En grå linje dukkede op forude - Englands kyst. Det var ved at være sidste udkald for at overtale Bernhard. Han måtte også have hidset sig ned efter overraskelsen. Wulf sikrede sig nok højde til nye voldsomme manøvre.
   "Bernhard?" startede han.
   Bernhard svarede ikke.
   "Jeg stikker ikke af. Du kender mig - vi har kæmpet sammen - du ved, at jeg ikke -"
   "Hold kæft!"
   Wulf talte hurtigt for ikke at blive afbrudt. "Du ved, at jeg har gjort mit bedste. Altid. Vi har gjort det godt, Bernhard. Hvis jeg kunne, ville jeg blive ... Jeg forlader min mor på den her måde."
   "Hvis du mener det - hvorfor gør du det så?" spurgte Bernhard.
   Skidt med den selvretfærdige tone, Bernhard ville tale med ham. Spørgsmålet var hvad det ville være godt at svare. "Det er svært at forklare ..."
   "Ha!"
   "Jeg har set noget ... Jeg er ikke nationalsocialist, Bernhard. Jeg kan ikke kæmpe for dem - ikke længere ... Forstår du?"
   "Jeg forstår, at du er en kujon. Jeg forstår, at du vender dit land ryggen. Du flyver til England. Til den flok blinde mordere, du burde beskyttede vores byer imod."
   "Så flyver vi til Irland. De er neutrale, ikke?"
   "Så tæt på England. Det tvivler jeg på."
   Selvom han prøvede at skjule den, var tvivlen hørbar. Lad ham tro, han kan vælge. Lad ham tro, at vi er sammen om det. "Altså Irland?"
   Bernhard var stille. Lad ham tro på valget. Lad ham tro på det. Lad ham tro på det. Forude blev kystlinjen længere og en smule bredere. Irland lå et sted på den anden side. De burde have brændstof nok til at nå derover - men han var ikke forberedt og øen var ikke engang vist på det kort han havde med. Han brød sig heller ikke om usikkerheden om, hvordan de ville blive modtaget. Måske ville han kunne give dem dokumentet. Måske ville de sende Bernhard og ham tilbage til Tyskland. Desuden syntes han at huske, at der var mange bjerge i Irland.
   "Godt, Wulf," sagde Bernhard. "Irland."
   "I orden," løj Wulf og følte sig som en forræder.

Bølgernes skum dannede grå halvmåner, der rullede mod kysten og bag kystens smalle grå linje, var England. Landskabets silhuet smeltede næsten sammen med nattemørket og gjorde det umuligt at se, hvad der ventede på dem deroppe. Ud for vingespidsen delte Themsens udløb landet. Han var på sin valgte kurs, snart ville de krydse kysten og efter et stykke tid ville søerne så dukke op forude.
   Han trak flyet højere op. De ville komme ind over landskabet i lidt over trætopshøjde. Det var for lavt til at antiluftskytset kunne nå at ramme dem og med lidt held var her ingen balloner eller master.
   "Hvad laver du?" råbte Bernhard.
   "Vi er nødt til at flyve over," sagde Wulf. "Ellers bliver turen for lang."
   Kystens lyse bånd fór forbi. Et bakket landskab af træer tog over. Han rettede flyet op. Træerne forsvandt bag dem og landskabet strakte sig ud foran ham. Mørkt og tilsyneladende fladt. Ifølge kortet var det bedrag og indtil videre skjulte bakkerne søerne. Med jævne mellemrum kastede han et blik ud gennem sideruden, for at holde øje med Themsen. Floden var et godt stykke fra vingespidsen og oftest kun synligt i glimt, men den var det eneste der fortalte ham hvor han var - og at flyet overhovedet bevægede sig.
   Træthed begyndte at gøre ham tung i hovedet og han gabte. Det ville blive godt snart at få sat flyet ned. Han håbede bare, at englænderne ikke havde delt det flade område op med hegn. Bernhard ville ikke give ham chancen for at tage en anden landingsrunde. Og lykkedes det ham at lande i første forsøg, kom sammenstødet med Bernhard bagefter. Han vidste at han ikke kunne vinde en kamp mod Bernhard, men mørket kunne skjule hans flugt. Og bagefter ...
   Han rystede på hovedet. Søerne. Han måtte koncentrerede sig om søerne. De kunne dukke op hvert øjeblik det skulle være. Han så ud gennem forruden. Mørket skjulte stadig de ventede glimt af vand og landskabet syntes ikke at forandre sig.
   "Kom nu," hviskede han og kiggede på sit ur. De skulle være der om få sekunder.
   Forude dukkede et glimt af gråt op - ved siden af kom endnu et glimt til syne - og midt imellem dem anede han et til. Søerne. Lige hvor de skulle være. Han smilede.
   Søerne blev større og større og hestehovedet blev tydeligt.
   Et blændende hvidt lys ramte den ene side af hans ansigt. Søgelys. Han lukkede øjet og drejede og dykkede. Væk fra lyset og mod søen. Bernhard affyrede en salve. Skud fra jorden ramte bunden af flyet. En kugle strejfede hans arm. Han blinkede for at slippe af med det blå felt søgelyset midlertidigt havde efterladt på hans nethinde. Ud af sideruderne opfattede han kegler af lys, gennemskåret af flyets silhuetvinger.
   Bernhard skød igen. Søgelyset slukkede. Rasende salver ramte flyets skrog og Bernhards gevær tav. Wulf dykkede stejlere. Lyden af skud forsvandt.
   "Bernhard!"
   Der kom intet svar. Søen steg op mod dem og bredte sig i landskabet. Der var ikke megen tid. Toppen af et træ voksede op foran søen. Han rettede op. Grene slog mod flyets snude og hvinede mod glasset. Han hørte dem banke mod og krasse undersiden. Så snart de havde passeret vingerne, slog han understellet ned, slukkede motorerne og dykkede så stejlt han turde. Søen smallede ind foran ham.
   "Hård landing!" råbte han til Bernhard.
   Forude var søen et smalt bånd over takkede sivtoppe. Han mærkede flyet synke mod jorden. Et ryk gik gennem flyet og hjulene bumpede hen over den ujævne overflade. Så langt så godt. Farten gik ikke af. Halehjulet ramte og forenden kom op, men dækkede ikke helt for udsynet. Terrænet skrånede. Det var derfor. Men i det mindste var de sikkert på jorden.
   "Bernhard," kaldte han. Bernhard var i live - det skulle han være. "Bernhard!"
   Sivene raslede mod flyets forende og vinger. Efter lyden at dømme var farten ved at gå af flyet.
   "Vi ender i søen!" råbte han og åbnede cockpittaget og gjorde sig fri af seler og faldskærm. Han ville få brug for al den tid han kunne skrabe sammen, når han også skulle få Bernhard ud og væk fra flyet. Kold luft og lugten af mose trængte ind i cockpittet. Lyden fra sivene forsvandt og blev afløst af en næsten uhørlig lyd af vand der smøg sig om landingsstellet. Flyets forende nærmede sig vandret og farten var gået så meget af, at flyet kun trillede.
   Flyet standsede og han klatrede ud på vingen. Bernhards del af cockpittaget var lukket og Bernhards sammensunkne skikkelse kunne anes bag glasset.
   "Du er ikke død," sagde han og greb om håndtaget. Cockpittaget bandt. Han hamrede næven mod metallet over låsene. "Så ... gå ... da ... op!"
   Låsene slap og han rev cockpittaget væk. Bernhard rørte sig ikke. Han rakte ind og gik i gang med at få ham fri af seler og faldskærm. Cockpittet lugtede af krudtrøg og den på en gang ferske og vammelsøde lugt af blod.
   "De skød mig," hviskede Bernhard.
   "Du skal nok klare den," sagde Wulf og trak hans arm over nakken.
   "Stik af ..."
   "Ikke på vilkår." Wulf greb fat i Bernhards bælte og trak og gik baglæns. Bernhards flyverdragt summede mod kanten af cockpittet og hælene sad fast i et øjeblik, så væltede Bernhards fulde vægt over på ham. Han sank i knæ. Dokumentet trykkede mod hans lår som en jernplade. Han skubbede sig op at stå igen og hørte Bernhard mumle.
   "Hjælp til!"
   En smule af Bernhards vægt flyttede over på Bernhards egne fødder. Wulf kastede et blik fremad. Vingen lå vandret og plant med jorden. Hvis han ikke gled, skulle det ikke være besværligt at få Bernhard så langt - turen gennem sivenes sumpede jord var en anden sag. Men et skridt af gangen og så skulle han nok klare det.
   Han trak Bernhard med sig ned til vingebagkanten og ind imellem sivene. Jorden gav våde lyde og tykke dunster af råddenskab fra sig, hver gang han tog et skridt. Sivene piskede mod dem og raslede som en hær af urolige riddere. Han fik næsten ingen hvile. Stod han stille i længere tid, sank han i til anklerne og så krævede det flere kræfter at trække sig fri og komme videre. Det meste af tiden måtte han slæbe Bernhard og vægten og mudderet sugede hans energi til sig.
   Et sted i det fjerne hørte han en bil nærme sig. Hurtigt og skramlende. Han koncentrerede sig om at sætte den ene fod foran den anden og forhindre knæene i at bukke sammen. Jorden begyndte at skråne opefter og blev mindre smattet. Bilen standsede, motoren gik i tomgang og lys skinnede ind mellem sivene. Englænderne. Han havde lyst til at råbte til dem for at få hjælp, men kunne ikke finde kræfterne. Han trak i Bernhards arm og fik hans vægt til at ligge bedre. Der kunne ikke være langt igen. Lyset blev skarpere og foran ham strakte rækker af kål og tre fure efter flyets hjul sig op mod lyskilden. Den ventede i markens udkant.
   "Hænderne op!" råbte en på engelsk fra et sted oppe bag lyset.
   Han fik langsomt Bernhard ned at ligge på jorden. Blodlugten fyldte hans næse og gav ham kvalme. Bernhards øjne var sunket ind i hulerne, ansigtet lignede en voksmaske og munden stod åben. Blod farvede dragten mørk over hans mave og der var to huller i stoffet. Undskyld, Bernhard. Wulf lagde hænderne over hullerne. Stoffet var varmt og vådt og under det mærkede han, at maveskindet ganske svagt hævede og sænkede sig. Han var stadig i live.
   "Hjælp!" råbte han og fik sat et par engelske ord sammen til en sætning. "Han har brug for hjælp."
   Skridt nærmede sig langsomt.
   "Skynd jer!"
   Noget ramte hans baghoved og det sortnede for hans øjne. Verden bølgede og det føltes som om den vendte sig på hovedet. To personer tårnede sig op over ham - en englænder pegede på hans bryst med et gevær og en amerikansk flyver pegede på hans hoved med en pistol.
   "Nå sådan ser en nazist ud," sagde amerikaneren. Selvom han havde den højeste rang var det ikke ham der havde talt før. Et skævt smil bredte sig under hans overskæg.
   "Vær rar," sagde Wulf og besluttede at gøre opmærksom på, at Bernhard var mere værdifuld end han selv var. "Hjælp min kaptajn."
   Amerikaneren gik ned på knæ og trykkede pistolen mod Wulfs hals. "Prøv på noget og det bliver det sidste du gør," sagde amerikaneren. Han klappede på Wulfs lommer og tog de to knive.
   "Ham der skal af sted med det samme," sagde englænderen. Han nikkede mod Bernhard.
   Amerikaneren rejste sig og kastede et blik på Bernhard. "En kaptajn ..."
   Englænderen nikkede.
   Amerikaneren nikkede og englænderen slyngede geværet over skulderen og vinkede for at tilkalde nogen fra lyset. Bilen trillede ned mod dem.
   Amerikaneren rettede pistolen mod Wulfs bryst. "Op med dig."
   Wulf rullede om på siden og verden sejlede for ham. Metal blev trykket mod hans hals. "Langsomt." Wulf kom op på knæ.
   Amerikaneren pegede mod Bernhard. "Du slæber ham."
   Wulf kom på benene. Verden bølgede og fik ham til at snuble af sted og slingre. Pulsens dunk var som hammerslag. Wulf tog ved under Bernhards skuldre og englænderen om Bernhards ben.
   "Tag dem over til os," sagde amerikaneren.
   Englænderen vendte sig mod ham og åbnede munden.
   "Vi er tættere på," sagde amerikaneren. "Og hvis ham der skal overleve, så ..."
   Bilen drejede ind ved siden af dem og viste sig at være en lille lastbil med åbent lad. De løftede ham hen til bilen og lagde ham i ladet. Wulf satte sig ved siden af ham og savnede lys til at se ved. Hold ud, tænkte han. Vi er der næsten. Han tog hjelmen af og mærkede på baghovedet. Ingen blod eller tegn på brud.
   Englænderen tog plads i ladets ende, en bildør gik op og smækkede igen og kort efter drejede bilen op mod det sted den var kommet fra.