Hjemme igen
   Rhea sov, da jeg op af formiddagen kom til hospitalet. Lyserøde meget fine ar i ansigtet, fortalte om de mange skader hun havde haft, men som nu var helede. Hendes ene ben var stift af gips eller en skinne, det kunne jeg ikke se, da benet var dækket delvist af dynen. Den ene arm var bundet ind, formentlig på grund af det åbne brud der havde været. Stille og roligt trak hun vejret, virkede afslappet.
   Joe, hendes søn, havde kørt mig til hospitalet, og nu stod jeg og så på den kvinde jeg af hjertet elskede. Hendes lange sorte hår var redt, og delt på midten i nakken. Det var flettet i to store og kraftige fletninger, der lå på hendes bryst. Dynen var trukket halvt over hendes krop, og jeg anede dens konturer gennem det hvide hospitalstøj, hun havde på.
   Hvor var hun smuk, som hun lå der og trak vejret langsomt og roligt. Jeg kunne ikke få nok af den kvinde jeg elskede, se for længe på hende.

Da jeg var ankommet og stod i modtagelsen, var der mange der gloede på mig. En ældre hvid mand i skindtøj, som Indianerne brugte det. På fødderne havde jeg bløde mokkasiner.
   På deres ansigter kunne jeg se, de tænkte, jeg var taget her hen midt i en filmoptagelse fra gamle dage, om indianere og hvide.
   Men det var mit hverdagstøj jeg havde på, jeg var stolt af det, og de stirrende blikke kunne kun få mig til at smile. Alt var syet af Rhea, og jeg havde det godt med det bløde og behagelige skindtøj. Men et var sikkert, det var ikke almindeligt her i storbyen, at folk mødte op i hjemmesyet Indianertøj. Heller ikke på hospitalet.
   Jeg smilede stille for mig selv, havde det herligt med at vække opsigt, så kunne de lære at der stadig var mennesker, der værdsatte de oprindelige folk, og det tøj de gik i.
   Jeg havde talt med overlægen, der sagde at det formentlig ville vare et par uger, før de ville give slip på Rhea. Skaderne havde været meget alvorlige, men af en eller anden for dem ukendt årsag, var de helet meget hurtigt. De kunne ikke forklare hvorfor, men fortalte mig hun var en gæv pige, der tilsyneladende kunne kontrollere både smerte og helbredelse. Det var den forklaring overlægen havde givet mig.
   Rent privat spurgte han, om hvem hun egentlig var. Hun havde en udstråling de ikke tidligere havde oplevet, og de gange hun havde været på børneafdelingen i sin kørestol, af egen interesse, var børnene blevet roligere ved hendes tilstedeværelse. Alle havde tillidsfuldt talt med hende, og havde moret sig, over de gamle historier hun kunne fortælle om sit eget folk, Indianerne.
   "Vi er glade for at have din kone her på hospitalet, hun er en stor hjælp i det daglige. Jeg har hørt om medicinkvinder blandt Indianerne, er hun sådan en?" Spurgte han venligt, og så interesseret på mig. Jeg smilede lige så venligt.
   "Doktor, min hustru er Shaman, en af de sidste der har fået en Åbenbaring, hvis du ved hvad det er.
   At hun er vellidt kommer ikke bag på mig, heller ikke at hun tager sig af andre, det er nærmest et must for hende, at hjælpe hvor hun kan, især børnene har hendes hjerte.
   Ellers har jeg ikke noget at tilføje til din teori om, hun kan helbrede sig selv, eller at hun kan kontrollere sine smerter. Hun er Indianer, og det skulle være nok forklaring." Jeg smilede bredt og fortsatte.
   "Hvornår tror du hun kan komme hjem?" Han rømmede sig højlydt, havde helt klart fattet, at jeg ikke var i snakkehjørnet, og da slet ikke ville tale om min hustru og hendes tilhørsforhold.
   "Om cirka to uger, vil det være forsvarligt at sende hende hjem, men i den første tid, skal hun af hensyn til sit lårbensbrud bruge en kørestol. Benet må ikke overbelastes, så får hun problemer med det fremover." Jeg nikkede, takkede og forlod kontoret efter høflige bemærkninger om, jeg var glad for de tog sig så meget af hende.
   Ude på gangen talte jeg med en sygeplejerske, der fortalte mig hvor jeg kunne finde Rhea. Før jeg havde afsluttet mit spørgsmål, havde hun svaret. Det måtte være mit tøj der fortalte hende, at det netop var Rhea jeg søgte.
   Også hun kikkede meget på mit tøj, men kommenterede det ikke.

Nu var jeg endelig ved min elskede hustrus side igen, efter ugers adskillelse. Jeg bøjede mig forsigtigt ned over hendes sovende skikkelse, og kyssede hende blidt på munden.
   Rhea slog øjnene op, så på mig, og med sin raske arm trak hun mig helt ned til sig, kyssede mig ømt, varmt og inderligt. Hendes øjne strålede.
   "John, hvor er jeg glad for at se dig igen. Har du det godt min ven?" Jeg nikkede. Tårerne pressede sig på, jeg kunne næsten ikke holde dem tilbage.
   "Kom her, din dejlige og bløde mand, græd du bare en lille glædeståre. Jeg har såmænd grædt mange gange, når jeg savnede dig, og syntes det hele bare var sort i sort." Jeg satte mig på en stol ved hendes seng, tørrede øjnene og smilede.
   "Jeg har bare savnet dig så forfærdeligt, Rhea, men jeg har det godt nu, hvor jeg er hos dig igen. Hvordan har du det selv, min skat?"
   "Herligt, dejligt når du er her min ven. Har Supaya sørget godt og ordentligt for dig?" Jeg nikkede.
   "Hun er en smuk datter, jeg er også stolt af hende." Sagde jeg og smilede til Rhea.
   "John. Jeg er glad for du kom i det tøj jeg har syet til dig, det glæder mig meget at du vil bruge det, også når du er i storbyen. Det betyder meget for mig, at du vedgår din hustrus tilhørsforhold. Jeg vil...."
   Jeg afbrød hende, så på hende, og fortalte at det var naturligt for mig at vedkende mig hendes tilhørsforhold, som hun udtrykte det, men at jeg ikke ville høre hende være så ydmyg, når det var hendes folk eller mig, vi talte om. Hun var min hustru, det var jeg stolt af. Hun var Indianer, også det var jeg meget stolt af.
   Rhea smilede kærligt til mig, og svarede at det hun mente var, at i storbyen var det anderledes, der kunne jeg gå klædt som jeg ville, og ikke nødvendigvis i Indianertøj, det var mest beregnet til hjemmebrug.
   Jeg protesterede, og foreholdt hende, at hun tidligere havde sagt til mig, at en ordentlig kvinde sagtens kunne holde sin mand med tøj, og det var det jeg gerne ville vise, og fortælle dem der undrede sig over min påklædning, at jeg havde en både dygtig og smuk kvinde til hustru. Rhea morede sig.
   "Tak, min dejlige mand, jeg er stolt af dig." Rhea trak mig til sig og hviskede:
   "Jeg elsker og savner dig John, er varm i mit hjerte." Hun så kærligt på mig, og gav mig det smil hun vidste jeg ikke kunne modstå. Jeg blev rød i hovedet, og hun bare morede sig.

Efter en tid hvor vi begge nussede og rørte ved hinanden. Så kærligt ind i hinandens øjne, sagde hun at der var et værelse på hospitalet, hun havde fået lov til at låne, så jeg kunne overnatte. En af eleverne var på ferie og på kursus i fire uger.
   Hun havde aftalt med hende, at jeg gerne måtte benytte hendes værelse. Hun var langt ude, i familie med hendes brors kone, og læste til sygeplejerske. Lige nu havde hun fået et stipendiat, var i Amerika for at lære mere. Rhea ville vise mig værelset, når jeg selv mente jeg trængte til hvile.
   Hendes bror havde sørget for tøj og vaskegrej til mig, og havde hjulpet med at indrette værelset, så det ikke var alt for piget.
   Jeg takkede, vi var begge enige om, jeg ville tage imod tilbuddet. Men lige nu, ville jeg være sammen med Rhea.
   Jeg kunne ikke holde mine fingre for mig selv, konstant måtte jeg røre ved Rhea, nusse hende, og bare glæde mig over vi igen var sammen.
   Hun havde enestue, men kunne bevæge sig over alt på hospitalet ved hjælp af sin elektriske kørestol. Rhea var glad for vi igen var sammen, og talte meget om fremtiden. Og om hvor store mén hun ville få efter ulykken. Vi var fortrøstningsfulde med hensyn til det liv der lå foran os.
   Rhea mente at hun sagtens kunne klare hjemmet selv, også uden jeg gik i vejen, som hun smilende udtrykte det.
   "Men jeg skal nok sige til, hvis der er noget jeg behøver din hjælp til!" Hendes mod på livet var ukueligt, og det fortalte mig, at hendes helbredelse var meget langt fremme, selvom heller ikke jeg fattede, at hun var sluppet så billigt, og var kommet sig så hurtigt.
   Men jeg vidste også, at der var ting ved hende, jeg ikke behøvede at forstå, bare acceptere at sådan var hun nu en gang, en Indianerkvinde, med særlige evner, både på det åndelige og verdslige plan.

Dagligdagen på hospitalet kunne jeg ikke vænne mig til. Alt det nye var ikke mig, og i byen ville jeg ikke kunne trives.
   Det fandt jeg ud af, efterhånden som dagene de gik. Jeg var rastløs, og Rhea morede sig over min manglende evne til at falde til ro, og bare nyde tilværelsen.
   Jeg prøvede virkeligt at gå en tur i storbyen, men dels for jeg vild, så jeg måtte tage en taxa tilbage til hospitalet, og dels var trafik, røg og mennesker i hobetal bare for meget for mig. Jeg var forvirret og ikke tryg ved alt det der foregik i en storby. Kun sammen med Rhea og på mit eget lille værelse, følte jeg mig tryg og godt tilpas.
   På hospitalet havde de efterhånden vænnet sig til min meget anderledes påklædning. Kun de besøgende stoppede op, og kikkede på mig. Det generede mig ikke at jeg vakte opsigt, men dog var jeg lidt irriteret, når der var nogen der spurgte om jeg var patient eller besøgende, og om det var for at vække opsigt, jeg gik klædt som jeg gjorde.
   Rhea morede sig ofte, når jeg kommenterede mine samtaler med andre, til hende.

Godt fjorten dage senere, var Rhea endelig hjemme, og min plagsomme tid i storbyen var forbi. En bekendt til hendes søn Joe, havde fløjet os begge hjem i sin lille vandflyver.
   Det var besværligt for Rhea, at komme ned i gummibåden efter turen, fordi hendes ben ikke var helt i orden endnu. Men med fælles hjælp gik det godt. Al vores tøj kom også med ind, og vi hilste hjerteligt på Supaya og hendes kæreste, Røde Ræv, der også bar det borgerlige navn, Tom. De havde boet i huset, siden jeg var taget ind til Rhea.
   Supaya, havde sammen med kæresten, Røde Ræv, taget ferie, og passede huset for os så længe. Nu var vi tilbage, og så frem til en hverdag så normal, som den kunne blive, under hensyntagen til Rheas tilstand.
   Rhea ville ikke høre tale om, hun skulle bruge kørestol, deri var vi uenige. Jeg var bange for hun ville få men, men hun holdt fast i, at med krykker og lidt forsigtighed, kunne hun sagtens klare sig, og endelig kunne jeg jo lave stolen om, så hun kunne bruge den i hele huset, det krævede kun at jeg satte små hjul under den. Hjulene havde hendes søn skaffet til hende.
   Jo, Rhea var en bestemt dame, der ikke lod sig gå på af noget som helst.
   Supaya og kæresten tog med vandflyveren tilbage til storbyen, efter de havde fortalt os, hvor meget de havde nydt at være alene her ude i den frie natur. De lovede os de ville komme tilbage, så ofte de kunne. Det havde været en dejlig oplevelse for dem, og havde bragt dem tættere på hinanden.
   Vi takkede for al den hjælp vi havde fået, hvorefter de ønskede os så hjerteligt tillykke med at være hjemme igen. Vi vinkede til dem, da de lettede og fløj mod storbyen.

Endelig hjemme og alene. Rhea så på mig, kærligt, og sagde at hun glædede sig til vi igen kunne sove sammen. Til hun igen kunne være min kvinde, og sørge for alle de ting en rigtig kvinde gjorde for sin mand.
   Hun medgav kun nødtvungent, at der var nogle ting der endnu var for vanskelige for hende at gøre, og insisterede på hun nok skulle kalde, hvis hun havde brug for hjælp. Hun mente selv at det kun tog lidt længere tid med maden og rengøringen, og ville ikke høre tale om, jeg skulle deltage i andet, end det hun ikke selv kunne klare, og det skulle hun så nok fortælle mig.

Dagene gik, hvor jeg hjalp Rhea med den daglige rutine. Hendes stol, hvor jeg havde monteret små hjul under benene, var til stor hjælp for hende.
   Når hun blev træt, kunne hun skubbe sig rundt i huset, ved at bruge det raske ben til at komme frem med.
   Vi havde det dejligt, og glædede os dagligt over vores kærlighed til hinanden. Vi følte begge, at vi var kommet meget tættere på hinanden efter ulykken.
   De aftener det var muligt, sad vi på vores terrasse og nød den nedgående sol, med hinanden i hånden. Jo, romantiske var vi begge to, det kunne vi ikke benægte.
   Jeg havde hentet en hest mere, til erstatning for den vi havde mistet.
   Rhea havde fortalt mig, at hun den dag ulykken skete, ville overraske mig, have alting klart til jeg vågnede, så vi hurtigt kunne komme videre. Hun havde trukket begge de små heste hen ad stien mod græsning og vand, ville lade dem blive lidt der, til vi skulle af sted senere.
   Uden advarsel, var klippeskredet væltet ned over hende og de to små heste, og havde revet hende med sig ned ad skrænten. Hun havde ikke haft en chance for at advare eller råbe på hjælp, før hun hvirvlede nedad mellem sten og klippeblokke, sammen med den ene af hestene.
   Det var hendes held, at hesten havde taget af for hende, og at hun var kommet til at ligge under den.
   Jeg havde set at hesten var kilet fast mellem to store klippeblokke, og havde taget af for grus og mindre klipper for Rhea.
   Når ulykken endelig skulle ske, så var vi begge enige om, det havde været meget heldigt for os, at det var gået så godt.
   Fra selve turen til hospitalet, havde Rhea ingen som helst erindring. Alt var sort. Hun erindrede dog svagt, at jeg havde været hos hende, og det havde glædet hende, og gjort hende tryg.

Vinteren nærmede sig. Efterårets første uvejr havde vi allerede mærket, men vi var godt forberedte på vinteren. Brænde havde vi nok af, og maden bugnede i vores lille fryser. Vi havde også tørret meget kød, og jeg havde sammen med Rhea, der uden besvær nu kunne ride på den ene hest, samlet masser af bær og vild ris og hirse sammen. Også rødder havde vi samlet.
   Alt i alt var vi tilfredse med vores situation, og det liv vi havde sammen her i ødemarken. Ingen af os ville bo i en by, og da slet ikke en storby. Dertil var vi for frie.
   På vores små udflugter i naturen, hvad enten det var for at jage eller samle bær og rødder, talte vi om fremtiden. Vi var begge lykkelige, følte vi havde et godt og trygt ægteskab.
   At hun var Indianer og jeg hvid, betød ikke noget, i vores fælles kærlighed fandt vi en samhørighed, der bandt os tæt sammen.

Den første snestorm var over os. Trygt inden døre sad vi, og nød bare at være sammen, og hver især at beskæftige sig med de gøremål, der var vores.
   Jeg var i gang med en ny stol til Rhea. Den gamle kunne ikke mere, og hun brugte den mindre og mindre. Men den havde været til stor nytte, med de fire hjul monteret under benene. Rhea syede tøj og mokkasiner til os begge, og det hun syede ud over vores eget forbrug, solgte vi eller gav væk til hendes børn.
   Dagligt efterså jeg de våben, vi havde. Det havde været nødvendigt at købe to rifler og en Colt, som erstatning for de våben vi havde mistet. En riffel til hver af os, var vi også blevet enige om. Vi ville ikke være i den situation igen, hvor vi kun havde en Colt og en haglbøsse til fugle.
   Stormen rasede i tre dage. Jeg havde bygget en lille korridor over til skuret, hvor hestene stod, så var det muligt at komme derover uden at skulle kaste sne først.
   Den voldsomhed stormen havde haft, overraskede os begge, men vi var trygge i vores lille hytte, hvor der var varmt og hyggeligt inden døre.
   Huset var næsten begravet i sne. Sine steder stod driverne op til midt på taget. Et par gange havde det været nødvendigt for mig at gå ud i stormen, og sikre mig at brændeskuret ikke forsvandt. Dertil havde jeg brugt reb til at binde med. Det var taget der truede med at lette, men de kraftige reb havde holdt det på plads.
   Det havde også været ærgerligt, hvis det var blæst ned, og havde ødelagt enten vinduer, beskadiget hus eller stald.
   Rhea, havde før stormen været til kontrol i storbyen, for at se om alt var i orden. De havde intet at bemærke, og undrede sig stadig over, så hurtigt hun var kommet sig efter ulykken.
   Vi vidste begge, at Rhea havde healet sig selv, så meget hun evnede, men fortalte det ikke til nogen.
   Rhea holdt ceremonier for Ånderne, insisterede på at jeg skulle deltage, og takkede dem for deres hjælp til hende, og for de havde hjulpet os begge, da vi mest behøvede det.
   Dagligt var vi i kontakt med børnene på skift, og vi var enige om, at her i ødemarken var vi lykkelige.
   De daglige gøremål bandt os sammen, og jeg var glad for, jeg i sin tid havde vist så stor interesse for Rhea, og at hun havde sagt ja, til at dele tilværelsen med mig.
   På mange måder var vi anderledes end andre borgere, vi var eet med naturen. Levede på dens præmisser, og vi havde det godt med at tro på de Ånder, Rheas folk gennem århundreder havde bedt til, og troet på. Traditioner der betød noget for os begge, og som efterhånden også var blevet en del af min hverdag.
   Rhea havde langsomt og kærligt lært mig, om hendes traditioner, og om de Ånder de troede på, samt hvordan jeg skulle forholde mig, når der var noget jeg ikke fattede eller forstod.
   Så brugte hun gerne meget tid på at forklare det, og var altid opmærksom på om jeg var tryg, ved det hun foretog sig.
   I det lange mørke fortalte hun mange legender, historier om hendes folk. Hun havde bøger stående hun læste op af, om andre stammer og deres traditioner, og hun var glad for jeg var så interesseret, i det liv der for hende var så naturligt, havde været det i århundreder for det folk, vi kaldte for Indianere. Selv brugte de udtrykket: Det oprindelige folk.
   Rhea kunne sit folks historie uden ad, havde også lært børnene om deres oprindelse. Hun fortalte om de massakrer der havde været på hendes folk, om de fængsler de havde siddet i, fordi de hvide behøvede land til deres marker, eller skove til tømmer.
   De var nu forvist til små reservater, hvor de prøvede at komme til orde igen, blive anerkendt som det oprindelige folk, som Indianere. Det var ikke lykkedes helt, men der var dog en vis respekt for deres rige kultur. De havde universiteter, en vis form for selvstyre i reservaterne, og havde i dag et tåleligt forhold til den hvide mand, som hun så diplomatisk udtrykte det.
   Vi hyggede os ved hinandens selskab, og var enige om, at her i den ødemark vi begge to elskede, ville vi gerne blive gamle, sammen.