Nu var det endelig fredag med tidlig vagt, og så var der en friweekend, hvor hun havde god tid til at søge efter sin halvbror på Nettet. Hun gik hen ad gaden og følte sig noget lettet. Men hun vidste jo aldrig om der kunne ske et eller andet, der forsinkede hende. Hun ønskede der var noget ro i huset, så hun kunne koncentrere sig om sine egne familiehemmeligheder.
   Hun kom til det sted, hvor hun på afstand kunne se Avas galleri. Det så ud til at være lukket. Der var vel ikke noget galt? Da først hun havde tænkt den tanke ville den ikke slippe hende. Der kunne selvfølgelig være en harmløs grund, men det var så svært at holde de værste anelser på afstand. Hun besluttede lige at ringe for at være sikker, så hun tog sin mobil op og ringede til Ava. Hun svarede meget hurtigt.
   "Jeg så lige du holdt lukket i dag og så blev jeg lidt bekymret og ville høre, om der var noget galt."
   "Det var sødt af dig, Anita, ja, det er der sådan set, ikke at vi er syge nogen af os, det er ikke det."
   "Det var i det mindste godt."
   "Ja, men vi har bare fået et latterligt brev fra bestyrelsen, det går ud på at min underbo og den nye vicevært vil komme og kontrollere, at jeg ikke bruger andelen til mit erhverv og hvis jeg ikke er hjemme, vil de tilkalde en låsesmed og så sende regningen til mig."
   "Det må de ikke," råbte Anita, "de har sendt den samme trussel til brasilianerne."
   "Ja, jeg mødte Luiza i dag på trappen, hun fortalte det, hvis jeg har forstået det rigtigt, så fastholder Morten beskyldningen om, at de er skyld i jeres vandskade."
   "Det er rigtigt, og så forstår jeg du er blevet hjemme, du vil helst være til stede når de ringer på hos dig, så de ikke bryder ind."
   "Lige netop, det værste er jo bare, at de ikke har skrevet noget tidspunkt på, at de kommer."
   Anita var nu kommet til sin gadedør. "Jeg er hjemme nu, hvis du vil, kan jeg komme op til dig, så vi kan snakke videre."
   "Ja, du er velkommen."
   De afbrød forbindelsen og Anita løb op til fjerde sal og ringede på hos Ava, der lukkede op og førte Anita ind i stuen, der var pyntet på væggen med nogen af hendes egne frembringelser. Hun tilbød Anita en kop kaffe, hvad Anita sagde ja tak til.
   Ava lagde lige en arm om hende. "Er du kommet over den forskrækkelse du fik?"
   "Ja, det går da, men uf, når jeg går forbi vores formand på gaden, så hilser han på mig som om intet var hændt, det er så hyklerisk."
   "Ja, sådan er han, når jeg møder ham, så prøver han også at fedte sig ind, for nylig mødte jeg ham i gården, og så kom han med sit sleske smil og sagde hvor gammel er din søn."
   "Ja, og så er det ham Sverre, din underbo, som du kan vente besøg af, han skal gøre det farlige, så Morten kan holde den slesk venlige facade." Anita tænkte lidt. "Det er mærkeligt, for hende Lisette fra bestyrelsen, der bor på anden etage i baghuset, er jo kunstner lige som dig, man skulle jo tro, at I kunne snakke sammen."
   "Det kunne vi også før mig og Martin flyttede ind, jeg er næsten helt flov over at sige det, vi kendte hinanden i forvejen, vi har udstillet nogle gange sammen, og da jeg fortalte om mit galleri i denne her gade, som det var lidt akavet at komme til ude fra Sydhavnen, især da Martin kom i skole, så fik hun mig skrevet på ventelisten."
   "Den kom så til dig her sidste år?"
   "Ja, det var jeg også glad for, jeg er glad for at bo tættere på mit atelier, men bagsiden af medaljen er, at jeg har opdaget en side af Lisette, som jeg ikke havde opdaget før."
   "Ja, hun er jo en af formandens støtter, så meget ved jeg om hende."
   "Ja, og det har hun fordel af, han skaffer hende det ene og det andet til hendes lejlighed bare hun siger det, og nu har hun fået den ide, at hun gerne ville have et galleri ude i et af vores butikslokaler."
   "Nå, det er derfor Morten Hansen vil have drevet vores erhvervslejere væk, han går ellers og siger, at det er for at kunne sætte lejen op."
   "Hun får sikkert den gamle lave leje og de tre andre sætter han så op, når han får chancen."
   "De sørger bare for hinanden."
   "Netop, og misforstå mig ikke, jeg er ikke imod, at hun får lov at leje et af disse lokaler, det ville være i orden hvis en af dem bare rykkede ud for eksempel på grund af pension eller flytning til et andet sted, men det skal ikke være på bekostning af, at vi jager nogen væk, hun blev splitterravende tosset, da jeg sagde det til hende, siden da har hun ignoreret mig."
   "Så er det derfor det trekløver i bestyrelsen er så meget efter dig."
   "Ja, det er helt sikkert derfor, og jeg har også været vidne til, at hun kommanderede rundt med vores tidligere vicevært og chikanerede ham, hun blev gal over at jeg sagde, at det kunne hun ikke tillade sig."
   "Det er et kønt trekløver der sidder på magten her i huset."
   Nu ringede det på døren. "Godt Martin ikke er kommet hjem endnu, sagde Ava og rejste sig og gik ud i entreen.
   "Ja, vi vil jo gerne lige se på din lejlighed," lød en stemme derude, som Anita ikke kunne genkende.
   "Så kom og kig, og helst hurtigt, så vi kan få det overstået."
   Nu dukkede Ava op med to mænd, den ene var René, den anden regnede Anita ud måtte være Sverre, han passede på Jeannes signalement. Han var rimelig høj og hans øjne sad dybt under en hævet pande. De kiggede rundt.
   "Er det der billeder du selv har malet?"
   "Ja, de fleste af dem."
   "Man må ikke bruge beboelse til erhverv ifølge vores vedtægter."
   "Det gør jeg heller ikke, de er jo malet i mit atelier længere ned i gaden."
   "Men synes du ikke det er lidt at bruge det til erhverv så at tage dem med hjem?"
   Nu kunne Anita ikke tie stille. "Jeg får nogle gange lidt varer fra min arbejdsplads med hjem, men derfor bruger vi da ikke vores lejlighed til dagligvarebutik."
   "Jeg synes ikke du skal blande dig, Morten har fortalt hvordan du var overfor ham den anden dag i vaskekælderen."
   "Jeg har hørt hans løgne, ingen grund til at gentage dem, tak!"
   "Han ringede op til mig og var grædefærdig, som man råber af andre får man svar, det må du lære."
   "I lige måde."
   "Det er dog det mest hadske udfald imod mig jeg nogensinde har hørt, vi bruger vores kostbare fritid på at få det til at køre her i huset, så synes jeg vi har krav på respekt."
   "Det kunne være det hjalp, hvis I også viste lidt respekt mod andre," sagde Ava, "og nu vil jeg slå det fast for forhåbentlig sidste gang, jeg har mit atelier længere nede i gaden og udøver ikke mit erhverv her, og så vil jeg bede jer om at forsvinde."
   De to mænd trak sig ud af lejligheden og Anita og Ava udstødte et suk, der var næsten synkront. "Det er dog utroligt," sagde Ava, "at man skal have det samme skænderi med dem igen og igen."
   "Ja, og de er for unge til at det kan undskyldes med begyndende demens."
   Ava lo. Nu slog en tanke ned i Anita. "Mon de går ned til brasilianerne nu?"
   "Du siger noget, vent lige her."
   Hun rejste sig og løb ud ad døren, ude på trappen gik hun sagte for ikke at kunne høres. Anita hev efter vejret. Efter en tid var Ava tilbage.
   "De er ved deres dør, jeg hørte låsesmeden ankomme, de bildte ham ind, at de boede der."
   "Altså..." Hun slog begge sine næver i lårene.
   "Rolig, Anita, jeg ringer til politiet."
   Hun tog sin mobil op, og lige så snart hun var igennem forklarede hun, hvad der var ved at ske. Anita kunne svagt høre, at de lovede at komme med det samme. De sad nu og lyttede og håbede på, at de snart kunne lyden af en sirene.
   "Nu har Martin fri fra skole," sagde Ava, "jeg må lige sms'e til ham, at han skal gå ad bagtrappen."
   Hun tog sin telefon op og skrev en besked så hurtigt hun kunne. Nu rejste Anita sig.
   "Jeg burde måske gå ned og lukke betjentene ind ad vores gadedør."
   "Ja, men gå ned ad bagtrappen, ellers passerer du forbi de to slyngler." Hun tog nu Anitas ene hånd i begge sine hænder. "Når politiet er oppe ved dem, så hold dig indenfor," Hun strøg blidt Anitas hånd. "Jeg tager det fulde ansvar for at have ringet til dem, du skal ikke rodes ind i mere vrøvl."
   "Men du kommer måske til at få meget vrøvl."
   "Jo, men jeg bor jo ikke sammen med en, der lader sig bjergtage af formanden."
   "Nej, det er sandt nok.
   "Pas på dig selv, kom ikke tæt på det slæng."
   Anita nikkede og løb ud ad bagdøren. Det var sjældent hun var ude på bagtrappen, den var ikke let at løbe ned ad med den måde den snoede sig på som en gammeldags vindeltrappe, men hun kom da ned og var snart ude i porten, hvor hun stod og kæmpede for at få vejret igen, mens hun lyttede efter en politisirene. Det føltes som en evighed.
   Nu kom Martin løbende. Anita lagde en hånd på hans skulder. "Du skal gå op ad bagtrappen, din mor skal nok forklare hvorfor."
   Martin nikkede og løb ud i gården.
   Nu ankom politibilen endelig, og Anita lukkede gadedøren op for de to betjente, der kom ud af bilen og fortalte dem, at det var anden sal til højre. De løb op og Anita gik op til sin egen etage og stod lidt indenfor og lyttede med døren på klem. Hun kunne høre de to mænd forklare, at de boede her og havde glemt deres nøgle.
   Nu lød Avas stemme. "Jeg kender dem, der bor der, og det er ikke de to."
   Nu lød en mandsstemme, som hun ikke kunne genkende, der sagde, at han handlede i god tro, de sagde, at de boede her. Det måtte være låsesmeden. Så lød en anden mandsstemme, der sagde, at det var ulovligt at bryde ind i folks hjem. Det måtte være en af betjentene.
   "Jeg har et mobilnummer på dem, der bor der, det kan I få," lød Avas stemme og nu dikterede hun et nummer.
   Betjentens stemme lød igen. Han forklarede sagen, det var nok i telefonen, og han spurgte om de boede der. Så takkede han.
   "Ja, du handlede vist i god tro, de bildte dig jo ind, at de boede der, så du kan gå, men vi vil nok gerne have dit navn og adresse og telefonnummer, så vi kan bruge dig som vidne."
   "Her er mit kort."
   Betjenten takkede og nu lød der trin på trappen, så Anita lukkede døren i. Gennem dørspionen så hun en midaldrende mand gå hovedrystende forbi, som hun regnede ud måtte være låsesmeden. Hun åbnede lidt på klem igen og hørte, at betjentene bad de to andre følge med. Hun lukkede døren helt i og kiggede igen ud af dørspionen. De to fra huset fulgte efter betjentene med bøjede hoveder.
   "Det var en fejltagelse," hørte hun Sverre sige.
   Sikke en fyraften, hun var mere træt end hun plejede at være. Hun sendte lige Ava en sms om, at alt var i orden og gik så ind og lagde sig. Hun døsede snart hen. Efter en tid vågnede hun ved formandens højrøstede stemme, der som sædvanlig skar gennem væggen.
   "Hvad fanden er meningen? De udførte en nødvendig opgave som bestyrelsesmedlem og vicevært, det kan da ikke være meningen, at de så skal forstyrres og tages med på stationen på grund af en beboers nævenyttighed."
   Der var stille igen, så Anita regnede ud, at samtalen foregik på telefon.
   "Vi skulle bevise, at vandskaden kom derfra. Når de ikke er hjemme, må vi jo tilkalde en låsesmed - en vandskade er en alvorlig sag!"
   Pause igen.
   "I kan tage og stikke jeres love og vedtægter skråt op, vi skal køre en ejendom her, og det kræver noget."
   Nu var der stille igen.
   "Bare fordi jeg er tidligere straffet tror I, at I bare kan tillade jer hvad som helst, jeg lever et ærligt liv nu, beboerne her har valgt mig som deres formand og jeg gør alt for at vores lejligheder skal stige i værdi, så man kan flytte med en god fortjeneste."
   Så var der igen stille.
   "I aner ikke noget om hvad det er at køre en boligforening."
   Nu var telefonsamtalen vist slut, for nu kunne hun høre ham bande igen og igen.
   Nu tænkte hun lidt videre. Morten Hansen og hans kumpaner fyldte hendes hoved med vrede, men nu ville hun fokusere på noget vigtigere. Noget, der måske kunne give hende et reelt håb. Johnny. I morgen ville hun søge efter Lene og Johnny på Nettet. Nu skulle det være.
   Men sæt nu han var ligeglad? Kunne han ikke have søgt hende på Nettet? Hun havde undskyldt sin udsættelse med alt det, der skete her i huset, men når hun skulle være ærlig, så var det frygt for, at han måske ikke havde savnet hende særlig meget. Tanken gav hende godt nok en stor klump i halsen, men i morgen ville hun søge på Nettet.
   Det næste skridt måtte så blive afhængig af søgningens resultat.