3Et bankende hjerte
Et bankende hjerte kan skyldes glæden ved livet. · Forelskelse, for... [...]
Digte
11 år siden
4Sandhedens time for soldaten Gordon
Efter at de mere eller mindre tilfældigt mødtes ved kassen i det ... [...]
Noveller
12 år siden
33Jærens Rev Sydvest
Efter radioavisen kom farvandsudsigterne. Østersøen omkring Bornh... [...]
Noveller · storm
15 år siden
7Terroristens øjne
Terroristens øjne · ser ikke mennesket. · Kender ikke glæden ved liv.... [...]
Digte
15 år siden
6Tankens flugt
Tankens flugt er ikke frihed. · Når lænken holder kroppen fast.
Aforismer og gruk
15 år siden
9Sult
Et sultent menneske · er farligere end en mæt soldat.
Aforismer og gruk
15 år siden
7Sjælens tårer
Sjælens tårer, · kan være kærlighedens styrke. · Lykken, dens fordærv... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
4Rejse
At se mod fjerne horisonter, · gør ikke nogen rejse.
Aforismer og gruk
15 år siden
0Poetens armod
Poetens daglige armod, · giver ordet dets rigdom. · Kulden om hans hå... [...]
Digte
15 år siden
1Om en stor poet
Jeg læser en bog. · Nihundredeoghalvtres sider. · Eller er det 950 si... [...]
Digte
15 år siden
0Oceanets dyb
Havets storhed, sjæl, · ses kun i oceanets dyb. · Hvor bunden · ikke f... [...]
Digte
15 år siden
1Mørke
Bag smilet, · lurer tragediens håbløse mørke. · Dødens skygge bliver ... [...]
Digte
15 år siden
2Morgenkys
Knap vågen, ser jeg på dine små faste bryster. · Som en provokation... [...]
Digte
15 år siden
1Morgenbarbering
Under morgenbarbering · mødes vore øjne i spejlet. · Du smiler, række... [...]
Digte
15 år siden
0Menneskelighed
Menneskelighed! · Er ikke kun ømhed, følelser. · At rejse en falden. · ... [...]
Digte
15 år siden
2Livets mening
Livets mening · ses i det øjeblik, · hvor døden banker på.
Aforismer og gruk
15 år siden
0Fristelser
Din vuggende gang · giver min hjerne voldsomt input. · Dine flagrend... [...]
Digte
15 år siden
1Frihed
Frihed i et diktatur, · er som et skib i Saharas ørken
Aforismer og gruk
15 år siden
1Fantasiens vinger
Det er på fantasiens vinger, · vi når de højder. · Hvor poesiens ydmy... [...]
Aforismer og gruk
15 år siden
0Et tilfældigt møde
Dit lyse hår flagrer levende i vinden. · Dine øjne er som havets bl... [...]
Digte
15 år siden
0Den smukkeste rubin
Under dit flagrende skørt · er den smukkeste rubin jeg kender. · At ... [...]
Digte
15 år siden
0De nye tænder
De er ej blot til lyst, de nye tænder. · Og selvom jeg har købt og... [...]
Digte
15 år siden
3At frydes
At frydes ved månens stråler, · giver ikke solens lindrende varme.
Aforismer og gruk
15 år siden
14Dødsengles arbejde
Dødsenglen Gabel så ned på den unge engel, Christel. Hun sad bøje... [...]
Kortprosa
15 år siden
2Min Muse!
Dit navn sender tankerne på rejse. · Tænder kærligheden. · Knuger det... [...]
Digte
15 år siden
4Smerte rimer på hjerte
Under din hud gnaver sorgen, · den væver gange der smerter. · Bag din... [...]
Digte
15 år siden
4Leg med ord
Hjerte, · smerte, · forfatter, · pjatter. · Døden, · nøden, · glæde, · græde. · H... [...]
Digte
15 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Michael Threms (f. 1942)
Ambassaden var ikke tilfreds med min forklaring. Det gik for hurtigt...
   "Er du nu sikker på, du er lovformelig gift?... Det er noget rod. Vielsesattesten er kun midlertidig." Jeg holdt på mit.
   De kunne trække det i min gage, hvis det var det de ville, men de var ikke tilfredse med den forklaring jeg havde givet. Det skabte naturligvis problemer for mig, men de var helt sikkert til at overvinde.
   Jenka var i coma i fjorten dage. Langsomt blev hun bedre. Jeg var ved hendes side det meste af tiden.
   Den tid jeg havde til overs, brugte jeg til at skrive min rapport om Roveren, ordne de papirer der skulle bruges til hans ansøgning om pension. Det hele var færdigt på tre uger.
   Jenka var nu vågen, men svag. Jeg nussede om hende hver dag. Jeg købte både blomster og chokolade, forkælede hende efter bedste evne.
   Ofte græd hun. Hun havde det skidt, kunne jeg se. Jeg trøstede så godt jeg kunne, men der var et eller andet hun ikke kunne komme overens med. Noget der tyngede hende. Hun sagde det ikke direkte, men jeg kunne mærke det på hende.
   Endelig var hun så rask, så jeg kunne få hende overført til det kloster vi kom fra. Det var mit ønske. Jenka var enig med mig i, det var det bedste.

Ambassaden var ikke meget for at give mig mere ferie, så de valgte i stedet midlertidigt at frigøre mig, uden løn. Det betød heldigvis kun, jeg rent teknisk ikke var aktiv ambassadefunktionær, men til rådighed for ambassaden, der ville genansætte mig, når jeg var kommet med en, for ambassaden, god forklaring på mine mange problemer. Vel at mærke en forklaring de kunne bruge til noget, og som kunne holde for en nærmere granskning hjemme i udenrigsministeriet.
   Jenka blev transporteret ad landevejen tilbage til klosteret. Men hun virkede ikke glad...
   "Jenka. Hvad er det du ruger over?... Du virker ked af det. Er der noget der trykker dig? Noget jeg kan gøre for dig?" Hun så bedrøvet på mig.
   "Hvad ville du sige til, du ikke vidste, om det var fordi det var det letteste, nu jeg var kommet til skade, og du følte dig forpligtet til at hjælpe mig." Hun så bort. Jeg tog om hende.
   "Jenka. Se på mig." Hun drejede langsomt ansigtet, men så ikke på mig.
   "Jenka. Du ved jeg elsker dig. Når vi er tilbage i det kloster, hvorfra du kom med helikopteren, er det fordi jeg der vil spørge dig, om du vil gifte dig med mig... Jenka. Jeg mener hvad jeg siger. Vi har talt om det før, vores fremtid. Vil du have mig til mand?... Og vil du gifte dig med mig i klosteret?... Og vil du ikke nok se på mig, når du svarer?..." Hun græd stille.
   "Men er det ikke bare noget du siger, fordi du synes det er synd for mig?..." Hun så på mig med bedrøvede tårevædede øjne.
   "Jenka. Nu er du urimelig. Jeg har lige fortalt dig, jeg elsker dig, og gerne vil gifte mig med dig, hvis du vil have mig. Det er ikke for at hjælpe dig, men fordi jeg føler, jeg gerne vil have dig til hustru. Jenka. Jeg elsker dig som du er. Er det ikke nok for dig at vide?..." Hun nikkede...
   "Jo, men det hele er så uvirkeligt. Du er den jeg gerne ville have, som jeg fortalte dig om. Nu siger du, at du gerne vil gifte dig med mig.
   Forstår du ikke det er overvældende for mig?... Jeg er en fattig pige med drømme, nu er der en der er ved at gå i opfyldelse. Det er det der er så overvældende...
   Jo, jeg vil gerne gifte mig med dig. Jeg elsker dig, er bare så lykkelig... Forstår du, jeg også er i vildrede med, hvad det er der sker omkring mig?..." Hun tog om mig, og knugede mig ind til sig.
   "Jeg elsker også dig!" stammede hun grædende.
   "Jeg er så lykkelig. Hold om mig og sig du også elsker mig. Vil du ikke nok?..." Jeg smilede.
   "Jenka. Jeg elsker dig, hvis du vil have mig som jeg er, er vi gift om fjorten dage.
   Vil du have mig til mand?... Du har ikke svaret mig endnu." Hun smilede til mig gennem sine tårer.
   "Jo, det vil jeg meget gerne. Jeg er så lykkelig!" sagde hun igen, og knugede mig ind til sig.

Det var et højtideligt bryllup, vi var deltagere i. Roveren var med, fulgte Jenka op til alteret, og opførte sig som den perfekte far, der følger sin elskede datter til alteret, for der at give hende til den mand, hun elsker. Der var ikke andre til stede end de munke der var i klosteret, og så Roveren.
   Men det var et bryllup der var usædvanligt.
   Alle var glade på vores vegne, der blev holdt fest som aldrig før i klosterets historie. Abbeden forsikrede os mange gange om, at her var vores fælles hjem. Uanset hvornår vi kom forbi, var her både hjerte- og husrum.
   Vi takkede for den fine fest, og for deres gæstfrihed og velvilje, da det så sortest ud for os.
   "Vi vil aldrig glemme jeres venlighed, og hvad i har gjort for os, vi vil komme tilbage. Vi vil også med jeres velsignelse, betragte dette kloster som vores andet hjem, Jenkas hjem."

Efter en uge i vores "nye hjem", drog vi videre med Roveren. Jenka trængte stadig til hvile, vi nød hinandens nærvær.
   Vi var nu alle tre på vej mod hovedstaden, hvor jeg ville have Roveren til at tage med mig ind på ambassaden, underskrive de papirer jeg havde talt med ham om tidligere, så han kunne trække sig tilbage til det sted i Bulgarien han ofte talte om, når han ikke længere havde kræfter til at vandre.
   Vi rejste med både busser og tog. I toget sagde Roveren pludselig til mig, at han gerne ville fortælle om den flyveulykke han havde overværet på afstand, og som havde været den direkte årsag til min tilstedeværelse på Balkan.
   Roveren fortalte, han havde hørt larm som fra et frembrusende eksprestog, havde set et fly styrte ned ad bjergskråningen og pløje sig brændende vej gennem træer og buske. Han var hastet mod nedstyrtningsstedet, havde desværre kun fundet én overlevende.
   "Det er hvad der er om den sag. Ikke noget mirakel!" sagde han og så bestemt på mig...
   "Det ved jeg nu ikke, Rover!... Hylende snestorm... Ild i et lille fly der under styrtet er slået til ukendelighed... Det er da et mirakel du var der på det rette tidspunkt, og i det mindste kunne redde eet liv. Kan du ikke se det?..." Han smilede til mig.
   "Skal vi se at komme til den ambassade? Jeg har besluttet mig for, jeg gerne vil pensioneres, så er der da lidt jeg kan gøre for de lokale, i de lande jeg spadserer i.
   "Rover!" Jeg så på ham, alvorligt.
   "Er der ikke nogen mulighed for du vil tilbage til Danmark?..." Han smilede, slog ud med armene.
   "Nej. Alt det er fortid nu. Man skal ikke leve i fortiden. Gjorde du det, var der ikke en lille og dejlig kvinde ved din side. Kan du ikke se det?" Jeg nikkede.
   "Jo, men du ved ambassaden vil spørge dig. Det kan jeg lige så godt gøre med det samme, og notere mig din stilling. Er du enig? Han nikkede.
   "Du er så ung. Verden ligger for jeres fødder. Jeg tager med dig til ambassaden og ordner de papirer, så får I en adresse hvor I altid kan finde mig.
   På en måde er jeg jo hendes eneste familie, der har fulgt hende til alteret. Opfør dig ordentlig overfor hende, så vi begge kan være stolte af dig. Det har både hun og jeg fortjent.
   Og til sidst: Tak, fordi du er et godt menneske.
   Når tiden med papirnusseriet er slut, og jeg har fået de papirer du taler om, må jeg videre. Jeg stoler på vi vil mødes igen. Pas godt på hende. Hun er en guldklump for mig. En kvinde af det nye Albanien. Hjælp hende og hendes folk. Det fortjener de."

Fjorten dage senere var alt i orden. Jenka og jeg tog til de lande, hvor hun skulle uddanne sig. Udenrigsministeriet gav mig job i de samme lande.
   Jeg tjente ikke særligt meget ved det, men jeg var sammen med den kvinde jeg elskede.
   Vi skrev ofte til Roveren, fortalte ham hvor godt vi havde det sammen.
   Jenka gennemførte sine uddannelser med diplom, hun fik praktisk støtte af regeringerne, til at gennemføre sine studier af de europæiske fællesskaber.
   Mange af hendes studiekammerater fra Albanien, gik på de samme skoler og universiteter. Jeg var behjælpelig med at lette adgangen til midler, der gjorde det muligt at studere på de forskellige europæiske universiteter. Der var arbejde til dem alle sammen, enten hjemme i Albanien, eller i De Europæiske Fællesskaber, efter deres universitetsuddannelser.
   Vi klarede os godt. Jenka var en eftertragtet tolk i Bryssel, hvor vi havde slået os ned. Jeg havde atter en del at lave for udenrigsministeriet og De Europæiske Fællesskaber.
   Vi fik en dreng det samme år, som hun var færdig med sine studier, og en pige året efter. Hun var den perfekte mor. I et interview med det danske fjernsyn, der omhandlede det nye Europa, sagde hun, at hun havde haft tre store ønsker i sit liv, der alle efter hendes egen beskedne mening, var gået i opfyldelse.
   Det første var prinsen på den hvide hest. Ham var hun gift med nu, påstod hun leende.
   Dernæst var det hendes ønske at blive mor, en god mor. Det mente hun, hun var.
   Det sidste, sagde hun og smilede til mig, der også var til stede, det er at være en god hustru for min mand. Men det måtte de hellere spørge mig om.
   Jeg kunne bekræfte, jeg ikke kunne ønske mig en bedre hustru eller mor til vores børn end Jenka. Vi var lykkelige sammen.
   Vi havde skrevet til Roveren, at han nu var blevet bedstefar for anden gang. Vi havde inviteret ham hjem til os mange gange, men det ville han ikke. Vi havde besøgt ham i både Bulgarien og Albanien, de besøg var han glade for.
   Vi havde også været i vores andet hjem, klosteret, hvor vi var blevet gift. Der stod altid et værelse klart til os og vores børn, efterhånden som de kom til. Det var også der vi fik vores børn døbt.
   Vi hjalp med fornyelser til klosteret, som reparation af taget og moderne haveredskaber/maskiner. De ville nemlig ikke høre tale om vi ville betale for at bo der.
   "Det er jeres hjem! Og i sit hjem er man velkommen. Det koster ikke noget. Vi er glade for at kunne hjælpe jer" sagde Abbeden, og omfavnede os begge.

Roveren var altid den samme. Den samme venlige, rare og omgængelige mand, som jeg havde mødt den første gang jeg så ham. Stadig Roveren der vandrede, i de lande han elskede.
   Det sidste brev om fødslen af vores datter, havde vi endnu ikke fået svar på, vi vidste det ville glæde ham.
   Vores fremtid var sikret, vi håbede på, at når den tid kom, kunne vi forsøde hans otium, selvom der var mange der mente, han ikke bare kunne melde sig ud af samfundet, forlade kone og børn, og så i øvrigt lade to og fem være lige.
   Vi elskede ham og hans måde at leve på. Han levede det liv, som mange misundte ham. Han var lykkelig på sin egen lidt firkantede måde. Og ikke mindst var han en god og kærlig bedstefar for vores børn, og reservefar for Jenka, som han elskede som en datter.

Min opgave om at støtte Roveren, som dansk lov påbyder ambassaderne, var løst.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/02-2006 16:27 af Michael Threms og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1956 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.