Nu havde hun været alene i lejligheden i tre dage. Hun nød det som en forsmag på at flytte hjemmefra, selvom hun nok syntes det var en noget stor lejlighed til en person. Hun opholdt sig mest på sit værelse og så i køkkenet.
   Samtidig havde hun tid til at tænke. Hun kunne ikke få tankerne fra den ukendte dreng på fotoet. Hun havde ingen fætre på mødrene side, kun to kusiner, og det var jo også hendes farfar og farmors børnebørn. Når hun igen og igen nærmede sig tanken, at det var et barn fra hendes fars tidligere ægteskab, forkastede hun det straks. Hun kunne ikke tro, at han havde en søn fra et tidligere ægteskab, som han ikke havde samkvem med. Det kunne ikke passe.
   Hun forsøgte at rode rundt i tankerne. Kunne hun huske noget fra sin førskoletid? Det kneb, hun kunne lige huske noget fra børnehaveklassen, men ikke noget, der gav et tip om den ukendte dreng.
   Hun fandt den store fotobog frem endnu en gang og kiggede den langsomt igennem. Nogen billeder vakte da minder. Hendes to kusiner på mødrene side var noget ældre end hende, så de virkede nærmest som unge mødre sammen med hende eller i hvert fald barnepiger. Det havde de også været ind imellem. Hun kunne godt huske, at de havde set efter hende, når de voksne var væk.
   Hun undrede sig ofte over, at når de var på ferie for at besøge familien, så var både hendes far og mor med, når de besøgte hendes fars familie, men når det var hendes mors familie, så var det kun hendes mor. Hun kunne ikke komme i tanker om undtagelser, og billederne i fotobogen syntes at bekræfte hende.
   Hun kunne også se på billederne af hende og Bent og Lisa, at de havde det sjovt ind imellem. Der var et billede hvor de alle tre spænede rundt på en græsplæne, det var vist en fangeleg. Især Lisa var helt væk af grin. Så var der et billede hvor de alle tre sad og klappede en golden retriever. Det var vist naboens hund. Det var de senere år, at der var kommet kold luft mellem hende selv og fætteren, og Lisa var sød nok, men hun var blevet så reserveret.
   Hvor var der meget hun gerne ville spørge om. Men hvem skulle hun spørge?
   Nu kom hun lige i tanker om, at der vist lige var noget, som hun skulle købe til sin mad, så hun gik ud til en anden butik end den, hvor hun var ansat. Hun havde ikke lyst til at sætte sine ben i den uden for sin arbejdstid.
   Da hun var tilbage igen, var det tids nok til at se fru Larsen være ved at låse sig ind.
   "Goddag, fru Larsen," sagde hun.
   "Goddag, Anita, det er sådan du hedder, ikke?"
   "Jo, det hedder jeg."
   "Bare sig du og Ellen til mig, jeg hører nogen gange, at du er så klog at du kan undvære hovedet."
   "Hvordan det?"
   "Din fars stemmme skærer igennem væggene, han kunne lige så godt stå i den åbne dør til min lejlighed og råbe det ud i min stue."
   Varmen løb op gennem Anitas kinder. "Ja, ja, han synes jo vi alle sammen her enten er kriminelle eller arrogante københavnersnuder, det har jeg hørt tydeligt og klart, og jeg har da også forstået du er færdig med skolen og arbejder i et supermarked."
   Anita nikkede. "Det lyder som om alt vi snakker om bliver transmitteret," sagde hun og kom selv til at grine, selv om hun fandt det pinligt. Ellen grinede også.
   "Jeg kan også høre ham formanden for vores andelsforening inde på mit værelse," sagde Anita, "det er et gratis show."
   "Føj for den lede, stakkels dig, at skulle være tvangsindlagt til at høre på den platugle, det er nok at høre på ham ved generalforsamlingerne."
   "Min far ser et stort lys i ham."
   "Ufatteligt, han kører fuldstændig sit eget løb her, og alt der laves skal være til fordel for hans rygklappere, der sidder i bestyrelsen. Der er flere her i huset, der har klaget over, at når de henvender sig til ham om problemer i huset, så får de et uforskammet svar."
   "Gør de det? Den anden dag ville min far klage over brasilianerne og deres musik, han fik et meget forstående svar."
   "De spiller da ellers meget dæmpet, jeg kan kun høre dem ude på toilettet."
   "Det er også kun ude på toilettet vi hører dem, jeg var til te hos dem i går, de er søde."
   "Jeg har også besøgt dem et par gange her efter vi blev andelsforening, ja, det er jo noget tosseri at vi bor i samme opgang og ikke kender hinanden, men sådan er det jo ofte i byen."
   "Min far vil undgå at have for meget med andre i huset at gøre, og jeg forstår det ikke."
   "Det er også svært at forstå, men måske kunne du lige tænke dig at komme ind og få en kop kaffe hos mig?"
   "Det vil jeg gerne, jeg skal lige lægge smide min taske ind i lejligheden."
   Anita åbnede døren og lagde sin taske i entreen, hvorpå hun fulgte med Ellen ind i hendes lejlighed. Her kunne hun se, at lejlighederne til højre var noget mindre end de venstrelejligheder, som hun boede i med forældrene og nu havde set hos den brasilianske familie. Der hang billeder på væggen, som måtte være børn og børnebørn. Ellen anviste hende en plads ved et sofabord og kom snart ind med en bakke med kopper og kaffekande.
   "Ja, mine forældre er bortrejst nogle dage, så de venter mig ikke nu."
   "Så har du hele lejligheden for dig selv, ja, der er jo godt med plads, kan jeg regne ud, for den ligger jo til samme side som brasilianernes lejlighed."
   "Det er rigtigt, og når jeg på et tidspunkt flytter hjemmefra skal jeg nok også have noget mindre."
   "Ja, jeg flyttede også hertil, da jeg blev enke, jeg kunne ikke klare det store hus vi boede i alene."
   "Hvor var det henne?"
   "Det var på Østerbro, ja, så jeg flyttede lige fra det ene brokvarter til det andet, jeg havde så nogle år endnu at arbejde og måtte så have en længere vej dertil, men det kunne jeg leve med."
   "Hvilket arbejde havde du?"
   "Jeg var skolelærer, ja, selv om jeg nyder pensionisttilværelsen, så kan jeg godt savne det, når jeg ser de børn og unge, som er i ejendommen, for eksempel når jeg ser dig."
   "Ih tak, hvor mange år siden er det så, at du flyttede hertil?"
   "Det er vist femten år siden, jeg nåede da lige at se jer flytte ind her, da du så ud til at være i fire-fem år."
   Anita gav et ryk. "Tænk, jeg kan slet ikke huske, at vi har boet andre steder i København."
   "Du var jo også i en alder, som vi ikke husker så meget fra, men det er mærkeligt, at dine forældre ikke har snakket om det."
   "Ja, det er mærkeligt." Anita sad lidt og tænkte. "Jeg har et billede, som jeg gerne vil spørge dig noget med, jeg skal lige ind og hente det."
   "Lad bare døren stå åben, så du ikke behøver ringe på."
   Anita spænede ind til sig selv og fandt det billede, som lå inde i Peter Pan og løb tilbage med det. Hun rakte det til Ellen.
   "Ja,det er da dig," sagde hun og pegede på den lille Anita på billedet. "Sådan så du ud, da I flyttede ind."
   "Ja, de to derovre er min fætter og kusine, og jeg kan på billedet i baggrunden regne ud, at det er hos mine farfar og farmor, men jeg har undret mig over, hvem ham den store dreng er, som jeg sidder på skødet af."
   Ellen kiggede granskene på billedet. "Jeg mindes ikke at have set ham, men jeg kan sige så meget, at billedet må være taget omkring den tid I flyttede ind, for da så du sådan ud, men ham den store dreng der har jeg aldrig set."
   "Du har slet ikke set ham komme på besøg her heller?"
   "Nej, slet ikke."
   "Ok, men tak fordi du lige kiggede."
   "Dine forældre kan ikke sige det?"
   "Jeg vil hellere spørge min onkel og faster, jeg er bange for, at det er et ømtåleligt emne."
   "Jeg forstår hvad du mener."
   "Min onkel elsker at fotografere, det er nok ham, der har taget billedet."
   "Ja, de fleste familier har jo hemmeligheder. Har nogen af dine forældre været gift før?"
   "Ja, min far."
   "Havde han nogen børn i det tidligere ægteskab?"
   "Han har aldrig sagt noget om det, når han snakker om sin eks, så siger han forfærdelige ting, det er lige før han påstår hun flyver til Bloksbjerg på kosteskaft."
   Ellen grinede, men blev hurtigt alvorlig igen.
   "Det er forfærdeligt når nogen snakker om deres eks på den måde, især når børnene hører det."
   "Ja, du har vel oplevet skilsmissebørn i dit arbejde."
   "Det kan du tro, det er virkelig synd for dem, når de er i klemme mellem far og mor på den måde."
   "Ja, det er jeg jo så sluppet for, jeg har aldrig mødt min fars eks."
   "På den måde er du heldig."
   "Jeg har mange gange savnet at have søskende, jeg ved godt, at det også kan være svært, det ved jeg fra min fætter og kusine, men det er bare det... jeg har nogen gange stået lidt alene."
   "Det kan jeg godt se, jeg har oplevet børn, der havde dominerende forældre, de har det ikke sjovt."
   Anita nikkede, hun fik en stor klump i halsen og kiggede ned. Ellen lagde en hånd på hendes arm.
   "Jeg føler mig også lidt dum, mine karakterer skolen var jo høje nok til, at jeg kunne have gået i gymnasiet, men jeg kunne bare ikke lide at skulle fortsætte efter skolen sådan som det havde været med mobning."
   "Det er ikke for sent, du kan overveje at tage HF."
   "Det er selvfølgelig rigtigt, det skal jeg tænke på. Ja, mine forældre prædikede op og ned om, at det var godt at komme ud i det virkelige liv og det ville gøre mig mere moden."
   "Ja, og det passer ikke altid."
   Anita kiggede ned på sit billede. "Min fætter er ikke blevet særlig moden af at komme i lære, det har jeg oplevet de senere år, når vi har besøgt dem."
   "Hvordan er han?"
   "Han er ikke til at trække et ord ud af, det er også noget som mange andre har snakket om, men mine forældre tolker det som at han er en stille og rolig dreng, men når han er sammen med nogle af sine kammerater, så snakker han løs, og de har en humor, der er under bæltestedet."
   "Tror du han er på vej ud i noget skidt?"
   "Jeg er bange for det, sidst jeg var i Jylland pralede de med, at de havde givet en uforskammet fyr tærsk."
   "Det lyder ikke rart."
   "Min i min fars øjne er han superidealet af en ung mand."
   "Jeg kan forstå, at han også er faldet for vores formand."
   "Ja, hold da op."
   "Så går han ellers rundt her og vil ikke snakke med nogen af os i huset og grynter til svar, når nogen hilser på ham, og så falder han for sådan en som ham, undskyld jeg siger det, jeg ved godt det er din far, vi snakker om."
   "Jeg undrer mig også, ja, og så min kusine Lisa, hun er sød nok, men hun er blevet så indelukket, og hun virker nogen gange som om hun er ked af det."
   "Det er et faresignal, som hendes forældre og skolen burde være opmærksomme på."
   Efter denne samtale snakkede lidt om løst og fast, især situationen i huset. Efter en tid tog de afsked, og Anita gik nu ind til den tomme lejlighed. Hendes far ville blive tosset, hvis han vidste hun havde været på to besøg i huset mens han havde været væk, men hun følte sig glad på en måde, som hun syntes var længe siden.
   Hun faldt ned på sin sovesofa og gik videre med sin roman, idet hun skubbede alle tanker om den ukendte dreng fra sig.