Røgen stod ren og hvid op ad de to krematorieskorstene. Hvis man ikke vidste bedre så synede det fredfyldt, ja næsten guddommeligt med skoven i baggrunden og den lyseblå himmel ovenover. Mennesker var samlet som i en højtidelig ceremoni hvor en særlig begivenhed var forestående. Havde det bare været erklæringen fra Det Sixtinske kapel. Et religiøst overhoved havde været til at leve med, men sådan var det ikke. Gruen stod malet i de magre ansigter der stirrede lige frem for sig.
   Stilhed.
   Morgenappellen var i gang.
   "Hvad klager du over, din hund?" skreg en tysk officer ind i hovedet på en mand der stod et par rækker bag Karl. Så fik han et rap over nakken med en sort stav og sank sammen. Det gibbede i Karl, men han rankede sig og kæberne trådte tydeligere frem da tænderne blev bidt sammen. Hvor længe skulle dette vare? Karl tænkte på den gud han ikke troede på. Det var i øjeblikke som disse at han vidste, at gud ikke fandtes. Alle måtte klare sig selv. Der kom ingen hjælp udefra. Eller ovenfra.
   "Rejs dig op, din dovne køter!" Officeren gav ham endnu et slag, og langsomt kæmpede den forhutlede sig på benene igen. Han kunne knap nok strække sig ud. Hele den magre krop dirrede, og de alt for store og snavsede bukseben blafrede nærmest kapitulerende i rækkens livløse udtryk. Han frøs. Tydeligvis brugtes alle kræfter på at holde sammen på sig selv selvom gnisten i hans øjne var forsvundet for længst. Det var formentlig en af dem der ikke holdt hele vejen igennem. Mange var allerede døde af plettyfus og lungebetændelse, men nu kom varmen dem heldigvis til undsætning. Vinteren havde været hård for de fleste.
   I det fjerne hørtes lyden af jern mod jern i rytmiske stød. Karl fornemmede rædslen og sorgen i hele geleddet. Alle var tavse, kun lyden af kreaturvogne kom nærmere. En ældre fange længere fremme i rækken besvimede, og straks blev han af to lejrbetjente slæbt tværs over pladsen til skue for samtlige fanger. En lejrlæge blev tilkaldt. Mere så man ikke.
   Karl sendte tanker hjem til Danmark. Til sin mor og far der sad efterladte tilbage i Skibhusene. Fortvivlede. Han tænkte på de mindre søskende der ikke havde været involveret i modstandskampen. Bare de nu passede godt på hinanden. Faren var en tavs mand, så megen dialog var der nok ikke. Karl kiggede ned på sine udtrådte sko og drømte om de cykelsko faren havde foræret ham inden afrejsen til Spanien.
   Officerens stemme skar igennem hans tanker som en syl. Morgenappellen havde varet i længere tid end den plejede. Der var omtælling. Tallene stemte ikke, officeren fnyste og kapoen bag ham noterede svedigt ned i sin lille blok med en anspændthed der var tydelig for enhver
   "Alle fortsætter arbejdet!" råbte han. "Til jer i skyttegraven; I er bagud så der skal knokles! Forstår i det? Hart arbeiten! Verstehst du das?!" skreg han ind i hovedet på den nærmeste fange imens han holdt sit blik fast på manden, der stod radmager og med smerte i sind og krop. Tøjet hang på ham, og på fødderne bar han et par brune slidte træsko. Det havde været hans påklædning de sidste syv måneder. Alle de kronragede bare isser stak op i snorlige rækker og geled.
   Officeren kløede sig i håret og trådte hen foran Karl.
   "Du har fri i dag. Du stiller ved mit kontor kl. 9.00. Er det forstået? Indtil da kan du gøre rent i barakken!"
   Karl var forvirret indeni. Hvad var nu det? Han klarede dagene bedst når tingene var i faste rammer og alle havde deres normale daglige gøremål.
   Officeren havde talt med en anderledes venlig, men bestemt stemme.
   "Jawohl hr. officer." svarede Karl desorienteret. Der var stadig helt stille på pladsen.
   "Din kapo fortæller mig at du er en mester i skak. Er det korrekt?" Officeren havde sænket stemmen.
   "Det siger man om mig, hr. officer."
   "Klokken 9.00!" gentog officeren og fortsatte hen ad rækken.
   Da alle fanger var marcheret ud på det arbejde der var beordret dem, stillede Karl præcis kl. 9.00 ved hovedindgangen til officerens kontor. En lejrbetjent fulgte ham til dørs. Det var andre forhold end dem han var vant til i barakkens tomme, kolde og upersonlige rum.
   På væggen over officerens skrivebord hang et stort billede af en heilende Adolf Hitler i uniform. Karl tog hurtigt øjnene til sig og følte et stærkt ubehag ved synet af denne mand. Han fortjente ikke at blive kigget på. Karl havde vænnet sig til ikke at lade tankerne få frie tøjler, for så vidste han at det kunne blive svært at overleve lejren, men en stor væmmelse og et stort had voksede indeni Karl da han så dette billede. Han måtte for alt i verden ikke udvise det mindste tegn på mishag og bukkede derfor hovedet og kiggede ned på trægulvets mørke furer. Han knugede sin kasket i hænderne og officeren gentog hvad Karl tidligere havde svaret.
   "Det siger man om mig? Er det da sandt?" spurgte officeren.
   Karl tøvede.
   "Jeg spørger igen; Er du en mester i skak?"
   Officeren sad nu og filede sine negle imens han indimellem betragtede sin hånd med omsorg og en smule stolthed.
   Hvad den hånd ikke havde forårsaget. Det var der intet at være stolt af. Karl kiggede igen ned og svarede lidt tøvende.
   "Der er nok noget om det," hr. officer.
   "Igen, din hund! Er du en mester?!"
   Officeren så temmelig irriteret ud nu.
   "Ellers skal du ikke lade mig spilde min tid! Verstehst du? Schau mir in die Augen!"
   Karl kiggede på ham og holdt hans blik fast. Det var noget han havde haft lyst til længe, men han vidste også, at det kunne blive værst for ham selv, hvis ikke det var fordi han var blevet beordret til det.
   "Ja, jeg er en mester, hr officer. Jeg er en mester!"
   For første gang i lange tider følte Karl en lille sejr indeni. Officeren kiggede ned og rømmede sig.
   "Godt! Det kommer du til at bevise. Gå over og vask dig ekstra godt. Tag denne sæbe med dig og kom tilbage kl. 10. Så tager vi et parti skak," beordrede officeren og viftede med hånden så det ikke var til at misforstå, at Karl skulle forlade kontoret med det samme. En vagt fulgte ham ud.
   På trappen ned gled han, men han kom hurtigt på benene igen og gik beslutsomt og hurtigt over til sin barak uden at se sig omkring eller tilbage. Han havde en fornemmelse af at den store bastante røde bygning bag ham åndede ham i nakken. At hver en mursten hoverede og latterliggjorde ham. Men de skulle aldrig komme til at knække ham. Tårerne trak op i øjnene, og han huskede på hvordan fortvivlede kammerater pludselig kunne bryde ud i gråd, en gråd der til sidst kogte over i en rungende latter og en sindssyge der stod dem ud af øjnene.
   Høje tyske stemmer lød vredt i det fjerne.
   Ud af øjenkrogen så han en masse hvide kroppe der stod stimlede sammen som grise i en stald. Karl følte han havde svært ved at trække vejret. Han så vagten i tårnet stirre sammenbidt på ham. Hånden strammede om geværet, men det blev ved det, og han skyndte sig ind på sit værelse. Der var ekstra tomt og trist uden kammeraterne, men han fik vasket sig grundigt og børstet jord og snavs af skjorte og bukser. Neglene kunne ikke blive lige så rene som officerens, så desperat skrubbede han sig med sæben der trods alt duftede dejligt. Det var en anden duft end det ene stykke der lå i Røde Korspakkerne og som regelmæssigt blev stjålet af fanger fra andre barakker. En duft han for længst havde glemt og som derfor i sig selv var en lille triumf.
   Varmen var taget til, vinteren var overstået og han takkede for at han stadig var i live. Hvad der skete ude i Europa vidste ingen med sikkerhed, men en ting var sikkert; Nu var der en mindre der bekymrede sig om det, for på vej til officerens kontor stødte Karl på en arbejder med en trillebør der gik i retning mod krematoriet. Han genkendte manden i trillebøren, det var den ældre fange fra morgenens appel. Karl stoppede op og tog kasketten af. Længere fremme stod røgen stadig op ad de to skorstene og blandede sig med den lyseblå himmel.