Vi sendte et ekspres telegram til John og Nettie, vi ville tage hjem over Bangkok, gøre holdt nogle dage hos dem. Susanne havde allerede måttet tage orlov fra sit arbejde, da vi var meget forsinkede i forhold til vores planer. Nettie hentede os i en militær helikopter, der fløj os til deres kaserne nord for hovedstaden. De var glade for vi tog den vej hjem, og besøgte dem, men som John sagde da vi mødtes:
   "Hvad skal jeg nu rode dig ud af?" så grinede han.
   Susanne så på ham, alvorligt.
   "John vil du tage dig af Jacos, så smutter vi piger lige en tur i byen, der er indkøb jeg gerne vil gøre, dem tror jeg Nettie vil hjælpe mig med, så bliver jeg ikke snydt. John gloede.
   "Det var kun for sjov. Hvad har i gang i? .."
   "Jeg spurgte dig om du ville tage dig af Jacos?.."
   "Ja, det vil jeg gerne, men hvad er det der foregår?.."
   Susanne smilede.
   "John! Du har ret. Han har igen rodet sig ind i noget ubehageligt, denne gang er jeg bange for det er alvorligt. Han trænger til at tale med en rigtig god ven, få et godt råd, så var det vi tænkte på dig. Var det forkert? .."
   Hun smilede skælmsk og sagde til Nettie:
   "Nettie! Jeg tror de har noget at spekulere over og tale om, vil du med mig ud at handle? hjælpe mig med mine indkøb?.."
   "Ja, det vil jeg gerne, så må drengene klare sig så længe!"
   Væk var de.
   "Forklaring!" sagde John da de var gået. "Kan man ikke forlade dig bare et øjeblik, uden du straks finder på narrestreger?.."
   Han grinede.
   "John," sagde jeg alvorligt, "jeg er bange for det desværre er mere end narrestreger. Jeg har simpelt hen brug for et godt råd om hvad jeg skal gøre. Hvordan jeg skal gribe det an. Som min bedste ven ved jeg at jeg kan regne med dig."
   Jeg satte ham ind i situationen omkring min aftale med vietnameserne, han sad længe og tænkte. Endelig sagde han:..
   "Jacos, du er sgu da også altid så forbandet uheldig. Det er øretævernes holdeplads du her er på. Du ved det er det mest følsomme der kan diskuteres, efter løsladelsen af dem vi stadig mener sidder i deres fængsler. Kongressen vil stille store krav for overhovedet at ville forhandle. Dem vil du ikke få mulighed for at imødekomme. Det politiske klima har ændret sig en smule. Det kan godt være vietnameserne ser en mulighed, men det er en næsten umulig opgave du vil komme på. Som soldat, tilbage i Vietnam, vil du helt sikkert få problemer med Susanne. For hende er det hele en humanitær opgave. For dig handler det om noget andet. Ære er ikke det rigtige ord, men jeg håber du forstår hvad jeg mener. Penge er ikke alt. Det er en civil opgave Jacos, ikke en militær."
   "John. Det er soldater der ligger derude, og det er soldater der tager dem med hjem, det ligger fast. Det er vietnameserne helt enige med mig i. Fuldt militær honnør er hvad de har krav på. Jeg ved de er døde, men de efterladte vil helt sikkert være enige med mig. Vietnameserne er villige til at gå langt, for at få hjælp til at rydde op i landet. Det kan vi, det ved du. Vi har eksperterne, det er her de vil have mig ind. Jeg skal lede eftersøgningen og hjemtagning af alle de savnede, for den hjælp de ønsker til at rydde op i landet. Det vil også inkludere civile eksperter, med hensyn til alle de kemikalier vi har brugt mod vegetationen."
   Han grundede over mine betragtninger.
   "Tror du selv på du kan få dem hjem?.."
   "Ja, det gør jeg. Ellers ville jeg ikke beskæftige mig med det. De har givet mig garantier for det ikke kun er skinforhandlinger de ønsker. De har et oprigtigt ønske om forsoning. Et ønske om at komme videre. Jeg tror på dem.. De vil forhandle med mig, de tror på jeg vil respektere deres synspunkter, vil kunne opnå resultater. Om jeg så kan opfylde alle deres ønsker er tvivlsomt, men jeg vil gøre mit bedste."
   Vi talte om det hele natten. John meddelte sin næstkommanderende han sad i et vigtigt møde, han måtte tage over i den tid det tog ham at blive færdig. To dage varede det inden vi var sikre på, at det jeg skulle stille som krav til min og deres regering, ville have bare en lille mulighed for at blive opfyldt. Susanne og Nettie lod os være, de forstyrrede os ikke. De hyggede sig med vores datter, så på byen, og havde det rart i hinandens selskab.
   Nettie så på John da vi endelig igen var sammen med pigerne.
   "Mænd er som drenge, de bliver let grebet af et spændende stykke legetøj, så glemmer de alt omkring sig. Men vi holder af jer alligevel."
   Hun smilede til sin mand og kyssede ham. Dejlige venner. Vi tog nogle ture rundt i omegnen, og en tur til Pataya, hvor Susanne og jeg havde haft et par bataljer.
   Vi morede os, besøgte den politistation, hvor vi begge havde tilbragt et par timer i en lille luset celle. Politimesteren grinede, sagde han ville have forsvoret vi ville blive mand og kone, endsige få børn sammen. Men han lykønskede os, og tilbød at stille en bil til vores rådighed. Høfligt afslog vi hans tilbud, vi havde i forvejen en militær bil og køre i.

Aftenen før vi skulle af sted, kom der en ordonnans og afleverede et brev til John.
   "Vigtigt, og fortroligt!" sagde han!
   Vi var i byen for at spise, det var os der bød. John kvitterede for brevet.
   "Vent her," sagde han til den unge soldat. Han læste brevet og rakte det til mig. "Jacos, læs!"
   Jeg læste, og smilede. Det var den ordre vi håbede ville komme. Der var nu givet grønt lys, for det videre forløb af min aftale med de Vietnamesiske embedsmænd. John rakte brevet tilbage til ordonnansen med ordene:
   "Sørg for indholdet kommer til næstkommanderendes kendskab, sig til ham oberst Leandros er min gæst, obersten er ankommet til basen og bor hos mig. Bed ham afvente nærmere ordre. Har De forstået ordren?.."
   "Javel, Hr. General! Ordren forstået."
   Han gjorde honnør og forsvandt. Vi genoptog vores middag. Pigerne fik at vide hvad der stod i brevet. Det var en ordre til John om at få fat i mig, få mig i tjeneste igen, og så afvente nærmere. Min indkaldelse ville komme senere. Vi måtte nu blive i Thailand og vente på besked fra det amerikanske udenrigsministerium og forsvarsministeriet, indtil da var vi Nettie og Johns private gæster.
   "Du er ikke i tjeneste endnu, Jacos, jeg afventer din indkaldelse."
   John morede sig.
   "Jeg indkvarterer jer hos os, så kan vi hygge os mens vi venter på det næste udspil. Er det OK.?.." Vi nikkede. Susanne var ikke glad ved den nye situation, men hun bakkede mig op.
   "Du skal også indkaldes igen for udnævnelse til Oberst, du er civil og i reserven som Major, den indkaldelse kommer nok en af dagene til mig."
   John var klar til at støtte mig, hjælpe alt det han kunne.

To dage senere, kom der fire mand fra den amerikanske regering. To fra CIA, og to fra den militære efterretningstjeneste. CIA folkene var unge og selvsikre. De beordrede mig til at mødes med dem, de opførte sig som om det var dem, der skulle fortælle mig hvad jeg skulle gøre.
   "Oberst! De har kontaktet nordvietnameserne, det er vi ikke specielt tilfredse med! Det kan ødelægge meget. De skal være klar over det er os der fortæller Dem hvad der skal ske. Det er en ordre!"
   Så fulgte en verbal skideballe. I mere end en time fortsatte de med deres udgydelser. John der var til stede, så flere gange bekymret på mig. De to andre agenter fra den militære efterretningstjeneste kedede sig, sad og gabte.
   "Får vi en forklaring?.. På Deres utilstedelige kontakt med nordvietnameserne?.. Eller har De overhovedet noget at sige til Deres forsvar?.."
   Jeg smilede og så på John.
   "Det er efter vores mening ikke morsomt oberst, forstår De det?.."
   "Godt," sagde jeg og rejste mig. "I vil have en forklaring, det får i så.. Nu har jeg siddet pænt og hørt på jeres udgydelser og fornærmelser af mig i mere end en time, så nu bliver i nødt til at høre på mig i et par minutter."
   "Det ved jeg ikke om jeg vil acceptere!" sagde den ene kort.
   "Klap i når jeg taler til jer!" sagde jeg skarpt.
   "For det første er jeg civil, jeg er ikke indkaldt. Ikke desto mindre har i tilladt jer at forlange jeg er tilstede her. En regulær anholdelse.. Basen er amerikansk område, her gælder de amerikanske love. Jeg har endnu ikke fået oplæst mine rettigheder, på trods af det er en pligt i har at oplyse mig om. Jeg har ingen advokat, alligevel tilbageholder i mig mod min vilje. De herrer har så grundigt overtrådt de grundlæggende rettigheder jeg har ifølge forfatningen. Jeg vil derfor bede om navn, grad og tilhørsforhold, så jeg kan henvende mig på rette sted og protestere, over det overgreb min person nu er udsat for. Jeg er civil, har ikke modtaget nogen indkaldelse.. Det vil sige jeg er civil mine herrer... Civil!!!.. Hvis det er et par amatører som jer, jeg skal arbejde sammen med når den tid kommer, er det tvivlsomt om jeg overhovedet vil deltage i noget som helst. Hr. General!" sagde jeg henvendt til John.
   "Jeg beder Dem oplyse de to herrer om deres ulovlige tilbageholdelse af mig, jeg beder Dem sørge for mine rettigheder ifølge forfatningen overholdes. De er den øverste myndighed her, jeg anmoder Dem som sådan om beskyttelse, mod det overgreb der allerede har fundet sted. Jeg har ikke mere at sige."
   John kløede sig i håret, så på de to agenter og svarede:
   "Mine herrer, Hr. Jacos Leandros har ret i sine anklager. Han er civil, og min personlige gæst sammen med sin hustru og deres barn. I har begge overtrådt de føderale love så grundigt, at jeg må bede jer om en redegørelse med det samme. Hr. Leandros blev på jeres anmodning tidligere i dag, af mig tilbageholdt her på kasernen. Jeg håber i har en helvedes god forklaring, hvis i vil undgå en retssag og et kæmpe erstatningskrav fra min gæst. Mødet er forbi," sagde han og så på alle fire. De to militære agenter grinede.
   "Amatører," sagde de henvendt til CIA folkene.
   "I har et helvedes problem nu, det må i selv rode jer ud af.. Hr. General," sagde den anden.
   "Jeg formoder vi kan afvente nærmere ordre fra Dem?.."
   "Ja, jeg vil jeg sørge for i bliver underrettet så snart der er hold på denne sag, og jeg ved hvad der skal ske. Indtil da forbliver i indkvarteret her på kasernen. Hvis i forlader den skal i melde til vagten hvor jeg kan finde jer, hvis der bliver brug for det."
   De to civile agenter var målløse. De stammede.
   "Hvad er det der sker? Er Jacos Leandros ikke militærmand?.."
   John så koldt på dem.
   "Jeres kolleger fra militæret har sagt det så udmærket: Amatører!.. Jeg imødeser jeres rapport. Indtil da er hr. Jacos, efter jeres ordre tilbageholdt her hos mig, med forbud mod at forlade basen. De herrer kan gå nu!"
   Han så på dem, de rejste sig.
   "Hr. General! Jeg vil lige sige..." Længere kom han ikke før John brølede:..
   "Skal jeg smide jer begge ud korporligt?.. I har fået en ordre, er det ikke nok bliver i smidt ud og sat fast af militærpolitiet. Gå!.. Er det klart nok?.."
   De forlod begge hastigt kontoret.
   Da de var gået så John på mig og grinede.
   "Der var jeg sgu nervøs Jacos, da du begyndte at rulle dig ud. Men jeg havde overset du ikke har fået din indkaldelse endnu. Den ligger vist på mit bord i morgen. Så vidt jeg husker, sagde min næstkommanderende der var kommet et signal angående dig, men det var først i morgen, eller i overmorgen vi skulle indkalde dig. Bortset fra det, har de begge et kæmpeproblem. De sidder i saksen nu, du kan næsten forlange hvad du vil, for den ulovlige tilbageholdelse du nu er udsat for. Og så i et fremmed land!.. Jeg er spændt på hvordan de vil gribe sagen an. Uanset hvad, har du indtil videre fat i den lange ende. Hvorfor dælen skulle de også sende to nyuddannede herover i så vigtig en sag?.. Det vil jeg gerne vide. Indtil videre har jeg altså ansvaret for du ikke forsvinder, så jeg foreslår vi tager hjem til mig og hygger os med pigerne."
   Han grinede.
   "Jacos. Du kommer sgu altid galt af sted."

Pigerne morede sig ikke. Susanne mente jeg meget tidligt skulle have sagt jeg var civil.
   "Jeg er bange for du nu har lavet problemer for dig selv Jacos."
   Hun rystede på hovedet. John grinede og mente jeg indtil videre havde fat i den lange ende af denne sag, at det var CIA der havde et problem.
   "Du behøver ikke være i tvivl Susanne, jeg er på Jacos´s side, bakker ham op i denne sag selvom den er åndssvag, også efter min mening. Men det var et par amatører, det var i orden de blev sat på plads. Så må vi se hvad deres næste skridt bliver."

Næste dag, sendte John bud efter mig gennem sin ordonnans. Jeg skulle møde med det samme. "Jacos! der er et signal om en agent Bannister. Han vil overtage sagen selv. Ham kender du vist noget til. Han skriver jeg har frie hænder med hensyn til dig, at jeg så hurtigt som muligt skal bringe den sag med hans folk ud af verden. De to unge er kaldt hjem øjeblikkeligt, de tager af sted allerede i dag.. Hvad skal du så have for at droppe sagen?"
   Han grinede.
   "John. Jeg satte det i gang, og vil bede dig igen om at rage kastanierne ud af ilden for mig. Det er måske kujonagtigt, men jeg ved ikke hvad man gør i sådan en situation!"
   John morede sig bare..
   "Jacos, der er takster for den slags, du får hvad der kan tilkomme dig, stol på det. Ham Bannister, hvor meget kender du ham?.."
   "Jo, jeg kender da en del til ham, han var min makker i Laos under Vietnam krigen. En hård banan, han kender mig ud og ind, jeg regner med den sag vil være afsluttet i løbet af kort tid."
   John og jeg talte om hvad jeg nu skulle gøre, vi blev enige om vores slagplan fra tidligere skulle holdes, hvis det var muligt.
   Bannister kom.
   "Jacos," tordnede han. "Kunne du ikke i stedet for alt det besvær have givet dem en røvfuld?.. Nu skal jeg tage over, det passer mig dårligt. Hjemme var de ikke klar over det var dig de skulle slås med. En tidligere agent i Laos, en elitesoldat. Det var først da de kontaktede mig, det gik op for dem hvem du er. Havde de spurgt mig fra første færd, kunne hele det cirkus du har sat i gang have været undgået. Jeg har talt med mine chefer om dig, og den måde du arbejder på. De sendte mig for at hjælpe dig. De kunne godt se det aldrig gik med to nyuddannede og dig sammen, det er at bede om problemer."
   Han rystede på hovedet og smilede til mig.
   "Vi har sgu haft mange gode oplevelser sammen Jacos. Jeg er sikker på vi nok skal få arbejdet til at glide, vi kender hinandens særheder, det er en fordel. Hvad nu?.. Hvad har du gang i?.. Vietnam vil kun have dig, alt det er på plads. Men så kommer det med de to unge agenter?.. Hvad er det for noget?.. Fortæl, fortæl."
   Jeg forklarede ham hvad der var sket, han grinede.. Hvad vil du selv?.. Du må da for hulen have en plan?.."
   Også den satte jeg ham ind i, hjulpet af John. Efter vores lille møde var han tilfreds. John rapporterede hjem at sagen nu var løst, jeg var villig til at droppe alle klager, hvis de ville gå ind på mine betingelser angående det forløb jeg skitserede, og ellers lade mig i fred. De svarede at Bannister havde fuld råderet, så længe kongressens krav og retningslinier var opfyldt.

Så langt havde John og jeg allerede forudset det ville komme, vi var fortrøstningsfulde. Bannister´s opgave var dybest set at holde øje med, om jeg holdt mig indenfor de rammer der var udstukket, og at assistere mig i den udstrækning jeg måtte ønske det.
   Vietnameserne havde kontaktet mig gennem John, de bad om reelle forhandlinger. Jeg satte dem i gang, meldte gennem John til kongressen at alle nu var klar. Forhandlingerne var i gang med nordvietnameserne, de forløb indtil videre til alles tilfredshed.

Bannister var allerede taget til Vietnam, han ledede forhandlingerne, mens jeg så til på sidelinien. Flere gange om dagen var jeg i kontakt med ham. Da spillereglerne var aftalt, tog jeg afsked med min elskede ven John, og han dejlige kone Nettie. Susanne, vores datter og jeg fløj til Hanoi i et ordinært passagerfly.
   I Hanoi ventede mig meget svære forhandlinger. Jeg havde frie hænder til at forhandle, men skulle have alt godkendt af Bannister, der igen skulle have det godkendt af vores regering. Besværligt, men det var et meget følelsesladet emne, det gjorde det ikke nemmere med den besværlige kommandovej.

Jeg mødtes med min Vietnamesiske kollega, på en base nær Hanoi. Af hensyn til vores værter havde jeg med vilje ikke taget nogen udmærkelser, eller medaljer på til vores første møde. Min Vietnamesiske kollega derimod, havde "sildesalat" over hele brystet. Også de medaljer han havde modtaget for sin indsats imod os i krigen, der endnu ikke officielt var afsluttet. Vi hilste på hinanden, jeg så på hans medaljer, lige længe nok til han fandt det pinligt. Han rødmede let, jeg nøjedes med at gøre honnør.
   Mit ansigt var udtryksløst. Resten af dagen var han pinligt berørt over sine mange medaljer, der ikke var passende i den situation vi nu var i. Næste dag, da vi fortsatte vores forhandlinger, var alle udmærkelserne væk. Jeg smilede og sagde:
   "Hr. General, jeg hilser dem som ligemand, og håber vi kan få gode og konstruktive forhandlinger fremover."
   Han var tydeligvis lettet over min imødekommenhed, da jeg dagen i forvejen havde været meget afmålt, og ved flere lejligheder var faldet i staver, havde set et sekund for længe på hans medaljer. Han havde fattet et vink med en vognstang. Jeg fandt det ikke passende at prale med noget som helst, det forstod han. Denne sag var for tragisk og alvorlig, både for ham og mig, til der var plads til at hovere eller overgå hinanden.
   Jeg var ekspert i deres kultur og traditioner, derfor var det i første række mig der forhandlede med dem. De var tilfredse med de erstatninger, og den hjælp de modtog som modydelse, for at frigive de faldne Amerikanere. Jeg brugte megen tid på høflighed og deres traditioner. Bannister vidste heldigvis hvor vigtigt det var, både med min venlighed og alle de formelle høfligheder, der var imellem mig og mine Vietnamesiske kolleger. Han ventede i kulissen, selvom han kedede sig bravt.
   "Spild af tid!" sagde han, "men det er dig der bestemmer tempoet."
   Endelig kunne vi, efter en måned med det formelle komme i gang. Jeg havde alle mine folk på plads, overlod det videre forløb til min gamle kollega Bannister, der var en dreven og snu fyr. Vietnameserne prøvede på mange måder, at fange mig på rene bagateller, men jeg gled altid behændigt af, det var dem der havde det næste udspil.
   Bannister var imponeret mange gange over mine resultater. Jeg forklarede ham at ikke mindst Susannes ord til mig, om at være tilbageholdende og tænke mig om, havde den virkning at jeg opnåede de resultater jeg gjorde.
   De næste tre måneder, gik med at registrere de grave vi fik forelagt placeringerne på, og besøge de områder hvor de var begravet. Vi fik vores tilladelse til, mod at yde passende kompensation, at foretage undersøgelser på stedet, for at konstatere om der overhovedet var noget. Mange kameler måtte sluges, gang på gang løb jeg ind i bureaukratiets jungle af love og bestemmelser. Jeg svedte ofte i timer over bagateller.

Jeg var ofte træt og modløs, men Susanne og min elskede datter var den medicin, der fik mig til at fortsætte. Tre måneder efter vi var startet, kunne jeg hente de første retsmedicinere til landet, for at hjælpe med DNA prøver og andet praktisk. Kun langsomt gik det fremad. Var der ikke det ene i vejen, var der andet der gik galt. Det var meget belastende for mig, jeg skulle få det hele til at glide. Bannister der også tidligere havde opholdt sig her nede, var på mange måder en stor hjælp. Når jeg var allermest træt og nedkørt opmuntrede han mig, sagde det nok skulle glide, bare vi havde lidt tålmodighed.
   Havde jeg vidst hvad jeg gik ind til tidligere, var jeg ikke sikker på jeg ville have sagt ja, til at involvere mig i den opgave. To grave viste sig at indeholde vietnamesere i stedet for amerikanere. Det var sådanne vildledninger der var opslidende og belastende, både for mig, Bannister og medicinerne.
   Susanne så jeg ikke meget til. Når jeg endelig var hjemme var hun andre steder. Hun føjtede rundt og hjalp hvor hun kunne. Vores datter havde hun med overalt, alle var glade for hendes tilstedeværelse. Hun var på en god måde et aktiv for mig og min opgave. Ganske ubemærket trak hun i tråde, som jeg ikke ville have den mindste chance for at røre ved. Så savnet af hende og vores datter, hjalp mig i sidste ende til at opnå de resultater jeg gjorde.

Vi samlede alle de rester af vore soldater vi kunne, på en base tæt ved Hanoi. Herfra skulle de så sendes med fly til Amerika. Tiden gik, vi havde til nu kun fået femten af vore faldne til Hanoi. Hjemme i Amerika var situationen blevet værre rent politisk. Vores situation blev for hver dag mere besværlig. Jeg havde ikke noget at give, for at opmuntre de vietnamesiske myndigheder til at fortsætte, det pinte mig.
   Jeg forhandlede med mine kolleger fra Vietnam, Bannister gjorde hvad han kunne på hjemmefronten, men vi følte efterhånden vi var låst fast, af årsager der ikke vedkom os her i Vietnam, det var rene politiske spidsfindigheder og chikanerier hjemmefra.
   Susanne havde nægtet vores datter at se mig i uniform. Hun forlangte jeg tog den af, inden jeg tog mig af hende. Jeg havde protesteret.
   "Du ved jeg hader den uniform! Det samme gør vores datter. Du gør mig bange når du har den på. Du er en anden i den uniform, det kan jeg ikke bære," sagde hun og så væk. Jeg var nedtrykt. Sagde til hende der var uniformer over alt.
   "Det er jeg lige glad med!.. Jeg står fast på hvad jeg har sagt Jacos. Hvis du viser dig i uniform sammen med vores datter, rejser jeg hjem."
   Lige meget hvad jeg sagde, hjalp det ikke. Hun stod fast på sit.
   Jeg var meget nedtrykt. Susanne var vred på mig. Jeg havde det indtryk hun brugte uniformen, som grund for noget hun skjulte for mig. Situationen blev værre og værre.
   Til sidst sagde den vietnamesiske general til mig:
   "Hr. oberst. Det har været mig en fornøjelse at møde Dem. Jeg tror ikke det vil have noget formål at fortsætte vores samtaler under de nuværende omstændigheder. Deres mission er slut nu, Deres regering mener ikke at kunne give de indrømmelser der er nødvendige, for at De og jeg kan komme videre. De har gjort et stort stykke arbejde for Deres land. Jeg håber det vil påskønne og belønne Dem for det. Jeg vil byde Dem farvel nu, og takke Dem for Deres venlighed."
   Han bukkede og trak sig tilbage.

Jeg fik ikke en chance for at få at vide, hvad det var der var gået galt. Et eller andet sted var den rivende gal. Vi var kun halvt færdige, måtte nu afbryde det hele. Jeg sammenkaldte alle mine medarbejdere og takkede dem for deres indsats. Bannister overtog den videre kommunikation med vietnameserne. Jeg havde nu kun tilbage at tage til det vietnamesiske forsvarsministerium og takke af. Min mission i Vietnam var definitiv slut.

Sammen med Susanne og vores datter, rejste jeg tilbage til basen i Thailand, hvor John tog imod os. Jeg var nedslået. Jeg havde ikke fået en chance for at få at vide, hvad det var der var gået galt. John og Nettie trøstede mig. Susanne mente det var ren politik, der havde sendt mig ud på et sidespor. Hun var overbevist om det var indre amerikanske anliggender, der lå til grund for mit pludselige stop. Afbrydelsen havde været undervejs længe sagde hun, men jeg ville bare ikke indse det. Sådan var det. Det var ikke min skyld.
   "Du skal ikke tage dig det nært!" sagde John. "Hjemme er der parade for vores faldne, men videre kommer vi ikke lige med det samme. Pentagon er udmærket klar over, uden dig var vi ikke nået så langt, der er på nuværende tidspunkt ikke politisk vilje til at komme videre, det har vi soldater ikke nogen indflydelse på, det må vi bare acceptere. Du får en medalje, jeg holder en lille ceremoni her på basen for dig og Bannister, så er den sag ude af verden."

To dage senere var der overrækkelse af medaljer, som John havde forudsagt. Susanne var ikke til stede, hun brød sig ikke om mig i uniform, det accepterede jeg og vores venner. Susanne var stadig bange for mig når jeg var i uniform.
   "Du er en anden person, den kan hverken jeg eller vores datter lide."
   Men hun accepterede jeg fik en medalje.
   "Det har du fortjent, men jeg vil ikke være med til det, det er militært, det hader jeg af et godt hjerte, det ved du!."
   John og Nettie så på, men kommenterede det ikke. John havde fået et signal med yderligere pensionering af mig. Endnu en gang steg jeg i graderne, det udløste lidt flere penge. Det var jeg tilfreds med.

Vi havde underrettet Susannes arbejde om vores snarlige hjemkomst, der var stadig brug for hende, jobbet ventede. Jeg prøvede ellers på at overtale hende til at droppe det, det ville hun ikke høre tale om, sådan blev det. Vi takkede John og Nettie for deres gæstfrihed, tog afsked med dem og fløj tilbage til Grækenland.

"Endelig hjemme," sagde Susanne. "Jeg har savnet dig meget, det har Sarah også."
   Hun pludrede til mig, jeg var lykkelig.. Det sagde jeg i hvert fald til mig selv.
   Susanne undgik mig, var underlig tavs. Hvad var der med hende?.. Jeg brød min hjerne, men kunne ikke finde en årsag til hendes lukkethed. Efter tre dage hjemme, hvor hun ikke sagde andet end ja og nej, blev det for meget for mig. Der var noget rivende galt. Om aftenen efter vores datter var lagt til at sove sagde jeg:
   "Susanne! hvorfor undgår du mig?.. Er der noget vi bør tale om?.."
   Hun så bort, sitrede ganske svagt.
   "Jacos! Elsker du mig?.. Jeg mener.." Hun vendte sig om, så på mig med tårerne løbende ned ad kinderne. "Hvem er Mai Li?.. Vil du fortælle mig det?.."
   Jeg var lamslået. Hvad havde hun gang i?.. Jeg kendte ikke nogen kvinde der hed Mai Li. Vidste ikke hvad hun mente.
   "Kom, sæt dig her. Du har været overbebyrdet med arbejde. Jeg kender ikke navnet Mai Li. Ved ikke hvad du taler om."
   Susanne vendte ryggen til mig og gik. Jeg satte mig med hovedet i hænderne. Hvad var det der foregik?.. Susanne kom tilbage, rakte mig et stykke papir.
   "Jacos! en ung kvinde bad mig give det til dig med det samme, det hastede, sagde hun. Jeg fik brevet en uge før vi tog hjem fra Vietnam. Undskyld jeg læste det. Du behøver ikke at forklare brevet, blot fortælle mig hvad du vil. Sara og jeg tager til Vietnam i aften. Vi kan lige nå natfærgen til fastlandet. Jeg vil selv tale med den unge kvinde. Hvis det er Mai Li, vil jeg bede hende beholde dig. Jeg er dybt skuffet over du ikke har fortalt mig om hende."
   Susanne gik ind i soveværelset. Jeg læste brevet:

Min elskede Jacos, min dejlige soldat.
   Jeg takker dig for en vidunderlig nat. Jeg forstår din frustration over din hustru afviser dig, fordi du er i uniform. At holde din datter væk fra dig, er endnu en årsag til jeg vil hjælpe dig, være den kvinde du kan være stolt af. Din hustrus hjerte er koldt, det ved jeg fra hendes tidligere mand. Mange er de nætter, hvor han gik til hendes seng og blev afvist. Du fortjener bedre. Jeg er enig med dig, sammen kan vi bygge en tilværelse op på kærlighed, ægte kærlighed. Jeg vidste du ikke skulle være her længere, det fortalte ministerens sekretær mig, derfor dette brev. Men jeg venter med længsel på din tilbagekomst, når du har fortalt din hustru det er mig du elsker. Der ligger en opholdstilladelse til dig når du kommer. Du kan gøre meget for mit folk.. Jeg elsker dig, venter på dig, glæder mig til du igen holder mig i dine stærke og varme arme.
   Jeg fandt det rigtigst at aflevere brevet til din hustru, hun vil sikkert læse det. Jeg elsker dig af hele mit hjerte.
   Kærligst din: Mai Li.
   Kys-kys-kys.
   "Susanne!! Kom her ind!.. Nu!!"
   Jeg var rasende. Kunne hun ikke se det var et falsum?.. Var hun så dum at tro på sådan noget sludder?.. Betød vores forhold ikke noget for hende?.. Jeg havde mange spørgsmål. Det var den mest gemene plathed jeg havde været udsat for.
   "Susanne! Hvor bliver du af?.." Det sidste råbte jeg i vrede. Endelig kom hun, bærende på vores datter. De var begge klar til at tage af sted.
   "Hvad pokker går der af dig?.. Kan du ikke se det er et gement forsøg på at lave ballade?.. Er du helt blind?.. En kvinde du ikke kender giver dig et brev. Du læser det, siger intet til mig. Er sur og tvær, undgår mig. Uden så meget som et ord er du parat til at forlade mig. Hvad fanden har du tænkt dig?.."
   Jeg var vred, rasende på den anonyme brevskriver. Men mest fordi Susanne var faldet for det bluf.
   "Jeg forlanger du taler med mig om det brev nu. Jeg vil ikke tillade dig at tage nogen som helst steder hen, før vi har talt det her igennem. Læg Sarah tilbage i hendes seng og kom her ind. Vi har meget at tale om."
   Susanne så på mig. Hendes øjne lynede af vrede.
   "Svin! Det er hvad du er. Et svin, et utro møgdyr. Hverken Sarah eller jeg vil være her to minutter mere."
   Jeg spærrede hende vejen. Hendes hadske udtryk i øjnene fik mig til at blive rasende.
   "Du går ingen steder!" råbte jeg. Hun svarede hidsigt!
   "Og vil dræbersoldaten så forhindre mig i det?.. Den tapre syge dræbermaskine?.. Vil du slå mig og din datter ihjel?.. Som du har slået så mange andre uskyldige ihjel?.. Så gør det!"


* * *
   "Susanne!" sagde jeg så stille jeg kunne, prøvede at lægge bånd på mig selv og min vrede.
   "Jeg er ikke en dræbermaskine, det har din kærlighed til mig lavet om på. Jeg er ulykkelig over der er nogen der vil være så onde mod os. Det brev er falsk, nogen vil gøre dig ondt. Har du ikke tillid til mig?.. Din mand?.."
   Jeg trådte til side.
   "Susanne! Jeg beder dig på mine knæ. Bliv og tal med mig om det forbandede brev. Vil du ikke nok?"
   Hun vendte sig om, så på mig. Både Susanne og vores datter græd. Den lille var bange over det optrin hun var vidne til. Både hendes mor og far råbte op, skændtes.
   Jeg tog blidt den lille i mine arme og bar hende ind i soveværelset. Her klædte jeg hende af, nussede hende og fik hende til at falde til ro. Jeg puttede hende i hendes seng og blev der til hun sov. Lige til det sidste, klyngede hun sig til min hånd.
   Inde i stuen sad Susanne med tomme forgrædte øjne. Jeg gik hen til hende og satte mig i sofaen.
   "Susanne!" sagde jeg stille.
   "Jeg elsker dig. Det kan ikke en gang et ondt brev lave om på. Du sagde til mig en gang, at samtale var den bedste medicin. Nu er det mig, der beder dig tale med mig om det brev. Vil du det?.. Eller skal vi vente til du er klar til det?.. Men du må ikke rejse i vrede, det beder jeg af hele mit hjerte om."
   "Jeg er tom inden i! Jacos! Hvad sker der med os nu?"
   "Der sker det Susanne, at vores kærlighed gerne skulle gå styrket ud af den krise den er i nu. Jeg har ikke en anden kvinde, kender ikke navnet Mai Li. Jeg vil give år af mit liv for at finde den der har skrevet det brev. Du sagde jeg var en dræbermaskine, det er jeg hvis jeg får fingre i den der står bag brevet, det kan ikke engang du forhindre mig i. Brevet gjorde mig rasende. Jeg forstår du er oprørt over det, bare ikke at du kunne fæste lid til det, at du ikke talte med mig om det. Er det ikke mærkeligt du får et brev, der ikke er i nogen som helst konvolut?.. At det var meningen du skulle se det, er der ikke nogen tvivl om. Det havde formentlig været meningen, der skulle have været det helt store drama i Vietnam, mellem dig og mig. Jeg takker dig for du ventede til vi kom hjem."
   Susanne så tomt på mig. Resten af natten talte vi om brevet og vores forhold. Susanne kunne godt se det var et ondt forsøg på at splitte os. Bare ikke hvem der kunne have interesse i det. Hun faldt endelig i søvn på sofaen da det lysnede i øst.

Jeg ringede til John. Han var lamslået over at høre, der var nogen der kunne være så gemene. Jeg bad om et råd. Han ville tænke over det, men det brev skulle jeg gå videre med, til de myndigheder jeg havde tillid til i Vietnam, det var han overbevist om. At brevskriveren kendte til vores forhold var helt klart. Han mente også Susanne skulle prøve sine forbindelser. Han ville ringe senere. Lige nu skulle han til et møde og undskyldte sit hastværk.
   Sarah vågnede. Jeg tog hende op, vaskede hende og gav hende mad. Hun var glad og pludrede hele tiden. Børn havde en kort hukommelse, det var jeg glad for. Hun var vant til det var mig der tog hende op når Susanne sov længe, det var der ikke noget fremmed i for hende.
   Jeg gik en lang tur med hende, men lagde en seddel til Susanne, at vi var på en lille tur. Hun skulle ikke være urolig for os. Jeg skrev jeg elskede hende af hele mit hjerte. To timer senere var vi tilbage. Susanne havde lavet kaffe. Sarah pludrede med sin mor der smilede til mig.
   "Undskyld det jeg sagde til dig i nat. Det mente jeg ikke."
   Hun så ned.
   "Det taler vi ikke om mere. Vi var begge oprevne, sagde ting der ikke skulle være sagt. Om nogle år vil vi sikkert grine af vores første store skænderi."
   Susanne smilede.
   "Jacos! Du er en vidunderlig mand. Tak."

Vi skulle videre, men stemningen var trykket imellem os. Det var som om tilliden til partneren var et andet sted, hvor den ikke havde noget at gøre.
   John ringede. Han fortalte at Bannister ad omveje, var kommet under vejrs med der var personer i Vietnam, for hvem det ikke var gået op for at krigen var slut. Elementer, som han udtrykte det, ville for enhver pris stoppe den proces, der var i gang mellem Amerika og Vietnam. Krigen gav dem profit. Bannister havde givet John tre navne på personer i Vietnam, de stod bag det hele, også det famøse brev jeg havde modtaget. Mai Li var en ikke eksisterende kvinde. C.I.A var i gang med at få rede på hvilken skade der var sket, og om det havde indflydelse på forhandlingernes sammenbrud. Jeg pressede John for navnene, men dem ville han ikke ud med.
   "Jacos! ingen dumheder fra din side. Jeg ved hvad du tænker, men glem det. Det tjener hverken dig eller Susanne, og slet ikke jeres lidt kølige forhold lige nu."
   Jeg kommenterede ikke hans advarsel til mig, jeg vidste jeg nok skulle komme i besiddelse af de navne.
   Jeg fortalte Susanne det var John der havde ringet, jeg skulle hilse, også fra Nettie. Hun så på mig, hendes udtryk fortalte mig, hun ikke troede det kun var en uskyldig og høflig samtale vi havde haft, men hun spurgte heldigvis ikke om noget.
   Mens Susanne var på arbejde på klinikken, havde jeg gang i telefonen. Bannister, Thieu og andre forbindelser jeg havde, gav mig ikke alene navnene på de personer jeg ønskede, de gav mig også et klart billede af, hvad der var foregået bag min og andres ryg. Det var sikkert at Vietnam officielt ikke var indblandet. Bannister havde underrettet den general jeg havde forhandlet med. Han ville omgående gribe ind. På så højt et plan at det ville blive effektivt stoppet. Jeg havde travlt nu, hvis jeg ville have fat i de skyldige før myndighederne fik det.
   Igen måtte min elskede bedstemor holde for. Hun var ikke enig med mig i, det var den rigtige måde at klare tingene på, men indvilgede i at passe Sarah til Susanne kom hjem. Jeg havde efterladt et brev til Susanne, hvor jeg redegjorde for mine motiver. Jeg beklagede det var ære det drejede sig om, soldaterære, som hun af et godt hjerte hadede. Dræbermaskinen var nu i gang med det håndværk den var bedst til.
   Jeg havde ikke problemer med at komme ind i Vietnam. Mine forbindelser var i orden. Tilladelsen til at besøge Thieu var kun en formalitet. Mit besøg hastede , han var alvorligt syg, skrev jeg på min ansøgning i Hanoi lufthavn. Tyve minutter efter havde jeg en passerseddel, der gav mig mulighed for at bevæge mig frit over alt i landet.
   Oberst Wang hjalp mig. Ham kunne jeg stole på. Vi var begge soldater, var begge dygtige til det håndværk der hed at slå ihjel. Han var chef for faldskærmsenheden i landet. I tre dage jagtede vi de tre personer, der havde startet det hele. Endelig var der gevinst.
   I et meget skummelt og kriminelt belastet kvarter, fik vi endelig bid under påskud af, vi ville handle amerikanske våben. Raketstyr og jord til luft missiler kunne vi tilbyde. Flere gange var jeg bange for de ville genkende mig, fra de delegationer der havde været i Vietnam. Mødet var aftalt.
   "Oberst Leandros! Dette er et rent Vietnamesisk anliggende. Jeg har otte mand fra min enhed på plads. Jeg beklager, men sådan er det. Jeg takker for hjælpen. Uden den var vi ikke kommet så tæt på. Jeg håber du forstår?.."
   "Nej! Jeg kom her for at få fat på den person der havde sendt det brev, det agter jeg at få! Du ved det vil lykkes for mig før eller siden. Jeg bakker ikke ud nu, og forlanger at være en del af din styrke!"
   Han smilede.
   "Jeg frygtede det var dit krav. Godt! Men husk det er mig der har kommandoen. Kan du acceptere det, er du med. Er det en aftale?.."
   Jeg trykkede hans hånd. Vi havde en aftale.

Vi angreb på slaget atten. Kvarteret var omringet af flere elitesoldater. Vi var to grupper der skulle trænge ind i huset, angribe fra hver sin position. Jeg havde fået kommandoen over tre mand, de andre var seks, anført af Wang personligt. Blitz granater gjorde vores entre effektiv, det lammede fjenden. Lokalet var med dæmpet belysning, orientalt indrettet, ca. fem personer var samlet derinde. Der var spredt skydning. Efter to minutter havde vi kontrol over det hele. Jeg så en skygge forsvinde til venstre for mig. To af mine mænd fulgte mig ind gennem den dør der var i væggen. Vi blev mødt af ild fra automatiske våben, besvarede den så godt vi kunne. En af mine mænd faldt, ramt af flere skud. Det hele var eet virvar af skydende personer. Der var mindst otte i det lokale vi var trængt ind i. To chok granater lammede alle i et par sekunder, nok tid til vi kunne nedkæmpe dem. Min makker kaldte på mig. Han pegede på en lille senet fyr hvis øjne fulgte os. Blodet væltede ud af munden på ham.
   "Bossen!" sagde han kort.
   Hans kniv sad et sekund efter på "bossens" strube. Hurtigt men bestemt stillede han spørgsmål. Bossen svarede stødvist. Efter et par minutter dræbte han ham med kniven, gjorde en ende på hans lidelser.
   "Kom, Jacos, vi mangler Mai Li! Jeg ved hvor hun er!"
   Jeg var forundret. Mai Li var en ikke eksisterende kvinde, det havde alle fortalt mig. Var det et navn på lederen?.. Jeg fulgte ham. Gennem endnu en dør i væggen kom vi til et tomt lokale. Der var igen vinduer at se nogen steder. Vi kikkede os omkring, ventede lureminering. Jeg skød to skud mod en stor vase, hvorfra der hang en tråd. Lufttrykket fra eksplosionen sendte os hen ad gulvet. Jeg rejste mig op, kikkede på min makker. Han nikkede, vi var begge uskadte. Jeg sendte to chokgranater gennem den dør der var kommet til syne efter eksplosionen. Vi angreb. I et lille halvmørkt rum sad en blødende kvinde. Min makker så på hende, talte til hende. Hun svarede på en dialekt jeg ikke forstod. Han grinede.
   "Jacos! Hun siger hun hedder Mai Li! Jeg tror det er hende du søger. Vil du være alene med hende?.."
   "Ja, men undersøg om der er flere overraskelser i vente."
   Han grinede og så sig omkring.
   Jeg afhørte Mai Li. Hun var en lille kvinde, ganske køn og omkring tredive år gammel. Hun var villig til at tale mod jeg skånede hendes liv. Det havde jeg ikke i sinde.
   Tyve minutter med intens forhør, der ikke var efter bogen. Hverken vores eller den internationale lov der gjaldt for fanger. Jeg var hårdhændet mod hende, lagde ikke fingeren imellem. Hun var Mai Li, lederen af det syndikat der styrede den illegale handel, med mange af de våben der var efterladt af de slagne amerikanske og sydvietnamesiske styrker. Hun var en barsk og hård kvinde. Jeg måtte bruge voldsom magt for at få de oplysninger jeg ville have. Jeg så mig omkring. Vi var alene som min makker havde lovet.
   Jeg rejste hende halvt op.
   "Mai Li! Du skal dø nu. Det lykkedes dig ikke at skræmme min kvinde væk fra mig, det er selvfølgelig synd for dig. Hun kaldte mig en dræbermaskine! Det er jeg når det gælder personer som dig. Så er jeg hævneren."
   Hun så hadsk på mig. Blodet løb ned ad hendes ansigt fra de skader jeg havde tilføjet hende. Begge arme hang slapt ned langs hendes halvt afklædte krop, der blødte fra flere sår jeg havde tilføjet hende under min afhøring. Hun vidste hun nu skulle dø, der var ingen angst at spore i hendes forslåede ansigt. Langsomt løftede jeg pistolen, sigtede på hendes ansigt.
   "Farvel Mai Li! Fortæl i helvede det var Jacos, dræberen, soldaten Jacos der sendte dig! Med hilsen fra sin kvinde og hendes afdøde mand du så smukt hånede. Dø din satan."

"STOP!! Jacos! "
   Jeg stivnede og vendte mig om. Bag mig stod Susanne og oberst Wang.
   "Jacos! For min skyld, tag den pistol væk! Det er forbi nu. Du får ikke din hævn mens jeg ser på det. Kom!"
   Jeg kikkede på Wang. Han smilede og trak på skuldrene.
   "Beklager Jacos, det var ikke mig der bragte din hustru her hen. Jeg vidste ikke hun ville komme."
   "Kom Jacos"
   Susanne trak af sted med mig. Jeg fulgte hende. To værelser derfra hørte vi et skud. Vi stoppede begge op, så på hinanden. Susanne tog begge hænder op foran ansigtet og sukkede.
   "Jacos," sagde hun stille. "Det skud løser ingen ting, det sætter kun hadet til våben og krig endnu mere i relief. Det er sygt. Det vil aldrig slutte."

En time efter sad vi på det hotel Susanne boede på. Jeg havde afleveret min uniform til min makker. Han var kommet efter den. Susanne sad bare og så tom ud i blikket.
   Telefonen ringede, Susanne tog den. Det sprog hun talte forstod jeg kun enkelte ord af.
   "Jacos! vi tager hjem i aften. Det var vores fly til Bangkok. Vi tager til Nettie og John først. Jeg kan ikke klare mere alene."
   Hun satte sig, så på mig og sukkede, derefter bøjede hun hovedet og så ned i gulvet.
   "Du er en dræbersoldat, det beviste du lige før. Jeg er bange for dig. Du mishandlede Mai Li på det grusomste for at få slukket dit had. Hvad skal der dog blive af dig?.. Hvorfor er du sådan?.. Jeg er bange for dig når du er i uniform. Bange for dig når du er sådan, er dræberen. Hvordan kommer vi videre?.."
   Hun løftede hovedet og så på mig med store bedrøvede øjne.
   "Susanne! Det er ikke noget forsvar det jeg nu siger, kun en opremsning af fakta.. De truede vores ægteskab, det lykkedes ikke. Næste skridt ville have været vores datter. Derefter dig. Mig vidste de det ville blive svært at slå ihjel, men det var planen hvis alt gik galt. Det er det hele, kort fortalt af Mai Li. Jeg brugte min viden som dræbersoldat, af kærlighed til jer. Mere er der ikke at fortælle."
   "Hvor er min kærlige Jacos?.. Min datters kærlige og omsorgsfulde far?.."
   Hun skjulte ansigtet i hænderne og græd stille. Jeg kunne intet gøre, det vidste jeg. Tog jeg om hende nu, ville det være forkert i den situation vi var i.
   "Susanne! Langt borte i det mørke der lige nu omgiver mig, er der et menneske, et godt menneske. Vil du hjælpe det menneske med at komme frem igen?.. Det menneske er den kærlige mand du savner, den kærlige far der leger med vores barn. Jeg behøver dig ved min side. Vil du hjælpe mig?.."
   Susanne så på mig, smilede gennem sine tårer.
   "Ja, jeg vil gerne hjælpe dig med at komme tilbage til mig, jeg elsker dig, trods den du var for få timer siden."

John og Nettie var forbandet på mig, forbandet over det jeg havde lavet. Igen havde det været John der havde taget affære og hjulpet Susanne. Sarah var hos dem mens Susanne hentede mig, som John udtrykte det. Alene med John fortalte jeg ham alt hvad der var sket. Også min afhøring af Mai Li, samt de oplysninger hun havde givet mig.
   "Jeg forstår dig som soldat, men som din ven må jeg tage afstand fra din handlemåde. Du skulle ikke have blandet dig i den sag, det var alligevel før eller siden lykkedes de vietnamesiske myndigheder, at få hold på den bande. Det var kriminelle, det ligger langt fra hvad vi som soldater beskæftiger os med. Men jeg forstår dig godt. Du er en dræber Jacos, en kold dræber. Jeg vil ikke være din fjende, du er grusom i din måde at løse problemerne på. Skal vi stoppe her?.. Jeg fik sagt til dig hvad jeg havde på hjertet."
   Jeg smilede og nikkede.
   "Tak alligevel fordi du altid er ærlig John. Jeg vil ikke for nogen pris i denne verden undvære dit venskab. Du har ret. Jeg er en dræber, det må jeg gøre noget ved, hvis jeg skal holde på Susanne. Jeg forstår hendes angst for min psyke. John! helt ærligt!.. Er jeg sindssyg?.."
   "Nej, Jacos, men du bliver det hvis du ikke stopper nu. Det du laver er ikke godt, det ved alle der beskæftiger sig med soldater som dig. På et eller andet tidspunkt går det galt. Det tidspunkt er tættere på end du aner, det er jeg overbevist om. Søg din afsked, jeg vil trække i de tråde jeg kan, det vil hjælpe dig. Pensionen vil fortsat blive udbetalt til dig, men stop nu, ikke mindst for dine to pigers skyld."
   Jeg nikkede.
   "Hvor har du papirerne?.. Jeg ved de er klar til min underskrift."
   John grinede og sagde at de lå på hans kontor. I morgen ville han komme med dem, så ville jeg være ude af militæret i løbet af tre til fire uger.
   Pigerne var glade for jeg havde søgt min afsked. De mente jeg havde gjort mit for at verden skulle se bare lidt bedre ud. To dage senere tog vi hjem til Grækenland.