidende frost, da hun skulle på arbejde. Det var jo kun en kort gåtur, men i dette vejr føltes den lang.
   Hun havde adskillige gange været tilhører til formandens skænderier. Mange kom og råbte ad ham, at han nu måtte han se at få noget gjort ved den fjernvarme, der ikke kunne lave ordentlig varme på de øverste etager. Gennem muren kunne hun høre adskillige stemmer, der råbte ad ham med spørgsmålet om, hvorfor han ikke havde gjort noget ved det i løbet af sommeren, så sagen var i orden til fyringssæsonen og hans standardsvar var, at han brugte tyve timer om ugen på arbejdet som formand og de måtte købe en ovn, hvis det blev for slemt.
   Hun undrede sig også over, hvorfor han ikke gjorde noget ved det. Al hans snak om at få lejlighederne til at stige i værdi og så kunne han ikke gøre noget for at få varmeanlægget gjort helt i orden.
   Hun tænkte engang på Ava og Martin, det var første vinter de skulle bo på den fjerde sal, som de havde fået. Hvordan mon de klarede det i kulden? Så var der deres nabo, en ældre mand, der virkelig skrantede for alvor. Stakkels mand, hviskede hun stille for sig selv. Hvordan kunne han holde ud at leve i en lejlighed, hvor frosten krøb ind under huden?
   Hun havde tidligt fri, så hun ville besøge Avas galleri på hjemvejen. Hun havde længe tænkt på det, men i dag ville hun tage sig sammen til det. Hun vidste, at Ava ville blive glad for det.
   Hun kom til at tænke på den hyggelige eftermiddag mellem jul og nytår. Hun havde fået en snak med moren fra baghuset, Marianne, og hendes to piger. Hun havde inviteret hende ind til æbleskiver. Det var en skøn eftermiddag, de varme æbleskiver var en kontrast til kulden udenfor. De to piger var noget livlige, så Anita havde flere gange leet af dem. Det lignede julen som man sang om den.
   Marianne og hendes mand Jens var heller ikke tilfredse med bestyrelsen og især ikke formanden, kunne hun høre på nogle af de ting de kom med.
   Hendes far havde selvfølgelig kommet med en gardinprædiken om, at de ikke skulle mænge sig med folk i huset, for de var jo i København med alt hvad det indebar. Hun havde hørt det så mange gange, at det var begyndt at prelle af på hende.
   Men nu nåede hun frem til supermarkedet og kom ind i baglokalet, hvor det summede af snakken. Hun fik efterhånden varmen. Der blev lige lidt tid til lidt kaffe, og så måtte hun til at fylde hylder op. Det var endnu en lang triviel dag, men selv om den føltes lang, så gik den dog til ende, og så gik hun rask afsted med hjemgaden.
   Da hun nærmede sig Avas galleri, følte hun en blanding af nervøsitet og spænding. Hun havde aldrig været i et galleri før, og tanken om at skulle udforske noget helt nyt uden for hendes sædvanlige rutiner var både skræmmende og befriende.
   Ava stod ved indgangen, da Anita ankom. Hun smilede varmt, da hun så hende.
   "Anita, hvor er det dejligt at se dig," sagde hun og gav hende et kram. "Kom indenfor, jeg vil vise dig rundt."
   Anita fulgte Ava ind i det lille galleri. Væggene var dækket med farverige malerier, og der var en duft af olie og terpentin i luften. Hun kunne mærke Avas passion i hvert eneste værk. Det var som om, hvert billede fortalte en historie fra en anden verden.
   "Det her er fantastisk," sagde Anita og stoppede foran et maleri af en frodig junglescene. "Jeg vidste ikke, at du kunne male sådan."
   "Tak," sagde Ava og smilede. "Jeg har altid elsket at male. Det er en måde for mig at udtrykke alt det, jeg føler og ser i verden."
   De tilbragte den næste time med at tale om kunst, musik og livet. Ava viste Anita nogle af hendes mindre kendte værker og forklarede teknikkerne bag dem. Anita følte sig mere og mere hjemme i det lille atelier, som om hun endelig havde fundet et sted, hvor hun kunne være sig selv.
   På et tidspunkt satte de sig ned for at få noget varmt at drikke. Det var tiltrængt i dette vejr.
   "Har I også problemer med varme hos jer?" sagde Anita.
   "Ja, og jeg kan forstå på min nabo, at problemet var der sidste vinter, hvor vi ikke var flyttet ind endnu, så jeg kan ikke fatte, at bestyrelsen ikke har gjort noget ved det inden det blev vinter igen."
   "Det er også svært at forstå, og hold da op, den ene væg i mit værelse er op til formandens lejlighed, så jeg kan høre nogle af de arrogante svar han giver dem, der kommer for at klage."
   "Ja, jeg var også nede og gøre vrøvl på et tidspunkt, men det er håbløst."
   "Brasilianernes nabo er i bestyrelsen og han er efter hvad de siger i opposition og kæmper imod den måde, som de kører det på, så prøv at snakke med ham."
   "Det undrer mig, hver gang man får en udmelding fra bestyrelsen om hvad de har vedtaget, så står der næsten altid enstemmigt vedtaget."
   "Jeg tror det er løgn i de fleste af tilfældene, Jens og Marianne ovre i baghuset siger også, at Jørgen, som han hedder, kæmper en hård kamp."
   "Det må ikke være sjovt."
   "Kunne vi mon ikke få væltet den bestyrelse?"
   Ava tænkte lidt. "Jeg har indtryk af, at mange i huset er konfliktsky, og dem kan vi ikke rigtig få med på det. Det er mest os, der mærker konsekvenserne af deres måde at gøre det på, der er utilfredse."
   Anita nikkede. "Det er jo nok det, og så har de jo desværre også tilhængere, min far med skam at melde."
   Ava nikkede. "Ja, det har du jo fortalt."
   "Jeg ville sådan ønske, at jeg havde min egen lejlighed i huset, så jeg kunne stemme ved generalforsamlingerne, ja, og give min mening til kende."
   Ava rejste sig og lagde begge armene om hende og trykkede hende tæt ind til sig. "Jeg kan godt se, at du er i en vanskelig situation, og jeg tror også flere i huset godt ved, at du ikke deler hans opfattelser."
   "Det er bare så pinligt nogle gange, når nogen hilser på ham og han så bare grynter til svar, og når han skændes med dem om latterlige ting."
   "Det er pinligt for ham, ikke for dig, og jeg håber også du ved, at vi nu er flere i huset, der er villige til at hjælpe dig, hvis der er noget."
   "Jeg ved det, tak, I er søde, det mener jeg virkelig." Hun måtte kæmpe for at sige det, fordi gråden pressede sig på. Ava strøg hende blidt over håret.
   "Vi burde kunne gøre noget for at få afsat dem."
   Anita blev efterhånden rolig og følte sig til sin overraskelse godt tilpas.
   "Der skal bare være nok, der er enige om det."
   "Jo flere formanden svarer uforskammet på en forespørgsel, des mere vil han grave sin grav, det tror jeg, det vil så ikke ske i løbet af få dage, men det skal nok komme. For hver gang han kommer med et arrogant svar til dem, der henvender sig til ham, så skal han nok tabe terræn"
   I det samme kunne Anita høre lyden af klokken, der ringede når nogen gik ind i galleriet. Anita vendte sig halvt om og så ud i de forreste lokale. Det var Martin med sin skoletaske. Han kendte tydeligt vejen til baglokalet og kom spænende ind.
   "Hej, Anita," sagde han med et lysende smil, hvorpå han løb hen og krammede hende så godt han kunne fra sin lille størrelse. Dernæst løb han hen og krammede sin mor. Anita syntes virkelig, at der var en stor forskel på denne Martin og den forskræmte dreng hun havde stødt ind i første gang hun mødte ham. Hans mor stillede et glas saftevand foran ham.
   "Så gik endnu en skoledag til ende," sagde Ava med et smil.
   "Ja, og vi har haft musik i dag, vi prøvede at synge tostemmigt."
   "Hvem har I til det?" spurgte Anita.
   "Niels."
   "Ham havde jeg også, han er rar."
   "Ja, og han har også forsøgt os at forklare noget om Brasiliens musik, det er vist det som dine overboer spiller."
   "Ja, de kalder det bossa."
   "Det var også det Niels sagde."
   Ava smilede." Du får da nogle rapporter fra din gamle skole, Anita."
   "Ja, det må man sige, og jeg har jo også hørt lidt om nulte klasse, for her mellem jul og nytår var jeg på besøg hos baghusfamilien og hørte noget fra deres to piger, så jeg ved snart meget om hvordan det står til der."
   "Det har sikkert været festligt," sagde Ava, "det er nogle livlige små piger."
   "Ja, mon ikke, de er søde."
   "Ja, ligesom deres forældre," sagde Martin.
   "Det er en sød familie," sagde Ava, "vores formand har vist forsøgt at fedte sig ind hos dem, det er ikke lykkedes."
   "De har en god dømmekraft," sagde Anita, den fik Ava til at le samtidig med at hun nikkede.
   De snakkede et stykke tid, Martin havde mange ting at fortælle om skolen, men på et tidspunkt kunne Anita se på tiden, at hun måtte se at komme hjem og hun rejste sig og sagde farvel.
   Hun gik hen ad gaden. Det var koldt, men fordi det var vindstille, kunne hun holde det ud. Da hun drejede ind i porten, var Emma og Lea i gang med en eller anden leg. De løb rundt i porten og fnisede.
   "Hej, Anita," råbte de i munden på hinanden, da hun trådte hun ind.
   "Hejsa, de damer, er I ved at vælte hele porten?"
   De spænede hen til hende og krammede, hun lagde en arm om hver af dem.
   "Sikke sjovt vi havde det, da du var ovre hos os lige efter jul," sagde Emma.
   "Jeg kommer nok igen på et tidspunkt," sagde Anita. "Har I haft en god dag i børnehaven?"
   "Ja," råbte de ivrigt og begyndte at fortælle i munden på hinanden hvordan de havde holdt forsinket nytår. De havde så lige blæst serpentiner ud over hovedet på deres lærer.
   "I er nogle værre spilopmagere," lo Anita.
   I det samme gik gadedøren op og Morten Hansen trådte ud.
   "Men goddag, frøken Annette," sagde han, "jeg har lige haft en god snak med din far, han sagde at du jo nok snart kom hjem."
   "Ja, og jeg kommer også nu," sagde Anita uden at se på ham.
   "Det er jo dejligt at vide, at nogen sætter pris på det arbejde jeg gør, så jeg er meget glad for din far og hans støtte."
   Anita rømmede sig. Han fortsatte.
   "Det bliver helt sikkert godt for jer at få jeres egen vaskemaskine, det med at slæbe tøjet hele vejen ned i kælderen er jo noget besværligt, det må det jo også være for dig, frøken Annette."
   Den velkendte varme løb op i Anitas kinder, men denne gang var det ikke flovhed. "Jeg hedder Anita," næsten råbte hun.
   "Nåh, undskyld, men ok, jeg er glad for din far, det bliver ikke sidste gang jeg snakker med ham om tingene."
   "Ja, han skal nok stryge dig med hårene, stol på det."
   Marianne kom ud i porten. "Hej, Anita," sagde hun og kom hen og tog sine piger i hånden. "Så går vi, piger, hej, Morten." De gik samlet ud ad døren.
   "Hvad mente du med det du sagde, frøken Annette?" sagde Morten.
   "Hvis du ikke kan sige mit navn rigtigt, så svarer jeg heller ikke på det spørgsmål, men nu skal jeg altså op."
   Hun gik med raske skridt ind i opgangen og løb op til sin lejlighed. Hendes far sad i stuen.
   "Hvor har du været?"
   "Jeg har besøgt Ava," svarede Anita roligt. Hun stillede sine ting fra sig og gik ind i køkkenet for at tage sig et glas vand.
   "Ava? Hende billedsmøreren?" spurgte han med en stemme, der var dryppende af foragt.
   "Ja," sagde Anita og stillede sig i døråbningen med glasset i hånden. "Jeg var i hendes galleri og atelier, vi havde en god snak."
   Preben så endelig op på hende, hans øjne lynede af irritation. "Og hvad i alverden skulle du der? Du burde bruge din tid på noget mere fornuftigt, som dit arbejde."
   Anita trak vejret dybt. Det her var det øjeblik, hun havde forberedt sig på. "Far, det er ikke en gård jeg arbejder på, hvor der er dyr der skal fodres, og jeg skal ikke forberede noget hjemme til arbejdet, som du skal til din undervisning og forskning, jeg er på arbejde i de timer jeg skal, og så har jeg lov at gøre hvad jeg vil, jeg kan ikke gå og forske i hyldeopfyldning og stregkodelæsning hele dagen."
   Prebens ansigt var blevet rødt af raseri. "Tror du, det her er en sommerferiekoloni? Vi er i en farlig by."
   "Du forstår det bare ikke," sagde Anita og kunne mærke sin egen stemme stige. "Du skaffede mig bare jobbet en uge efter jeg var færdig med eksamen og jeg skulle begynde med det samme, jeg fik ikke engang lov at holde lidt ferie ovenpå eksamen, og siden har jeg skullet bruge min fritid på at høre på dit forstokkede vås."
   Preben stod tavs i et øjeblik.
   "Du er bare en ung pige, der ikke aner, hvad hun vil have," sagde han til sidst, men hans stemme var svagere nu.
   Anita trådte et skridt nærmere. "Jeg ved præcis, hvad jeg vil have. Jeg vil ikke lade dig kontrollere mig længere."
   Deres blikke mødtes, for første gang kunne Anita se en antydning af tvivl i sin fars øjne.
   Han rejste sig og så afmægtig ud. "Nu går jeg ned efter cigaretter, og så synes jeg du skal foretage dig noget fornuftigt imens."
   Han rejste sig og gik ud og hun kunne høre ham bande. Nu gik nabodøren op, og hun hørte Ellens stemme. "Men hvad sker der dog nu, kan du ikke holde din banden inde i dit hjem, det er ikke ligefrem kønt."
   "Ja, undskyld, men jeg er bare så gal."
   "Over hvad dog?"
   "Min datter har besøgt hende billedsmørerens galleri."
   "Og...?"
   "Hende der på fjerde, billedsmøreren, min datter har besøgt hendes galleri!"
   "Og...?"
   Anita tog begge hænder for munden for at undertrykke en fnisen.
   "Det jeg siger, for helvede, hun besøgte galleriet her henne i gaden, hende billedsmøreren!"
   "Og hvornår kommer så det gale, det er hvad jeg venter på."
   "Det forstår du måske ikke, men i vores familie prioriterer vi altså det samfundsnyttige, og jeg vil ikke have, at min datter skal gøre os til grin."
   "Det klarer du godt selv uden hende, sådan som du står og skriger i opgangen."
   Nu hørte Anita Preben bande og hans trin ned ad trappen gav genlyd. Døren stod åben, fordi han havde glemt at lukke den, og hun kunne se Ellen ude på reposen, hun rystede på hovedet.
   Anita gik hen og ville lukke døren, men så kom der en ung lyshåret fyr med briller ned ad trappen. Han så ud til at være i tyverne og var høj, klædt i pullover.
   "Hvad var dog det for en kommers?" sagde han.
   "Åh, det sædvanlige," sagde Ellen. "Han er bange for at hans datter skal gøre dem til grin, og så står han herude og gør sig selv til grin." Hun rystede på hovedet endnu engang.
   "Hej," sagde han til Anita. Hun gengældte hans hilsen.
   "Er det dig, der er Jørgen.
   Han nikkede.
   "Det er dig, der sidder i bestyrelsen?"
   "Ja, desværre," sagde han og skiftede brat fra smil til et alvorligt udtryk.
   "Min far er helt vild med jeres formand."
   "I skal holde jer fra ham, desværre består bestyrelsen udover mig af hans rygklappere, og de er blevet enige om hvad de skal vedtage uden om mig, der er slet ikke noget at stille op imod dem."
   "De er forfærdelige," sagde Ellen, Jørgen nikkede.
   "De fik ekskluderet en familie ovre i en af lejlighederne i vores naboopgang, så vores formand kunne få en af hans gode venner ind i lejligheden, og det gjorde de uden om vores venteliste."
   "Havde han noget imod den familie?" sagde Anita.
   "Han fandt et eller andet ved deres lejlighed, som han påstod var ulovligt, og så måtte de stakkels mennesker flytte, og den fyr han fik ind, er bestemt ikke tiltalende, for alt i verden, Anita, hvis du hører noget fra ham, så lad som ingenting, du må ikke skændes med ham."
   Anita smilede. "Ja, nu har jeg da vist efterhånden hilst på hele opgangen, men hvem bor her ellers?"
   "Ja, oppe ved siden af hende kunstneren på fjerde bor der en ældre herre, han kommer ikke så meget ud, han er vældig flink og rar, men han går dårligt."
   "Han er endda fire år yngre end mig," sagde Ellen, "men han skranter mere." Jørgen nikkede.
   "Så er der to lejligheder på tredje, det ene bebos af et ungt par, de ser meget søde ud, men man ser ikke meget til dem, ved siden af dem bor en ung herre, som jeg sidder i bestyrelsen med, han støtter bare formanden i et og alt, og tænker mest på bare at sælge lejligheden, når den er steget tilstrækkeligt meget til at han kan købe hus."
   Nu gik gadedøren op, og Preben kom op ad trappen med en cigaret i munden.
   "Hvad er nu det for en palaver, der holdes her på trappen," råbte han.
   "Der er rygeforbud ifølge foreningens vedtægter på trappegangen," sagde Jørgen.
   "Jeg er fandme ligeglad! Ingen skal bryde ind i min personlige frihed, al den snak om røgfrihed, det er skaberi."
   "Du kan sikkert finde et askebæger fra halvfjerdserne i kælderen," sagde Ellen.
   Hans ansigt var blevet højrødt. "Og Anita, du skal ikke stå her og sladre med folk i huset, husk vi er i København."
   "Jeg snakker med hvem jeg vil!" råbte Anita, "og nu synes jeg du skal gå indenfor og skabe dig!"
   "Bravo, Anita," sagde Ellen. Jørgen havde et spændt udtryk i ansigtet.
   "Jeg modtager gentagne klager over dit råberi," sagde han til Preben.
   "Du kan godt gå op og passe dine økonomistudier," råbte Preben "dem egner du dig bedre til end at sidde i bestyrelsen."
   Nu viste der sig et ungt par på trappen, der vist var på vej ud, Anita regnede ud, at det var dem, som Jørgen havde nævnt.
   "Sig mig," sagde manden, "er det Halløj på Badehotellet eller hvad, eller Huset på Christianshavn?"
   "Næh, det er Ebberødgård," sagde Ellen.
   Han henvendte sig til Preben. "Var det ikke dig, der vækkede hele opgangen ved at stå herude midt om natten og råbe ad den latinamerikanske pige? Skulle du ikke tage og køle lidt ned?"
   "Satans til idioter man bor i hus med, men jeg kunne jo heller ikke vente andet af København, kom så ind, Anita."
   "Det skal jeg nok selv passe," svarede hun.
   Preben gryntede og satte sig ind i stuen med sine cigaret og tog en fagbog op.
   Det unge par fortsatte videre ned ad trappen og smilede venligt til Anita på vejen.
   Ellen nikkede farvel til dem, Jørgen smilede til Anita og gik op. Anita gik nu ind i lejligheden, løb hurtigt forbi hendes far og ind på sit værelse. Nu kunne hun ikke holde latteren tilbage, hun tog begge hænder for munden for at det ikke skulle høres.