I de næste dage tilbragte jeg mere tid sammen med Ayla, end med Riza og Jægeren, det var jeg lidt ked af, men Riza sagde det var helt i orden. Når Ayla var rejst, kunne vi altid fortsætte med de beretninger der var.
   Det jeg var ked af var, at de ikke havde så megen tid sammen med deres datter. Ayla, der næsten altid lo, sagde at det var da helt ok. Hun kendte sine forældre godt nok til, at de ville sige fra, hvis det blev for meget. Så længe de intet sagde, var det ikke noget jeg skulle tage mig af.
   For dem var det helt afgørende, at hun havde det godt, sådan var alle forældre, sagde hun. Men jeg var alligevel lidt ked af det.
   Da jeg havde Riza alene, spurgte jeg om det var upassende jeg var så meget sammen med Ayla. Riza lo, dette underfundige smil som Ayla også havde, og forklarede mig, at hvis det var et problem, så var det mig der havde problemet.
   De var glade for vi havde det så godt sammen. At hun var mere sammen med mig end med dem, var sådan set det der var meningen med den ungdom vi havde. Det var os der skulle leve i den næste generation.
   At være sammen med de gamle var godt og lærerigt, men vi skulle også udvikle os, prøve grænser, det kunne de gamle ikke hjælpe os med, det var noget vi selv måtte finde ud af. Og så længe vi ikke kedede os, kunne hun og Jægeren kun være tilfredse.
   Ayla og jeg udforskede området hvor de boede. Ayla kendte det hele, hun viste mig alt det hun selv satte pris på.
   Vi red meget på hestene, de gjorde det muligt for os at komme langt omkring. Den måde Ayla bevægede sig på i naturen, vidnede om et stort kendskab til den. Jeg havde stor glæde af Ayla.
   Vores venskab udviklede sig så godt, at jeg inviterede hende til Danmark kvit og frit. Men jeg var ikke så sikker på hun kunne trives der. Det gav hun mig ret i. Selvom hun ikke kendte til landet, havde hun hørt fra sin far, det var et sted hvor der levede mange mennesker på et lille område.
   Danmark var ikke som Sverige. Røg fra mange biler, og mange mennesker, det var ikke lige hende. Naturen var hendes område, men man skulle ikke være blind for andre værdier. Havde man ikke prøvet det, kunne man ikke udtale sig om det. Det var hendes filosofi.
   Så oprandt den dag, hvor Ayla skulle af sted. Jeg kneb en tåre da vi sagde farvel.
   Selvom vi lovede hinanden ikke at miste forbindelsen, men skrive så tit det kunne lade sig gøre, var jeg alligevel ked af det. Afskeden var svær, også for Riza og Jægeren.
   Jeg kunne se det tog på dem, men Ayla var glad og havde nydt sin ferie, det hjalp dem ligesom igennem afskeden.
   Længe efter Reko og Ayla var forsvundet ind i skoven i Rekos bil, stod vi og så efter dem. Hver med sine egne tanker, om en dejlig ferie.
   Riza så først på Jægeren, derefter på mig. Hun sagde, at en kop varm te ville være godt lige nu. Riza smilede til os og puffede os ind i hytten. Blidt men bestemt.
   Jeg hjalp Riza med teen. Stemningen var trykket, alle trøstede alle, og var enige om, hun jo kom tilbage en anden gang. Jeg sagde, at Ayla havde betydet, og betød meget for mig, hun havde lært mig en masse, det var jeg glad for, men at jeg allerede savnede hende. Jægeren brummede lavt, smilede, og så frem for sig.
   "Søde Lisa! sådan har vi andre det, hver gang hun skal tilbage. Vi må se i øjnene, at en dag skal hun leve sit eget liv, den dag er måske ikke så langt borte. Så vi nyder hvert minut hun er her, og glæder os altid til det næste besøg. Men så længe hun er glad, så er vi også glade...
   Så er der hendes breve, dem læser vi igen og igen, det er dejlige ord hun skriver. Det er ord der varmer et par bekymrede forældre.
   Men sæt dig ned, min pige, det er nogen dage siden du har fået fortalt en historie. Selvom det er lige tidligt nok, så lad os bare komme i gang."
   Riza serverede teen, og jægeren begyndte:

"Jeg gik mod vest, der var mange høje bjerge og klipper. Vejret var ikke det allerbedste, det sneede og var hunde koldt. En nat mens jeg sov, vågnede jeg og hørte stemmer. Jeg troede først jeg drømte, men blev hurtigt klar over, det ikke var en drøm.
   Der var tre mænd og en yngre kvinde et stykke fra mig. Det var tydeligt at alting ikke var som det skulle være.
   Jeg var i nærheden af en ensomt beliggende hytte, som jeg tidligere havde passeret, på min søgen efter det liv der var lovet mig i mine drømme. Var de mon på vej til hytten? Et eller andet sagde mig, alt ikke var helt i orden. Den unge pige strittede imod, hun var meget besværlig, og mændene? De var ikke lokale, eller fra vores land. Deres sprog kunne jeg heller ikke forstå.
   Den unge pige kæmpede af og til voldsomt imod. Slog ud efter dem, når det tilsyneladende ikke gik hurtigt nok, efter deres mening. Hun ville tilsyneladende ikke med dem.
   Jeg lå helt stille, ville se tiden an, bare vente og ikke give mig til kende.
   Da de var nået uden for min syns og hørevidde, krøb jeg ud af min sovepose, fik i en fart noget tøj på, og fulgte efter dem. Det var hytten der var målet, men hvad der foregik, vidste jeg ikke.
   Jeg besluttede mig for at finde ud af det. Vi var langt fra alfarvej, her var meget øde. Hvad havde de mon gang i, og hvem var den unge kvinde? Hun var mørk i huden. Var hun Same? Jeg gik tilbage til min udrustning og pakkede mine ting sammen, derefter listede jeg nærmere og ventede.
   Da det blev lidt lysere, forlod to af mændene hytten. Jeg listede endnu tættere på, og så den unge kvinde sidde på gulvet. Hun var bundet på hænderne. Den ene vagt der var efterladt, sad og småsov. Manden var udenlandsk af udseende, hvorfra? Det kunne jeg ikke se, men der var noget forkert ved den måde, de behandlede den unge kvinde på.
   Jeg måtte være forsigtig. De mænd der var gået, havde forsøgt at sløre deres spor, de var helt klart ikke vant til at færdes herude i sneen, og de kunne ikke gebærde sig særlig godt. Men hvem var kvinden?
   Jeg ventede i et par timer. De to mænd dukkede op igen. De bar på nogle sække. Lidt senere kunne jeg se, det var madvarer de havde hentet. De måtte have en bil eller en anden transportmulighed i nærheden. Jeg besluttede mig for at finde ud af hvor.
   Jeg fulgte deres spor tilbage, og ganske rigtigt, der holdt en stor og kraftig snescooter. Jeg skar ledningerne over til starteren, og tømte den for den benzin jeg kunne. Så kunne de ikke komme herfra lige med det samme.
   Jeg gik tilbage og kikkede ind af vinduet. Den unge kvinde sad og spiste, hun var nu bundet til bordet, men sådan at hun kunne spise ubesværet. Det var helt tydeligt hun var her mod sin vilje, og at de tre mænd skulle bevogte hende.
   Jeg overvejede situationen, og så til min forbavselse de var svært bevæbnede. På gulvet lå en maskinpistol, i deres bælter kunne jeg ane der sad pistoler. Det var ikke så ligetil at befri hende, men hvorfor blev hun holdt fangen, og hvem var hun?
   Jeg gik tilbage til min udrustning for at sove. Jeg ville vente og se hvad der skete. Jeg krøb ned i soveposen, og håbede jeg ville vågne, hvis de forlod hytten.
   Jeg sov nogle timer. Da jeg vågnede var alt fredeligt i hytten, måske sov de. På sneen kunne jeg se, at ingen havde forladt hytten, det var bare at vente på der skulle ske noget, eller at de ville blotte sig så meget, så det blev muligt at befri kvinden, uden det kostede blod. At hun var fange hos mændene, var uden for enhver tvivl.
   Men hvor alvorligt var det, var det at overreagere at tage kampen op mod de fremmede? Ville det koste menneskeliv? Var det det værd?
   Der var mange ubesvarede spørgsmål, og mens jeg tænkte, kom den ene ud fra hytten. Han gik mod deres snescooter, jeg fulgte stille efter.
   Han opdagede snart, der var noget der ikke var som det skulle være, og begyndte at undersøge scooteren. Jeg trådte frem, bevæbnet med min riffel og råbte ham an. Jeg gjorde tegn til, han skulle række armene i vejret og vende sig om. I stedet for at parere ordre, tog han efter sin pistol.
   Jeg affyrede min riffel, affyrede ét skud. Der kom samtidig et glimt fra hans pistol. Jeg blev ikke ramt, men det gjorde han. Han faldt forover, ramt i brystet. Da han faldt, tabte han sit våben.
   Jeg gik hen til ham, vendte ham om, men han var stendød.
   Jeg så mig omkring. Havde de andre hørt skuddet? Hvorfor havde jeg ikke hørt hans skud? Svaret fik jeg, da jeg så på hans våben, det var lyddæmpet. Det var altså ikke en helt almindelig bande jeg havde med at gøre. Mon de andre ville komme for at se efter deres kammerat? Jeg måtte handle hurtigt.
   Jeg undersøgte ham for andre våben, fandt også en granat. Hvad var det for nogle forbrydere jeg havde med at gøre? Han havde en del papirer, dem tog jeg med mig. Jeg lod ham ligge hvor han var faldet, måtte nu være forberedt på det værste, og sneg mig tilbage mod hytten. Disse mennesker var ikke vant til at bevæge sig i sne og kulde, i ødemarken, det var min fordel, det måtte jeg benytte mig af.
   Der gik en halv time, før der blev uro i hytten. En af mændene åbnede døren, efter en tid råbte han på et sprog jeg ikke forstod. Han kaldte formentlig på sin savnede makker, han kunne jo ikke vide, der aldrig ville blive svaret.
   Jeg havde afprøvet det tavse våben, og sikret mig der stadig var et skud i pistolen. Fortrolig med det, var jeg ikke. Men ramme, hvis det blev nødvendigt, mente jeg godt, jeg kunne.
   Efter et par råb mere, gik han ud foran, kikkede ind imellem træerne hvorfra den anden skulle komme, han havde sit automatvåben i hånden. Jeg forholdt mig helt roligt. Hvis jeg ikke kunne få dem begge to samtidig, ville det ikke være godt nok, den sidste kunne bruge sit våben imod kvinden, det var hende der var i livsfare, hvis jeg fejlede.
   Nu kom den anden også frem, de gik begge et par skridt frem, og her var min chance. Jeg skød dem begge i hovedet. Da de var faldet, gik jeg nærmere.
   Efter jeg havde konstateret de begge var ufarlige, gik jeg igennem døren og ind i hytten. Der lød et højt skrig, helt automatisk sprang jeg et skridt til siden.
   Jeg følte en stærk smerte i skulderen. En eller anden havde skudt på mig. Jeg rullede rundt og prøvede at få et overblik over, hvad der skete.
   Jeg så en fjerde person med et automatvåben i hænderne, og skød imod ham i panik, samtidig med han også skød på mig. Jeg mærkede endnu en smerte i armen og en i hoften, men nu var hans våben tavst.
   Jeg rejste mig op, tog et par skridt frem, og så ind i et par angste, men kolde øjne. Mit skud havde ramt ham i halsen, blodet pumpede ud, hans krop sitrede.
   Han var død på mindre end et minut.
   Jeg spurgte kvinden om der var flere, hun så uforstående på mig, rystede på hovedet og svarede mig på Engelsk.
   Hun måtte være udlænding. Hun var en anelse mørk i huden, måske ikke engang skandinav. Jeg gentog mit spørgsmål på Engelsk. Hun svarede der var en der var gået ud til den snescooter de havde, ellers var der ikke flere. Jeg forklarede hende, at han allerede var død. Jeg havde skudt ham.
   Hvordan havde jeg kunnet overse, der kunne være en der ventede på de andre i hytten? Jeg var ramt, men det var ikke andet end kødsår, der nemt lod sig forbinde. Den unge kvinde var stadig bundet, hende havde jeg i min forvirring glemt.
   Nu bad hun mig hjælpe hende med at komme ud af de reb, der holdt hende bundet. Hun hjalp mig med at finde forbindinger i hytten, vi lagde forbindinger om de sår jeg havde fået. Det var helt klart hun havde prøvet det før.
   Jeg spurgte hende, om hun havde en ide, om hvor hurtigt vi skulle være væk fra hytten, men det vidste hun ikke.
   Jeg turde ikke tage nogen chance, så vi tog hvad der var nødvendigt for at komme videre. Ski, mad og klæder. Selvom det ikke lige var det tøj der passede hende bedst, så kunne hun bruge det.
   Vi gik tilbage til min udrustning, på vejen spurgte jeg hvem hun var. Hun fortalte hun var blevet kidnappet, da hun var ude at stå på ski med nogle venner. Det var professionelle mænd der havde gjort det, og i løbet af nogle timer var de allerede mange mil væk fra åstedet.
   Den tætte tåge havde gjort det muligt for mændene at bortføre hende. Den var også årsag til, der ikke kunne sendes helikoptere efter dem. Det var også klart, det var hende de gik efter.
   I tre døgn havde de fragtet hende rundt, for til sidst at ende her ude. Helt nøjagtigt hvor vi var, vidste hun ikke, men hun havde en ide om det. Vi måtte være forsigtige, de mænd var ikke alene, og man vidste aldrig om deres netværk var i nærheden.
   Hun mente jeg havde behov for at komme til en læge, selvom mine sår ikke så alvorlige ud, kunne de udmærket være det. Hun var en kvik pige. Stå på ski, det kunne hun.
   Vi samlede min udrustning sammen, og jeg spurgte igen hvem hun var. Hun sagde smilende, hun var prinsesse. De mænd der bortførte hende, havde nogle venner der sad i fængsel i det land hun kom fra. De ville opnå at få dem fri, mod at skåne hende.
   Der var nogen der havde et problem lige nu. De sikkerhedsvagter der skulle passe på hende, duede tilsyneladende ikke, de havde svigtet.
   Hun spurgte hvem jeg var. Jeg fortalte jeg var jæger, og vi hellere måtte se at komme herfra i en fart. Det var ikke vigtigt hvad jeg hed, eller hvem jeg var, men at få hende tilbage til de mennesker, hvorfra hun kom.
   Jeg havde smerter efter de skud der havde ramt mig, bed smerten i mig, og fortsatte sammen med pigen.

Efter nogle timer på skiene, kom vi til en stor og bred landevej. Jeg så flere biler der passerede os. En af dem var en politibil, den stoppede vi.
   Betjentene blev noget forbavsede, da de erfarede hvem de havde foran sig. De tilkaldte forstærkning over radioen.
   Jeg vidste hun nu var i gode hænder, og valgte at sige:
   "Farvel prinsesse! Måske ses vi igen." Derefter strøg jeg ind imellem de nærmeste træer. Deres råb om at stoppe, ignorerede jeg.
   Efter et par timer var jeg svinget mod syd, nu gjaldt det om ikke at blive set. Jeg var sikker på, der ville blive stillet mange spørgsmål, dem var jeg ikke så glad for at svare på. Jeg var nu igen på flugt.
   Jeg fortsatte mod syd, mine skudsår måtte være værre end jeg først havde antaget. De blødte ikke, men såret i hoften var sort, og allerede meget hævet. Det sår havde jeg ikke i første omgang set, eller skænket en tanke. Nu var det det, der gav mig smerter, de var næsten ikke til at holde ud.
   Jeg måtte finde en læge. Det her kunne jeg ikke klare alene, såret havde et indgangshul, men jeg kunne ikke finde noget hul ud, det måtte være meget forurenet, siden det hævede på den måde.
   Måske sad projektilet stadig derinde, det måtte ud. Det hastede med at finde en læge, der kunne klare det problem.
   Jeg blev meget dårlig senere på dagen, måtte holde mange pauser, smerterne var næsten uudholdelige, jeg måtte hvile mig.
   I det fjerne hørte jeg tydelig helikopteraktivitet, men det var langt væk. Jeg ville bare hvile mig lidt, så måtte jeg se at komme videre. Bare slappe lidt af, en halv time ville hjælpe mig, hvile.
   Jeg satte mig ned, smerterne var nu så forfærdelige, at jeg måtte stoppe helt op, hele min krop værkede. Jag efter jag fik mig til at vånde mig, jeg lagde mig ned. Bare hvile, ikke sove. Hvile, Hvile.
   Jeg blev pludselig helt klar, da der var en der rørte ved mig. Jeg ville vende mig, men en voldsom smerte fik mig til at ligge helt stille. Foran mig sad der tre personer i kamuflageuniformer, de var malede i ansigterne, de havde også mine våben foran sig. De sagde til mig, jeg skulle ligge helt stille, der var en læge på vej til mig.
   Vi er dine venner! Sagde de, du skal under lægebehandling. Vi er fra det svenske militær, du er i gode hænder.
   Det var det sidste jeg kan huske. En voldsom smerte fik mig til at glide over i bevidstløsheden.

Da jeg vågnede, var jeg meget omtåget. Jeg rørte på mig, et par øjne så ind i mine.
   "Er du vågen?" Det var en kvinde der talte, jeg nikkede svagt og hun forsvandt. Lidt efter kom der en læge, efter kitlen at dømme. Han kikkede på mig og sagde:
   "Kan du høre hvad jeg siger?" Jeg nikkede.
   "Forstår du hvad jeg siger?" Igen nikkede jeg.
   Så fortalte han, det havde været lige ved jeg ikke var vågnet mere. Det var en slem blodforgiftning jeg havde fået i såret i hoften. Mine indre organer var også ramt. Han fortalte de havde opereret mig, jeg var uden for livsfare, men absolut ikke rask. Han smilede til mig. Jeg havde været bevidstløs i fem dage.
   "Vi prøver at fjerne noget af al mekanikken, det kan irritere lidt, men hvis det bliver for meget for dig, må du sige til!"
   Imens han fjernede de forskellige slanger og maskiner, fortalte han, at lige nu var jeg militærets ejendom. Jeg lå på et militær lazaret, og når jeg fik det bedre, ville politiet gerne tale med mig.
   "Men tag det helt roligt, det er noget jeg bestemmer. Og først når du er klar til det, kan der blive tale om at lukke løverne ind til dig." Det sidste sagde han med et lille smil.
   "Ved siden af dig, sidder to drabelige fyre der skal passe på dig, der er ingen der kommer i nærheden af dig, uden først at have passeret dem.
   Der er også et par stykker udenfor. Jo, vi skal nok passe på dig. Det er for din egen skyld. Der er sikkert nogen der kunne tænke sig, at lave endnu flere huller i dig, men her er du i sikkerhed."
   Jeg var nu ikke helt enig med ham. Et eller andet sted nordpå, lå der fire mænd der var alt for døde, jeg var nervøs for hvad det kunne afstedkomme.
   De var flinke og venlige på lazarettet, jeg blev ikke forstyrret de næste dage. Hver gang jeg gjorde mine til at humpe lidt omkring ude på gangen, blev jeg stille men bestemt fortalt, at det var forbudt område for mig. Jeg var fange igen.

En dag, ca. en uge efter jeg var vågnet, kom doktoren ind og sagde til mig, at nu kunne han ikke gøre mere for mig, Jeg havde allerede dagen i forvejen, været afhørt af et par flinke politifolk, men den med min hukommelse, den købte de ikke sådan lige.
   Derimod troede de, der muligvis var en forbindelse mellem mig og de døde udlændinge. Måske havde jeg fået kolde fødder? Jeg skjulte noget. Det lod de mig klart forstå. De havde forsøgt sig med Interpol, og ventede nu på svar.
   Jeg blev udskrevet og anbragt i et fængsel. Jeg bad selv om isolation, havde ikke lyst til at tale med nogen. Der var stadig vagt hos mig, af to personer fra militærets antiterrorkorps. Hvis jeg ikke ville snakke med politiet, kunne anklagen komme til at lyde på drab, eller uagtsomt drab, det kunne man aldrig vide.
   Når jeg ikke ville fortælle hvem jeg var, kunne de ikke hjælpe mig.
   Den advokat jeg havde fået stillet til rådighed, gjorde meget for mig, men det med min identitet, var meget vigtigt, det var meget afgørende at jeg samarbejdede, ellers stod min sag ikke så godt.
   At jeg muligvis havde skudt fire personer, det var ikke så galt, men når man ikke vidste hvem jeg var, eller hvilken forbindelse der var imellem mig og de døde, kunne en dommer ikke tage stilling til noget som helst. Så for min egen sikkerheds skyld, var det bedst at blive i fængslet med de to vagter.
   Min advokat sagde til mig, han havde hørt politiet tale om, jeg var lejet af en arabisk stat, til at befri den kidnappede arabiske prinsesse. Det var de svenske myndigheder ved at undersøge for øjeblikket. Jeg var ikke svensk, norsk eller dansk, det var sikkert. Mit sprog var skandinavisk, men tillært. At jeg talte Samisk, gav dem ikke svar på deres spørgsmål om min identitet. De havde tidligt "fanget" mig på det sproglige. Jeg forstod tilsyneladende russisk.
   En dag hentede de mig, jeg havde på det tidspunkt været i fængslet i to uger, jeg havde besøg. Det var prinsessen.
   "Goddag, Jæger! Hvordan går det? Tak fordi du reddede mig ud af kløerne på de mænd der kidnappede mig. Men hvorfor sidder du her? I et fængsel?"
   Jeg fortalte, jeg havde det godt, og jeg sad her, fordi jeg ikke kunne huske hvem jeg var, det var mit problem.
   Hun så forundret på en herre, der var med i hendes følge. Han forsøgte at forklare, at det ikke lige var sådan de så på sagen, hos de svenske myndigheder. De mente jeg skjulte noget, det var den egentlige årsag til, jeg stadig sad i fængslet, med svenske antiterror soldater, der skulle passe på mig.
   Jeg var blevet fremstillet for en dommer flere gange, så mit ophold her, var juridisk uangribeligt. Jeg havde også en beskikket forsvarer, alt var i orden og i overensstemmelse med de internationale love, der var ingen konventioner der var overtrådt.
   Hun så igen på mig, og spurgte om der var noget hun kunne gøre for mig. Jeg svarede bedende:
   "Få mig ud herfra. Jeg trives ikke, så hellere gå til, men ikke det her. Jeg dør langsomt."
   Jeg kunne se på hende, det gjorde indtryk. Hun lovede at finde en eller anden løsning.
   "Ingen skal sidde i et fængsel for min skyld. Er der nogen jeg kan kontakte for dig?"
   "Ja, i nord, der bor en gammel shaman, han er Same. Sig til ham, jeg søger ham, og jeg beder ham hjælpe mig. Han hedder Haldur, spørg Samerne, de kender alle til ham."
   Hun så længe på mig. Mit forpinte udtryk må have gjort et vist indtryk på hende. Hun lovede at gøre det jeg bad om. Hun ville også tale med sin far, bede ham tale med de svenske myndigheder. Der måtte være en eller anden måde, hvorpå de kunne hjælpe mig

Der gik en uge uden der skete noget. Min sagfører kom og fortalte mig, jeg skulle på besøg ude i byen, vi skulle flyve. Det var udenrigsministeriet der ville tale med mig. Det var vigtigt jeg tog af sted. Måske havde ministeren en løsning, men det afhang af mig selv, om den kunne bruges.
   Hans egne muligheder var udtømte, da jeg ikke kunne, eller ville sige hvem jeg var. Det kunne tage lang tid før jeg blev løsladt, og et navn måtte jeg da have. De svar der var kommet fra Interpol, var der ikke noget nyt i.
   Ministeren ville prøve at finde en løsning, der kunne tilgodese alle parter, men jeg måtte love at samarbejde med ministeriet. Det var måske min sidste chance, for at undgå at blive dømt for noget, jeg mente jeg ikke havde gjort.
   Jeg ankom til ministeriet iført et pænt sæt tøj. Jeg følte mig som en nar, det passede mig dårligt at gå i sådan noget, det havde jeg ikke gjort i mange år. Jeg var ledsaget af to politibetjente og to elitesoldater.
   De passede på mig, fortalte hvad jeg måtte sige, og hvad jeg ikke måtte sige eller gøre. Det var noget meget fint noget, noget med etikette. Jeg lovede jeg nok skulle opføre mig ordentligt.
   Vi ankom til ministeriet, hvor jeg og de to betjente, blev vist ind i et stort, og for mig fornemt værelse. Soldaterne der passede på mig, blev uden for døren. Vi blev bedt om at tage plads, og satte os ned. Ministeren ville komme om lidt.
   Han virkede rar, da jeg så ham komme. Han smilede og hilste venligt på mig. Han havde en hilsen fra min shaman, og fra de andre Samer jeg kendte. De arbejdede for jeg snart ville være en fri mand igen.
   Vi satte os ned, efter nogle ligegyldige venligheder, bad ministeren mig fortælle om mig selv. Jeg kikkede rundt på alle dem der var til stede, jeg var helt tydeligt ikke tryg ved så mange menneskers tilstedeværelse. Ministeren forstod mine signaler og sendte alle, undtagen to personer, ud, det var hans sekretær og landets justitsminister.
   "Er det bedre?" Spurgte han og smilede venligt. Det kunne jeg bekræfte.
   Jeg fortalte hele min historie, med alt hvad jeg havde oplevet, lige fra jeg kom i fængsel i det tidligere Sovjetunionen, og op til i dag. Jeg lagde ikke mærke til, at klokken var blevet mange. Alle sad de og hørte tavst på min historie.
   Jeg stoppede først ved den dag, jeg havde set prinsessen, og jeg sluttede af med at undskylde for, jeg havde taget så meget af ministerens tid. Men det lå mig meget på sinde at sige hele sandheden.
   Min fortid var der ikke noget at gøre ved, men min fremtid, den kunne stoppe her, hvis jeg ikke snart blev en fri mand.
   Ministrene sad længe og tænkte, de kikkede i deres papirer, hviskede sammen og så på mig. Jeg kunne forstå på deres ansigter, at de begge gerne ville hjælpe mig.
   "Jeg tror!" Sagde udenrigsministeren, "at jeg lige vil drøfte med min kollega, hvad vi kan gøre for dig. Det vil tage lidt tid, men er der noget du vil have? Er du sulten? Tørstig?
   "Nej tak, det er pænt af dem, men nej, jeg mangler ikke noget."
   Efter en god time var de tilbage. De satte sig, så på mig, og Justitsministeren sagde:
   "Jæger! Det er det navn du har fortalt politiet, du kan huske. Men det er ikke et navn vi kan bruge til noget. Jeg har et forslag at gøre dig.
   Vi vil i de næste dage kontrollere diskret, hvad du har fortalt os om dig selv. Det er en usædvanlig historie, og vi vil gerne hjælpe dig videre i din tilværelse.
   Vi vil give dig et nyt navn, ansætte dig som statstjenestemand. Under alle omstændigheder vil du være beskyttet af ministeriet den første tid, da din sikkerhed er i fare, hvis der er nogen der får nys om, hvor du opholder dig.
   Med en ny identitet, skulle du være nogenlunde sikker. Vi beder dig vente, til vi har det hele klart. Har du nogen spørgsmål?"
   "Mange, men kan spørgsmålene ikke vente, til jeg ved hvad slutningen bliver på dette mareridt?" Han smilede.
   "Jo, så siger vi det. Indtil videre vil vi passe på dig her i Stokholm."
   Han rejste sig og gav mig hånden.
   "Lykke til."
   Også de andre trykkede mig i hånden. Audiensen var forbi.

Jeg blev sat ind i et fængsel i hovedstaden, men døren var ikke låst længere. Hvis jeg ville, kunne jeg komme og gå som det passede mig. Dog var der hele tiden mindst to personer der fulgte mig. De var mine livvagter, de talte ikke til mig, holdt sig hele tiden diskret i baggrunden.
   Præcis en uge efter, var jeg igen hos justitsministeren. Han havde et endeligt tilbud at gøre mig, han håbede jeg ville tage imod det.
   Igen var jeg i det fine ministerium, jeg skulle høre og godkende, hvad de havde fundet ud af. Mine to skygger havde diskret taget plads bag mig. Der var kun ministeren og hans sekretær til stede.

"Udenrigsministeren og jeg, har talt om dig, Jæger. En usædvanlig person skal have et usædvanligt navn. Derfor bekendtgør jeg nu for dig, at du fremover hedder:
   Johan Silver-Krone, og er Dronningens jagtmester.
   Du er ansat i landbrugsministeriets og skovforvaltningens tjeneste som jagtmester. Du skal stå til dronningens rådighed, med hensyn til jagt to gange om året. Du vil få en tjenestebolig i det nordlige Sverige. En af statens jagthytter vil være til din disposition, her kan du bo lige så længe du vil.
   Du er under kronens beskyttelse. Det vil sige, du har samme rettigheder som diplomater, kan ikke stilles for nogen dommer uden ministeriets og kronens godkendelse.
   Jeg stoler på, du kan leve op til det.
   Som en lille biting kan jeg nævne, at mine embedsmænd har meddelt mig, at hele din historie, for så vidt angår din oprindelse, er sand, men det vidste jeg på forhånd. Jeg troede på dig, og din historie.
   Vi er også enige med dig i, at det ikke tjener noget formål at sende dig tilbage til Danmark... Kan du acceptere grundlaget for dit ophold her?"
   Jeg svarede af hjertet ja. Og lovede jeg nok skulle leve op til den tillid, de viste mig.
   "Formaliteterne og det praktiske," fortsatte ministeren, "det vil min sekretær tage sig af. Har du nu nogen spørgsmål?"
   "Ja! Hvem var den prinsesse, jeg var sammen med i skoven?" Han smilede.
   "Hvilken prinsesse? Den historie med skoven kender jeg ikke. Gør du?" Også jeg trak på smilebåndet.
   "Nej, det må være noget jeg har drømt."
   "For resten, Jæger, så er din sag arkiveret fortroligt som statshemmelighed. Der er ikke nogen der har adgang til den, udover mig og mine embedsmænd. Din sikkerhed skulle dermed være i orden, selvom dine "skygger" vil følge dig de næste par uger, hvor vi vil lære dig at blive en god og habil jæger for kronen." Han smilede.
   Jeg rejste mig, sagde pænt farvel og takkede endnu engang. Jeg var en fri mand.