Jeg ringer til bedemanden næste dag. Han lover at gøre hvad han kan for at skyde begravelsen en uge, samme aften sidder jeg i stuen med Christian. Han ser på mig, som om det er min skyld det hele. Jeg tænker på kassen med øl.
   "Ved du godt der står en hel kasse øl i kælderen", spørger jeg.

"Dem drikker Louise ikke", siger Christian tørt: "Hun drikker rødvin og hvidvin".

Louise kommer hjem tre dage senere, hun er stille, og holder sig for sig selv.
   Christian og jeg handler ind, jeg lover at lave aftensmad og Christian kører i marken.
   Louise sidder med strikketøj: "Gider du gå tur med hunden", spørger hun.
   "Jo". Det er jo klart jeg vil det.
   Jeg griber nøglen på nøglebrættet og hunden, der er glad og finder sig i jeg styrer hastigheden.
   I dag går vi markstien, jeg kan se Christian et stykke nede på den røde traktor, jeg tror han sprøjter. Hunden er dejlig solid og energisk, hvis jeg ikke boede i byen, ville jeg få mig en hund tror jeg, for jeg kan godt lide at gå.
   For enden af stien sætter jeg mig på gærdet. Det er trist Louise ikke vil have mor inden for døren. Jeg har det heller ikke specielt godt med mor. Mor og far havde det svært, jeg kan godt forstå mor flygtede ind i et nyt kærlighedsforhold. Flemming var en ok fyr. Men klart der blev ikke meget plads til Louise der boede sammen med dem.


Jeg laver maden, og serverer den, farmoragtigt. Regnen laver striber på ruden mens den gråmelerede tåge hænger tungt over træerne derude.

Jeg kører gaflen rundt i den brune sovs og betragter Christian og min søster:

"Hvad så nu", siger jeg.

"Hvad mener du", Louise stopper med at spise.

"Ja, du må vel ikke køre bil mere", svarer jeg.

"Næ", hun ser på mig med sorte øjne.

"Jeg kører dig", Christian klapper hende på ryggen.

Jeg har lyst til at skrige at han skal blande sig udenom. I stedet ser jeg længe på min søster.

"Jeg ved det godt", siger hun: "selvfølgelig skal jeg ikke køre bil når jeg har drukket".

"Bedemanden har ringet begravelsen er flyttet til onsdag", Christian lægger sin gaffel: "Jeg ringede rundt til dem der var inviteret".

Louise ser ned i sin tallerken.

"Og jeg har ringet til mor og fortalt det", siger jeg.

"Nå", Louise sender mig dræberblikket: "Kunne du ikke have ventet".

Christian lægger en hånd over hendes: "Du havde det skidt, vi syntes vi skulle gøre det".

"Nå, men jeg synes ikke mor skal med".

"Så må du ringe og fortælle hende det", siger Christian og skyller sin tallerken af.

"Det kan jeg da ikke, i har inviteret hende", Louise skramler med sin tallerken.

"Hvis mor ikke skal komme, skal jeg heller ikke", siger jeg.

"Det er noget andet med dig, vores far er død".

"Men de var mand og kone", jeg stirrer på hende. Hun flytter sig og sætter sig igen ved bordet.

"Ja hun skred, og fandt en anden i løbet af nul komma fem".

"Far var voldelig".

"Nå, det så jeg ikke meget til".

Louise hvordan kan du benægte så hårdnakket. Klumpen i halsen giver mig brækfornemmelser. Jeg ser på Christian, men han er på vej ud.

Døren smækker og jeg råber: "Du må da have set noget".

"Nej, og atter nej", siger Louise med høj stemme og slår i bordet før hun løber efter Christian.

Det lyserøde krus, som jeg elskede at drikke af, står præcis samme sted som dengang, her flytter ingen noget. Når det kommer til stykket er det nok det største problem. Jeg ved ikke hvem jeg skal være mest vred på. Mor der skred, far der gjorde en slags forsøg, eller Louise der vakler forvirret rundt.

Døren åbnes langsomt, det er min søster: "Undskyld", siger hun: "Det hele er bare for meget".

Ja tak for kaffe: "Ringer du til mor", spørger jeg.

"Nej", hun ryster på hovedet og kommer hen og sætter sig: "Far hjalp mig".

"Ja, det gjorde han".

"Han var så lille", nu græder hun, lægger overkroppen hen over bordet og hulker, som er det noget der lige er sket. Babyen, der, på en måde stadig lever, er en ond skygge.
   Han spærrer for livet, men det kan jeg jo slet ikke sige til hende nu. Hun sørger jo både over far og det mistede barn.

"Louise, skal vi ikke få far begravet og så tage resten senere"?

"Jo", hun tøver: "Jeg har mest lyst til bare at sælge hele lortet", græder hun.

"Så gør det".

Hun ser forskrækket på mig.

"Ja, sgu da ikke i morgen", jeg kommer til at grine lettere hysterisk. Malplaceret det kan godt være, men jeg er så vant til at være malplaceret, at det ikke generer mig synderligt.

Louise snøfter og tørrer sine kinder med bagsiden af hånden, så smiler hun forsigtigt: "Måske har du ret. Lad os vente med det der til efter begravelsen".