To dage efter kom Jens hjem og fandt indkaldelsen til generalforsamlingen. Den skulle holdes om lidt over en uge. Så var indkaldelsen gyldig, for en af vedtægterne sagde, at der skulle indkaldes mindst en uge før. Det var åbenbart gået lettere end forventet at få bestyrelsen til at indkalde.
   Han ringede til Jørgen.
   "Jeg har set indkaldelsen, det gik altså let."
   "Ja, det var ikke så svært som jeg frygtede, han hoverede og sagde, at det kun var et mindretal, der var utilfreds og han glædede sig til at se dem blive til grin."
   "Var der nogen der gjorde vrøvl?"
   "Lisette og Sverre begyndte at snakke om hvorvidt de to ekskluderede husstande havde ret til at skrive under, men Morten sagde skidt med det, lad os nu se dem stå der med deres fine underskrifter og så tabe med et brag."
   "Så er vi da kommet så langt, men bare han så ikke får ret."
   "Det håber vi ikke."
   "Det er lidt af et vovestykke, det her."
   "Det er det, og nu skriver jeg en meddelelse om, at jeg træder ud, fordi jeg ikke kan acceptere at være meddelagtig i det bestyrelsen gør, men hvis vi forhåbentlig skal stemme om en ny bestyrelse, så stiller jeg op."
   Nu gik døren op og Marianne kom ind. Hun så indkaldelsen på bordet og smilede.
   "Jørgen, det glæder mig," sagde Jens, "vi håber det bedste til generalforsamlingen.
   Han afbrød forbindelsen og han og Marianne kyssede hinanden. Jens fortalte hende, hvad Jørgen havde fortalt.
   "Det bliver vist en dramatisk generalforsamling," sagde hun.
   "Det er vi efterhånden vant til her i huset, men denne her bliver i særlig grad."
   "Vi må vel kontakte nogen og opfordre dem til at komme."
   "Ja, og finde nogle der vil stille op til den nye bestyrelse, jeg har besluttet mig til at stille op."
   "Godt, men så er det lige hvem der skal stille op som formand."
   "Det må vi finde ud af inden dagen kommer, vi skal også have forberedt nogle taler."
   "Ja, og prøve at overbevise nogen af dem, der ikke har taget stilling."
   Jens gned sin hage. Hvad hvis folk alligevel ikke tør at stemme imod? Hvad hvis han og Marianne får skabt for meget ballade, og ender med at stå tilbage som dem, der splittede huset endnu mere? Det bedste udtryk han kunne komme i tanke om var knald eller fald.
   ---
   Anita havde allerede bemærket et tydeligt skifte i stemningen i ejendommen, da hun kom hjem fra arbejde. Flere beboere, som normalt holdt sig for sig selv, stod og snakkede sammen ude i gården, og hun overhørte nogle af dem tale om at møde op og stemme. Deraf sluttede hun, at indkaldelsen var kommet. Hun vidste også, hvordan hendes far ville reagere.
   Hun stod lige stille lidt og lyttede til samtalerne. Hun fangede, at flere af dem sagde, at de ikke havde noget imod den siddende bestyrelse, de synes bare, at man da kunne holde fred i stedet for at skændes på den måde. En ældre stemme sagde, at hun havde boet her i tyve år og førhen holdt man da fred med hinanden.
   Da hun gik ind ad gadedøren, mødte hun Ava, der var på vej ud.
   "Indkaldelsen er kommet, Anita, nu skal vi bare se hvordan det går."
   "Jeg hørte godt nogen snakke om det ude i gården."
   "Jeg vil jo møde op og stemme, men det er lige hvem der skal se efter Martin."
   "Det kan jeg da godt."
   "Det ville være dejligt hvis du vil det."
   "Ja, jeg har jo ikke stemmeret alligevel"
   "Men vi må håbe det bedste, det er forfærdeligt, at man skal være usikker på sit hjem på den måde."
   "Ja, og jeg vil sige, at hvis formanden og hans slæng vinder, så er jeg den, der er flyttet hjemmefra, om jeg så skal nøjes med et lille hummer på en kvist."
   Ava lige armene om hende. "Det kan jeg virkelig godt forstå, søde dig, og vi må da også sørge for at holde forbindelsen uanset hvor mig og Martin så må flytte hen."
   "Men nu skal vi jo se afgørelsen."
   "Ja, det er knald eller fald, men jeg skal hente knægten, vi ses."
   Hun kom op og så indkaldelsen på gulvet i entreen, hun samlede den op og lagde den ind på spisebordet, så forældrene ville se den, når de kom hjem.
   Efter en tid kom hendes far også hjem, han var den første i dag. Han tog papiret op og læste, hans ansigt blev mørkerødt.
   "Hvad er det her for noget sludder?" råbte han. "En ekstraordinær generalforsamling? Mistillidsvotum til bestyrelsen? Hvad i alverden bilder de sig ind?"
   Anita holdt vejret et øjeblik og ventede på hans næste udbrud. Hun vidste, at det ville komme, og at det ville være rettet mod de andre beboere, men også mod hende, hvis hun vovede at sige noget.
   "De her københavner-slyngler tror, de kan gøre hvad som helst," fortsatte han, mens han knyttede næverne så hårdt, at hans knoer blev hvide. "De ved ingenting om, hvordan man driver en ejendom. Morten Hansen har gjort det godt, og nu vil de pludselig smide ham på porten. For hvad? Fordi han gør sit arbejde?"
   Preben kastede papiret fra sig med en bevægelse af ren foragt. "Det er typisk for sådan nogle kreative åndsnobber, de aner ikke, hvad samfundsnyttigt arbejde er, de vil hellere sidde og snakke om ligegyldige ting end tage fat på det, der virkelig betyder noget."
   Anita så, hvordan han kæmpede med sin vrede, men hun kunne også se noget andet i hans øjne, noget der lignede frygt. Hvad mon han frygtede?
   I næste øjeblik kom Inger hjem.
   "Se det her nonsens! De vil af med Morten! Vi kan ikke lade dem slippe afsted med det! Hvis de her slapsvanse får magten, så kan vi jo se frem til, at vi skal betale for alle mulige ubrugelige ting! Højere boligafgift, nul respekt for ejendommens regler - det bliver et ragnarok!""
   Inger tog papiret op og læste. "Men måske... måske er det på tide med lidt forandring," sagde hun
   Preben stirrede på hende, som om hun havde forrådt ham. "Forandring?" Det er det sidste, vi har brug for! Vi har brug for stabilitet, for nogen der holder tingene i orden, ikke for nogen der vil lave om på alting bare for at tilfredsstille deres egne egoer og få huset her fyldt op med hashrygere!"
   Anita kunne ikke lade være med at føle en vis tilfredsstillelse over, at hendes mor turde ytre sig, men hun vidste, at det kun ville gøre hendes far endnu mere oprevet.
   "Jeg går til generalforsamling for en gangs skyld," sagde han med fast stemme, "og jeg skal nok sørge for, at Morten Hansen bliver siddende, vi har ikke brug for, at de her løsgængere overtager huset og gør det til et eller andet bohemeprojekt!"
   "Ja, du kan jo stemme," sagde Inger, "men hvis flertallet stemmer anderledes, så kan du jo ikke gøre noget ved det." Hun så tøvende hen på Anita, der vidste, at det var nyttesløst at diskutere med ham. Men hun vidste også én ting: hun ville ikke tie stille længere. Hvis bestyrelsen måtte gå af, så ville hun ikke skjule sin glæde.
   Nu ringede det på døren, Preben lukkede op. Da Anita kunne høre formandens stemme, trak hun sig til sit værelse. Her kunne hun sidde og følge samtalen.
   "Du har jo som alle andre fået indkaldelsen, du møder vel op denne gang?"
   "Det kan du lige tro."
   "Det er kun et mindretal, der er imod os, bare vent, jeg glæder mig, det bliver underholdning."
   "Også mig, det skal blive en sand fryd."
   "Vil du tro, jeg har endda tilbudt dem i baghuset at få en af de to lejligheder, det var manden jeg talte med, men han var så utaknemlig og overdængede mig med skældsord, og nu skriver han under på et mistillidsvotum mod os."
   "Ja, det er jo ikke pæne manerer, der præger københavnersnuderne her i huset, men det er jo den mentalitet de er opvokset med her."
   Anita havde lyst til at gå ud og råbe højt, at en stor del var tilflyttere ligesom ham selv.
   "Men nu får vi dem sat på plads," sagde Morten, "jeg sørgede jo for, at vi kunne få mødet holdt hurtigst muligt, så kan vi måske få ro i huset."
   "Du har vel bemærket, at de to ekskluderede har underskrevet?"
   "Jo, jeg overvejede godt nok at stille spørgsmålstegn ved det, men så tænkte jeg skidt, de tabere har alligevel ikke en chance, og så ville jeg ikke snyde mig selv for den kostelige forestilling."
   "Det kan jeg godt se."
   "Den advokat, der vejleder foreningen, siger at de er andelshavere indtil de har solgt deres lejlighed, det tror jeg ikke på, han har ikke rigtig forstand på det, men skidt, det skal blive skægt at se de afskum få sig en dukkert."
   "Jeg glæder mig også, stol på det, og så kan vi endelig få nogle ordentlige mennesker ind i denne opgang."
   "Det skal jeg nok sørge for."
   "Og Morten, du skal ikke være ked af, at familien i baghuset afslog dit tilbud, jeg er glad for at de ikke skal bo i min opgang, de har jo fordrejet hovedet på min datter, så jeg så dem helst være på afstand."
   "Forhåbentlig kan de med tiden få en af de store lejligheder i de andre opgange, så de kommer længere væk fra dig."
   "Jeg så helst de var ude af huset, men jeg kan betragte det som et acceptabelt kompromis."
   "Det er rart, at der er en, som er til at snakke med, og glæd dig bare til et billigt grin."
   De lo begge højlydt, og så tog formanden afsked og gik. Nu lød Prebens underlige sang igen.
   "Ba ba baaa!"
   Anita vidste, at det var nytteløst at prøve at tale fornuft med ham, men hun kunne heller ikke lade være med at undre sig over, hvor langt han var villig til at gå for at forsvare en mand, som så mange andre i huset havde mistet tilliden til.
   ---
   Jens og Marianne stødte på Preben ude i gården, da de var på vej ind. Han marcherede hen mod dem.
   Jens kunne mærke Mariannes hånd stramme om hans arm, men han sagde intet. Preben stod med skuldrene hævet, hans næver knyttede så hårdt, at hans fingre blev hvide. Bag ham kunne et par naboer høres hviske.
   "Så, I tror vel, at I er bedre end os andre?" råbte Preben, hans ansigt var rødt af vrede. "Bare fordi I er nogle arrogante københavnersnuder, der ser ned på folk fra provinsen."
   Jens og Marianne, som netop havde været i gang med en stille samtale, kiggede forbløffede på ham.
   "Københavnersnuder?" gentog Jens langsomt, forvirret. "Preben, hvad snakker du om?"
   "Åh, du ved udmærket, hvad jeg snakker om!" fortsatte Preben vredt. "I tror, I er så meget bedre end os, men lad mig fortælle jer noget - jeg kommer fra et sted, hvor folk ved, hvad der er rigtigt og forkert!"
   Marianne trådte frem, hendes blik var roligt, men fast. "Preben, jeg er fra Silkeborg, og Jens er fra Ringkøbing."
   Preben tøvede et øjeblik, men han lod det ikke stoppe ham.
   "Så I er endnu værre!" udbrød han frustreret. "Jens, du er sikkert sådan en indremissionsk type, der tror, du har ret til at fordømme folk som Morten, folk som jer, der gemmer jer bag jeres såkaldte moral og bønnemøder!"
   Jens blev stille et øjeblik, han rynkede panden. "Indremissionsk?" sagde han langsomt. "Preben, jeg er overhovedet ikke særligt troende, og jeg dømmer ikke nogen, jeg holder mig til fakta."
   Marianne tilføjede roligt: "Preben, du har aldrig rigtig givet os en chance. Vi har altid prøvet at være venlige, men du har allerede besluttet, hvad du mener om os uden at kende os."
   Preben blev pludselig tavs, tydeligt ude af stand til at finde et svar.
   "Det... det er ligegyldigt," mumlede han til sidst. "Men I kan godt stoppe med at se ned på mig og Morten. Vi ved godt, hvad vi gør."
   Han gik tilbage mod sin opgang med hurtige skridt
   Jens og Marianne udvekslede et blik.
   "Han er jo egentlig en stakkel," sagde hun, da han var ude af syne.
   "Ja, han er jo fanget i sit eget snæversyn." Han gned sig lidt på hagen. "Han er jo vokset op på landet, og jeg kender de typer fra min hjemegn, der nærmest tror, at de burde være bevæbnet, når de bevæger sig ud af landsbyen."
   Der kom nu en mand ind gennem porten, som de ikke havde set før. Han så ud til at være omkring de fyrre, var rimeligt høj og havde rødt hår, der var begyndt at gråne. Han nikkede til dem og kom hen til dem. Jens var lige ved at tro, at det var skuespilleren Benny Hansen, ligheden var slående.
   "I er Jens og Marianne, ikke?"
   De nikkede. Han rakte hånden frem til hilsen og de gengældte det "Jeg hedder Paul Madsen, det er min far, der bor oppe på fjerde i portopgangen." Jens og Marianne nikkede. "Min far har givet mig fuldmagt til at stemme for ham, og han har fortalt mig hvad der foregår, så I kan regne med mig."
   "Det glæder os meget," sagde Marianne.
   "Jeg kan forstå, at ham skrighalsen, der ofte skændes med folk i opgangen, er helt på formandens side."
   "Med skam at melde, ja, det er han," sagde Jens.
   "Besynderligt, han er imod alt og alle, og så lader han sig narre af sådan en platugle."
   "Ja, verden er mærkelig," sagde Jens.
   Marianne nikkede.
   "Ja, det er jo hende kunstneren, der bor ved siden af min far, der er ved at ryge ud, hun har været utrolig hjælpsom overfor ham, det er jeg hende virkelig taknemlig for, og jeg vil ikke kunne lide, hvis min far skal have en af jeres formands mærkelige forbindelser til nabo."
   "Nej, i det hele taget at få de typer ind, føj for den lede," sagde Marianne.
   "Men det var da hyggeligt lige at hilse på jer, vi ses jo så til generalforsamling."
   Han vinkede og gik ud ad porten.
   "Han virkede som en fin fyr," sagde Marianne.
   "Ja, og med hans fuldmagt har vi en sikker stemme mere, bare det så er nok."
   ---
   Som generalforsamlingen nærmede sig, kunne Anita mærke spændingen stige i opgangen. Hun vidste, at dette ville blive et opgør, der kunne ændre alt - både i ejendommen og i hendes eget liv.
   Dagen før dukkede formanden igen op hos Preben, men han var ikke alene. De to andre bestyrelsesmedlemmer var med ham. Anita fik næsten ondt i maven af at se dem komme ind.
   Nu fik hun for første gang set, hvordan Lisette så ud, indtil nu havde hun kun været en underskrift på skrivelser fra bestyrelsen. Hun havde sort hår, som muligvis var farvet, hendes ansigt var godt belagt med makeup, så det var vanskeligt at gætte på hendes alder. Mest af alt bemærkede Anita hendes øjne, der var næsten lige så mørke som håret og havde et glimt, der osede af fjendtlighed. Anita havde mest lyst til at smutte ud, men det skulle ikke være for påfaldende når de var der.
   "Se, Preben," sagde Morten, "det er så resten af bestyrelsen og vi er heldigvis kommet af med Jørgen, og så kunne vi godt tænke, at du trådte ind i bestyrelsen."
   "Det skal jeg da overveje," sagde Preben med et smil, som Anita meget sjældent så ham med. "Men hvad med ham suppleanten?"
   "Han er lige så meget imod os som Jørgen, så ham skal vi ikke have ind."
   Anita var lige ved at slynge en bemærkning ud om lovligt valg, men hun vidste godt det var omsonst. Nu var der kun en dag tilbage, bare det ville gå som hun håbede. De to andre præsenterede sig, og Preben smilede stadig.
   "Det er godt I har kunnet bringe orden i huset sammen med Morten," sagde han, "men hvad laver I ellers til daglig?"
   "Jeg er kontormedarbejder," sagde Sverre.
   Preben nikkede, stadig med et smil og vendte så blikket mod Lisette.
   "Jeg er kunstner," sagde hun, og nu forsvandt smilet fra hans ansigt som om det var ved tryk på en knap. Anita tog en hånd op for munden for at kvæle en fnisen. Hun vendte lige sit ansigt væk for at det ikke skulle ses.
   Lisette satte sine arme over kors. "Er det et problem for dig?"
   Preben fik en høflig facade på igen.
   "Ja, Lisette er nok kunstner," sagde Morten, "men hun er en af dem, der har benene på jorden og kender til tilværelsen."
   "Ja, ja, jeg skal tænke over, om jeg vil træde ind," sagde Preben "men vi må jo lige se, hvordan det går ved generalforsamlingen."
   "Ork," sagde Morten, "jeg glæder mig, det skal nok blive det mest grinagtige jeg har oplevet i mit liv, når de intolerante mennesker får en dukkert."
   "Jeg skal så nok komme," sagde Preben, "nu sker der jo endelig noget, der har noget betydning for min hverdag her."
   "Vi håber alle tre du siger ja til at træde ind, vi skal nok få et godt samarbejde."
   Anita stod lige og tænkte. Det var vist ikke lovligt med en sådan selvsupplering, og når der så var en suppleant. Men hvis de nu tabte, så kunne det være lige meget.
   ---
   Jens var gået op til Jørgen og sad nu og snakkede om hvem der skulle stille op.
   "Jeg vil så godt prøve kræfter med at være formand i hvert fald en periode," sagde Jørgen.
   "Det glæder mig," sagde Jens, "og jeg stiller så op som bestyrelsesmedlem, men vi mangler så en."
   "Det er lige hvem det skal være."
   "Hende ernæringseksperten i din naboopgang virker meget fornuftig og hun har vist prøvet at sidde i diverse udvalg på sit arbejde, jeg kan på et tidspunkt gå over og spørge hende."
   "Det er så lige med suppleanter."
   "Vi har dårligt tid, her må vi bare håbe det bedste."
   De tog afsked med hinanden og Jens stod nu lige på afsatsen og tænkte lidt. Han hørte døren ovenover blive lukket op. Det kunne ske at være Sverre, så ville han risikere at rode sig ind i et skænderi her på trappen. Det fik ham også til at komme i tanker om, at Preben Jensen jo boede nedenunder, hvor han skulle forbi. Det kunne snart blive en kommers. Han hørte nu en anden dør blive lukket op.
   "Men goddag, det er jo min nabo." Den stemme kendte Jens ikke umiddelbart.
   "Ja, det er jo sjældent vi snakker sammen, men det er meget vigtigt." Det var Sverres stemme.
   "Er det den her indkaldelse?"
   "Ja, og jeg ved godt du vist aldrig har deltaget i en generalforsamling her, men det er meget vigtigt I kommer, eller at i hvert fald en af jer kommer, for det er et frygteligt slæng, som vil overtage magten her i huset, det må vi forhindre."
   "Hvorfor vil de overtage magten."
   "De kan ikke tåle Morten fordi han er anderledes og så vil de ikke have, at vi skal tjene penge på vores lejligheder når vi flytter, de vil helst holde værdien så lav som mulig."
   "Det lyder ikke godt."
   "De har ikke bestilt andet end at lave splid siden vi blev andelsforening, og nu bliver det så værre."
   "Ja, det er frygteligt, at nogen skaber splid, ja, min kæreste siger, at datteren til ham gavehovedet nede på første sal var her og bad om en underskrift."
   "Forhåbentlig afslog din kæreste."
   "Ja, men jeg blev gal, da hun fortalte mig om det, så får de lige en køn ung pige til at komme og se noget så sød ud, så det er svært at sige nej."
   "Ja, de skyr ingen midler."
   "Jeg skal nok komme og stemme imod."
   Nu besluttede Jens sig for at komme ned af trappen i en fart og komme over og samtale med Lena om at stille op. Han knyttede næven en gang og bed tænderne sammen, da han var ude af gadedøren. Han stod stille en tid, han måtte lige blive rolig igen.
   Han gik nu over i den næste opgang. Han måtte lige tænke på, at her boede formanden. Han lyttede lige efter om der var trin på trappen. Han gik op til anden sal og ringede på hos Lena. Hun lukkede op og hilste.
   "Der er lige en ting jeg vil spørge dig om."
   "Kom bare indenfor."
   Han kom ind og hun anviste ham en stol. Han bemærkede, at hun havde godt med nips fra Bornholm stående på sine hylder og en del billeder med motiver fra hendes fødeø. Ellers kunne man godt se, at hun boede alene, der var ikke mange møbler.
   "Vi skulle jo gerne have nogle kandidater til en anden bestyrelse," sagde han, "Jørgen har sagt, at han stiller op som formand og Marius Hansen ovre i den sidste opgang er jo suppleant og kommer derfor automatisk ind, og jeg vil godt prøve kræfter med det, men vi mangler en, og derfor ville jeg spørge dig."
   "Ja, men jeg ved jo bare ikke rigtig hvad det indebærer at sidde i en sådan bestyrelse."
   "Det er, at man skal styre den daglige drift, som reparationer og vedligeholdelse, og så er man forpligtet på generalforsamlingens beslutninger."
   "Ja, jeg har jo noget erfaring med udvalgsmøder fra mit job"
   "Hvad har du ofte gjort i de udvalg?"
   "For det meste været sekretær, altså, skrevet referater og meddelelser."
   "Der skal jo også være en sekretær i vores bestyrelse, så det kunne være dig."
   "Jo, så tror jeg da godt jeg kunne klare det."
   "Det vil være glædeligt, det skulle nødigt være sådan, at de får magten igen fordi ingen vil sidde i bestyrelsen."
   "Nej, helst ikke."
   "Nu skal det jo snart afgøres, det bliver en lettelse, jeg tænker nærmest, at hvis de taber, så skal vi flytte."
   "Jeg har tænkt det samme, men som min farfar sagde, et skridt ad gangen, jeg følger din opfordring og stiller op."
   "Du skal have tak, du må have en rigtig god dag."
   "I lige måde."
   Jens gik ned ad trappen, han var delvis lettet. Da han gik ind gennem porten, stødte han ind i Jimmy, som kom med en indkøbspose. Det var første gang Jens rigtigt så ham tæt på og så lige efter, at han havde hørt hans samtale med Sverre. På afstand kunne man se, at han havde et lyst krøllet hår, tættere på kunne man se et mindre skæg. Han var enkelt klædt i skovmandsskjorte og jeans. Han smilede og hilste. Jens hilste igen.
   "Kommer du til generalforsamlingen?" spurgte han.
   "Ja, det gør jeg da," svarede Jens og kæmpede for at skjule sin forbavselse over at få stillet det spørgsmål, når han selv var en af dem, der havde skrevet under.
   "Jeg ved godt, at jeg ikke har været den flittigste til at møde op, men jeg skal nok komme denne gang."
   "Har du så også taget stilling til hvad du vil stemme?"
   "Ja, bestemt."
   "Ja, det har jo været noget hyr med den eksklusion og så den manglende fjernvarme på de øverste etager."
   "Nå, det ved jeg ikke noget om, jeg er jo ikke kommet så meget, men jeg synes jo ikke så godt om de skænderier i huset, det er ubehageligt."
   "Så du har ikke hørt om, at de har ekskluderet to beboere?"
   "Nej, men jeg er ikke så meget med i alt det der."
   "Så du ved heller ikke noget om, at fjernvarmen er elendig, fordi bestyrelsen har skåret ned på vedligeholdelsen?"
   "Øh, nej... Men jeg synes bare, at det er ubehageligt, når folk skændes."
   "Kunne du tænke dig at der var en god grund til det."
   "Jeg synes bare vi skulle finde ud af det i fordragelighed."
   Jens funderede lidt over, om han skulle begynde at forklare noget om det, men han frygtede at det ville virke modsat hensigten, så han sagde høfligt farvel og gik over til baghuset.
   Her var Marianne og pigerne ved at spille ludo.
   "Nå, så har vi kandidater til bestyrelsen," sagde han.
   "Hvor godt, vi håber bare det bedste."
   Jens fortalte lige om det, som han havde oplevet med Jimmy, og hun nikkede. "Jeg har talt med flere, der siger, at de ikke rigtig forstår det der og spørger os, om vi dog ikke bare kan holde fred."
   "Ja, det ville vi jo også helst, det kan vi bare ikke i den givne situation."
   "Det er der så nogen, der ikke kan forstå, og vi skal jo heller ikke vente fred i huset, selv om vi får en bedre bestyrelse."
   "Nej, det har du helt ret i, Morten og hans slæng skal nok lave ballade."
   "Ja, og alle de konfliktsky vil så bare sige, at de ikke forstår det der og de vil muligvis være modtagelige for det som Morten siger."
   "Ja, min erfaring siger mig, at konfliktsky ikke er neutrale, de vælger at holde med den, som de først hører noget fra uden at høre den anden part."
   "Det har jeg også erfaret på mit job."
   Jens gik ud for at lave kaffe, mens han stadig tænkte. Den kommende generalforsamling ville være knald eller fald. Han så sig selv være ude og finde en anden bolig, men skubbede det fra sig. En ting ad gangen.
   ---
   Inger sad ved bordet og kiggede lidt på avisen, der lå foran hende.
   "Nå, så skal det ske i morgen aften," sagde Anita.
   "Ja, og en af mine kollegaer har inviteret mig og et par andre til kaffe i morgen aften, så det har jeg taget imod."
   "Så er det kun far, der kommer til generalforsamlingen."
   "Ja, jeg ville ikke have taget med under nogen omstændigheder, jeg ved han kommer til at gøre sig til grin, og det vil jeg helst ikke overvære."
   "Du tror altså bestyrelsen kommer til at falde?"
   "Siden indkaldelsen kom, har jeg hørt folk snakke både i gården og i porten, der er mange, der er utilfredse, så jeg tror det kommer til at ske, men det var nu ikke kun det jeg tænkte på."
   "Jeg har en anelse om hvad du mener."
   "Ja, Preben vil helt sikkert råbe højt og sige uhyrlige ting, og de vil grine af ham."
   "Jeg ved det, og det er jo ikke noget nyt, må jeg sige."
   "Skal du så være alene hjemme i morgen aften."
   "Nej, jeg har lovet Ava at passe på Martin, mens hun er afsted, og Jeanne vil jo nok holde os med selskab, begge hendes forældre tager af sted."
   "Fint nok, men I skal nok helst være enten oppe hos Martin eller hos Jeanne, for når far kommer hjem og finder dem her, så bliver det et værre hus, og især Martin, der jo ikke er så stor, kan godt blive opskræmt."
   "Du har ret, mor, jeg snakker med dem om det."
   "Det er godt, min pige, og for dig er det ingen hemmelighed, at hvis jeg boede her alene, så ville jeg møde op og stemme på, at den bestyrelse skal gå, alene det at de har forsømt vigtige reparationer her er nok, men de sidste dage har virkelig afsløret dem i mine øjne."
   "Det glæder mig du kan se det, mor."
   "Ja, det bliver jo så din far, der kommer og stemmer til Mortens fordel, men som jeg sagde, det virker ikke som om hans stemme er nok."
   "Jeg håber du har ret."
   "Det tror jeg, og du skal vide, at jeg syntes, det var godt du satte det i gang ved at snakke med dem i baghuset."
   Anita gav hende et knus. I det samme gik døren op, og nu kom lyden, som Anita havde hørt flere gange den seneste uge.
   "Ba ba baa baa!"
   Anita følte straks kvalme, men hun holdt facaden.