Peter 6. Juli 2015

Blodet bankede rundt i min krop, da jeg løb forbi kiosken overfor Sydhavn station. Jeg kiggede tilbage, inden jeg rundede hjørnet. Han stod foroverbøjet, med hænderne på knæene og hev efter vejret. Jeg var i sikkerhed. Jeg løb videre op til blokkene på venstre side og så en ældre mand åbne døren indtil nummer 14. Da jeg kom ind i opgangen, væltede jeg ned på trappen og hev efter vejret. Min lunger brændte, sveden piblede ud af alle porer og min mund smagte af jern. Jeg mærkede udenpå bukselommen. Den var der stadig.

Et par minutter senere, da min puls var faldet, sad jeg med panden mod de kolde hvidmalede jernstænger, der holdte gelænderet og kiggede ned på mine udtrådte sneakers. Frygten forlod min krop og jeg følte et øjebliks lettelse. Men før lettelsen kunne nå at få rigtig fat, blev den erstattet af den følelse, jeg hadede så inderligt. Jeg tog en lille konvolut ud af min lomme og begyndte at smøre ærmet op.

- Endelig, tænkte jeg, da den skrå nål brød gennem min blege, forpinte hud. Jeg lænede mig langsomt tilbage. Trappetrinene borede sig ind i ryggen på mig, men det var lige meget. Suset kom øjeblikkeligt. Jeg lukkede øjnene og forsvandt ind i min indre verden. Tiden forsvandt. Smerterne, frygten og den dårlige samvittighed, var med et trylleslag fra min djævelske elskerinde væk. Jeg væltede helt bagover og min kind hvilede på tarezzo trappens kolde hårde overflade. Jeg kunne mærke savlen sive ud fra min mundvig.
   Var det nu? Fik hun mig endelig? Mine øjenlåg føltes uendelig tunge, da jeg kæmpede for at holde dem åbne. En solstråle brød ind i gennem det fingerfedtede hoveddørsvindue og forstærkede lugten af urin. Støv partiklerne dansede i lyset, som en myggesværm en sen forårsaften, da en skikkelse åbnede døren og opgangen blev badet i lys. Mine øjne bukkede under og jeg forsvandt ind i mørket.

Jeg havde altid elsket den danske sommer. Alle sejlturene, de kolde fadøl på Nyhavn og de smukke unge piger med deres dejlige små sommerkjoler på cykel. I gamle dage smilede de altid sødt til mig, når de kørte forbi. Men ikke længere. Nu kiggede de på mig med et medlidende blik og sendte kun høflige smil. Hvor jeg dog savnede, at kunne flirte og være den store flotte fyr, jeg engang havde været. Nu var det bedste ved sommeren, at det ikke var så koldt at sove udenfor.

Mørket tog over igen. Jeg kunne ikke længere åbne øjnene og en kamp mellem lys og mørke gik i gang. Mørket ville vinde, som det så tit havde gjort før, men denne gang føltes det anderledes. Mere rent på en måde, mere ekstremt. Varmen forsvandt, selvom solen kæmpede på min side. Trappen i min ryg forsvandt og til sidst forsvandt også lyset. Min krop gav slip. Mørket vandt det sidste parti. Skakmat. Min morderiske elskerinde havde endelig dræbt mig og efterladt mig ydmyget, på en stinkende trappe i Sydhavnen.



Peter, Maj 2006


Da jeg kørte de sidste par kilometer ind til byen, fik jeg en følelse af at være hjemme. Det var længe siden, at jeg havde haft den følelse. Minderne kom myldrende og stod i kø for at blive hovedperson i min næste tankefilm.
   Da jeg kørte forbi byskiltet, kunne jeg tydeligt se skudhullet, som mig og Alex, havde lavet, da vi var helt unge. Jeg smilede ved tanken om Alex. Vi var virkelig tætte dengang. Gad vide hvad han mon går rundt, og laver for tiden, tænkte jeg.

Jeg holdte ind til siden, og gik ind i kiosken for at købe en six-pack. Tidligere kendte jeg de fleste, nu var der ingen ansigter, jeg genkendte.
   Pigen bag disken smilede til mig.

- Ellers andet, sagde hun og holdte øjenkontakten. Der var et eller andet bekendt ved hendes øjne.
   - Ja, så vil jeg gerne bede om tyve gule Kings, svarede jeg.
   - Så gerne, sagde hun og smilede igen, da hun lagde cigaretterne på disken. Hendes øjne var flirtende.
   - Tak, sagde jeg og gengældte flirten. Hun rødmede.
   - Det var så lidt. Hav en go' dag, sagde hun og afbrød øjenkontakten, da flirten blev for meget for hende. Det bliver en go' dag det her, tænkte jeg, da jeg gik ud af kiosken.

Da jeg kørte op gennem rækkerne af gamle arbejderboliger, fortsatte minderne med at strømme ind over mig. Jeg tænkte på den gang, jeg havde fået en ny cykel. Eller ny var måske så meget sagt. Det var én min morfar havde købt til mig på politiauktion. Men for mig var det en ny cykel. Jeg huskede den frihed, det gav, at kunne cykle, hvorhen jeg ville. Jeg cyklede konstant i den periode. Dengang var det ikke vigtigt, om det var carbon stel eller et gammelt jernstel. Det handlede om friheden til selv, at kunne vælge, hvor man ville hen. Det var stort.

Jeg kørte ned ad vænget, og parkerede bilen. Da jeg steg ud, kunne jeg se, at min far sad sammen med et par af hans venner ved et bord og bænk sæt ude foran hoveddøren. Der gik lidt tid før han opdagede mig.

- Hvad fanden, råbte han, da han så mig. Det er sgu da Peter. De andre kiggede op mod mig. Det var Mogens og Karsten, der sad der. Som om de aldrig havde været hjemme.
   - Ja, det er det sgu da også, sagde Mogens.

Da jeg gik henover den fælles græsplæne, småløb min far mig i møde. Jeg kunne mærke, at jeg blev rørt. Han krammede mig først hårdt, hvorefter han trådte et skridt tilbage, strakte armene og holdte hårdt på ydersiden af mine overarme.

- Lad mig lige se dig, sagde han. Hold nu kæft, hvor er du blevet stor.
   Det var en underlig følelse. Jeg havde længe været højere end min far, men aldrig større. Nu virkede han nærmest lille. Selvom de fleste nok stadig ville mene, at han var ret stor.
   - Go'daw gamle, sagde jeg. Hva'så, kan du drikke en bajer?
   - He he. Det ved du, jeg kan. Kom over og hils på gutterne, svarede han.

Der var godt gang i biksen, denne forårsdag. Folk kom og gik i løbet af dagen. Nogle blev hængende og fik et par bajere, mens andre bare hentede deres tjald og gik med det samme igen. Alt var som det plejede. Det var en hyggelig dag, og jeg nød at være hjemme igen. For første gang i lang tid var der ikke noget, jeg skulle. Jeg havde penge på kontoen, og havde ikke travlt med at finde et arbejde.
   Inden jeg kom hjem, havde jeg sat mig for, at jeg ikke skulle ryge tjald, og det havde jeg overholdt hele dagen. Så jeg var lidt stolt over mig selv, da jeg gik i seng. Jeg følte mig underligt voksen.

Mit gamle drengeværelse føltes lille og sørgeligt, da jeg lå der fuld og træt, i min gamle seng. Savsmuldstapet, som havde haft et lige så langt liv som mig, hvis ikke længere, var flere steder bukket under for de anstrengelser, det igennem tiden havde været igennem. Det hang i små lapper ud fra væggen og farven var en grågul blanding af nikotin og skidt. Lamelgulvet var slidt, og et enkelt sted var der et hul i det. Minderne dukkede op igen. Men nu var det ikke længere de gode minder, der kæmpede om min opmærksomhed. Mørket, lugten og stilheden på mit gamle drengeværelse sendte mig tilbage til en af de nætter, jeg så inderligt havde forsøgt at glemme.

Det var billedet af min mor, som kom kravlende ind til mig dén nat, der formede sig i min bevidsthed. Da jeg kiggede over på døren i mørket, blev jeg trukket tilbage til barndommen og til den frygt, jeg havde følt dengang. Jeg har senere tænkt, at det var den nat, jeg mistede det uskyldige verdenssyn, som kun et barn har. Jeg kan ikke huske præcis, hvor gammel jeg var, men jeg kan huske, at jeg skulle på fodboldskole næste dag, så jeg har været enten ni eller ti år. Jeg fik kuldegysninger, da minderne formede den film, jeg afskyede, og som jeg så tit havde set.

Jeg vågnede ved, at hun kæmpede med få døren indtil mit værelse op. Jeg trak dynen helt op over munden og ventede. Lydene af hendes hænder på døren og håndtaget, som gang på gang overvandt hendes svage arme, var uhyggelige, og ventetiden var uudholdelig. Der gik et par minutter, før døren blev skubbet op. Hun lå på maven og begyndte at møve sig hen mod min madras, der lå på gulvet i den anden ende af værelset. Hun skreg efter min far og talte i vildelse. Jeg var bange for hende, når hun var så påvirket.
   Jeg krympede sammen i hjørnet af værelset, længst væk fra døren og håbede på, at hun ville lade mig være. Hun kravlede langsomt hen ad gulvet, og kiggede dødt ud igennem hendes fedtede brune hår, der hang ned foran hendes farveløse ansigt. Hun kunne ikke fokusere, øjnene var røde og hendes pupiller var små som knappenålehoveder. Hendes blik gjorde mig bange.

Hendes arme bukkede under og hendes ansigt ramte gulvet hårdt. Hun lå lidt med ansigtet i gulvet. Jeg overvejede, om hun var død, men jeg turde ikke røre ved hende. Lidt efter rullede hun om på siden og kastede op ud over mine bilblade.

Jeg elskede de bilblade. Det var nogle, jeg fik, når jeg havde slået græs for en ældre mand i vænget. Han var altid flink og bød mig en sodavand, når jeg var færdig. Det var det eneste jeg havde af værdi på mit værelse. Og selvfølgelig skulle hun også ødelægge dem.

Hun væltede om på ryggen og begyndte at hoste og sprutte. Blodet fra hendes næse blandede sig med brækket på hendes kind. Hun faldt hen. Hendes åndedrag blev tungere og tungere, men så begyndte hun at græde igen. Hun hulkede manisk og spurgte om, jeg ikke nok ville hjælpe hende. Jeg sad forstenet i mit hjørne og lukkede øjnene, som min sidste mulige forsvarsmekanisme. Efter noget tid kunne jeg høre, at hun begyndte at snorke. Jeg åbnede øjnene og kiggede på hende, hun var helt væk. Jeg havde ondt af hende. Jeg forstod ikke, hvorfor voksne var så mærkelige. Hendes hår var fyldt med bræk og slim. Det hang ned over ansigtet på hende og da hendes krop tømte sig, sev lorten ud mellem hendes tynde lår og hendes trusser. Det stank. Jeg forstod det ikke dengang, men oplevelsen den nat, traumatiserede mig for livet.

Rummet var næsten helt mørkt. Kun lyst op af lyset ude fra badeværelset. Jeg kan ikke huske, hvad jeg tænkte i de næste timer, men jeg husker tydeligt, at de føltes som en evighed og hvordan nattens stilhed, var uendelig.
   Jeg sad stadig op ad væggen med min dyne om mig, da min far kom hjem. Men jeg skyndte mig, at ligge mig ned og lade som om jeg sov.
   Han var tydeligvis også påvirket, men han var aldrig ubehagelig, tværtimod. Jeg kunne faktisk bedst lide ham, når han ikke var ædru. Så ville han lege og fortælle historier, som han fandt på hen ad vejen. Jeg elskede min far og det gjorde jeg stadig. Han var altid min helt, som reddede mig, fra hendes luner. Men ikke den nat. Min helt var der ikke, da jeg havde allermest brug for ham.

Han bar hende ud på badeværelset, mens han bandede og svovlede.
   Jeg lå stille i min seng og lyttede til, hvad der foregik. Først mumlede hun usammenhængende, men efter noget tid begyndte hun at råbe og skrige. Jeg kunne høre, hvordan hun slog ham, da han prøvede at vaske hende.

- Hold nu din kæft kælling, råbte han. Men hun blev ved.

Til sidst var det et andet slags skrig, der trængte gennem mørket, og ind på mit børneværelse. Han mistede besindelsen. Jeg kunne høre en lussing, der sang så højt, at jeg spjættede i sengen, da den ramte. Jeg holdte mig for ørene og lukkede øjnene. Men stilheden havde ingen barmhjertighed. Hun græd. Nu ikke længere manisk, men af smerte.

- Undskyld, kunne jeg høre hun prøvede at sige. Klask! Nu tiggede hun hulkende om han ikke nok ville stoppe. Hun fik en lussing mere. Hun faldt ned af toilettet. Der blev stille. Efter noget tid blev døren åbnet og jeg kunne høre min far gå ind i stuen. Jeg lå stadig stiv som et bræt og lyttede. Han tændte en smøg, hvorefter fjernsynet endelig overvandt den ubarmhjertelige stilhed. Jeg sov ikke meget den nat.

Der var mange dårlige minder fra den tid. En tåre gled ned af min kind. Jeg skubbede tankerne væk. Tænk positivt, sagde jeg til mig selv og dagen efter den nat, hvor min mor døde på toilettet tog langsomt over.
   Da jeg stod op om morgenen, var min mor ikke hjemme. Min far stod i køkkenet og drak en kop kaffe og røg en smøg. Han stirrede ud i luften.

- Hej far, hvor er mor? spurgte jeg.
   - Hun er lige gået en tur til bageren, svarede han, uden at kigge på mig.

Jeg vidste godt, at hun ikke var ved bageren. Hun gik aldrig nogle steder.

- Ved bageren? Sagde jeg spørgende.

Han svarede ikke. Han stod bare og kiggede ud af vinduet.

- Vi skal snart til at køre, sagde jeg.
   - Køre? svarede han spørgende.
   - Ja, jeg skal på fodboldskole i dag jo, har du glemt det?

Det lignede ikke ham at glemme sådan noget, men det havde han den dag.

- Årgh fuck. Hvornår skal du være der?
   - Klokken 10 nede i klubben. Han skoddede smøgen i køkkenvasken og genfandt fokus.
   - Har du pakket, spurgte han, som en sergent, der spørger en menig.
   - Ja, jeg pakkede i går inden jeg gik i seng, svarede jeg.
   - Så kom. Lad og komme af sted.

Jeg har senere tænkt meget over, hvor svært det må ha' været for ham den morgen. De havde erklæret min mor død klokken fem om natten, så han havde sikkert ikke sovet endnu, da vi kørte af sted. Han brugte hele dagen på sidelinjen, sammen med de andre forældre, og han så, da jeg stolt mødte min helt Mark Strudal. Jeg var ellevild, da vi kørte hjem. Det havde været den bedste dag i mit liv. Jeg kunne slet ikke vente med, at fortælle Alex, om den autograf jeg havde fået og om, hvordan han havde lært mig Laudrup finten. Min far lyttede og smilede omsorgsfuldt til mig. Han var glad på mine vegne, selvom der inde i ham, må ha' været et bjerg af dårlig samvittighed.

Der gik to dage, før min far fortalte mig, at hun var død. Jeg blev ikke ked af det, men jeg fik dårlig samvittighed over, at jeg kun følte lettelse. Dødsårsagen var "Fald på badeværelse".