Anita havde svaret på en mail fra Johnny efter hun var kommet hjem fra arbejde.
   Nu var de færdige med at fortælle om deres opvækst og hvordan de var blevet adskilt, nu handlede deres mails om hvad de havde lavet i dag. Det var lidt svært, dagene på arbejde lignede jo hinanden, men hun kunne fortælle om dem, som hun boede i hus med. Det gav hende glæde. Hun fortalte ham også noget om alt det der skete i huset.
   Han skrev om alle deres optrædener i bestemte kvarterer, som hun ikke havde hørt om før og om deres øvetimer, om en tur til Kentucky som var berømt for kulminerne og den blålige græsart. De skulle ligefrem snart til Niagara og spille. Hun skrev til ham, at det måtte han huske at sende et billede af. Det forekom hende, at hun engang havde set en tegnefilm med en, der prøvede at sejle over dette vandfald i en tønde.
   Nu kunne hun ikke dy sig for lige at skrive, hvad Martin havde fortalt hende, da hun snakkede med ham i gården, i biologitimen havde var en af hans klassekammerater blevet spurgt om han kunne nævne nogle blade, så havde han svaret Anders And & Co. Hvis hun selv havde hørt den, da hun gik i skole, så ville hun nok også have skreget af grin.
   Nu sad hun på sin briks og kiggede lidt i Sangbogen. Måske kunne hun få Johnny til at lære hende noder online.
   Mens hun tænkte over det, hørte hun dørklokken ringe, og på stemmerne kunne hun høre, at det var hendes far, der lukkede op for Morten Hansen. Hun skuttede sig. Det var underligt at høre hendes far blive så venlig i tonen, når det var ham der kom. Gid han også ville tale sådan til andre.
   Da de kom ind i stuen, kunne hun høre hvad de sagde.
   "Jeg ved jo, at du tidligere har klaget over musik fra overboerne og nu har vi så yderligere det på dem at de har nægtet os adgang til at se deres badeværelse," sagde formanden, "så jeg kan glæde dig med, at nu har vi ekskluderet dem, de har fået en måned til at flytte."
   Anita kvalte et skrig med sin hånd og kom hurtigt op at stå.
   "Det glæder mig," lød hendes fars stemme, "de har jo også en dårlig indflydelse på min datter."
   "Der er også en anden vi har ekskluderet, det er hende kunstneren og hendes søn heroppe på fjerde, man må jo ikke bruge sin bolig til erhverv, hun har også fået en måned til at flytte."
   Anita var lige ved at råbe højt. Hendes hjerte det føltes som om det prøvede at slippe ud af brystkassen. Nu nævnte formanden flere, som han mente ikke boede i deres lejlighed, dem kendte hun ikke rigtig. Dem ville han så også ekskludere om en vis tid.
   "Det glæder mig at der er nogen, der kan bringe orden i huset," hørte hun sin far sige.
   "Alt for beboerne, og ved du hvad, jeg var ovre ved familien i baghuset, og jeg tilbød dem en større lejlighed, nemlig en af de to der bliver ledige her, men de var simpelthen så utaknemmelige og begyndte at råbe skældsord efter mig."
   "De skulle på en opdragelsesanstalt, skulle de, og så går de og skælder mig ud for min opførsel."
   "Ja, heldigvis er de i mindretal, men nu må jeg videre i dagens tekst, tak for snakken." Hun hørte fordøren gå derude.
   Nu kunne høre Preben synge, det var sjældent. Det var ikke særlig melodisk. "Ba ba baaa!"
   Hun løb ud i stuen og så, at han smilede han med hele hovedet.
   "Nu bliver der endelig orden på tingene," sagde han med en fryd, som han ikke gjorde meget for at skjule. Den umelodiske sang fortsatte.
   "Ba ba baaa!"
   Hun havde lyst til at skrige højt.
   "Så kan de lave deres bohemerede et andet sted," sagde han, stadig med det store smil og så fortsatte hans sang. "Ba ba ba BAAA!"
   Klumpen i halsen blev større, hun spænede hen til ham og hamrede sine to knytnæver mod hans overkrop, han tabte underkæben.
   "Skadefro møgsvin!" skreg hun, "at du kunne synke så dybt!"
   "Hvad fanden går der af dig? Nu synes jeg godt nok snart, at jeg må få en læge til at tilse dig."
   "Det er dig, der trænger til en læge, en der kan ordne din syge hjerne!"
   Inger kom ind ude fra køkkenet. "Men hvad sker der dog?"
   "Hun er da fuldstændig bims," sagde Preben, "Nu synes jeg godt du kan tage og holde op, tøs, det er for os alle sammens bedste."
   "For dit og bestyrelsens bedste!"
   Vreden brændte i hende, og hun vidste, at hvis hun blev stående, ville hun eksplodere. Hun måtte væk.
   Hun stormede ud i gården, hun nåede lige at høre sin far sige, at hun vist havde menstruationsproblemer.
   Anita havde aldrig følt sig så magtesløs som nu. Hun følte, at jorden gled væk under hendes fødder. Alting var bare for meget.
   Hun fandt en bænk i gården, der ikke kunne ses fra hendes lejlighed. Da hun satte sig, brød hun sammen. Hun kunne ikke holde tilbage, men hun gjorde alt for at holde lyden af sin hulken tilbage, men tårerne løb som om der var åbnet for en hane.
   Verden virkede så uretfærdig. Hun forsøgte at tørre tårerne væk, men de blev bare ved med at løbe.
   Nu hørte hun fodtrin i gruset, og hun forsøgte at tørre sine tårer væk, men det var for sent. Jens, der var ude på sin sædvanlige aftengåtur med Bongo, havde allerede set hende. Han standsede op.
   "Anita?" sagde han forsigtigt. "Er du okay?"
   Anita forsøgte at svare, men ordene ville ikke komme ud. Hun rystede på hovedet, og han satte sig ved siden af hende på bænken. Bongo lagde sit hoved i hendes skød, som om han også forsøgte at trøste hende.
   "Det er... Morten Hansen... og min far..." begyndte hun, men hun kunne knap få ordene frem gennem gråden. Hun forsøgte at tørre tårerne væk, men de blev bare ved med at løbe.
   Jens rynkede panden og lagde hænderne på hendes skuldre. "Hvad er det, der sker, Anita?"
   Anita tog en dyb indånding og kæmpede for at samle sig, men det var umuligt.
   "Kom med mig ind, så kan du tale mere frit, vi ved ikke hvem der kan høre det herude."
   Anita nikkede svagt, Jens hjalp hende op at stå, og sammen gik de mod baghuset. Da de kom ind, blev de mødt af Mariannes venlige ansigt, men hendes smil forsvandt hurtigt, da hun så Anitas ansigt.
   "Hvad er der sket?" spurgte hun, da hun gik hen til Anita og lagde en arm omkring hende. De to små piger kom løbende hen til hende og tog fat i hendes hænder og strøg dem.
   "Hun sad og græd ude på en af bænkene, vi må finde ud af hvad det er."
   "Sæt dig bare ned, Anita," sagde Marianne idet hun tog en kleenex op en æske og rakte den til Anita, der nu satte sig ned. I det øjeblik ringede Mariannes mobiltelefon, hun tog den.
   "Hej, Ellen."
   "Hej, Marianne, jeg kunne se, at Anita gik ind ovre hos jer sammen med Jens."
   "Det er rigtigt."
   "Jeg blev noget bekymret, da væggene jo er tynde her, kunne jeg høre hun skreg højt, så jeg tænkte straks hvad sker der, og jeg kunne også se, da hun gik ind sammen med Jens, at hun græd voldsomt."
   "Ja, og vi er ved at prøve at finde ud af hvorfor, jeg håber at vi kan gøre noget ved det."
   "Godt, det lød jo slemt, men har du hørt det sidste, bestyrelsen har ekskluderet Ava og den latinamerikanske familie."
   "Hvad!"
   "Ja, jeg mødte Ava på trappen, hun var grædefærdig."
   "Det var som..." Jens bed læberne sammen, hans øjne blev smalle.
   "Det må vi da gøre noget ved, kan du komme herover?"
   "Ja, jeg kommer med det samme."
   Jens vendte sig mod Anita. "Er det det, som har slået dig ud?" Anita nikkede idet hun snøftede.
   "Så det var en af deres lejligheder han tilbød os forleden" hvæsede Marianne. "Vi kan ikke lade det ske, Jens, vi er nødt til at gøre noget."
   Det ringede nu på døren, og Marianne lukkede Ellen ind. "Er det eksklusionen, der har taget hårdt på dig?" spurgte hun Anita.
   "Ja, og min far fryder sig over den."
   Marianne havde fået et stramt ansigt. "Nu burde vi da indkalde til ekstraordinær generalforsamling og sætte et mistillidsvotum."
   Anita så op på dem gennem tårer, for første gang følte hun en lille gnist af håb.
   Jens nikkede. "Jeg har tidligere været skeptisk overfor det med mistillidsvotum, fordi jeg frygtede vi ville tabe og stå i en værre situation, men det er jeg ikke nu, hvis vi skal forhindre det svineri, så er det vores eneste chance, hvis vi taber, kan vi i det mindste sige vi forsøgte."
   Anita fik nu endelig stoppet gråden og rettede sig op.
   "Du har ret," sagde Marianne, "det er vores eneste mulighed."
   "Vi må samle de andre i huset, dem der også er imod Morten Hansen, vi må sørge for, at det ikke bliver uden kamp, forhåbentlig lykkes kampen så."
   Ellen nikkede bestemt. "Vi var for langsomme sidst han ekskluderede nogen, det skal vi ikke være denne gang."
   Anita sad nu helt oprejst. Måske var der alligevel noget, de kunne gøre.
   "Ved du hvor lang tids frist de har fået til at flytte, Anita?" spurgte Marianne.
   "En måned fra i dag."
   Jens nikkede. "Vi har ingen tid at spilde, jeg ved godt, at hvis det falder til jorden, så bliver de ekskluderede alligevel og så vil Morten hovere og vi kan risikere også at blive ekskluderede, men vi må tage den risiko."
   Marianne åbnede en mappe og fandt papiret med foreningens vedtægter frem. "Ifølge vores vedtægter skal der holdes en ekstraordinær generalforsamling, hvis en tredjedel af beboerne kræver det, vores dagsorden skal være et mistillidsvotum til Morten Hansen og hans to rygklappere, jeg forstår godt din tidligere betænkelighed ved det, men nu må vi tage chancen."
   Jens nikkede. "Vi må også medtage alt det andet med vi er utilfredse med, som forsømmelse af vigtige reparationer for eksempel fjernvarmen og manglende information, det øger chancen for at få flere stemmer."
   "Eller at de bryder ind i folks lejligheder," sagde Ellen, "det gjorde de i fredags."
   "Den skal med," sagde Jens, "og det næste punkt skal være valg af ny bestyrelse i tilfælde af ja til mistillidsvotum, og så skal der være et tredje punkt, hvor vi i tilfælde af et nej skal diskutere eksklusionen."
   "Jeg sætter mig ned og skriver," sagde Marianne og gik til deres computer.
   "Tag noget kaffe eller hvad I vil have," sagde Jens henvendt til Anita og Ellen. Anita takkede og tog en kop, og lidt efter gik printeren i gang. Nu kom Marianne og viste dem, hvordan hun havde sat det op med de tre punkter.
   Der var lige et par ting, som de var i tvivl om.
   "Vi er fyrre husstande," sagde Jens, "det er ikke deleligt med tre, skal vi have tretten eller fjorten underskrifter?"
   "Ja, det er lige det," svarede Marianne, "og så er der også de ekskluderede husstande, kan de skrive under eller møde op og stemme?"
   Anita kom til at tænke på Jannies mor, "En af mine gamle klassekammerater har en mor, der er advokat, jeg kan ringe og spørge hende."
   De andre nikkede anerkendende og Anita tog sin mobil op og ringede til Jannie.
   "Anita, det er hyggeligt du ringer," lød det i den anden ende.
   "Ja, men det er under ubehagelige omstændigheder i mit hus, så jeg vil gerne spørge din mor til råds."
   "Jeanne har fortalt mig om det, hun ringede og var grædefærdig, men du får min mor."
   Lidt efter lød der en voksen kvindestemme i telefonen. "Hej, Mona her, du er jo Jannies tidligere klassekammerat."
   "Ja, og hun har sagt, at du rådgiver andelsforeninger, og vi har netop brug for vejledning."
   "Ja, det gør jeg, men så lad mig da høre."
   Anita forklarede, at de skulle indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvordan vedtægterne var og så problemet med at dele en præcis tredjedel af fyrre.
   "Som advokat vil jeg sige, at tretten underskrifter er nok, men for at undgå det bøvl, at nogen vil sige det er for lidt, så stræb mod de fjorten."
   "Der er så lige en ting mere: de to husstande, der er blevet ekskluderet, de har en måned til at flytte, kan de skrive under og stemme?"
   "De er andelshavere indtil de har solgt deres lejlighed med alt hvad det indebærer, så de kan skrive under på jeres indkaldelse og møde op og stemme, og de har også ret til at få eksklusionen vurderet af en generalforsamling."
   "Det sidste er med som et punkt i tilfælde af nej til votummet, men godt, så kan de skrive under på indkaldelsen."
   "Du ved godt, at hvis I stiller mistillidsvotum, så vil jeres formand nok gøre alt for at forsvare sig? Er I forberedt på, hvad han kan finde på? Han kan også finde på noget i fremtiden hvis han taber."
   "Ja, vi har vores anelser."
   "Godt, for det må I være forberedte på."
   "Tak skal du have."
   "Skulle det være en anden gang."
   Anita var nu i stand til at smile, og hun smilede til sine værter. "Så er det afklaret, og jeg vil godt hjælpe med at samle underskrifter."
   "Jeg skriver under her med det samme, når jeg nu er her," sagde Ellen, Marianne rakte hende en pen og hun skrev under. "Lad os håbe vi endelig får dem ud, bedre sent end aldrig, men så vil jeg trække mig for jeg har besøg af min søster, held og lykke med det."
   Hun sagde farvel til dem en efter en og gik.
   De blev enige om, at Anita tog sin egen opgang, for der kendte hun folk.
   "Ellens underskrift har vi fået, og Ava og brasilianerne kan vi være sikre på," sagde Marianne.
   "Ava siger, at hendes nabo også er godt gal på den bestyrelse," sagde Anita, "men lige det unge par på tredje, dem ved jeg ikke."
   "Du kan jo ringe på og spørge dem," sagde Jens, "du skal bare passe på, de har jo Sverre til nabo."
   "Jeg er opmærksom på det."
   " Jeg tror også samtlige beboere på fjerde sal vil skrive under," sagde Jens, "de er stiktossede over de to vintre, hvor de har måttet fryse." Han talte lige efter. "Så har vi elleve, men så er det lige med de to sidste underskrifter, helst tre."
   "Hende ernæringseksperten i formandens opgang kan ikke døje ham," sagde Marianne, "vi prøver med hende."
   "Det bliver så tolv," sagde Jens, "Hvem kunne tænkes som den sidste?"
   "Ham suppleanten, er det ikke Marius Hansen han hedder? Han er vist også utilfreds med dem."
   "Vi spørger ham og håber det bedste, men i nummer otteogtredive bor både formanden og så ham, som han fik ind sidst han ekskluderede nogen," sagde Jens, "så der går mig og Marianne sammen, for han kan vist blive aggressiv."
   "Var det ham der lurede på mig sammen med René?" sagde Anita.
   "Det er ham," sagde Marianne, "du må for alt i verden ikke begynde at skændes med ham, hvis han siger noget til dig, mig og Jens går sammen i hans opgang og tager så de to næste hver for sig."
   "Godt, jeg holder jeres børn med selskab så længe, så tager jeg turen i min egen opgang."
   Jens ringede lige til Jørgen og fortalte ham hvad de havde gang i.
   "Åh, hvor er det godt," lød det i telefonen, "jeg blev så ked af det, da de fandt på det, og selv om jeg sad ved bestyrelsesmødet og råbte højt og hamrede i bordet, så kunne jeg ingenting gøre mod overmagten, jeg er jer virkelig taknemlig. Som bestyrelsesmedlem kan jeg ikke underskrive på indkaldelsen, men jeg skal nok være der til generalforsamlingen og stemme."
   "Ja, og vi starter også rundturen nu," svarede Jens.
   "Lige et råd: lav fire kopier af jeres indkaldelse og giv en til hvert bestyrelsesmedlem, også mig, ellers vil idioten benægte, at der er kommet et ønske om generalforsamling eller sylte det."
   "Det skal vi huske."
   "Jeg var ellers ved at skrive et brev, hvor jeg meddeler, at jeg træder ud af bestyrelsen fordi jeg ikke længere havde samvittighed til at sidde i den og lægge navn til det svineri, men nu venter jeg til indkaldelsen er udsendt."
   "Vil du så, hvis vi vinder, stille op til en ny bestyrelse?"
   "Det vil jeg godt, jeg vil bare ikke sidde i bestyrelsen med dem længere, men som sagt, jeg bliver lige et par dage for at få trumfet denne generalforsamling igennem."
   Så var Jens og Marianne ude af døren, og Anita sad tilbage med pigerne og hunden. De to piger var godt i gang med at klappe deres elskede golden retriever, og Anita sad og kiggede på, mens hun trods spændingen følte sig godt tilpas.
   Hun sad og tænkte, hvordan hun ofte havde savnet søskende. Nu var hun glad for at have fundet frem til en halvbror, der var noget ældre end hende, men hvor ville hun gerne have haft mindre søskende også.
   Naturligvis ønskede hun, at deres forældre snart ville komme tilbage. Det var jo uvist hvor mange der ville gå med til det. Morten Hansen havde jo nogle støtter i foreningen, ville de være for mange? Sad han på magten fordi der var en stærk klike, der støttede ham?
   Hun skubbede det fra sig, hun ville ikke begynde at græde her foran pigerne.
   Endelig efter en tid, der havde føltes som en evighed kom Jens tilbage. Han havde fem underskrifter, så manglede der otte, helst ni.
   "Det er de tre jeg fik sammen med Marianne i nummer otteogtredive og de to på fjerde i næste opgang" sagde han "hun er oppe ved dem i sidste opgang."
   "Hvor mange skal der møde op for at generalforsamlingen kan beslutte noget?"
   "Halvdelen af husstandene, altså, tyve."
   "Så må vi håbe de møder op."
   "Vi plejer også at være mere end halvdelen til generalforsamlingerne, der er så dem, vi aldrig nogen sinde ser, men sådan er det i alle foreninger."
   Anita fik hjertebanken. ville Morten Hansens støtter så fylde for meget?
   "Du må endelig huske at være rolig, når du skal rundt i din opgang," sagde Jens, som om han kunne se hvad hun følte, "ellers kan det virke modsat hensigten."
   Hun nikkede, og til sin store lettelse så hun Marianne komme over gården. Et øjeblik efter var hun inde ad døren. "Jeg har tre underskrifter, der var mange, der ikke gad noget ballade, og så var der nogen, der ikke var hjemme, ham suppleanten ville lige vente lidt, de kunne finde på at beskylde ham for at skrive under for selv at komme ind i bestyrelsen, men han tilføjede så, at hvis vi kom til at mangle en underskrift, så ville han godt skrive under og tage skraldet."
   Anita regnede lidt. "Så mangler vi fire, uha, det bliver så om hvad de siger i min opgang."
   "Brasilianerne, Ava og Søren Madsen, den ældre herre i toppen, de er klare nok," sagde Marianne. "Hvis bare de så er hjemme."
   Anita tog papiret, spænede ud ad døren og løb over i sin opgang. Hun sikrede sig lige, at ingen af hendes forældre kiggede ud ad vinduet.
   Da hun var inde i sin opgang, halvløb hun hele vejen op til fjerde, og måtte lige standse for at få pusten igen. Nu kunne hun for sit indre øre høre de andre piger skrige i gymnastiktimen, at hun var langsom, hun gjorde alt for at fortrænge det.
   Nu først hos Søren Madsen, som der stod på dørskiltet. Hun huskede, at flere havde sagt, at han var rar, men svækket af alderen. Hun trak vejret dybt et par gange og ringede på. Hun kunne høre nogle langsomme slæbende skridt bag døren, og nu blev den lukket op, og der stod ganske rigtigt en ældre mand, krumbøjet, han støttede sig til en stok. Han havde stærke briller, og han måtte lige rømme sig kraftigt inden han kunne sige noget.
   "Men goddag," sagde han, "det er jo dig, der bor med dine forældre over tøjbutikken."
   "Det er rigtigt." Anita anspændte sig nu for at forklare hvad hun kom for og fik det sagt.
   "Vi er nogen, der tror Morten Hansen og hans slæng er ude på noget, og nu er de ved at ekskludere nogen her i huset helt uden gyldig grund."
   Han nikkede. "Kom hellere ind, Anita, vi skal ikke risikere at ham idioten nedenunder hører det, du ved, han er også i bestyrelsen, og jeg har endda besøg af mine naboer, så jeg ved godt hvad de har gang i."
   "Er det rigtigt? Så kan jeg jo snakke med dem samtidig."
   Anita følte sig lettet, det tegnede jo godt, og da hun gik ind, sad Ava og Martin der ganske rigtig, hun gik ind og satte sig på en stol, som han anviste ved at pege på den. Han satte sig ved det samme bord og tilbød Anita en kop te, hvad hun sagde ja til.
   "Hvor er vi glade for at se dig," sagde mor og søn næsten i munden på hinanden.
   "Ja, jeg inviterede dem ind, da jeg fandt ud af, at de var kede af det, og de har jo forklaret mig grunden."
   "Det er netop derfor jeg kommer, vi er ved at samle underskrifter til en ekstraordinær generalforsamling." Hun lagde papiret frem for dem.
   "Jeg er virkelig taknemmelig," sagde Ava, "men kan jeg skrive under og stemme, når jeg er ekskluderet?"
   "Jeg ringede og spurgte en advokat, du er andelshaver indtil du har solgt lejligheden."
   "Virkelig?" Nu kom der et glimt af håb i ansigtet. "Men ok, så kan jeg skrive under, men hvem opstiller til en ny bestyrelse?"
   "Det skal vi have drøftet, nu hastede det jo bare med den indkaldelse i første omgang."
   Ava satte sin underskrift på papiret.
   "Så har I brug for min underskrift, tænker jeg," sagde Søren Madsen, "den giver jeg gerne, det burde snart være slut med at det slæng går og spiller mester og herre her i huset."
   Anita åndede lettet op, men tænkte dog lige, at hun havde flere steder at ringe på, og de var afgørende. Han fandt en kuglepen frem og satte den på papiret. "Hvem er I, som står bag det?"
   "Sådan set kun mig og så familien i stueetagen i baghuset."
   "Det søde unge par med tvillinger?" Anita nikkede. "Jeg håber I får held med det, og jeg har givet min underskrift her, men desværre kan jeg dårligt komme til vores generalforsamlinger, som du jo ser, så er jeg ikke så rørig som jeg har været."
   Anita følte en vis frygt, indtil han tilføjede: "Jeg kan kontakte min søn og spørge om han vil komme med en fuldmagt fra mig, så han kan stemme for mig."
   "Åh, det vil hjælpe."
   "Helt sikkert, så snart jeg ved hvornår det bliver ringer jeg til ham, men nu kan jeg tænke, at du skal videre med at stemme dørklokker."
   Anita takkede ham og sagde farvel ved at give ham hånden. Hun fik nu lige set lidt mere af øjnene bag de stærke briller og syntes også, at han så rar ud.
   Hun kunne ikke lade være med at tænke, at nu var hun blevet en, der havde en aktiv rolle i det, der skete. Før havde hun bare vært passiv, fordi hun boede hjemme og var umyndig.
   "Jeannes forældre er vel sikre nok, hvis de bare er hjemme," sagde Ava. "Det er lige det unge par hernede."
   "Jeg går ned til dem nu."
   "Pas på deres nabo!"
   "Jeg ved det, og jeg håber på jeg kan gøre det uden han hører noget."
   Ava gav hende et knus. "Jeg håber vi snart mødes under lykkeligere omstændigheder."
   "Også mig."
   Anita gik nu med stille skridt ned ad trappen og så på de to døre på næste etage. Den ene var bestyrelsesmedlemmet Sverre Frandsen, så det var udelukket. Så var der parret, hun så på skiltet Jimmy Neumann og Else Kauffmann. Det var et minefelt hun stod i.
   Hun tøvede og tog en dyb indånding, så ringede hun på dørklokken, mens hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. Det kunne ske, at de ikke var hjemme, men hvis de ikke ville skrive under, så ville resultatet være det samme. De ville være afgørende. Hun hørte skridtene, og der stod en ung kvinde med skulderlangt lyst hår og lyseblå øjne.
   "Hej," sagde hun, "det er jo dig der bor på første sal med dine forældre."
   "Rigtigt, må jeg lige komme ind?" Hun hviskede og begyndte at blive nervøs.
   "Er det vigtigt?"
   "Ja, det må jeg sige."
   "Ok, så kom ind." Hun førte Anita ind i stuen. "Min kæreste er ikke hjemme, men da det er mig, som er den officielle andelshaver, kan jeg godt snakke om det, hvis det har noget med det at gøre."
   Anita bemærkede, at der stod to guitarer på et stativ, hun havde lyst til at snakke om dem og fortælle, at hun havde en halvbror, der var musiker, men der var ikke tid til det. Hun gik lige til sagen og forklarede Else det hele.
   "Jeg ved nu ikke rigtigt," svarede Else, "vi kommer jo ikke til generalforsamlingerne, det interesserer os ikke rigtigt, så vi kan ikke rigtig vide så meget om det."
   "Men synes du ikke, at det er uretfærdigt med dem, han ville smide ud?"
   "Vi kan jo ikke rigtig lide de skænderier, der er i huset og ønsker bare, at folk ville holde fred."
   "Der kunne jo være en god grund til at de opstår."
   "Jeg kan ikke garantere, at vi kommer til den ekstraordinære generalforsamling, og jeg vil tro, at min kæreste helst vil holde fred med folk."
   Anita kvalte et suk og sagde farvel til hende. Hun følte en knude i maven. Sådan nogle som Else var måske ikke onde, men de gjorde heller ikke noget. Var det ikke netop sådan, Morten Hansen kunne blive siddende ved magten? Fordi alt for mange bare ønskede ro?
   Hun løb ned til næste etage, som hun ikke frygtede så meget, det var hendes venner. Bare de var hjemme.
   Hun ringede på og blev endnu engang glad over at høre trin bag døren. Der blev lukket op, og der stod Jeanne, hendes ansigt var vådt af tårer. Hun gav Anita et knus og trak hende ind. Hendes to forældre sad derinde og så triste ud, men de lyste straks op, da de så hvem deres gæst var.
   "Det var da dejligt at se dig," sagde Luiza, "det er bare en sørgelig dag du kommer på."
   "Jeg ved det," sagde Anita, "det er netop derfor jeg kommer." Deres ansigter skiftede som et trafiklys til forbavselse.
   "Jeg skal nok forklare det," sagde Anita, Antonio pegede på en stol som tegn på, at hun skulle tage plads der. Anita lagde papirerne foran dem, og de bøjede sig frem for at læse det.
   "Der er mange i huset, der er utilfredse med formanden," sagde Anita, "så det skal nok gå."
   "I kan jo godt skrive under, Jannies mor har forklaret mig, at vi er andelshavere indtil vi har solgt andelen," sagde Jeanne.
   "Så må vi sandelig skrive under," sagde Antonio og tog en pen op af brystlommen, hans kone og datter nikkede. Anita trak vejret heftigt, nu var hun ved målet. Hun bemærkede, at Jeanne begyndte at se mere glad ud.
   "Hvem står bag det?" spurgte Luiza.
   "Familien i baghuset."
   "Jeg tænkte nok det ikke var dine forældre," sagde Luiza. "Ved de godt, at du er med til det her?"
   "Nej, og de må helst heller ikke opdage det før sagen er klar."
   "Får du ikke vrøvl?" sagde Jeanne.
   "Jo, men heller det end vrøvl med min samvittighed, det her er det eneste jeg har kunnet gøre, jeg er jo umyndig hjemmeboende."
   Antonio så alvorlig ud. "Du er sandelig en modig pige."
   "Tak," sagde Anita, hendes kinder blev varme og hun bøjede hovedet lidt.
   "Hvis du kommer til at behøve hjælp, så kom op til os og sig det, du må ikke holde dig tilbage."
   Anita takkede, hendes hjerte gik nu mere stille.
   "Nu skal jeg over og levere underskrifterne, vi ses."
   "Held og lykke," råbte de.
   Hun gik så stille som muligt ned ad trappen, hun skulle jo nødigt påkalde sig sine forældres opmærksomhed.
   Hun kiggede op og var lettet over, at hendes egen dør ikke gik op. Hun løb ind gennem porten og over gården. Hun stod foran indgangsdøren til baghuset og ringede på hos Jens og Marianne.
   Da hun blev lukket ind, hev hun efter vejret, og fik endelig sagt, at nu var sagen klar.
   Jens og Marianne stod nu og så på papiret sammen og talte efter, hvor på de råbte et højt hurra. Bongo, der lå og sov, løftede hovedet og kiggede på dem, Anita var lige ved at le, det så næsten ud som om den tænkte, at de var blevet tossede.
   "Jeg ringer lige over til suppleanten, han hedder Marius Hansen, og siger vi mangler en underskrift," sagde Jens og tog sin mobiltelefon op og ringede til ham. Han ville komme med det samme og skrive under.
   "Jeg må hellere komme op til mig selv inden de aner uråd," sagde Anita.
   "Sig til hvis du behøver hjælp," sagde Marianne.
   "Tak skal I have, og jeg vil også lige sige, at hvis I en dag behøver en babysitter til at være hos jeres piger, så spørg endelig mig, jeg vil synes det var hyggeligt."
   "Tak, Anita, vi ses."
   Anita løb ud over gården og kunne godt se, at hendes far stod oppe i vinduet og kiggede. Hun var forberedt på det værste.
   Da hun kom ind, hørte hun fars sang igen. "Ba ba ba baaaa!"
   Han smilede stort. "Endelig får vi god ro og orden i opgangen."
   Hun vidste næsten ikke hvad der var værst, hans sædvanlige råberi eller denne her skadefryd.
   Hun var lige ved at græde lige så meget som hun havde gjort da Jens fandt hende, og hendes mor kom hen og lagde armene om hende.
   "Så så da, kære," sagde hun. "Preben, lad nu være med at provokere hende."
   "Nå, nu må jeg åbenbart ikke have en mening om tingene og slet ikke have lov til at glæde mig over, at der nu bliver bragt lidt orden i huset."
   Hun havde altid følt sig lille i det her hus. Som en skygge i sine forældres liv. Men nu... nu var hun en af dem, der gjorde noget. Det var en mærkelig følelse. Skræmmende. Men også stærk.
   Hun kunne høre hendes far og mor ude i stuen, men hun ville ikke høre efter hvad de sagde. Nu skulle hun bare have aftensmaden overstået. Hun havde bare ingen appetit og hun ville helst bare være alene på værelset igen.
   Den aften skrev hun til Johnny om det, som var sket. Han var hurtig til at svare, han ønskede held og lykke og undrede sig over, at nogen havde stemt på det slæng.
   ---
   Jens og Marianne stod nu og så på foreningens vedtægter.
   Marius Hansen havde været og givet sin underskrift og Jens havde lavet fire kopier på deres multifunktionsprinter.
   "Vi håber det går," sagde Jens, "bare de møder tilstrækkeligt op."
   "Og at de fleste stemmer formanden ud."
   "Der er mange, der er utilfredse, så der er håb, jeg ved godt, at han også har sine støtter, så er der de konfliktsky, men vi er ikke chanceløse."
   Han tog kopierne i hånden. "Nu går jeg over til bestyrelsesmedlemmerne med de her og snakker lige lidt med Jørgen om det." Han kyssede hende hurtigt og gik ud over gården, ind i portopgangen og op til Jørgens lejlighed, hvor han ringede på dørklokken.
   Jørgen lukkede op. "Hej, har I underskrifter nok?" sagde han.
   "Ja, lige akkurat."
   "Kom indenfor."
   Jørgen tog papiret og kiggede, han talte underskrifterne. "Ja, der er nok," sagde han, "nu skal jeg nok holde idioten fast på at indkalde så hurtigt som muligt."
   "Nu skal vi bare finde ud af, hvem der skal stille op til en ny bestyrelse."
   "Jeg stiller op i hvert fald, og så er der jo vores suppleant, der automatisk træder ind, så mangler vi kun to."
   Jens gned sin hage. "Jeg vil overveje det."
   "Så mangler vi en, det er så lige hvem der skal være formand, og så skal vi have to nye suppleanter."
   "Det må vi drøfte, når indkaldelsen er kommet, nu skal jeg lige følge dit råd og levere til de andre i bestyrelsen, vi ses."
   Jens rejste sig og sagde farvel og gik turen til de andre bestyrelsesmedlemmer, hvor han smed sedlen ind ad brevsprækken.
   Da han havde smidt den ind til Morten Hansen, blev hans dør åbnet, og der stod han og råbte. "Det her slipper du ikke godt fra, kan jeg love."
   "Jeg er immun overfor trusler, bare overhold vedtægterne og få indkaldt så snart som muligt."
   Han gik så over til sin lejlighed, hvor familien ventede ham. "Så er det klaret," sagde han.
   "Nu bliver det spændende om vi får en indkaldelse." De satte sig på sofaen med Bongo liggende ved deres fødder og så på, at deres piger spillede uno.